Is it true? - Eithan

Tidspunkt: D. 9. april, kl. 19.30
Vejr: Kold blæst, overskyet.
Omkring: Få mennesker, en enkelt politibil kører ind og tager en mand iført håndjern med ind på stationen.
Tøj: Slidte militærstøvler, brune baggypants, sort jakke, håret sat op i en fletning.

Det blæste. Det var koldt. Vejene var stadig våde fra et forårs-regnskyld, der var overstået nu. Folk gik med jakkerne trukket langt op om ørerne og skyndte sig afsted, for at komme ind i varmen. Det hele var egentligt lidt trist at se på.

Men en person havde ikke travlt. Kvinden stod lænet op af en bygning overfor hovedindgangen. Hun ventede tålmodigt. Den sorte uldjakke var knappet helt op om halsen mod kulden. Hun havde snart stået her længe, men der var ikke andet at gøre.
Ryggen var lænet op af cementvæggen, benene stod lidt ud fra væggen og armene var lagt overkors.

Hvor meget vidste denne egentligt selv. Den kunne ikke være gammel, med alle de åbenlyse ting, den havde lavet. Men hellere nu end senere. Jo hurtigere, jo bedre. Han måtte være ny, udfra hvad hun havde forstået på den skræmte lille pige, der var genbo til ham. Altså var han ustabil og forstod sikkert ikke det hele endnu. Det kunne både være godt og skidt. Bare han ikke forvandlede sig, mens der var andre mennesker til stede.

Nu måtte den snart komme ud.
Hun så over mod døren, hvor en skikkelse kom ud.

Skikkelsen der kom ud af døren var en betjent i uniform som skævede alvorligt til den ligeså høje, men lidt tyndere skikke ved siden af ham. Den anden skikkelse var iklædt næsten papirtyndt tøj der sikkert var masseproducerede i en eller anden fabrik i Thailand.

”Social is gonna pick you up in the morning here… At 8 am, so you better be here!”

Eithan der stod ved siden af ham, kiggede op på manden og nikkede tungt. Hvis man havde set Eithan for bare 3 dage siden ville man nok ikke ha troet på at det var Eithan der stod der.
Hans hår var blevet klippet kort, ansigtet var træt og øjnene havde fået en tyk græsgrøn farve.

”Yeah sure… I’ll just… Sleep out here on the street…”

Da han havde givet sit lettere sølle forsøg på at være flabet, hvilket mislykkedes fuldstændig, tøffede han ned fra stentrapperne og begyndte at gå af sted i et lettere ligegyldigt tempo… Det var jo ikke fordi han havde alt for mange penge på lommen, eller at han fik lov til at gå ind i sin lejlighed… Så hvor helvede skulle han egentlig sove? Han kendte jo intet til Sherias gader.


*Come on Eithan! That’s not what’s important! You can just rent som lousy room or something like that… What the hell Happened these last nights?!*

Det var hvad der havde taget mest tid inde på politistationen inden Socialmyndighederne var dukkede op og havde forsvaret ham. Det havde altså sine fordele at være under myndigheds alderen… Selvom Politiet tydeligt mente at han var gammel nok til at ha begået mordet på sin familie…

Ved tanken om det, begyndte de billeder de havde vist ham at blinke igennem hans hoved. De frygtelige billeder af hans far med struben flået åben og brystet næsten ikke-eksisterende, hans mor… Han havde haft svært ved at kende hende med alle rifterne i hovedet… Og da de havde vist billeder af Nathan havde Eithan endda kastet op. Dog ikke ud over billederne, men nåede at dreje hovedet…
Hvor ynkelig kunne man dog ikke lige være?

*What the hell happend!*

Kvinden så analyserende på de to, der kom ud af hovedindgangen. Den ene var politibetjent og den anden.. Det måtte være ham. Hun kunne genkende ham fra efterlysnings-billederne.
Han så nu godt nok noget ynkelig ud. Men det var de færreste, der vidste, hvad der skete, første gang de transformerede. Og han så ikke ud som en, der var blevet informeret, før han var blevet bidt.
Satans til dyr, de skulle bare holde deres verden væk fra de uskyldige mennesker. Det kunne godt være, at denne knægt ikke anede, hvad der var sket med ham, men det var lige gyldigt nu. Han skulle væk fra denne verden, før der skete flere uskyldige mennesker noget. Hun havde set rigeligt til at vide, hvad der var foregået i det hjem. Nu skulle hun bare være sikker på, at det var ham..
Da politimanden var gået ind igen og hun blev enig med sig selv, at det var ham, begyndte hun at gå over mod ham med lange, bestemte skridt. Hun kom hurtigt over til ham.

"Eithan Haweking? I need to talk to you with about a few things."

Hun havde en sin forsølvede kniv oppe i ærmet. Bare for at være på den sikre side. Hun var jo endnu ikke sikker på, om det var ham.
Hendes ansigt var koldt og analyserende, da hun så op og ned af ham.

"I need to know if you remenber any special and threatening people in the last month. Persons whom have bitten you or the like."

Kvinden gik lige til den. Hun skulle også gerne finde forvandleren, han eller hun var ligeledes skyld i disse mord - og sikkert mange flere.
Stemmen var kold og beregnende, hun stod ret op og ned med den ene hånd inde i jakkens ærme.

Eithan stirrede på kvinden. Der var… Noget over hende. Hun var menneske… Ligesom ham selv, men hun var nu lidt anderledes. Hun så lidt for veltrænet ud til bare at være den der træner nu og da, hendes øjne var også lidt for stirrende og intense, som om hun levede hårdt…
Og så lugtede hun også sjovt.

*Smells funny?! What the fuck am I thinking?*

Men nu hvor han havde tænkt det, lagde han mærke til at der var en duft som han havde lagt mærke til inde i politistationen. Da han havde spurgt ind til den havde betjentene bare grint af ham og sagt noget om at det var noget han indbildte sig selv…
Men der var en duft som fik det til at klø bagerst i næsen.

*I’ve just been too long with the police… The stench must have settled in my clothing…*

”Eeeh… Fire away I guess..”

Eithan kløede sig i sin nye frisure og lod blikket køre rundt. Hun kunne være journalist… Eller en civil betjent de havde sat på ham for at sikre sig at han faktisk dukkede op næste dag… Men hvorfor havde de så ikke advarede ham, eller i det mindste sagt noget til ham?
Hvem end denne kvinde var, så var hun ikke med politiet, det afslørede hendes næste spørgsmål.

Hans øjne blev store og han blev nødt til at stoppe sig selv for ikke at lade munden glide over i et perfekt rundt O.

”I’m sorry… I think I heard you wrong there… Did you just say ’persons whom might have bitten me’? That wasn’t a person! That was a freaking wolf! A wolf that hasn’t even been caught yet!”

Eithan var tæt på at trække, nærmere rive, den ene skulder af papirstøjet så hun kunne se det ar ulven havde efterladt ham efter sit venlige goddag. Men ville bare resultere i at han ville dukke op i morgen og se ud som om han havde været oppe og slås og det ville han ikke helst sende til de sociale.

”Why are you asking something like that?!”

Eithans stemme var blevet lidt højere og mere intens. Han kunne bare ikke forstå det! Hvorfor dog stille sådan et spørgsmål?! Burde hun ikke vide hvis, hun var journalist eller bare arbejdede for det offentlige?!

Kvinden nikkede kort for sig selv, som havde hun fået bekræftet noget vitalt og meget vigtigt.

"A wolf, yes, yes. Let's call it a wolf."

Han vidste tydeligvis ikke, hvad der var sket med ham. Det gjorde det en lille smule svære med de etiske tanker i baghoved.. Dét var der ikke noget at gøre ved, men måske var det bedre for ham at vide, hvad der var sket med ham og hvorfor hun nu stod her. Eller var det?
Nu havde hun i hvert fald fået sin mistanke bekræftet.

"But after you've been bitten by this.. Wolf."

Hun nærmest krængede ordet ud af munden, som lå der en joke bag og et skævt, men koldt, smil sås på hendes læber.

"You might have noticed.. Changes within yourself or maybe you don't remember anything at all for days? Am I correct?"

Hun spændte en smule mere i kroppen, ansigtet så ligeledes anspændt ud. Dog skiftede ansigtsudtykket pludseligt til et meget afslappet smil og hun slog den ene hånd ud mod en mørkeblå pick-up truck af ældre dato.

"You're probably hungry, since your parents aren't here to provide you anymore. Why don't you follow me and we'll find something to eat and maybe a place to stay. I am willing to let you sleep and eat at my place. I was in the same situation when my parents died."

Hun påtog et nostalgisk, trist ansigsudtryk, da hun nævnte sine egne forældre. Jovist, hun savnede dem, men disse tanker var der ikke plads til, når hun var på arbejde.

"Come, come, let's get something in your stomach."

Hun smilede venligt og forstående til den lidt yngre fyr.

Eithan blev nødt til at bide sig selv i tungen for ikke at stå og nikke til hende. Der havde været et svar der var i gang med at rulle ud af ham, helt automatisk. Det havde været en bekræftelse af hvad hun havde lige spurgt ham om. Om der var dage hvor han ikke kunne huske noget, dage hvor han havde lagt mærke til flere ting… Han havde så går gået forbi et spejl efter Politiet havde givet ham papirstøjet og bedt ham om at gå i bad… Det havde ikke været særlig svært at se hvordan hele kroppen havde fået et mere muskeløst udsende.
Eithan havde ikke længere den lidt ’jeg-har-trænet-men-det-var-for-længe-siden’ form. Muskler var skudt frem hvor der ikke havde været nogle ugen forinden, fedt var forsvundet, selv de begyndende håndtagene ved hofterne var forsvundet…

Men ingen grund til at hun vidste det… Det ville lyde underligt hvis hun fik noget at vide, som han ikke engang havde fortalt politiet… Det ville sætte ham i dårligt lys og hun ville sikkert også forstå det forkert…
Så i stedet begyndte han at grine. Det var en lidt skinger og nervøs latter, men det kunne den også være på grund af det absurde i hendes spørgsmål.

”Well… I don’t know about that. Any 20 year old can barely remember what they had for dinner last night… I know I can’t”

De alt for grønne øjne fulgte hendes hånd og stirrede på pick-upen. Da hun sagde det var hans første tanke at han ikke skulle lytte til hende. Hun var en ukendt kvinde som stillede spørgsmål som, ærligt talt, ikke gav nogen mening.
Inden han kunne gå sin vej og takke nej tak, begyndte hans mave at rumle. Højlydt.

”It do sound nice with a bite to eat… But all that time in there really makes me appreciate this outside thing…”

Han nikkede til politistationen så hun vidste hvad det var han snakkede om. Det han sagde, var en løgn. Han frøs som fanden fordi tøjet ikke holdt vinden ude, han var træt og ville bare have et sted hvor han kunne få spist noget mad og så falde sammen på noget der bare mindede om en seng…
Det var også en tynd løgn og han vidste godt at der bare skulle et lille skub til før han tog den lette udvej.

Kvinden hævede et øjenbryn, tydeligt ikke overbevidst. Han havde sagt, at han var blevet bidt, hun havde set resultaterne deraf hjemme i hans hus og hun vidste hvordan en typisk 'første forvandling' foregik. Med alt hendes viden om emnet, var hun ikke et sekund i tvivl om at han løj. Men hun nikkede blot.

"Well.. Then you're a stupid 20-year-old."

Var hendes eneste kommentar.
Da han mave begyndte at rumle, grinede hun en kort lav latter.

"I guessed correctly it seems."

Hendes blik gled ned over den unge mand foran hende, han var tydeligvis vokset i forhold til de "forsvundet"-billeder hun havde set i nyhederne. Det var ikke svært at gætte sig til, hvad han var blevet, hvis bare man kiggede efter det rigtige. Problemet var bare, at varulvene havde svært ved at styre sig i starten, så det var vigtigt at holde ham i ro. Hun ville nødig til at skulle slås med ham, efter han havde forvandlet sig - det ville bare gøre processen mere langvarig.

"Ahh.. Outside. And where will you sleep? I'll tell you one thing, it's cold enough at night, that you'll freeze your ass off out here. And I have some good and big t-bones at home."

Hun havde forberedt sig til at få ham hjem til sig. Og kød ville altid virke tiltrækkende på varulve, især når de ikke vidste, hvad de var, og bare tænkte at de havde en hang til almindeligt kød. Hun nikkede med hoved over mod bilen og smilede venligt igen.

"C'on. I have a warm bed and I don't want you to sleep out here."

Hun forsøgte at virke så venlig, selvopofrende og tiltrækkende som muligt. Det sidste havde hun i hvert fald rigelig med erfaring med, efter hendes tid som prostitueret. Nu var den bare mindre direkte.