meningsløshed?

Lucy lo lavmælt af hans svar, og rystede svagt på hovedet. "Hvor gammel er De mister Jared?" spurgte hun så, og skiftede meget brat emne. Sådan kunne det i hvert fald let virke for andre, men for Lucy var det et næsten naturligt skift af samtale emne.

han smilede af hendes pludselige emne skift "jeg er 17 både i krop og sind" svarede han og så på det sorte bind "hvad med dig miss?" han grinte kort af miss'et. hvis hun måtte kalde ham mister, måtte han vel også kalde hende miss.

"Min krop er sølle syv år, men min fulde alder er hele 3605.. Nej det passer ikke.. 3606 år må det være nu." svarede Lucy, og var tydeligt stolt af sin alder. Hun havde endnu ikke mødt nogen der havde nået samme alder som hende, eller bare var tæt på. De ældste hun kendte til - ud over hende selv - var omkring de 2000 år, hvilket jo heller ikke var nogen ringe alder.


//Skal i biffen skrives xD//

jared spærrede øjnene op og nikkede anerkendene til lucy der hun opgav sin alder "så nu er du en ældre dame hvis man kan sige det sådan?" spurgte han med en drillende undertone. af en eller anden mærkelig grund, følte han sig meget ung og uerfaren i forhold til den lille vampyr.

"Jeg er ikke nogen dame." sagde Lucy og vrængede det sidste ord ud. "Jeg er blot et gammelt barn." tilføjede hun så med et smil. Lucy så på visse punkter sig selv som et barn, eftersom hun aldrig var vokset op, og aldrig havde følt som en voksen gjorde. Alligevel hadede hun når yngre væsner talte ned til hende, som om hun kun var syv år gammel. Hun mente at selv om hun kun var et barn så var hun jo stadig ældre end dem, og man burde have respekt for aldersommen..

han så sørgmodigt på hende ved hendes tonefald og strøj en hånd gennem håret "et barn med erfaring.." sagde han så "..meget erfaring" tilføjede han smilene og så på hende. "vær glad for at du kan kamoflerer dig så dine ofre ikke fatter mistanke..." han smilte lumsk og lod sine hænder finde vej ned i lommernes dyb.

"Ja det er yderst nyttigt... Ingen kan lide at mistænke et barn for noget så grufuldt som mord... Det er næsten syndt at deres naivitet bliver deres død." samtyggede Lucy med et tilfredst smil. Hun så ikke ligefrem ud som om hun mente det hun sagde om at mord var grufuldt. Menneskene murdede hele tiden hinanden, så Lucy mente ikke der var noget i vejen for at også en vampyr skulle tage et liv i ny og næ... Desuden var mord og død lige som blevet hverdag efter 3000 år..

"ingen, borset fra dem der ved hvem du ivirkeligheden er.." sagde han og hentydede til racerne der jo ville kunne dufte hende og se på hende hvad hun var. han prikkede hende blidt en enkelt gang på panden med et lille smil.

"Selvfølgelig.." sagde hun, og gav ham ret. Hun rynkede panden en smule da han prikkede hende, og så lettere irreteret ud. "Lad være med at gøre det, mister Jared." bad hun ham, og irretionen kunne nemt høres i hendes stemme. Hun behandlede - mente hun selv - andre med respekt, selv om de ikke alt fortjente det, og forventede derfor at andre viste hende bare en smule respekt. Og at prikke andre i panden var ikke ligefrem noget hun så som respektfuldt.. Faktisk mente hun det var yderst respektløst, og en ting for uvorne unger..

han nikkede men smilet forsvandt fra hans læber da hun afviste ham. han sukkede smilene og trak let på skuldrene "okay så.." sagde han og bed mærke i hendes irreterede tonefald, han tænkte på om hun mon havde et bid i tankerne.

Lucy lod langsomt mørket tætnes, men så langsomt at englen formodenligt ikke ville opdage noget lige med det samme, med mindre han var yderst opmærksom på lysstyrken.. Det var faktisk en god i de at være det, når man var i selvskab med lucy, da hun uden problemer kunne få det til at ligne nat, selvom sloen stod høj på himlen.. Alt hvad hun behøvede var en smule naturlig mørke, så som skygger og så ville hun kunne betvinge mørket på de mest finurlige måder.. "Har De nogle hobbies?" spurgte hun for at lede englens opmærksomhed væk fra det langsomt voksende mørke omkring dem.

"ja..jeg spiller guitar...synger...maler og tegner..skriver sange.." remsede han tøvende op og tænkte på om dette mon bare var et ynkeligt forsøg på at holde samtalen kørene. jared fik et øjeblik en mærkelig følelse af utilpashed i kroppen og han så sig lidt omkring men opdagede ikke noget usædvanligt. de samme stressede mennesker gik rundt...ekspedienterne hjalp dem...varene stod på hylderne...nej der var intet forandret men hvorfor havde han så den følelse?

"De kan lide musik? Personligt elsker jeg musik.. Bare en skam så meget det har ændret sig.." sagde Lucy, med ægte begejstring i stemmen. Hun smilede præcis som hun havde gjordt før, og så ikke ud til at der var noget på fære.. Hun vidste godt at når det begyndte at blive rigtigt mørkt omkring dem ville englen helt sikkert bemærke det med mindre han var direkte dum.. Men til den tid ville det være alt for sent for ham at flugte..

"virkelig? hvad for noget kan du så lide?" spurgte han men var ikke i tvivl omhvad hun ville svare. han så sig om igen og den ubehagelige følelse blev stærkere *hvad sker der?* tænkte han og så sig over skulderen..det var da klart! hvorfor havde han dog ikke tænkt på det noget før? det var ikke hans øjne der var noget galt med, men derimod var det lucy og hendes evne. hun havde før fortalt om sin evne og jared var helt sikker på at det var det, men af en eller anden grund flyttede han sig ikke "vær glad for at jeg er alt for nysgerrig til at forlade dig..." sagde han stille og tænkte hele tiden på hvad hendes næste træk mon ville blive..

"Aller bedst kunne jeg lide trobadurene, men dem er der ikke nogen af længere.. Så nu er det bare musikken jeg holder af.." svarede Lucy til hans spørgsmål med et smil. Da hun hørte hans anden kommentar begyndte hun at le sin lyse barnelatter. "Jamen kæreste mister Jared. På nuværende tidspunkt er det da alt forsent for Dem at flygte." informede hun leende og tog hans varme hånd i sin isende kolde hånd. Idet hendes tynde men stærke fingre lukkede sig om hans blev der sort omkring dem som om alt lyset var gået ud. I næste sekund forsvandt næsten alt mørket og afslørede en dunkel kældergang. Egentlig havde de slet ikke forladt centeret, de var blot kommet et par etager ned, hvor der ikke kom nogen og forstyrrede dem.

jared så nogle uvidene mennesker vende sig og stirrer på ham og lucy. især lucy, der med sin uhyggelige barnelatter fik det til at løbe koldt ned af ryggen, men da jareds nedslåede, gennemskuende og altseende blik mødte dem, så de hurtigt væk igen og fortsatte deres gøremål, men med en let nervøsitet denne gang. jared smilte let da lucy tog hans hånd og han bed sig i læben da hendes kulde mødte hans varme. skyggerne lukkede sig om dem og jared begyndte at få en klaustrofobisk fornemmelse lige inden mørket slap sit tag i ham. han så sig desorinteret rundt og genkendte kældergangen der han før havde været her, me han slap ikke lucys hånd.

Lucy's smil der før havde passet perfekt til hendes unge ansigt, ændrede sig. Det blev bredere og mere oprigtigt, men ikke ondt eller lumsk som det ellers blev hos mange vampyrer der havde siret sig et bytte. Det sylespidse tænder blottedes i smilet, men det var nu ikke noget Lucy tog sig synderligt af. "De er ganske mærværdig, mister Jared. Andre engle ville på nuværende tidspunkt forsøge at flygte selvom det er en tabt kamp.. De bliver stående, og holder min hånd.. Yderst mærkværdigt." fortalte hun ham, og stilte sig så de stod ret tæt. HUn gik ham godt nok kun til lige omkring livet, men påtrods af den lille størrelse, og kunne hun nu være yderst farlig..

englen så på hendes tænder og kom et kort øjeblik til at le, før han opdagede at han rent faktisk burde græde "de fleste regner mig da også for sindsyg.." svarede han med en let klang af latter i stemmen. mange troede jo at han var psykisk skadet og led mentalt, men det gjorde han ikke. han havde bare en syg humor...det var alt, så hvorfor kunne folk ikke forstå ham? han så ned på den lille vampyr og måtte indrømme at han ærlig talt havde svært ved at forestille sig hvordan hun kunne bide ham.

Lucy lo blidt af den bemærkning. "Jamen det er der da heller ikke noget galt i." sagde hun og rystede så på hovedet. Så sprang hun op, slog benene om livet på ham, og armene om nakken, så det på afstand kunne ligne et kram. Slevom hun så ud af utroligt lidt, så havde hun stadig vampyrisk styrke, og kunne derfor med lethed holde sig fast selv om han skulle finde på at gøre modstand nu. "Er De virkelig slet ikke bange?" spurgte hun nysgerrigt. Der var kun få cencimeter mellem deres ansigter, og hun måtte holde sig i stramme tøjler for ikke at bide sig fast i hans hals med det samme.

"måske ikke.." svarede han og fik et lille chok der hun låste benene om livet på ham og holdt ham tæt på sig. han stirrede hende i øjnene- nærmest psykopatisk- og smilte så pludseligt ved hendes spørgsmål "jo lidt...men jeg har intet mod bid..bare lov at du ikke dræner mig for blod...jeg skal jo gerne kunne gå hjem ikke?" sagde han med et lille skævt smil på læberne. nu hvor han tænkte over det, var han ikke bange lige nu...bare...nysgerrig..

Lucy lo lavmælt da han bad om ikke at dræne ham. "Det kan jeg selt ikke. De vil ikke engang besvime." forsikrede hun ham med et smil. Så lagde hun hovedet ved hans hals, og indåndede den søde duft af engel. Så lod hun tænderne synke ind i halsen, og nød blodet der strømmede ud. Hun var ikke synderligt voldsom, da han jo ikke gjorde modstand.

//Spise, kommer igen senere//

han lagde hovedet på skrå da han hørte hvad hun sagde, og i tankerne gav han hende ret. da vampyren jo var så lille, kunne den vel heller ikke drikke så meget blod, men på trods af det, stønede han alligevel af smerte da hun lod de skarpe tænder synke ned i hans hals. det gjorde dog ikke så ondt som ved andre udvoksede vampyre men det var dog til at føle smerte af..jared lagde armene om hende og holdt hende oppe selvom han godt vidste hun ikke behøvede det.

Lucy blev lettere overrasket da han lagde armene om hende, men sugede videre af hans blod. Hun drak langsomt, og nød for en gangs skyld at have god tid uden at skulle bekymre sig om modvilje, og modstand fra englens side. Hun elskede at mærke hvordan blodet gjorde hendes stærkere, og samtidig vide at englen blev svagere.. Det var næsten det bedste ved at drikke blod.. At mærke offrets kræfter forsvinde ud af dets ligegyldige krop, samtidig med at hun selv blev stærkere, og bedre tilpas. Hendes hud blev langsomt mindre hvid, skønt hun altid var bleg.. Det var bare værst når hun var sulten..

jared mærkede godt hvor god tid hun tog sig til det, i forhold til andre vampyre der nærmest flåede halsen op på ofret. han vidste godt at det var fordi han ikke gjorde modstand, men alligevel...udover blodet, mærkede han også energien blive suget ud af ham og han lænede sig op ad væggen og lagde hovede tilbage af udmattelse. selvom hun havde forsikret ham om at det ikke ville gå så langt som at han ville besvime, havde han det alligevel sådan. jared lukkede øjnene og bed tænderne sammen.

Lucy trak omsider tænderne ud af hans hals, og slikkede sig først let om munden. Så lod hun tungen glide over sårene, for at fjerne den smule blod der flød ud. Hun løsnede grebet om ham, så han kunne sætte hende ned, da hun ikke brød sig om at blive båret. "Tak mister Jared." hviskede hun lavmælt, og smilede tilfreds.