First Blood (Procella - Fortid)

James hævede hånden og hamrede den imod døren igen. Det var ikke helt mørkt endnu, men himlen over dem havde skiftet fra azur- til marineblå. Lejlighedskomplekset havde en ydre gangbro med svungne smedejerns-gelændere, der snoede sig op af bygningens vægge og tillod adgang til lejlighedernes fordøre, der alle vendte imod den store, indkapslede gård.

"Dean? Come on man, open the door!"

Lejligheden inde bag døren fortsatte med at ligge stille hen.

"Maybe he's still at work."

James ryknede panden, som om han ikke helt selv troede på kommentaren og stak hånden i lommen på de rene, sorte jeans, han havde hevet ud af et skab, da de stoppede forbi hans sted. Han fiskede et bundt nøgler frem. Den hullede jakke var blevet erstattet af en tætsiddende t-shirt i en afdæmpet mørkegrøn, med de hvide bogstaver 'Loyola University' henover brystet. En sports-taske med det samme budskab - og fyldt med de få ting han nåede at gribe, på de fem minutter de var i lejligheden - lå i Procella's bil.

James rodede lidt igennem de forskellige nøgler, mens han mumlede i Procella's retning.

"He gave me a spare a couple months ago. Needed me to water his plants while he went to his parents place for a few days."

Han fandt den rigtige nøgle, hævede den til døren og blev gengældt med et tilfredsstillende lille *klik*

"Of course, they all ended up dying on me anyway..."

Fortsatte han mumlende, mere for sig selv end hende, og drejede dørhåndtaget. Døren svingede åben med en knirken og den ramme stank af fordærv, med den underliggende, metalliske lugt af blod - meget blod - strømmede ud imod dem.

Procella havde været stille. Meget stille. Uhyggeligt stille. Der havde ikke været skyggen af humor eller sarkasme eller bidende kommentare fra hende. Kun tavshed. Ikke en eftertænksom tavshed. Ikke den gode slags som i hey-giv-mig-lige-et-øjeblik. Hendes tavshed var ugennemskuelig. Øjnene havde ikke været til at læse. Generelt virkede det som om noget ved jægeren var nærmest imploderet i hotelværelset. Wicks forsøg på kontakt på selve køreturen var blevet mødt af...ingenting. Hendes tavshed havde ikke været afvisende, eller imødekommende. Den havde baret været.

Da døren blev svinget op vejrede hun kort. Hun lignede et rovdyr der havde fået færten af noget kortvarigt undersøgelsesværdigt.

"...So did your friend. That is old blood. Stay out if your gonna puke"

Det blev ikke sagt vredt eller hårdt. Hun havde bare ikke overskud til panik igen. Hendes stemme var flad og rolig.

"Stop touching everything unless you burned your hands"

Hun skuldrede sig roligt forbi ham og vendte sin ene håndflade opad imens så han kunne betragte hvordan blommerne på hendes fingre var fine og glatte. Procella så rundt langs dørkarmen. Hun ville ikke overraskes af "gaver". Derpå trådte hun varsomt ind i lejligheden, skarpt på udkig efter snubletråde eller andre former for fælder til at overraske den uvelkomne gæst. De kunne lige så vel være lavet af en morder som en paranoid beboer, og de var lige dødelige uanset hvem der havde konstrueret dem.

James stod forstenet i døråbningen. Der gik adskillige sekunder, før han virkede til at opfange Procella's kommentar - og endnu længere før han forstod den. De mørke øjne var vidt opspærrede af forvirring - og den ubevidste frygt for hans ven, som hans tanker automatisk afviste og gemte langt væk.

"Blood? That's blood?"

Den tunge lugt af blod fik ham til at svaje på fødderne og han greb ud med hånden og lukkede den om dørkarmen for at holde sig opretstående. De mørke øjne udvidede sig en tand mere over hans egen reaktion og det var tydeligt at han tænkte på første-års medicin-studerende, når de vaklede hen af gangene, efter det første besøg i 'slagteriet'. Det var en logisk cirkel. Blod betød reaktion. En reaktion betød blod.

James rystede på hovedet.

"Can't be. Maybe he just cut himself. Had to go to the ER. He's a total klutz."

Stemmen rystede let, usikkerheden tydelig i hans tøven. Han trak hånden til sig med et ryk, da hun masede sig forbi ham, kastede et blik ned på hendes hånd og trak sig lidt tilbage, så på hende som om hun pludselig var en fuldstændig fremmed.

"Jeez, what are you guys? Some kind of secret service? Burning off finger-prints. I feel like I'm in a really bad novel.."

Frygten fik ordene til at komme i en lind strøm, selvom han sænkede stemmen til en mumlen, der tydeligvis var mere for hans egen skyld end hendes, da hun bevægede sig længere ind i lejligheden. En hånd hævede sig og børstede igennem det blonde hår, før han tog sig sammen og fulgte hende med begyndende irritation over hendes måde at håndtere situationen på.

Den lille gang havde en sidedør, der stod åben ind til et minimalt badeværelse - hvis man nåede så længt. Det meste af gangens gulv var dækket af forskelligt rod; tøj, sko, aviser, bøger, diverse andre af den slags småting, der altid hobede sig op hvis de ikke blev fjernet og sat på plads. Enden af gangen åbnede op i til lokale, der åbenbart havde vindue i retning af solnedgangen. Et dovent lys af orange toner brød mørket og udblødte de skarpe kanter, gav lejligheden et lidt overnaturligt skær.

"Dean? You here man? Come on Dean, this isn't funny!"

James forsøgte at mase sig udenom Procella, tydeligt mere stedkendt med de mest sikre steder at sætte fødderne for ikke at skvatte i rodet.

En arm skød ud og blev hamret mod muren hen over James bryst. Blikket der blev sendt ham var roligt, men med den tilkæmpede tålmodighed man brugte til hysteriske børn.

"Are you gonna let me do my job or not? You dont believe he cut himsef. You see, if he did, he would be home now, after a night in the ER. Then the place would not have the stench of decay.

Procella tog roligt men bestemt fat i James og rullede ham op mod væggen imens hun så på ham med et lille sardonisk smil

"Decay happens imidialty after death. The small stuff. Blood drying, being hard. That just smells more metallic. This is not the smell of metal. Now about the body. There is fresh decay. Happens 3-4 hours into the death cycle. Rigor mortis you should know from tv. the stiffy stuff. We are past that pretty stage now James. We are at the...bloating"

Hun slap ham let og trådte et skridt tilbage, og sikrede sig at han lyttede

"Bloating is the concept where gasses build up in the body. Think. Dean dead. Laying in the scourching hot sun all day. Fluids oozing from mouth, nose, eyes, ears trying to escape their smaller and smaller prison, while his whole body is getting bloated, and in the end tare up, so he is able to play fingerpanting with his spleen. THAT is decay. And THAT is what we smell. Are you gonna go in there and behave like an adult, or do i need to help you outside and get some fresh air now?"

Procella tog fat i det lange hår og snoede det til et stramt reb. Hurtigt lavede hun en knold i nakken, der havde skrabet alt hår tilbage fra ansigtet. Hun puttede hurtigt en kuglepen ned igennem knolden så den blev holdt på plads. Så gled hendes blik spørgende tilbage på James for at se om han havde forstået hvad hun sagde og han havde taget en beslutning

James skubbede irriteret imod armen og så ned på den, som en mand der havde erfaring med slagsmål. De fleste ville give slip på et greb, uden at tænke over det, hvis man lagde nok opmærksomhed på den uønskede kontakt. De mørke øjne gled op og mødte hendes igen, selvom han stadig måtte se ned. Blikket var en stille trussel, en påmindelse om, hvor meget højere, bredere og stærkere han var. En ubevidst udnyttelse, der fortalte både om James loyalitet - og om en fortid der sikkert involverede en eller anden form for mobning, uanset om han havde været målet eller udøveren.

"Don't lecture me. He's my friend. I know what he's li-"

De mørke øjne stirrede fjendtligt ned på hende, da hun afbrød ham for at skubbe ham op imod væggen.

"You don't know-"

James skar tænder af hende, mens fjendtligheden langsomt spredte sig fra hans øjne til hele hans holdning. De mørke øjenbryn trak sig sammen i vrede. Da hun slap ham tog han et skridt henimod hende. Armene hang ned langs hans sider, men musklerne spillede under t-shirtens ærmer og hænderne var knyttede, som om han holdt sig selv tilbage.

"Stop it."

Hvislede han, stemmen nærmest ondskabsfuld, da hun overfaldt ham med de mentale billeder. Hver af hendes sætninger var som et slag i ansigtet, der langsomt tvang ham fra vrede til realisation. Hele hans krop rystede, af frygt eller manglen på afløb for vreden og han sendte hende et billede fuldt af afsky - og sårbarhed. Hun havde såret ham dybere end nogen kniv kunne have gjort med den distancerede beskrivelse.

Det var tydeligt at han var bange for hvad de ville finde i værelset. At han var utroligt tæt på at vende sig og forlade lejligheden. At han sikkert ikke kunne håndtere det. At han stadig nægtede at tro på, at hans ven var død, men inderst inde godt kunne følge hendes logik. At hendes ord havde knækket noget i ham, noget imellem dem.

"I need to know."

Der var alt for mange følelser i den dybe stemme, men en af dem trådte tydeligt frem - beslutsomhed. De mørke øjne distancerede sig fra hende, men han stod afventende, uden at påpege det, og ventede på at hun gik forrest.

Procella trak på skuldrende og vendte ryggen til ham da hun lydløst gik mod lugtens ophav. Hendes underlige sanser gjorde at hun ikke fandt den kvalmende. Ikke endnu. Endnu var der ikke så meget råd at det fik det til at vende sig i hende, som med monsteret. Endnu var de varierende grader af biologisk opløsning spændende.

"You already know James...you just need the visible proof. Enjoy the images. They are probably gonna haunt you forever...after about 10 of them...they become the same...i have buried a lot of friends..."

Mumlede hun stille. Egentlig ikke til ham, mere som kommentar til en ordløs fortsættelse på en tankerække han ikke havde fulgt med i. Hun virkede underlig. I forhold til at hun hele tiden havde været næsten konstant i forsvar eller angreb, var denne ro, ligeglydighed, distance, enormt foruroligende. Eller ville i hvert fald være det på de fleste.

Procella gik stille gennem stuen uden at se på noget omkring sig og trak gardinerne får så ingen uvelkomne blikke ville følge dem. Den svage summen af travle insekter, der havde haft en dag til at æde og lægge æg uforstyrret, gjorde luften ladet af små metalliske gennemsigtige vinger. Noget var brudt i hende. Hun havde gjort noget. Blikket der var til stede, men slet ikke var det, stirrede ud af sprækken i gardinet, ud på himlen hvor en papirtyndskive af orange sol endnu kunne ses i horisonten.

...Micha...what did i do to you...what happened...i failed you...again...im sorry...sorry...

Hun blev nødt til at få pakket den her sag sammen så hun kunne komme hjem

Stuen var lige så rodet som gangen. Udtryk som 'totalt kaos' og 'losseplads' var det umiddelbare indtryk. Stakke af bøger, udprintede papirer, beskidte tallerkner og tomme flasker dækkede hver en overflade. Et hav af papirstakke langs den ene væg skjulte muligvis en sofa. Et bord med en computer var belæsset af noter, skrevet med en håndskrift der var tæt på ulæselig. Et par reoler indeholdt en omfattende samling af magiske parafernalia.

Et af vinduerne stod på vid gab og var kilden til lyset. Tunge gardiner dækkede resten, lukkede omverdenen ude og indhyllede lejligheden i støvet tusmørke.

"Dean.."

James var standset i døråbningen ind til stuen, hans blik fastlåst på det mørkeste hjørne af stuen. Omridset af en skikkelse var lige præcist synligt. Han sad lænet halvt op af væggen, som en forvokset kludedukke, der var blevet kastet til side efter en lidt for voldsom leg.

Dean havde været lille. Det var svært at bedømme præcist, når han sad ned, men ikke højere end 1.70. Spinkelt bygget, med et næsten drenget ansigt. Han var køn, på en dukke-agtig måde, lidt feminin måde. Fuldstændig symmetriske træk, store læber og høje kindben. Håret var mørkt og tjavset, den rodede frisure der var blevet moderne igen. Det faldt ukæmmet ned og indrammede et par lyseblå øjne, der stirrede tomt ud i lokalet. Han mindede mere om en dreng, lige inden teenage-alderen sætter ind og stjæler de runde kinder.

Hans bryst var en blodig masse i en dårlig imitation af den berømte scene fra aliens. Filmudgaven havde været pæn, linjerne rene og behagelige for øjet, når man sad og tyggede popcorn i sig i biografen.

Virkeligheden var grim.

Lugten var mere gennemtrængende inde i stuen. Der var ingen AC installeret og Louisiana-varmen havde ikke været blid imod Dean. Fluerne summede og satte sig på ting der aldrig burde have set dagens lys.

James blege hud var blevet grå. De mørke øjne var indsunkne i ansigtet og hans udtryk så fyldt af rå, ufiltreret smerte, at det var ubehageligt at se på. Han vaklede et skridt og bekræftede at der måtte ligge en sofa skjult under dem, ved at dumpe sig selv ned på den og begrave ansigtet i hænderne.

Procella så udtryksløst på James i sofaen. Lyden havde fået hende til at vende hovedet

"...are you done now? Do you have proof that i know what i am talking about?"

Uden at vente på svar gled hendes blik over kaoset og sugede informationer til sig på ubevidst plan. Hun gik langsomt rundt og puffede til rodet med en støvlesnude. Hun begyndte at samle enkelt-ark op et efter et. Nogen havde taget et kursus i orden i rod. Procella kunne i hvert fald ikke helt se meningen med rodet.

"No trails of blood...or guts...you should be happy. It happent fast it seems...here...take a look at these"

Papirene blev smidt i skøddet på James, imens Procella gik ud i køkkenet. Hun åbnede kosteskabet og fangede den ølbong der væltede ud mod hende. Hun trak den irriteret ud og fiskede de beskidte gummihansker ud af malerspanden. Det var lang tid siden de havde været benyttet.

Procella trak dem på med et smæld af støvet plastik da hun sank på hug foran Dean. Hun lagde hovedet på skrå og trykkede let til et ribben der var spaltet som havde det været et flosset stykke silkepapir

"...what did he do...what did he need...he had a purpose with you...this is not a sloppy job...talk to me Dean..."

Mumlede hun til det døde ansigt. Søgende gled de behandskede fingre rundt langs kanten af bensplinter og kød, før hun lod et par fingre glide ind i hulrummet. Hun håbede lidt at James ville begrave sig i papirene og ikke holde øje med hendes behandling af den døde unge mand.

Såret var uregelmæssigt, højst sandsynligt nærmere forårsaget af rå styrke end et våben. Der var en svag skygge af den grønlige farve fra væggene at se. Et populært gæt, hvis det havde været en gyser-film, ville have været, at en eller anden med overnaturlig styrke, havde gennemboret drengen bagfra. Kraften bag slaget havde været nok til at bøje ribbenene udaf. Hullet var en lille smule til den ene side, for at undgå rygraden. Der var ikke noget spor efter andet end det første slag, ingen mærker efter en der havde gravet rundt i Deans indre organer.

James svarede hende ikke. Det grå ansigt forblev begravet i hænderne mens hun bevægede sig frem og tilbage. Papirerne hun smed landede under hans blik, men der gik flere minutter før han rent faktisk så dem. Da de mørke øjne endelig fokuserede, sænkede han hænderne og begyndte at rode papirerne igennem med rynket pande.

"This doesn't mean anything. Gibberish. Impossible theories. The kind of stuff he always comes up wi-"

Sagde han træt, de få rynker i det glatte ansigt fremhævede af sorgen. Han løftede ansigtet i tide til at fange hende med en hånd halvt inde i Dean's brystkasse, stoppede brat midt i sætningen og lukkede øjnene. Hans vejtrækning blev ustabil et øjeblik, øjnene presset så hårdt sammen at han måtte se stjerner på indersiden af øjenlågene.

"I talked to him before I went to the library. Reminded him about a paper next week. He's really bad at remembering the uni-stuff when he finds some new hype.."

Stemmen var uforstående, halvt i chok, og han blev ved med at ryste svagt på hovedet.

Procella greb fat i skulderen på den døde unge mand og vippede ham forover så hun kunne betragte indgangshullet. Hun sukkede irriteret og satte den døde op igen.

"no offence...but 48 hours ago you would have said that a flesh-golem was impossible too. Try to stay openminded. Dean is dead. Somehow he became more of a bother than you. Why? What made him different? He sold his soul just like you, but for some reason, the demon, or warlock chose to kill him, instead of harvesting"

Procella rejste sig op og skubbede handskerne af

So...if that did not give clues...how about the place...from behind...what was he looking at...

Procella vendte sig med ryggen mod væggen, og gled med spredte ben ind over den døde. Hun hævede sig en smule op på tæer for at se hvad der muligvis havde været Deans sidste syn på virkeligheden før han blev brutalt myrdet

Der gik et lille ryk igennem ham ved hendes ord og de mørke øjne blev spærret op, så anklagende i hendes retning, men faldt så på Dean. Udtrykket forsvandt og blev erstattet af den dybe sorg igen.

"Sure. Openminded."

Stemmen var skræmmende tom. James rystede på hovedet og kiggede sløvt på hende, forsøgte at følge hendes tankegang.

"Activating the golem took a lot of energy. Not to mention linking it to human energy-sources, so it would backtrack to himself. He couldn't have done it alone, unless he's more powerful than I can even imagine."

Sagde han tøvende. Hjulene inde bag de mørke øjne var langsom ved at komme op i fart, som om han havde valget imellem den teoretiske diskussion og at lægge sig til at skrige ovre i hjørnet.

Han holdt blikket stift rettet væk fra det mørke hjørne.

"If the golem was the end in itself, there would be no reason not to collect the complete soul, once it was dead. Why leave the batteries lying in the remote of a tv you don't use?"

Den fulde konsekvens af ordene registrerede først, da han sagde dem højt. Hans mund faldt åben, et mere nærværende udtryk af chok på hans ansigt.

"Fuck. The guys."

James spredte en stime af avis-bunker udover gulvet, da han sprang fra sofaen imod døren.

Procella blinkede lidt overrasket med øjnene da James pludselig sprang op. Det var klart en forbedring men hun ville ønske han havde sat farten ned og forklaret hende hvad han så, som hun overhoved ikke kunne følge med i.

"James! Wait! Oh bloody hell!"

Procella styrtede ud i køkkenet og flåede en flaske med husholdningssprit til sig. Det her kom til at blive frygteligt jabbet. Hun styrtede ind i stuen og overhældte den unge mands krop med væske

"I really hope we dont need any of your crap later...sorry Dean. In Nomine Patri, Et Fili, Et Spiritus Sancti."

Hun spredte hurtigt resten af væsken i en halvcirkel omkring ham så ilden ville fange tøj og papire. Tændstikken flammede op og faldt mod gulvet da jægerens støvler hamrede mod udgangen

"James! Hold on!"

Brølet af flammer der rejste sig tårnhøje bag hende, fik hende til at trække skuldrende beskyttende op imens hun løb, det åbne vindue ville give flammerne alt det ilt den havde brug for. Med lidt held og et par bønner til de højere magter ville lejligheden blive brændt til grunden og fjerne de fleste beviser på freakyness.

James stod ved volvoen nede i gården.

Hele hans krop udstrålede en frygtelig mistanke, der tydeligt stammede fra hans egne deduktioner et øjeblik før. Han skiftede vægten fra ben til ben og blev ved med at se stift ind i bygningens mur - eller muligvis bare i en bestemt retning, og bygningen lå tilfældigvis i vejen. Da hun kom ud af lejligheden hævede han utålmodigt en arm og gjorde tegn til at hun skulle skynde sig, hans ansigt lagt i hårde linjer.

James gled ind på passagersædet inden hun nåede det nederste trin.

"Payton Road, number 8. Take Jefferson Avenue."

Han sad ret op og ned i sædet, kroppen spændt til bristepunktet og de mørke øjne langt væk. Det var umuligt at få kontakt med ham på den korte køretur.

Payton Road var en stille sidegade, tæt ved Loyola University. Små lejlighedskomplekser ragede op på begge sider, med grønne områder indimellem, der gav indtrykket, at campus havde bredt sig og opslugt bygningerne omkring dem. James sad og stirrede ud af sin rude, mens de gled afsted, og spændingen i hans krop var langsomt begyndt at stige, indtil kabinen virkede for lille til dem begge to. Et ryk gik igennem ham, da de gled rundt om et hjørne og nummer 8 blev synlig.

Politi-biler blokerede gården og skrigende neon-gult plastik-bånd var spændt imellem smedejernsportene. To betjente stod vagt og adskillige unge mennesker havde samlet sig og stod på afstand og stirrede nysgerrigt.

James pegede lydløst på en fri parkeringsplads et par biler nede af vejen. Spændingen forlod hans krop med et udbrud og han hamrede hånden ind i instrument-brættet, før han kollapsede fremover. Han lagde panden imod det kølige plastik og hænderne samlede sig om det blonde hår, som om han var nødt til at holde sin hjerne på plads.

"Oh Jesus and fucking Mary..."

Hvæsede Procella lavmælt da hun i slowmotion rullede forbi afspærringtapet med de tydelige *police* i sort mod det gule.

"James...we cant get in there. Whatever happened it is out of my hands. That guy is anyway"

Hun fugtede sine læber. Hendes hals føltes pludselig tør. Var de 6. havde han ikke sagt noget i den retning?

Two down...four to go...but why?! Why go through the trouble of making them giving up their souls if he just...kills them?! It dosnt add up!

"Dude...you gotta start sharing more that now...i have no clue what is going on inside your head...talk to me..."

James rettede sig langsomt. Udtrykket var tomt, som en der lige har fået det mest massive chok i sit liv og endnu ikke helt har opfanget det. Han rettede de mørke øjne over imod porten igen.

"I'm not sure yet. It could be a mistake. Something else could have happened."

Mumlede han dæmpet, for sig selv, selvom hans ansigt vred sig i et udtryk af sorg og frygt der passede dårligt til ordene. To skygger dukkede op i porten og rullede en båre ud til den ventende ambulance. Ligposen på båren var lynet, formen indenunder tydeligt menneskelig.

"Victoria Avenue, 361. It's not too far from here."

De tomme øjne blev ved at stirre ud af passager-ruden, selvom ordene tydeligt var rettet imod Procella.

Great...now im playing a cap...

Hun skævede til James da hun tavst rullede bort fra scenen bag dem. Den klassiske kødrand af mennesker der stod og glanede var forventelig, men den gav hende stadig kvalme. Menneskers afstumpethed og horror-afhængighed var syg.

"Who was that? Name i mean. Tell me about him"

Hun betragtede deres omgivelser imens han fik guided hende i den rigtige retning. Hun var trods alt ikke rigtigt kendt her, udover hvad James ledte hende til. Hun prøvede at få ham til at åbne op og tale. Hvad han talte om var ikke vigtigt. Teknisk set kunne de hav talt om indholdet af kunstgødning. Hun magtede bare ikke han gik i panik...igen igen igen...

Maybe i should just give up...be upfront and give up...

James holdt sit blik låst ud af ruden i sin side af bilen, undtagen når han udpegede retningen for hende. I det tilfælde var det med enstavelses-ord eller en gestus af en hånd. Der var stille et langt øjeblik efter spørgsmålet, langt nok til at man kunne begynde at tvivle på, hvorvidt han havde tænkt sig at svare.

"Sean."

Kom det endelig, ordene lavmælte og tøvende.

"Big guy. Even bigger mouth. Best fullback the Wolfpack's ever had."

Skyggen af et smil kunne svagt anes i tonen.

"Pretends to be stupid as a bucket, but he's got more brains than the rest of the team combined. Always gets massively drunk and gets in a fight with at least three more people than he can handle."

James hævede en hånd og kørte den igennem det blonde hår, smilet en smule mere en end skygge.

"Thinks magic's a hoax, but goes along for the heck of it. He named us the 'Merlin-group'."

Han drejede hovedet og stirrede ned på hænderne i sit skød.

"Got us all pointed wizard-hats as a joke."

Mumlede han, næsten utydeligt. Stemmen var dæmpet, tung af følelser - muligvis tårer - og han vendte ansigtet væk fra hende igen.

Procellas læber krusede sig svagt i et smil

"Merlin huh? Think i would have made good friends with the dude...except for wearing the hats...never would have done that...unless unusually drunk..."

Mulede hun for sig selv og klukkede let. Af en eller anden grund havde hun ufatteligt svært ved at forestille sig James med en spids fehat på det blonde hår.

Tøvende rakte hun ud og klappede hans lår lidt akavet. For trøstens skyld lod hun den hvile der imens hun kørte videre. Det var jo for fanden lidt svært at ligge en arm om ham eller kramme ham imens hun kørte, og hun fornemmede godt at han lidt prøvede at holde fast i sin bad-boy-i-dont-care-attitude.

"so...this next bloke. Who is he?"

Spurgte hun da hun fornemmede på den samlede kropsholdning der udstrålede fra James, at de så småt var ved at nærme sig deres destination

James trak et hvislende åndedrag ind og nikkede, men hvorvidt det var af hendes kommentar, berøringen eller en helt tredje ting, der kun fandtes i hans hoved, var ikke til at sige. Et øjeblik efter lagde hans egen hånd sig imidlertid over hendes og han gav den et let klem som tak. Han rettede sig en smule i sædet, mere tilstedeværende, som om det lille øjeblik havde givet ham en pause.

"Turn right here, about 50 yards up. Michael. I told you a little about him. Real religious, catholic. Huge family. Four sisters, three brothers. He's the oldest. First to go to college in the family. He works at the library in his spare time, ships a check to them every month to save up for his sisters tuition."

De blå-blinkende lys var synlige lige så snart de drejede om hjørnet. James ansigt krøllede sig sammen i en grimasse, men han holdt hovedet oppe og stirrede stift på politi-bilen.

"I guess no one noticed Dean, because the neighbourhood is more private and he's such a recluse. I doubt he even knows the names of the people next door to him. There's a lot more people coming and going around here. They'd notice the smell when they came knocking. Sean and Michael were real popular."

Mumlede han stille, og den sidste sætning gled ubemærket over i datid - den første gang han åbenlyst indrømmede overfor sig selv, at tre af de seks Merlin's højst sandsynligt var døde.

"Lexington, 43. Just continue straight ahead. It's about half a mile."

Han sad i tavshed mens de tilbagelagde den korte distance. Gaden lå uforstyrret hen, da de trak op til et lille hus. De sidste halvtreds meter, da det blev åbenlyst at der ikke holdt noget politi ved kantstenen, begyndte han at mumle for sig selv, svært at tyde over den rumlende motor. Ordene blev først tydelige da hun drejede nøglen og de sad i stilheden et øjeblik.

"Please let us be on time, please let us be on time.."

James åbnede døren, skubbede sig på benene og stirrede på huset et langt øjeblik, før han begyndte at gå henover græsplænen.

En smule overrasket skottede Procella ned til deres hænder da James gav hendes et lille klem. Hendes blik blev en smule forvirret da han ikke flyttede sin hånd efterfølgende. Hun lyttede opmærksomt til hans berretning om Michael.

Way to go god...you really look after your herd huh...wake up you dumb fuck...we are getting killed like roaches downhere...

Procella speedede op og kørte forbi atter et kødmarked af mennesker der så på. Hun var næsten ærgelig da hun måtte liste sin hånd ud under James for at parkere, men der var ikke den store servostyring i volvoen. Hun så kort efter James da han gik op af flisegangen

"That prayer i can agree with...come on...give us something...anything. I am chasing my own tail here"

Sukkede hun og steg ud. Et par løbeskridt indhentede James. Hun vejrede i luften for at fange eventuelle kropsvæsker i den hede nattebrise, der førte en tung duft af sommerblomster på bristepunktet af tyktflydende nektar med sig.

"James...maybe we should go round back. They are going to investigate the deaths. Might not be the brightest idea to go to every crimescene and knock on dead peoples doors?"

Indvendte hun en smule protesterende og prøvede at fange de mørke øjne

James gik henover græsplænen som en, der havde besøgt stedet en milliard gange, holdt barbecues på terrassen og spillet rugby i baghaven. Han kendte stedet og virkede som en der hørte til. Det var højst sandsynligt grunden til, at de mørke øjne så undrende ned på hende et langt øjeblik, en let rynke på hans pande, før han fangede hvad hun mente.

"Yeah. I guess you're right."

Han ændrede svagt retning væk fra fordøren på verandaen og hen imod hjørnet af huset. Et højt, godt vedligeholdt plankeværk stod i vejen, men han rakte ud og skubbede på et af brædderne. En sektion gled tilbage og afslørede sig som en låge uden håndtag. Et lille hængsel holdt den fra at glide udad og plankeværket lænede en smule, så lågen automatisk faldt i bag dem med et lille brag.

Baghaven var indhegnet, ikke særligt stor og bestod mere eller mindre bare af en græsplæne. En høj mur skar haven af og James nikkede hen imod den.

"Living right next to a cemetery fits him. Rob has a really twisted sense of humor."

Han trak på skuldrene og gik op til bagdøren, og åbnede trådnet-døren over selve døren, før han bankede på. Den gled indad under presset fra hans hånd, med en ildevarslende knirken.

James så tilbage på Procella med et ubeskriveligt blik - forventningens frygt for, hvad de ville finde.

Procella skar en grimasse over det lettere tragi-komiske aspekt i at en af de døde drenge fra Merlin-banden boede klods op af en kirkegård. Mennesker...en gang i mellem var det lige før de selv bad om det.

"Yeah...i bet the rent is cheap though...."

Svare hun med et lille suk. Procella lagde en advarende hånd på James underarm og holdt ham tilbage. Hun skubbede nettøren længere op så hun kunne skubbe sig forbi den blonde mand.

Atter vejrede hun i luften. Støv. Mørke. Tekstiler. En svag fært af resterne af den tunsandwich der hade været på en tallerken der hvilede i opvaskemaskinen. En svag duft der prikkede til hendes myrekryb lå underneden. En svagt krydret duft.

"No blood...when did you see him last? It dosnt smell like he has been home?"

Procella krympede sig og så hurtigt bagud på James imens hun stivnede

"I mean...like...no blood. No showersoap...nothing..."

Come on...bring it home...savingtime...

Procella tog hurtigt blikket til sig og gik gennem køkkenet

"Rob? Dude? Are you home?"

Med flammende kinder gik hun søgende ud af køkkenet og ud på den lille gang på den anden side. Fuck. Det var dumt at hun havde talt over sig på den måde. Hvis hun var heldig ville han ikke bide mærke i det.

James lod hende gå først ind, uden at diskutere denne gang. I det hele taget virkede han uvillig til at gå ind i huset, før hun vendte sig tilbage imod ham. Et tilbageholdt åndedrag forlod ham i et halvt eksplosivt gisp. Han nikkede og tog et tøvende skridt henover dørtærsklen.

"Couple of days ago, I think. He doesn't hang out with the rest of us as often."

Noget i stemmen sagde, at Rob ikke var en lige så stor del af gruppen, som Dean, Michael og Sean havde været. Der var en svag modvilje i hans tone, under bekymringen. Han trak på skuldrene.

"He's a bit of a sleaze-ball, but Dean knows .. knew him from somewhere. I think they went to school together, when they were kids."

Han fortsatte lidt hurtigere efter rettelsen og vendte de mørke øjne væk, så rundt i køkkenet for at undgå at møde hendes blik.

Der lød en let raslen fra det første værelse hun nåede til. Et par røde øjne glippede åbne i mørket, omkring lår-højde, før en skygge eksploderede i en ondskabsfuld knurren og kom tonsende imod hende.

Skabningen fløj igennem døråbningen og gav hende mindre end et hjerteslag til at reagere.

Det var ikke en hund. Hunde var ikke på størrelse med en shetlands-pony. Hunde havde heller ikke røde øjne, eller de forvoksede tænder, der så ud som om de tilhørte en haj i den alt for store, misdannede kæbe.

Vigtigst af alt - hunde havde hår, ikke de sygeligt udseende skæl der dækkede det meste af den massive krop.

Det var kun hendes lynsnare reflekser der reddede hende fra at få flået struben ud af den helvedeshund der slyngede sig imod hende. Hun havde ikke tid til at råbe en advarsel, før hun blev tvunget til reaktion. Hun gik kvart i knæ så hun kom en lille smule ind under brystet på dyret, og fik lempet det en håndsbredte længere op. Da hun gik i gulvet med et brag var det med dyret ovenpå sig, og med arme og ben spændt op imod den for at holde den så langt fra sin krop og ansigt.

Procellas øjne flammede op i klar rovdyrgul og hun blottede de alt for skarpe tænder af dyret og brølede arrigt af den. Med opbydelse af sine reserver holdt hun den på armene og det højre ben. Hun knaldede venstre hæl i gulvet, så sølvbladet gled ud af støvlespidsen med en metalisk syngen.

Hendes arme dirrede da hun sparkede op efter den bløde og ubeskyttede bug, og hvislede da hun ikke fik benet vinklet ordenligt så bladet i stedet skrabede nytteløst hen over tapetet. Hun fyldte lungerne med luft, og over sin snerren af helvedesbæstet over hende skreg hun ud i mørket

"JAMES! GET OUT! NOW! SAVE YOUR ASS!"

James stak hovedet ud af køkkenet og så ned af gangen imod hende med et spørgende udtryk, der hurtigt blev til frygt. 'Hunden' snerrede gennemtrængende af Procella og snappede ud efter hendes ansigt med de sylespidse tænder. Kløerne på de fri poter fægtede i luften og trak svidende sår henover hendes ben.

James tog et skridt ud i gangen, tydeligt for at forsøge at finde ud af hvordan han kunne hjælpe, og skabningen flyttede de røde øjne over på ham med et ryk, fokuserede sin opmærksomhed på ham. Poterne faldt væk fra Procella og den trak sig tilbage - kun for at sætte i løb med den samme rasende hastighed ned af gangen imod ham.

"What the.."

Mere nåede han ikke at sige, før hans hjerne indhentede begivenhederne og han prompte vendte sig rundt på hælen og forsvandt tilbage ud i køkkenet. Et øjeblik efter lød der et brag, da bagdøren blev smækket op og i og derefter endnu et fra plankeværket. Et langt øjeblik var der fuldstændigt stille, så nåede den snappende snerren fra 'hunden' ind i gangen, fulgt af den knirkende bagdør og hurtige skridt henover linoleums-gulvet i køkkenet.