"Den der dør sidst, ler bedst." - Zean

Tid : Omkring middag

Sted :Skoven langt væk fra byen.

Omgivelser : Der er ingen, der hvor Jewel går rundt. Kun ødelagte træer, med ulve mærker og man kan tydeligvis se at der har foregået et slåskamp.

Vejr : Solen skinner, og det er ret varm i Januar måned, i hvert fald her i skoven.
_____

Jewel havde sin røde kjole, med hvide prikker på. Hendes ansigt var foldet i smerter, mens hun haltede stille med sine nøgne ben uden så meget som et fodtøj. Jewels lange bølgede hår hang dovent ned af skuldrene, og hendes venstre knæ blødte. Hun bare en lille sløje om håndledet, mens hendes mærke på nakken som skulle forstille en lilje var til syne. Solen var så pisse varmt, og kunne gør folk blinde! Jewel lænede sig op ad et træ, mens hun sukkede. Ikke trist eller u-jeg-er-ked-af-det måden. Men mere, at hun allerede hadede det her sted. Godt nok var der stille, og det var det hun bedst kunne lide. Men ikke når knæet blødte og smerten sivede ind som varmt brød. Jewel gled ned af træet, mens hendes hår langsomt fulgte med. til sidst sad hun med den ene ben langt på jorden, mens de andet stod op. Hun hvilede hendes albue imod det knæ der stod oprejst. Og det var det knæ, der tydeligvis ikke blødte. ”Fuck” mumlede hun, mens hun kørte en finger igennem hendes læber.

Zean trådte væk fra stien og begav sig ind mellem træerne.
Der var længe siden han rigtig havde været her, mest efter jagt på dyr som folk bestilte, ulovligt som lovligt, men det havde han jo også droppet nu hvor han faktisk havde en familie.
Men han savnede det nu alligevel lidt. Langsomt mærkede han hvordan hans ene personlighed blev skiftet ud med den anden, men han gjorde intet ved det, nu måtte det være det onde dels tur til at regere lidt.
På havde han en sort vinterjakke som dog var åben og vist en sort T-shirt, der var overraskende varmt af en januar at være.
Ellers havde han nogle mørke bukser på og lette kondisko, hans sorte hår strittede lidt og hans mørke, hemmelighedsfulde øjne gled rundt på omgivelserne.
Der var tegn efter forskellige slåskampe siden sidst.
Han gik roligt mellem træerne og nød den rolige nat, selv om han dog håbede han mødte en blodsuger han kunne slå ihjel, et forvildet menneske vis sjæl han kunne tage...eller et eller andet! han fortsatte med at gå og var hele tiden på udkig, ikke fordi han frygtede noget, han var stor og stærk, faktisk et af de højest rangede væsener på stedet og han var ret så god både i kamp og med sine evner.

Jewel som var betragtet af sit sår, så nu op. Lyde. Menneske? Her var nogen. Jewel plejede aldrig at tage fejl. En lille brise tog fat om hendes hår, da hun kom op og stå. Hun lukkede øjnene, mens hun var klar. Jewel var ny her i byen, men hun håbede for guds skyld ikke, at man kunne se det på hende. Hun var heller så høj i kæften, men når hun var i et fremmede sted, holdte hun lav profil. ”Velkommen” sagde Jewel stille og roligt, da personen nærmede sig stedet hun var. Hun åbnede sine øjne, mens hun rettede sig op. Hun lod en finger placere sig ved nakken, mens hendes vejrtrækning lød ivrigt efter hvem det kunne være. Men uden på, var Jewels attitude tændt. Flammende og sprudende.

Zean fornemmede duften af menneske og lidt efter hørte han et svagt velkommen, et menneske herude? De vidste der skete sære ting i denne skov så det var sjældent nogen nærmede sig...de der gjorde vente som regl ikke tilbage.
Så det måtte være en dusørjæger.
Han havde hørt hvor stemmen var kommet fra og gik lidt til siden såd han havde en fornemmelse af hvor hun var.
Da han var tæt på fornemmede han en svag lugt af blod og smilte, mennesket var såret? Alt efter stemmen en kvinde oveni?
Han stoppede op i nogle skygger under et træ, det var svært at se ham men med et godt øje kunne man se hans omrids, han var gået rundt om hende og stod ved et træ nogle meter fra hende og så på hende.
"Det burde jeg vist hellere sige til dig" svarede han roligt med sin dybe stemme.

Jewel vendte sig med ét om, og kunne lige anse en skikkelse. Hendes syn var godt nok ikke det bedste. Hun bed sig på tungen, mens hun skærmede for solen, der skinnede for vildt. Hun lag derefter sit hovedet på skrå, mens hun smilede ironisk. ”Jeg troede lige, at man ikke kunne se jeg var fremmede, min fine ven” Jewels stemme lød sprødt, men hun tog ikke notits af det. Så bare nærmer på skikkelse, som lignede en mand. En smuk en endda. Men hvorfor overraskede det hende? Var alle ikke O så smukke? Hun lag stille sin arm langs siden, mens hun nikkede til ham. ”Men De har ret, unge herre. Og tak for velkomsten. Det sætter jeg pris på” hun smilede egentlig ikke, men lo stille. Der log et eller andet gemt bag det 'haha', men alligevel så Jewel fredelig og meget elskelig ud. Som en lille pige, der var på picnic med sin elskede bedste ven. Hun kiggede ned på knæet, mens hun sukkede sagte. ”Hvad er Deres navn, herre?” hun kiggede på skikkelsen igen, mens hun nikkede kort. Navn, også kendte man ellers personen. Hyggeligt.

//undskyld, det forvirre mig lidt du skriver midnat men skriver om sol?//


Han så lidt på hende.
"Zean" svarede han lidt, man kunne ikke rigtig høre hvilket humør han var i, den var dejlig neutral, han elskede at være mystisk og hemmelighedsfuld, det kunne de fleste lide...eller ikke.
"Og hvornår har du så tænkt dig at slå mig ihjel?" spurgte han med et lille snert af ironi, mens han rettede sig op fra træet og gik nogle skridt fremad så man bedre kunne se ham.
"Og hvad er dit navn?"

//Sorry. Tænkte selv lige på det. Men havde faktisk rettede det, for ikke længe siden.. men nok min spadser Pc... Sorry//

Jewel kunne skam se ham, selv da han trådte et skridt frem. Hun betragtede ham længe, inden hun overhoved svare ham. Åbnede munden for at give et svar, inden han kom med den sidste bemærkning. Hun lo stille, mens hun lod tre fingre dukke op. ”Et. Jeg slår ikke ihjel, da jeg ikke rigtig gider og blive beskidt. To. Jeg er ny her, som du selv kom ind på, så hvorfor gøre dårlig indtryk. 3. Du ligner ikke en der skal dø nu, så jeg holder inde, min gode Zean” Jewel nikkede stille igen, mens hun bøjede ryggen, som om hun skulle bukke. ”Mit navn er Jewel Magus. Jeg er en dusørjæger, som du nok allerede har gættet dig frem til. Men i dag er jeg bare Jewel” hvis der nogle der skulle være mystisk så var det hende. Man kunne faktisk aldrig vide, hvad hendes næste træk blev. Hun bed sig på sine røde læber, mens hun gik stille over til Zean. Bare for at kigge.

Han lagde armene over kors for at fortælle hende at han ikke brød som om vis hun kom for tæt på.
"en dusørjæger der ikke gider slås? Jeg føler mig skuffet" sagde han med et lille smil.
"Men vis du er ny skal du jo lige finde på plads, kan jeg tænke mig til" han nød følelsen af at hun nok ikke vidste hvilket race han var eller evnen, han vidste hun prøvede at virkede mystisk, men han så hende faktisk bare mere som en fremmed end rigtig mystisk, hvilket hun nok også gjorde med ham.
"Men så tror jeg at jeg går videre" sagde han så og lod armene falde ned om siden igen, gik forbi hende og begyndte roligt at gå af sted gennem skoven igen.

Jewel smilede stille, mens han gik forbi hende. Lod hans ord hænge op i luften, og lod den lille brise falde om hendes skulder. Den brise han havde med sig. Jewel kiggede imod det sted han havde været før. Gloede bare, mens hun hørte has tunge skridt fjerne sig væk fra hende. ”Jeg havde nu heller ikke regnet med, at sidde over en kop kaffe, Zean” hun talte mest til sig selv, da hun var i tvivl om ha hørte hende. ”Folk her trænger virkelig til at sættes på plads” hun vendte sig halvt om, mens hun kiggede imod ham. ”Pas på dig selv. Der er en stor risko, at du vil blive den første jeg dræber i den her stinkende by” hun blinkede til ham, mens hun bed sig på fingeren. Man skulle ikke undervurdere Jewel, og man skulle åbenbart heller ikke undervurdere Zean. Jewel satte sig på hug, mens hun kiggede over imod ham. Var ha bange? Nej, tværtimod. Hun kedede ham. Heh. Så havde han da allerede lært Jewel lidt bedre at kende. Hvis han vil have noget lidenskabeligt, var han vidst kommet til det forkerte sted. Eller, i hvert fald til den forkerte person.
Jewel havde stadig den der, dyster smil på læben. ”Ironi” mumlede hun stille, mens hun rystede på hovedet, af Zean.

Han var ikke lidenskabelig, han havde allerede en kæreste...en gravid en endda.
"Godt" svarede han til hendes første kommentar, men stoppede dog op og så tilbage på hende, hvorfor troede folk han var social-dyr? Som faktisk gad at tage sig tid til at snakke med dem? hvorfor tog folk det så...nært?
Han grinte lidt
"Mig? Det tror jeg næppe...vis du mener hvad du siger får du slået nogen ihjel i lang tid, jeg tror ikke på du kan slå mig ihjel" han lænede sig endnu en gang op af et træ og lagde armene over kors og så på hende igen, hvad ville det skade at lære sin fremtidige fjende lidt at kende? Det kunne jo blive helt sjovt og det lød som om hun havde nogle lidt sjove, men dog kloge tanker. om han undervurderede hende? Nej, det gjorde han aldrig, det havde tiden lært ham, det kunne være farligt.

Hun smilede skævt, da hun lag mærke til at hans tempo blev sat ned. Hun løftede det ene øjenbryn, over hans 'godt'. Han kunne i det mindste grine ad hende? Jewel lag hovedet let på skrå, mens hendes brune hår lag sit til den ene side. Hun betragtede Zean, som aldrig før. Og der kom det. Det grin hun havde ventet på. Hun nikkede tilfreds, mens hun tyggede på de næste bemærkninger. ”Se jeg tror heller ikke, at jeg kan slå dig ihjel, Zean” hun rejste sig op, mens hun kløede sig bag nakkehåret. Hun kneb det ene øje sammen, da en dejlig følelse overvældede hende. Hun elskede bare at klø sig bag nakkehåret, lidt ligesom en hund elskede det. Bare bag øret. ”.. Jeg ved det” hun åbnede øjet, mens hun nu holdte om sin nakke, med hånden der havde kløet på nakkehåret. Hun gabte stille, men ret usynligt faktisk. Uden lyd.
”Men bare rolig. Jeg har allerede respekt for dig, Zean dæmon” smilede hun skævt. Ikke hendes kendte smil. Men mere. Jeg-glæder-mig-til-at-komme-i gang smilet.

Han så lidt på hende
"Hvad røbede mig?" spurgte han
"For jeg har ikke sagt jeg var dæmon" han så på hende både med lidt nysgerrighed men også lidt...bedømmende, han prøvede at finde ud hvordan det her enlig skulle gå. Men at hun indrømmede hun nok ikke kunne slå ham ihjel..var det for at give ham en tryghed hvorefter hun så ville give ham en dolk i ryggen? Han tog ingen chancer og valgte at ignorere at hun havde sagt det.
Måske gættede hun det ud fra at han sagde han nok var svær at slå ihjel? Det var mange jo nok, men med dæmoner skulle man jo have et specielt våben og så noget med noget magi eller pentagram, så det var vel lidt sværere med en dæmon? Han havde faktisk aldrig rigtig blevet jagtet af en dusørjæger trods alle de sjæle han havde taget fra menneske, trods et menneske han havde jagtet og bragt skade, trods han havde....bragt nogen af dem en del skade.

Jewel træk uskyldig på skulderene. ”Se lad os vende spørgsmålet om, og lad mig spørge dig. Hvordan vidste du, at jeg var en dusørjæger? Hun kiggede ned ad sig selv. ”Jeg ligner da ved min fars skæg ikke en dusørjæger. Jeg ligner mere end dum blondine, som ikke kan finde hoved og hale, i den her historie” hun slog ud med sine hænder, mens hun lo stille. For det første var hun ikke blondine, for det andet så var hun overhovede ikke dum. Og for det tredje, havde hun allerede Zean, fra første gang hun så på ham. Han havde de typiske træk som en dæmon nu vil have. Vilken dæmon han var, vidste hun naturligvis ikke. Han træk. Smuk, flot detaljeret og.. ja smuk? Han kunne vel også være en vampyr, men vil han så ikke allerede hugge benet af hende?
Jewel smilede til Zean, som om hun intet havde gjort. At hun var den reneste engel, der kunne være her på jorden.

Han så lidt på hende
"Fint...Intet almindeligt menneske bevæger sig ind i skoven her, de ved her sker noget og når folk går her ind forsvinder de tit, derfor måtte de være en dusørjæger" sagde han
"Men nu skal du svare på mit spørgsmål, normalt hader jeg når folk ikke gider svare på mit spørgsmål før jeg har svaret på deres, selv om jeg spurgte først...men jeg gjorde en undtagelse, tro ikke jeg gør det igen" han sagde det neutralt hvilket normalt nok ville virkelig mere skræmmende end vis det var sagt hårdt, men det kom jjo an på hvem man var, dog prøvede han ikke at skræmme hende som sådan.

Hun lo stille, mens hun nikkede. For hende gav det ikke mening. For det første vil en fremmede altid træde ind i skoven eller søen. De første steder man vil gå hen, eller i hvert fald de første stede ens ben førte en. Men nikkede til gode, med hans svar. ”Jeg undskylder for mit uhøflighed, men jeg kunne ikke lade være” hun klappede stille i sine hænder uden så meget som et lyd. Hun kiggede stadig på Zean, mens hun smilede skæt. ”Du har dæmon træk i dig. Jeg har bekæmpet mange dæmoner, men jeg har aldrig slået en ihjel. Bare afleveret dem, og fået pengene, også måtte de andre slå dem ihjel” sagde hun, mens hun begyndte at tale langsomt. Ikke som før, hvor det hele lød som om hun havde det sjovt. Nu havde hendes blålige øjne en lille skær af alvor, og hendes lille sprøde stemme havde fået sig en undertone. ”Jeg mener. Du smuk. Ligesom alle de andre dæmoner. Jeg måtte indrømme, at jeg var lidt i tvivl om du var en vampyr, for du ser sgu godt ud” hun nikkede stille, mens hun puttede en finger i munden.

Han grinte lidt og så mildere på hende, selv om han stadig var opmærksom, så det var det hun mente! hun ville nok ikke slå ham ihjel, men troede nok bare at hun kunne fange ham og afleverede ham til en anden.
han kom også i tanke om noget andet...hun havde samlignet sig med en blondine, men var brunette, dog var det selvfølgelig lige meget lige nu.
"Jamen tak" smilte han
"Der jeg har hørt før" det sidste sagde han mest for at hun ikke skulle tro hun var faldet helt i god jord eller havde...slået benene væk under ham eller noget.
Han studerede hende lidt, hun var nu heller ikke værst, dog vidste folk jo at dæmoner var lidt mere glad for...lidenskabelige ting end andre og derfor tog han endnu engang ingen chancer, for det kunne jo være det hun prøvede for at fange ham.

Der var den igen. Hans grin. Hun smilede selv endnu mere skæv, mens hun nikkede til ham. ”Jamen dog” sagde hun over hans første bemærkning, og grinte stille over det næste. Hun kiggede kort ned på jorden, eller mere på sit knæ og heldigvis var blodet holdt op med at pumpe ud. Hun kiggede på Zean, mens hun bed sig på fingeren. ”Selvfølgelig har du hørt det før” sagde hun, mens hun nikkede enig, eller mere som en der bare nikkede af alle. Hun begyndte igen at grine, mens hun tog et skidt tætter på ham. Hun lod fingeren i munden aftage, mens hendes blå øjne søgte hans. ”Sig mig, Zean. Hvad er du så for en dæmon? Ild. Vand, jord.. monster dæmon?” hendes ben bevægede sig stille, mens hendes bil fastgjorde til hans.

Han blinkede stille, hun skulle bare vide hvad han kunne, at hun næsten inviterede ham til at overtage hendes hoved, hendes krop, hendes vilje...
Han grinte igen
"Jeg troede du kendte til dæmoner?" sagde han med løftede øjenbryn
"Her omkring har vi altså sjæledæmoner, skyggedæmoner og bloddæmoner...for mit ved komne er jeg sjæledæmon...jeg lever af folks sjæle" han så lidt på hende, hvad prøvede hun på? For...hun prøvede på noget, det havde han fornemmelsen af!

Jewel standsede op, da han nævnte de forskellige dæmoner der var her. Okay, det var så ikke ligesom hendes gamle sted. Godt nok skygge og sjældæmoner, men det var godt nok meget sjældent, at man rente i sådan nogle. ”Når for søren da!” udbrød hun, mens hun lod en finger ramme sin ene tænding, som om det var noget hun skulle huske. Hun gøs lidt ved tanken om, at han kunne
'lege' med hendes sjæl, når han ville. Hun kendte skam dæmoner, mere end de fleste dæmoner kendte sig selv, men ikke dem her åbenbart. ”Så du kan manipulere mig, på en psykisk måde?” det lod til, at Zean havde ramt et ømt punkt i Jewels hukommelse. Han havde vækket hende, og hendes tørst efter ham var blevet mere og mere aftaget. Hvorfor nu det? Han var skam mystisk.

"Nej, som sjæledæmon kan jeg kun fornemme din sjæl og spise din sjæl, dog har vi forskellige evner...." han smilte drillende
"...Hvor min ganske rigtig er at jeg kom overtage dit hoved og derved hele din krop, jeg kan påføre smerte eller styre dig nøjagtig som jeg ville" han havde også en lille anden evne, men den nævnte han ikke, den var ikke så stærk og derfor brugte han den sjældent.
Han mærkede hvordan hun pludselig forandrede sig, var stoppet med at komme så tæt på. han vidste ikke helt hvad han syntes om det, andet end at det var dejligt at nyhederne havde en reaktion.

”Åh” sagde Jewel stille, mens hun lod hånden glide ned til sine læber. Hun smilede igen, mens hendes øjne lyste op. ”Stoler du på folk, Zean?” spurgte hun stille, og drejede emnet om. Han skulle ikke tro, at hun havde glemt al det han havde forklaret hende, det var bare... allerede så synd. Hun følte sig skyldig, af et grund lang nede i sig. Hun mærkede hvordan hun var gået i stå, og begyndte derfor at gå igen. ”Du kender mig ikke, og alligevel betroer du mig dine evner. Er det dumt, eller ikke?” hun lo stille, og stoppede igen op. Bukkede sig ned, og samlede en gammel gren op. Hun kiggede dog stadig på ham, som om hun var bange for at han skulle forsvinde. Hun lo igen. Den her gang ikke så stille som før. ”Zean” smilede hun, og blinkede ligeså tilbage, som han havde gjort for et stykke tid siden.

Han havde dog ikke ment noget med sit blink.
"Stoler? sjældent, kan bare ikke se nogen grund til du ikke skulle vide det, nu hvor du så gerne ville, det eneste det ændre er at du ved det, men du aner ikke hvordan og du aner ikke om jeg allerede har noget i hoved på dig" det havde han dog ikke, men bare ideen...han ville se hendes reaktion på det.
"Om det er dumt...må er indiviuelt hvad men syntes" han rettede sig op fra træet og lod armene glide ned langs kroppen da hun nærmede sig med sin gren, hvad hun end havde i tankerne havde han ingen ide om at det ville lykkes...

Hun lo igen, mens hun endnu engang træk på skulderene. ”Javel ja” sagde hun, mens hun kiggede lidt på grenen. ”Men ved du hvad Zean?” Hun kiggede hen på Zean, mens hun smed grenen fra sig, og i stedet holdte på et blad. Hun havde nu nærmet sig, og stod nu helt foran ham. ”Du er ligesom en musling. Du åbner dig med den lille perle, og så snart man nærmer sig.. BANK! Så lukker du” hun lod bladet glide ned fra hendes hånd, og lod de ramme hans sko. Hun fjernede dog ikke blikket fra ham. Hun tog et skridt tilbage, mens hans første bemærkning stadig hang foran hende. ”Krager flyver i flok. Ørne flyver alene” smilede hun og puttede en finger i munden igen. Hendes øjne fjernede sig ikke et sekund fra hans.

Han brugte et øjeblik på at tænke over det hun sagde, for at finde hendes mening.
"Sådan jager muslinger jo vist også, gør de ikke? lokker noget til og fanger det" smilte han, han kunne godt lide samligningen.
Hans skuldre faldt ned på plads da hun smed grenen fra sig og han så igen roligt på hende.
Han svarede dog ikke helt på det sidste hun sagde, men krager og ørne, for han kunne ikke helt gennemskue hvor hun ville hen med det.

Jewel smilede smidigt til ham, mens hun nikkede. ”Der ser du. Nu er jeg på side spor. Men pyt. Jeg skal nok finde dig” hun børstede noget af sin nederdel, som egentlig ikke var der. Hun sagde ikke mere. Nu kom der en lang pause forbi dem, ikke særligt sjovt. Men for Jewel så brugte hun tiden på at tænke. Zean havde et punkt, som var så ømt at hun ikke måtte gå tætter på. Jewel rystede kort på hovedet, for at minde sig selv om, at hun ikke var alene. ”Men jeg må vist tage af sted” sagde hun, mens hun denne her gang klappede i hænderne, med lyd. Hun vinkede kort, mens hun vendte ryggen til ham. Dog standsede hun kort tid efter. ”Når ja. Ørnene det er mig, og kragerne er jer” smilede hun til Zean, og hentydede til dæmoner og dusørjæger. Hun slog kort sit hår tilbage, fugtede sine læber, og begyndte raskt at gå. Forventede bare et eller andet!