Nye venskaber (Colt)

Måske gik alting meget hurtigt for Prue, men for Colt var alting i slowmotion, og hun havde usædvanligt god tid til at tænke og især til at mærke. Hun trak hunden tættere ind mod sig, borende tænderne i dens undermund længere ind i sin egen skulder i et forsøg på at brække dens kæbe, men det lykkedes hende ikke ret godt.

I tankerne forsøgte Colt halvvejs ubevidst at regne ud hvad, hun skulle gøre nu, men det blev ikke nødvendigt, da Prue pludseligt greb hunden ved snuden på den måde. Smerterne blev kortvarrigt stærkere, men hun var allerede så dopet af stoffer i hjernen, hun end ikke skreg op over det. Hun slap dyret, da Prue flåede dets kæber op og trak det væk på den måde, og hun tog sig til skulderen knapt registrerende hvor flosset den i grunden var, hvor tænderne havde trukket hendes kød fra hinanden, og hvor blodet nu fossede ud og ned voer hende.

Fyldt op af angst, trak hun benene beskyttende tilbage foran maven og betragtede Prue, som hun og hunden bevægede sig rundt om hinanden, og hun forsøgte at finde ud af hvordan, hun kunne hjælpe Prue bedst. Colt vidste ikke noget som helst om vampyrer andet end at de levede af blod og havde spidse tænder til at tage det med, og at de besad overnaturlig styrke og det faldt hende ikke ind at spørge. Lige nu var hun bare bekymret for Prues sikkerhed.

Hun kom på benene, da hunden stod med ryggen til hende, men før hun kunne nå at gøre noget som helst, løftede Prue den store hund op, og Colts øjne var ved at trille ud af hovedet på hende. Det var ikke nogen lille hund, og at løfte den op sådan...
*Wow! Bare wow!* tænkte hun og glippede med øjnene et øjeblik.
Først da Prues negle borede sig ind i hundens hals, og den begyndte at klynke af smerte, kom hun til sig selv og kom hastigt hen bag Prue.

"Du kan ikke lade den lide," sagde hun på en udånding, "Det er et dyr, det ved ikke hvad, det laver! Det er tortur!" Hun var dog ikke lige frisk på at bryde ind lige nu, hvor Prue mest af alt lignede et vildt dyr i Colts øjne, og hun vidste snart ikke hvem af dem, der kunne være mest farlig ... Prue nok, var hun mest tilbøjelig til at tænke, for hun havde andet at reagere med end instinkter ...

Hun hyperventilerede. Hun var så vred på hunden, at det menneskelige var forsvundet. Colt begyndte at snakke til hende. Hun skulle bruge alt sin selvkontrol på ikke at vende sig rundt og skubbe mennesket i jorden, æde hende om hun ville.
*Prue. Du er ikke vred på Colt. Det er hunden der lider lige nu, og vi ved jo begge to godt, at det strider mod din natur.*

Hun kiggede sig over skulderen. De markante, næsten neongrønne, øjne, stod frem i natten. Hun var ikke sig selv i et kort øjeblik. Hun tog en dyb indånding og satte sig på knæ.

SLAG. Den skingre piben fra dyret holdte straks op.

"Vend dig rundt,"

sagde hun, uden at kigge på Colt. Hun bøjede sig ned og begyndte at spise hunden. Hele episoden havde gjort hende sulten. Hun trængte til at spise, også selvom det smagte ækelt. I det mindste var dyret dødt.

Colts egen vejrtrækning var lige så heftig som Prues - mindst - men hun kunne ikke tillade at dyret led! Det var jo ikke hundens skyld, sagde hun hårdt til sig selv og tvang sig selv til at blive stående og bare se fast på Prue. En lille stemme inden i hende gjorde hende i skingre skrig opmærksom på, det nok ikke var skide smart at genere en arrig vampyr, hvor godt de så end havde snakket sammen før. Hun havde jo i grunden ingen anelse om hvad, der skete i hovedet på sådan et væsen og hvor menneskelig, Prue i grunden var. Hun kendte hende ikke ret godt endnu.

Det dyriske udtryk i hendes øjne skræmte Colt, men hun var vant til Segovax i hans dyriske øjeblikke, og hun blev stående ganske roligt og mødte alvorligt Prues blik, forsøgende at overbevise kvinden alene med sine øjne. Om det var noget, hun gjorde eller sagde, anede hun ikke, men det virkede i det mindste, og Prue endte hundens liv. Hun sukkede lettet og holdt samtidig lidt fastere om såret i håbet om at mindske mængden af blod, der løb ned over hende.

Da hun blev bedt vende sig rundt, gjorde hun det roligt, men hun nåede alligevel at se hvordan Prue gik i gang med dyret. Hun havde set Segovax gå løs på et råt rådyrben før, men det her var alligevel en smule anderledes. Hun sank en klump, men væmmedes ikke over det i samme grad, som hun faktisk havde gjort over Segovax.

Hun stod lidt og tænkte og funderede. Måske var det her en dum ide, men hun kunne ikke lade være med at føle sig taknemmelig over for Prue, og hun ønskede at takke hende på en eller anden måde. Hun så ned på sin arm, hvor blodet løb ned over hende, og hun trak stoffet væk fra såret.

"Erh, Prue? Hvis du ikke piller for meget rundt i såret... Erhm, så vidt jeg har forstået er det bedst for en vampyr med menneskeblod? Og tja... mit løber lige nu alligevel, hvis du er interesseret?" Hun følte sig lidt akavet, men hvordan fanden skulle man ellers lige tilbyde den slags? Hun vendte sig igen mod Prue med et alvorligt udtryk, og selvom hun fandt det ubehageligt at se hunden blive fortæret, lod hun som ingenting og så bare på Prue.

Hørte hun lige, hvad hun troede hun hørte? Tilbød Colt hende lige at spise af hende? Selvom hunden smagte ækelt, havde hun fået sin vrede og sult under kontrol.

"Havde aldrig troet jeg skulle sige det her, eftersom jeg næsten selv lige er "død," so to speak. Men mennesker er altså underlige."

Hun sad stadig med ryggen til, og forsøgte grundigt at tørre sig om munden. Hun havde ikke spist hele hunden på grund af smagen. Bare til hun vidste, at den var død. Satans hund! Hun rejste sig op og kiggede på Colt et øjeblik. Nærstuderede alvoren i hendes øjne. Og så slog hun en varm latter ud i natten.

"Du er simpelthen skør, Colt. Jeg kan godt lide dig!"

Hun gav hende et knus, med den oprevne skulder i ménte.

"Jeg kan hele dig i stedet, eller i hvert fald delvist. Det tror jeg måske er mere ideelt. Men det betyder altså, at jeg skal slikke på dig."

Selvom Prue havde vænt sig til den sødlige lugt hun udsendte, var den noget mere fremtræden. Faktisk tæt på kvalmende. Hun kiggede afventede på Colt. Var hun virkelig sikker på, at det var okay hun begyndte at savle på hende?

Det var ikke så meget et tilbud om at spise hende som om at benytte sig af det blod, der alligevel bare dryppede på jorden på nuværende tidspunkt. Sådan set gik det jo bare til spilde, som det var nu.

Hun skar en grimasse ved ordene.
"Yeah, den er hørt før, men det var nu lige så meget fordi blodet.. erhm, kan man godt sige går til spilde om sådan noget? Men det er altså min tanke; det går lidt til spilde bare dryppende ned på jorden lige nu ..." Hun følte sig som lidt af en idiot lige nu og nok byens største tosse, og en lille stemme der lavede en facepalm dybt i hende skreg op om, hun så sandelig også var det. Men hvad fanden vidste hun om vampyrer? Helt ærligt, hun kunne ikke forventes at være ekspert på området, kunne hun vel?

Hun vedblev bare at se på Prue, som hun vendte sig om, hendes hud rundt om munden stadig svagt misfarvet af hundens blod, men hun fortrak ikke en mine udadtil - selvom det så sandelig skete indvendigt. Hun var stadig meget åben over for folk og accepterede det meste, så længe folk ikke gjorde hende noget. Det havde aldrig været helt sort/hvid for Colt at overnaturlige racer var onde og skulle holdes væk fra en. Så længe de var gode mod hende, så havde hun intet imod også at være god ved dem ... Segovax havde kaldt hende småtosset over det før, men sådan var det nu engang. Og mange af hendes bekendtskaber var da også dæmoner, hvilket bare beviste, man ikke kunne skære dem over én kam ... Så det gjalt vel også for vampyrer? Hun vidste godt hvad den forskruede engel til Izriel ville sige til det, men hun var stadig ikke helt vild med englen, og som det var, var hun meget i tvivl om hvorvidt hun kunne kalde Izriel en ven eller en fjende. Det var faktisk lidt skummelt med hende.
Latteren trak hende tilbage fra tankerækken, og hun lagde vægten over på det andet ben.

"Skør også? Nå ja, det har jeg vel i grunden også hørt før." Hun forsøgte at tale let og spøgende omkring det, men vidste faktisk ikke helt hvordan, hun skulle tage det. Dog måtte det være noget godt, når det blev afsluttet med *Jeg kan godt lide dig!* ... Ikke?

Ved de næste par sætninger så hun noget forvirret ud, og hun skulle lige gentage et par gange for sig selv for at finde ud af at nej, det gav slet ingen mening!
*Men okay, hvornår har den her tilværlese sidst givet mening?* mindede hun sig selv om.

"Okay det lød virkeligt virkeligt underligt det der, men fint nok, hvis du kan gøre noget, så slå dig løs ... Tror jeg ... Damn, jeg troede ellers, jeg havde oplevet en hel del syrede ting ..." Hun skar en grimasse, der endte i et smil.

*Okay er det sådan en eller anden generel vampyrting, de har helbredende savl!? Hvad fanden er det for en verden, vi lever i!? Og hvornår fanden er den slags blevet så normalt for mig at tænke, det ikke undrer mig!? F*ck mit liv!* Hun tog sig let til hovedet og så ned mod sin skulder, hvor smerterne var begyndt at føles værre, nu hjernen var ved at opnå normal tilstand igen.

"Har erfaret, det er en dum ide at rende rundt herude og bløde - jeg har en tendens til at blive anset som madpakke og blive forsøgt samlet op i løbet af kort tid!" hun skar en grimasse igen og sukkede. "Så et eller andet skal der nok gøres i alt fald ..."


((Det er nok et af de underligste indlæg ever xD))

Det var ikke just et ja, men absolut heller ikke nej. Hun kunne tydeligt se smerten i Colts øjne. De lyste nærmest af det. Stakkels pige.
Hun gik et par skridt nærmere hende og kiggede undersøgende på det oprevne sår. Hun var virkelig blevet sat på arbejde. At skulle forsøge at hele hendes skulder, var tæt på umuligt. Men hun havde lovet at forsøge, og hun kunne ikke længere bære det smertende udtryk i Colts øjne. Nu var det nu.

Jo tættere hun kom, jo mere blev den sødlige lugt tillokkende. Fra lang afstand var den kvalme fremkaldende. Men tæt på duftede den lækker. Hun besluttede pludselig at tage imod tilbuddet. Blodet gik alligevel blot til spilde...
Hun gloede ned af armen, hvor blodet nærmest strømmede ned og ramte engens høje græs. Det ville snart fremkalde flere væsener hertil, hvis hun blev ved med at bløde i den mængde.
Hun tog let armen i sine kolde silkebløde hænder, så den var vandret i luften. Fra fingerspidserne slikkede hun.
Blodet ramte hendes tunge og et lille jag slog hende. Blodet var så fyldigt og kraftfuldt. Langt mere apetitligt end andre menneskers.

Hun løftede hovedet og stirrede Colt stift i øjnene. Forvirret.
*Hvad er hun for noget?* tænkte hun for sig selv og holdte blikket fast.
Dette blod var som fløde i hendes mund. Dette ville blive svære, end hun først havde antaget. Satans til menneske!
Men nu havde hun lovet, hun blev nød til at styre sig selv. Hun indsnuste duften af både blodet og nattens fugtige luft. Endnu engang stak hun tungen ud og slikkede blodet af resten af hendes arm. Grundigt, ikke en dråbe gik til spilde. Hun vidste ikke hvornår hun næste gang fik lov at smage så fyldigt et blod.

Da hun kom til såret, stoppede hun kort. Hun skulle koncentrere sig for ikke at sætte tænderne i og suge blodet fra hende og hendes baby. Selvbeherskelse.
Armen var stadig vandret i luften. Blodet dryppede ikke længere på jorden. Men såret arbejdede på højtryk.
Hun lukkede øjnene og forsøgte at tænke på noget andet. Hvad havde hun dog bevæget sig ud i!?

Hun stak tungen i såret. Det var tæt på ulideligt. Hendes greb om armen strammede hun betydeligt. Tanken om de blå mærker mennesket sikkert ville få, lå fjernt fra hende. Hun bevægede tungen og spredte den helbredene gift det bedste hun kunne, mens hun endnu engang strammede grebet. Hun følte sig som et dyr. Et dyr der ikke måtte spise maden der var blevet serveret.

Hun stod helt oppe af Colt. De mæskende lyde var ikke til at slå fejl af. Hun nød, at hun kunne slubre de fyldige dråber i sig. Det var som et drug af sukkerchok.

Hun havde spredt giften det bedste hun havde lært, og så slap hun kvinden. Hun vidste hun blev nød til det. Hun skulle gøre det, mens hun kunne styre det.
Hun trådte et par meter væk fra hende og stirrede intenst på hende. Lige nu var hun ikke Colt, hun var mad. Mad som hun ikke måtte få...

((okay jeg tog fejl før, DIT er det underligste indlæg ever xD))

Colt kæmpede hårdt for ikke at reagere på smerten fra såret, men det var virkelig besværligt. Hun forsøgte at minde sig selv om andre gange, hun havde haft ondt - mere ondt ... Tanken om Wicked og kælderen kom frem, og for en gangs skyld kunne det faktisk bruges til noget konstruktivt. Hun havde klaret smerten dengang; så kunne hun også klare smerten nu! Tanken afstivede hende en hel del.

Hvor meget Prue kunne gøre ved skaden havde hun ingen anelse om - af gode grunde - og hun måtte bare stole på hende, når hun sagde, hun kunne heale det. Måske var det en del mere end ualmindeligt tåbeligt at stole på en kvinde, hun lige havde mødt, måske endnu tåbeligere at stole på en vampyr hun lige havde mødt ... Men Colt gjorde det alligevel. På trods af alle de farer og overnaturlige væsner, der var blevet tømt ud af en kasse over hendes hoved, var der stadig en bid af den gamle Colt tilbage derinde. Den del af hende, der var taget med en fremmed varulv op i bjergene og havde tilbragt en nat sneet inde med ham der ... Og det havde jo vist sig at være noget af det bedste, der nogensinde var hændt hende, så at tage endnu en chance virkede ikke helt ude i hegnet ... I det mindste ikke lige nu.

Hun så på Prue, som hun kom nærmere, og et øjeblik var modet ved at svigte hende. Udtrykket i Prues øjne gjorde hende lidt usikker, men det lå ikke til hende at bakke væk fra en beslutning. Som Prue greb hendes arm med sine kolde fingrer, blev hun endnu mere urolig, men også meget nysgerrig. Var det også generelt for vampyrer at føles som om de kom direkte fra en fryser? Hun måtte i alt fald huske den ... Svagt i hendes erindring huskede hun, Wicked heller ikke havde været varm ... Men han havde da været en dæmon ... Eller havde hun bare antaget det?

*Arh forvirring!* Hun tvang tankerne tilbage til nuet og så på Prue, som hun løftede hendes arm op. Det her var nok uden tvivl noget af det mærkeligste, hun nogensinde havde oplevet, og hun var splittet mellem væmmelse og fascination, som Prue begyndte at fjerne blodet med tungen. Det kildede, hvilket Colt fandt yderst bizart at tænke på midt i det alt sammen.

Da Prue så op kort efter at være begyndt på sin rengøring kunne Colt godt se forvirringen, og hun blev selv en smule mere rundt på gulvet over det hele.
*Okay det her er altså ikke normalt! I grunden bliver jeg vel egentligt spist lige nu ... Af egen fri vilje!? Arh, nej sådan kan jeg altså ikke tænke, så går det da slet ikke! Erhm, okay tænk, tænk Colt for én gangs skyld! Ikke spist ... Okay jeg giver op, hvad fanden er det egentligt lige, jeg har rodet mig ud i her!?* Hun forholdt sig tavs og fasthold kaoset på indersiden, hvor det hørte hjemme. Hun stolede på Prue... gjorde hun ikke? Gjorde hun ikke!? Pludselig var hun ikke helt sikker, og en begyndende følelse af panik spredte sig i hende.

Hun så til en smule uroligt, mens blodet blev fjernet så omhyggeligt, det gav hende kuldegysninger. Tanken slog hende, det måske ikke havde været det smarteste at tilbyde sit blod til en vampyr, der nok ikke havde fået menneskeblod i lang tid. Måske var hun sulten, altså virkelig sulten ... måske vækkede hun bare hendes appetit?
*Yeah great! Flot Colt, kunne du ikke have tænkt på det noget før!? Det er ligesom liiidt sent lige nu, synes du ikke?* Hun vedblev tavst at betragte Prue, som hun kom tættere og tættere på såret.

*Okay I det mindste har hun ikke bidt mig ... endnu ... ARh, selvfølgelig bidder hun ikke! Hold nu op Colt ... Men jeg kender hende jo ikke ret godt ... Hun kunne faktisk godt bide mig ... Vil det mon gøre mere ondt end hundens bid? Okay, hvad sker der for de tanker, Colt, hold nu op med at gå sådan i panik! Indtil videre er der ikke sket andet end det du gav lov til! Vis dog kvinden lidt tiltro!* Hun sank en klump, men forsøgte stadig ikke at vise udadtil hvad hun tænkte.

Intet blev bedre, da hendes tunge nåede såret og sendte en stærk smerte gennem hende først. Hendes fokus blev dog flyttet, da Prue strammede grebet så meget om hende, blodet havde svært ved at nå hendes fingre, og hendes øjne voksede en lille smule, som panikken satte skub i hendes tanker. Hun forventede halvt om halvt at få armen flået af og se vampyren løbende af sted med den ... Og dog var der noget der sagde hende, at skulle hun flå armen af hende, ville det ikke være armen, hun slæbte af sted med. Hvor var det bare en dejlig situation, og hun havde kun sig selv at takke for over det. Der var nok en engel, der ville knuselske hende, hvis hun fandt ud af det her ...

*Okay tænk! Englen kommer ikke farende, så er jeg så reelt i fare? Colt, måske er det bare dine tanker, der driver gæk med dig her?* Hun skar en lille grimasse over det stramme greb, ikke selv tænkende det mindste på blå mærker. Hun lukkede øjnene lidt hårdere i, mens Prue strammede grebet yderligere om hendes arm. Smerten fra selve såret forsvandt gradvist, men hun bemærkede det knapt, da hendes arm var så mast, og hendes fingre var allerede helt følelsesløse.

Lyden frembragt af Prue, der savlede og smagte var kvalmefremkaldende, og hun følte sig temmelig svimmel og gøs let. Det her var virkelig surealistisk, og hun havde ikke den fjerneste anelse om hvad hun skulle tænke lige nu.

Et lille gisp undslap hende, da Prue slap hende og gik lidt væk, og hun vrikkede med fingrene for at få lidt liv i dem igen, mens hun så mod såret, der glinsede svagt af savl. Hun rynkede let på næsen. I det mindste gjorde det ikke så forbandet ondt mere, og hvis nu hendes arm ville holde op med at dunke sådan... Hun så på Prue, det intense blik ikke videre beroligende, og hun forholdt sig helt rolig og klar på hvad som helst. Så langt, så godt, men hvad nu videre? Hun så lidt usikkert på Prue og vidste ikke helt hvad, hun skulle sige, tænke eller gøre. En lille tanke skreg til hende, hun skulle vende sig og løbe så hurtigt, hun overhovedet kunne, og alligevel vidste hun godt, det ikke ville hjælpe noget. Kvinden havde kun gjort, som de havde snakket om, ikke mere. Hun havde ikke gjort hende noget ... Hvis hun så bare ville lade være med at stirre på hende på den måde ... Hun hadede den der følelse af at være en madpakke for nogen.

"Tak Prue," sagde hun og forsøgte at lyde rolig, mens hun fastholdt den andens blik med en hånd om den dårlige overarm. Hun sank en klump. "Det er nok bedst at komme herfra, før lugten tiltrækker andre væsner ..." fortsatte hun bare for at sige et eller andet og i håbet om at kunne komme lidt væk og få Prues tanker hen på andet end at se hende som et måltid.

*Så godt gået, Colt, det her er virkelig en stjernestund!*

De kølige blå øjne stirrede stift tilbage imod englen i det store spejl på badeværelset i penthouse-lejligheden. Langsomt klemte de slange fingre sig sammen omkring det voldsomme metalhalsbånd der næsten ikke kunne ses, grundet magien Wicked havde lagt over det. Langsomt hun trak prøvende i det. Hun havde efterhånden ikke tal på hvor mange gange hun havde stået sådan og betragtet sig selv i det store spejl, en del efter hele episoden på Muse, hun havde hevet og slidt, for ikke at sige dimset og rodet alt for meget med halsbåndet for at få det af, men det var endnu ikke lykkedes. Det skulle ændres, idag.
Langsomt bøjede englen sig og løftede den store boltsaks op fra det hvide marmorgulv på badeværelset, inden hun sendte det voldsomme instrument et skeptisk blik og bed så fat omkring metalhalsbåndets kant, da det voldsomme slag ramte hende, som fik hende til at tabe den tunge tang på gulvet med et smæld og hun selv røg en tur bagover så hun hamrede halebenet imod det utaknemmelige stengulv.
En svag bannen hørtes et sted blandt de sorte lange lokker som hun gav et anstrengt støn fra sig og satte sig op, inden hun fik kæmpet sig på benene. Et øjeblik kunne hun mærke hvordan blodet brusede og en arrighed uden lige kom op i hende, men så gik luften af hende og i stedet gav hun et langt opgivende suk fra sig.

"Here we go again.. again.. again!"

I tre voldsomme spring var englen ude i gangen hvor hun trak læderjakken på, hvori der var tilpasset to aflange slidser på ryggen, hvorfra de to store sorte vinger maste sig vej igennem med en arrig jamren, inden hun låste hoveddøren og trådte ind på sit soveværelse. Her trak hun en af de anonymt udseende skuffer ud og fandt pistol, vievand og to lange sølvstakes frem, som passede i hvert sit hylster som sad sikkert omkring lårene. Dernæst stormede hun ud på sin altan hvorfra hun kastede et blik imod himlen. Godt nok var det stjerneklart, men støvregnen forårsagede nogle enkle skyer som ville være brugbare.
I et hurtigt spring satte hun af fra altanen og fløj ivrigt imod himlen, hvorefter hun satte retning imod ... Colt, og hvad end der denne gang var i færd med at æde, torturere eller mishandle hende.

Få minutter efter bragede englen ned imod jorden, ikke mange meter fra de to kvindeskikkelser. I en lang glidende bevægelse rettede hun sig op og stirrede arrigt imod vampyren der netop havde sluppet Colt. De isblå øjne stirrede stift imod det blodsugende kræ, inden hun kort så på den rødhårede kvinde, hvorefter at vende tilbage til Prue. Der stank af blod, den metalliske lugt hang i luften og på trods af at Izriel ikke havde overnaturlige sanser var det intet problem for hende at opfange hvad vampyren definerede som: Den søde lugt.
De store sorte vinger strakte sig kortvarrigt inden hun trak pistolen fra hylsteret og pegede løbet direkte imod vampyren.

"Listen, I'm sick and tired of this game. This won't kill you, but I promise it will hurt like hell. I can always put a stake through your heart later, if I'm bored enough!"

Englens ellers mørke stemme var krænget op til en hvæsen og hendes aura buldrede løs imod vampyren, som hendes øjne blev klemt sammen til smalle sprækker og hun roligt trak på skuldrene.
På trods af at det var Izriel der var bevæbnet holdt hun sig alligevel på god afstand af vampyren, da nærkamp ville ende skidt, for englen vel at mærke.

"I'll give you a 10 seconds headstart. You better run bitch!"

Derefter vendte hun bestemt blikket imod Colt, de sorte lange lokker hang løst ned omkring hendes ansigt, lettere fugtigt af den lette støvregn, hvorefter hun kortvarrigt fugtede læberne med tungespidsen og sukkede så.

"And you are not going anywhere, you and I are gonna have a little chat, once I'm done with that .. thing!"

Hun knugede hænderne sammen. Hun skulle virkelig beherske sig selv, for ikke at fare mod Colt og rive hende i småstykker, for at suge alt blodet ud af hende. Ansigtet var sammentrykket, men ikke noget der gav rynker. Det kunne ikke forekomme på den silkebløde ungdommelige hud. Hendes skuldre sad om ørerne og fødderne var solidt plantet på jorden, mens åndedraget hastigt drev sig ud i natten. Som en bidsk hund...
Hun stak med en lynbevægelse, en finger i vejret, da Colt begyndte at snakke. Som for at tysse på hende i kampens hede. Hun sukkede dybt for at berolige sig selv.
Det var ikke nu, Colt skulle snakke til hende. Lugten og smagen af blodet sad stadig i mundvigende på hende. En smag hun aldrig havde smagt før. Noget så fyldigt, som var det blod fra to.

Hun nikkede blot til Colt. Hun var indforstået med, at de skulle væk herfra, for ikke at tiltrække opmærksomhed. Men først skulle hun af med liget af hunden. Hun var allerede kommet i nok problemer førhen, det skulle hun ikke igen. Et hårdt bump ramte jorden.

Tankerne om hunden og lugten af blodet der stadig hang i luften, glemte hun kort, da et hårdt bump og en ny gæst, meldte sin ankomst. En spydig kommentar sprang ud af munden på den nyankomne. Englen, som Prue gik ud fra hun var, eftersom vingerne heftigt havde basket og givet lyd fra afstand, holdte en pistol ud i luften. De spændte skuldre røg let på plads og et lille smil trak hendes læber i en pæn form.
Hun tog en dyb indånding. Hun var ikke vred, hun var heller ikke vred på Colt, selvom hun naturligt nok var anspændt. Men hun fandt truslen idiotisk. Hun havde ikke gjort andet, end hvad Colt og hende havde aftalt. Hun havde sådan set hjulpet Colt. Englen måtte være en slags skytsengel. En der var på Colts side.

Uden englen behøvede at fortælle hvad hele påstyret var omkring, var Prue godt klar over det. Englen måtte tro, at Prue ville æde Colt. Hvilket hun også ville have gjort, hvis hun ikke rent faktisk holdte af Colt. Men en del af hende træning som vampyr var også, at holde igen når hun skulle. Og det skulle hun nu.

"Pak den der væk."

Kom det lige så spydigt ud af hende, som var det kommet ud af englen. Hun pegede specifikt på pistolen der næsten lå akavet i hånden på en engel. Den ville der ikke blive brug for.
Men hun var alligevel klog nok til, ikke at bevæge sig hen imod englen. Hun virkede så vred.
Prue gled diskret blikket over på Colt.

Colt opfangede godt, det nok var bedst at klappe i, og hun sagde ikke mere; så bare bekymret på hende. Hvad fanden havde hun gjort? Tanken slog hende hårdt som en lussing, og hun frygtede, det havde været for meget for Prue, selvom hun ikke kunne sætte sig ind i vampyrens tankegang - overhovedet.

En lyd tiltrak sig hendes opmærksomhed, og hun stivnede. Var det allerede for sent at nå væk?
*Fandens også, det her bliver sgu da bare bedre og bedre!* tænkte hun og så opad, hvor hun nåede at få et glimt af et par vinger, før det hårde bump lød, og hun trådte et halvt skridt tilbage og stirrede på Iz. Hun ville næsten have foretrukket en sulten dæmon frem for det her. Men... Betød det, hun havde været i reel fare? Hun så mod Prue en anelse forvirret og anede simpelthen ikke hvad, hun skulle tro og tænke. Men det nyttede ikke at tøve lige nu, og hun flyttede sig hastigt ind imellem de to holdende armene op mod Izriel.

"Beat it crazy angel!" snerrede hun, "I'm okay all right!? No harm done, she helped me! Just saved me from some maniac dog, I bled all over, and last time I did that, it atracted a demon and you, so I thought it better to get rid of the blood before it did so again. She even took away most of the pain, so give it a break here and put that thing away would you!?" Colt blev stående mellem de to, så pistolløbet pegede direkte mod hende i stedet, og hun kunne godt forestille sig, Izriel havde lyst til at skyde hende i stedet for. Lige nu havde hun mest lyst til at gøre det samme selv for at være en idiot, men det sagde hun ikke højt. Hun stod bare med korslagte arme over brystet og så på hende.

"Sorry to have alarmed you; must have been that freaking dog before. I'm allright now!" Hun vendte hovedet over skulderen mod Prue og så bekymret på hende, lidt i tvivl om hvorvidt hun skulle sige noget til hende, men valgte at spørge alligevel.

"Prue, har du det godt?" spurgte hun tøvende.

Izriel kneb yderligere øjnene sammen imod vampyren. På trods af at englen var noget nær menneskelig stod hun som en stenstøtte endnu med pistolen rettet imod det udøde væsen. Izriel havde aldrig været ment som en pleaser for nogen som helst og slet ikke et menneske uden begreb for den verden der omgav hende, hun var her for at beskytte menneskets liv og for at ryde så meget udødt kravl for verdenen som muligt, ikke sidde og lege kludedukke for tøsen hun tilfældigvis var blevet bundet til.

"Listen up human. I'm here to make sure, that your pretty little ass stay alive, not play games and take orders!"

Englens stemme var ikke andet end en kølig hvislen som tossen fik travlt med at lege retfærdighedskæmper og kastede sig imellem vampyren og englen, hvilket fik hende til at sukke kortvarrigt, så fortsatte mennesket med sin ævlen omkring hendes helbred og tilstand hvilket så ud til at kede englen.

"I .. Don't .. Care! That bloodsusking bitch is a ticking bomb Colt. When do you get it? It's just a quention of time before she loses control! Look at her! She's a fucking child!"

Ud fra Prues smukke gyldne glød at bedømme var det i hvert fald ikke længe hun havde været vampyr og i tilfælde af hun var dæmon havde hun en ret ynkelig udstråling, hvilket normalt ikke ville være tilfældet. Et øjeblik virkede det som om englen havde vuldet totalt kontrol over sit raseri inden en lille provokerende bjæffen lød fra vampyren bag Colt. Noget eksploderede i de isblå øjne hos englen, som milisekundterne før at det gik op for bombeeksperter, at de havde klippet den forkerte ledning.

I en hurtig bevægelse trådte englen frem imod Colt som hun greb om armen (?), inden hun gik et skridt til siden og trykkede tre gange på aftrækkeren imod vampyren. Pistolen gav tre utroligt afdæmpede host fra sig takket være lyddæmperen der meget praktisk var sat på.
Overraskende nok var englens greb stramt omkring Colts håndled, for selvom at Izriels knogler var spinkle, så havde hun trænet sig selv til at jage i mange år og var langt fra uerfaren. En ild buldrede i de blå øjne, der var ingen tvivl om englens intentioner imod det uhellige kræ der stod overfor hende, meget praktisk var patronerne på forhånd overfladebehandlet med sølv og efterfølgende dybbet i hellige vand, det ville ikke slå Prue ihjel, men nogen fornøjelse ville det bestemt ikke være,hvis hun blev ramt.

"Jeg har det fint,"

Smilte hun til Colt. Hun var ikke bange for det voldsomme temperament som den nyankomne udsendte. Hun synes ærligtalt ikke, at det var hverken nødvendigt eller særlig høfligt.
Englen kastede vrede sætninger i hovedet på Colt, som for at underkue mennesket. Så småt kunne hun mærke en ufrivillig varme stige hende til hovedet. Det var ikke en måde at snakke til Colt på! Hvorfor i hede hule helvede, kunne hun blot stå der og finde sig i den behandling.
Englen greb hårdt fat i Colts arm. Armen som hun havde brugt alt sin selvbeherskelse på, ikke at rive af og æde rå.

Hun knuede knoerne og trampede gennem græsset mod englen og Colt. Den engel skulle smage græsset. Nok havde Prue ikke været vampyr længe, men hun havde hentet et par fif eller to gennem de to sidste år. Selene mente hun agerede med megen vrede - dette var en af de gange.
Blot en meter fra englen hørtes de tre skud fra pistolen, hun pludselig holdte op mod Prue.

De første to registrerede hun og undgik hurtigere, end hun havde regnet hun kunne, men den sidste var som skjult. Idet hun sprang mod englen i luften, blev hun ramt lige i låret af sølvkuglen med vievandet. En ufattelig smerte spredtes gennem hele kroppen. Landingsbanen hed den ihærdige engel, der desperat forsøgte at få Colt væk herfra. Det så ud til, at Prue ville lande hårdt oven på englen, så englen ville blive slået mod jorden.

Hun skreg. Så skingert at Europa ville have hørt det, hvis de lyttede rigtig godt efter.
Satans engel! Siden hvornår rendte de rundt med buldrende auraer og skød uskyldige væsener på en eng?

Colt så vredt på Izriel.

"Damn you, I'm alive! My arm might not be in perfect condition, but I'm alive allright?! And stop talking to me like I'm some pet or something! Screw you! Just go to hell or whereever you came from, I don't even care! ARH!" Hun var temmeligt frustreret og fnøs vredt, mens hun rynkede de mørkerøde bryn hårdt sammen.

Hun fik virkelig lyst til at ramme Iz ved hendes næste kommentar, og hun tænkte kun kort, før hun talte.

"I get it, she's a bomb, you're my hero, hurray! So what's the deal here? You don't even care about this and certainly you don't care about me! It's just a cover up to give you some kind of lame exuce to go kill people just because of what they are. I'm sick and tired of people not giving others a standing chance to prove their own worth be they human og whatever! I'm sick and tired of it, you hear me!?" Hun blev afbrudt, da Izriel greb om hendes arm, og da det var den sårede, måtte hun kæmpe et øjeblik for ikke at skrige op, for så meget hjalp prues savlen heller ikke. "Just stop it, stupid thing!" snerrede hun, "You're hurting me more right now than she ever did!"

I det samme bemærkede hun Prue sætte i bevægelse, og hun forbandede hele situationen for det, den var.

"Prue, lad være, vent!" Men det var for sent; Prue var allerede så meget i gang, hun ikek ville kunne stoppe, og Izriel affyrede sin pistol. Colt fik et mindre chok og stirrede op på hende vred og forbløffet på samme tid. Prues skrig nåede hendes ører, og raseriet tog overhånd, så hun greb om Izriels håndled med den ene hånd og vred i hendes arm for at forhindre hende i at skyde igen. Hun masede sine negle ind i englens håndled for at få hende til at slippe våbnet.

"You freaking psycho! What the hell is wrong with you!? Give me that thing and I'll put a bullet through your brain!" hvæsede hun arrigt og førsøgte så at jage sin stillethæl ind i benet på Izriel.

Englens øjne slog lyn ved Colts kommentar, hvilket fik hende til at vende de blå øjne direkte imod hendes med en truende undertone og på trods af at Izriel hidtil havde prøvet at skåne mennesket for sin aura, ville den nu i stedet buldre imod hende. Højst sandsynligt ville det give mennesket et chok, men det kunne forhåbetligt også vise, at hun hverken var Colts merionetdukke eller for den sags skyld sat i verdenen for at gøre hende tilfreds, men for at holde hende i live.

"Enough Colenta!"

Snappede hun bidsk ind i hovedet på den lille kvinde, der alligevel formåede at måle et næsten et hoved lavere end englen selv. Dernæst vendte hun blikket imod vampyren der havde kurs direkte imod de to skikkelser, og på trods af at Izriel var bevæbnet til tænderne med alt hvad der kunne gøre en ende på Prues liv. Hurtigt rystede hun på hovedet som Colt gav sig til at hive og slide i Izriels pistol, kvinden var virkeligt dummere end først antaget, hvilket fik englen til at tage en hurtig beslutning og lægge en ram omkring menneskets talje, og lige som Prue nåede dem, satte hun af fra jorden med et ordentligt sus.
Der var ingen måde hvorpå Izriel ville kunne tale nogen form for fornuft ind i hovedet på Colt så længe Prue var tilstede, og det var begrænset for hvilke farer englen havde i sinde at udsætte sig selv for.

Et par hundrede meter op i luften satte englen pistolen på plads i hylsteret og tog så ordentligt fat om Colt bed begge arme, inden hun satte kursen imod sin lejlighed i Sharia.

"You should be more thankfull, do you have any idea what I've done for you? It was not out of the goodness of his heart, that Wicked let you out og that damn basement!"

Snappede hun og øgede endnu engang afstanden mellem hende og jorden, så kun mest af alt ville ligne en stor fugl eller en skygge fra folk der gik nede på jorden, nu var det bare om at få Colt hjem, i sikkerhed og indlagt til en alvorssnak!

// Out

Hun ramte jorden med et bump. Englen og Colt var langt oppe i vejret. Temperamentet stod hende til begge ører.

"Det er ikke slut endnu, din forbandede skabning!"

Hun skreg mod dem.

"Og du kalder dig selv for engel! Du er fandme ikke gudssendt!"

Stemmen bragede op mod de to flyvende skabninger. Hvis man havde stået udefra, havde man ikke troet at et så lille væsen, ville kunne råbe så højt og med sådan en mellemgulvs kraft. Men Prue var sanger, hun var vant til at bruge sine lunger og mellemgulv.

Hun kastede et forvrissen blik mod den døde hund, som hun hastigt gik mod. Hun samlede den i et snuptag. Blodet stank allerede rådent og hun lukkede naturligt for vejrtrækningen, så hun ikke behøvede at indsnuse.

Tæt ved engen, fandt hun en sø. Hun kastede hunden så langt hun kunne ud i søen. Hun var stadig rasende. Hendes overlegenhed var endnu ikke ramt hende, som den havde ramt de ældre vampyrer.

You just wait, you bitch.

Hun bed de hvide tænder sammen og forsvandt fra engen.

//OUT

((Brain meltdown, så sorry for kvaliteten og længden))

Izriels aura ramte rigtigt nok Colt temmeligt hårdt, og hun stivnede og bare stirrede på englen. Hun var splittet mellem hovedløst at fortsætte skænderiet eller bare holde sin mund - for en gangs skyld - og før hun nåede at beslutte sig, havde Izriel grebet om hende og løftede hende op fra jorden. Hun gispede af frygt og skulle kort til at forsøge at vride sig fri, før det gik op for hende, de var i luften, og det nok ville være direkte stupidt - i højere grad end noget andet, hun havde foretaget sig i dag.

Hun så over skulderen ned på Prue, der hurtigt forsvandt under dem. Hun ville have sagt noget, men det var allerede for sent, og Prues ord ebbede ud under dem. Colt gøs og holdt sig fast til Izriel, lyttede lidt forvirret til hendes ord.

"Noone tells me anything!? How should I know, I'm just some stupid human, remember?" snerrede hun og sukkede så, mens hun så ned et øjeblik. De var fandens højt oppe!

//out