Måne tur på havnen (Laroy)

Hun drejede hovedet mod Laroy der endnu havde stået passivt til.

"Så gør dog noget,"

Vrissede hun let af ham, idet hun trådte et halv skridt mod Cherlyn.

"Til din information, kære dæmonbarn - så finder jeg faktisk mennesket som værende en større delikatesse. En delikatesse der ikke skal spildes i lufthavne af blodtørstige sataner. De skal nydes som et festmåltid."

Hun rystede på hovedet. Hun synes næsten dæmonen foran sig var ynkelig umenneskelig.

"Hvorfor har du glemt din fortid, dæmon barn?"

Hun ignorede den sidste kommentar. Den var ikke værd at forsvare. Hun måtte handle klogt.

Han kiggede på dem og var sådan stille og roligt "altså hvad skal jeg dog gøre"sagde han roligt og kiggede på hende og havde ikke en eneste ide om hvad han skulle gøre lige nu, i denne her situation.
Han kiggede på prue og var ikke klar over hvad hun ville ha han skulle gøre altså det var jo ikke sådan at han var tanke læser eller noget som helst i forhold til nogen af de forskellige personer han havde mødt i gennem tiden her hvor han havde været i byen og alt det halløj der.

Han så frem og tilbage igen før han så på prue igen og havde bare sådan som han var blevet indblandet i noget han ikke var med i fra starten af og alt det.

Cherlyn var lige ved at le højt, af vampyren der forsøgte at vrisse den passive dæmon igang. Det lod ikke til at Laroy, havde tænkt sig at tage del i festen. Det passede hende egentlig fint, da hun ikke orkede at bekymre sig om andre, end klaptorsken af en vampyr foran sig.

"Hvorfor skulle han dog hjælpe et barn som dem?"

Dæmonen hoverede tydeligvis. Hun var ikke bleg for at vise sin fryd, over at hun kunne få vampyren for sig selv. Et unødvendigt dybt suk, og en svag irriteret skulen gled over det mørke blik, ved ordet 'dæmonbarn'. Det var mange år siden, at hun var blevet kaldt det. Den gang havde hun taget det som en spøg, men da vampyren var langt yngre end hende selv, og kun var ude på at fornærme, var ordet ret bittersødt.

"Kald mig ikke barn, yngling! Jeg kunne være din bedstemors bedstemor! Du er ikke andet end et ynkeligt barn, der endnu ikke kender sin plads nok, til at respekterer dem der tydeligvis er stærkere end dig selv."

Igen var der ingen skjul på afskyen over Prue, da sætningen blev raset ud. Dæmonkvinden havde efterhånden bevist flere gange, at hun havde et temperament, der sagde spar to. Det var sjælendt, at hun lod småting ligge.

"Den er ikke glemt, yngling. Hvorfor skulle jeg glemme den smukke barndom, der gik med at hærge de engelske gader?"

Med tanken på at Prue var trådt tættere på hende, tog hun flere skridt i hendes retning. De befandt sig nu knap og nap, halvanden meter fra hinanden. En farlig distance, hvis nogen nu ønskede, at gøre noget dumt.

"Så spørger jeg dig. Hvorfor kender du ikke din plads, snothvalp?"