Måne tur på havnen (Laroy)

Tid: 18-4-12 klokken 21
Vejr: fuldmåne og stjerner, køligt.
Sted: Lige på kanten af havnen på en lille bænk.
Påklædning: Casual.

Med et lærred under armen, en pallette og en pensel gik Prue langs havnen i Werclare. Det havde været en rolig dag, hvor hun havde solgt lidt blod til nye kunder. Samvittigheden bankede på, hver gang hun snød en stakkels vampyr eller en dæmon. Men hun havde brug for pengene til lejligheden. Og så havde hun en svaghed for tøj.

Det lange brune hår var stadig vådt fra badet derhjemme. I anledningen af en rolig aften, havde hun smidt lidt rød læbestift på. Hun var klar til at blive inspireret. Hun satte sig på en bænk med lærredet foran sig. Havnen var så smuk med den stjerneklare himmel og fuldmånen der reflekterede i vandet. Hun krøb sig lidt sammen under jakken, og så gik hun igang med at male.

Laroy kom stille og roligt gående for sig selv han havde ikke gidet og sidde der hjemme og være en af dem der bare gloede tv og den slags der så han kiggede rundt og var nu endt nede ved havnen af, så han gav sig til at gå langs den og havde ikke det vilde han sådan skulle nå jo så han gik bare stille og roligt og alt det.
Han kom roligt hen mod en skikkelse som han godt havde set men det kunne jo være hvad som helst, men da han kom tættere på så han at det var en kvinde som sad der og sådan noget *hvad laver hun mon*tænkte han og kom tættere på "hejsa"sagde han roligt og så på hende.

Forskrækket over en ung mands stemme, gloede hun mistroisk over skulderen. Hun skjulte sine skitser for ham. Øm over sit arbejde.
Han virkede venlig, nærmest rolig. Ville han angribe?

"Jeg maler."

Svarede hun tørt og lod blikket falde ud over havnen igen. Hendes mistoriske tanker forsvandt ved synet af månen.

"er det ikke smukt?"

Hun skubbede sine ting lidt til side og gjorde plads til fyren ved siden af sig.

"Du må gerne sætte dig, kunne godt bruge lidt selskab."

Efter nogle lange dag med dæmoner og mord på hjernen, var det rart bare at sidde og slappe af i sine egne tanker.

Han så på hende med et stille og roligt smil på sine læber og satte sig ned ved hende og kiggede på hendes maleri og smilte "Jov det er et meget smukt maleri"sagde han og mente det skam da han sagde det til hende.
Han kiggede på hende med et smil "hvad hedder du så mit navn er Laroy"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber, og han var ærlig hele tiden overfor hende selvom han ikke kendte hende eller noget kunne han jo godt være ærlig overfor hende og sådan noget der.


//sorry har ikke så meget krea//

"Tak. Men det var nu udsigten jeg mente."

Hun slog en let og næsten menneskelig smittende latter op. Han virkede så nervøs, og alligevel helt tryg ved situationen. Væsnerne var lidt underlige her på deploratus, det synes hun at have erfaret.
Colt som hun havde mødt, var forfjamsket og uskyldig. Mens Cherlyn, den lede dæmonkvinde var ganske ondskabsfuld.

"Jeg hedder Prue. Er nyflytter, så har ikke været hernede før. Det er da et rart sted, selvom Werclare generelt er lidt skræmmende. Det var måske ikke det bedste sted for mig, at få mig en lejlighed."

Hun smilte til den unge fyr og lagde sin pensel ved siden af sig. Hendes lyst til at male var forsvundet en lille smule. Han virkede interessant og venlig ham Laroy. De kunne sikkert blive rigtig fine venner!

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af "okay altså jeg bor da godt nok i den by og jeg syns ikke den er så skræmmende som du siger men det komme da an på hvad du har oplevet i byen som jeg sikkert ikke har"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber og slappede bare af.
Han så på hende med et smil "men ja udsigten er også flot"sagde han roligt og så på hende med et smil og var da interesseret i at lære denne her yndige kvinde at kende som han nu sad og snakkede med og alt det. Han så på hende og ventede på svar fra hende af og sådan noget halløj der.

Hun smilte let til ham. Der var noget over ham, der ikke var menneskeligt. Og i et øjebliks uopmærksomhed spurgte hun: "Hvad er du, egentlig?"

Han så på hende da hun sad der og spurgte ham om hvad han var *okay hun er jo heller ikke selv et menneske*tænkte han roligt og så på hende "mig jeg er en dæmon men jeg er en af dem der slapper af og passer mig selv når det er"sagde han roligt og så på hende "Hvad med dig"spurgte han roligt og havde det okay med at sige det til hende for der var også noget over hende som gjorde hun heller ikke virkede helt menneskelig eller noget som helst.
Han slappede af og ventede på svar og det måtte forhåbentligt være det svar på hvad hun var og den slags der.

Hun blev alligevel lidt forskrækket, da han fortalte han var dæmon. Hun var ikke så glad for dæmoner. De var utilregnlige, og forstyrre mens de spiste, det skulle man i hvert fald ikke!

Han virkede nu meget sympatisk, så hun kunne ikke helt tage afstand fra ham. Hun pegede på sine tænder, som var det underforstået at hun var vampyr. Hun ville ikke sige ordene højt, det lå ikke rart i hendes mund.

"Du vil ikke gøre mig noget?"

Det samme han havde spurgt hende om, poppede ud af munden på hende.

Han kiggede på hende roligt "nej det vil jeg da ikke hvorfor skulle jeg dog det altså jeg er godt nok hvad jeg er men er ikke ond overfor dem der ikke er onde mod mig og alt det"sagde han roligt og så på hende med et smil.
Han var den der stille og rolige person overfor folk som han lige havde mødt og alt det, han kiggede på hende med et smil og ville da se hvad hun ville svare ham på det han sagde lige nu og her.

Hun smilte. Glad for at han ikke havde i sinde at gøre noget.
Alt var stille den aften på havnen. Hun gik hen mod kanten af havnen og gloede ned i det dybe, garanteret også kolde, havne vand. Indimellem, når hun kom langt nok ud i sit tankespind, legede hun med tanken om at afslutte det hele. Hun vidste det ikke kunne lade sig gøre. Hun var fanget i dette udødelige corpus.

"Har du en kæreste,"

Smed hun ud i nattemørket.

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil og høre på hvad det var hun spurgte ham om han havde en kæreste "nej det har jeg ikke hvad da"sagde han roligt til hende og anede ikke hvad hun ville siden hun spurgte ham om det.
Han kunne jo være hende til hjælp hvis der var noget hun trængte til fra en mands side af men det var jo nok ikke det ville han da selv mene og hvis det var så ville det være helt okay med ham.

Elegante men rolige skridt, ville for det overnaturlige øre, begynde at kunne anes et stykke væk. Hæle der klikkede mod den kolde, og triste asfalt i et anstændigt tempo, ville nok vække de flestes interesse, på denne tid af døgnet.

Cherlyn kom gående, med hænderne dybt begravet i den mørke damefrakke, som knapt kunne ses, eftersom den gik i ét med natten. Hovedet var bukket en anelse, og så ud til helst at ville holdes skjult, selvom håret tiltrak en del opmærksomhed, når det blev lyst op, af de få gadelygter der nu var. De mørkblå jeans, sad som malet på, og matchede de stilede højhæle med den sorte farve ganske godt.

Hun hørte først stemmerne, fra et talende par, da hun var blot få meter fra dem. Sanserne havde været glemt et øjeblik, mens tankerne havde faret rundt. Der var alt for meget at tænke på for tiden, selv for en, med hendes sind. Det gjorde det ikke meget bedre, at de to personligheder skiftede fra dag til dag, eller lige præcis når man mindst ventede eller ønskede det.

Hun så op med øjne, der så ud til at være så mørke, at de kunne konkurrerer med natten selv. Hendes blik blev på et øjeblik fokuseret, på to velkendte skikkelse. Minderne kom hurtigt frem. Nogle mere glædelige end andre. Frem for alt, satte hun et smil på, der ikke helt var til at tyde. Noget i det sagde død, mens andet bød den 'fremmede' dæmon velkommen.

"Godaften i to.."

Hun brød den akavede stilhed mellem dem, som var de alle gamle venner der lige skulle møde hinanden igen. Hun standsede med præcis lige lang afstand, til dem begge. Hun kastede et kort blik mod Prue, der sjovt nok stod en anelse for nær kanten, til at det kunne være helt sikkert. Hun knurrede kort og advarende, hvilket burde få vampyren til at forstå med det samme, at hun bestemt ikke havde glemt eller tilgivet episoden. Derefter sendte hun et lyksageligt smil til Laroy. De havde knapt snakket, men hun fandt ham ganske hurtigt, i listen over mænd hun havde mødt her i byerne.

Lyden af de klikkende hæle, havde hun hørt før. Et smalt håb om, at det i virkeligheden ikke var hende, fór ud af hendes øjne.
*lad det ikke være, lad det ikke være....*
tænkte hun, idet kvinden åbnede munden.

Hendes krop gav et lille spjæt og hun vente sig hurtigt rundt.
*oooooog væk fra kanten, skal du,*
selvfølgelig var det dæmonen Cher. Colt havde fortalt mere om hende, end Cher anede. Hun gik forsigtigt hen mod Laroy. En lille runde om ham tog hun, mens hun svagt hviskede, han skulle støtte hendes ryg. Svagt nok til at Cher ikke kunne høre det, men tydeligt nok til, hun sikkert kunne forstå det.

Dumme dæmon. Nu havde hun mødt Laroy, og han var en flink dæmon. Så kom hun og smadrede den, nå ja, lidt akavede stemning, måske.

"Godaften"

mumlede hun tilbage i ren og skær nødvendighed og høflighed. Hun kunne ikke lide at være uhøflig overfor folk, heller ikke syge dæmoner. Men hun havde lært en ting eller to om sig selv, siden de havde mødtes i lufthavnen. Ville hun have kamp, jamen så!! Håbede hun inderligt Laroy var på hendes side!

Små trækninger af nervøsitet viste sig i øjenkrogen. Pis!

Han kiggede rundt da der var en som snakkede til dem og anede ikke lige hvem det var før han fik sig vent om mod personen "Cherlyn er det dig"sagde han roligt og kiggede bare på hende også om på Prue "er der noget galt"spurgte han roligt og anede jo ikke hvad der forgik siden hun vist gemte sig bag ham da Cherlyn var kommet.
Han så på dem og var en smugle forvirret det måtte han indrømme, men han skulle jo nok snart få sat alt på plads hvis der var en som gad og forklare ham hvad der var og hvorfor Prue var om bag ham og alt det.
Han så hen på cherlyn *hende har jeg ikke set siden tja da jeg mødte hende*tænkte han for sig selv og slappede bare af og anede ikke hvad han skulle gøre lige nu og her, da der ikke så ud til at han skulle gøre noget så var han mere afslappet lige nu og her.

Cherlyn fastlåste sit blik, på den lige pludseligt meget livlige Prue, i det øjeblik, at hun satte i bevægelse. Sjovt nok, fandt hun det hele meget sikre, omme bag Laroy. En dæmon? Den tøs, var virkelig en skam for vampyrene. Hun kneb de mørke øjne en anelse i, da hun forsøgte at tyde, sproget der blev hvisket. Ganske kært, at de to havde hemmeligheder. Desværre ikke noget, der faldt i hendes smag. Men det var nu ikke meget svært, at regne ud, hvad der blev hvisket om.

"Det er mig ja. Og godt, at se dig igen kære. Du ser stadig godt ud. Har man trænet?"

Hun flyttede sit fokus fra den paniske vampyr, og så med et stort smil, på den velkendte dæmon. Det sidste i sin varme hilsen, tilføjede hun selvfølgelig med et drilsk blink. Hun var ikke lige interesseret i en seng, i aften. Dog kunne det aldrig skade, med en dæmon mere på sin side.

"Jeg tror såmænd bare, at vores lille vampyrtøs her er genert. Hvorfor? Det må hun jo selv vide.."

Selvom hendes ord til Prue var startet muntert ud for, at holde den falske facade, var det ikke svært at tyde ironien og kulden bag dem. Det var overraskende svært, ikke bare, at flyve frem, skubbe Laroy væk, for derefter at knække nakken på Prue, og kyle hende i havet. Sikke en lettelse, det ville være.

Hun forsøgte at gemme panikken bag de græsgrønne øjne. Hun huskede Selene. Hvordan hun havde tiltrådt rummet, ejet det. Prue stræbede mod det samme - løftet hoved, koldt, højt hævet...
Det var bare ikke hendes stil eller natur. Sådan var hun langt fra opdraget af sine forældre. Hendes statur var præget af hendes humør - og det var faldet drastisk efter Cherlyn havde gjort sin entre. Ellers var hun normalt elegant og smilende. Hun smed det lange hår om på den ene skulder og tiltede hovedet ind mod Laroys øre.

"Hav min ryg, når hun angriber. Hun er en slange og hun hader mig."

Hviskede hun som svar til Laroys spørgsmål. Endnu engang med en vis forsigtighed, så Cherlyn ikke ville kunne høre det. Hun havde ikke behov for, at Cherlyn skulle høre det. Prue var godt klar over, at hun sikkert var i knibe nu, men alligevel ville hun ikke teste skæbnen mere end højst nødvendigt.
Hun spankulerede let rundt på pladsen omkring Laroy. Hun stirrede diskret på Cherlyn sko, så snart hendes krop vendte vejen. De kvalmede hende. Den dæmon kvalmede hende!

Et smalt smil undslap de røde læber. Brynene røg et kort sekund højere på panden og et stille fnys røg ud af hende.
*Trænet? Herre jemini....*

Den rolige spankulering stoppede brat, da Cherlyn hentydede til hendes generthed. Prue var ikke genert, hun var forsigtig. Forsigtig når hun ikke var tvunget i en krog.

Hele episoden i lufthavnen havde været én kollosal misforståelse! Det var ikke meningen, at hun skulle afbryde Chers måltid. Det var ikke meningen af hun skulle stikke hende til politiet. Men hvad havde hendes valg været? Det var enten det eller en knækket nakke. Ja, så foretrak hun måske at stikke hende til politiet.
Hun var lige ankommet til Deploratus. Samtidig havde hun sat tænderne i en utrolig vammel bøf, og hun ville bare lære nye mennesker at kende. Så da hun lugtede farer og den stadige medmenneskelighed ikke var forduftet, havde hun gået med. Men blikket der mødte hende.... Dæmonen der grådigt åd den stakkels kvindelige passager, det kunne hun ikke bare se igennem fingrer med.
Den lede rødhårede dæmon havde overfuset hende....

Hun kunne mærke vreden kaste sig op i hende. Normalt var hun ikke typen, der bar nag. Hun ville helst være venner med alle, men hun kom altid i en eller anden form for problemer.
De grønne øjne lynede ud i natten.

"Jeg er ikke genert. Det må du da af nogen, vide."

Hun hæftede sit blik fast på dæmonen og gik op på siden af Laroy, hvor hun lagde sin hånd på hans skuldre. De lange fingre der blidt hvilede på kravebenet.
Det lykkedes hende. Hun holdte de rolige udtryk i kroppen, men ingen tvivl om, at øjnene ville kunne dræbe.

Han kiggede på dem han anede jo ikke hvad der endeligt forgik lige nu, men en ting var han da vist helt klar over og at det var ikke det bedste forhold de to havde til hinanden efter hvad det var prue havde hvisket til ham og alt det.
Han så på hende også hen på Cherlyn og tænkte da godt nok over det men så vidt han huskede var cher og hendes søster vist noget at nogen blodsugere selvom de ikke var vampyre eller noget som helst.
Han kiggede på dem og slappede roligt af "hvad må jeg vide hvad der forgår her det lader til i to ikke har det særlig godt med hinanden"sagde han roligt og så på dem og anede ikke om det var klogt sagt men nu havde han sagt det så der var ikke noget at gøre nu.

Cherlyn holdt ikke igen, med en tydeligt opdragende brummen, rettet direkte mod Prue, da hun fnøs af hendes ord. Kvinden havde problemer nok i forvejen. Hun bukkede hovedet et kort øjeblik, og satte ligegyldigt nogle få løse totter tilbage, der havde forvildet sig ud til siden.

"Snart færdig med al den hvisken?"

Hun rettede hovedet op igen, og stirrede køligt på Prue. Vampyren burde vide, at selvom Laroy var flink, så var han også dæmon. Hun rystede let på hoveder af sig selv. Dæmoner holder ikke altid sammen.

*Glem det..*

I samme øjeblik Prue endelig besluttede sig for, at være færdig med sin rundtur omkring Laroy, og trådte frem, fik Cherlyn et helt andet blik. Hendes krop spændtes let, samtidig med, at hun kæmpede for, at holde sig selv tilbage lidt endnu. Ikke bare flå hovedet af vampyren, som hun havde drømt om, siden første møde.

"Sandt nok, darling. Jeg havde helt glemt hvor glad du er for, at spolere andres privatliv. Eller snage i sager, du nok ikke skulle blande dig i..."

Hendes stemme var langt fra den samme, som det sukkersøde stads, hun havde viftet mod Laroy. Nu bar den tydeligt præg, af mørket og hadet der var rettet mod Prue. Hun orkede ikke engang, at skjule det.

"Det er vist alt sammen, en lille misforståelse! Eller nej vent. Ikke alligevel!"

Hun lagde hovedet lettere på skrå, og stirrede hadfuldt mod Prue et kort sekund, inden hun satte i bevægelse. Med sløve skridt, begyndte hun, at bevæge sig frem mod dem. Hendes skridt fortalte ikke det mindste om, hvilken vej hun ville tage. Prue, eller Laroy.

Hun begyndte at forklare Laroy;

"Vi mødtes i lufthavnen, det var min første dag på Deploratus. Kom måske til at forstyrre hendes lille.... måltid, på dametoilettet, og nu..."

Hun blev afbrudt af Cherlyn. Den næsten neongrønne lynede i hendes retning. Cherlyn var ikke den eneste, der ikke kunne lide at blive afbrudt.
Hendes lille krop placerede sig i en truende position, stadig stående ved siden af Laroy men med et ben foran.

Misforståelse, lige præcis. Det var hvad alt dette var, en kæmpe misforståelse! Hun kunne bare ikke se det, fordi hun var så... optaget af sig selv og hævn. En usund ting for hjernen.

Cher satte i bevægelse mod Prue. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Havde hun Laroy på sin side, eller ville han hoppe på dæmonens side og ødelægge den hyggelige aften de havde. Cherlyn ville under ingen omstændigheder Laroy noget godt. Heller ikke grundet deres race, det var Prue overbevist om.

"Jeg har lyst til at sige ting til dig, men jeg er så bange for at dit hoved begynder at snurre rundt."

De sarkastiske undertoner hang tungt i luften, meter fra dem dirrede den.

Han kiggede på dem og tænkte da godt nok sit om det der lige forgik her og nu men det var jo mellem dem og ikke ham, men på en måde var han komme ind i denne ting som var mellem de to kvinder her nu hvor han var der og alt det.

"i lufthavnen okay mærkeligt sted og møde hinanden men kan gætte det ikke var noget godt møde siden i opføre jer sådan der"sagde han roligt og kiggede på dem frem og tilbage og sådan noget der.
Han så på dem og anede ikke hvad han skulle gøre men noget kom han nok til at gøre lige pludselig for han var jo den han var og det viste Cherlyn vist også efter deres sidste møde og alt det.

Til trods for, at Prue prøvede, at virke en smule skræmmende i sin position virkede det ikke særligt godt. Cherlyn havde for lidt respekt, overfor den nærmest vegetariske vampyr i forevejen, at en sølle stilling, ikke kunne rette op på det.

Det gerenede hende egentlig ikke, at hun afbrød. Måske kunne Prue smage lidt, af sin egen medicin?

"Egentlig ikke, kære Laroy. Prinsessen her synes lige, at hun hellere ville toturere lidt død ko, og redde et kvindemenneske end, at lade mig være i fred.."

Hun sendte ham et smil, der ikke rigtigt nåede øjnene. Charmen var simpelthen spildt lige nu, eftersom mordlysten var størst. Mon Selene ville kunne lide det?

Prues sidste sætningen fik hende faktisk til, at stoppe op. Med et skeptisk hævet øjenbryn, og et lumsk smil, smækket på det ellers så sammebidte ansigt.

"Jaså?.. Prøv."

Afslappet placerede hun hænderne i godt i frakkelommen, og krydsede benene som stod hun lænet op af en væg. Roligt ventende på Prues 'Åh så rystende ord'.

"Vi mødtes i lufthavnen, hvor lille frk. horn her, mente hun skulle partere en uskyldig kvinde..."

Øjnene var blevet neon grønne og lynede gennem natten. Hun kneb dem sammen og lagde de lange fingre på skulderen af Laroy.
Rent instinktivt regnede hun med, at han var på hendes side.

"Et drab i offentligheden..."

Hun løftede den ene pegefinger og gled den fra side til side. Hun udsted en lille lyd med tungen, for at understrege ulovligheden.

"Lidt må du da have lært."

Hendes statur var pludselig blevet overlegen. Hun havde heldigvis lært en del efter mødet i lufthavnen. Hun skulle ikke agere med vrede, det gjorde hende svag.

"Jeg behøver ikke at sige noget, det klare du såmen helt fint selv, Cherlyn."

De var ikke på fornavn, det havde de aldrig været. Men Prue kendte hende og hendes adfærd.

"Kan du ikke se, hvordan dit hoved drejer rundt? Det tegner gerne på dumhed... Det vidste du nok ikke."

Hun hev hånden til sig fra Laroys skuldre. Armene lagde hun over kors mens et smalt smil bredte sig på hendes læber.

De kunne spille dette syge spil hele aftenen. Hun var godt klar over, at hun nok var tvunget til det. Men det var ikke noget, hun kunne klare uden Laroys eller en andens hjælp.

Han kiggede på dem og mærkede prues hånd på sin skulder og var bare roligt over hele kroppen og sådan, det var jo godt nok noget skidt men det var deres sag som laroy nu var komme ind i på en måde.
Han var en der stod i midten af to kvinder der ikke kunne enes bare fordi den ene redder en kvinde ud af kløerne på den anden, og der stod han og kiggede fra den ene til den anden og viste ikke om han kunne gøre noget andet end og være tilstede og sådan noget.
Han så på prue og kløede sig lidt på kinden og kiggede bare lige nu han havde ikke så meget og sige til det her når man var dæmon var man jo sådan som cherlyn var og vampyre burde line meget en dæmon hvad blod angår.

Cherlyn kunne ikke lade være med at læne nakken tilbage, og bryde ud i en høj kold latter. Hun lignede mest af alt, en der lige havde hørt verdens sjoveste joke. Med en overraskende ro fandt hun rimelig hurtigt tilbage til den lettere kølige attitude, nu med et skævt men dog tydelig smil på læben, mens hun rettede sig pænt op igen.

"Åh ja.. Bag al irritationen, havde jeg næsten glemt hvor underholdende du er. En vampyr.. Tydeligvis en smule ung i det, ikke sandt?.."

Med et overdrevent sukkersødt smil, der blottede de skarpe hvide tænder, lod hun meget tydeligt øjnene glide over den noget gyldne vampyr foran hende. Hvorefter hun fortsatte.

".. Der ikke bryde sig om, at spise mennesker? Du vil langt hellere sidde og prikke opgivende til et dødt dyr, end du vil accepterer den verden du befinder dig i?"

Hun lod spørgsmålet hænge i luften, ja en konstatering var det næsten, mens hun ventede på at ordene skulle sive. Eftersom Prue, efter Cherlyns egen mening, ikke var den skarpeste ske i skuffen, skulle hun da have god tid.

Hun havde næsten helt glemt den anden dæmons tilstedeværelse, og blottede tænderne i en knurren. Ikke tale om, at den lille sydlandske sag skulle stå der og spille smart!

"Og det ved du fordi?.. Du har måske studeret emnet grundigt, for ikke opnå flere idiotiske 'heltegerninger'?!"

De sidste ord blev næsten spyttet ud. Hendes afsky til Prue var stor. Hun var jo komplet idiot! Kvinden opførte sig, som om de var et par genstridige menneskelige kvindemennesker, hvor Cherlyn lige havde begået en dyb ulovlighed.

*Men gæt hvad, dukkebarn! We're not!*