Ude godt, hjemme bedst (Procella)

Dato: d. 4 april 2012
Tid: 23:30
Vejr: Vindstille. Masser af stjerner, og en god temperatur i forhold til årstiden.
Sted: Sheria by, nær parken.


Det var en flot aften. Der var få mennesker i gaderne denne onsdag nat, men skulle man tilfældsigvis være en af de få, der gik en natte-tur i parken, ville man tydeligt kunne se stjernerne blinke på den mørke, skyfri himmel. Hvis man fortsatte ud af parkens porte og lige over på den anden side af den normalt så traffikerede vej, ville man komme til en høj blok af lejligheds-komplekser. Det var intet imponerende; fra gaden kunne man se hvordan lejlighedernes vinduer og altaner monotont steg op mod himlen. Facaden var af rødbrune sten, der var ikke meget graffiti at se og de fleste cykler var parkeret pænt væk fra indgangene til opgange.
Det eneste der brød det rolige gadebillede var om muligt, hvis man var typen der bed mærke i sådanne ting, den monstrøse, sorte motorcykel der stod parkeret foran opgang 7B.

Oppe ved den øverste lejlighed stod en mørk skikkelse og fumlede med sine nøgler. Han havde ikke bekymret sig om at tænde lyset i opgangen - mente nu nok at hans nattesyn skulle fungere endnu, trods den truende alder.
I sin ene hånd havde han en stor pose og på ryggen en kæmpe rygsæk, tungere end han selv var.

Endelig fik han låst sig ind og tændt lyset i den ynkelige tag-lejlighed. Belysningen var dæmpet og flakkede let. Han kiggede rundt på sit nye hjem: Køkkenet var ud-dateret, men gangske funktionelt, og det hang sammen med resten af stuen og indgangspartiet. På hans højre hånd var et badeværelse, som han ikke gad kigge nærmere på. Køkken-alrummets bageste væg var prydet af skrå-vinduer, på højre væg var der en lille altan og på venstre væg var døren til det lille soveværelse der hørte sig til lejligheden.

Der var sparsomt møbleret, og udelukkende af slidte møbler som der tydeligtvis ikke var brugt en formue på. Der var intet TV, kun en gammel LP-afspiller stod ved den flaskegrønne sofas side.
Manden i døråbningen tog tasken af og smed den til side, lukkede hoveddøren på klem og gik så mod køkkenet. Der satte han indkøbsposen på køkkenbordet og frem fra den fandt han en papirspose-klædt flaske whiskey. Intet imponerende mærke - blot hvad han lige havde haft råd til.

Jo - Jack var i sandelighed tilbage på Sheria igen. I hans fravær havde tydeligtvis fået en del sol, da hans kulør var ualmindeligt brun for det Canadiske klima. Ikke desto mindre var hans ansigt vejrbidt, hans hår lidt længere end normalt, og hans skægstubbe var ved at snige sig op over en "5 o'clock shadow".

Jack bekymrede sig ikke umiddelbart om at lukke hoveddøren, han havde trods alt været død i flere år nu, og med det gevær der lå i hans taske skulle han nok kunne forsvare sig hvis uheldet skulle være ude. Lige nu var det eneste han bekymrede sig om, at få åbnet for flasken i sin hånd ..

Et næsten uhørligt bump lød fra hoveddøren da en støvlesnude forhindrede den i at glide i så splitten ville falde på plads og lukke Procella ude. Hun puffede let døren op og lod sin slanke krop glide ind mod dørkarmen imens det ravfarvede blik gled rundt og drog synet ind af omgivelserne, og især manden i dem.

"You know..."

Sagde hun langsomt og overvejende. Med skulderen skubbede hun fra på karmen og gled ind i lejligheden, og gav døren et skub med hælen så den stille gled i bag hende. Procellas lange mørke hår lå frit om hendes skuldre. Hendes eneste virkelige forfængelighed. Hun var iklædt et par tætsiddende mørke jeans i bootcut, hendes læderstøvler, en blød rullekravebluse i en oversized jumper-stil, og en kort bikerjakke. Hendes look var på nogle punkter blevet mere blødt og moderne.

"You look pretty bloody good for a ghost"

Hun lod sætningen hænge mellem dem i luften og strække sig i tavsheden mellem dem. Hun hævede det ene øjenbryn og så afventende på ham, men gled derpå over i en skulen og fnøs.

"I actually threw a bloody stinking flower on your grave. And here you are. Alive and kicking. Or at least alive and working on your next buzz."

Uden at vente på yderligere invitation skred hun over gulvet og smed sig i den grønne slidte sofa, som ejede hun stedet. Hun opførte sig uhyggeligt hjemmevandt. Procellas fyldige læber krusedes i et lille sarkastisk smil.

"Death looks good on you. Maybe I should try it on for a size. What ya think? Just vanish from the face of the earth. Not letting anyone know where I am. Sound like a fun game doesn't it?"

Der havde sneget sig en hård undertone ind i hendes stemme, der afslørede at hun faktisk var vred og såret over at han havde holdt sig skjult...selv for hende. Han skyldte hende ikke noget. Men alligevel gjorde han.

"Sorry. No present. The gift-store didn't have a I'm-Back-from-The-Dead-After-Several-Years-Surprise-Suckers-Balloon, and somehow a teddy just seemed a little too...cute..."

En lavmælt knurren rumlede i hendes hals. Tegn på at Procella var oprigtigt ophidset. Det lød som en vagthund i mørket der lavt og advarende lod den indtrængende vide at den ikke ville tøve med at bide.

Allerede ved lyden af døren der blev holdt åben, havde Jack spidset øre. For den, der ikke kendte ham lignede det måske at han blot helt tilfældigt stillede sig i en vinkel for bedre at kunne skæve til døren, for udover det var der intet tegn på at han var i forsvarsposition.
Men da den smukke, unge kvinde gled ind af døren forsvandt det opmærksomme blik og rynken mellem brynene - der gennem årerne var blevet noget dybere - og blev erstattet af noget der kunne ligne et næsten varmt blik.

Som hun stod dér midt i den slidste døråbning, kunne han ikke benægte at kvinden i den røde jumper skabte en behagelig kontrast i lejlighedens gråtoner. Hans blik lagde ikke skjul på at han stadig var tiltrukket af hende, og at det var en glædelig overraskelse at det var netop denne unge kvinde der var kommet som velkomsts-komité.

Jack skulle umiddelbart til at svare Procella for at bryde tavsheden der lagde sig mellem dem efter hendes første ord. Og dog kunne han mærke at der var noget mere, hun ventede på at sige. Dog var kvinders følelsesmæssige register ikke noget han endvidere gjorde sig klog på, og han så næsten fornøjeligt overrasket ud da hun fortsatte.

Jack betragtede hende tålmodigt mens hun blev færdig. Det lignede næsten at han morede sig, men han sørgede for at holde det så godt tilbage som han kunne. No reason to upset the tigress.. tænkte han.

Imens hun talte begyndte han, uden overhovedet at have behov for at spørge, at tage et ekstra whiskey glas frem. Han hældte en god del op i hvert glas, mere end man normalt ville når man havde selvskab. Så kiggede han drillende på Procella og hældte et ekstra skvish i hendes glas.

Da han havde taget glassene fra køkkenbordet, havde Procella ikke flere ord. Han stod og betragtede hende et øjeblik, som for at lade ordende synke ordentligt ind. Så bredte der sig et smil på hans ansigt.
"That's what a couple'o years of laying under the ground will do for ya'!" sagde han fornøjeligt, og gjorde sig umage med ikke at provokere yderligere sårede følelser fra den smukke kvindes side. Han trådte nærmere og rakte hende det ene glas, men valge ikke at sætte sig ned.
Der var noget anderledes ved hende, men han kunne lide det. De fem år han havde været væk, havde bestemt ikke behandlet hende dårligt - kvinden var ved at være langt for ung til en på hans alder, men hendes udseende var modnet. Ikke kun tøjstilen, nej, der måtte være sket noget andet der gjorde at Jack nu så en voksen kvinde sidde foran sig, frem for en ung pige.

"Can't say I'm disappointed with the 'welcome' you Islanders sent me. It becomes more beautiful each time I return to this God-forsaken place." sagde han, mens han betragtede Procella indgående. Smilet, der endnu spillede på hans læber fortalte tydeligt, hvad han hentydede til.
Så forsvandt smilet, og hans øjne blev mere seriøse. Der skulle ikke meget til, før det hærdede ansigt mistede den glød, det havde anlagt sig i de sidste års fravær.
"But to me, it sounds more like you've come to push me back into the grave, than to actually welcome me, sugar."
Det lød umiddelbart som en joke, men der var en mere dybtliggende motiv under hans ord. Han havde ikke forventet at han blot kunne vende tilbage til Deploratus uden at dét, der havde drevet ham væk i første omgang ville røre på sig igen. Og her kom Procella så, få timer efter han havde sat sin fod på øens jord igen, og lagde uvenlige toner imellem dem.

Han ventede med at sige det, han egentligt havde lyst til at sige. Han skulle vide præcist hvor fornærmet kvinden foran ham var, før han fortsatte.

Procellas fingre trommede mod sofaryggen i en hidsig rytme der svarede til hendes ulmende temperament. Hendes knurren steg en tak da han rakte hende glasset og hun tog en dyb tår af det, imens hendes øjne gnistrede vredt mod ham.

"Oh what? Mud baths doing wonders for the skin? Fuck you! I really thought you where dead. Jackass!"

Knurrede hun ned i glasset. Hun blottede tænderne kort af ham i en snerren, der viste de skarpe tænder. Havde det været enhver anden jæger havde det nok givet et sæt gennem dem, og fået dem til at gå efter nærmeste våben. Procella tømte glasset og satte det fra sig med et lidt hårdere dunk mod bordet, end der egentlig var påkrævet.

If nothing else he is looking well. Asshole.

Procella lænede sig tilbage i sofaen og smed en smule provokerende sine støvler op på sofabordet. Hun nikkede opfordrende til sit tomme glas med et blik der tydeligt sagde at med mindre han ville have flere problemer, skulle han nok sørge for at der ikke var bund at skimte lige foreløbigt.

"Oh yeah. sugar and spice. I'm a bloody power-puff girl"

Procella flippede en meget sigende håndbevægelse, der ville være svær at misforstå, til gengæld blev en del af brodden taget af hendes ord da hun vippede frem og krængede den korte læderjakke af og smed den fra sig ved siden af sig, med en ætsende skulen og en brummen. Hendes knurren var så småt ved at dø ud.

"Yeah...well...on the plus side you wont get rid of me this time. I live here now. Or at least for the moment. I'm not going back to the states. I guess I have to get used to be an...islander. Yark..."

Hun fingerede en gysen. Det var lidt en stående joke hvor meget Procella hadede kulde, så det sagde en masse at hun var rejst fra de varme sydstater, til det kolde Canada, og rent faktisk havde slået sig ned der.

Da Procella fik krænget jakken af og demonstrativt lænede sig tilbage i sofaen igen, denne gang med armene over kors, var det svært ikke at ligge mærke til endnu en dramatisk forskel. Hendes krop havde altid været slank, muskuløs, atletisk. En smule for tonet til at være rigtig kvindlig. Hendes former var beherskede, og hendes bevægelser fuld af styrke, som hos et stort kattedyr. Det var hun stadig...med en iøjenfaldende forskel. Hendes bryster. Den røde jumper smøg sig ind til de kvindlige former og efterlod ikke meget til fantasien. Faktisk så de en smule for store ud til hendes krop. Der var ikke længere komplet harmoni i den. Det havde en enorm fordel...sjovt nok.

Procella var færdig med at amme pigerne, men bare fordi hendes børns accelerede vækst gjorde at de ikke havde brug for brystmælk længere, tog det altså mere end et par måneder for hende at ligge mælk ned, og derefter pludselig skulle fravende kroppen hel den hormonelle proces igen. Hvis man vidste at hun indtil for få uger siden havde ammet 4 små piger, så ville barmens størrelse give mening. Men det var noget hun ikke delte. Til gengæld var hendes nye udseende ikke til at komme udenom.

"Push you back into the grave? Please don't tempt me. I'm ready to kick your ass to kingdom come, unless you have a bloody good reason for making me believe you where ten fucking feet under!"

De rovdyrgule øjne skød atter lyn mod Jack

Hans seriøse ansigt flækkede i endnu et af de fornøjede smil.
"You thought I was dead? Hell, Procella sweetheart, that was the whole point! Christ sake, I know you're not stupid enough to believe I disappeared off the face of earth, just to piss your pretty lil' self off!

Han kigget imponeret på kvinden da hun tømte sig glas, og tog roligt et stor drag af sit eget før han stillede det fra sig, tog hendes og bevægede sig tilbage mod køkkenbordet for at fylde det igen.

Så begyndte han pludselig at grine. "You live here now? I'll be damned. Not sure if that's a blessing or a curse now that you seem to be all about holding grudges and what not." sagde han, uden synderlige tegn på at mene hvad han sagde.

Da han vendte tilbage mod sofaen stoppede han et halvt sekund og betragtede kvinden, der virkede til at få mindre og mindre tøj på. Hans øjne betragtede tydeligtvis hendes krop. Det begærende blik han havde haft øjeblikket hun trådte ind af døren, vendte tilbage for et øjeblik før han kiggede væk igen.
"You surely do look good... Bubbles!" grinede han, tydeligtvis fornøjet over at hun lige havde serveret ham endnu et kælenavn at gøre brug af.
Han rakte hende glasset, og vendte så ryggen til hende. Han gik hen imod tasken i døråbningen og stod et øjeblik og rodede i den, før han fiskede et LP-cover op af den.

Efter at have sat pladen på den gamle afspiller satte han sig ned på sofaens armlæn, med et respektabels luftrum mellem Procella og han selv.
Hvis man var blues eller jazz fan ville man genkende Ray Charles muntre toner der hurtigt fyldte det lille rum.

"Oh woman, oh woman, don't treat me this way.." sagde han drillende og tog endnu en tår af sin whiskey. Modsat Procella havde han ikke travlt, hverken med at drikke eller fortælle.
"Why not take your time to rejoice over an old friends reappearance, and leave the questions for more appropriate times, eh? Slow down, tiger!"
Han gjorde en gestus med sit glas, som for at skåle med hende, men afventede ikke svar før han tog endnu en tår.

"Fuck me. Did you go new-age on me? I thought I was the believer. You make one sorry ass born-again-christian. And you are not repending hard enough! How bout Sorry? Is that too much to ask?"

Hendes stemme var egentlig startet stilfærdigt nok ud, men nu flammede hun op i raseri. Et klassisk Procella-udbrud der fik hende til at minde om en mindre furie.

"I'm SOOOO glad you can be amused by all this. Five bloody years Jack! FIVE!"

Der var ved at blive fyret godt op under gryden, og med mindre man fik hende stoppet ville hun koge over. Hun fik et blankt og uforstående udtryk i ansigtet da han brugte tilnavnet til hende. Først tænkte hun førnævnte tegnefilm. Så blinkede hun et par gange, og kædede hans blik sammen med navnet.

En svag rosa kulør bredte sig over hendes kinder. Jo...hun rødmede faktisk svagt. Straks faldt hendes arme ned langs siden så de ikke understregede brysterne. Derpå rakte hun ud efter glasset.

"Is this the place where I tell you to hit the road then?"

Snerrede hun, stadig en smule varm i kinderne, men underligt nok virkede det utroligt charmerende at se hende lidt mere menneskelig end hun plejede at være det. Det gav hende en...utroligt nok...kvindlig kant. Hvor hun havde en tendens til at glide over i ren drengerøv.

Procella løb en hånd gennem det mørke hår og så ud til siden. whiskeyglasset placeret tæt ved Jacks lår. Ikke så tæt at de rent faktisk rørte ved hinanden, men tæt nok på til at det næsten virkede som om hun havde lyst til at række ud efter ham og røre ved ham...bare for at se om han var virkelig eller ville forsvinde i en røgsky.

"So? What do you want then? Just sit here and not talk about the bloody elephant in the room? Right. I can do that. Lovely weather huh?"

Hendes stemme var blevet meget lav og en smule bitter. Hun så langsomt tilbage på Jack med et mørkt og ulæseligt blik, men som stadig vidnende om sårede følelser og masser af vrede, selvom det ikke var direkte til at se længere. Hendes ansigt stivnede mere og mere i den traditionelle iskolde Reaper-attitude, der var hendes safe-place.

Det drillende smil stivnede, da der først blev fyret op under Procella. Et øjeblik så han decideret forskrækket ud; kvinder og deres følelsesudbrud var udover hans forstand.
Grunden til han brød sig om Procellas selvskab var at hun, for det meste, ikke var den slags kvinde, men han kendte også til hendes temperament.
Derfor tog han en hurtig beslutning. Han lod hende tale færdig.
Jack betragtede instenst hendes hånd da hun placerede whiskey glasset, og han kunne ikke fjerne blikket fra den, selv da hun trak hånden til sig. Han sad, henlagt i tanker, og kiggede på hendes hånd med et ulæseligt udtryk.

Så kiggede han igen op på Procella, denne gang så han hende i øjnene. Han lignede en der ville sige noget, men ikke vidste hvor han skulle begynde.
"The bloody elephant.." mumlede han for sig selv, som om det havde mindet ham om noget. Så hævede han igen stemmen:

"I've been to India, Procella. Lovely place, really, but the beasts down there are a pain in the ass. Took me a good four years to clean up the place."
Et øjeblik tøvede han, men fortsatte så.
"I had to flee this damn island, and that in a hurry. Five years ago I got myself into some troubles with a brunch of fangs. Back then, they were a big ass group, far more than even I could've taken out. They got all upset because I worked with them, but ended up killing a bunch of of 'em fellas.. For a minute there I feared for my life.
I'd gotten myself into trouble with 'most everyone I know, and you know I'm not one to ask for help..
I tell you they were gonna skin me alive if they got the chance. So first off, I fled to the mainland, but the bastards followed me all the way to the borders of the States, so I figured I had to flee further.
Took the first plane to Europe and hooked myself up with some aquaintances, but those damn fangs wouldn't give up the hunt."
Et sørgmodigt grin bredte sig et kort øjeblik på hans læber. "Imagine that, a hunter being hunted by a bunch of abominations, huh.."
Han tøvede igen. Enhver der kendte Jack, vidste at han holdt af at fortælle alenlange historier om sine bedrifter og oplevelser, men dette virkede tydeligtvis som en historie han helst havde lyst til at beholde i ærmet.
Procella af alle mennesker kunne måske genkende det slet gemte blik i hans øjne. Han følte et vist nederlag ved historien.

Så tog han sig sammen, og fortaltehistoriens afslutning med sin normale, entusiastiske stemme.
"Anyways, turned out my for-the-moment-flight had turned into a longer purge, and I had to find a more permanent solution. My Spanish aquaintance had been with me in India many years ago and still kept contact with a bunch of hunters over there. He told me they had a huge dog-problem 'round Agra, and you know I always wanted to see the Taj Mahal. So I packed what I had and left for good."
Han vendte blikket mod glasset i sin hånd og tømte det i et sidste drag.

India....bloody hell

Procella faldt en smule sammen i sin vrede efterhånden som Jacks historie skred frem. Hun fik et let plaget udtryk i øjnene, der kort efter forsvandt. Hvem var hun til at dømme? Han havde forgivet han var død...hun havde giftet sig og fået børn med den forkerte side. Hun skulle vidst ikke begynde at kaste med sten...hun levede i et botanisk drivhus af skørbeligt glas.

Damnit...

Glasset blev atter tømt. Da det fandt hvile var det på bordet. Procellas støvler skrabede hen over bordet da hun trak dem ned. En varm hånd lagde sig til hvile på Jacks lår og den hidsige kvindes øjne var pludselig en blød ravfarve da hun så op på ham.

"Don't pull that crap on me again. Promise."

Hånden på hans lår strammede let sit greb for at understrege alvoren i hendes ord.

"I've lost enough family. I could use a bit on this freakish place. You have no idea what's been going on while you've been gone."

Sagde hun mørkt. Før det blev for akavet med hendes hånd på hans lår fjernede hun den og rodede lidt i det lange mørke hår igen, men lod hånden falde det da i hendes egen verden virkede en smule for påtvunget. Så meget gik hun altså heller ikke op i det skide hår. Hun skævede lidt ærgeligt til Jack og prustede.

Hun rejste sig fra sofaen. Hendes blik hvilede en smule besidderisk på ham og gled samtidig let anerkendende over ham. Han var anerledes end Wick. Jack var varm og menneskelig. Hun var et kort øjeblik fristet til at ligge sin hånd mod hans bryst blot for at mærke hans hjerteslag og varmen fra hans hud...men det ville alligevel virke en smule...needy....

Hun rømmede sig kort og brød af...et sekund for sent. Hendes øjne havde alligevel hængt en smule for længe ved ham til at det ville glide i glemmebogen. Hun skridtede væk fra ham, lidt usikkert og rastløst. Afledning? Hvad som helst?

"India was kind to you..."

Doh....Swing and a miss...Why don't I just drool all over him and send him a freaking lovenote? Come on girl! Get back in the game...

"I mean..."

Procella vendte rundt og stønnede indvendigt over sig selv.

"Nice tan for a dead guy..."

Bloody hell...SHUT UP! someone...please shoot me...now...

Procella skulede nærmest arrigt af Jack, og trampede i en stor bue uden om sofaen og over til køkkenbordet hvor hun uden de store tanker om hygiejne, satte flasken for munden og tog en tår af den. Hvis hun havde travlt med at synke kunne hun ikke dumme sig yderligere. Hun rømmede sig kraftigt og fjernede flasken fra læberne. Hun slikkede de krydrede dråber af læberne og lavede et let hovedkast så det mørke hår røg tilbage over skulderen, så hun kunne se tilbage på Jack.

"Soooo...You have a tan. And I castrated an angel. Good times huh?"

Hun sendte ham et feralt grin og vippede let med øjenbrynene.

Better...play it safe...

Jack kiggede ned på Procellas hånd, da den endnu lå på hans lår. Han kunne ikke give efter for dét hun forlangede af ham, men han kunne høre på hendes stemme at hun havde brug for at han lovede hende det.
Han overvejede sine ord nøje, og mens han igen talte, lod han let sine rug fingre glide over Procellas håndryg.
"You know I can't promise you that. My ass isn't safe yet, but I'll try my best. I won't leave without trying my best to reach you first.." sagde han forsikrende, akkurat inden hun flyttede sin hånd fra hans lår igen. Han vidste ikke om hun ville godtaget svaret, men vidste også at hun var stærk nok til at han ikke behøvede at lyve for hende.

Jack så hvordan hun kiggede på ham. Han mærkede den unægtelige stemning der hang mellem dem i luften, og som de begge vidste, hvad var. En længsel efter gamle dage, hvor deres forhold havde været mindre... emotionelt.
En velkendt varme fra hans yngre dage bredte sig. Det var sjældent at det lille stik af varme følelser mod et andet menneske besøgte ham på hans ældre år. Han var blevet hærget, tænkte han. Det var tydeligt, at det var Procella også, trods den store aldersforskel på de to, og det ærgede ham.

Da hun igen begyndte at tale, blev hans tænksomme mine endnu engang flækket af et stort grin. "I do look like quite the stunner these days, don't I?" sagde han fornøjet. Han var glad for at den trykkede stemning var blevet afløst af endnu en undskyldning for at drille den tiltrækkende, mørkhårede kvinde. Til trods for at dette blot var en undskyldning for ikke at gøre andre ting.
"You know, when you stepped in, I thought I saw something different about you. You seemed more grown up, more like a woman.. But I am happy to see that you still speak like a blabbering teenage girl around me!" sagde han, idet han rejste sig fra sofaen.

I et mere stille toneleje tilføjede han: "It reminds me of old times.."
Med langsomme skridt bevægede han sig hen imod køkkenet og Procella. Næsten lydløst stillede han sig bag hende, og lod kærtegnende sine store hænder lægge sig omkring kvindens hofter. Han sagde intet, lænede blot sin krop ind imod hendes indtil deres ansigter ikke var langt fra hinanden. Sådan stod han et øjeblik, stadig helt stille. Han snusede stilfærdigt indad, duftede til hendes hår. Så sukkede han dybt og slap hende.

I et meget kort sekund stod han og betragtede hende, før gik om på siden af hende og lænede sig op ad køkkenbordet.
"So you castrated an angel, huh? How does that work?" spurgte han i et ugrundeligt tonefald.

Procella knækkede let fingre for at have noget at beskæftige hænderne med. Samtidig gned hun let håndryggen hvor den kildrende fornemmelse af Jacks fingre stadig summede lige under ovefladen. Hun skar ansigt over det. Hun brød sig ikke om at hun følte sig så meget ved siden af sig selv.

"Safe? Come on. I'm a big girl. There's no such thing as safe in this job. If you wanted safe you would have been driving a cap, or be selling drugs"

Brummede hun tørt. Årene var ikke gledet tidløst over hende. Hun var en af de få der havde overlevet en livstid som jæger. Hun var undtagelsen der bekræftede reglen. At blive født ind i et hus og overleve. Det havde gjort hende voksen og hård før tid. Det var folk som Jack der havde været med til at forme hende, hendes natur...hendes skæbne. Hun ville altid have et blødt punkt for ham. Han betød mere end hun egentlig ville være ved. Alderen gjorde ingen forskel for hende. Hvad betød indpakningen?

Fuck you...

Tænkte hun en smule hidsigt og tog endnu en dyb tår af flasken da han selvfølgelig skulle dvæle ved hendes ordkludder før. Til gengæld var hun ved at få alkoholen galt i halsen da hun pludselig fornemmede ham alt for tæt på. Hun fangede hans duft. Den tunge levende duft af menneske. Solvarm hud. Hvordan kunne han dufte af sol? Hendes krop stivnede let da hans hænder lagde sig om hendes hofter. Procellas øjne gled i, og hun kæmpede imod indskydelsen til at lade sig synke bagud mod ham. Det ville være for let.

"Well...I actually did grow up. You where just not around to see it"

Hviskede hun ud i luften. Musklerne omkring hendes øjne spændtes en smule da hun kneb dem let sammen mod ham.

"Bloody hell. I wasn't a teen when you first met me. Although I looked like one"

Procellas hjerte var begyndt at slå i en dump tung, og lidt hurtigere rytme. Hendes øjne spillede svagt ved mindet. Hun havde været et ret sørgeligt syn. En mørkhåret, spinkel teenager med alt for lange arme og ben i forhold til kroppen. Som et føl der ikke var vokset til. Hun havde mildest talt været slået i stykker efter mødet med Judas. Blødende, forslået og med tænder der ikke var hvor de skulle være, og med en 5-6 årig pige på slæb, der hulkede over at have mistet sin søster. Hun holdt vejret let og hævede hagen en smule udfordrende mod Jack.

"You never let me forget...you are still such an ass..."

I stedet for at lyde som en anklage lød det mest af alt som en slags godkendelsesstempel. Det skæve og sjældne smil der var så ægte at det rent faktisk markerede de dybe smilehuller i hendes kinder, spillde over de fyldige læber.

"Castration? Oh that's easy. You just pin them up against a wall..."

Svarede hun, og bevægede sig fremefter. Hun satte en hånd i brystet på Jack og pressede ham tilbage mod køkkenbordet. Der var styrke bag presset, men hun brugte ikke den vanvittige styrke hun kunne presse ud af sine lemmer i sporadiske udbrud. Hun var ikke ude på at skade ham. Blot at lege en smule. Hun trådte et halvt skridt nærmere ind mod ham imens hun stadig pressede ham tilbage.

"Pleasure....pain...what's the difference really? Done right...skilled...I can be any mans heaven or hell"

Hendes åndedræt faldt varmt på Jacks læber, men før hun blev for fristet til at lukke afstanden, sank hun en enkelt gang.

Come on. Break it...

Hun tog et skridt tilbage igen, men hendes hånd lå stadig mod hans bryst. Den pressede ikke længere bagud, men lå blot som en blanding mellem en markering og et kærtegn som hun ikke helt ville stå ved.

Jack smilede med Procella, da han også blev mindet om deres første møde. Han var en ung mand dengang, langt fra så erfaren og viljestærk som han var nu, men Procella - hun var blot en lille pige. Han morede sig stadig over de billeder han så for sit indre syn når han tænkte på det.

"Of course I never let you forget. That baby was the hardest thing I've ever had to get rid off, don't you dare forget that." sagde han, roligt og drillende. Det var ikke en trudsel, men tydeligtvis en reference til deres tidligere diskussioner og selv samme sag.

Jack frydede sig over at se hende smile. Jo nærmere hun kom, jo mere bredte varmen sig. Hendes ord tændte en gnist i hans øjne, som mange kvinder havde set før, men som Procella havde en bestemt evne for at antænde.
Han holdt vejret, holdt hendes blik fast, som de stod der med kun en smule luft imellem dem. Hans blik var næsten skuffet da hun igen trådte tilbage.

"You surely have been both for me." sagde han lavt, næsten kærligt.
"So Procella.." fortsatte han, og tog fat om håndledet på den bryst der stadig var på hans bryst. Han løftede let hånden og trak hende imod sig, uden den mindste form for tvang. Hun ville sagtens kunne stå imod.
"You grew up in my absence, huh?"

Procella kæmpede et øjeblik med det naturlige instinkt til at frigøre sig. alligevel var der en del af hende der nød at føle hans berøring.

Jack...don't. I really don't wanner hurt you.
Dont think like that. You can't. Wick. It's not just about hurting Jack. It's about hurting him.

Hun kæmpede dog ikke imod da han trak hende ind mod sig. Hendes pupiller udvidede sig da hun hævede ansigtet op så op på Jack.

"Mhm...All grown up..."

Mumlede hun stille. De store dyriske øjne der kunne virke så intimiderende, og var lysreflekterende om natten, var præget af overvældelse og ophidselse. Hun havde ikke lyst til at give efter, fordi det var forkert. Ikke fordi Jack var ældre...men grundet hendes bagland. Procella kunne ikke med intimitet. Kærlighed fik hende til at løbe. Især hvis folk vovede at sige noget om det. Så blev hun helt elektrisk. Men det var en speciel ting der var mellem hende og Jack. Det var kærlighed, men ikke i ordets egentlige forstand. De var så lig hinanden på så mange punkter at han ikke skræmte hende. De kom det samme sted fra. Havde samme tilgang til tingene.

"You just grew old"

Atter blev de dybe smilehuller markerede i hendes kinder. Hun rakte op med den fri hånd. Fingrene lukkede sig om hans kæbe i et fast tryk. Der var en slags kontrol over det. Både i at han trak hende ind, men at hun havde fat om hans ansigt. Hun var på usikker grund. Han vækkede en masse gamle længsler og lyster i hende, og det var ligegyldigt at hendes bevidsthed pippede irriteret om at....

Procella levede i nuet. Eftertænksomhed og overvejelse. Det var Michas afdeling. Procella handlede.

"So...missed me while playing dead? Or just missed heaven and hell personified?"

Var det kun i hendes egne ører hendes stemme lød en smule rusten og stakåndet? Det håbede hun. Hun havde ikke brug for at føle sig mere dum end hun gjorde.

Jack smilede, ganske tilfreds med hendes comeback. Det kunne hurtigt blive for intenst, for let at blive opslugt af, men den lille leg, den lille magtkamp mellem de to var langt fra slut endnu.
De havde begge behov for at have overtaget, men i alt den til Jack havde kendt Procella havde han været sikker på at hun nød dansen lige så meget som han selv.
"Hah! You're right. The older I get, the harder it is to run from my age. I'm not what I used to be.. But that doesn't seem to be a problem for you."

Han lukkede kort øjnene da hendes hånd lagde sig om hans kæbe. Det skiftede så hurtigt, hvordan han så hende. Ét øjeblik var hun en ung kvinde, utilregnelig men fortryllende - det næste var hun en voksen kvinde, der tiltrak ham, krævede og fortjente hans respekt.
Han trak sig ikke væk fra hendes faste tag. Lod hende have overtaget.

"You can bet 'cha, I missed both! What surprises me more is that you didn't find someone else to play with, now that I wasn't a relevant subject for five whole years." sagde han drillende.
Procella og han havde aldrig haft regler for hvem de var og ikke var sammen med, og kommentaren var mere grundet rent nysgerrighed end for at snage. Han brød sig ikke om at binde sig på den måde, brød sig ikke om at have ansvar over for nogen anden end sig selv.
Det var bestemt ikke dét at hun havde fundet en anden mand, han havde frygtet mest når hans tanker havde strejfet hende de sidste år. Det var nærmere at hun skulle have været død, eller dét der var værre. Det var de færreste jægere der blev så gammel som hende, især med hendes attitude, men det bevidnede blot endnu engang om hendes talent.

Procella blottede tænderne i et bredt rovdyrgrin. Hun kunne godt lide at han gav hende overtaget på den måde. Hun vidste godt han havde givet hende den. Det faktum gav det bare ekstra krydderi for hende.

"What's age? You seem limber enough old man"

Hendes ansigt flækkede i et bredt drillende grin og hendes øjne gnistrede af latter og en ny slags ophidselse. Så tæt på.

"Who said I didn't? Couldn't wait forever for you to get back now could I?"

Det var kun fis og ballade, men på den altid legende måde mellem dem. Der havde aldrig været noget seriøst i kortene mellem dem. Måske netop derfor var det blevet seriøst på et dybere plan. Fordi ingen af dem havde haft følt sig bundet og derfor havde haft brug for at flygte.

"Welcome home...I'm glad you're alive. And old. Tell me. Kama Sutra. Isn't that supposed to be from India or some shit?"

Hviskede hun med en let provokerende undertone i stemmen og et brændende glimt dybt i de gyldne øjne. Åh det var så let med Jack. Hånden om hans stærke kæbelinje blev blød, gled over hans kind, og fandt hvile omkring hans nakke i stedet for.

Han grinede imponeret da hun vovede at kalde ham 'old man'. Det var normalt ham der stod for kælenavnene, ikke omvendt, men han havde tydeligtvis ikke noget imod et.

"Someone better have counted their blessings in my absence, then!"
Hans øjne spandt nærmest da hendes hænder blødtes op, og lagde sig varmt om hans nakke. What a welcome.. tænkte han, med et drillende smil spillende på sine læber.

Det var som om han et øjeblik overvejede situationen. Smilet veg ikke fra hans læber, og tydede på at alle de scenarioer han vendte i sit hovede var behagelige at tænke på.

"Hell if I know! But I'm sure we can figure it out as we go.." sagde han til sidst og kiggede nu udfordrende ind i Procellas gyldne øjne. Han lagde en hånd om hendes tajle, og hev hende bestemt ind til sig. Deres ansigter var kun få centimeter fra hindanden. Gnisten i hans ulmede med ny intensitet.

En lav blød latter undslap hende da Jack hev hende ind til sig. Af sig selv blev hånden erstattet med hele hendes arm. Atter lå hendes ånde som en brændende hed berøring mod hans læber, men uden at de berørte ham.

"Haven't you learned yet? Location is everything Jack. Have you forgotten where to go from here? Gotta have a gameplan. Never start without are carefully detailed strategy. That is how you survive"

Procella hævede sig let op på tæer så hun kunne nå hans ansigt. Langsomt strakte hun sin tunge let ud. Lod den strejfe Jacks læber kildrende. Blidt, som strejfet fra en sommerfugls vinger.

De store ferale øjne havde en intens gylden farve. Flammende hedt rav blandet med smeltende honning. Hun ville gerne række ham en tilkendegivelse, men hun gav ikke ved dørene. Sært nok var stemmen i baghovedet forsvundet igen. Der var få folk i hendes liv der kunne ligge en dæmper på hende og få ro i hendes hoved. Når han ikke tirrede hende, var Jack en af dem.

Jack trak vejret tungt, man kunne høre en vis forventning i hans åndedrag jo mere Procella nærmede sig. Han lod sig selv falde helt hen i de honningfarvede øjne, fortryllende som de var, når de ikke ikke lynede af arrighed eller var kolde og afmålende.
Han løftede sin frie hånd, lod den forsigtigt strejfe Procellas mørkebrune bølgede hår. Hånden om hendes tajle gjorde sit greb fastere. Han tænkte ikke engang over det, men intensiteten imellem dem kunne mærkes på hele hans krop.

Han sukkede næsten uhørligt da hendes tunge strejfede ham. Svejede let, som om han var ved at læne sig imod hende, men så fortrød midtvejs.
Hans øjne blev smallere, og han kiggede med en drillende, mistroisk mine på hende. Grebet om hendes tajle blev svækket og Jack trak sig en smule væk fra hende igen - ikke afvisende. Nærmere som om hun havde sagt noget vigtigt, der krævede at han kunne betragte hende ordentligt mens han svarede.
"What are you suggesting, Procella?" spurgte han varmt, og sendte et kort blik rundt i den dårligt belyste lejlighed omkring dem.
"You must remember, I'm becoming an old fella and all." påmindede han hende.

Procella knurrede lavmælt da Jack trak sig let tilbage. Hun tålte ikke afvisning særlig godt. Heller ikke selvom det var i spøg, eller af fornuft. Dog var der noget der sank ind.

Fuck...me...what the hell...

Procellas arm gled ned og opgivende trak hun sig tilbage.

"Damnit...I don't know. I forgot how easy you bloody humans break."

Procella kørte en meget frustreret hånd gennem det mørke hår. Det havde faktisk lykkedes hende at dele seng med Jack få gange, men altid under skarp kontrol. For hende var det lettest at være sammen med mennesker hvis de indtog en meget dominant possition over for hende, og der blev blandet noget bondage ind i det. På den måde undgik hun for det meste at slå dem ihjel. Det løb hende koldt ned af ryggen ved tanken.

Sidste menneske hun havde været sammen med havde været Castle. Det var år siden. Han var endt på hospitalet med flere brækkede ribben og en brækket arm, samt dybe flænger og bidsår.

"Sorry...I shouldn't start what I can't finish. Just..."

Hun viftede i luften med den ene hånd, ude af stand til at færddiggøre sætningen. Til dels af ærgelighed, men også lidt af en begyndende selvbevidst skam. Det her var grunden til at hun havde upassende omgang med de fleste af sine drab. Det var den eneste måde hun kunne udleve sin seksualitet på, uden at folk døde af det.

"And you are not old. You are just too bloody human...Fuck..."

Procella vendte sig bort fra Jack med et ryk. Hvis hun tømte resten af den whiskey, hvad var så chancerne for at hun ville glemme hvor grumt hun trådte i spinaten lige nu, og følte sig en brøkdel "normal"? Hvad end det så var? Det var et forsøg værd...

Jægeren langede ud efter flasken igen og satte den for munden, og tog en demonstrativ stor slurk af den, og der på endnu en, og endnu en.

Et øjeblik kunne Jack ikke skjule sin skuffelse, men det fortrak sig hurtigt fra sit ansigt igen. Han lod sine hænder falde ned langs siden og stod et øjeblik helt ubestemmelig.
Han betragtede Procella mens han stod og tænkte til bage på de gange, de tidligere havde delt seng. Det var ikke fordi han ikke forstod hendes reaktion, men han havde svært ved at sige noget.
I bund og grund var der masser af ting han kunne sige: Han forstod hende, han var hverken vred, såret eller mere skuffet end han sådan lige kunne overkomme, der var ingen grund til at hun skammede sig. Men Jack og dét der med at sætte ord på følelser, det var ikke to ting der stemte over ens.

Han stod et godt stykke tid og betragtede hendes ryg, som om den ville fortælle ham hvad han skulle sige til hende. Så rømmede han sig næsten uhørligt, trådte endnu engang imod hende og omfavnede hende let. Denne gang var det ikke med nogle skjulte hensigter eller med spændning i luften. Det var næsten.. Kærligt.
Han kyssede hendes skulder.
"Don't get so upset missy, it's not the end of the world." sagde han i et opmuntrende tonefald. Det var alt hvad han kunne sige.
Han blev stående og holdt om hende lidt endnu, lige så meget for hans egen skyld som for hendes.
Men ingen af de to var typerne der var glade for lange, tårervædede omfavnelser. Det var mere symbolsk; for at gære ét eller andet uden at skulle sætte for mange ord på det.
Han slap hende snart igen og rømmede sig endnu engang.

"Now gimme that, before you empty the whole fucking bottle!" sagde han med blikket på whiskey flasken med det hurtigt svindende indhold.

"And then I think it's 'bout time we sit down on that old, ugly ass couch and you tell me what exactly has been going on these last five years."
Han kastede let med hovedet i retning af sofaen, og talte med en let kommanderende tone i stemmen, som om han på en venlig måde forsøgte at ryste hende ud af spiralen af dårlige følelser, som der var blevet sparket gang i.

Procella smilede let mod flasken. Hendes ene hånd gled op og lagde sig let om hans underarm og trykkede den. Det var en berøring der var fuld af varme og nærhed, og samtidig beklagelse.

Maybe this is for the better.

Glimt af Wick og børnene flimrede gennem hendes bevidsthed og hun sukkede let. Bedst ja. Beklageligt...ja....Hendes hoved gled bagud mod Jack og hendes nakke hvilede kort mod ham. Ikke noget dvælende. Det varede et par sekunder. Hun var mere end halvt lettet da han slap hende. Både fordi han udgjorde en fristelse, men også fordi hun vidste hun ville have svært ved at sige nej igen. Hun vendte rundt og rakte den mere end halvtomme flaske mod ham.

Hun fnøs med et skævt grin og tog den hen over ryggen på sofaen og smed sin krop i hynderne. Hun strakte sig dovent et øjeblik og smaskede lidt for at få de sidste nuancer af sprutten med før den forsvandt fra hendes tunge.

"Oh same old same old. Got my shit kicked out of me by the first fanger I met here. She was an crazy ass bitch. Turned into a bloody raven. She had wings and all! Salyed a few demons, got hunted by a wolf...uhm...got a freaking angel attached to my ass. Micha going more and more crazy. Hah...I've been wearing a dress, i'm not shitting you, and bloody heels!"

Hun skubbede sig op i siddende stilling så der blev plads til Jack også. Bare for at understrege, klappede hun let på sæddet.

"Hmmm....Got a few students over the years. Elisabeth is still alive you know. The little girl from back then. She got beat up pretty bad by an angel. That's why I castrated him. Gotta protect family you know"

En kold flamme af direkte grusomhed og ondskabsfuldhed tændtes i de pludselig rovdyrgule øjne. De blev altid dyriske og vilde når hun var vred.

"Aaaand then I killed him. Ripped his wings off first. Or...not me directly. I have a video of it..."

Igen var der en snert af noget iskoldt og grumt i hendes stemme. Procella havde før været kold. Men hun havde aldrig været grusom. Det her var hævn.

Jack tog imod flasken og betragtede Procella mens hun bevægede sig gennem lokalet, der igen virkede koldt og deprimerende.
Han drak mere roligt end hende, men besluttede sig nu alligevel for at få drukket sin del før han gav flasken fra sig igen.
Han lyttede, men bevægede sig for øjeblikket ikke efter hende over mod sofaen. Stod blot og betragtede hende fra køkkenet. Han udstødste et imponeret grin, da hun fortalte om kjolen og skoene.
Han holdt af Procella som hun så ud nu, det var sådan han ville have en kvinde. Kvinder som små nips, pyntegenstande - det havde aldrig sagt ham noget. Alligevel kunne han ikke forestille sig at hun havde set skidt ud, og stod for et øjeblik og dvælede ved tanken om hvad der mon havde fået hende i dén mundering.

Da hun klappede på puden ved siden af sig begyndte Jack ganske langsomt at trække hen imod sofaen, men han satte sig ikke ned med det samme. Da hun nævnte Elisabeth, var der noget der rørte sig i hans ellers milde, men ugrundelige mine. Som om det var en navn han ikke havde tænkt på i årevis, men pludselig blev mindet om.
Da hendes fortællen fortsatte, faldt hans ansigt igen i mere alvorlige miner.
Han overvejede nøje sine ord, før han talte igen. Procella var udemærket klar over at hans morale-komplekser var skæve og uforudsigelige, og det var lige så sandsynligt at han havde været ligeglad med hendes gerning som det modsatte. Men dette så ud til at give ham en smule kvaler.

"If you prick us do we not bleed? If you tickle us do we not laugh? If you poison us do we not die? And if you wrong us shall we not revenge?" sagde han med en citerende stemme. Han tøvede endnu et øjeblik før han fortsatte: "I tend to disagree with the dear William. I don't know if they had fangs and dogs and feathers in his days, but we sure do in ours. - A demon won't bleed if you prick him and I am pretty damn sure a dog wont laugh if you tickle 'im. So what gives you a right to be outright grusome, if someone wrongs you?
I think these days, we humans have to be the bigger people amongst all of the goddamn scum on this island."
Han lød ikke irettesættende: det var på ingen måde hans sted at fortælle hende, hvordan hun skulle håndtere hendes sager. Men han kunne ikke lade være med at føle en hvis ubehag ved en hver situation, hvori et menneske havde opført sig som en blodtørstig dæmon. Det fik ham til at gyse.

Så fortsatte han igen, denne gang i en mere munter, mindre eftertænksom tone. "No, no, Nietzsche, he was a man with far more insigt in the matter, I tell you that. "In revenge and in love, woman is more barbaric than man is.""
The man must've met you before writing that book!" sagde han med et kort grin.

Procella rynkede let på næsen over tiraden

"No?"

Hendes stemme lød nærmest halvt foragtelig

"We are humans, and we deal with monsters every bloody day and night. They can kills us soooo easy. If they even for a second think that they can come into our homes, beat us up, and rape us, and do so without grim retaliation, then we are toast! More than we where before!"

Procella blottede tænderne i vrede.

"He raped her Jack! I say fight fire with fire. Hell you don't even have to light the spark, and I'll burn down your house. There are no such thing as a good demon, a nice wolf, an understanding fanger! You KNOW that! They are monsters! They kill humans! We are supposed to protect them, and bloody hell we are supposed to protect each other! You be big all you want to, then I'll walk the low road alone."

Hun lagde armene over kors

"I'm sorry you don't get it, but I had to draw a line somewhere. That somewhere was here"

Jack lod hende være vred. Han prøvede ikke at provokere, men i hans hoved gav det ingen mening at kaste med tunge skyts, når man knap selv havde glas eller hus til at beskytte sig.
Flere gange overvejede han at afbryde hende, men vidste også selv at det ikke var en god idé at prikke tigeren med en spids pind når den først var blevet arrig.

Da først voldtægten blev nævnt, forstod han endeligt hvor vreden kom fra. Og dog - han havde aldrig selv haft det samme bånd til pigen som Procella havde. Det gjorde han sig ikke i. Han huskede pigen som en tjeneste der blev udført. Det var noget han nogle stunder skammede sig over. Andre gange så han det som sin største styrke, og grunden til at han var blevet så gammel som han nu var.
Han havde sjældent behov for andet end at redde sin egen røv, og gjorde ikke dumdristige ting for at få hævn over ting, der ikke kunne gøres noget ved.

"Humans kill other humans too." tilføjede han til sidst stilfærdigt. "And you can draw all the lines you want, but when you act like a cold blooded abomination to revenge another cold blooded abominations doings, what does that make you?"
Han var tæt på at droppe argumentet midtvejs, men valgte at fuldføre sin sætning. Det var sjældent at Jack søgte diskussioner, og kommentaren var ikke sagt i et provokerende tonefald. Det var et direkte spørgsmål, på ingen måde hypotetisk.

De sidste toner af Ray Charles' piano døde hen og efterlod lejligheden i total stilhed. Jack kiggede afventende på Procella.

Procellas blik var mørkt og uudgrundeligt

"Gods justice. He allowed abominations. And then he created me. This is gods words. Do not rape, steal or murder. A few has been granted the tools to do his bidding. Humans play by equal rules. They do not. You can't throw a fanger or a wolf or a demon in jail. If you kill, rape or torture around me, I'm coming for ya. Fangs, or wings. I don't give a fuck."

Procella følte sig pludselig gammel. 29 år havde hun levet som jæger. Født ind i et hus. Ejet af kirken. Styret af en psykotisk tvilling uden begreb for empati. Nu mor og gift med en dæmon. Men altid...altid jæger. Hendes liv var fuld af blod, vrede og smerte. Altid så meget vrede.

"And it makes me bloody tired. It never ends. For everyone we kill, there will be ten more to take its place. One day we will get too old. Too slow. We're dead one way or the other. I just hope I bought my way into the right elevator while I lived. Just give me a cloudy beach and a Piña Colada. Heaven in a sunchair. Booya! Now that's an eternal vacation I can relate to"

Hun sukkede længselsfuldt og stak Jack et skævt grin

"I'm not gonna think about the other crap. I hunt. I kill. I do my job. It's not that hard. I'm leaving judgement to god. If he want's to, he can just send them back. A life for a life. Old testament style. Now that's a god."

Procella begyndte at grine og daskede ud efter Jack

"Geeh. You really did get old. Then did you start to think about crap like this? Are you regretting your life and old deeds done?"

Hun tiltede hovedet let på skrå og så indgående på den ældre jæger. Hends blik var spørgende og nærmest fysisk prikkende. Det her var en side hun ikke helt vidste hvad hun skulle stille op, og hun vidste ikke hvad hun skulle mene om den.

"You and your God.." mumlede Jack, ikke kritiserende, blot konstaterende.
"I was never one for any deity. I use his name in vain, but with the bucket of crap we live in down here on earth, I hardly believe any deity could stand watching us. Not even from that distance!" sagde han og gjorde en let gestus mod taget og himlen over det.

Han svajede teatralsk efter Procellas dask, som om hun virkelig havde ramt ham hårdt nok til at ryste ham, og gengældte hendes grin.
"I got painfully old, I tell ya that! But I regret nothing of what I've done my whole life. But I must admit I start thinking more and more like the classical litterature and philosophy books that I've been so fond of quoting. Can't help but having it rub off on an old mind like mine, you know." forklarede han, med en slet useriøs tone.
Det var ikke til at sige om det var den egentligt begrundelse for hvorfor hans filosofiske tendenser havde bredt sig som de gjorde.