Look at the waves, Eve. What do you see?

Dato: 19/03
Dag: Mandag
Tid: 22.03
Sted: Havnen
Vejr: Roligt og tørt. Koldt.
Omgivelser: Havneting? Ellers ikke så fandens meget.

Malike gik balancerende på den sorttjærede træbjælke der markerede kajens ende og havets begyndelse. Hun så flere gange ud som om hun var ved at falde ned i det rasende vand. Det var hun egentlig ikke. Hun legede bare med tanken. Mon der var nogen der ville blive oprigtigt kede af det, hvis hun forsvandt? De ville nok blive forfærdede over at finde et barnelig i det kolde vand, men oprigtigt kede af det? Nej... Det var der nok ikke mange der ville blive. De kendte hende ikke godt nok til at blive rigtigt kede af det. Måske ville nogle af hendes plejeforældre græde. Men det var nok heller ikke mange af dem.
Med et satte hun sig ned. De tynde ben dinglede udover kanten, og hun lænede sig let frem. Så ikke ud til at være bange for at få overbalance. På trods af sin selvdestruktive tankerække havde hun ikke tænkt sig at hoppe. Skulle hun dø skulle hun fandme også gøre det ordenligt. Ikke sådan noget selvmedlident pis som selvmord. Hun tørrede næsen af i håndryggen og snøftede kort. Det var altså noget skidt. Hun havde sgu ikke ret meget lyst til at tage tilbage til familen Anderson lige nu. Det blev hun vel nødt til hvis hun blev syg. Så måtte hun vel tage den skideballe der ventede hende der. Faktisk, var det ikke skideballen der ærgede hende. Det var det faktum at hvis hun gik hjem, så gav hun op. Hun havde været 'væk' lidt under en uge nu, og hun havde ikke lyst til at give op. Det kunne godt være at hun altid tabte, fordi hun blev uforsigtig og blev fundet, men hvis man bare gav op betød det at man var blevet træt af legen. Så forventede alle andre at man ikke ville gøre det igen. Malike var ikke træt af denne leg. Langt fra. Ikke endnu i hvert fald.

Månens blege lys badede havnen, og gav vandet et iskoldt, næsten dødt men dog smukt skær, der ligeledes kastede skæret videre over de store, vuggende både. Et sted langt derfra, blev vandets naturlige lyde overdøvet af en dunkende bas, og nogle råb fra fulde teenagere. Men netop her, synes det hele at gå i stå, og man fik en fornemmelse af, at man ville være fanget her forevigt.

En ung kvinde gled elegant over asfalten, og med det mørke, gennemtrængende blik rettet imod de få totter af ukrudt der havde kæmpet sig vej op af asfalten, og nu fik et sølvagtigt skær. Uden at ænse deres utrættelige kamp for at få lys, ramte hendes støvle præcist dem alle, selvom det ikke så ud til, at hun bemærkede så meget som én af stråene.

Eve lod læderhandskerne der beklædte hendes fingre, blive krydset over hendes krop, som frøs hun i den mørke nat. Skyggerne der lå i hvert gadehjørne, undersøgte hendes blik varsomt, som forventede hun at skyggerne skulle angribe hende hvert øjeblik. Eller noget, der gemte sig i skyggerne måske.

Med fingrene trak hun læderjakken tættere om hende, og skabte igen illusionen om at hun frøs. Under den stramme tanktop, kunne hylsteret til en pistol skimtes. Hendes skridt smældede ud over gaden, men hendes åndedræt var som usynligt. Det var som, prøvede hun både at være usynlig, og vise at hun ikke behøvede at frygte natten.

Noget ved hendes rettede, yndefulde holdning, synes at udstråle selvtillid, der dog var tynget af en skjult sorg. Ligeledes var hendes øjne trukket over af en iskold ligegyldighed, og de rødmalede læber fuldstændigt ubevægelige, som betød alverdens længsler og smerte intet for hende.

Hendes mørke skikkelse blev efterhånden større, og ikke længe efter havde hendes lange skridt bragt hende op, til udkanten af havnebassinet. Hendes mørke, let krøllede hår flagrede dovent omkring hendes hoved, da hun stoppede op, og gled derefter nedover hendes ene skulder.

Hendes rettedes søgende omkring, først imod det glinsende vand, men derefter op imod en spinkel skikkelse, der stod nogle meter derfra. Eve synes ikke rigtigt at bemærke barnet, eller også mente hun bare ikke, at barnet udgjorde nogen trussel. Eller var helt simpelt ligeglad, hvilket ville virke koldblodigt og hårdhjertet, siden barnet var i den største fare, ved at være alene ude så sent om natten.

Malike vendte hovedet mod lyden af skridt, parat til at stikke af. Hun vidste at hun efterhånden måtte være i en del aviser. - Hvis altså hendes plejeforældre havde efterlyst hende endnu.
De mandel formede øjne studerede mistænksomt den slanke kvinde. Nej... Hun lignede godt nok ikke en der var parat til at hive afsted med Malike.
Malike gav sig selv lov til at slappe lidt mere af, men tog dog ikke blikket fra kvinden. Hun rettede let på den trøjes hætte, for at sikre sig at så meget som muligt af det rødblonde hår var skjult. Hun havde samlet det i en hestehale, der hang indenfor hætten. Måske ikke det allermest behagelige, men folk havde som regel lettere ved at genkende en når de vidste hvilken hårfarve man havde.. Pandehåret der næsten nåede ned foran øjnene var dog noget sværere at skjule..

Malike knep let øjnene sammen og udstødte en lille utilfreds lyd før hun atter vendte blikket mod det truende vand. Bølgerne kunne godt ligne sorte fisk, med en smule fantasi. Sorte fisk der sprang ind fra det åbne hav, for at spise hendes fødder. Hun dinglede let med benene. Der var langt ned til vandoverfladen.
Hun kastede igen et enkelt blik mod den fremmede kvinde. Mon der var nogen der ville savne hende, hvis det var hende der blev opslugt af de grådige bølger?

Eves blik synes at blive opslugt, af de rasende bølger, der kastede sig frem og tilbage i resten af det mørke, endeløse vand. Det blev langsomt suget ind i hendes selv, og man kunne næsten på hendes ansigt se, at selve hende, ikke længere var til stede mellem bølgernes kamp, og skyggernes dans.

Den lille lyd der kom fra pigen, vækkede Eve fra hendes trancelignende tilstand, og trak hende tilbage til den hårde virkelighed. Den virkelighed, hun synes at ville undgå, hvis hun kunne. Hendes blik gennemsøgte endnu engang hver en krog på havnen, men flakkede konstant tilbage til den lille pige, der stirrede i det mørke vand, som håbede hun at de ville opsluge hendes krop.

Engulfed by the waves that crashes against the port, with a furious pace and a devastating effect ... No! People will miss you. Even if all, that I would believe would miss me, have murdered each other. That is not the point ... Wait ... Doesn't that little girl seem to consider to jump ...? That look in her eyes ... God dammit!

Hun trådte et skridt frem, i en glidende, yndefuld bevægelse der næsten emmede af elegance og en foruroligende ro. Hendes hånd løftedes i en umærkelig gestus, som ville hun løfte den for at stoppe noget, for at ske. Men den nåede aldrig helt op, for den sank ned igen, og istedet lagde sig over kors på hendes bryst.

"Do not jump, girl. The waves are so hard today that they are insensitive would throw your body up against the edge of the harbor, and crush every bone in your body. Is that what you want? I can see on your face that you are considering sliding therein. People will miss you. You will suffer a painful death."