Happy ever after. Yearh right. - Kaya

Tid:Sent om aften, et godt tidspunkt at jage på.
Omgivelser:Dyr, og måske mennesker der gemmer sig utrolig godt.
Sted:Den lykkelige eng.
Vejr:Mørket har lagt sig for længst.
Dato:29-3-2012

Nath gik lydløst omkring på engen, folk kaldte det den lykkelige eng. Men Nath havde en fornemmelse om, den ikke var så lykkelig, ikke for ham i hvert fald. Han havde bare ikke følt sig tryg de seneste par dage, han havde følt en konstant overvågning af ham, det var selvfølgelig bare indbildning, var det ikke? Nath ville i hvert fald ikke rende rundt og være bange, det var ikke hans ting. Nath listede ud mod det yderste af engen, så han blev mere usynlig. Han forsvandt i skyggerne. Han ventede, han blev nød til at vente på et bytte. Et bytte der ikke var et dyr, det kunne han ikke længere han blev nød til at få fat i noget rigtigt blod. Noget engleblod ville være dejligt, men han ville tage det som det kom. Han følte sig mere eller mindre død, han var død. Nath ville aldrig blive levende igen, så han kunne lige så godt forsvinde fra stedet, han var død indvendig, så hvorfor ikke også udvendig?

En stille vind lege i Kaya stramtsiddende fletning. Hun stod i skyggen af nogle træer - havde sørget for at vinden kom mod hende, så vampyren ikke kunne lugte hende endnu. Hun stod helt stille og trak vejret lydløst gennem næsen.
Hun havde den sidste uge fulgt vampyren, havde gjort alle de ekstra ting, som Procella havde lært hende. Især det med vinden var en god idé, dén havde hun ikke tænkt over før. Hun følte sig klar. Vampyren havde ikke været på jagt de sidste par dage - den måtte være snart være sulten. Herude var der ingen, hvorfor havde den søgt herud? Men det var måske meget godt alligevel. Hun kunne udsætte sig selv som offer, så gik det ikke ud over de udvidende, uskyldige mennesker. Det passede hende fint.
Hun kontrolerede atter sit udstyr. Sværdene sad i deres holdere på ryggen, klar til at trække fra lænden, de var velsignede. Hun havde en en ekstra kniv i sine slidte militærstøvler. Hun havde en pistol siddende ved hoften og endnu en på låret. En træpæl sad i en holder på den anden hofte. Hun havde fundet et godt egetræ og taget en tyk gren fra den. Den skulle være holdbar, hvorefter hun selv havde tilspidset den. Hun ville være sikker på at have nok - det skulle bare ikke gå galt. Hun havde fået så meget ud af Procellas undervisning, nu skulle det bruges! Hun nikkede stålsat for sig selv, og foldede rosenkransen korrekt om sit håndled.

Hun trådte lydløst frem af skyggerne, mod skabningen, og viste sig kun få meter fra ham. Hun havde trukket sit håndvåben og ladt det.

"In the name of the Almighty I will destroy you and send your dark, twisted soul to hell and burn forever in the hellfire.
in nomine Patris, et Filii, et Spiritūs Sancti"

Det sidste nærmest hvæsede hun ud, hvorefter hun hævede pistolen og skød mod Helvedes skabning med kugler sænket i vievand.

"You will not 'live' any longer!"

Hvislede hun koldt og afmålt.

Nath stod uvidende om hvad der skete omkring ham, han regnede med der i løbet af aftenen ville komme et menneske, eller en engel. Meget naivt muligvis. Nath følte at alle hans sanser var skærpende, han kunne hverken høre, eller lugte det han normalt kunne. Nath hørte nogle skud, han kunne ikke høre hvor de kom fra, men han vidste at han måtte væk, hvis han skulle være i live. Nath løb mod højre, han troede af en eller anden grund personen der havde skudt var et sted over for ham. Han gik også ud fra det ikke var et menneske, medmindre det var en dusørjæger, mennesker ville måske prøve at dræbe ham. Men der var bare noget der fik ham til at tro anderledes. Nath løb så hurtigt han kunne væk derfra, han nærmede sig den anden ende af engen, hvor der også var træer. Han nåede dog ikke langt før en gren tog fat i hans trøje, han var panisk, og udførte derfor handlinger der ikke gav meninger. At han stoppede var en af de meningsløse handlinger.

Kaya bandede lavmældt over ikke at have ramt. Dét måtte hun også få øvet sig mere på. Endnu en ting. Hun løb irriteret efter, hurtigt for et menneske at være. Vampyren var tydeligvis meget hurtigere end hende, men da han stoppede op, indhentede hun ham hurtigere.
Hvorfor stoppede han op.

"Fanger! Come back and play you coward!"

Hun stoppede op igen, ti meter fra, og tog sigte igen. Hun gik efter hjertet, men ville nok mere ramme i skulderen. Hun manglede stadig lidt øvelse. Men ramme det gjorde hun.
Hun løb hurtigt tættere på efter at have afsendt to skud. Mens hun løb tog hun sit ene korte sværd ud og lod bladet ligge ned af armen, så det blev holdt omvendt. Med den anden hånd tog hun egetræspælen.

"You better not run this time. It's just you and me, fanger."

Hvæsede hun, da hun kom helt tæt på.

Nath havde ikke tænkt på at løbe igen, før en stemme bag ham sagde han skulle komme tilbage. Nath vendte sig om og så en kvinde, et menneske. Han mærkede kort efter en ubeskrivelig smerte i skulderne, og kort efter endnu en smerte kort fra det første skud. Vievand. Nath så på hende med et charmerende, og i den situation, provokerende smil.

"I wouldn't run for such a beauty."

Nath havde på fornemmelsen hans tid rindende ud, så hvorfor ikke bruge den fornuftigt? Og hvis nogen skulle dræbe ham, ville han ikke have noget imod at det var hende der gjorde det.

Kvinden hævede et øjenbryn mod væsnet foran hende.

"Ohh come on. That was a lame thing to say, when I'm standing with the weapon."

Hun løb tættere på. Hvorfor flyttede den sig ikke? Nårh ja, det gjorde jo bare hendes job nemmere.

Det velsignede sværd slog ud mod vampyren, den skarpe æg søgte halsen. Samtidig hævede hun egetræspælen, denne søgte mod brystkassen, der hvor hjertet skulle have pumpet blodet ud i kroppen.

"For in the name of the fader, the son and the holy spirit, I condemn you to eternal fire."

Hendes stemme var høj, næsten skinger. Hun havde fulgt ham i noget tid, men det kom bag på hende, at den ikke flygtede. Hun havde da ikke prøvet så nemt et kill før. Men mindre den overraskede med et eller andet?
Hendes muskler spændtes endnu mere, end de havde været.
Øjnene flammede.
Vrede, hadet sås dybt inde i dem.
Den skulle dø.
Det skulle de alle sammen.
Destrueres.

Nath lagde hovedet på skrå og så på hende med kolde følelsesløse øjne, han havde ingen grund til at flygte. Han kunne ikke føle, så det var ikke værd at leve hans liv.

"Why should I? To save life I don't have? Please."

Nath mente helt bestemt ikke han liv var værd at leve, han kunne bare dø og ingen ville føle sig utilpas, der var ingen der følte for ham.

"So is that the spell you tell before you kill me?"

Nath mærkede at noget ramte ham, derefter var der en ulidelig smerte i hans hals, den var ubeskrivelig. Han ville dø af en smerte som den, men det var det værd. At føle smerte for at dø.

Kaya så først en smule forvirret på vampyren, men samlede så sig selv igen.

Well that's a sorry excuse for a fanger.. Pathetic. Tænkte hun for sig selv.

"You are pathetic, indeed."

Dette ville blive nemt, hun var overrasket, men også tilfreds. Hvis alle kunne være lige så nemme som denne her, så ville verden da snart være af med alle disse skabninger.

"A spell.. You don't know much about this do ya?"

Hun ventede ikke på svar, inden hun hamrede egetræspælen det sidste stykke ind i brystkassen lød der et veltilfreds 'knas'. Pælen havde ramt, hvor den skulle. Hånden med sværdet faldt ned langs siden, da hun afvendtede vampyrens endelige død.

Hun ville trække den med længere ind i skoven, tage sine trofæer og afvente på, at den skulle forgå af sig selv.