The waves are beautiful in the last sunlight ~ Bree

Tid: 19.30
Sted: Havnen
Omgivelser: Få der arbejder i havnen med at læsse ting op på skibene, samt nogen der nyder udsigten over det smukke hav
Vejr: Solen er ved at gå ned, de sidste solstråler farver himlen smukke farver der spejler sig i vandet, det er ved at blive koldt, men det er stadig lunt
Påklædning: OUTFIT!

Katherine stod længere inde i et fragthus, der var helt tomt, men herinde fra kunne hun da se ud på havnen uden at dø, blive brændt op.
Hun sukkede, denne vampyr, hendes skaber, Anthea havde været hende en god ven, men samtidig var det også hende der havde forbandet Katherines liv.
Hun havde dræbt hende, med vampyrblod i årene og dermed gjort hende til et monster af den værste slags.
Katherine følte på sine arme, de var blottede og derfor kunne hun dø, selv hvis den mindste solstråle ramte hende.
Dette liv Katherine havde levet indtil nu på denne ø, kunne ikke kaldes et liv. Ikke efter at dusørjægerne, som hun forresten hadede, havde dræbt den eneste person hun følte hun kunne stole på. Havde dræbt den eneste person der kunne hjælpe hende med ikke at slå for mange ihjel, da hendes menneskelighed ikke havde forladt hende.
Inde i sig selv stilte hun det spørgsmål hun så tit havde stillet Anthea: Hvorfor hende? Hvorfor ikke en af de perfekte, smukke og sukkersøde piger der aldrig gjorde noget forkert? De kunne da helt klart godt trænge til lidt modgang af den værste slags, efter Katherines mening.
Men som regel var det dem der ikke havde levet sit liv som de mest uskyldige engle verden havde set, mennesker som Katherine.


//Argh, ingen krea :( Håber du overlever xD

Bree kom løbende langs havnens kant, hendes lange blonde hår svingede fra side til side, hun hev efter vejret, det var sidste gang hun valgte at tage en en lille lur, inden hun skulle nå en bus,for hun havde virkelig travlt, hun skulle hen og besøge en ven, og have en druk tur *Bare bussen ikke er kørt* Tænkte hun for sig selv og løbe en smule hurtigere, nåede hun ikke den pokkers bus, skulle hun vente en helt dumme time og det gad hun slet ikke, hun lukkede kort øjne i for at få de få tåre væk vinde havde skabt, men i det hun lukkede dem, løb hun ind i noget, men hvad vidste hun ikke og faldet direkte ned i havne, hun gik i panik og hev efter vejret, vandet var iskoldt hende tøj føltes tungt på hendes krop og det ville bare havde hende ned på bunden af det hele.

// Det er helt okay, har heller ikke lide så meget krea lige nu xD //

Solen var næsten gået ned, og så var hun i sikkerhed... men ikke nu, snart.
Hun holdt vejret, ikke fordi hun behøvede at trække vejret, men hun elskede at gøre det når solen gik ned og hun var udenfor fare.
Solens sidste stråler prøvede at fange hendes hud, før de forsvandt og der lød et plask.
Hun rynkede brynene, dobbelttjekkede at solen ikke stadig kunne skade hende og skyndte sig ud af bygningen.
Hendes hænder rystede, nærmest som om hun ikke kunne overbevise dem om at solen ikke var der mere.
Hun så ned i havnens grumsede vand, der lå noget og svømmede, eller det så sådan ud, lidt længere hende.
Hun løb hurtigt derhen og så ned på det svømmende for at se hvem eller hvad det var.
Det var en lyshåret pige, hun lænede sig ud over kajen og spurgte højt:"Hey, vil du have lidt hjælp?"

Hun prøvede panisk at holde sig oppe og det lykkes, men hvordan i alverden skulle hun komme på fra vandet, der var så langt op og hun ikke ikke rigtigt sprede sine vinger under vandet, hun prøvede at tage fat med sine negle i havnens væg, men væggen var alt for glat.
Hun kiggede op da hun hørte en stemme "J...j...j" Fremstammede hun eller det prøvede hun da på men, vandet var så koldt at hun klaprede med tænderne, så hun valget vare at række en hånd op til kvinden der havde spurgte hende og håbede at hun ville tage fat hendes hånd, så hun kunne komme op.

Katherine så hjælpeløst på pigen, hun kunne tydeligvis ikke svømme eller så var hun for fuld til at kunne det.
Pigen mumlede et eller andet uforståeligt, men det var tydeligt at hun havde brug for hjælp, hun kunne knap holde hovedet over vandet.
Hun strakte hurtigt sin hånd ned mod pigen, tog fat i hendes hånd og tog med hendes unaturlige styrke, som hun håbede pigen ikke påpegede senere, pigen op af vandet.
"Sådan...", hun så ned på pigen da hun lagde hende på jorden, for at se om hun led af fysiske smerter.
Hun så ikke ud til at have brækket noget, men det skulle hun ikke gøre sig specielt klog på... Hun var trods alt ikke ligefrem ekspert på det område.
"Er du okay?", spurgte hun bekymret, det var jo ikke ligefrem fordi at pigen kunne have reddet sig selv op.
Hvis Katherine ikke var der, eller nogle af de andre dovne mennesker, ville pigen være druknet.

Hun tog imod pigens hånd og blev hevet op af vandet, man måtte sige at denne kvinde var stærk, så det måtte jo også sige at hun ikke var et helt normalt menneske, men et overnaturligt væsen, men hvilket, hun undersøgte pigen nøje, hun havde en gylden bleg hud og hun var kold, udentvivl en vampyr.
Hun satte sig hurtigt op da pigen havde hevet hende op, hun hostede et par gange og rettede så blikket på pigen "Tak" Sagde hun med en hæs stemme, kulden havde påvirket hende hurtigt ,hurtigere end hun selv havde trodet var muligt "Ja, jeg løb ind i noget og faldet ned" Sagde hun og trak af hendes plask hammer våde jakke og lagde den ved siden af sig selv.
Hendes vinger ville snart springe ud, det var helt gennemblødte og tunge og manglede luft for at kunne tør, men fandt denne vampyr ud af at hun var en engel og indånede hendes duft/blod var hun færdig.

Katherine tog sin hånd til sig, skønt hun vidste denne pige allerede vidste hvad hun var.
Det vidste hun fordi denne pige selvfølgelig heller ikke var menneske, nej, hun var engel.
De forbandede uskyldige og fantastiske personer man aldrig kunne fange i at gøre noget forkert.
Sådan formulerede Anthea det ihvertfald og hun havde sagt hun havde mødt op til 4 engle, og kun én havde sluppet derfra i live.
Hun så på pigen, skjulte hendes tanker så godt hun nu kunne... og det var virkelig godt, det plejede hun i hvertfald.
"Det var godt..", hun så vurderende på englen."Du må være godt fuld, siden det kunne ske..."
Hun måtte virkelig beherske sig for ikke at tilføje 'Engel' til sætningen, det ville få hele hendes facade til at falde, blive knust.
Hun satte sig ned i og ventede på at englen skulle foretage sig noget, mens hun kæmpede en indre kamp for ikke at afsløre sine egne hugtænder og få englen som fjende, allerede der.

Hun hostede kort igen og rejste dig op, hun tog fat i hendes hår og vred det for at få det meste af vandet ud, så det ikke føltes så tungt. Hun tog hendes jakke som lå under hende og vred den eller prøvede på det, det var en smule svært at få vandet ud af den, det var jo en vinter jakke og en vejede 1 ton når den var våd, måske mere endda. Et lille grin gled over hendes læber, men det stoppe kort "Jeg skulle nå min bus og så, så jeg mig ikke lige for" Sagde hun og gav et kort smil fra sig, som blev erstattede af et lille hoste anfald, som stoppede nogen minutter efter.

Englen blev ved med at hoste, hvilket undrede Katherine. Men som altid, var der virkelig meget der undrede Katherine, da hun var en virkelig ny vampyr.
Hendes hår faldt ned i hendes ansigt, som hun skubbede tilbage med den ene hånd.
Englen prøvede at vride sin jakke fri for vand, men det så ud til at være svært, da englen hverken var fuldt ud frisk og jakken så tung ud, da den lignede en vinterjakke.
Englen grinte lidtog fortalte hvorfor hun pludselig lå og skvulpede rundt nede i havvandet, hvilken helt igennem underlig og måske også laterlig grund.
Katherine smilede skævt og så lidt bekymret på englen, hun så ihvertfald ikke ud til at være frisk... Langt fra.
"Hvor længe var det du havde ligget nede i vandet, før jeg tog dig op?", spurgte hun og havde en let bekymret fure mellem øjenbrynene, da hosteanfaldet endelig stilnede af.

Hun slap jakken så den faldte til jorden med et bump, den kunne bare blive smidt ud, for det var ikke særlig meget værd mere, efter den lille dukkert ned i havnen, men det gjorde heller ikke så meget hun havde mange jakker der hjemme i alle de år hun havde levet, så en enkelt jeg gjorde ikke skade på noget eller nogen.
Hun lyttede til hvad vampyren sagde " Tror 10 minutter ca er ikke helt sikker" Sagde hun og smilede kort til hende, hun vred sit hår endnu engang, men det hjalp ikke lige frem, hun fik endnu et hoste anfald og det stoppede efter flere minutter, hun var helt sikkert blevet syg, det lange hoste anfald fik hendes vinger til at folde sig ud og hun faldte til jorden, hendes vinger var virkelig tunge efter alt det vand.

10 minutter og den lille engel var allerede så meget påvirket? Stakkels hende... Det var jo lige før hun var blevet syg, hvis hun da ikke allerede var det. Påtrods af hendes race, kunne Katherine ikke lade være med at føle medlidenhed med den ungeudseende engel, selv det kunne hun i sit kolde og døde hjerte.
Hendes vinger foldede sig ud og et skævt smil spillede på Katherines læber, hun ønskede at hun havde taget en jakke med, som englen kunne dække sine vinger med.
"Hmm... Hvad siger du til at gå ind i en lagerbygning, før et menneske ser dem?" Sagde hun med kraftig hentydelse til de hvide vinger.
Katherine ventede ikke på svar, løftede den alt for lette engel op og i overmenneskelig fart var hun ovre ved en af de store bygninger. Hun satte englen ned på bygningens lager og lukkede porten. Hun smilte venligt, selvom englen jo nok var raædselsslagen for at Katherine skulle gå til angreb. Hvilket hendes instinkter jo også sagde hun skulle, men hun prøvede virkelig at holde det i sig, prøvede at undgå fristelsen, men når man er ung, kan sådanne projekter let gå galt... på et tidspunkt...

//Undskyld, at det tog så lang tid, som jeg skrev i Pm'en har jeg lidt problemre Irl xD

Hun prøvede at rejse sig op, men det kunne hun ikke på grund af hendes alt for våde finger, lige nu hade hun at vare en engel, de pokkers vinger var så irriterne når de var våde , det var ulempen ved at være i havne, selvom det var et uheld. Hun kiggede op på vampyren, med et undskylden blik. Hun lyttede til hvad hun sagde, men hun kunne ikke nå ar svare før hun havde løftede hende op og var inde i en lagerbygning, hun kunne ikke lide tanken ved at være alene med en vampyr inde i en lagerbygning, uden nogen andre, hvad hvis vampyren var opsat på at dræbe hende, når tiden var inde, tanken fik hende til at gyse en smule og krympe sig sammen.

Hun så på englen igen, lige i det sekund var den ynkelig. Ynkelig og hjælpeløs, mon dens stamfæller ville sætte pris på sådan en engel i deres race? Måske... Måske vidste de ikke engang hun eksisterede. Sådan havde Katherine det selv nogen gange, at andre vampyrer ikke vidste hun eksisterede, enten gjorde det rent faktisk ikke eller også var de bare bedøvende ligeglade med hende... Efter Katherines mening var det ligeså slemt.
Hun sukkede og så op i loftet, det var helt sort og mørkt, måske fordi det var aften, solen var gået ned og der intet lys var i bygningen.
Englen så stadig ud til at være hæmmet af vingerne, det var lidt synd for hende, det var det altså.
Katherine lagde hovedet ket på skrå, hvem var denne engel egentlig? Og selvom hun så yngre ud end Katherine selv var hun sikker på at hun var meget, meget ældre.
"Hmm... Hvem er du egentlig?" Spurgte hun og blinkede med øjnene.
Et øjeblik efter gik der et gib igennem hende, udenfor lagerbygningen lød der en rumlen, en dyb rumlen og den rumlen var på vej hen mod bygningen.
Hun spærrede øjnene op og så ned på englen, hvis hun ikke kom væk ville englens vinger blive afsløret og så ville både Katherine og englen, på magisk vis være i fare, og i kæmpestore problemer...

Hun kiggede p den såkaldte vampyr, men vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun turde ikke rigtigt sige noget, da hun var bange for at det var hendes sidste aften, for hun kunne nemt komme til at sige noget forkert som gjorde folk sure, hun havde prøvet det før og det var ikke særlig sjovt. Hun prøvede at slå sine vinger sammen, men hun kunne ikke, der var for meget vand i dem " Tror du at du kunne hjælp med at slå dem sammen, hun at knække dem " Spurgte hun stille vampyren om, men det var kun hvis hun ikke knækkede eller brækkede dem, hun ville nemmelig godt beholde sine vinger indtil hun en dag døde.

Hun kiggede på englen og trak så på skuldrene. Det var lidt risikabelt at prøve at slå vingerne sammen, tænk hvis hun brækkede dem! Og hvis hun ikke lagde nok kræfter i ville menneskene, eller hvad de nu var, se vingerne... Hun måtte prøve noget, hurtigt. Og det hun måtte prøve var at slå vingerne sammen, så måtte det briste eller bære.
Hun satte sig om bag englen og hviskede i hendes øre:"Hvis det gør for ondt, så sig 'stop' med det samme."
Hun pressede lidt på vingerne, forsigtigt i starten, men da der ikke skete noget, pressede hun lidt mere.
Langsomt gled vingerne længere og længere ind mod hinanden, hun stoppede med at presse i et stykke tid og skubbede dem så helt ind, efter lidt tid.
"Er det her fint?" Spurgte hun usikkert, fantastisk! Nu fremstod hun både som en venlig og usikker vampyr... Hun var ikke så god til sin nye rolle endnu kunne man vist godt sige. Faktisk spillede hun den alt for dårligt, en god skuepsiller havde hun heller aldrig været.
En duft af menneske nåede hendes næse, hendes øjne fyldtes af et uhyggeligt, rødt skær. Hvis hun ikke ville angribe, måtte hun væk... lige nu!
Hun rejste sig og bakkede bagud og hviskede:"Vi skal væk... nu!"

Hun kiggede på vampyren og ventede på et ja eller nej, da hun satte sig bag hende tog hun det som et ja, hun lyttede til hendes visken i øret " Skal jeg nok " Hviskede hun tilbage, hun mærkede at vampyren pressede på hendes vinger, det gjorde en smule ondt, men ikke så meget at hun skulle sige stop, da vampyren havde lukket hendes vinger sammen vendet hun sig om og kiggede på hende " Det er helt fint tak " Sagde hun blidt og rejste sig forsigtig op så hun ikke skulle miste balancen og falde og skaber flere problemer en hun havde i forvejen, hun kiggede på vampyren da hun bakkede bagud, hvad mon der var galt, hun hørte hvad hun sagde og uden at sige noget gik med vampyre væk, hvor end det så var henne.