When the blood flows ~ Åbent

Det er lidt efter midnat på den første dag i april. Der er en smule køligt, og månen er fremme som en lygte på himlen. Små stjerner titter frem bag tynde skyer, og får træer, gitre og spir til at sende lange skygger. Hun befinder sig foran en mur med et smedejernsgitter, til et af de dyre godser i la Sunisha. Gaden er tom, bortset fra den spinkle elverpige i silkepyjamas.
MULIG INSPIRERENDE MUSIK?
______________________________

Eilleen stod der bare et stykke tid, imens hun betragtede hver eneste mursten i muren, hver eneste afskallede flage af maling på gitteret, hvert eneste, sort, tomt vindue i godset. Hendes kraftigt blå øjne havde en udefinerbar glød i måneskinnet, og hendes hoved var lagt let på skrå. Hendes hænder var stukket ned i lommerne på hendes ferskenfarvede silkepyjamas. Hun vippede svagt med sine fødder, som om hun havde en melodi i hovedet, der kun var der for hendes skyld.

Selvom hun ikke var klædt særligt hensigtsmæssigt, hun havde ikke engang sko på, så havde hun været ude i mindst et par timer. Hendes næse og kinder rødmede, og hendes år var blevet uglet af vinden. Men det var præcist sådan hun kunne lide det. Hun følte sig meget levende på den måde.

Dengang er ikke havde fandtes komplicerede alarmer og elektroniske låse, havde Eilleen været noget af en erfaren listetyv. Hende og hendes brother in crime, altid de to der kravlede på tage, hang i vindueskarme. Ingen af dem havde egentligt haft brug for pengene, så de havde aldrig taget noget af overdreven værdi. De havde altid stjålet fra dem der kunne klare at overleve uden en guldskulptur eller et smykkeskrin dekoreret med krystaller. De havde simpelthen bare nydt ruset ved at gøre noget... ulovligt. Noget farligt. Hun smilede sørgmodigt.

That time is gone. Everything changes. Nothing is eternal. No life, no elf.

Hun stod og vippede på tæerne imens hun bedømte murens højde. Hun havde været en alt for god pige på det seneste. Hun havde ernæret sig på en ganske hæderlig måde. Som maler. Hun nød det, det var ikke alt for seriøst og kedeligt, men... det var ikke det samme som at danse ballet på kæmpe scener i Europa.

Uden at interesseret sig for hvem der boede i det kæmpemæssige hus, hvilke alarmer der var slået til, hvilke ting der var hun egentligt kunne stjæle, sprang hun op på muren. Hun lignede en kat imens hun sad der og bandt det lange hår op i en knold i nakken. Månen reflekterede sig i hendes silkepyjamas, imens hun gled ned af muren som en reptil.

Vingeslag. Englens hjerte, der på én og samme tid bankede melodisk og blev opildnet af adreanalin.
Det var sjældent at Birdy udfoldede sine vinger, men ankomsten til et nyt sted havde givet hende en fremmed trang til at folde sine vinger ud og lade dem bære hende afsted over det ukendte land.
Trangen havde ramt hende allerede fra morgenstunden. Hun var stået op, havde forladt sin hoveddør, og den friske brise havde ramt hendes ansigt og mindet hende om noget, der lå hendes art så instinktivt, men endnu var så uudforsket for hende selv; at flyve.

Men nu var hun her. Hun var fløjet fra bredden af Weclare tidligere på aftenen, og havde ladet sine vinger bære hende over havet og til dér, hvor bygningerne allerede lå mørke og sovende hen.
Det var som om den tunge lyd af vinden der blev skubbet væk under hendes vinger, pumpede en ny bølge af adreanalin over hende for hvert vingeslag.

Hun havde fløjet højt et langt stykke vej, men var så småt blevet udmattet. Nu lod hun dovent sine vinger føre hende hen over store bygninger og godse på La Sunisha, mens hun grådigt indåndede den friske natteluft.

Birdy havde været uopmærksom. Hun ville for intet i verden opdages mens hun fløj der, med sine store, hvide vinger til frit skue. Alligevel havde hun ikke set skikkelsen på jorden, der havde fulgtes muren til det gods hun fløj imod.
Først da den mørke skikkelse med ét sprang op på muren, fangede den hendes blik.
Et forskrækket gisp undslap hendes læber, og Birdy trak sine vinger tæt ind til kroppen, hvilket resulterede i at hun styrtede mod jorden i rekord-fart.
Hun sigtede efter et par træer ikke langt fra godsets mur, der ville skjule hende.

Få sekunder inden hun ville have styrtet hovedkuls ind i et træ, foldede hun atter sine vinger ud, og formåede at lande - meget tumult - mellem de træer hun havde sigtet efter. Det var ikke kun flyvning, der var et uudforsket emne for englen; landninger som denne havde hun aldrig før givet sig i kast med.
Der var ingen tvivl om at den fremmede skikkelse havde hørt hende. Hun stod fuldstændigt stille, håbede blot at den fremmede havde været uopmærksom og opfattet hende som en fugl der var styrtet.

Eilleen var kun lige kommet ned på den anden side af muren - den ulovlige side - da en knasende lyd fik hende til at stivne. Hun stod stivnet bag muren i lang tid. Hendes hjerte bankede som en fugls, imens hun dirrede en smule. Som et rådyr foran et par billygter. Men siden ingen kom ud af godset, og der stadig ikke var lys i nogen af vinduerne, tog hun sig sammen. Men nu var det ikke sjovt længere. Hun vendte sig hurtigt om, bukkede i knæene og sprang tilbage op på muren. Hun sad der et øjeblik for at finde ud af hvad det var der havde larmet sådan, inden hun hoppede ned på vejen igen. Hun sukkede lettet og strammede knolden en smule. Hun fik en kraftig lyst til at grine.

Hendes blå øjne var lynende nærværende, og hun anstrengte sin hørelse. Heldigt at hendes sanser var så stærke i forvejen.

I starten kunne hun ikke høre andet end natten - vinden i bladende, natsværmere og andre insekter. Men lyden af bladende der raslede var alt for tydelig til at det kun kunne være vinden der var skyld i den. Der var både knækkede grene og en lille bunke af blade der var blevet revet af. Eilleen undertrykte et grotesk smil. Havde det været en fugl? En meget stor fugl? Eller var det en fuld mand?

Eilleens ben var kun lige stoppet med at ryste, da hun langsomt gik hen til træerne. Hendes bare tæer blevet en smule hudafskrabede, men hun tog sig ikke af det. Hun rettede på på det sorte hår der hang ned i øjnene på hende.

Hun var ikke helt derhenne, da hun kunne se en skikkelse. En lyshåret kvinde med... Eilleen lagde hovedet på skrå. Var hun gået ind i træet eller hvad? Var hun fuld eller...

Eilleen stod der bare, imens hun betragtede kvinden. Hun smilede ikke, og hun havde en rynke imellem sine øjenbryn. "Excuse me?" Hendes stemme brød den intense stilhed, med hendes eksotiske accent.

Birdy's hjerte hamrede. Det piskede så hårdt i brystet på hende, at hun næsten var sikker på, at hvis ikke hendes lille stunt havde afsløret hendes position, så ville den øredøvende lyd af hendes hjerteslag afsløre hende. Guld-korset om hendes hals blev hastigt ført op og ned af hendes overfladiske vejrtrækning.

Hun holdt vejret. Anstrengte sig til en grad hvor det næsten gjorde ondt, for ikke at virre med vingerne. Hun overvejede nøje om hun skulle trække dem til sig så hurtigt så muligt. Det ville ikke nytte noget. Smerten det ville medføre, ville gøre det umuligt for hende at holde sig stille. Desuden ville hun arbejde sig ud i et yderligere forklaringsproblem, hvis hun blev opdaget.. Udenover hendes stramme, sorte jeans, havde hun en løstsiddende sweater, der på en meget kejtet vis havde huller og remmer, der gjorde plads til hendes vinger.

Og det virkede til at skikkelsen bevægede sig nærmere. Og nærmere. Englen kiggede sig panisk omkring, men træerne var for små og få til at hun kunne flygte derfra.
Netop som hun havde besluttet sig for sin flugtplan og begyndte at brede sine vinger ud for at tage det første vingeslag og flyve væk, havde skikkelsen bevæget sig frem og stod nu lige foran hende.

Birdy's normalt så dovne øjne var nu vidt opspærrede mens hun varsomt betragtede omridset af den smukke kvindes ansigt i skæret fra stjernerne på himlen.
Hendes vinger faldt ned og lagde sig tæt sammen på hendes ryg, som om hun forsøgte at skjule de store vinger bag sin spinkle silhouette.
Som hun stod dér og sank så langt sammen som muligt, lignede hun nærmest en såret fugl, der var blevet trængt op i et hjørne af en sulten ræv.

Så skete det uungåelige, men alligevel værst tænkelige der kunne ske; den smukke kvinde talte. Indtil det øjeblik havde Birdy holdt fast på håbet om at kunne... Kunne hvad? Gå i ét med jorden? - I hvert fald var det ikke en mulighed længere.

Birdy havde aldrig før stået i denne situation; hun havde aldrig skulle forklare sine vinger til nogen. Hendes stemme var spinkel og næsten grådkvalt, da hun svarede, og hendes øjne flakkede konstant til steder og flugtmuligheder bag skikkelsen foran hende.
"Good evening miss.."

Det virkede måske som et forsøg på at komme med et komisk indskud, men sådanne lå ikke til Birdy's natur. Hun afventede ganske enkelt at den stjernebelyste, silkeklædte kvinde foran hende skulle bestemme retningen af situationen.

Izriel havde lige fået fri fra hospitalet da hun trådte ud fra den store bygning og ud i den friske natteluft, der slog imod hende og mindede hende endnu engang om foråret der var på vej. I en rolig bevægelse trak hun den solide læderjakke over skuldrene og satte sig ind i den sorte mustang der førte hende hjem til La Sunisha, i løbet af en halv times tid, hvorfra hun stod ud og kiggede sig omkring.
En velkendt flagrende lyd fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at vende ansigtet op imod himlen hvor hun fik øje på Birdy der strøg over nattehimlen. For mennesker der ikke vidste hvad de så eller hvad de skulle kigge efter kunne det måske have været en stor fugl, men ikke for det trænede øje.

"Oh my god, she's actually serious about this?"

Izriel overvejede kort bare at gå op i lejligheden, men besluttede at det nok var bedst at lære englen en ting eller to.
Hurtigt trak hun læderjakken af og smed den ind i bilen hvorefter hun satte i løb efter den hvide engel, hvis hun skulle til at flyve efter hende måtte hun vente til at slå sine egne store sorte vinger ud til hun var et sted hvor chancerne for at blive set var minimale, men det viste sig hurtigt ikke at blive nødvendigt, for den hvide skikkelse dalede drastisk lige i nærheden og gav en knasen fra sig som hun landede.
Lyden fik den sorthårede kvinde til at skære en grimasse, umiddelbart lød det ikke som den mest komfortable landing, men det ville ligeledes betyde at Izriel vidste hvor hun havde hende når hun først fik fat i hende.

Få hundrede meter fra hvor Birdy landede stoppede Izriel op og gispede let efter vejret i små forpustede stød, hun var virkelig nødt til at skære ned på sit forbrug af sukker og begynde at træne mere hyppigt, hun havde også været lige lovligt doven efter sin nedtur oven på Wicked.
Så begyndte hun at gå imod englens landingssted hvor et andet væsen allerede havde fundet kvinden. Synet fik næsten Izriel til at tabe kæben, stod hun der og flagrede - med sine vinger fremme?
Mest af alt havde Izriel lyst til at give op og gå hjem, men det kunne lige så godt være en sulten varulv som stod foran hende, eller et menneske hvilket ville betyde at der ville være fri klapjagt på den lille engel efterfølgende og det ville måske være i overkanten fordi man havde lavet en dumdristig handling.

"Hey Eliza, what are you doing?"

Den mørke bløde kvindestemme skar igennem natten og ramlede imod de to kvinder hvorefter Izriel trådte op ved siden af Birdy med et smågnavent udtryk, så hun sendte et lille smil og et kort anderkendende nik til Eilleen men vendte så de kølige blå øjne imod den anden engel.

"What is this? Kim uses four hours with specieleffects for making your photo right, and you just run off? What is this to you? You could ruin your career being disrespectfull like this!"

Startede hun og tsk'ede lidt for sig selv, hvorefter hun meget forsigtigt tog fat i englens ene vinge og kiggede nærmere på den.

"You'r lucky that it didn't rip itself off, then we would have to start all over!"

Eilleens blå øjne fik en underlig, flydende nuance, og rynken imellem hendes øjenbryn forsvandt. Det stakkels væsen, hun lød som om hun var ved at dø af skræk! Og hun så ikke ud som om hun havde det helt okay. Eilleen trådte straks frem, nu med et bekymret ansigtsudtryk. "Are you okay? What happened?" Og så tonede hendes stemme langsomt ud, og hun stod stille.

Hun stod bare og stirrede på de store, hvide, fjerede... tingester bag kvinden der lige var... ja, hvad var det der var sket? Hun var helt sikkert ikke gået ind i træet, det var en meget anden form for lyd. Der gik meget lang tid før tingene gik op for Eilleen. Hun måtte være både meget overrasket og træt, siden hendes hjerne arbejdede så langsomt i aften. Men det gik endeligt op for hende at de underlige ting hang fast på kvindens ryg. Hun havde først regnet det ud, da der dukkede en ny person op.

Da den anden kvinde begyndte at tale, lukkede Eilleens ansigt sig langsomt. Hendes øjne blev smalle, og hendes læber blev stramme. Hun havde været helt sikker på at hendes øjne havde spillet hende et pus, da hun havde set pigens kæmpestore vinger, og nu hvor den her kvinde kom og gav hende en undskyldning for at se sådan ud... "Seriously." sagde hun meget langsomt, uden at vente til den mørkhårede kvinde havde talt færdigt. Eilleen var en gammel elver. Hun havde da set engle før. Hun havde endda datet en for små tre årtier siden. "Will you please stop making a fool out of yourselves??" Hendes stemme voksede, og det bekymrede var væk for længst.

"What would you have done if I were a human, huh? A vampire, perhaps, a hungry one." Eilleen stod og talte som om hun var en lære der var i gang med at irettesætte to frække elever. "I can imagine you want to use such lovely wings, but do it a little more discrete next time, please." Hun så på den mørkhårede kvinde som om det var hendes skyld, siden hun prøvede at rede situationen ved at finde på en røverhistorie der kunne rede pigen. Eilleen satte hænderne i siden og så på dem begge to, som om de fortjente at give hende en forklaring. En god en.

Birdy fór sammen. Hvis det overhovedet var muligt, galloperede hendes hjerte endnu hurtigere afsted, da en fremmed, blød kvindestemme kom fra et ubestemmeligt sted i mørket. Den unge engel var overordentligt forvirret. Hele hendes ansigt lå i en dybt bekymret mine og hendes lyse øjne stirrede fortabt fra den ene fremmede til den anden, da først kvinden med de kølige, blå øjne trådte frem og begyndte at tale og røre ved hendes vinger.

Den nytilkomne kvinde var skyld i den største forvirring; hvorfor prøvede hun at beskytte Birdy's hemmelighed? Hvem var hun? - Birdy var overordentligt taknemmelig for forsøget og hendes hjerne arbejdede allerede på højtryk for at finde et passende svar der kunne forstærke historien, men hendes tankestrøm blev konstant modarbejdet af de kritiske spørgsmål.
Hvad i alverden var en fremmeds motiv for at komme og hjælpe hende ud af sin nød? Og dette måtte jo om noget betyde at den nytilkomne også var pinligt klar over at vingerne var ægte..

Men Birdy noget end ikke at komme igennem den ene tankestrøm, før der blev skubbet gang i en ny. Den silkeklædte kvinde vidste tydeligtvis også at vingerne var ægte, men der var noget andet ved hendes ord der bekymrede Birdy.
Dette var bestemt ikke tidspunktet at spørge på, men alligevel kunne hun ikke undgå at bide mærke i hvordan idéen om at den smukke kvinde skulle være en menneske blev affejet. Hvad i alverden var hun så?! Og hvad mere var - hvorfor snakkede hun om vampyrer? For øjeblikket valgte Birdy fejlagtigt at antage at det var en af disse sarkastiske bemærkninger som mennesker gjorde sig så meget i, men som englen på ingen måde forstod idéen med.

Nu kom det så til det endegyldige spørgsmål: Hvad skulle hun i grunden sige i denne situation?
Hendes ansigt var tydeligt målløs, og hendes blik flakkede fra den ene kvinde til den anden. Hun vidste at det var fejt, men hendes største håb var at den nytilkomne havde et svar til den silkeklædte kvinde. Hun kunne mærke hvordan forventningen over et svar vejede tungt i stilheden, men hun havde intet fornuftigt at sige.

"I... How do you know?!" - det var ikke umiddelbart tydeligt hvilken af de to kvinder hun i grunden talte til, og det var som om spørgsmålet blev spurgt direkte ud i luften og tungt faldt til jorden.

Den sorthårede engel gav langsomt og forsigtigt slip i den fine hvide vinge af Birdys, for at virke mindre dominerende og få hele handlingen til at fremstå mindre voldsom. Samtidig ville hun forsikre englen om, at hun kunne være tryg ved Izriel, det var desværre de færreste fremmede der gjorde det, selv Colt, hvis liv Izriel var bundet til at beskytte var ikke tryg ved hende.

Som elverens ansigt antog en væsentligt strammere attitude vendte den sorthårede kvinde blot de kølige øjne imod hende med et stikkende blik, Izriel kunne takket være sine evner indgyde frygt hos folk, men havde for Birdys skyld dæmmet helt ned for hendes evner, da de havde forskellig indflydelse på forskellige racer og englen umiddelbart ikke virkede særligt henrygt over situationen. Ved hjælp af den ganske simple udelukkelsesmetode at Eilleen kendte til det overnaturlige og hun havde en sjæl efterlod kun to muligheder til hendes race, varulv eller elver, måske en jæger men sandsynligheden var lille og med hendes naturlige ynde var det let at hælde til elverteorien.

"Would you please stop being a bitch?"

Englens ord var rolige og monotome, der skulle lidt mere end en enkelt elver til at sætte en skræk i livet på Izriel og desuden var Eilleens attitude umådeligt provokerede, hvilket bare gjorde englen endnu mere irriteret over at have rendt efter Birdy som en idiot, havde elveren nu været fornuftig og startet med at tale pænt kunne de nok have fundet ud af det.

"Just because some of us arn't busy showing off our real identity, dosn't mean that you have to get intrigant about it!"

Englen tog et lille skridt væk fra Birdy der efterhånden så helt fortabt ud, et sted kunne hun ikke lade være med at have lidt ondt af hende, hun måtte være ung, men det var så let at sige for en som Izriel, hun var en af de ældste engle hun havde stødt på efterhånden, måske med undtagelse af Helias.

"And if you were a human you wouldn't do much more than belive my little stunt. And if you were a vampire, you would be sorry!"

Izriel afsluttede sin sætning med et lille skævt smil og vendte så ansigtet imod Birdy, den stakkels kvinde der lignede hun havde tabt sine arme eller det der var værre, et øjeblik kunne hun ikke rigtigt blive enig med sig selv om det ville være klogest at give hende en lang forlæsning, eller vendte med det til trækrammeren var væk, men besluttede sig hurtigt for det sidste.

"We are in the same boat you and I.. well almost nontheless!"

Eilleen lignede stadig en lille tordensky, men noget af det gik af da den blonde engels tynde stemme gik igennem til hende. Hun vendte blikket tilbage til hende, og sendte hende et langsomt, blidt smil. Der var noget dybt i hendes øjne, et minde måske.

It seems like the most young angels are completely helpless - and adorable. tænkte hun for sig selv, imens hun betragtede englepigen som om hun var hendes lillesøster. They almost scream for help, don't they?

Hendes blik blev revet tilbage til den tilsyneladende ældre engel, da hun talte. Først så Eilleen ud som om hun ville springe i luften, fordi hun blev talt sådan til. Men så gik luften af hende, som en ballon, og et svagt, langsomt smil kom tilbage. Hun løftede hænderne langsomt hænderne for at stryge hendes hår tilbage. To ørespiser stak gennem det mørke hår, inden det igen faldt ned over hendes silkepyjamas.

Hun svarede ikke den mørkhårede engel, men rettede opmærksomheden tilbage imod den blonde. "Are you alright? You weren't hurt, were you?"



// Undskyld det tager så meget tid, men jeg har travlt her i helligdagene :)

Birdy's øjne flakkede stadig mellem de to, som ordende blev udvekslet.
Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle fortolke de to kvinders vidt forskellige forsøg på at vise venlighed over for hende, mest af alt fordi hun ikke kendte nogen af dem. Desuden virkede det som om der var noget unævnt mellem de to fremmede kvinder - de uvenlige toner, snakken om ens "ægte identitet" og.. at Birdy og den mørkhårede kvinde var i samme båd?

Det var ikke fordi Birdy havde svært ved at kæde alt dette sammen og finde betydningen af ordende, selvom der på intet tidspunkt var blevet sagt I am an angel eller I am not human. Hun fandt det bare fuldstændigt umuligt at tro på. Og dog - kvinden der havde stopped hende i lufthavnen da hun var ankommet til øen havde helt tydeligt sagt at Birdy ikke var den eneste engel.

Længe stod Birdy og kiggede indgående på den mørkhårede kvinde, mens de to talte. Forundringen var tydelig i hendes ansigt. Til sidst var det som om hun ganske let nikkede for sig selv. Som om hun valgte at acceptere hvad den mørkhårede engel havde sagt, i hvert fald for nu.
Hun vendte sig kun tidsnok mod den anden kvinde til at se de spidse ører blive gemt under håret igen.

Da den unge engel endelig snakkede gjorde hun det blev stor omhu, som om hun overvejede hvert ord. Hendes spinkle stemme havde taget en smule til i styrke og hendes blik var rettet mod det sted i kvindens hår, hvor hendes ører for et øjeblik siden havde været synlige.
Hun nikkede let til elveren, for at forsikre hende om at hun var okay, men besvarede hendes spørgsmål med et nyt: "What exactly.. Are you, then?"

Så vendte hendes blik for en stund tilbage til den mørkhårede engel, i noget der lignede et håb om at hun kunne svare på spørgsmålet, hvis kvinden i silkepyjamasen ikke gjorde det.

Izriels kølige blå blik hang bestemt omkring elveren, på trods af deres raceforskel havde de et påfaldede ens udseende, i hvert fald hvis man tog det sorte hår og de blå øjne i betragtning. I en mere eller mindre ubevidst bevægelse fejede hun en lok af det lange hår tilbage og smilede så diskret for sig selv, som elveren besluttede at holde mund og stoppe skænderiet inden det udviklede sig yderligere.
Med et lille suk lagde hun roligt armene over kors og lagde så selvsikkert vægten over på det ene ben. Kulden var efterhånden begyndt at bide sig fast på hende, eftersom hun havde været et geni og smide sin jakke i et forsøg på at nå Birdy inden nogen anden gjorde det, og af samme grund nu stod i et par stramme jeans og en tanktop.

Da Eilleen bekendte kulør ved at vise de spidse ører gav den sorthårede engel blot et kort nik fra sig og vendte så imod Birdy der tydeligvis ikke rigtigt vidste hvad hun skulle tro. Izriel grinede kort og lagde så hovedet en kende på sned imod den blonde pige.

"She's an elf. And I'm an angel just like yourself!"

Hun vippede kort utålmodigt på skuldrene, ikke at have vingerne slået ud var at sammenligne med at have en myose i ryggen der gnavede, eller have en rokketand man mest af alt havde lyst til at flå ud, men undlod grundet smerten. Selvom hun havde overvejet at slå vingerne ud for Birdys skyld undlod hun det, for det første ville det være besværligt at skulle folde dem ind og ud gentagende gange og for det andet kunne der komme mennesker forbi hvert øjeblik, hvilket af samme grund resulterede i at hun småutålmodigt trippede med den ene høje hæl grundet Birdys store åbenlyse vinger.

Da englepigen spurgte hvad hun var, så Eilleen et par øjeblikke på hende, imens hun smilede sit svage, langsomme smil. Hun undertrykte et how young are you, really? og bed sig i læben. Havde hun ikke set hendes ører, eller var hun bare en meget, meget ung og uerfaren engel? Selvom de ikke skreg deres budskab lige så højt som pigens vinger, så bar de et ret tydeligt budskab.

"She's right. I am what you people call an elf. Definitely." Hun sagde det som om det blev mere sandt af at hun gentog det og bekræftede det. Men hvis man viste hvad man skulle se efter, var elvere altid nogen af de mest genkendelige individer. De var altid meget... atletiske, selvom ordet ikke var helt rammende. Engle var selvfølgelig også nemme at kende, så længe de havde deres vinger ude. Forvandlede varulve var heller ikke svære at kende. Eller forvandlede dæmoner. Eller når vampyrer blottede deres tænder...

Hun lagde armene over kors, og silken hvislede. Hun så fra den ene engel til den anden. "If you are okay sweety, and this heavenly creature are guarding you, I'll take my leave." Det var ikke til at sige om hun mente heavenly som et kompliment eller et bandeord. Hendes tonefald sagde det ene, hendes øjne det andet.

Hvis sandheden skulle frem, var Eilleen ikke helt godt tilpas imellem de to engle. Izriel var gammel, og de to lignede hinanden meget. Ikke kun udseendet, var Eilleen bange for. Og barnets vinger gjorde hende nervøs. Selvfølgelig var hun heller ikke helt uberørt af at hun havde været lige ved at bryde ind på privat grund, da de to var bumpet ind i hende.

"Oh.." sagde Birdy stille. Hun var klar over at hun tydeligtvis burde vide hvad en elver var; men det gjorde hun ikke.
"But you see, as you might have guessed by now, I am new around here." begyndte hun forsigtigt. Hendes blik gik fra den ene kvinde til den anden, stadig ubeslutsom omkring sin holdning til nogen af dem og deres holdning til hinanden.
"I grew up amongst.. humans?"
Denne gang lød hun næsten spørgende, som om hun var usikker på hvilken term hun nu skulle bruge omkring sine forældre og nærmeste, efter at så mange nye racer var lagt på bordet inden for så kort tid. "And so I'm I afraid I have only really heard about all of these things in fabels." forsøgte hun at forklare. Hun følte næsten at hun skulle undskylde for sin uvidenhed. Ikke mindst fordi at hun ikke var klar over at andre racer havde et langt højere kendskab til hendes egen race, og at hun derfor havde afsløret sig selv hurtigere end hun havde troet var muligt.

"I am still adapting to all of this." mumlede hun lavmeldt, da stilheden igen faldt. Så talte elveren igen. Denne gang så den unge engel næsten helt perpleks ud.
"I uh.. Of course I wouldn't want to keep you."
Hun anede ikke hvad hun skulle sige til denne fremmede. Takke hende for hendes venlighed? Bede hende om ikke at nævnte hændelsen til nogen - men så igen, hvem skulle hun nævne det overfor?
Hun så næsten undskyldende på elveren.

Jo længere tid hun stod med sine vinger viftende, jo mere akavet fandt hun dem. Hun ønskede brændende at trække dem til sig, men hendes krop var langt fra vant til smerten det medførte. Hun forsøgte at krympe sig så meget så muligt, trække vingerne til sig så meget som hendes krop fysisk tillod.. Men lige meget hjalp det. Hun følte stadig at elefanten i rummet voksede som hun stod der og baskede med sine vinger til frit skue.

Izriels ansigtsudtryk krængede sig til et dybt udfordrende grin imod elveren, inden hun lod blikket synke ned for at holde sig i skindet. Hendes jagtinstinkt efter mange år med at finde og aflive kræ der ikke burde gå på overfladen sad alligevel dybt nok i hende, til at en provokation kunne frembringe det, som havde man pustet til en uforudsigelig glød.
Det var dog nok bedst at elveren havde valgt at være fornuftig og i stedet for at prikke til bjørnen i bur, valgte at ignorere den og vende opmærksomheden imod noget mere spændende, eller for den sags skyld opdagede fareelementet og valgte at gå inden det blev for risikabelt.

Så vendte hun øjnene imod Birdy igen, denne gang havde hendes ansigt fortrukket sig til den neutrale kølige udstråling hun som regel havde hvis hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle stillle op med situationen og rømmede sig så kort, inden hun gav sig til at vippe utålmodigt på fødderne, hvilket afgav en konstant klikken fra de høje hæle.

"Don't worry. Most angles have human parents. It's very normal to be new to everything, there are just some things you really need to know. Just to take an example, if a human see your wings, every hunter and 'supernatural' creature have the right to kill you!"

Hun trak kort på skuldrene og gav så et suk fra sig, som elveren skulle til at tage sin afsked, denne gang fremtvang hun et lille smil imod det spidsørede væsen foran dem og fugtede så læberne, det var efterhånden også på tide at hun kom ind i varmen, det var ikke ligefrem fordi det var sommer endnu.

"I didn't get your name, but if you want a cup of tea and a couple of fifs, you are welcome at my place, I live just around the corner. You really look like one who might need it!"

Eillen lyttede til den lille engelsk stemme, næsten som et dyr der vipper ørerne efter lyden. Hun stak hænderne i lommerne, og løftede skuldrene en smule. Hun så let overrasket på den mørkhårede engel, med det ene øjenbryn let løftet. Var det normalt for engle at have menneskeforældre? Det måtte være underligt. Fandt de en dag ud af at de kunne slå deres smukke, hvide vinger ud og flyve væk hvis de ville? Det måtte da være meget foruroligende. Hun mindede sig selv om at hun blev nød til at lave noget research på engle. De lød... interessante.

"The most fables are true. When it's about elves - I guess." Hun kunne ikke lige huske noget hun havde læst om elvere, der ikke passede. "We have pointy ears, we do like nature. And we are beautiful catlike creatures which can be unpredictable and delicate." Men det var selvfølgelig meget afhængigt af den enkelte elver. Eilleen og hendes mor var... meget forskellige. "But not angels? You aren't created in a ray of light from above or what?" Hun så ud til at have glemt hvad som helst om at tage hjem, som hun ellers havde truet med.

Eilleen pegede over sin skulder med en pastelfarvet tommelfinger. Neglelak - sikke en sjov menneskelig opfindelse. De kunne da også godt lide at pynte sig over alt! "I live right over there. You are welcome in, if you should come by," Hun fjernede blikket fra den lille engel og hendes store vinger, der stadig så meget malplacerede og alt for store ud, til den mørkhårede. "You are welcome too miss..." Så rakte hun sin slanke hånde frem imod hende med et pludselig, lidt undvigende, smil. "Sorry, I think it's time to introduce ourselves." Eilleen kunne i hvert fald godt tænke sig at kende deres navne nu. Hun så fra den mørkhårede til den blonde, og så lidt forvirret ud. Så rakte hun den anden hånd frem imod den blonde engel med et smil, som om hun havde løst en krydsogtværs på sidste sværhedsgrad. "Eilleen Park, ancient elf and promising artist here on Deploratus." Hun smilede et bredt, godmodigt Eilleen-smil til dem begge, på skift. "Nice to meet you."

Birdy lo en smule nervøst til den ældre engel. "Yes, I guess I do look like I need it.." mumlede hun og slog meget forsigtigt med vingerne, som for at understrege at hun tydeligtvis allerede havde brudt den første "regel" uden overhovedet at kende til den.
Så skævede hun nervøst til elveren, der da måtte falde ind under kategorien "supernatural being". Gad vide om det så også var en regel at overnaturlige væsner skulle slå hende ihjel? Elveren virkede nu næppe som en der kunne finde på det.
"I guess I should really get these out of the way.. It's just, it's all very new for me. I'm not used to.. using my wings."
Hun kiggede ængsteligt på den mørkhårede engel, i håb om at hun kunne give hende et eller andet fif om hvordan man let og smertefrit kunne håndtere sine vinger.

Så kiggede hun tilbage på elveren.
"Well.. At least I wasn't created by.. a ray of light." sagde hun lidt tøvende. Englen var usikker på måden tiltalte, hvad hun kun kunne gå ud fra var Gud, på. "Which is rather odd, seeing as well.. Oh, never mind"
Birdy stoppede sig selv. I sit hovede var hun ved at citere det første Kolossenserbrev, men englen havde af bitter erfaring lært at ikke alle mennesker interesserede sig for de ting hun var vokset op med som en del af sin hverdag.

Så kiggede hun på elverens pludseligt udstrakte, slanke hånd. Hun smilede genert, og præsenterede sig først for elveren mens hun gav hende hånden, og sendte derefter et blik til den ældre engel.
"It is - it is nice to meet you too, Eilleen. You can call me Birdy.." sagde hun, mens hun lige så stille rystede skuldrende i en manér der hentydede til hendes vinger.
"It is awfully nice of both of you, it really is! I honestly don't know which offer to pick up on.."
Hun kiggede igen genert fra den ene til den anden.

Izriel skævede skiftevis fra den ene til den anden, hun var tydeligvis ret mistænksom over elverens pludselige humørskift. Måske var hun bare ved at blive gammel, sådan at mistænke alt og alle der ikke nødvendigvis var mennesker.

"Well, I really don't expect you to be hollow and charm poor guys for a 100 year long dance!"

Izriel måtte bide sig selv i kinden for ikke at skrige af grin, hun havde hørt rigeligt af eventyr om elvere til at satse på, at over halvdelen ikke var sande, men nu kom hun også fra Europa hvor den slags historier kom fra, det kunne jo være at Eilleen ikke var så oplyst på området.
Til hendes teori om engle måtte hun dog hæve øjenbrynet, inden hun pustede til en hårlok inden hun rømmede sig og rystede på hovedet.

"I have never heard of an angel created in a ray of light, but, I have seen a fair share of angels born normal. Just juke humans!"

Sagde hun så og sendte dem begge et kortvarrigt smil, inden hun skævede til Birdys vinger, englen der sendte hende et mere eller mindre hjælpeløst blik fik hende til at ryste svagt på hovedet og trække på skuldrene.

"I'm sorry, the pain it contains to reveal or hide your wings will always be the same, but in a fair amount of time you'll get use to it, well almost. They will always be annoying as fuck when you keep them hidden!"

Izriel trak selv et par gange på skuldrene, for at indikere at de altså var derinde et sted, eller noget af dem, hun vidste faktisk ikke engang selv hvordan hun formåede at holde fire meter lange vinger gemt uden et blive helt pukkelrygget, men det kunne hun nu engang.
Med et svagt suk trak hun en gammel bon op ad bunden på den ene bukselomme, og fiskede så hurtigt en kuglepen frem fra dens faste sted, i den ene forlokke på de stramme jeans, det var vel sådan en dårlig vane man fik som læge. Hurtigt skrev hun et nummer ned på den blanke side af bonnen og rakte det så til Birdy. Numrene tegnede tydeligvis et tenefonnummer og forsiden afslørrede et ret heftigt indkøb af Turkish delight, hvis man kiggede på den slags.

"Let me ease you choice then Birdy, here's my number if you need anything. I'm tired anyway. And thank you for your offer Eilleen, but I think that it for the best that I go home!"

Så sendte hun for en gangs skyld et oprigtigt smil til de to inden hun rynkede brynene let o og endnu engang fugtede læberne.

"I'm Izriel anyway!"

Mumlede hun så, inden hun nikkede farvel til de to skikkelser og vendte så rundt på hælen for at gå, hun var så småt begyndt at klapre tænder grundet kulden, på trods af at et var forår var vejret ikke ligefrem til at rende rundt i en tynd tanktop.

// Out

(I'm so sorry ladies. Jeg havde lige et kreativt breakdown)