Last night as a human... (Eithan)

Dato: 8. marts 2012
Tid: over midnat
Sted: Gyder i Deepshell
Omgivelser: Ingen mennesker kun gydens dyr og nogle containere og skrald
Vejr: Stille vejr...

Segovax kom gående med stille skridt ned igennem gågaden som var helt tom for mennesker... Der var ingen der normalt bevægede sig udenfor i mørket på den her tid af dagen. Han var forvirret og meget omtåget efter at have mødr Cherlyn igen, det var ikke lige den kvinde han havde regnet med at møde endnu engang. Han havde håbet på at han aldrig ville møde hende igen, men skæbnen var åbenbart anderledes end det...

Han bevægede sig ned igennem gaden og begyndte så at gå rundt igennem gyderne istedet... Han havde svært ved at få tingene til at give mening i hans hoved længere. Det var alt sammen så forbandet svært for ham, hvorfor kunne han ikke bare have et simpelt liv uden en eller ande sexgal dæmon der skulle være indblandet i det?

*Fucking life... Why is it that I cant live a fucking normal life as a simple honest townsfolk..."

Hans hoved kørte fuldstændig rundt med ham, og han bevægede sig bare videre ind i en af gyderne hvor han roligt satte sig nedi første omgang, men derefter lagde han sig ned som en hund der lagde sig til at sove... Han krøllede sig sammen, og forsøgte bare at slappe af, men der var for mange lyde i gyden af katte, mus, rotter og andre smådyr der bevægede sig rundt. Han lagde imellem to containere i gyden så man ikke kunne se ham...

Han skiftede langsomt form fordi han langsomt slukkede for hjernen så han kunne slippe for at tænke så meget over tingene. Han lagde bare og en gang imellem kradsede han med en pote op af en container så det næsten lød som en kat der kradsede...

Det havde været en genial aften!
Musikken havde været høj, alkoholen havde været som vand, også selvom over halvdelen af dem til festen havde været under 21, og alle pigerne havde været i dansehumør. Og selvom Eithan dansede som en brækkede arm i gips, så havde han været mere ude på dansegulvet end de fleste andre fyre, hvilket havde givet ham lidt flere piger under armene end han kunne tælle til.

Og med alkoholen pumpende igennem årene, så gav det selvfølgelig mening at han skød igennem gyden for at kommer hurtigere hjem til hans vens lejlighed. Hans ven havde jo allerede lagt dibs på lejligheden når han scorede en pige med hjem, så ingen veninder han kunne imponere på vejen derhen.

”Pffh… If any of us, then I had the biggest chance to get Laid!”

Han hev lidt I kraven på tøjet og løsnede slipseknuden, så den i det mindste ikke længere kvalte ham. Skjorten var også frygtelig varm, så der var også blevet åbnet et par knapper, både i toppen og i bunden. Eithan havde valgt at klæde sig i den der blanding mellem formel og afslappet med Jeans og sneakers på bunden af kroppen og så en skjorte, slips og jakke.

Så mens han gik igennem gyden, larmende, fuld og ligeglad nynnede han toneløst med på en af de mange sange som han havde hørt den selv samme aften.

*Wierd… I don’t remember it being so many rodents here… But what the hell! I could kick them to the curb if they came out in the open!*

Og med den tanke i hovedet trissede han lykkeligt videre ind I gyden med den samme melodi spillende i hovedet flere gange og den følelse af uovervindelighed som for meget alkohol sparkede ind i en.

Han kunne tydeligt høre og lugte at det var et menneske der nu var på vej ind i gyden, og det fik instinkterne til at hamre løs i hovedet på ham... han lagde bare mellem de to containere og ventede på at det svage og dumme offer ville komme tæt nok på til at han ville kunne springe på det uden at det ville nå at opdage noget...

Han lagde bare og begyndte hurtigt at vende sig om så han stod klar på hug, og håbede bare at han ikke ville nå at blive opdaget da han som ulv var noget større end normale ulv, og man nok lige kunne ane snuden srikke ud med containerne selvom han gjorde så godt et forsøg på at holde sig trukket tilbage ind i mellem dem...

*I think I might get lucky with food tonight...*

Han lagde ikke lige mærke til den fæle stank af alkohol der hang over den unge fyr, der kom gående gennem gyden, og han sad bare afventene og sprang på ham straks han var inden for rækkevide, og hamre poterne mod hans skuldre...

Eithan var så bedugget af alkoholen at han ikke engang lagde mærke til snuden der strittede frem ud fra contanieren, men ingen alkohol kunne fjerne hans hørelse og han vendte hovedet i retningen og grinte hikkende.

”Kesh kesh Kitty! Get home before you get eaten…”

Han rystede liet på hovedet af sin egen lille spøg. Der var jo nok ikke noget større end katten selv i gyden, så hvad skulle kunne æde den, udover ham selv. Dog ville han ikke spise katten, måske en hund, men sådan en hund var jo endnu større end en kat…

”But I’m not even hungry, so why would I eat a cat?”

Sådan var det altid når Eithan havde tiltuske sig noget alkohol, og gerne i større mængder, så havde han det altid med at pege helt åbenlyse ting ud, at sige noget der ikke gav mening eller bare gøre ting som andre nok ville rynke pande af.
Som at snakke med sig selv. Det kunne nogle nok forstå, men at begynde at resonere med sig selv om hvorvidt man ville spise kat eller ej, var nok rimelig sort snak for mere end de fleste.
Han trampede alligevel videre i den samme retning som han havde afgjort var den mest sikre vej, for der var ingen glas flasker der var smidt i vejen eller lignende.

Da der var en pludselig lyd af… Noget Eithan ikke havde hørt før, nåede han at dreje halvt imod det og skriget satte sig fast i halsen på ham. Hvor helvede var den ulv kommet fra?! Den havde da ikke været der lige før, havde den? Nej selvfølgelig ikke, men hvordan kunne den så ha sneget sig ind på ham?!

Han nåede ikke rigtig at gøre andet imod det og før han vidste hvad var op og ned, kunne han mærke ryggen imod den lettere ujævne asfalt.

Han stod bare henover drengens krop, med poterne plantede på hans skuldre og på den måde holdt han ham fanget på jorden, og hans store ulvekæber nærmede sig hans skulder og hals, hvor ulven bed ham med en stor styrke men dog ingen brutalitet, da viraen i ulven sagde at drengen ikke måtte dø...

Han sad bare og holdt ham hen, og begyndte så at hive i ham... Trak ham ned gennem gyden med kun bidet som det der holdt ham fast... Han hev ham bare gennem gyder og andre steder hvor der ikke var andre folk, der kunne komme til at se hvad der skete...

*Stupid boy... Walking alone in this world...*

Han overvejede slet ikke at det var dumt og at det kunne gå galt, mest fordi han var styret af dyret og den virus der var i hans blod...

*I’m gonna die!... I’m gonna die! Die, killed by a rabid crazy dog!*

Det var den tanke der løb igennem Eithan som var blevet paralyseret over det store bæsts, opdukken. Det burde da ikke være muligt for så stort et dyr at kunne snige sig ind i Deepshell! Muligvis Werclare, der med sine skove sikkert blev nødt til at feje dem ud med regelmæssige mellemrum.
Men ikke i Deepshell!

Han kunne mærke blodet nærmest sive ud, men hvorfor gav ulven dog ikke slip?! Hvorfor begyndte den ikke at æde ham, mæske sig i kødet eller… Eller noget som en ulv burde gøre!!!

*Måske er det ikke en ulv, men en Alien der har skjult sig! Eller… Eller det kunne være at jeg drømmer alt det her, og intet er ægte?!*

Han prøvede at vrikke med skulderen, som kom med et minimalt vrik, ikke engang noget der ville kunne betragtes som en trækken. Og bare den lille bevægelse sendte en bølge af smerte som ramte ham helt ude i tårspidserne.
Det skrig som han havde tænkt sig at udsende satte sig fast i halsen og blev ikke til andet end en lav hvæssen. Hvorfor kunne han ikke bare råbe efter hjælp eller noget?!

Han slæbte ham bare afsted mod det nærmeste der kunne betegnes som skov, men inden han nåede frem til skoven havde han sluppet den unge mand på jorden, og satte sig så bare ned og kiggede på ham med store ulveøjne... Da det jo var hvad han var... Det var der jo ingen tvivl om...

han sad bare og ventede på at forvandlingen ville tage sted, og han ville se en anden varulv foran sig. Det var alt han sad og ventede på. Det var der ingen tvivl om. Det var mærkeligt at gøre, men gaven skulle give videre...

Han vidste ikke helt hvor længe der ville gå, men han vidste det ville blive meget smertefuldt for den stakkels dreng det var der ingen tivl om det var simpelthen utroligt smertefuldt de første mange gang at skifte form...

Der var noget andet der pumpede igennem kroppen.

Eithan kunne mærke den. Det var som om hans blod var udskiftet med flydende ild. Hele kroppen begyndte at føles mere og mere varm. Som om der var sat ild til knoglerne! Hver en muskel havde låst sig fast.
Smerten var ulidelig. Han havde ikke engang lagt mærke til at ulven havde givet slip med sine stærke kæber.
Der var ikke underlige tanker, smarte bemærkninger eller selvudslettende sætninger i hovedet på ham. Han var helt blank fra den altudviskende smerte der havde lagt sig over kroppen.

Den eneste tanke som faktisk stadig lavede et ekko inde i hovedet på ham var den han nok mindst ville høre.

*I’m gonna die*

Men den virkede som om den blev svagere og svagere for hvert udtrækkende sekund der gik, som om den blev skubbet om bagerst i hovedet af smerten. Hvordan kunne noget overhovedet gøre så ondt?!

Som Eithan lå der, helt udstrakt og med øjnene rettet op, kunne han lige akkurat ane månen og han stirrede på den i noget der virkede som minutter. Smerten forsvandt og Eithan gjorde mine til at komme op at sidde.
Og så kom den tilbage.

Denne gang skreg Eithan. Et dybt rædselsskrig som kom helt nede fra maveområdet.
Den her gang var smerten endnu værre! Musklerne begyndte at spasme og udvide sig, knoglerne kom med skrækkelige knækkelyde når de forlængede sig, trak sig sammen og bøjede sig på plads. Blodet kogede ham levende, mens hjertet pumpede det hårdere og hurtigere. Det nåede et vanvittigt niveau og det var som om det var ved at hoppe ud af brystet på ham.
Eithan kastede sig rundt på jorden mens forvandlingen vare skete indvendigt, udvendigt kunne man ikke mærke smerten, men man kunne se hvordan knogler og muskler rykkede sig rundt under huden.

Ryggen kom med det frygteligt knæk og han skød ryg og så blev det efterfugt af en serie ligeså frygtelige knæk. Den forlængede sig kort og satte sig sammen igen så den svajede let udad.
Lårbenene trak sig sammen og begyndte at strække sig så de kunne proportionere sig ordentligt. Der kom endnu et knæk ved knæet og knoglen løsnede sig så benet nu var knækkede 2 steder. Anklen kom med sit helt eget øresønderrivende knæk og Eithan skreg igen.
Overkroppen begyndte også at forvandle sig med et knæk og hans tøj revnede hele vejen ned ad ryggen og faldt harmløst ned på jorden. Skulderbladene begyndte at bevæge sig smerteligt langsomt ned og satte sig ned langs albuen. Armene kom så med knæk som fik det til at vende sig i Eithan og han havde det som om han skulle kaste op.
Armene knækkede sig to steder igen og han skreg endnu engang af den altædende smerte. Alt imens satte de sig på plads igen, hjulpet på vej af musklerne. Han kastede sig rundt igen og kiggede ulven i de store øjne.

*Let! Me! DIIIIEEEEE!!!!*

Det var som om han prøvede at sende det med tankerne inden de blev hvisket væk igen af smerten. Han kunne ikke bruge sin stemme til andet end at skrige over smerten. Hjertet pumpede stadig som en vanvittig og hans ansigt begyndte nu også at ændre sig.
Næsen begyndte at skyde frem og få den same lange form af en snude, mens dybt mørkebrunt hår begyndte at skyde frem. Det lagde sig tæt langs huden og som et beskyttende lag oven på det nøgne hud.
Øjnene begyndte at ændre sig ligesom resten af ansigtet. Først vældede den lettere lysegrønne farve ud over det hele så der ingen pupil var, eller noget hvide rundt om den. Så blev farven langsomt mørkere og pupillen voksede frem fra midten i den ovale ulveform.
Smerten nåede dog nye højder da hans kæbe begyndte at skyde frem. Tænderne faldt ud af munden på ham og blodet flød en kort stund ud af munden på ham mens de nye tænder skød op af tandkødet. Skarpe som rageknive skar de sig let igennem tandkødet og indtog deres pladser.
Ørene gled op på toppen af hovedet på ham og Eithan skreg igen over smerten. Denne gang var skriget dog ikke menneskeligt. Det var et dybt dyrelignende brøl over smerten og Eithan anede ikke engang at han lagde hovedet tilbage i en vinkel et menneske ikke ville kunne normalt.

Og så faldt tsunamien af sanser over ham. Hans næse opfangede dufte overalt ham. Græsset havde en duft, træerne, bladene, ulven foran ham og luften selv! Han kunne høre brisen der fik græsset til at rulle let og en vedvarende dunken og en brussen som vand. Der gik sekunder før det gik op for Eithan at det var hjertet, blodet og luften der blev cirkuleret i kroppen. Eithan drejede hovedet da han var sikker på at han havde set noget bevæge sig, og han havde ret, en fugl var hoppet fra den ene gren til en anden oppe i træet og han sad bare længe og stirrede efter fuglen.
Så gik det op for ham at den anden ulv bare havde siddet og stirret på ham og han stirrede nu tilbage med sine græsgrønne øjne. Som om han udfordrede ham til at lede an.

Han sad bare og så på ham med de store dybe grå ulveøjne, der sad dybt begravet i kraniet... Han mindedes den første gang han ahvde skullet gennemgå den smerte drengen nu lagde på jorden og gennemgik... Den var ikke sjov at gå igennem de første mange gang men senere vænnede man sig til den og det begyndte at gå hurtigere...

Han begyndte at lede ham mod skoven, hvor han selv hurtigt fangede duften af andre dyr, dyr som harre... Hvilket var dyr som ulve levede af... han hylede lavt til den nye ulv, som en velkomst i flokken, men da han nåede skoven stak han bare hurtigt af dybere ind i skoven og hvis han ikke var hurtig ville han blive efterladt på skov kanten...

Et ulvejyl lød dybere inde i skoven...

Ulven var helt oppe og køre og ville sikkert, hvis ikke for den skadede skulder, hoppe rundt om sig selv og jagte sin hale. Den virkede faktisk i en overraskende god forvaltning hvis man tog det store sår der lavede små kager af blod i den sort/brune pels, fra.

Da den anden ulv begyndte at gå længere ind i skoven, fulgte den grønøjede efter på forsigtige poter. Som om den var uvant til at gå på dem, men alligevel faldt det den ind så naturligt at man skulle tro at han ikke havde lavet andet. Den vandt ind på den anden ulv og var opmærksom på hver en lyd omkring den.
Der var et egern der hoppede væk fra en gren og Ulven drejede hovedet for at lægge mærke til det.
Et sekund for sent lagde den mærke til træet og der lød et hult drøn da den grønøjede løb ind i træet.

Med en hurtig rysten af hovedet og op på porterne igen var ulven videre efter den anden ulv. Der var ikke tid til at blive forsinket grundet træer der hoppede ud af det blå!

Han lod den unge ulv følge ham noget tid, rundt i skoven, men han blev lige så langsomt mere og mere træt af den unge ulv som ikke kunne løbe ordentligt på grund af skulderen og at han ikke var vant til kroppen, men stadig han behøvede da ikke løbe ind i træerne...

Han satte farten højere og højere og til sidst stak han bare af fra den nye og unge ulv... Han vendte væk derfra, men nogle enkelte gange hørtes der nogel hyl inde i skoven...

//out//

//Slutning er blevet aftalt over Chat og forklaret i emnet med Izriel//