meningsløshed?

Dato : Irl
Årstid : Irl
Dag : Irl
Vejr : koldt, men solen skinner
Sted : centret
Tid : 14:34
Omgivelser : mennesker, butikker og reklame skilte

Jared sad på metal bænken, og betragtede de shoppeglade mennesker der skyndte sig forbi, mens de snakkede løs om alt mellem himmel og jord. han smilte svagt af dem og lagde hovedet tilbage, så han så lige op i et ovenlys vindue der afslørede en stor del af himlen. han smilte igen drillende men holdt sin position selvom folk kiggede. han savnede selvskab for han havde stort set ikke fortaget sig andet idag, end bare at gå rundt og betragte alle de uvidende mennesker.

Lucy stod trukket lett ilbage i skyggerne. Hun var iført en hvid sommerkjole, og havde -som altid - bundet et sort stykke stof for øjnene. Selvom hun intet så, havde fuldstændig styr på sine omgivelser. Hun vidste hvor mange mennesker, der så på den lille pige med enten medlidende eller undrende blikke. Selv smilede hun blot barnligt,og glattede sin kjole en smule.

jared kunne sagtens fornemme vampyren og brugte hurtigt sin evne for at være på de sikre side. han vendte sig og fik med det samme øje på vampyren der stod i skyggerne. sådan var det jo med dem. altid skygger...aldrig lys.
denne vampyr var tydeligvis blind, og bindet afslørede det..

//logger for idag..^^

Lucy lagde hovedet svagt på skrå, da hun mærkede hans blik. Det virkede ikke som de flygtige blikke menneskene sendte hende i det de gik forbi hende.. Dette blik varede længere, og var uden tvivl rettet direkte mod hende, og var et af dem der bare passerede kort. Hun vinkede kort til ham, for at lade ham vide at hun viste at han så på hende.

han lagde hovedet på skrå, og brugte igen sin evne på at 'forvandle' sig selv til en vampyr som hende. så var der jo ingen risiko for at hun bed ham. han så vinket og smilte til hende, selvom han vidste at hun ikke kunne se det "hej...kommer du ikke og sætter dig?" hviskede han så lavt at kun en vampyr kunne høre det.

Lucy rystede kort på hovedet. Hun havde ikke tænkt sig at forlade skyggerne før solen var gået ned.. "Nej, men De kan jo komme her over mister" svarede hun også så lavt at menneskene ikke ville kunne høre det. Hun undrede sig over den pludselige lugt af vampyr, og fandt frem til at den stammede fra ham.. Hun lagde hovedet en smule på skrå, og tænkte om hun mon tog fejl, for han havde jo ikke lugtet af vampyr for et øjeblik siden... Det måtte have noget med hans evne at gøre afgjorde hun til sidst, og blev nysgerrig efter at vide hvad han så var..

han undrede sig ikke over at hun tiltalte ham mister, for han havde jo mødt mange der havde eksisteret i århundrede.
"mmm..." mumlede han, rejste sig op og gik stille over til vampyren. nogle mennesker vendte blikket mod ham og især pigen der hun jo havde det sorte bind for øjnene. han stod nu foran hende men ikke i en truende position...bare afslappet.

"Hvem er De mister?" spurgte Lucy, og smilede lillepiget op til ham. Hun virkede komplet harmløs
som hun stod der, men man skulle ikke skue hunden på hårene... Selv om hun havde krop som et barn, så havde hun mere erfaring end de fleste andre.. Selv mere end de fleste vampyrer eller engle, der jo begge levede til de blev dræbt..

han smilte til hende "jeg hedder jared...jeg er vampyr...ja hvad mere kan jeg sige?" har trak på skuldrene og tænkte lidt "hvad med dig?" spurgte han stille.

"Mit navn er Lucinia, men jeg vil sætte pris på hvis De vil kalde mig Lucy i stedet. Jeg er vampyr.. Men det er De ikke.. Hvad er De egentlig, mister Jared?" svarede hun roligt, og biholdt smilet.

han smilede da lucy havde bemærket hans raceskrift og lod hurtigt evnen falde så han fik sin normale hudfarve tilbage og hjørnetænderne blev som de altid var. han grinte lavmælt og så på hende "ja du har ret...jeg er en engel som du nok kan dufte"

"Det må jeg sige.. Hvilken bemærkelsesværdig evne De har mister Jared." sagde Lucy lettere imponeret, og smilede forundret. Nomalt skulle der meget til før Lucy blev bare den mindste smule imponeret, men denne engels evne var så speciel at hun ikke kunne lade være..

han grinte nærvøst og lavt for han blev altid forlegen når folk gav ham komplimenter "jamen tusind tak da lucy" takkede han med et skævt smil. han var jo også selv meget stolt af sin evne, og han havde tit brug for den. "har du en evne? og i såfald, hvad er den?" spurgte han nysgerrigt.

"Selvfølgelig har jeg en evne.. Jeg kan manipulere med mørket.. Den eneste ting er har fulgt mig siden fødslen.." svarede Lucy og smilede lidt over englens forlegenhed.

han smilte lidt over sin egen dumhed og grinte lavmælt "så du kan f.eks. omgive os med skygger og forvandle dag til nat?" spurgte han og strøj en hånd gennem håret.

"Nej det er jeg ikke i stand til.. Men tilgengæld kan jeg uden varsel lade mørket opsluge os begge og transpotere os lige der hen hvor jeg lyster.. Som en mørk, mennesketom kælder for eksempel.." svarede hun, og smilede uskyldigt op til ham.

han smilte lumsk til hende og tænkte på hvad hun mon planlagde "har du da tænkt dig at bide mig?" spurgte han lavmælt så ingen mennesker ville kunne høre det, og han tog et lille skridt mod hende.

Lucy smilede over Jared. Han virkede ikke spor bange for hende, men mere som om han fandt det sjovt eller spændende. "Jeg må indrømme at fristelsen er stor, mister Jared." svarede hun med latter i stemmen. Hun synes egentlig at Jared var en yderst interessant engel, eftersom han ikke flygtede men kom tættere på hende i det samtalen blev drejet over på den fare han egentilg stod i.

lucy havde ret. han var nysgerrig på hvad hun planlagde og kunne faktisk ikke lægge låg på det "hvor lang tid er det siden du sidst fik blod?" spurgte han stille og smilte af hendes latter. det var lidt mystisk at stå foran en så lille vampyr og sammentidig stå foran så stor en fare. men en klog mand havde jo engang sagt at man aldrig skulle skue hunden på hårene.

"Hm... Det er vel efterhånden et godt stykke tid siden." svarede hun og blottede kort sine tænder i et smil. Hun lukkede dog hurtigt smilet så menneskene ikke skulle se hendes syle spidse hjørnetænder. Hun afventede Jareds reaktion, og var egentlig lidt spændt på hvad han ville sige. Han havde jo indtil videre været yderst overraskende i en del af sine udtalelser, så mon ikke han også formåede at overraske hende denne gang?..

han tænkte sig lidt om og studerede hendes hjørnetænder med øjnene så længe de var synlige "så må du jo hellere få noget snart" svarde han stille og smilte. han kunne godt se på hende at hun var forbløffet over at han svarede på de måder han nu gjorde, og hun var bestemt ikke den eneste.

Lucy lo lavmælt ad ham, men nikkede så. "De har i sand ret, mister Jared. De er ikke bange af dem.. Hvorfor føler De Dem så tryg ved at stå i selvskab med en sulten vampyr?" spurgte hun nysgerrigt da de fleste engle hun havde mødt havde forsøgt at flygte fra første øjekast.. Eller så snart de så hendes tænder..

han bed sig let i læben med en vampyr tand og grinte lydløst "hvem har sagt jeg føler mig tryg?" spurgte han stille og lagde hovedt på skrå et øjeblik "jeg frygter bare ikke bid...men jeg føler mig da heller ikke tryg ved at stå her" svarede han med et lille grin.

"De virkede tryg... Frygter ikke? Så hvis jeg valgte at bide Dem ville De ikke være bange? Ikke gøre modstand?" spurgte Lucy tydeligt nysgerrig. Hun vidste med sig selv at hun ville bide ham, men ville lade ham blive i den tro at hun endnu var ubeslutsom. På trods af at hun stadig var et barn, så var hun utroligt god til at styre sine lyster til blod. Og takket være bindet for hendes øjne var det ikke til at se om hun var sulten eller mæt, med mindre man lagde mærke til hvor bleg hendes hud var i forhold til andre vampyrers.

jared undrede sig lidt over hendes spørgsmål og tænkte over hvordan han kunne svare hende tilfredsstillene "som sagt...jeg frygter ikke bid, og heller ikke vampyre, men jeg ville nok få det rimlig dårligt bagefter..." svarede han tøvende og så op i loftet "jeg ved faktisk ikke om jeg ville frygte dig...det må vi jo se hvis du bestemmer dig for det" han grinte stille uden humor og så på den lille vampyr.