Do not mess with the elf.{Cherlyn - Izriel - Eve}

Dato: 25. marts - 2012
Tid: 16.21
Sted: Dreins Mountain, nær Werclare.
Omgivelser: En uhyggeligt smuk eng, med en fantastisk udsigt ...
Vejr: Solen skinner, som man kunne skulle tro den gjorde på film.
Påklædning: https://2img.net/h/oi44.tinypic.com/r920l0.png

Solen badede hele den smukke eng i et varmt lys, og omgav næsten det hele i et skær af lys. Græsset svajede i en blid, kølig vind, og skabte en illusion at være midt i grønt vand, med små rolige bølger, der skinnede i solens stråler. Bag fundamentet af skønhed, bredte endnu fantastisk skønhed sig.

Den disede udsigt viste både storslåede huse, og en utrolig længde med skov imponerede også med sin frodige træer. En ung kvinde traskede langsomt over engens skønhed, og synes at svæve derover, med yndefulde bevægelser, der modsagde de pistoler der netop kunne skimtes under hendes læderjakke.

Eves fingre gled langsomt op og ned af hendes velformede krop, lige under hendes bryster, som pillede hun fraværende ved noget bestemt lige derunder. Hendes lange, slanke fingre klemte pludseligt hårdt blot en millimeter under hendes bryst, og formen fra en pistol trådte tydeligt frem i blot et sekund, inden hun igen påbegyndte fingrenes gliden.

How can I continue to destroy it all, without being a fraction close to nothing but error results?

Hendes mørke øjne gennemsøgte vagtsomt omgivelserne, der synes at være uden så meget som én skygge, der snoede sig omkring som en slange, i kontrast med solen. Denne eng virkede ... Foruroligende smuk, og underligt perfekt. Den rolige vind legede dovent med Eves hår, og fik det til at blafre omkring hendes ansigt med små bevægelser.

Hendes hvide trøje synes at lyse op, da den bevægede sig i elegante bevægelse, i takt med hendes lange skridt, som fik hendes flade mave til at glide frem og tilbage. I en melodisk, næsten melodisk bevægelse søgte hendes øjne konstant over de omgivelser, som virkede så perfekte.

It is time to do something special. I must make sure that I will not be frowned upon as a hunter. If I get frowned upon, I will never be near the high status of being a skilled hunter, who can clean the world of unclean creatures that not only has polluted the world with their terrible existence, but also has destroyed many innocent lives. Okay ... The next thing I find, it will be set free from life's bondage, and send on to death's chilly waters.

Solens varmende og helende stråler, gled dovent over det sundt, svajrende, grønne græs de stod vidunderligt, som perfekt malede penselstrøg, på et stort magisk maleri. Ingen kunster, ville kunne indfange dette øjeblik, om han eller hun så brugte et helt liv. Stemningen, duftene og udsigten var utrolig. Næsten for utrolig.

Et sted, virkede det hele knap så smukt. Stemningen var køligere, og det vidunderligt grønne græs, svajede så stille, at en usædvanlig mørk skikkelse kom til syne. Gemt godt nede ved jorden, synlig for dem der gjorde sig tid nok til at kigge.

Cherlyns gyldne arme, lå bag hovedet, som en støtte mens hun med roligt lukkede øjne, nød den varme dag. De stramme sorte jeans, sad som altid perfekt, og det samme med den blodrøde top der var tydelig, nu hvor varmen havde fået hende til at smide den hede sorte læderjakke.

Et strakt ben viste sig over græsset, da hun med en afslappet mine strakte kroppen, som en doven kat, efter en lur. I søvn var hun vist også faldet, hvilket var ret usædvanlig på den tid af dagen. Hvordan hun var kommet her, var et rent tilfælde af kedsomhed.

Hun knurrede svagt af sig selv, og stirrede på sit stadigvæk strakte ben.

You're acting like a human. A human, with no life!

Hun sukkede irerterret. Hun tog sig ikke engang, hvad hendes sanser fortalte. Hun ignorerede dem faktisk, bare for at ligge her og nyde vejret. Hvad gjorde solskindet dog ved hende?

Eves slanke fingre gled over et græsstrå, som bemærkede hun intet omkring sig, udover den skønne natur der omringede hendes krop. Men hendes skarpe, mørke blik der intest gled rundt i en søgende bevægelse, modbeviste den teori nok så grundigt. Hendes hår gled uendeligt langsomt ned foran hendes øjne, og skærmede et øjeblik hendes blik, for verden omkring hende.

Læderjakken skinnede i solen, da hun elegant løftede armen, og strøg håret væk fra hendes syn, så hun igen kunne gennemsøge hele den smukke eng. Hendes blik fangede en gylden skikkeles, der lå i det svajende græs. I noget, der lignede en ubevidst bevægelse, fløj hendes fingre op til den lille pistolformede bule, der netop kunne skimtes under den store læderjakke.

Hendes handskebeklædte fingre strøg kælent over formen, da hun nærmede sig med lette, yndefulde skridt der kun passede sig til en elver. Hendes blik flyttedes ikke et sekund fra skikkelsen i græsset, men fulgte derimod et ben der pludseligt løftede sig. En dyb, umenneskelig knurren kom fra stedet i græsset, og øjeblikkeligt lyste Eves ansigt op.

Not a human! Yes!

Lydløst gled pistolerne under hendes jakke fri af hylstrene, og faldt på plads i elverens hænder, i en indøvet, hastigt glidende bevægelse. Hele hendes krop gik i en stilling, der tydeligt var blevet øvet mange gange, og som gav hende et godt sigte imod kroppen der lå i græsset.

Hendes blik gled fra benet, over hænderne der fremviste et par drabelige kløer, henover de lukkede øjne, og op til hornene i panden. Man kunne aldrig kalde dette væsen, et menneske. Pistolerne blev elegant løftet op, og hun tog sigte, med en vant bevægelse, som var dette dagligdag for hende.

Do not miss! Okay, you can hit ... Go!

Hendes slanke fingre dirrede et sekund over knapperne, i hvad der føles som en evighed. De ramte knappen, og trykkede den ned i samme bevægelse. Braget da de korsindgraverede, og vievandsdyppede kugler blev affyret rungede gennem engens skønhed, og synes at ødelægge hele det smukke billede.

Cherlyn sukkede hvad der lød som ren afslappehed, men dog med et snert af opgivelse at sporer. Måske skulle hun bare tage hjem. De varme strålede kælede rart om hendes hud, men gjorde åbenbart også hendes sind, menneskeligt dovent. Ikke noget, hun ligefremt fandt passende. Hun havde været nok forvirret disse dage, uden at vide hvorfor.

Hendes øjenlåg var automatisk blevet klappet i igen, så de sparede hendes stærke syn, for den kraftige sol. Nydelsen af at ligge her var simpelthen for stor. Hun var lige ved at døse hen igen, da hendes alt for skærpede hørelse, opfangede noget, der ikke lød som vindens ralsen i græsset. Bevægelsen havde modsat sig de blide bølge, og havde en bestemt retning. Og så var det væk.

Bevægelsen havde været der, det var sikkert. Men hun syntes ikke at have bemærket nogen dyr omkring sig, da hun ankom til stedet. Selvfølgelig havde hun også slappet alt for meget af, så næsten hvad som helst, kunne være kommet tæt på. Bevægelsen med benet, havde nok skræmt det væk. Med et smil, lod hun det være det.

En ny lyd, fangede hendes opmærksomhed, og denne gang var hun ikke langsom, da hun genkendte lyden.

Shit!

I et klodset forsøg på at undgå skuddet, som hun havde hørt nogen lægge op til, kastede hun sig hovedkulds til siden. Desværre opfangede hun først pistolen, da braget lød, og med en sammenbidt grimasse mærkede hun kuglen borer sig ind i hendes højre overarm. Smerten var ikke til at tage fejl af. Vievand..

Efter en rulletur i græsset, hvor en del af hendes mørke blod allerede havde plettet, fik hun stablet sig på benene. Ikke den bedste dag, til høje stilletter. Hun greb med den raske arm, fat om skudsåret, i et desperat forsøg på ikke at lukke mere ud end nødvendigt. Først nu, hvor hun stod et øjeblik, bemærkede hun jægeren der havde sneget sig ind på hende.

Elf?.. A freaking elf?!

Hvis ikke hun stod med de skarpe hjørnetænder blottet i en faretruende knurren, ville hun nok være faldet om af grin. Siden hvornår, var elverne blevet de store jægere. Hun forblev dog i sin forsvarsposition, med det mørke blik rettet direkte mod den skydegale elver.

"Listen, Elf! Shooting at me, was a bad idea.."

Tonefaldet bad hende skride og tage sit grej med sig, og andet havde Cherlyn egentlig ikke lyst til. Hun havde stort set aldrig været så 'heldig' at møde en jæger, og havde ikke lige en plan i baghovedet, over hvad hun skulle gøre, nu hun endelig stod face to face med en.

Eves fingre lod aftrækkeren svuppe op, og et tilfreds smil gled frem på hendes dybrøde læber, da hun så en af kuglerne bore sig ind i det abnormale væsens ene overarm. Hendes opmærksomme øjne betragtede væsnet rulle rundt i det knæhøje græs, og et lille, muntert smil gled frem på hendes læber.

Hendes øjenbryn fløj i vejret da væsnets ord faldt imellem hende, men hun gjorde intet tegn på at gøre som stemmen hentydede; Skride på sekundet, og derved undgå en kamp. I stedet gjorde hun et kast med hovedet, og tog endnu engang sigte på væsnets krop, med en øvet bevægelse.

"Listen yourself, creature! I'm not going to leave, because you say so."

Hendes fingre pressede igen Beretta 92FS Brigadier'ernes aftrykkere ned, med sigtet dybt begravet mod væsnets hjerte. Skudene bragede endnu engang mellem træerne, og et sted i nærheden flaksede nogle forskrækkede fugle op, med nogle paniske skrig stående ud af struben.

Endnu to vievandsdyppede, korsbelagte kugler fløj imod væsnet, som en ustoppelig kraft. Den eneste måde hvorpå væsnet nu kunne undvige, var ved at være hurtig nok til at slippe ud af pistolernes bane, inden de borede sig ind i væsnets krop.

Blodig, og halfortumlet. Ikke noget kønt syn, som Cherlyn ellers var kendt for, blandt en del mænd efterhånden. Hun havde lyst til at slå sig selv, over at have været så uopmærksom. Selv om hendes sanser havde givet hende små link, havde hun ignoreret dem. Det skulle ikke ske igen. Aldrig.

En dyb knurren, helt nede fra struben, brød frem da hun blottede sine lange drabelige hjørnetænder, i en irriteret grimmasse over elveren der ikke bare gad skride, og nu stod der og smilede af hende! Lettere foroverbøjet, med hver en muskel spændt i kroppen og blikket fæstnet på den pistol der slet ikke passede ind i den kønne elvers look, forblev hun ventende på jægerens næste træk.

"Wrong words little princess!"

Hendes øjne der havde været fokuseret på pistolen, som et rovdyr betragtede sit bytte, blev øjeblikkeligt opmærksomme på aftrækkeren, der igen blev trykket ned. I samme øjeblik lyden af braget skar gennem luften, kastede hun sig igen til siden.

Cherlyns knap så springvante krop, blev slynget til siden i hendes akavede bevægelse, og dumpede ned i græsset. Hun var dog hurtigere på benene end før, og skyndte sig besværeret at rejse sig, en anelse vaklende i de høje hæle, men mere klar end før. Hun skævede med et lavt hvæs, på sin venstre skulder, hvor en af de to kugler havde strejfet. Et middelmådigt sår var dukket op, med en smerte der brændte for to. Vievandet var blevet, hærgede hendes sind med smerten der dunkede i kroppen. Alligevel drejede hun langsomt hovedet, mod den træelskende jæger, og smilede en makabert og sygt smil.

"My turn.."

Med de ord, sprang hun frem mod jægeren, i en rasende snerren. Munden åben som et vildt bæst, og kløerne strakt frem efter at borer sig ned i den fine gyldne elvers hud. Øjnene spildet op, med et vanvittigt blik, der hungrede efter at se hende lide. Det flammerøde hår, lignede i den hurtige bevægelse, rigtig ild der hidsigt kom flyvend på det mørke kul, som hendes tøj udgav sig for.

Alt i alt, et ret sindsygt billede.

Eves øjenbryn nåede knap at hæve sig højt over hendes dybe øjne, efter væsnets ord var sluppet ud af hendes læber, inden det pludseligt sprang frem imod hende. Hele hendes krop stivnede uforberedt, og hendes øjne nøjedes med at følge væsnet, da det sprang frem efter hende.

Væsnet, der sekundet før havde været køn - Om ikke smuk - lignede nu mest af alt et frådende bæst, parat til at slagte hende. Og et skræmt, og forvirret glimt hastede da også gennem hendes øjne, netop inden væsnets kløer borede sig ind i hendes ellers så fejlfri hud, og erstattede både frygten og forvirringen, med overraskende smerte.

Væsnet var over hendes krop, inden hun begyndte at reagere. De røde hår var over alt, kun afbrudt af små glimt, af den gyldne hud. Eve fingre klemte panisk om pistolerne, og synes at glemme alt om, at hun var tvunget til at få dette væsen slået ihjel - Efter hendes egen mening naturligvis.

This was not a good idea. I should have prepared first.

I en tilsynladende ubevidst handling, gled hendes fingre ned, og trykkede dermed aftrækkerne ned på begge pistolerne. Kun den ene sendte bragende en kugle afsted, mens den anden bare klikkede harmløst.

SHIT! That is why you ALWAYS need to check and comply with the munitions Evelyn! Great! At least one work, for now.

Hendes læber adskiltes, i endnu en tilsynladende ubevidst handling.

"Get off of me!"

Selvom Cherlyn kun hang i luften et par minutter, var det nok til at registrerer det hurtige skift, der skete med elverens krops. På de ganske få sekunder det tog hende, at være over jægeren, kunne hun både se og mærke, hvordan al selvtilliden svandt et øjeblik, og chokeringen over at blive overmandet tog over.

Da hun mærkede sine kløer, støde igennem elverens eller så perfekte hud, bredte der sig et sygt smil, der afslørede rovdyrtænderne, der var klar til at borer sig med. Med kraften fra Chers spring, endte det med at hun bragede direkte ind i elveren, hvorefter de begge røg direkte i jorden bag dem. Cherlyn øverst, til alt held for hende selv.

Da hun lige var kommet sig over rulleturen, gjorde hun et kort kast med hovedet, så alt håret der fløj rundt foran ansigtet, satte sig på dets sædvanlige plads. Hun gjorde sig et kort overblik, over hvordan det hele befandt sig. Lad ikke en pistol, ude af syne.

Not bad, elf. But now, we’ll let the fun begin.

Cherlyn stivnede igen, da hun havde været for optaget af sine tanker. Hun hørte endnu engang braget for sent, og endnu en kugle borede sig ind i hendes lår. Hun udstødte hvad der kunne regnes for en bjørns klagende lyd, og strammede ubevidst sit tag i siderne på elveren. Hendes negle var skævt boret ind, den ene omkring hoften og den anden lidt længere oppe ved skulderen. Tilfældig placering, men hun måtte handle hurtigt.

"Never!.. Now I'll teach you, not to play with the big girls!"

Det sidste blev sagt i et overdramatisk, og koldt grin, inden hun lynhurtigt bøjede sig ned over elveren, mens hun snappede ud efter et hurtigt sted, at få fat med tænderne. Med alt held, smagte elverblod bedre end hun anede.

Eves gisp virkede harmløst, da smerten fra væsnets kløer raslede ned over hendes krop, men størst var det dog nær hoften, og tæt på skulderen, hvor de var blevet boret ind. Væsnets ord synes knap at trænge ind gennem Eves hud, for hun gjorde ikke mine til at besvare benægtelsen.

Men da væsnets tænder sank ned i hendes hud reagerede hun øjeblikkeligt, og skriget der kom ud af hendes mund, var alt andet end rolig. Det rungede hen over den yndige, ellers så fredfyldte eng, og fik samtlige dyr i nærheden til forskrækket af flygte hen over enhver forhindring der måtte ligge dem i vejen.

Fucking god dammit!

Smerten dunkede i hendes krop, men hun gjorde intet forsøg på at slippe fri fra væsnets tag, men lå derimod stivnet i den stilling hun havde haft da væsnet bed, som var hun fuldstændig paralyseret. Skriget svandt langsomt ind, og blev til små, gispende gurglelyde der boblede ud af hendes mund.

En varm sommerbrise føg urealistisk ned gennem græsset, og purede op i hendes hår, som var dette voldsomme scenarie helt ubetydeligt for håret, der synes at have sit eget liv, når det var det eneste der bevægede sig på hendes krop. Hendes gisp kom med længere og længere mellemrum, og tørrede til sidst ud.

I hate this creature. Oh my god ... This hurts!

Cherlyns eneste reaktion, på elverens skrig, var et tilfreds smil. Strømningerne fra de mange smerter hun påførte Eve, fandt gladeligt vej over i hendes egen krop. Prøvende ville det lukke skudhullerne, men det forbandede vievand sved hver gang, og lod ikke den nye hud, fjerne patronerne. Hun knurrede fustreret, og borrede både tænder og kløer endnu dybere i den bløde hud.

You're mine! You're gonna die! You.. Your blood?

Hun bemærkede godt hvor stille kroppen under hende blev, jo længere tid hun havde grebet om hende. Elverens krop var så godt som lammet. Dyrelivet omkring dem, der panisk flygtede ind mellem træerne, og væk fra deres elskede træveninde, frydede Cher. At kunne skabe så meget panik, bare ved at trække lidt næring. Noget vidunderligt.. lidt sært smagende, næring.

Blodet der fra elverens hals, syntes at ændre smag. Den vidunderlige sødme det bragte med sig, forsvandt pludselig og blev erstattet med en eksplosion af forskellige smage. Alt fra sødt til bittert. Kraftigt og mildt. Køligt, og pludselig skoldhed.

What the?!..

Cherlyn spærrede øjnene op, og så med pupiller der var udvidet til man ikke troet muligt, på den lidende elver. Havde hun altid været så farverig?.. Nærmere en skrigende grøn, der brændte i hendes synsfelt. Dog kunne hun tyde nogle mørke, svagt gnistrende punkter på elveren. Nærmest som skader, der advarede dem, omkring på hendes krop. Områderne var gyldne, og havde bredt sig lidt i små tråde, rundt på elverens krop.

Med et forvirret halkvalt gisp, slap hun øjeblik sit greb om den nedlagte jæger. Tænder og løerne blev hurtigt trukket ud, og hovedet lagt på skrå, da en sær honning farvet væske, gled ud fra hullerne i kroppen. Cherlyn skreg i sin forvirrede tilstand, som en sindsyg. Både over alle de nye farve der skar i hendes øjne, og det faktum at hun følte sig fanget. Bundet fast i tiden.. I dette mørke fængsel. Hun strakte sine arme frem for sig, og bemærke knap smerten fra de gyldne punkter, på hendes lilla hud.

På et øjeblik havde hun kravlet adskillige meter bagud, i det dæmpede, og mere behagelig terræn bag hende. Hun stirrede facineret rundt på naturen omkring dem, og tog et dybt sug luft ind. Den vidunderlige harmoni fyldte luft, fyldte hendes lunge, og hun åndede ud igen med et stort smil på læben.

Muren! Den var der! Dens brølende skikkelse flammede op, som en vækket vulkan i den fjerne. Hun måtte skærme med sine dystert farvede arme, for ikke at blive blændet af alle de tusind farve, der gled rundt på muren. Hun måtte have den. Blive fri. Med alt glemt om sine skader, eller den døende elver ved sin side, kastede hun sig hovedkuls fremad. Det endte dog i en kvalt stønnen da hun faldte til jorden, på grund af sine skadede lemmer. Det var ikke slemt, men hun havde svært ved at bevæge sig i denne 'dragt'.

Frustreret skreg hun ophidset af sig selv, og begyndte at flå i sine arme. Kløerne skrabede gennem huden, som kniv i smør. Den kobberagtige substands flød fra arme og ben, mens hun desperat rev sig igen, igen og igen for at blive fri. Muren var målet, men hun måtte fri først!

Tænderne synes at synke dybere i hendes hud, og smertesbomben eksploderede endnu voldsommere under hendes hud, og bredte sig i takt med, at blodet forsvandt fra hendes lemmer. Skriget var størknet fast til hendes lunger, men i hendes mørke øjne brændte skriget endnu, værre end hvis hun havde skreget.

Pludseligt forsvandt tænderne fra hendes bløde håndryg, men smerten dirrede stadig i hendes krop, da den omgående begynde at genere blod til hendes krop. Hun havde mistet meget, og derfor var hun endnu svagere end hun normalt var, på trods af sin elversvaghed. Hendes krop dirrede svagt, men det lykkedes hende alligevel at få skubbet sig op, i en rystende, men siddende stilling.

Okay ... That hurted ...

Hendes forvirrede blik fangede væsnet, hun formodede var en dæmon, der tumlede frem med blikket rettet imod noget, der ikke synes at eksistere. Hendes læber åbnedes med et lille plop, som man ellers kun så på tegnefilm når nogen blev overrasket, da dæmonens lange kløer begyndte at flå i hendes egen arm.

"What ... The ... Fuck ..."

Hendes øjne opspiledes en smule, og hendes blik klistrede til blodet der flød fra dæmonens arme. Brat synes noget at gå op for den forvirrede, og svage elver, og hun fik besværligt skubbet sig op på benene, og på trods af at de rystede voldsomt, og hun vaklede ved hvert skridt, så lykkedes det hende at bevæge sig frem.

Den ene pistol, det havde lykkedes hendes hånd krampagtigt at holde fast i gennem smerten, og som stadig havde kugler tilbage, blev løftet. Den rystede, om muligt endnu voldsommere end hendes ben. Alligevel lykkedes det hende at komme op foran dæmonen, så hun spærrede vejen til - Hvad det nu end var dæmonen så efter.

I hendes voldsomt rystende tilstand kunne hun ikke sigte ordentligt, men det lykkedes hende dog at tømme hele sit arsenal af kugler i den sidste pistol, da hun sendte 4-5 kugler i nogenlunde retning mod dæmonen. Nyttesløst faldt den anden pistol ud af hendes handskebeklædte fingre, og hun faldt ned på knæ, da hun ikke kunne holde sig oppe længere.

Cherlyn blev ved med at flå, og syntes knap at ænse smerten, selvom blodet løb som i en rind strøm fra både arme og ben. Hun ænsede knap nok elveren, der nu var kommet op og sidde i en lidt halkluntet stilling. De sorte laser der nu klamrede sig til hendes ben, limmet fast med det sære blod, ville aldrig mere kunne kaldes et par jeans. Det var alt andet, end selv det mindste der lignede.

Must.. Get.. Free!!..

Hun holdt inde med det helt igennem vanvittig kradseri, og stirrede opgivende ned på sine blodindsmurte hænder. Der. Midt på hendes hånd, lidt op af armen, var et nyligt sår. Lidt for friskt til at være et ar, men alligevel næsten daggammelt. Hun løftede fascineret hånden, og børstede den gyldne væske væk fra hendes dybe mørke lilla arm. Hun skar en lille grimasse, da hendes anden finger, gled over mærket. Men som et lyn fra en klar himmel, skar en tanke ned gennem alle de andre.

"Segovax!"

Ikke engang klar over at hun havde råbt det højt i vildens sky, kæmpede det utroligt påvirket dæmon, for at komme op og stå igen. Muren!.. Den ville føre hende til ham! De var jo skabt for hinanden! Hun fik et kæmpe malplaceret smil, placeret som var det limet på. Et smil man kun så hos vanvittige klovne, i morderfilm.

He loves me!.. And I love him!

Det hele stod klart nu. Muren var til, for at hun kunne finde lykke. Lykke som hun kun fandt, hos den eneste person hun nogensinde havde elsket. Segovax. Hun var netop kommet vaklende på benene, og tog sit første rystende skridt, da en hidsigt neon grøn skikkelse, dukkede op og forstyrrede hendes synsfelt. Muren blev blokeret, og syntes at svinde længere væk.

NO!.. I must reach it!

Hun stirrede med et gennemført slørret blik, på skikkelsen foran hende. Den virkede så bekendt.. Men ikke på en god måde. Og tingen i hendes hånd, virkede det ikke også, som noget hun skulle huske?

I et halpanisk forsøg på at komme forbi kvinden, langede hun ud med armene foran sig, for at fjerne hende. Men hun nåede knapt at hæve dem, før bragene lød. Små blodrøde kugler, susede mod hende. I hendes lammede tilstand, havde hun ingen idé om at hun skulle flytte sig. Kuglerne ramte hende alt for godt, i forhold til hvor hurtigt hun kunne være.

Endnu en i hoften, et lille stykke over den anden. En i denne gang venstre arm, og den sidste der ramte hende, sendte hende direkte i jorden. Hun røg som en slatten sæk kartofler, direkte i græsset foran elveren. Med armene strakt ud foran sig, i et sidste desperat forsøg, på at fjerne hende.

Eves øjne klistrede sig til dæmonen, der pludseligt begyndte at råbe et navn, som var det livgivende. Hendes blik søgte derefter hastigt rundt i lysningen, som var hun bange for at navnet dæmonen havde råbt, var en makker der var i nærheden, og netop nu var ved at luske ud af buskene, og snige sig ind på hende.

Men der kom ingen. Hendes blik faldt tilbage på den sindssyge dæmon.

What is wrong with that demon?! It's so ... weird!

Hun gjorde et tydeligt forgæves forsøg på at komme op på benene igen, men syntes ikke at have styrken til at bevæge sig så meget. Hendes krop var forhåbentligt ved at lave noget mere blod til hendes krop, men på dette tidspunkt så kunne hun ikke bruge dette til særligt meget.

That demon is crazy .. I need to get away, before she realize that she isn't supposed to be like that ... Because she wasn't like that before she bet me ...

Cherlyn lå et øjeblik, som var hun helt væk i himlen over sig. Hendes blik var blankt og fjernt, mens de bløde læber var en anelse skilt, som var hun chokeret over naturens skønhed. Smerterne brændte i hver en tomme af hendes krop, ved blot den mindste bevægelse. Hun prøvede dog ikke at bevæge sig mere, da hun havde opgivet for en stund. Stadig farede tankerne rundt om, at det var kroppen der holdt hende fanget. Faktummet at hun var blevet skudt, syntes ikke rigtigt at synke ind.

It is calling at me.. I cannot stop now!

Da en fornemmelse af at nogen rørte på sig, lidt foran hende, satte hun sig op i en mekanisk bevægelse, som var hun en robot. En robot ville være det rette udtryk, da ingen følelser var blottet i hendes tomme ansigt, ude over en sær skurren med tænderne, der antydede smerterne hun tydeligvis var hærget af.

Det tomme blik søgte rundt i den bløde verden, fuld af smukke mørke grønne farve, der signalerede roen og magien i dette fantastiske sted. Vinden, duftene, alt! Det signalerede bare livets cirkulationer, som hun aldrig kunne blive en del af, medmindre at hun nåede.. Muren!

Blikket blev hurtigt rettet mod den skrigende farvet skikkelse foran hende, som lå omtumlet i græsset. Skikkelsen var mørkere end hun sidst huskede, men det virkede som om, den kobberagtige væske der strømmede ud af hende, påvirkede hendes bevægelser en del.

Must.. Remove her.

Blikket der før var så fjernt, blev på et splitsekund, skarpt igen. Dog alligevel lidt for skarpt, til at det kunne være helt naturligt, selv for et overnaturligt væsen, som hende selv. Tågen de svømmede i, kunne heller ikke skjules. Med meget usikre bevægelser, som enhver anden fulderik, gjorde Cherlyn et forsøg på at rejse sig. Det gik slet ikke godt, med alle de skadede lemmer. Men denne vaklende, humpende bevægelse, bragte hende alligevel tættere på Den grønne.

Hun rakte en af sine lange blodige arme, ud mod elverens ben, i et forsøg på at gribe fat, og borer kløerne ned i den bløde hud. Huden der virkede så sært bekendt. Som vidste hun hvem det var. Men hun ville bare komme forbi hende... Udslette hende..

Eves mørke blik klistrede til dæmonen der lå som forstenet i græsset, og spejdede ud i det uendelige himmelhav der svømmede rundt over dem. Dæmonen syntes ikke at bemærke at den var blevet skudt, mens Eve syntes at være alt for bevidst om det faktum, at hun nu lå hjælpeløs som en fange i græsset.

Det gav et gip i elveren, da dæmonen satte sig op med stive bevægelser, der mest af alt mindede om en hjernedød robot. Eves blik fulgte den, og på trods af den skræmte glød der sprang rundt i hendes øjne, så virkede hun blot trodsig og vagtsom over for dæmonen, der kunne udslette hende selv i den tågede tilstand - Uden mange problemer.

Da dæmonen begyndte at vakle imod elveren, begyndte Eves ishvide krop at ryste - Om det var grundet blodmanglen der gjorde hende bleg, eller om det var af frygt for den sindsforvirrede dæmon var ikke til at sige, men det virkede ikke som om det var helt uden grund hun lavede den rystende bevægelse.

Oh god. That's not good at all ...

Forgæves forsøgte hun at krabbe sig bagud, men kom ikke langt nok til at hun var ude for rækkevidde, da dæmonens kløer borede sig ind i huden på hendes lange, ellers så smukke ben. Smerten fra kløerne dunkede voldsomt i hendes krop, og et gispende skrig blev stønnet ud af hendes let adskilte læber.

Hendes hånd fløj tydeligt ubevidst op, da smerten forøgedes kraftigt, med retning imod dæmonens ansigt, som et forsøg på at få dæmonens smertende kløer væk fra hendes ben, hvorfra blodet langsomt begyndte at pible ned af, og brede sig så de malede hendes ben i en rosenrød blodfarve.

I ... Hate ... Demons .... Og my god, the pain is screaming at me ...

I den mangefarvede verden, Cherlyn lige nu befandt sig i, var det slet ikke til at se elveren rystede. Faktisk virkede dens hurtige bevægelser på den mørkegrønne bund, bare som en irriterende flimre. Det gik for hurtigt. Men heldigvis hjalp den mørke væske, med at lokalisere hindringen.

En sjov lyd, blev opfanget, da den mørke lilla arm fik fat om det neongrønne ben. Det virkede som et ord.. Men dog uden for den menneskelige grænse. Hjernen var ikke i stand til at tolke skrig, ord ja selv almindelige dyrelyde lige nu. Det var som om, farverne hver især, skreg i sig. Det var lige til at få hovedpine af.

No.. Do not stop.. Kill it.

Hun rystede let på hovedet, med en sløv bevægelser, og strakte sig derefter længere fremad, for at komme tættere på hindringen. Hendes blik var hele tiden fokuseret på den neongrønne cirkel, der lignede utroligt meget et ansigt. Det var en af grundende, til at hun ikke kunne nå at afvige den svage hånd, der kom flyvende.

Slaget var ganske lamt i sig, men i sløve tilstand, fik det hende alligevel til at vakle. Hun støttede sig til jorden med den ene hånd, og lignede en der prøvede at få vejret, før hun få sekunder efter igen kiggede på elveren, med et iskoldt blik.

It is functioning?.. It is alive..

Tanken hjalp ikke meget på elverens odds, da det bare fik dæmonen mere op på dupperne. Den støttende hånd, blev hurtigt flyttet til elverens lår hvor den greb ud efter det, for smerteligt at borer sig fast. Hun flåede med overraskende styrke og iver, elveren tættere på sig. Munden var åbnet, i hvad der lignede en slanges gab. Med de spidse tænder, klar til at hugge. Alt for tæt på hendes ansigt.

På et splitsekund, fløj hun frem med munden åben, og tænderne blottet lige mod den sårede jægers fine neongrønne ansigt.

Det var ren og skær held, at Izriel havde været på vej ud på jagt efter en anden dæmon, der ifølge flere af patienterne på hospitalet skulle have opholdt sig nær Dreins Mountain. Eller rettere ifølge de patienter der havde været så velsignet at slippe væk med livet i behold var det 'bare' en psykopat der havde angrebet dem, men efter mange års øvelse havde det været peanuts at gennemskue deres historier og tage sagen i egen hånd.

Langsomt men sikkert landede hun i skovbunden, meget opmærksom på ikke at blive set, det var efterhånden ikke let at flyve nogen steder, overhovedet! Et enkelt billede eller et videoklip kunne ødelægge det hele, især ved højlys dag. Det var måske også lige lovligt risikofyldt at flyve, men der var stort set ikke til at komme til med bil og traveturen ville tage hele dagen. Med en snærrende grimasse trak hun de store sorte vinger sammen så de forsvandt og begyndte så at gå.

Den høje engel var iklædt et par tætsiddende læderbukser og et par militærstøvler, og udover en langærmet sort trøje havde hun en læderjakke hvori der på ryggen var skåret aflange huller, så vingerne kunne være der både når de blev foldet ud og trukket sammen. Det lange sorte hår var skrabet tilbage i en stram hestehale der så var flettet, så håret på ingen måde kunne komme hende til gene.

Efter omkring tre kvarters vandren og hun var nået ud af skoven fangede et kvindeskrig hendes opmærksomhed, hvilket med det samme fik hende til at sætte i løb, inden hun trak sin pistol og i lange skridt strøg over engen imod de to skikkelser. Omkring tyve meter væk rettede hun stift løbet af pistolen imod Cherlyn, hun var den eneste af de to uden en sjæl og uanset om Eve så viste sig at være en varulv eller andet skravl kunne Izriel altid tage sig af hende senere, lige nu var det dæmonen der generede hende.

"Hey bitch, get off the little lady or I'm gonna empty this gun in your face!"

De isblå øjne var rettet stift imod dæmonen og hendes aura buldrede på livet løs imod den skæve dæmon, der skulle til at bide elveren i ansigtet, hvilket fik englen til at rette pistolen imod Cherlyns ene lår og klemme på aftrækkeren. Smældet der kom fra pistolen var dog overraskende lavt grundet lyddæmperen der var sat på, alligevel vendte englen kort blikket udover engen, men lod så øjnene falde tilbage på dæmonen. Hun burde have hjulpet kvinden under Cherlyn, men at nærme sig mere end nødvendigt ville bare være selvmord. Izriel havde dog ligeledes taget sine forholdsregler og på forhånd dyppet alle kuglerne i vievand, det var dæmoner jo ikke synderligt glad for.

Da dæmonen vaklede bagud, og længere væk fra Eve, skrumpede skriget en smule mere ind, til det næsten ikke-eksisterende niveau. Et kort sekund virkede dæmonen blot forvirret, men netop efter kastede den sig frem, og borede kløerne dybere ind i hendes ben, så skriget forstærkedes voldsomt.

Hendes mørke øjne flakkede forvirret omkring, som kunne hun ikke fokusere længe nok til at fange noget med blikket, men var istedet tvunget til at have opmærksomhed som en kolibris vingers hastighed. Så da dæmonens blottede tænder fløj ned mod hendes ansigt, var det underligste næsten, at hendes blik zoomede ind på dæmonen.

En kvindelig stemme afbrød hendes koncentration, og hendes hoved blev flået til siden, da hun panisk prøvede at komme væk fra dæmonens rækkevidde, og finde ud af stemmens kilde. Forgæves var hendes forsøg på at slippe væk, da dæmonens kløer holdt hende naglet til jorden, og smerten der dunkede i hendes krop syntes at sløre hendes reflekser.

Men hendes øjne fangede kvinden, sekundet før pistolen bragede af, og kuglerne fløj imod dæmonen der holdt hendes krop til jorden. Et ryk gik igennem hendes krop, men det mindede ikke om en krampe som sådan. Mere som en impulsivt bevægelse der skulle få hende længere væk fra kuglens bane.

Feeling sick ...

Om kuglen ramte sit mål vidste Eve ikke, for hun så ikke længere ud til at følge kuglens bane, men havde derimod rettet sin fulde opmærksomhed imod kvinden der havde skudt. Om det var grundet den voldsomme blodmangel hun var så distraheret, eller om hun blot var ligeglad var ikke til at sige.

Cherlyns noget så målrettede blik og handling, blev på et splitsekund ødelagt, af den skrigende skikkelse der kom væltende ud fra skoven. I hendes sløve tilstand, der syntes at blive en anelse svimmel, nåede hun ikke at reagere på råbet. Hun hamrede tænderne i, med et hårdt smæld, og røg nogle få centimer af elveren da kuglen ramte hende. Tænderne havde knapt snittet huden, men havde været faretruende nær.

I et kort øjeblik lå hun fortumlet, og syntes det hele virkede endnu mere forvirrende, og sløret end før. Kløerne var stadig begravet i elveren, men utroligt lette at fjerne, hvis man turde fjerne dem med håndkraft. Hun stirrede let frem for sig, forbi den skrigende grønne skikkelse, og mod den nyankommende blå flamme.

That is amazing!... It is burning!... Walking! And it is talking?!

Flammerne fra den blå skikkelse, syntes at søge ud efter hende. De krøb sig om hendes krop, og efterlod den i en rystende tilstand, som var de lavet af is. De borede sig ind i hendes krop, og ramte hendes sind. Det var som at få grillet kroppen, mens man lå på en isflage! Alt forstyrrede hendes sind lige nu, og mens hun mærkede de isende flammer sprede sig i hele kroppen. Smerterne blev til en nærkommende kvalme, mens synet begyndte at sortne.

Hun gav nogle små ryk fra sig, og prøvede at flytte sig fra elveren. Væk fra den irriterende, og skræmmende flamme. Og dog.. Muren brød igennem mørket, og skreg mod hendes vidt opspillede øjne. Den kaldte på hende højere end før, hun åbnede munden for at kalde på muren. Det endte i en hæs sønderivende lyd, der let kunne forveksles med en snerren.

The green is gone.. Now kill the flame!

But the flame is hurting me!..

Kill it!

Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, mens sekunderne tikkede afsted. Den grønne var tydeligvis ikke i stand til meget mere, mens den blå flammer nu hjalp til, og forsøgte at skygge for hendes mål. Den skulle væk!

Izriel så utålmodigt imod elveren der mere eller mindre så ud til at have overgivet sig til sin skæbne og blev liggende under dæmonen der mest af alt lignede en der havde taget stoffer hvis virkning var kommet voldsomt bag på kræet. I få lange skridt gik hun tættere på Cherlyn og Eve, men holdt sig endnu på afstand af dem begge i tilfælde af, at Cherlyn viste sig at være mere ved bevidsthed end først antaget. Pistolen der endnu var peget direkte imod Cherlyn hvilede endnu tungt i englens hånd, inden hun rettede pistolen imod dæmonens ene skulder og skød endnu engang.

"Damnit woman, get away from her!"

De kølige blå øjne var rettet direkte imod Eve og stemmen var hård og kommanderende, hvis hun havde tænkt sig at komme derfra levende kunne hun godt selv hjælpe lidt til, hun var tydeligvis ikke engel og af den grund var det næsten ligemeget hvilken race hun havde, så ville hun være naturligt stærkere end Izriel.

Izriels aura udvidede sig endnu engang og kunne godt risikere at sætte en skræk i livet på den stakkels elver der lå tvunget imod jorden under vægten af dæmonen, men det var ligemeget, hovedsagen var at få hende derfra i live og helst med en død dæmon også, men hvis man kiggede på sårene Cherlyn på nuværrende tidspunkt havde forårsaget ville en tur på hospitalet være stærkt nødvendig, men det ville ikke blive et problem.
Med en anstrengt grimasse lod englen sine vinger gro ud igennem slidserne der hensigtsmæssigt var lavet i jakken hun havde på, langsomt hævede hun dem let, så hun virkede endnu større overfor Cherlyn end hun egentlig var. Vingerne var ikke blot en undskyldning for at puste sig op, men ligeledes smart, hvis en hurtig flugt blev nødvendig. Under alle omstændigheder skulle hun have Eve med sig på den ene eller den anden måde.

Hele Eves krop synes at være frosset fast til den fantastisk smukke jord under hende. Hele kroppen rystede svagt af blodmangel og smerte, og gav det mørke blik et forvirrende, sløret kant. Det bløde, mørke hår gled langsomt ned af hendes hals, og spærrede fuldstændigt hendes udsyn til væsnet foran hende.

Men da væsnet begyndte at råbe, synes der at komme liv i Eves krop. Et spjæt fór gennem hendes krop, og hendes hoved snurrede omkring, med det forvirrede blik flakkende omkring. De lange, slanke fingre bevægede sig som om de greb ud efter noget usynligt, indtil de fangede dæmonens hånd, og de klemte til.

Hendes fingre flåede i hånden, og hvis det lykkedes hende at få de skarpe kløer til at glide ud af sårene, så blodet ville tage fart og pible ud af de små huller, ville hun rulle ud under dæmonen, og få skubbet sig selv på i en vaklende, siddende stilling ikke langt fra dæmonen.

Hun ville besværligt komme på benene og svaje hen over græsset, til den skydende i den anden ende af engen. Hendes hår ville blafre let i vinden, og hendes mørke blik ville være klistret til den skydende. Da hun endelig ville nå frem, ville hendes ben knække sammen, da hun ville være svag fra blodmanglens tag.

"Thank you ... She drank of my blood ... And now she's fucking weird ..."

Hendes svage stemme ville blive presset ud af hendes læber, og hendes fingre klemte om græsset under hende, og langsomt ville stykker af det saftige græs knække af, indtil hun ville sidde med en lille tot af græsset under hende, under at tænke på dæmonen bag hende. Hun var tydeligt svag, og derfor virkede det tomme blik ikke så underligt som ellers.

Cherlyn syntes endnu engang, at rammes af en forvirret bølge, da englen valgte, at udvide sin aura. Det hele snurrede rundt så voldsomt, at en kvalme var ved, at opstå. Dog var der ikke meget rest tilbage i maven, udover det syrrede elverlod. Resten var blevet kastet op, natten forinden, hvor en hvis hun havde gjort, at hun ikke ligefrem var usynlig blandt jæger og medier.

Da noget klemte til om hendes slappe hånd, drejede hun let hovedet for, at se hvad det dog var, der ikke bare kunne lade hende være. Det eneste hun fik ud af det, var lige i tide, at se kuglen der borede sig gennem luften. I en hurtig bevægelse, fik hun rullet sig længere væk i græsset, da hendes hånd sjovt nok allerede var fri. Hvornår var det sket?

Smerten fra kuglen der snittede hendes arm, men alligevel blev siddende, fik hendes til at hvæse højt. Smerten fra de mange sår, blodet og auraen var på en gang så overvældende, at det fik hende til, at længes efter en dyb dyb søvn. Hvor hun så vågnede op, rask og fri fra problemer.

Stemmerne fra de talende neonfarvede væsner, fik igen hendes opmærksomhed. Hun kunne ikke samle fokus nok til, at tyde deres ord helt. Mens de to andre var optaget af hinanden, fik hun med en hånd, der lignede, at den var halvt bedøvet, flåede den nye kugle ud af armen, hvorefter hun hidsigt kylede den i det bølgende mørkegrønne under hende. Den lyste. Skrigende hvid. Men det blev dæmpet en del, af den mørke væske der klistrede sig til den.

Muren kaldte på hende. Den stoppede aldrig. Kærligheden, friheden.. Måske kunne den slippe hende fri, fra den tunge verden. Livet omkring hende, holdt hende nede, og lod hende ikke tage afsted. Men hvorfor? Var det store væsen, nu med.. 4 arme? til for, at hun skulle bevise sit værd?

Hun kneb øjnene sammen, og stirrede mod englen. Jo, fire arme. Isblå.

So tired… Cold and blue… It is holding me back.

Ha! Do not lose!... You will never be free then!

Hun tog sig til hovedet, og rev irriteret med de lange kløer ned af kinderne. Fornemmelsen af den nye kobberfarvede væske der gled ned over hendes kinder, generede faktisk ikke dæmonen. Den var efterhånden ret velkendt.

"You!... Are standing.. In my way! The Wall is mine!"

Med en bævrende arm, pegede hun direkte på englen. Elveren var ikke længere en trussel, men de kulsorte øjne, holdt alligevel øje med dem begge to. De havde tydeligvis noget imod hende. Den omklamrende aura, var i hvert fald ikke rar. Hende stemme var langt fra så elegant og selvsikker som tidligere, og bar nu præg af både blod i munden, og forvirring i sindet. Men der var hård iskoldt kraft bag dem. Ikke til, at tage fejl af.

Izriel stod stille som en marmor-figur endnu mens løbet fra pistolen var rettet direkte imod Charlyn i tilfælde af at hun pludseligt gjorde noget overilet. Endelig tog kvinden initiativ og fik flået sig løs fra dæmonens greb og løb imod Izriel, der gik hende få skridt i møde. Et kort øjeblik oervejede englen om, hvorvidt det ville være smartest at uddrive dæmonen fra dets sølle korpus, eller om Eve var så ilde tilredt, at der ikke var tid til dæmonuddrivelser.

Idét Eve kom tættere på skævee Izriel kortvarrigt ned til hende og lyttede til hendes forklarring, inden de kølige isblå øjne borrede sig ind i sulet på Cherlyn, hvad fanden var der med hende.

"I see that, are you on drugs or something kid?"

Spurgte hun så og skar en grimasse imod elveren foran hende, det var sådan umiddelbart den eneste forklarring på, hvorfor dæmonen opførte sig som en anden junkie efter at have drukket kvindens blod.
I en lang glidende bevægelse lod hun pistolen glide på plads i sit hylster, inden hun endnu med øjnene fast plantet på Charlyn fandt Eve og slog så blikket ned på hendes sår. Det var ret skidt, men med dæmon så tæt på var der ikke rigtigt tid til at forbinde hende, ikke på stedet i hvert fald. Den eneste løsning nu var, at tage hende med hjem til sin lejlighed, forbinde hende der og så køre hende på hospitalet. Izriel kunne ikke flyve ind til hospitalet ved højlys dag, der var for stor risiko for at blive opdaget og desuden var hun efterhåndenn en garvet chauffør. At få kvinden på hospitalet ville ikke tage lang tid.

"Hold on kid!"

Mumlede hun bestemt, inden hun lagde armene under Eve og løftede hende uden større besvær, få sekundter efter satte hun af fra jorden med elveren i armene og fløj imod stranden.

// out