Der var bid - Selene

Dato: 28. April
Tid: 20:59
Sted: Sheria, Selenes hjem.
Vejr: Klart, solen er forsvundet i horisonten og månen er så småt på vej op.
Omgivelser: Få mennesker på vej hjem, de fleste i bil.

En lille skikkelse satte af fra jorden og syntes at hoppe mere end halvvejs op til palæets tag. Ved hjælp af et vindue og ujævnheder i muren fik hun kravlet hele vejen op på taget hvor hun med så lette skridt som muligt spadserede over til det vindue hun havde kigget ud af sidst hun havde været der. Natten der snart sænkede sig så ud til at blive usædvanligt klar, så hun havde at være nede inden månen var stået rigtigt op. Solnedgangen havde været smuk så vidt hun kunne se igennem sine tonede, uv-sikre vinduer i bilen, efter hun havde hentet billederne fra sine meddelere.
Manden som havde taget billederne havde fået sin bonus, både for at holde ham til og for at sikre konkurrencen imellem sine meddelere. De skulle jo helst gøre alt hvad de kunne for at få de billeder som hun skulle bruge, og der havde været bonus.

Man kunne ikke sige at Jack havde været meget på bar på sidste, men han havde heldigvis været uforsigtig nok til at vise sig i en og så oven i købet i Werclare hvor hun havde flest meddelere. Han havde vist snakket med nogle fyre som ikke helt lignede mennesker, hendes meddelere havde selvfølgelig ikke kunne sige noget om det, men det var tydeligt for Wil at i hvert fald den ene ikke var menneske. hvad de to var og hvem de var ville hun forhåbentligt også snart have fundet ud af. Det der med løse ender var en dårlig plan når man skulle myrde en der tydeligvis ikke var dum og havde kontakterne i orden.

Hun gled ned fra taget igen, for at sætte sig fast i rammen omkring vinduet der førte ind til Selenes selskabsrum eller hvad det var hun havde derinde. Hurtigt fik hun det åbnet, ved hjælp af en smule magi og et par dirke og smøg sig så ind af vinduet. Hun forventede en Selene et eller andet sted i rummet og nok et mindre misbilligende udtryk i ansigtet. Under sin bløde velour jakke havde hun en konvolut med billeder som Selene skulle have. Siden Wil arbejde for hende kunne hun lige så godt have alt det materiale som Wil fik. Selvom hun nok brændte det..
Et lille skævt smil spillede om den unge vampyrs læber da hun satte sig godt tilrette i det nu åbne vindue med ansigtet imod ildstedet og med øjne der overvågent slugte alle detaljer som kunne være hende til hjælp senere.

Inde fra den næsten normalstørrelses opholdsstue flød lydene fra en violin ud. Den var under øvede hænder, det var tydeligt at høre, som tonerne, fra en af komponisten Karl Jenkins stykker, flød fra strengene. Gennem vinduet var den antikt indrettede stue umiddelbart tom, men for øvede øre, kunne man høre, at tonerne kom fra en stor, højrygget lænestol, der stod foran den blussende kamin. En enkelt gang imellem skød en albue ud fra stolen med rolige bevægelser. Da vinduet åbnede med et lille klik og gik op på velsmurte hængsler var der ingen reaktion fra stolen, men Wilith kunne nok gætte sig til, at klikket var hørt, da der var tale om en vampyrs hørelse. Den rolige musik spillede blot videre.

"Come in, dear one."

Lød den lille pigestemme bag stolens høje ryg. Det lød som om, hun vidste, hvem der netop havde åbnet vinduet. I virkeligheden anede hun ikke, hvem det var. Men da personen ikke var stormet ind i rummet, gik hun ud fra, at det var én hun kendte.

"I would prefer if you in the future used the door, witch is made for the very same reason."

Stemmen var stadig rolig, klar, som havde hun den fulde kontrol over situationen. Stykkets afslutning var nær og de sidste toner gled stille fra den gammelt udseende violin og stilnede derefter af. I det samme blev stolen drejet under stærke ben, mens den protesterende lyd af træ over det tykke gulvtæppe fulgte med. Den meget ungt udseende pige havde nu kroppen og stolen rettet mod vinduet. Ansigtet vidste ingen overraskelse ved at se, hvem der sad i vindueskarmen.
Rummet var tomt for personer ud over de to. Tre stole stod stadig rundt om det smukt udskårede mahogni-bord, som det gjorde sidste gang, de begge havde været i rummet. Lyden af det varme træ, der knitrende faldt sammen over sig selv i kaminen, var det eneste, der var at høre i rummet.

"What precious information do you have for me, since you thought you needed to break in to my house?"

Stemmen var på ingen måde anklagende. Selene regnede med, at det var det vampyr-barnet havde håbet på - og derfor skulle hun ikke få det.

"Our friend seems to have been refreshing his connections, but he have been very, very carefull. He has only been spotted once, and i have pictures."
Hun trak den anonymt udseende kuvert ud fra jakken og smed den over på bordet hvor den landede midt på med et let dump.
Hun svang det sidste ben ind over vindueskarmen og hoppede ned på gulvet. I sine jakkesæts bukser og den grønne velour jakke så hun ganske veltilpas i det hyggelige rum, og lignede ikke en der lige have klatret op ad en mur, og kravlet ind ad et vindue.
"His friends wasn't human, that much i know. We are working on names and race."

Hendes mennesker arbejdede på højtryk med både at holde øje med Jack og forsøge at finde ud af hvem de to væsner var. Med en blanding af belønning og trusler kørte hendes netværk som en velsmurt maskine og mon ikke der snart ville komme resultater. Hendes tålmodighed strakte sig ikke ret langt, og slet ikke når det kom til sådan noget her, men hun vidste at hun blev nød til at lade dem gøre deres job. De ville kontakte hende når de fandt noget.

Med langsomme skridt gik hun over til mahogni-bordet som hun uden nærmere tanke for dets værdi satte sig på. Hun havde tjekket en smule op på McClain nu hvor hun endelig var blevet sluppet fri fra hospitalet og hvad hun havde fundet til overflod, var problemer! Et nedbrændt teater, slagsmål med alt hvad der kunne krybe og gå og et alkohol forbrug der ville få en hver alkoholiker til at virke sober.

”With regards to McClain, my new mate.. you culden't have found a more drunken, problem-attracting demon, could you? This will be interessting, i'll give you that..”
Et langsomt oprigtigt muntert, lettere forstyrret, smil spirede om hendes læber, sært nok synes hun allerede bedre om sin nye bedste ven. Endelig en dæmon der ikke forsøgte at være kold og kynisk, muligvis var det bare fysisk umuligt for hende.
”I already like her.”

Selene nikkede anerkendende. Willith var tydeligvis én, der vidste, hvad hun lavede.

"I knew he would be a difficult man to locate, but I am pleased that you have any results at all. At it does sound like good ones at that."

Hendes stemme var i et venligt toneleje, som snakkede de om vejret, mens hun pakkede violinen sammen, stillede den på sin respektive holder og lagde buen i en sort, blødt-udseende silkepose.

"You are doing a wonderfull job, Willith."

Hun så på kuverten med et roligt blik, men gemtes der en vis utålmodig iver bag de mørkebrune øjne? Dog lod hun sig styre og rejste sig langsomt op, for at træde hen mod samlingen af lænestolene med lange, afmålte skridt. Hun samlede langsomt kuverten op med de blege, slanke fingre, som var det det skrøbeligste glas. Med kuverten i hånden trådte hun en skridt væk fra bordet hen til en kommode, hvor lyden af træ mod træ hørtes, da hun åbnede en skuffe. Op af skuffen tog hun en smukt udarbejdet brevåbner af bronze op. Skuffen blev lukket, og hun satte sig nu hen i en af de tomme, bløde lænestole, hvor hun med forsigtige fingre åbnede kuverten. Den kradsende lyd af papir, der blev brudt lød ud i det stille rum. Hun lagde brevåbneren fra sig og tog billederne op af kuverten.
Med et analyserende blik kiggede hun billederne igennem, ét for ét, uden at overse noget.

"Ahh.. He has gotten older, even for a human. Wonderful.. These are good pictures. You are a delight working with."

Hun lod dem ligge på bordet ved siden af hinanden, så de kunne indprintes i hendes hukommelse, inden hun ville få dem af vejen. Hun kiggede op, da Cherlyns navn blev nævnt.

"Ahh.. Cherlyn.. Yes, I have had my doubts with this young demon. But problems attract hunters, and I would be in no doubt, that she would attract Jack. She can defend herself and it would be nice to know if Jack is still any good. It is a dance with the fire, a risk, but I am willing to take it."

Hendes øjne fortalte kold og kynisk beregning, en ting Selene gjorde sig meget brug af i hendes arbejde med såvel aktier som andre levende væsner.
Et smil tittede dog frem, og en lille, trillende latter brød hendes læber.

"I am not surprised, that you like that kind of personality. But I must admit I, as well, find her a little amusing."

Stemmen var igen tilbage i det rare, venskabelige toneleje.

"Where are my manners? Can I offer you anything?"

Hendes århundrede gammeldags opdragelse slog igennem. Selene var ikke typen, der behandlede hendes gæster dårligt. I hvert fald ikke, hvis de ikke havde fortjent det..

"Glad you think so, Selene. I'll keep my informants close to everything that sell alcohol, including clubs, where i myself will keep an eye or to open."
Wil nikkede med et skævt smil til sin arbejdsgiver, glad over rosen for hendes arbejde og fast besluttet på at have mere med næste gang hun troppede op ved Selenes hus. Hun var stolt af sit arbejde, hun var en god sporhund som hun havde bevist for fem år siden. Med en smule magi og hendes allerede stærke sanser var det nemt at følge et bytte, nemmere end for mange andre vampyrer.

"He looks the same, apart from the gray in his hair, yes, but with age comes weakness. He is most likely still a bloody good hunter, but his body is getting more and more unflexible. Luckily we wont ever have that problem..."
Et mørkt grin viste hendes lettelse over hans naturlige svækkelse, for så kunne Selene og McClain måske få mennesket ned at ligge denne gang så hun ikke behøvede jagte ham igen. Sidste gang havde han vist ikke fået et ordentligt blik af hende så han ville nok ikke genkende hende, men for hver gang hun gjorde det her steg muligheden for at hun blev genkendt eller at en meddeler snakkede. Hvis det sidste skete ville han eller hun ikke leve ret meget længere, for Wil var nok en rimeligt fredelig vampyr, men sladrehanke kunne hun ikke bruge, og hun kunne heller ikke bare lade dem løbe.

"Should i keep an eye on her too? just to see what she attracts?"
Hun brød sig ikke noget specielt om ideen om at bruge McClain som lokkedue, men det var ikke op til hende, og hvis hun holdt lidt øje med dæmonen kunne hun jo altid komme til hjælp hvis McClain fik rodet sig ud i noget hun ikke kunne håndtere.
"She's a even bigger catastrophe than me.. what's not to like?"
Et muntert blink til Selene stod i dyb kontrast til hendes overvejelser om hvem og hvordan hun skulle holde et vågent øje med både McClain, Jack og hans to venner.

"Some blood maybe? im a little thirsty, and im afraidt that my evening just started. There's much to do before the sun rises again."
Først skulle hun et smut forbi et par af hendes lovende meddelere og så videre til petronia hvor der også var arbejde der skulle gøres. Godt nok af den sjovere slags, for at stå på scenen var ganske tilfredsstillende, og derefter var skulle nogen ganske særlige meddelere sættes på McClain som også skulle lokaliseres. Jep, det blev en lang nat..

"Good.. I will be looking forward to more informations. This is not enough, but it is good, for now."

Hun nikkede anerkendende igen og så atter ned på billederne.

"They do look conspiratorial. It is not the ones he worked with before, that much I can say. They are unknown to me. I see that it is the night-club in Werclare, maybe the place would be worth a second visit."

Tankerne kørte i hoved på hende, men hun havde ikke været længe nok på øen til at genkende alle. Wilith havde været her længere, derfor var hun langt mere egnet til denne opgave - og hun gjorde det godt, indtil videre. Det var et godt valg at have kontaktet hende igen.
Hånden blev kørt fraværende hen over håret, mens hun tænkte.
Hun så op igen, da lyden af Wilith stemme atter lød.

"Yes. There is a reason, that he has survived this long, even with all the problems he has caused. And I do hope that you are right, dear, it would make an easier job this time."

Hun smågrinede med sin spinkle lille pige latter over den unge piges sidste kommentar. Hun havde ret, og Selene elskede det. hun elskede sit evige liv, og havde aldrig set tilbage med sørgmodighed på sit menneskelige liv, og hun ville nok heller aldrig gøre det.
Nok havde Jack ikke set Wilith ordenligt, hvilket var godt for hende, men han havde set Selene og han ville genkende hende på et splitsekund. Han havde kontakter, han var dygtig, hun ville helst bare have ham af vejen hurtigst muligt.

Selene så positivt overrasket på Wilith. Hun havde tydeligvis ikke regnet med, at hun ville komme med det tilbud af sig selv. Hun var ivrig og villig - det var kun godt. Det var længe siden, at Selene havde haft en 'ansat', der havde været sådan en fornøjelse at arbejde sammen med. Overraskelsen forsvandt og et smil tittede frem med hendes spidse, hvide, perfekte tænder.

[b]"It is a pleasure working with you, Wilith. And yes, I would very much like that. I am not sure whether she is aware of what she attracts or not."

Lokkedue-idéen var kommet til hende med det samme. Hun kendte til Cherlyns evne, og vidste hvad hun ellers kunne. Det kunne godt være, at hun ofte kom ud i.. Uheldigheder.. Men hun vidste, hvad hun var i stand til. Selene var ikke i tvivl om sit valg.

"Ha.. I can see where you are going, and I agree with you. She is.. Somewhat unlucky."

Grinet lød tørt, men det var sandt nok, hvad den unge McRain sagde.
Hun lod fingrene stryge hen over billederne, igen med et tankefuldt blik. Gad vide, hvem de to nye bekendtskaber, Jack havde gjort sig, var. Hun var ikke i tvivl om, at Wilith ville finde ud af det. Ellers skulle hun nok selv sørge for det. Billederne ville hun holde tæt på sig i et par døgn eller tre. Nærstudere dem. Og så brænde dem.

Et enigt nok fik hendes hår til at danse på hendes hoved.

"Of course. If you would be so kind and wait, I will be back in just a moment."

Ellen havde fri idag, det var ikke hver dag, Selene så hende nødvendig at have. Og hun skulle også have et liv for sig selv. Som en dansende skygge var Selene oppe og stå og hurtigt ude af døren ud til en lang gang.
Nede i stueetagen var hun med umenneskelig hast ude i køkkenet og henne ved et nymoderne køleskab gemt i et skab, væk fra det andet synlige køleskab. Selene havde hurtigt lært, hvilken måde blod holdt sig bedst på i længst tid. Her tog hun en flaske med en mørkerød substans ud af køleskabet.
Hun tog to store metalkrus ud af et skab, som hun satte i mikroovnen. Efter et halvt minut bippede den og krusene var nu brandvarme. Heri hældte hun den tykke, røde væske op i. En måde, så blodet blev opvarmet til den lunkne temperatur menneskets krop havde, uden at smage anderledes grimt. Duften af blodet smøg sig ud i rummet, mens hun hurtigt fik sat flasken i køleskabet igen, det eneste sted, det kunne holde sig friskt i længere tid. Med en sikkerhed på hænderne, som kun en udød kunne have, forsvandt hun med hastige skridt op mod opholdsstuen på første sal. Da hun trådte ind af døren, få minutter senere, bredte duften af friskt blod sig. Hun rakte et varmt krus, stort nok til at stille den værste sult, til Wilith med et smil.

"It is fairly new, from last night, and warm as a humans blood."

Med et smil satte hun sig ned med sit eget krus. Hun trak vejret dybt over kruset for at få alle sanserne ind over måltidet, før hun satte kruset til læberne og drak begærligt. Det var snart halvt tomt, før hun fjernede det fra læberne igen.

"You must say, if you have too many things on your hands. I can find someone to help you, or I could come myself, if you wish."

Tilbudet var alvorligt ment. Hvis hun havde for travlt, ville opgaverne ikke blive klaret ordenligt, og så ville Selene hellere tilbyde sin hjælp og få ordnet tingene korrekt.

Wil fulgte Selenes blik ned på billederne og hun skrev sig bag øret at de to bekendte var nye, til senere brug når hun oprettede en fil på hver af dem. Så de var nye... de skulle afgjort findes og mandsopdækkes hvert eneste øjeblik af døgnet. Når de var nye, så var de også mere tilbøjelige til at begå fejl.
"I have contacts there.. it won't be a problem keeping an eye on it."
At hun også arbejdede i de forskellige natklubber i Werclare ganske ofte nævnte hun ikke, det var ikke vigtigt nok til at hendes arbejdsgiver skulle vide det. Det hun skulle vide var bare at der ville være både øjne og ører i klubben.

Eftertænksomt så hun på Selene, det var ret tydeligt at dæmonen var selvsikker, på grænsen til arrogant og ukontroleret på en måde som indikerede at hun kunne gå af på et øjeblik. Én gnist og hun kunne eksplodere. Havde hun været bevidst om hvor god hun var til at tiltrække problemer havde hun højest sandsynligt været mere behersket, forsigtig.
"I dont think she knows. She might be foolish, but i can't have my mates dying on me.. we need her as an extra muscle after all, so i'll keep an eye or to on her."
At hun var ekstra muskler var selvfølgelig ikke den eneste eller mest væsentlige grund til at ville holde dæmonen i live. Frem for alt var det fordi at hun virkede god nok inderst inde og fordi at Wil kunne lide hende.

"She's a disaster, but i've been like too. When you live as long as we do, with the powers we have and the secrets, you are bound to have a.. less fortunate episode from time to time."
Et bredt grin spredte sig over hendes ansigt, på trods af de ganske voldelige minder der dukkede op i hendes baghoved. På samme tid både frastødte og tiltrak de hende, den evige balancegang mellem den menneskelighed, den moral hun kæmpede for at beholde og så hvad hun egentligt var lavet til, at jage og dræbe.
Det var som at være alkoholiker eller stofmisbruger og prøve at gennemføre en afvænning. Man vil resten af sit liv skele over til den anden side og tænke "bare en gang.. måske kunne jeg liiiige tage en lille drink."

Et nik til Selene som svar gjorde det klart at Wil ikke havde i sinde at gå nogen steder mens den anden hentede blodet. Alligevel hoppede hun ned fra bordet da vampyren var ude af døren og skridtede over til violinen. Undersøgende og beundrende så hun på det smukt formede instrument og lod sine fingre køre hen over træet. Meget forsigtigt for ikke at skade skønheden foran hende studerede hun violinen. Det var en del år siden hun havde spillet sidst, men hun hørte pinget fra hvad hun gik ud fra var mikrobølgeovnen og trak sig hurtigt væk fra instrumentet og var langsomt på vej over imod bordet igen da Selene trådte ind af døren.

"I just admired your fiddle.. it's beautiful, and thank you."
Hun greb glasset fra Selene og tog en god slurk af det. Varmen fra blodet spredte sig hurtigt i hendes krop og varmede hende op indefra. Hurtigt efter drak hun to slurke endnu og mærkede med et dovent grin varmen sprede sig i hendes krop.
"Ah good stuff i must say. Do i need help? nah, i dont think so.. i have my own team and i'm always in contact with them so i what they are doing. Although it's a kind offer i think it's better if you keep far away from this untill your ready to face him. If you get seen with one of my contacts, if you get seen by him at all or just one of his guys.. then they'll know that we are after him again and they'll be much much more carefull and i can't work with that.. i need 'em open and wulnerable."
Hun så skarpt på Selene og selvom hun trak beklagende på skuldrende så var det tydeligt at hun ikke ønskede Selene med ud og lege spion. Hun var vant til det, og god til det, og hendes folk vidste hvad de skulle gøre... og derudover ønskede hun ikke at Selene fik alt for meget af vide om hvad hun lavede.

Selene nikkede, hun havde tiltro til Wiliths evner.

"Good. If there is more information to be found, I believe that you will be the one to find them."

Et grin så ud til at ville starte, men hun holdt det elegant væk fra læberne. Hun kørte en hånd hen over panden med et opgivende udtryk i ansigtet. Hånden blev sænket ned i skødet, og hendes blik hvilede igen på den yngre vampyr.

"I do believe, that you are right about her, and I intend to talk to her about this matter. And no, I do not wish her dead, either."

Selenes tanker gik i samme retning, som Wiliths. Cherlyn virkede god nok, og hvis hun ikke gjorde noget alt for galt, ønskede Selene hende heller ikke død. Men hvis hun lavede for store problemer, så ville Selene ikke tøve et øjeblik med at straffe hende, det vidste hun med sig selv.

Et bredt grin gengældte Wiliths, samtidig med et tænkende udtryk gled over hendes øjne. Det var bagud rettet. Tankerne om, hvad hun havde gjort forkert i hendes unge år, og de rap over fingrene, der havde fulgt med. Men hendes vampyr "forældre", hendes Sire og hendes livspartner, havde opdraget hende godt. Selene havde aldrig gjort den fejl at drikke elverblod, som Cherlyn havde. Men andre fejl og mislykkede forsøg lå i hendes fortid.

"Indeed. You are correct. We all have.. Misfortunes in our pasts. But she keeps having them, and she is not that young anymore. As I said, I intend to talk to her."

Da Selene kom tilbage, smilede hun stille og nikkede.

"Yes.. It is a beloved gift from an old acquaintances of mine."

Da hun havde rakt glasset og sad ned igen, gled hendes øjne over på violinen og et nostalgisk blik gled kort over hendes øjne. Hun tog endnu en tår af det varme krus og hendes øjne vendte tilbage til Wilith, nu med et neutralt udtryk i øjnene.

"You are right, as always. It was just an offer, as I have done a reconnaissance or two in my time. But yes, I would prefer, that he does not discover me before the time is right."

Hun ønskede egentligt heller ikke, at skulle ud og lave fodarbejdet, men hvis det havde været nødvendigt, havde hun gjort det.

"But I believe, that he is ever so carefull, as people believe, that he is dead. But you know that already."

Det regnede Selene i hvert fald med, at hun gjorde. Hvis ikke, hun gjorde, var det skuffende. Nu vidste hun det i hvert fald, uden at hun behøvede at gøre opmærksom på andet. En smertefri information, hvis det var.
Hun tømte glasset og afventede at Wilith gjorde det samme, før hun rejste sig op.

"I do not wish to be impolite, but I have much to do this night, with the pictures as well as other things. You can visit again at any time, but for now I need to be alone. I hope you do not mind."

Smilet var høfligt og stemmen elegant men påtaget undskyldende, som hendes opdragelse fortalte hende, da hun med lange skridt gik over til døren og åbnede den for at lede hende ned til indgangspartiet.

"I just hope she'll outgrow them.. hopefully before she becomes ancient.. I have no hope of that for the near future."
Et skævt grin blev skjult fra Selene da Wil drejede hovedet den anden vej på en måde der viste hvad det var hun lavede. McClain til tider katatrofale opførsel var en evig kilde til morskab og en voldsom lyst til at give hende en dumflad. Flere gange havde hun været alt for tæt på at afsløre hendes voldsomme kræfter for omverdenen, så egentligt var det lidt et under at hun stadig var i live, men nu så Wil det som sin opgave at se til at hun forblev i live. Godt nok virkede de til at være lige gamle, hende og McClain altså, men der var tydeligvis mere end et par led i sin opdragelse som dæmonen havde misset.

"And i appreciate your offer, but if he sees you.. this entire thing could go down the toilet. It would make him more cautious and at the moment he's more that cautious enough.."
Hendes træk på skuldrende var en smule undskyldende over hendes måde at formulere sig på, men hun havde glemt hvem hun var i rum med for et øjeblik.. Middelalder-vampyrer var ikke de rigtige at joke med.
Wil nikkede til selene, jo hun vidste godt at det var meningen at han skulle være død og at han officielt stadigt var det. Og sådan skulle det også helst forblive for så ville der være så mange færre spørgsmål at besvare. Forhåbentligt ville han ikke have nået at kontakte ret mange tidligere venner.. ellers ville de få et problem, når de endeligt havde fået nedlagt ham.

Hun sørgede hurtigt for at skylle det sidste nu lunkne blod ned inden hun trak jakken sammen om sig med den ene hånd og bevægede sig over imod døren.
"You are right.. I need to be going too."
Med et suk fortsatte hun ud af døren og nedenunder til indgangspartiet. Inden hun nåede helt ud til døren placerede hun sin kop som hun havde holdt fast i ude i køkkenet så hun ikke bare efterlod den et tilfældigt sted.
Tilfreds trådte hun udenfor i den kølige luft og så et øjeblik tilbage imod palæet hvor Selene sikkert sad og tænkte de sædvanlige dybe, intrigante tanker. Med et gys vendte hun ryggen til lykkelig for ikke at være så gammel.

((aaaaand out..))