A reunion in blood. ( Izriel )

Dato: 6. februar.
Sted: Hospitalets fløj for akute skader.
Tid: 20.51
Vejr: Koldt og vådt, med tung, silende regn.
Påklædning: Mørkt tøj af holdbar kvalitet. Frakke, bukser og trøje, samt støvler og læder handsker.

Det var ved at være nat. Regnen havde silet ned hele dagen og alt var vådt. Indenfor væggene i hospitalet kunne man hører den tromme mod vinduer og tag. Bilernes lygter var slørede udenfor i mørket. Lydende var dæmpede og folk vandrede omkring i deres egne tanker. Det var en mindernes dag. Et sært stadie hvor verden stod stille og man kunne huske fortiden.

Helias sad for sig selv, hans blødende arm omviklet af en hastig bandage fra en trøje. Satans. Han havde fejlet i at slippe helskindet væk, og han havde ikke remedierne til at lappe sig selv sammen. Natten gik ham på, for han ønskede ikke de dystre tanker fra hans fortid. Dem havde han nok i normalt.

Omkring ham lød den konstante hvisken fra de der var døde på hospitalets. Deres sjæle rakte ud mod ham, men han rystede dem af sig. Han var ikke interesseret i deres selskab idag.
Han var blevet vist til fløjen her for at blive checket og syet sammen igen. Såret var slemt nok til at han havde måtte søge lægehjælp men det var dog ikke livstruende. Nu var det blot at vente og se hvem der kom for at gøre det.

Helias's lange hår hang ned foran hans ansigt og han sad kun iført sine bukser. Resten af hans tøj lå på en stol, gennemblødt i den silende regn.

En ung blond sygeplejerske kom hastigt trippende ind i venteværelset, hvor hun kiggede ned på sine papirer inden hun skubbede de slanke brilleglas tilbage på næsen.
"Helias?" Hun skævede rundt i det store venteværelse hvor der efterhånden var ret fyldt med større og mindre skader i ét væld, samt et hav af grædende børn som forældrene håbløst prøvede at tysse til ro.
Til sidst faldt sygeplejerskens blik på Helias da han rejste sig "Doctor Black is ready to see you!" sagde hun så, og lod kort de grønne øjne glide over hans bare overkrop, inden hun vendte ryggen til ham og viste vej ned af den lange hospitalsgang for til sidst at dreje til højre ind på en af hospitalets mange stuer.

Izriel stod roligt med ryggen til indgangen, hvor hun fandt et par af de hvide latexhandsker på, inden hun langsomt vendte sig rundt "Well, let's take a look at that wound, shall w..." Hendes talestrøm stoppede øjeblikkeligt som sygeplejersken lukkede døren til lokalet, og de store isblå øjne ramte Helias ansigt.
Et øjeblik stod hun bare og stirrede mens hendes udtryk blev mere og mere overrasket, men til sidst fik hun taget sig sammen til at rømme sig og gå et par skridt tættere på.
"Wow, I.. I don't know what to say.. Are you really still alive?" Den sorthårede kvindelige engel glemte fuldstændig tid og sted mens alle de gamle minder og føleler brusede igennem hende, det føltes ikke som mere end et par årtier siden hun sidst havde set ham og de var gået fra hinanden, men sandheden var nærmere flere århundrede.

De blå øjne flakkede gentagende gange over ham, han lignede sig selv, smuk som han altid havde været og i alt sin pragt, bortset fra såret hun midlertidigt havde glemt.
Langsomt trak hun en af latexhandskerne af og strøg en af de sorte løse pandelokker væk fra ansigtet, som havde revet sig løs fra den ellers stramme hestehale, hun anede ikke hvad han tænkte, om han overhovedet kunne huske hende?
"Oh, i'm sorry. Let me stitch you up!" Sagde hun så, inden hun trak en ny ren handske på og gjorde sig klar til at sy, hun ville ikke gøre det akavet for ham i tilfælde af at han opfattede hele situationen sådan

Helias havde grebet sit tøj i den raske arm og var vandret med. Han hadede hospitaler. Så mange døde. Så mange dødelige. Det hang omkring ham, gjorde det svært at trække vejret. For længe havde han udskudt sin pligt som dødens budbringer. Nu betalte han prisen.

Da Helias trådte ind i lægens rum stoppede han i sine spor. Han stirrede blot på den smukke unge læge, kvinden han havde kendt for så mange år tilbage. Hun lyste stadig op hvor hun var, hendes aura som solen en varm sommerdag. Hendes træk havde ikke ændret sig, hun var stadig lige smuk.

Han rømmede sig let ved hendes spørgsmål.
"I am yet alive.. If you can call such cursed existance that.."
Hans stemme kom ud kold og mild, skræmmende på sin egen følelsesløse måde. Det lange hår hang stadig foran hans ansigt og skjulte hans øjne og de fleste af hans træk. Hun kendte ham, og derfor prøvede han at skjule det der vendte andre bort fra ham.

Da hun trådte nærmere vendte han blot armen mod hende uden et ord. Det var ikke meningen at han ville skubbe hende væk. Det var blot sikrest.

Izriel fugtede kort de fyldige læber og gav et godt nik fra sig "Well, have a seat!" rungede den mørke bløde stemme igennem det oplyste lokale inden hurtigt trådte hun over til et lille rullebord hvor hun allerede havde lagt de fornødne redskaber frem, takket være den rapport hun havde fået ind kort før patienten vidste hun allerede hvad der skulle gøres.

Hans ord mindede hende så meget om ham, hele hans personlighed. Has aura var modsat hendes mørk men overvældende på sin helt egen måde. Tanken bragte endnu et mindre frem, de havde været som nat og dag, solen og månen. Alle kunne have sagt sig selv at det ikke ville gå, men det var ligeledes det der havde tiltrukket hende sådan i første omgang, nok til at de alligevel havde været sammen hundrede år.

Hun rystede tanken af sig og satte sig selv på en skammel der kunne justeres i højden så det passede ind i en arbejdsstilling der var udholdelig. Forsigtigt tog hun fat om hans arm, inden hun kort desinficerede såret og fandt nål og tråd frem.
"I can see you haven't changed one bit!" sagde hun så og gav et lille suk fra sig, inden hun gav sig til at sy såret sammen, sting efter sting. "I have thoght a lot about you. Especially the first decades after we broke!" Hun bed sig kort i læben, hun vidste ikke engang om hun burde bringe det på banen, men det pressede sig sådan på, han havde været den eneste hun havde elsket, alting havde været så anderledes dengang.

Helias fulgte de anvisninger han fik. Han satte sig og kiggede lidt rundt i lokalet. Den blide smerte da hans sår blev desinficeret blev skjult under facaden. Hendes duft hang tæt i lokalet. Den mindede ham om forgange tider, i en by lagt til grunde, århundreder siden. Hun var stadig den samme, hans sol, hans dag...

"And you still look beautiful. The years have been kind to you."

sagde han stille imens hun arbejde, i svar til hendes talestrøm. Det var ikke meningen at han skulle se hende igen. Skæbnen havde åbenbart valgt at spille ham et pus, endnu engang.

"The first few decades were indeed.. the hardest." svarede han hende stille. Han holdt øjnene imod gulvet, lod hans lange hår hænge from for sig. Hans ansigt fortrak lidt da hun begyndte at sy såret. Det var tydeligt lavet af en kniv og det en temmelig stor en. Såret var et rent snit, nemt at sy. Der var dog ingen tvivl om at det ikke havde været et uheld.

Izriel arbejde garvet og hurtigt med en utrolig præcision, på trods af at hun på papirene kun havde været læge få år, var det flere århundrede siden hun syede sin første patient sammen, der var efterhånden ikke det hun ikke havde set eller noget der kunne overraske hende, ikke mere.

"Yea, it's wierd to see time pass by, and you'r still trapped in the same body. You wake up every morning and look in the mirror, and everything you see is the same old you. You will allways look like this, while the trees grow old!" Sagde hun så og trak på skuldrene, det var endnu en afgørrende forskel mellem Izriel og Helias, hun havde altid været bange for døden, hvis hun fik lov at udsætte den for evigt ville hun gøre det, han havde altid været så afklaret med det hele.

Hun lukkede såret med et sidste sting og trak så handskerne af, for at tage et par nye på, inden hun gav sig til at forbinde såret "How did you even get this? I guess it wasn't you'r kitcken knife that slipped!" Sagde hun så og vendte de store øjne imod has ansigt han så ihærdigt gemte bag hans lange sorte lokker, som han altid gjorde hvis han var utilpas eller underligt til mode. Et øjeblik måtte hun tage sig selv i lysten til at give ham et klys i nakken, stryge det lange hår væk fra hans kønne ansigt og lægge armene om ham. Hun bed sig i tungen, hun kunne dufte ham, han duftede som han altid gjorde og hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde kysset ham i nakken, lagt armene om ham og fortalt ham hvordan det hele nok skulle gå

Helias sukkede for sig selv. Hende duft hang tungt i lokalet og hun var så tæt på ham at alt han skulle gøre var at række ud efter hende og berører hende.. Blot et enkelt kys på kinden, end let berøring og hans barriere ville falde. Det havde han ikke råd til.

"The sands of time have stopped for us. We are immortal tools, ment for a greater purpose.. Unless you step from the path and embrace the darkness."

var hans stille svar. Hans ansigt ændrede sig ikke, hans øjne forblev kolde, uden et spor af de følelser der rasede i ham. Der var gået så mange år.. Adskillige hundrede. Der havde været så få kvinder i hans lange liv, men her stod en af dem, perfekt som dagen de mødtes.

"The Fear is still alive. Sometimes his preys fights back."

svarede han hendes spørgsmål, uden egentligt at uddybe det. Hun kendte til hans mørke side, den der beherskede frygten. Ingen grund til at hun skulle vide mere. Det ville såre hende og det var ikke noget han havde lyst til.. Ikke denne gang.

Izriel pustede igen den løsslupne pandelok væk fra ansigtet og færdiggjorde forbindingen, inden hun pillede handskerne af igen og tilså sit arbejde på lidt afstand, mens hun lyttede til hvad han sagde. Så trak hun på skuldrene.
"That's true. But I've god use to it over the years. Just, don't get attached to the humans and there's nothing to worry about!" Sagde hun så og gav sig til at smide nogle af de blodige servietter ud og ubevidst rydde lidt op på bordet hvor hun havde sine remedier til at sy med.

"You'll never get use to it, will you?" Hele hans udtryk afslørrede ham, han var stadig den samme, gjorde det samme, tænkte det samme, følte det som han altid havde gjort. Det var noget andet for Izriel, hun havde været så følsom dengang, der var vel ikke andet at sige, de havde været sammen stort set fra den dag hun holdt op med at ældes, den slags er altid svært i starten. Sådan var det ikke længere, hun havde gemt de fleste følelser væk bag en kølig facade der sov, spiste og arbejdede, men Helias fik hende til at blusse op indeni ligesom hun havde gjort dengang.

Til hans forklaring om skaden nikkede hun bare, hun vidste godt hvad han levede, hun var ikke meget bedre selv. Hun tog selv ud og ryddede ud i vampyrer og dæmoner af og til. Den eneste grund til at hun endnu ikke brød sig om det var, at hun vidste hvem han blev til når han jagede. Hun ville helst glemme den person og skubbe den væk, ligesom hun havde prøvet så ihærdigt for mange år siden.

Til sidst kunne hun ikke nære sig længere, forsigtigt strakte hun hånden imod ham, og lod blidt fingerspidserne strejfe hans ene kind. "Whats bothering you so badly? Hm?" Spurgte hun og lod de blå øjne hvile imod hans. Hun åndede tugt hans duft ind og sukkede så, i få øjeblikke var alting som de altid havde været.

Helias sukkede. Nej han ville aldrig vende sig til det. Udødeligheden var ham en forbandelse. Han frygtede ikke døden, nej han bød den velkommen. Hun havde dog ret med menneskerne. Han havde gjort fejltagelsen få år tilbage og det havde næsten knækket ham. Næsten.

Helias rettede blikket op ved hendes sidste kommentar, han intense blå øjne rettet mod hendes.

"You.. Never expected to find you here, amonst the wounded and dying.. This used to be my domain remember?"

svarede han stille. Da han nu så på hende, kunne han ikke kigge væk. Hun havde fastlåst ham som hun altid gjorde. Han mærkede en summen i sit indre, minder og følelser der skulle være frosset begyndte at røre på sig. Han sukkede igen.

"Izriel, I'm not.. unhappy to see you. Merely surprised.. It is nice to see old.. friends."

sagde han stille, hans stemme forrådte ham med et hint af sorg. Han huskede stadig dagen de skiltes. Skænderiet. Slutningen.

Izriel trak kort på skuldrene, at arbejde på hospitalet gav hende masse muligheder, hun havde altid været meget imod alle de væsner der skadede menneskene som varulve og vampyrer, i starten tog hun den dog ikke til ekstremerne som Helias gjorde, det havde ændret sig sidenhen, meget endda.

"I can make people feel safe here!"

Hun sendte ham et lille smil og lagde hovedet en smule på sned imod ham, han var altid så svær at læse, selv efter hundrede år med ham kunne hun blive i tvivl om hvad han tænkte, eller om han bare dækkede over hvordan han havde det.

"Besides, it's a great opportunity for me to stop werewolf infections, if I'm quick enough!"


Tanken fik hende til at smile lidt, hun havde efterhånden set nok varulvebid til at vide hvornår det var sådan et der var tale om og havde hun fået ofrene ind til behandling kort efter kunne de som regel godt reddes fra den forbandede virus.
Forsigt tog hun has ene hånd og gav den et klem, mens hun strøg ham forsigtigt over håndryggen med figerspidserne på den anden hånd, han havde altid været mindre fysisk anlagt end hende, men det var ikke noget hun lod sig påvirke af, ikke synderligt.

"It's good to see you to Helias. I've truly missed you!"

Det var sandt, hun havde savnet ham meget, hele hans tilstedeværelse og hans berøringer. På trods af at han var ret dyster var der stadig noget tiltalende over ham. Måske havde det også været hele tanken om at ingen af dem ville forlade den anden eller dø af alderdom, men sådan var det dog ikke endt

Helias nikkede kort til hendes svar. Hun havde altid forsøgt at redde mennesket. Ufrivilligt huskede han tilbage til en yngre ham. En mand med sværd i hånden badet i blod. Han havde været et ikon af frygt engang. Nu var han blot en skygge i mørket. Izriel havde stadig sin blide natur. Det var dejligt at se at sådan ting i det mindste ikke forandrede sig.

Da hun tog hans hånd frøs han lidt. Hendes berøring der var så blid, så venlig, brændte som en ild imod ham. Folk viste ham ikke venlighed, blot interesse. Med Izriel var det noget andet. Han havde også savnet hende. Mere end hun anede.

"I missed you as well.. It has been.. far to long."

var hans svar. Han fjernede håret fra sit ansigt, og kiggede hende i øjnene. Han lignede sig selv, men mørke skygger var krøbet ind i hans øjne. Hårde drag havde forandret hans ansigt, gjort det køligere, ældre selv i dets udødelige ungdom.

Izriel lod de blå øjne flakke over ham, hun kunne ikke rigtigt selv tro at hun sad over for Helias, hendes gamle ven og flamme. Hun burde have fornemmet ham på lang afstand, men båndet mellem den havde tiden stille men sikkert visket ud, hun kunne ikke engang fornemme det var han da han trådte ind i lokalet til hende, først da hun så ham var det gået op for hende.

"You've changed dear. What happed to you?"

Enhver anden kunne nok ikke se det, måske havde engle en idé hvad der var tale om, måske også andre udødelige væsener også fornemme det, men Izriel vidste det, det stod soleklart for hende at noget var gledet over Helias. En skygge havde rejst sig hos ham, men hvad den var forårsaget af var mere eller mindre umuligt at sige med mindre han selv fortalte det.

Hun lod blikket glide ned på hans hånd, som hun nænsomt strøg med små bevægelser, hele hans tilstedeværrelse mindede hende om da de var sammen, minder blev ved med at dukke op og spille for hendes indre blik. Men hun huskede også hvorfor de var gået fra hinanden, de havde ødelagt hinanden med deres forskellighed, mon det var noget man kunne vokse fra? Izriel var ganske sandt et kærligt væsen hvis man kom ind under huden på hende, men udefra og overfor fremmede var hun kold og velovervejet. Hun var ikke længere den forevigt glade engel hun engang var.

What happened to you? ordene gav genklang i hans hoved. Han kiggede ned på sine hænder. Små skæmmede huden og de var blevet ru. Han havde båret våben i sin ungdom, og selv nu kunne han mærke grebet om sværdfæstet. Hendes hænder var bløde imod hans, varme imod hans kulde.

What happened to you? det var et godt spørgsmål. Mørket havde taget imod ham, og han havde kastet sig ind i det med desperation. Lyset havde ikke været hans plads. Mennesker havde frygten ham. De udødelige havde vendt ham ryggen.

Helias fik et hårdt drag om munden. "Time happened. The truth happened. I learned from my mistakes and the lesson was rough. The darkness is where I reside now." svarede han koldt. Det havde været hårde tider. Han var blevet end anden siden de havde været sammen, og dog var han stadig den samme.

Helias kiggede op i Izriel's øjne igen. De blå øjne var som is, men han kunne se gløden under dem. Som altid, kunne han ikke lade være med at smile og hæve sin hånd til hendes kind. Han strøg den blidt imens han hviskede.

"I am not the only one who have changed.. You have become more beautiful.. More serene.. What happened my dear?"

Izriel kunne godt se at hun ramte noget dybt ind i ham, det nærmest flød fra ham med tanker, de blå øjne slap ham ikke et sekund, men prøvede at gennemskue ham og finde det frem som var sket, men der kunne være sket så mange ting på fem hundrede år.
Han virkede som om han hvilede mere i sig selv, men der var noget opgivende over ham, han havde ikke mistet noget, det havde bare ændret sig.

En gennemsigtig dråbe samlede sig i øjenkrogen på den unge engel, så slog hun blikket ned, hun var ikke længere den skrøbelige kvinde, ikke normalt, Helias bragte bare så meget af det gamle med sig og hun havde aldrig jublet over hans tiltrækning af mørket, det var desværre bare hans natur.

Hun hvilede tungt hovedet imod hans hånd, inden den enkle ensomme tåre gled ned og kærtegnede hans håndflade, så smilede hun lidt. "I grew up. I realised that sometimes you have to do some dirty work to make the world the way it should be!" Sukkede hun så. Hun havde mest af alt lyst til at trygge sig ind til ham, lægge armene om ham og tillade sig at føle sig beskyttet. Hun gjorde det ikke. Det var bedst for dem begge to,.

Helias stod stille og så ned på hende. Hun var stærkere men stadig skrøbelig. Ligesom hun, havde han bragt fortiden med sig. En fortid han troede var glemt. 500 år var gået. Så tåbeligt det var.

"The world is a dirty place. It is fragile, yet boast of strength. Humanity drains and squanders the life given to them away." sagde han med en hård stemme. Vreden steg i ham et kort øjeblik. Omkring ham begyndte de døde at samle sig, tiltrukket af hans eksistens. De skreg på frigivelse på et øre der ville lytte. De skreg på kærligheden de havde mistet.

Helias bøjede sig lidt ned og placerede sin pande mog Izriel's hoved, hans øjne lukkede.

"You are still a shining light in the night. Never lose that.." sagde han stille, med en ømhed og varme ulig ham. Han blev stående sådan lidt tid. Det var rart at mærke en nær person så tæt igen. Men det kunne ikke vare ved.

Den kvindelige engel fejede hurtigt den enkle tåre væk med en benægtende bevægelse, hun kunne ikke lade sine følelser rende af med hende, ikke efter alle de år. Hvornår havde hun sidst grædt? Hun kunne ikke huske det. For 100 år siden? Måske mere. Men pludselig dukkede et gammelt bekendskab op og puf, så var alle hendes parader så godt som forsvundet.

Izriel trådte vagtsomt et skridt tilbage da englen foran hende begydte at hidse sig op, hans aura var så stærk, intet under at han havde fået tilnavnet 'Fear' og at det havde fulgt ham gennem så mange år. Izriel havde selv talentet at kunne indgyde frygt hos folk, men det kom ku hvis hun ønskede det eller frygtede noget, det var en naturlig reaktion. For Helias kom det ganske automatisk hvis han blev vred. Kort efter var det igen forsvundet som dug for solen, hun gav et lettet suk fra sig. "The humans dosen't know any better. You know that!" mumlede hun halvhjertet, inden han trådte hende helt tæt.

Et øjeblik sprang hendes hjerte et slag over, han hvilede hans pande imod hendes, ordene der nærmest bedøvede hende. Til sidst kunne hun ikke holde det ud mere, hun lagde armene om hans ryg og krammede sig helt ind til ham, mens hendes ene kind hvilede imod hans bare bryst. Hun vidste godt det var umanerligt dumt, Helias havde lettere ved at give slip på ting end hun havde, og hun var udemærket godt klar over at han havde haft andre i mellemtiden. Men hun havde brug for ham bare ét minut.
"I won't." Svarede hun kort "Even if i would, i couldn't!"

Helias sukkede for sig selv. Han trak vejret dybt og indåndede hendes duft til fulde. Hun levede stadigt i hans væsen, hvor meget han end prøvede at glemme det. Han krop blev elektrisk og spændtes et kort øjeblik under hendes omfavnelse, inden han tøvende gengældte den. Det var ikke meningen at det skulle ske. Men engang imellem var varmen rar at føle.

"Damn you Izriel.. Why do you have to be so bright.." sagde han ømt mod hendes hår. Hun var lyset mod hans mørke. Trøsten mod hans smerte. Det var derfor han havde været nødt til at opgive hende. Derfor han ville være nødt til at opgive hende igen.

"Would.. would you like to have some coffee with me?" spurgte han tøvende. Han overraskede sig selv. Han have planlagt at forlade stedet i hast og glemme at hun have været der. Nu bød han hende på kaffe...

Izriel lod sig synke ind i hans favn og begravede ansigtet ved hans bryst, han duftede godt, han duftede altid godt. Hun lod fingerspidserne stryge over den muskuløse ryg i små kærtegnende bevægelser. Han var meget højere end hende, på trods af at hun ikke var nogen lille dame ragede han alligevel et hoved højere op og det hjalp bestemt ikke at hun af hospitalet var tvunget til at gå i flade sko da man ,til hendes store irritation, tilsyneladende ikke ville føle sig tryg ved en læge i høje hæle.

"Of the same reasons that you have to be so morose!" mumlede hun så halvt om halvt hviskende. Hun havde slet ikke lyst til at give slip, aldrig igen. På trods af at de havde været adskilt så længe havde der ikke dannet sig en dyb kløft mellem dem, utroligt nok.

Hans spørgsmål fik hende dog til at kigge overrasket op på ham, hun rømmede sig kort og ventede så lidt, havde hun hørt rigtigt?
"Erhm, sure!" De isblå øjne stirrede fortsat overrasket på ham mens de tilsyneladende afventede et eller andet skuffende.

Helias smilede let og kløede sig i nakken. Hun fik ham til at føle sig som en yngling igen.

"When do you get off your shift?"

spurgte han stille, imens han lagde armene om hende igen. Han havde ikke lyst til at give slip. Der var noget vant i at havde hende i favnen. De havde trods alt været sammen i næsten hundrede år.. Han smilede let ved tanken, og rystede blidt på hovedet. Tiden havde i sandhed stoppet for ham.

"I know a good place down this street. Nice light, with good walls.."

sagde han med et skævt smil. Hans ansigt lyste lidt op, noget af mørket og kulden fortrak, og han så ud som en ung mand, ikke en engel der havde levet et alt for langt liv.

Izriel rystede kort den næsten paralyserede tilstand af sig, og skævede så op på stuens store ur der hang over en af dørene. Hun glippede kort med øjnene, var klokken allerede kvart i 10? Den sammenlapning havde taget hende unaturligt lang tid, alle de andre måtte undre sig over hvad hun havde gang i derinde, og endnu værre begyndte hun nu at spekulere hvorfor der endnu ikke havde været en sygeplejerske at tjekke op på hende.

"Oh damnit. I get off at 10 pm. In 15 minuts. Have we been here for an hour already?"

Hun så overrasket på ham, hun havde helt glemt hvor hurtigt tiden gik sammen med ham, dagene gled forbi så utroligt hurtigt. Et mere eller mindre stresset udtryk gled hurtigt over hendes ellers rolige ansigt
"Okay, wait for me outside. I'll write your journal, then I'll get my clothes on and we're out of here!"

Hun slap ham kort, inden hun igen fik kigget ordentligt på ham, så smilede hun igen, den mørke skygge havde forladt ham midlertidigt, igen blev hun mindet om hvorfor hun fandt sammen med ham, i de gode tider var det hvad de gjorde ved hinanden. Hun fik ham til at ligne en ung ubekymret knægt og han fik ligeledes hende til at glemme alle sine bekymringer og nyde hvert sekund hun gik på jorden.

Hurtigt strakte hun sig og gav ham et kys på kinden, inden hun gik over til computeren der allerede stod klar på stuen hvor hun rutineret begyndte at skrive ned, efter hvad der mindede om tre minutter så hun så på ham med det lille smil mere eller mindre permanent spillende på læberne

"Okay, outside 7 minuts!" Sagde hun så, inden hun lukkede computeren ned og forsvandt ud på gangen, ned til personalet for at melde sig ud og for at få sit normale tøj på

Helias lo stille for sig selv. Han kunne stadig mærke hvor hendes læber havde berørt ham. Han samlede sit tøj og gled i det. Fortrak en mine i smerte som der kom pres på såret. Det skulle dog ikke stoppe ham.

Med hastige skridt gled han fra rummet og ned af gangene til han stod udenfor. Folk havde ladet ham være, og han var gledet igennem gangene uden tanke. Han havde kun Izriel i hovedet lige nu. Hun fyldte hans verden med lys, som få andre kunne. Hun fik ham til at ønske sig at verden var bedre. Hun fik ham til at glemme sorgen og smerten.. Ihvertfald for nu.

Han kiggede op mod regnen og lod den sile ned over ham. Den føltes kølig mod hans hud, hvor han intet havde følt da han var ankommet. Natten lovede godt for ham.

Izriel skyndte sig ned til sit skab hvor hun havde sine private ejendele. Det var som altid en lettelse at krybe i de stramtsiddende jeans i stedet for denn sterile kitel, der blot fik hende til at falde ind i mængden som alt det andet personale.
Hurtigt lynede hun de høje støvler, trak den figursyede læderjakke på og hev hestehalen ud, så det lange sorte hår fik lov til at falde på plads.
'Isabel Black' hun skævede ned på hendes navneskilt ned magnetstriben og smilede skævt, det havde hun heddet mindst fem gange i løbet af tiden nu, men aldrig mens hun havde været sammen med Helias.
Hurtigt strøg hun skiltet igennem en sliske der lyste grønt, en sygeplejerske stoppede hende lige inden hun nåede døren "I'm sorry doctor, but Michael Smith just called, he's sick, is there any chance you could take his shift?" kvinden stirrede næsten bedende på Izriel som blot rystede på hovedet. "Sorry Monica. I've already worked my ass off this week. I need some sparetime. I have a life you know!"
Teknisk set var det løgn, Izriel arbejdede, jagede, trænede, foråd sig i turkish delight og sov. Hun kendte ikke folk på øen og havde ikke haft behov for det, men idag var anderledes og speciel.

Hurtigt trådte hun ud i den silende regn og fik med det samme øje på Helias, hun kunne ikke stoppe med at smile før hun gik over mod ham og kunne så ikke lade være med at grine lidt. "You know, I really hope that this little place isn't far away!"
Hun strøg det løse hår tilbage da nogle af de forreste totter allerede dryppede af regnvandet og klistrede til hendes ansigt. Hun lagde hovedet på sned og ventede på at han skulle vise vej, skinjakken holdt kun vandet ude midlertidigt

Helias lo stille og viste hende vej. Det lå rundt om hjørnet og lidt nede af gaden. Et anonymt sted hvor folk fik deres kaffe og ordnede deres egne sager i stilhed. Han nød stedet her. havde brugt det flere gange når han skulle slippe sine tanker. Kaffen var godt.

"Just over here!" sagde han til hende og pegede mod skiltet. Dawn's Café var navnet.
Helias stilte sig ved døren som de nåede frem. Han var gennemblødt, da hans tøj ikke havde været særligt tørt i forvejen. Han åbnede for Izriel og lod hende lede indenfor. Det skulle blive godt med noget varmt.

Som de gik ind, tog Helias straks sin frakke af. Den var blevet tung af regnen og hans lange sorte hår hang til hans ansigt og dryppede ned af ham. Han lignede en våd hund som hans stod der. En ældgammel, farlig våd hund. Han sukkede let og viste vej til et bord ved væggen. Han brød sig ikke om at sidde med ryggen mod rummet.

Izriel trådte indenfor på cafeen, hun havde aldrig været der før, på trods af at det lå så uendeligt tæt på hospitalet. Det sagde nok i virkeligheden mest om hendes sociale liv, det var mere eller mindre ikke-eksisterende, de eneste hun rigtigt havde set inden for det sidste halve år var det menneske hun var blevet bundet til. Colt.
Hun rystede tanken af sig, den gjorde hende i dårligt humør, så udsat som det pigebarn var havde hun ikke mange år tilbage.

Roligt trak hun jakken af og hang den over en stoleryg inden hun satte sig og vred det lange sorte hår, så der dannede sig en lille pøl på det hvide flisegulv. Den hvide tanktop hun havde på klistrede til huden og var halvt om halvt blevet gennemsigtig de steder regnen havde fået ram på hende, det så dog ikke ud til at røre hende.

En ung halvkikset fyr kom ned til dem og tog deres bestilling hvorefter han tussede op til disken og gav sig i færd med kaffen.
"Are you here often?" Spurgte hun så og lænede sig indover bordet, der var rungende stille i cafeen af samme årsag snakkede hun ikke så højt, hun brød sig ikke rigtigt om at blive bemærket

"I come here from time to time.. When I need to clear my thoughts.." svarede han stille. Han lænede ryggen mod muren go tog en dyb indånding. Smerten i hans skulder dunkede lidt inden han fik den under kontrol.

"What about you? Do you do anything except saving the lives of others?" spurge han blidt, imens han smilede varmt til hende. Han lod øjnene glide over hende igen, tog hende ind i hans hukommelse. Endnu et minde til at holde de andre nede.

Fyren kom ned med deres kaffe og Helias betalte den. Han undgik, som altid, at kigge op imens han gjorde det. Han havde ingen lyst til at se fyren skælve og bæve. Ikke nu. Ikke når han havde det så godt.