Jægerne... ~ Pro & Kaya

Sted. Sheria by
Omkring. Mørke gyder og ingen mennesker i syne
Tid. 01.30
Vejr. Koldt og mørkt med en svag brise fra nord
Dag. torsdag
Påklædning. hvid skjorte, mørkeblå lårkort nederdel og sorte converse sko

Mørket lå ind over byen, og gav den et lidt uhyggeligt skær, lavet sammen med de syntetiske lys som kom fra lygtepælene, som var sat rundt omkring ved fortorvene. Azriel havde siddet på en af tagene, hvor hun kunne holde øje med det hele. Et lig lå ved siden af hende. En ung mand. Hun vidste ikke hvem det var, men en halv time inden, havde hun ihvertfald suget ham tør for blod, og havde ikke brug for at vide hvem han var. Hun havde fået det sidste blod væk fra sin mund og hænder, og sad nu med sine ben hængende ud over kanten af det flade tag og så hen over byen.

Kaya havde hørt skriget en gyde eller to væk og havde gjort sin partner opmærksom på det ved at stoppe op og give hende et prik på skulderen. Det var et dødsskrig, som gurglende blev forstummet. De havde været ude i gaderne sammen her i natten, netop for at opfange unaturlige episoder.
Hun gik automatisk en smule ned i knæ, bare en let bøjning i knæene og spændte i skuldrene, mens hun småstolt smilede for sig selv. Hun havde faktisk opdaget noget.
Hun listede lydløst længere frem i sine militærstøvler, der ingen knirken kom fra. Hun kiggede sig over skulderen, Procella var med.

Gjorde hun det mon rigtigt?

Hun tog langsomt sit håndvåben op fra holderen ved hoften og kontrolerede at alt var som det skulle være i den. Det så fint ud.
De kom til et hjørne, hvor hun stoppede op for at kigge rundt. Der var helt stille. Hun var sikker på, at hun havde hørt noget.

"What do er do?"

Hviskede hun opstemt til Procella.

Procella skar tænder i mørket. Vinden og stedet huede hende ikke. Hun ville langt hellere være sammen med pigerne og Wick lige nu. Hun vendte ansigtet mod vinden og trak lugtende til sig. Blod. Menneskeblod. Lugten var tung og altoverskyggende, men hvorfra? De gyldne øjne gled søgende rundt.

You follow the scent. The scent of blood. The scent of death. Damn humans. So fucking helpless and stupid...

Hun vendte ansigtet mod Kaya og betragtede hende udtryksløst.

"Well...You do what you have done before. Without getting killed. Show me. I have your back"

Stupid...helpless...is this how Wick sees them? No freaking wonder he looses patience and ki-...

Hun skar tanken af før den kunne blive ført til dørs. Det var en grim tanke. Det var ikke en jægers tanke. Hun gned sig let i panden som havde hun hovedpine og virrede let på det, så det mørke hår kom ud af hendes øjne.

"The longer you wait, the more time you give the fanger. Stop thinking, and react. What does your gut tell you?"

Bloody hell...how did she ever survive this long? Her cluelessness is mind-numbing

Hun blottede let tænder over sig selv. Hvornår var hun blevet så kortluntet?

There are no stupid questions, but there are a LOT of inquisitive idiots.

Azriel begyndte at nynne en munter melodi for sig selv og var i et lidt lalleglad humør. Hun viftede med benene og vrikkede sig fra side til side og hyggede sig bare, og lagde ikke mærke til at der lå en død mand ved siden af sig. Hun tog en dyb indånding, og den ellers så friske luft blev hurtigt forandret. Hun rynkede næsen og stoppede med at nynne. Hun kunne lugte nogen i nærheden. Nogen som ikke var gode nyheder.

Hendes humør tog en lidt skarp drejning og hun rejste sig let op, og var hurtigt oppe på dupperne og kølig. *Der er da også altid et eller andet til at ødelægge humøret...* tænkte hun lettere irriteret. Hendes blik gik rundt på sine omgivelser, men hun hørte efter mistænktsomme lyde. Der var ikke en lyd at høre, men der var bestemt et eller andet ude i mørket. Hun så ned i gyden og begyndte at se to personer. To unge kvinder. Det var dem, som havde forstyrret hende og havde ødelagt den gode stemning.

Azriel var ikke dumdristig og overmodig nok til at faktisk hoppe ned. De måtte enten komme herop, eller få hende ned med magt. De skulle nok finde en måde, for Azriel vidste at det ikke var mennesker som bare var på en hyggelig nattetur igennem byen. Så dum og uerfaren var Azriel ikke. Hun havde skam været der i lang tid nok til at vide disse ting..

Kaya så et øjeblik forvirret og nervøst på Procella. Hun havde ikke jaget før uden ugers forberedelse og indsamling af information.

Well.. Fake it 'til you make it, right? Tænkte hun nervøst for sig selv, hvorefter hun nikkede et kort beslutsomt for sig selv. Procella havde jo sagt, at hun ville være bag hende hele tiden.

Gyden var smal, stille og næsten henlagt i mørke bortset fra månens lys. Der stod en container på den ene side af gyden, op til væggen af den bygning, hvorpå vampyren stod. Der var ikke langt fra containerens top til tagets kant.
Pludselig løb hun rundt om hjørnet hen til containeren, satte af, satte hænderne på dens kant og trak benene op under sig, hvorefter hun svingede dem frem. Hun stod oprejst på skraldespanden af hård plast, der gav sig ganske svagt under hendes lille vægt. Hun satte af igen. Denne gang ramte fødderne først muren, hun brugte momentumet til at nå op til tagets kant med hænderne og svinge sig over den. I en rullende bevægelse fik hun håndvåbnet op fra buksekanten og sprang op og stå.

"Stop right there, fanger, or I'll shoot your head of. You've taken your last human life."

Sagde hun bestemt, men et nervøst træk hørtes svagt i stemmen.

Skulle hun havde sagt det, eller skulle hun bare være begyndt med at skyde dens hoved af? Hendes motorik og bevægelse fejlede ingenting, men hun var ikke lige så dygtig til dette.

Hun skævede til Procella.

Procella havde med vilje ikke set op selvom blodlugten havde tippet hende. Hun ville ikke være sammen med Kaya altid, og det var ikke meningen hun skulle hjælpe hende. Det var meningen den grønne jæger skulle lære.

First mistake. You made too much noise. Second mistake, stop thinking a fanger will care if you shoot her. I hope you at least have cooled those bullets in holy water. That wil injure her, and prevent her from healing on the spot, but wont kill her, as much as piss her of.

Procella fulgte Kaya, men på en mere dyrisk maner. Hun skottede hurtigt rundt. Ingen vidner. I huller og revner der ikke var til at se for det utrænede øje, kilede hun fingre og støvlespidser ind. Hun lignede mest af alt et træklatrende dyr i junglen, da hun tog den op af muren. Moderne mennesker ville tænke "Spiderman". For det så faktisk ud til at hun klatrerede direkte op af muren, men noget direkte overnaturligt var der nu ikke over det. Andet end en røvfuld træning. Hendes hjerte slog roligt, men alligevel i en hurtig rytme da hun dukkede op over kanten, efter Kaya. Hun var ikke bange, men jagten brusede igennem hende. Det tog et sekund for hende ikke blot at kaste sig ud i sammenstødet med vampyren.

Hun rettede sig og børstede lidt murstøv af den lange læderfrakke. Hun så sig omkring. Vent. Hendes hoved gled let på skrå. Hun havde set den her vampyr før.

"So...If she stops you will braid her hair, and do a little light dinner-conversation with her? Whats the fangers alternative? You make it sound like you are gonna let her go. You think she believes that for a sec?"

Procellas stemme var lavmælt. Hun var udemærket klar over at vampyren ville høre dem, men hendes lille kommentar var ikke møntet på hende. Vampyren var udelukkende statist i hendes verden lige nu. Procella flippede lynlåsen på læderdusteren ned og greb ind i inderlommen efter sølvstagen. Hun holdt sig hele tiden nogle skridt bag Kaya, og så egentlig ikke ud til at ville gribe ind eller ville hjælpe. Hvis det her gik galt ville hun selvfølgelig prøve at redde Kayas liv, men indtil da var det her undervisning. Kaya fik ikke noget ud af at betragte Procella slå ting ihjel, fordi Procella havde andre kort på hånden at benytte sig af end hun selv ville have. Kaya skulle lære ved at blive begravet i skidt til albuerne.

"Be aware of magic. This one is old. Don't let looks deceive you. She looks like a child. But she does magic. Very well. That means she is old. Old, and strong, and fast. Don't look at me. Look at her. Don't get distracted. Vampires are fast, blink and you are dead. And this one just feasted. That means she heals right about everything besides holy damage"

Fortsatte Procella og gled ud til siden. Hvis vampyren angreb ville hun ikke stå direkte bag Kaya, men gøre dem til en større flade der var besværlig at få ram på.

Et underholdt og køligt smil gled hen over Azriels læber. Hun kunne se at den yngre kvinde var ny i branchen. Hun var for højlydt og nervøs i sine bevægelser og ansigttræk. Azriel kunne nærmest lugte det..

Hun gik hurtigt et lille skridt tilbage, men havde dog ikke tænkt sig at flygte fra den chance, at kunne slå en jæger ihjel. Kvinden kom endelig helt op, og havde hurtigt en pistol rettet imod hende. Et udenlandst sprog slap ud fra kvindens læber, og Azriel kunne hurtigt høre at det var engelsk, hvilket egentlig bare underholdte hende mere.

Hun grinte lavmælt af kvinden, og hendes dumheder. Troede hun virkelig at pistolen ville skræmme hende, og gøre som hun sagde? Nej nu, måtte det da stoppe. "Oh, you wouldn't do that, would you now?" spurgte Azriel roligt og løftede et øjenbryn af kvinden. Azriel så hurtigt over på den anden kvinde som pludselig kom op ved siden af hende, og fik hurtigt et iskoldt udtryk. Hun havde set kvinden før, og vidste med det samme hvor. Hun havde været oppe at toppes med denne kvinde før, men trak dog hurtigt sin opmærksomhed væk fra hende, da hun ikke virkede til at være den helt store trussel.

Azriels blik gik tilbage til den yngre kvinde og nærmede sig hende roligt "Do you really think that a mere human, can stop me?" spurgte hun hånligt og ville knække kvindens tiltro til sig selv, og kunne høre på hendes stemme, at hun var nervøs, så dette burde jo være hurtigt og nemt.

Den unge kvinde så overrasket på vampyren. Den blev ikke bange. Men den var gammel, sagde Procella, det måtte hun huske på. Hun nikkede, hun havde hørt Procella, men hun vendte ikke ansigtet mod hende. Hendes øjne var fuldstændig fokuseret på vampyren overfor hende.
Hun så på ingen måde ud til at lytte til vampyren, til trods for at hendes blik hvilede på den.
I hendes hjerne var hun et andet sted. Hun åndede tungt ind gennem næsen og pustede langsomt ud af munden. Hendes blik blev nært igen. Hun var ikke trådt tilbage, da den kom nærmere

"Ohh yes.. I really think, that I can stop you."

Svarede hun stædigt og målbevidst, samtidig hun trykkede på aftrækkeren - en vievandsdyppet kugle fløj hurtigt mod vampyren.
Et koldt smil sås på hendes læber, men en nervøs trækning sås i hendes øjne. Hun stod tæt nok på, til at kuglen burde ramme, men det ville være så pinligt, hvis hun ikke kunne!

"You will die before my hand."

Hvislede hun.

((Sorry for kort svar, er på vej ud af døren))

((Jeg tror turen går tilbage til Az, da det her er lidt hurtig tempo action, og jeg ikke kan reagere så meget på en kugle der bliver skudt af. Så vandrepokalen går til damen med tænder ;) ))

Azriel så på den unge kvinde og kunne se hvor overrasket at hun blev, over at hun ikke blev bange af kvindens trusler, og at hun bare havde fejet dem af sig. Azriel kunne se kvinden trykke på aftrækeren, og i en hurtig bevægelse, fik Azriel kuglen til at flyve en hel anden retning, lige i sidste øjeblik, med sine kræfter.

"Silly girl!" sagde Azriel hånligt og nedladende, og grinte af kvindens forsøg. Hun havde ikke rykket sig en enkelt milimeter, for at undvige kuglen, og stod meget tæt på jægeren "It's gonna take a lot more than a single bullet to stop me" sagde hun og smilte iskoldt, og så så over på den anden kvinde, med et uimponeret blik, da Azriel godt kunne tænke sig frem til at den anden kvinde havde noget at gøre med jægerens evner indenfor de her ting.

Procella betragtede udtryksløst vampyren. Hun følte det lette strejf af magi i luften da pigen brugte sin evne på at få kuglen til at ændre bane så hun ikke blev ramt.

That's right. Be cocky. We are nothing but silly girls. Poor fragile humans

I sit stille sind strakte der sig et bredt rovdyrsmil der glimtede af død. Det var de overnaturliges arrogance og snævesynethed der var deres største svaghed. De fleste af dem var så indbildske at de ikke mente mennesker var en trussel. De blev klogere.

Come on Kaya. Make her burn her magic. Take the blood away. Don't hesitate. You are giving her time.

Procellas rovdyrgule øjne reflekterede det svage nattelys, og krystallaget i hendes hornhinder gav det spejlagtige udtryk man så hos katte i natten der blev strejfet af en tilfældig forbipasserende bil. Hvilket komplet strøg muligheden af bordet om at hun på nogen måde skulle være menneskelig.

Procella gabte en smule kedsommeligt, som interesserede den lette ordudveksling hende på ingen måde. Det gjorde den egentlig heller ikke. Havde det været hende selv, havde hun uden tøven tømt magasinet mod vampyrens hoved og fået hende til at brænde sit blod af på magi, og derefter være fløjet i flæsket på hende. Men det her handlede ikke om hende. Det her var Kayas træning. Procella ville kun træde til hvis hendes elev direkte virkede som om hun var i fare.

Hun huskede godt den unge pige foran hende. Hun havde set hende skændes på gadeplan, imens hun selv var observatør fra hustagene. Hvis de havde haft mødtes direkte ville en af dem ikke have gået derfra med livet i behold. Procella havde det lidt som leoparden der havde bragt en såret kalv hjem til ungerne. Hun havde voldsomt lyst til bare at banke en pote ned over det brægende kids nakke og slutte legen, og samtidig vidste hun det var en vigtig lektie for den kluntede unge. Hun sukkede og brummede lavmælt og utålmodigt - det eneste tegn hun gav Kaya i en slags opfordring.

Kaya så overrasket, da pigen overfor hendes fik kuglen til at flyve en anden vej.

Right.. Procella said magic. You know what to do, Kaya. You know all the theory about this kind of magic."

"Ohh well, if it's gonna be this way, then let's play."

Hun fyrede resten af magasinet af på vampyren, lige mod brystet. Hun var tæt nok på til at ramme en almindelig person uden problemer, derfor brugte hun kun en hånd. Den anden første hurtigt om til lænden, hvor hun trak et kort sværd ned. Det sad som normalt i hendes anordning på ryggen, hvor de to sværd let hun trækkes ud og ned langt lænden og benene. Hun havde nu det ene sværd parat i hånden, og da hun havde tømt magasinet mod vampyren, smed hun pistolen tilbage mod Procella. Hvis det var metal, vampyren kunne flytte, så måtte hendes mentor tage pistolen, så den ikke pludselig fløj mod Kaya. Hvis Procella altså opfattede, hvad hun ville. I næste nu tog hun det andet sværd ud. Dette holdt hun på en anden måde. Hun holdt det omvendt, så det let buede blad lå ned langs hendes underarm.
Ned langs begge bladene stod ord indgraveret i latin: In nomine et virtute Domini Nostri Jesu Christi
Begge sværd var dybbet i vievand og velsignet af hendes præst.

Hun kunne teorien, det var praksis hun skulle trænes i.
Nu var det nu.
Hun havde et godt greb i begge sværd, de skulle ikke sådan lige kunne rives ud af hånden på hende. Det var metal, og hvis hun havde gættet rigtigt, så var det dét vampyren kunne flytte med sindet.
Hun løb frem mod vampyren med et udtryk blandet af stædighed og nervøsitet.

Stop being nervous, Procella's got your back, girl!

Det nervøse udtryk blev fjernere, da hun nåede vampyren og lagde det første sving ud mod hende.

((Gik du død i tråden Az?))

((Jeg tror bare at vi hermed siger at vampyren stak af og efterlod de to jægere på taget til at rydde op efter hendes madsvineri ;) ))

((Deal.. xD))