Do we need help? - Selene

Dato: 5. juli, 2012
Tid: 21:48
Årstid: Sommer
Vejr: Måneskin, lunt i vejret
Sted: Stranden (La Sunisha)
Omgivelser: Stranden ligger øde hen. De fleste er gået hjem.
Påklædning: Alexandra bærer en en lang, tynd, sort nederdel, en sort tanktop og et par sandfarvede sandaler med kilehæle af siv.

Alexandra sad på en stor, grålig sten i vandkanten. Hun havde hovedet placeret i hænderne og det lange, mørke hår faldt løst om hendes hoved og skuldre. Hun sukkede let og så ud over vandet, mens hun tænkte over den trættende dag, der var blevet gennemlevet de sidste tolv timer. Hun havde kun haft en enkelt kunde, men han tilbød hende kun en latterligt lille sum, for at slå hans værste fjende ihjel. Hun skulle tage sig sammen, vælge sit frækkeste tøj, lægge den flotteste krigsmaling og så ellers ud i byen. Manden ville have hende til at score hans fjende. Hun skulle så hive ham med ud på toilettet. Der ville ingen lægge mærke til noget. Han synes åbenbart, at det bare var nemt det hele. Hans stemme klang endnu i hendes hoved.

It can't be that hard, my dear. Just put a knife in his heart and throw him out the window.

Oh sure. For det første ville han nok skrige op, før han sank død sammen i hendes arme, som det så smukt hedder i litteraturen. Nå, men til det næste problem: Hvordan ville det være menneskeligt, eller dæmonligt, muligt, at skubbe en fuldvoksen, ja, endda fedladen, mand ud af sådan et lille vindue? Næsten alle offentlige toiletter har så små vinduer, at det er til at græmme sig over. At presse en mand igennem ville da være fuldstændig hul i hovedet. Så ville hun først skulle skære ham i stykker eller flå ham fra hinanden.

Never gonna happen, baby.

Så var hun skredet. Og det endda med en ualmindeligt god smag i munden.

Lydløse fødder trådte hen over det endnu varme sand. Solen var netop gået ned for få timer siden. Mørket havde lagt sig over denne del af verden, og med mørket var nyt liv atter dukket op i skyggernes dansen.
Den lette vind legede blidt med det krøllede hår, som omfavnede det barnlige ansigt. Ned ad den blege hals og over den underudviklede krop lå et par lange, kvindelige jakkesætsbukser og en hvid, knappet skjorte. Over dette sæt flød en lang, sort uldfrakke tæt om de spinkle former.
Fødderne flød nærmere med umenneskelig lydløshed, trænet over mange århundrede. De stoppede få meter fra personen foran.

"I did not expect you to sit idle by when a pathetic human insults your highly esteemed profession, Alexandra Aviaja Waron."

Stemmen var kølig, nærmest bebrejdende, men der var ingen tvivl om, at stemmen viste, hvem der blev talt til.
Stemmen tilhørte Selene Willyn. En ungt udseende pige, der langt fra havde den alder, som hendes krop angav.
Kroppen var rank, selvsikker, ført på gammel majestætisk vis. Der var ingen tvivl om, at hun viste, hvad hun kunne. Blikket var roligt. Velovervejet.
En hånd gled bydende mod himlen med den slanke, blege håndflade opad.

"Now stand up and face your challenges with the proud face your race should possess, young demon."

Stemmen var bydende som hånden. Det var ikke en gestus, man ønskede at afvise.
Over den bydende tone, lå en venlighed i stemmen, der ikke var til at gennemskue, som var det en forældre, der mildt opdragede sit barn i verdens fantastiske vidundere.
Hånden faldt langsomt, roligt, ned i lommen på frakken - en gestus der viste, at intet ondt var i sinde fra den ungt udseende pige. Den ranke holdning fortalte, at hun selv besad det overnaturliges selvsikkerhed og stolthed, men også en mildhed overfor et væsen, der var langt yngre og mere uvidende end hun selv.

Alexandra havde tænkt det hele igennem og en lille tur til La Sunisha virkede som en dejlig, afslappende løsning. Her var folk jo også så fandens rige. Det burde ikke vre svært at få et ordentligt honorar her på øen. Hendes var draget på langfart over havet, da en pigestemme pludselig krakkelerede hendes drømmeverden. Hun rystede let på hovedet for at komme til livet barske virkelighed. Så drejede hun hovedet og stirrede lige ind i øjnene på en pige. Ikke en pige på atten eller tyve. Nej, denne pige kunne da højst være omkring de femten.

"You did not expect me to sit here? What do you even know about me? And my name? How do you know that? And who are you?"

Hendes pande flækkede i en let bekymrinsrynke og hun kiggede undersøgende på den unge pige. Udenpå var hun alvorlig og forvirret, men indeni smilede hun af pigens selvhøjtidelighed. Hun var stolt og hun var godt klar over det. Da pigen rakte hånd mod himlen, blev Alexandra siddende. Den eneste ændring var, hendes ene øjenbryn pludselig var blevet skudt i vejret.

"I can face the challenges from down here, thank you."

Hun lød en smule fornærmet over at blive kostet med af sådan en lille pige. Som sagt, mange somre kunne hun ikke være gammel. Og dog... Noget over hende antydede, at hun havde levet en del flere år end hendes krop ville være ved. Hendes måde at tale på. Hendes holdning. Og så hendes lettere kommanderende væsen. Ikke noget man ville se hos en normel teenager... Hun rystede igen på hovedet og så undersøgende på den unge pige igen. Hun så meget sød ud, men der var nu noget dystert over hendes væremåde. Hele det show med at hun kendte Alexandras navn...

"What do you want, girl? I don't have forever."

Det var en åbenlys løgn. Hun havde al den tid hun havde brug for. I princippet kunne hun sidde her fra nu af og til juleaften, men det var nu ikke planen. Hun var ikke en fan af, at skulle have mos, mug, spindelvæv og rødder overalt på sig, bare for denne piges skyld. Nej, hun havde for evigt, men hun var ikke villig til at skænke denne fremmede sin evighedstid.

Et mildt smil gled hen over pigens læber. Dæmonen havde ikke været særlig årvågen, og hun kunne uden problemer have sneget sig ind på hende og gjort hende fortræd, før hun ville have chancen for at nå at reagere. Det var ikke et særligt godt tegn for en lejemorder. Søgen efter tegn, reaktionsevne og årvågenhed kørte rundt i én lang analyse i hoved på pigen. Dette kunne fortælle mange ting om en person, og hun havde i sinde at opdage og lære dem.
Smilet blev ændret til et mere opgivende, medlidenhedsfyldt smil, der mest af at sagde, 'kære barn dog, ved du ikke bedre?'.
En hånd blev løftet og gestikulerende kørt op i luften, mens blikket kort gled forbi dæmonen, udover havet, før det vendte tilbage til hendes øjne igen. Blikket var afgrundsdybt og ulæseligt.

"You are an assassin, your name is way to easy to learn in the right circles. Maybe a little too easy. And should you not be happy? It is that way that you keep the customers flowing to you - if you keep it in the right circles."

Hendes research havde båret frugt, det var tydeligvis den rigtige person hun havde fundet, det havde hun selv uskyldigt angivet.
Det var tydeligt, at denne dæmon var ung. Navne var vigtige at lære og huske. De kunne bruges - og misbruges - hvis de faldt i de forkerte hænder. Det var næsten sødt, som hun prøvede, men hun havde meget at lære endnu, i dette barske, ubarmhjertige liv.
Hoved blev lagt let på skrå, og for et menneske ville blikket fra de mørkebrune øjne, der ikke behøvede at blinke, have været ubehageligt. Blikket var for intenst, få mennesker ville kunne samle så meget fokus og se en anden person ind i øjnene på den måde.

"Ohh.. But from down there, you can not defend yourself and are easily overlooked - an easy target. You should be more aware of that and your surroundings."

Den unge pige hentydede uden tvivl til, hvor nemt det havde været at snige sig ind på pigen.

She has potential, but she still needs to be formed and guided in the right direction

Det var i hvert fald, hvad hun havde fundet ud af og havde kunnet analysere sig frem til. Javist, hun havde potentiale, men der var ting man kun kunne lære via livserfaring, og dén manglede hun endnu noget af. Det var ting, som hun selv først havde lært sent, situationer som kunne have været undgået, hvis hun havde haft den rigtige vejledning. Ting som, hvis fortalt videre, kunne forme dæmonen hurtigere og gøre hende bedre, dygtigere tidligere end regnet.

Et fint øjenbryn blevet hævet over hendes sidste kommentar, og hun så ud til at more sig.

"But that is a lie, young one, you do have forever. And maybe, just maybe, you should give yourself the time to listen to me. I could make it worth your time, teach you a few things and ensure that your clientele will be increased. I could make it worth your time."

Til trods for at det så ud som om, hun legede med hende, som en sensuel dans omkring sit bytte, var sandheden i disse ord tydelig.
Mange års hårdt arbejde havde skaffet hende bekendtskaber i mange vigtige kredse. Kredse, som hun kunne udnytte sig af. Kredse, der skyldte hende tjenester, der var deres liv værd.