A mutual friend - Selene og Cherlyn

Dato: 8. April
Tid: 00.25
Omgivelser: Få folk på gaden, og lysene er slukkede i det store palæ.
Sted: Et stort palæ i La Sunisha.

Mørket havde sænket sig som en kappe over de riges by, La sunisha. Bare navnet sagde, alt for meget sol, drinks, folk i badetøj og alt det der fjas man nu til dags så i fjernsynet. en lille skikkelse klædt i grønne og brune militærbukser og en mørkeblå hoodie var forsigtigt på vej op imod et af de store palæer. En person fra fortiden lurede i palæet og hun var endnu ikke sikker på om det var en god eller en dårlig ting. Efter den første gang Gwyn døde var hun taget til Spanien, hendes skabers hjemland i en jagt på skjulte værdier for at nogen af hendes "søskende" ikke skulle komme først.. Og der havde hun mødt en der betalte godt for noget der skulle have været en let opgave.

Den viste sig at være alt andet end let, men til slut fik de ham vist nedlagt. sådan hed det sig i hvert fald officielt, og indtil nu havde hun ikke haft nogen grund til at tvivle på det.. Men nu var Selene flyttet til Deploratus efter en mand med en betænkelig lighed med ofret for deres bestræbelser var dukket op. Det kunne ikke være en tilfældighed, og hun ville have at vide hvad der virkeligt skete!
hele verden havde været fucked up i de sidste par måneder, og nu, for en gangs skyld ville hun have nogen svar. Spørgsmålet var bare om hun ville få dem. Gamle vampyrer var efter hendes egen erfaring nogle hemmelighedsfulde skiderikker så nu håbede hun bare på at hun var heldig..

Stædigt ignorerede hun dørklokken der sad indbydende i venstre side af døren og greb i stedet om dørhammeren og hamrede den hårdt imod dørens træ. En let knasen af træ der splintres hørtes da hun hamrede den en sidste gang imod døren. Hendes grønne øjne holdt opmærksomt øje med omgivelserne ud af øjenkrogen mens hendes ører var spændt til det yderste. Hvis han var tilbage, ville han nok være rimeligt pissed.. ikke at hun kunne bebrejde ham det..

Palæet var ikke lige så stort som alle de andre, der lå rundt omkring, men det var stilrent og dets ydre så gammelt men velholdt ud. Forhaven var lille, med en flisebelagt lys og bred sti op til huset. Hækkene var velklippede men stadig nøgne og små skud var så småt ved at finde sin vej gennem jorden i blomsterbedene.

Der sås lys i nogle få af vinduerne og få øjeblikke efter, der var blevet banket på, blev der åbnet af en voksen dame. Det var tydeligvis ikke Selene, men højst sandsynligt en tjenerinde. Elegancen kunne ses hos den voksne kvinde i det pæne, men praktiske tøj. Hun lugtede ikke menneskeligt.

"Ah.. You have arrived, young girl. My Mistress was expecting you."

Hun så en smule irriteret fra splinterne i den store egetræsdør og tilbage til den ungt-udseende vampyr.

"This way, if you please."

Kvinden førte hende elegant op af en trappe, ned ad en gang og ind i et stort opholdsrum. Her sad Selene i en dyb lænestol foran et tungt egetræsbord, med en gammelt udseende bog i skødet.
Hendes elegante, men enkelte hjemmekjole var i grøn med guldbrokader. Denne grønne farve fik håret til at se mere rødt ud. Hun kiggede op fra sin bog og lyste op i et venskabeligt smil.

"Ah.. You have arrived, my young friend. How nice to see you again!"

Hun slog hånden ud mod endnu en dyb lænestol, der stod ved hendes side.

"Sit, sit. How are you?"

Hun så over mod tjenerinden.

"Can we get a bottle of wine, and fast please."

Sagde hun elskværdigt til tjenerinden, der skyndte sig ud af døren.
Hun så igen mod Wilith med et smil om de smalle læber. Hun så ikke ud til at være det mindste bekymret.

unge pige? seriøst? Wils ansigt krøllede sig sammen i misfornøjelse da hun så på kvinden der havde tilladt at kalde hende det. Tavst fulgte hun efter den ikke-menneskelige kvinde. Det var det eneste wil fik ud af lugten, selvom hun ellers ihærdigt prøvede at finde ud af hvad det var hun fulgte efter. Huset var for fornemt til wil der til en hver tid fortrak sin jagthytte med den noget mere avantgarde indretning.

Hendes bekymring om den ikke-menneskelige forsvandt da hun trådte ind i rummet og så på sin tidligere arbejdsgiver for første gang i fem år. Hun skar ansigt, men den bekymrede rynke mellem hendes øjenbryn blev hvor den var.
"Been better.. accidentally sucked on an elf.. i ended op with four holy bullets in a policecar.. but only after i summond a tornado.. or so i was told by the policeofficer 'cause i dont remember half of it. yay, happy chaotic life."

Hun gik med sikre skridt over imod den anden lænestol og lagde benene med de tunge militærstøvler over kors.
"Lets cut to the chase. we both know why im here. he's back and you know it. I wanna know what happend and why he dident stay dead!"
Bekymringen lyste ud af det barnlige ansigt da hun så over på den ældre vampyr, men hun var fast besluttet på at få at vide hvad der gik galt og hvorfor. Hvis hun skulle efter denne her mand for anden gang ville hun gerne vide hvorfor det overhovedet var nødvendigt.

"He'll come after both of us when he find us, and im worried if he has contacts in the hunter community on the islands. Sadly im a known face."
Hun rykkede uroligt på sig og nægtede at se på den anden. Godt nok så wil du til at være den ældste af de to men hendes kropssprog fortalte en anden historie. I det kunne man spore en god del agtpågivenhed og respekt. Det var ikke kampevner Selene var kendt for, men det var der nok vampyrer der var så det var nemt at håndplukke dem for en som hende.

Hun faldt ikke til ro, det kunne man se i hendes øjne, men huntvang sig selv til at sidde stille på stolen så kun hendes hænder rastløst lejede med snoren fra hendes hætte. Hun skubbede den ned så hendes store, krøllede hår kunne komme ud. Det lå som en manke om hendes hoved, og så ud til at genere hende en smule. Snart sad det i en knold i hendes nakke.

Selene grinede sit lyse lille-pige grin, da Wilith fortalte, hvad hun havde lavet.

"Stupid you. You should've known that elf-blood is a stupid thing. Stick to humans. And angles of course."

Hendes stemme var mild, som var det bare en børnehistorie der blev fortalt. Hun havde selv aldrig smagt andet en menneske- og engleblod. Hun havde tidligt lært, at man skulle holde sig fra alt det andet. Hun havde oven i købet også set sin del af høje vampyrer og dæmoner til overhoved at have lyst til at prøve det selv.
Hun sad og legede fraværende med en slangekrølle, der faldt flot ned fra hendes pæne opsatte frisure. Det var sjældent, hun blev set i andet en fint tøj og med sirligt opsat hår. Men det var kun, når hun var hjemme, som nu, at man så hende i tøj fra de tidligere århundrede. Hun nød de store kjoler med kniplinger og brokader, og denne var oven i købet en meget nedtonet kjole.

"Ohh.. There's no reason to hurry."

Tjenerinden kom ind med en bakke med en flaske rødvin og to krystalglas på. Hun stillede det på bordet og hældte op i de to glas, hvorefter hun skyndte sig ud af rummet igen.

"Come, take a glass of wine and relax."

Sagde hun indsmigrende og afslappet. Hun tog selv en tår af sit eget glas. Det var en velsmagende og gammel bourgogne. Hun sad selv et øjeblik og nød vinen, hvorefter hendes blik igen rettedes mod vampyren overfor hende.

Hun var selv personligt kommet til øen for at gøre en ende på dette menneskes liv. Hun havde troet, at han var død, og var blevet rasende over sig selv, da hun blev kontaktet om, at han var blevet set i live.
Hun skulle alligevel flytte, og valgte at finde sig et palæ her. Hun kunne sjældent blive boende det samme sted særligt længe med sit unge udseende.
Men hun havde styr på tingene. Det mente hun i hvert fald selv. Hun var i kontakt med den gamle gruppe vampyrer herfra og ledte samtidig efter nye, der kunne arbejde for hende.
Hun havde selv kun haft sin personlige tjenerinde med. Andet fandt hun ikke nødvendigt.

"But if you must know. I have it under control. And wouldn't it be your own problem, that you are a so-called 'known face'?"

Tilføjede hun med en let og ubekymret stemme.

"Yes there is.. i dont wanna thay here to long. I have my reasons trust me.."
Wil så bare på glasset med vin som om det var noget grimt, det havde aldrig lige været hendes ting det der med at tage menneskeføde og des lignende til sig. Hun holdt sig pænt til blod hvis hun kunne. Langsomt tog hun glasset op, men drak ikke noget. Hun fik vinen til at hvirvle rundt i glasset og ønskede at den var blod. Intenst stirrede hun på den i håbet om at den ville blive til den mere tyktflydende mørkerøde væske som hendes slags sultede efter.

"what happend!? tell me!"
uroligheden var blevet til en irritationspræget stædighed som endeligt fik hende til at sidde stille med glasset i hendes ene hånd. En hårtot kildede hende på næsen og hun pustede den irriteret væk, indtin hun så på den anden vampyr foran sig. Det var sært at tænke på at pigen der sad overfor hende næsten var et halvt årtusinde gammel. Selv var hun kun nået på på snart en tredjedel, men lidt har vel også ret. Det skulle i hvert fald ikke forhindre hende i at få halet sandheden ud af Selene hvis der virkeligt ikke var andre måder.

"And yes, it is my problem, but it could quickly be yours too.. thats why i dont want to stay here for long. She's a quite stubborn hunter."
Et øjeblik glimtede vreden i hendes øjne da hun huskede det ydmygende øjeblik efter at hun havde stoppet sin egen magi i at gå amok og jægeren besluttede sig for at proppe en gps ind i hendes kranie. Det sved stadigt i stoltheden og hun havde afgjort ikke tænkt sig at fortælle det til Selene for at blive til grin i al evighed. At det var sket var slemt nok, men ingen andre måtte vide det, og da slet ikke hendes slags. Vampyrer var værre sladderkællinger end engle, hvilket ikke sagde så lidt.

Selene lyttede blot. Hun så ud som om hun morede sig, det kunne det lille smil på læben i hvert fald ligne.

"Well.. It's simple. If you tell me something - I tell you something. What problem could quickly be mine as well?"

Hun lænede sig godt tilbage og forsvandt nærmest i lænestolens dybe sæde. Hendes lille figur fyldte ikke meget i den store stol. Hun havde stadig glasset i hånden, og hun tog endnu en tår af det. Alkohol var dog en af menneskenes ting, hun brød sig om - udover deres blod.
Hun holdt om selve glasset, så det hvilede i hånden og stilken stak ud mellem to fingre. Håndleddet var svajet bagover og satte benene over kors i en elegant stilling. Hun ventede blot på svar.

"If you do not tell me, you will have to leave with an unaccomplished mission, my dear."

Det venskabelige smil spillede stadig over hendes ansigt, som snakkede de blot om vejret. Men selvfølgelig lå der mere under.
Selene havde været venlig overfor hende, da hun i sin tid havde haft hende 'ansat', men nu var der ikke nogen årsag til det. Hun ville have de informationer, hun skulle bruge. Hun var et nyt sted, og hun skulle bruge mange informationer.

Hun kom på benene og lænede sig i stedet op ad lænestolen som hun havde siddet på. Hun trak vejret tungt en enkel gang inden hun indså at hun nok desværre måtte få munden på gled. Men Selene var måske en gammel vampyr, og nogenlunde.. hæderlig, af en gamling at være. Wil ville dog alligevel ikke være hovedløs nok til at fortælle de nærmere detaljer, og det regnede hun egentligt med at den anden vidste.
"I dont know why, but there is one hunter who, apparently, likes me.. Sadly that is why she watching me and why i dont wanna stay here. I dont want her to ask questions about you that i can't and won't answer."

Hendes noget stormfulde venskab med selvsamme jæger nævnte hun intet om og selvom Procella nok desperat prøvede at få sin søvn i fred for børnene så ville hun ikke risikere at hun begyndte at stille spørgsmål, eller endnu værre.. begyndte at undersøge det selv.
Hendes ansigt var blevet uudgrundeligt som en dyb stille skovsø, hvilket som regel var tegn på at der foregik mere end nogensinde inde bag panden.
"My turn i belive; why diden't he die?"

Hun nærede ingen illusioner om at selene ikke snart ville finde ud af hvem jægeren var, men hun var mere end i stand til at beskytte sig self med den store stygge dæmon bag sig. Og da specielt nu hvor de havde cementeret deres forhold ved at få små halvdæmoner som sikkert ville komme efter hende en dag.
Hun stønnede tungt ved tanken og forstillede sig træt fire mini-procellaer der løb efter hende. det var et meget trættende, og meget blodigt scenarie.

Selene hævede et øjenbryn i undren over den yngre vampyrs måde at beskrive problemet på.

"She.. Likes you. Well that's a new way to put it."

Et lille underholdt smil bredte sig på hendes smalle læber.

"With that out - and I do belive that I am glad to hear, that you won't tell anything about me. But if you do, you know you will be in trouble, my young friend."

Hun valgte ikke at sige mere, om det første hun var begyndt at sige. Hun fandt det vigtigere at ligge den lille trussel ud. Og Wilith måtte efterhånden vide, at hun ikke var en, der ikke gennemførte sine trusler.
Om der lå mere bag hendes lille historie interesserede ikke Selene lige nu. Det kunne hun finde ud af, hvis hun havde brug for det, senere.
Hun tog en tår af sin vin og så ned i glasset, som for at trække tiden ud. Der var stille et minuts tid, før barne-vampyren sukkede og så op på Wilith.

"I failed. He was better, than I imagined, apparently."

Der var noget irriteret og fortrydeligt i hendes blik. Fiaskoer lå typisk ikke i hendes portefølje. Hun var typen, der sørgede for at få tingene ordnet. Det var da også derfor at gruppen af vampyrer herfra havde kontaktet hende, for fem år siden.

"But that is why I am here. I have already found old acquaintances up here. A deamon named Cherlyn, do you know her?"

Det sidste var mere sagt som en høflighed. Hun regnede med at skulle bruge Wilith igen, og hun kunne lide at hendes ansatte vidste hvem hinanden var.

"And I am still searching for more of them. I do believe I have found others. But I need to contact them first."

Hun så på den yngre vampyr, for at se hvor tilfreds hun var med svaret.

"it's a hobby of mine, to get my natural enemies to like me, i guess.."
Hun smilede skævt, med underholdene minder om sære situationer flimrede igennem hendes hoved. hun strøg endnu en løs hårtor om bag øret mens hun så ned i ilden. Mennesker var ofte nemme nok at charmere, så jægere var en velkommen udfordring. Det var ikke altid lige vellykket, men det var jo en del af spændingen. Ville det lykkedes denne gang eller ville hun ende i en slåskamp.

"What is it with all those threats.. but yes, i am perfectly aware of the risk i would take if i told her anything."
Med et skævt smil så hun ned på den anden vampyr og hvirvlede vinen rundt i glasset, for at få et eller andet til at lave med hendes rastløse hænder. de var tydeligvis vant til at være beskæftiget det meste af tiden, gerne med pensler eller instrumenter. De havde vænnet sig til at være i gang, og når de ikke havde noget at lave fandt de en snor eller en hårtor som de kunne lege med.
"Cherlyn, no i dont belive i know anyone with that name."
Hun tyggede lidt på navnet, men ingenting kom frem ved det, så hun opgav. De havde vist bare aldrig mødt hinanden. en eller anden kunne have nævnt det for hende før, men hun huskede det ikke hvis de havde.

"So he was just better? now thats a problem.. well.. i'll have some of my human-friends keep an eye out for him. They know how to be diskrete, and it would be nice to know who is gonna revenge him and all that stuff."
Alt dette her gav hende en besynderlig uro i maven. Hvis han var bedre end Selena frygtede hun hvilke kontakter han havde i jægerenes samfund. Der var vist ingen tvivl om at hvis de endeligt fik dræbt ham så skulle der nok komme noget tilbage i hovedet på dem.. og Wil ville egentligt bare gerne vide hvad hun skulle forvente.

"Whatever gets your life going, I guess."

Var hendes eneste svar. Det var ikke selv det, hun ville bruge sin tid på. Men folk havde vel sine forskellige interesser. Så længe Selene selv ikke skulle blandes ind i det, så var hun også ligeglad.

Hun ignorerede fuldstændig kommentaren om truslerne. Sådan var Selene bare, og hun truede kun, når hun mente det alvorligt. Det var ikke længe siden, hun var kommet til øen, og hun havde ikke tænkt sig at tage sig af andres problemer, før hun havde styr på sit eget. Kun hvis hun da kunne få noget ud af det...
Selene kendte følelsen af at skulle lave noget med sine hænder, men det irriterede hende stadig, at den yngre vampyr ikke kunne forholde sig i ro. Hun var selv en dygtig violinist efter flere århundredes øvelse. Den gamle violin stod da også på sin plads ved en egetræsstol i den anden side af rummet.

"I believe she should be here soon. I have sent for her. As you will be working together on this.. Little problem.. It would be a good idea to know her face."

Det var en selvfølge, at Wilith skulle arbejde med. Hun skulle også afslutte, hvad der var begyndt for fem år siden. Og Selene regnede så sandeligt også med, at hun ligeledes ville have problemet ud af verdenen.

"Yes.. I took his age for granted. I thought he was an old, fragile human, but didn't think why he had survived this long. But yes I would very much like you to put out some feelers."

Der kunne høres en smule vrede i hendes stemme. Hun var tydeligvis vred over sin egen fiasko. Men der skulle selvfølgelig gøres noget ved det.

En banken hørtes nede fra stueetagen og man kunne høre hoveddøren blive åbnet. Kort efter bankedes der på.

"Come in."

Tjeneren åbnede døren og viste en voksen kvinde ind ad døren.

"Oh good you came, miss McClain. This is the 'young' vampire, I was talkning about. Meet miss McRian."

Hun slog en hånd ud mod Wilith og hendes stemme var blød og elskværdig.

"My dear, could you get another glass?"

Tjenerinden nikkede og skyndte sig afsted.

"indeed it would. It would be tragic if i accidentally ripped her throat out.."
Wil smilede et smalt grin til den anden og gav ellers ikke nogen vejvisere over om hun jokede eller ej. Alligevel fik beskeden om en andens ankomst til selskabet hende til at stille sit glas fra sig, og og sætte sig på lænestolens armlæn, pludselig fokuseret.

"Do you have a picture of him, or something that i could draw a sketch over? I want to know who im looking for."
Under hættetrøjen sad en lille taske der indeholdt den smalle blok med vandfast papir hun nu trak frem. Fra en lomme fandt hun en blyant, inden hun rettede sig op igen og så på Selene. det ville undre hende hvis der ikke var et billede, og selvom hun var dygtig til portrætter var et billede så meget mere præcist.

Hun så op da døren åbnede sig, men rejste sig ikke og blev siddende med blokken på benet og blyanten viklet ind imellem fingrene mens hun lavt trommede på papiret.
Hun nikkede langsomt til kvinden der trådte ind af døren, mens de mørke øjne så intenst på hende.
"McClain."
Det var den eneste hilsen hun fik, og vampyrens agtpågivenhed var tydelig. Det var en noget risikabel ting de havde gang i med så mange overnaturlige og jægere omkring sig så det skadede ikke at være lidt ekstra forsigtig til at begynde med. Det lignede hende ikke at være så stille overfor fremmede, men der var alarmklokker der ringede i hendes hoved.

En mørk skikkelse, der ikke syntes at passe ind i dette livlige, og dog så formelle kvarter, kom med hastigt gående skridt, nærmere det store palæ. Kvinden klædt i mørkt, lod helt til at stå af fra byens omdømme. Farver, og glade tider var ikke lige noget, der skulle vises frem i aften. De højhælede læder støvler, smøg sig perfekt om de veltrænede ben, der bevægede sig elegant, trods deres faste tempo. Den sorte kjole, der var en smule for kort, til at passe med årstiden sad stramt, og afslørede glædeligt den slanke krop, der dog gemte sig en smule, under den lille sorte læderjakke som man ofte ville kunne Cherlyn med.

Et næsten uhørligt suk, blev kastet ud i mørket, da hun trådte ind foran hoveddøren, til det imponerende palæ. Da hun var blevet kontaktet af Selene, var der gået et lille øjeblik, før det var gået op for hende, at hun var i Deploratus. Efter alle disse år, stod Cherlyn stadig i gæld til hende, og nænnede ikke at afvise en invitation om at komme forbi, den 'unge' piges helt eget palæ. Hvem skulle have troet, at hun af alle vampyrer, ville klare sig så godt. Men minderne fra sidst, stod klart, og Selene var stærkere end de fleste.

I et kort øjeblik, skævede hun mellem dørklokken, og dørhammeren. Men det lod til at det sidstnævnte, allerede havde været godt brugt, så hun knyttede hånden, og bankede stille på.

Hun smilte nikkede kort, med et vagt smil, til tjenerinden der lukkede op. Hun fulgte tavs efter hende, mens hun viste op til noget, Cherlyn gættede sig til at være et kontor. Da døren blev åbnet, og hun trådte ind, var det første der fangede hendes blik Selene. Selvom vampyrer ikke blev ældre, var det alligevel en overraskelse at se hende i den unge skikkelse. Nu havde de mødtes for, gud-ved-hvor-lang-tid-siden, og hun havde ikke forandret sig det mindste.

Ved præsentationen af en anden, drejede hun stille hovedet og så over på den anden vampyr. Ikke specielt gammel af udseende, men alligevel var der et modent udtryk over hende.

"McRian"

Hendes rødmalede læber, skiltes i et næsten drillende smil, så de skarpe kridhvide tænder blev blottet, da hun gav igen med samme korte svar. Vampyren var tydeligvis ikke glad for hendes tilstedeværelse, men det måtte hun finde noget mere ud af senere.

"And good to see you, Selene. You look young, and wise like always."

Hun henvendte sig igen til Selene, alt imens hun trådte lidt væk fra døren så den kunne blive lukket. Hun blev dog stående, lidt uvis om hvad hun skulle gøre af sig selv. Det virkede som om, hun var dukket op, midt i noget. Et nysgerrig blik, gled kort rundt, mens hun sugede indtrykkene til sig. I sandheden et imponerende sted, for sådan en ung skabning.

"Tragic? She's a hunter, I would like to see her dead, no matter who she is."

Hendes svar var koldt og tørt. Jægerne skulle bare forsvinde, sådan var det. Men der blev ved med at komme nye, ligesom der blev ved med at komme nye abnormale væsner, sådan var livets gang.

"And no, I don't have a picture of him. I remember him perfectly, as well as he possibly does about me. I always bearn my reseach but I could get a picture for you, sometime.
Hun grinede let for sig selv med sit særegnede lille-pige grin.

"Ohh be friendly girls, you are going to be working together."

Hendes kommentar var let, som morede hun sig over deres kulde mod hinanden. De unge kunne have godt af at kende hinanden. Kontakter var altid godt.

"Yes, thank you. And you look well too. I hope the eternal life treats you well?"

Selene rejste sig elegant op og hentede den sidste lænestol fra kaminen. Hun løftede den, som vejede den ingenting og satte den over til de to andre.

"Come, sit, sit, my dear."

Hun klappede på ryglænet af den sidste stol, hvorefter hun elegant satte sig ned i sin egen igen.

Tjenerinden kom ind med endnu et krystalglas og hældte op for den nye gæst.

"I don't think we need more your services tonight, dear. You can go out and hunt for the rest of the night."

Hun smilede til tjenerinden, som smilede tilbage og fortrak sig.

"As I was telling Wilith here, I have a problem, that I need help with. A hunter, whom should have been dead, has turned up alive, and I need him to stay dead. That is why i have moved here, and I need your services, Cherlyn."

Stemmen var stadig mild, som var det ikke hendes eventuelt forestående død, hun talte om, men vejret eller musik. Hun smilede elskværdigt til den kvindelige dæmon. Hun havde så sandelig ikke glemt, at hun skyldte Selene en tjeneste.

"I wasen't exactly talking about a hunter.. But if you can describe him i'll draw a portrait so we have something to work with."
Det var tydeligt at hun var ivrig efter at komme i gang, men det var vel heller ikke så sært når man tænkte over at han trods alt var noget af en trussel siden han havde været i stand til at smutte fra Selene. At have ham løbende frit rundt ville ikke være i deres bedste interesse. Jo mere tid hav havde her, jo flere venskaber kunne han få genopfrisket og jo flere ville vide at han var i live.. ikke godt..

"I'll be friendly if she will."
Et bredt gavtyve grin sejlede over den anden vampyrs ansigt, der ikke så ud til at være meget ældre end den anden udøde. Det var sært for wil at være i rum med en anden der så ud til at være hendes alder men ikke var det. Hun var vant til at være den eneste, for så mange barnevampyrer var der ikke. Det var tabu blandt vampyrer at forvandle børn, desværre havde de ikke rigtigt været børn i deres tidsaldre.

"McClain, call me McRian. I'll be tracking him and his aquaintaces for some time, so we know what to expect, both before and after his death. I'll let you both know what i find, and you'll have pictures of it soon."
Overraskende nok blev hun meget hurtigt rolig og forretningsagtig igen da hun så fra den ene til den anden. Når solen stod op ville hun forhåbentligt have en tegning parat og så kunne hun ringe til sine mennesker. De skulle i gang hurtigst muligt og så skulle hun have tilset de våben der altid var i nærheden i hendes hytte. Måske var hun overnaturlig, men våben var altid en ekstra hjælp.

Cherlyn nikkede høfligt til tjenerinden, og tog glædeligt imod krystalglasset, der øjeblikkeligt blev fyldt med en klar rødlig væske. Ud fra den fine aroma at dømme, måtte det være en ganske udmærket vin, hun havde i hånden. Hun så knap op fra glasset, som hun svingede let med, for at ilte vinen, da Selene spurgte ind til livet. Rødvin var måske ikke det hun drak mest af, men en god vin, var ikke noget hun takkede nej til. Og så havde hun jo lidt af en svaghed overfor alkohol, hvilket oprindeligt var grunden til at hun nu stod her, bundet af at pigen havde bragt hende ud af fedtefadet nogle gode år tilbage. Hun tog sig sammen, og skød de gamle minder hen.

”Thank you darling... I must say that life doesn’t seem to like me, these days.”

Hun så kort efter den lille pige, der med forbløffende styrke, bragte hende en stol. Hun satte sig med blandingen af et suk, og et lavmælt grin.

”I promise to be nice, just as much as she does.”

Et kort nik mod Wilith, og en charmerende smil understregede sandheden i hendes ord. Hun havde ikke tænkt sig at skuffe nogen af dem, uanset hvad de ville kræve af hende. Dog havde hun mest hensigter for at følge, Selenes ord, da hun ikke vidste hvad den mistænksomme unge McRian kunne finde på med hende. Vampyrer kunne hun leve med,
men nogen af det var en smule for meget. Ja næsten underholdende.

”Sounds good my dear. You can by the way, just call me whatever you want to. I’m sure Selene, has told you, my real name”

Hun lod de sidste ord, hænge med et halvflabbet smil mod Wilith. Attituden fejlede bestemt ikke noget, uanset udseende eller alder hos, Cherlyn. Hun tog en hurtig slurk af vinen, mens hun nyttesløst trak lidt ned i kjolen, for at dække lårene en anelse til. Ikke at der var noget at skjule, på de slankt formede gyldenbrune ben. Men minderne fra hendes egne kløer, der flåede hendes hud til blods, skrabede stadig rundt i hukommelsen. Nok kunne man knapt se det mere, kun hvis man studerede en ekstra gang, ville man finde nogle ubetydelige små rifter, på både arme om ben.

”But you must both tell me, just a bit about what’s going on. The only thing I know, is that my job I something with killing a hunter, who doesn’t want to die. If you have told me more, I’ve missed it. Sorry my bad. But could you both explain me, just a small piece of what I need to know about this hunter?”

Hun skævede til dem begge, med et roligt blik. Nok havde hun været vågen da Selene kontaktede hende, men hun var ærligt blevet taget på sengen. Det var ikke alting hun havde, kunne huske, eftersom hun var en smule paf, da røret blev lagt på. Endnu en slurk af den sødelige væske blev hældt ned mellem de bløde læber, mens hun ventede på deres svar.

Selenes blik hvilede på den anden barne-vampyr, men hendes blik var langt væk.

"He is a tall man, about 190 centimeters, I would guess. He is strong and good looking, for his age. His hair is graying from light brown, and his eyes are grey too. He has a lot of scaring all over his body, it is obvious that he has been in the profession for a long time. One of his eyes does not move as well as the other. He has a strong face with a sharp jaw. It has been five years, so I can not tell you the length of his hair and beard. But as a last - there is something very stubborn about him."

Selene havde en god hukommelse, hun ville uden et øjebliks tvivlen selv kunne genkende ham. Hans billede sad stadig tydeligt på sin nethinde, og hun havde kaldt det frem mange gange, efter hun havde hørt at han var overlevet. Den sidste scene hun så ham i udspillede sig oftere og oftere for hendes øjne på det seneste.
Den unge piges blik vendtes mod dæmon-kvinden.

"I am so sad to hear that, my dear. You must tell me about it some other time."

Hendes stemme lød oprigtig, men det var aldrig til at vide med Selene, hvor vidt det var sandt eller ej.
Hun rystede blot på hoved af deres indbyrdes småligheder.

These young girls.. They have not grown the slightest bit. They could call me their mother. Sigh.. I have to find someone older to mingle with. Hendes tanker kørte tilbage til den gamle vampyr hun havde kendt i Irland. Se dét var en charmerende herre..

Nårh.. Tilbage til virkeligheden.

Hendes blik rettedes igen mod nutiden og mod Cherlyn. Hun skulle have det at vide, som hun skulle bruge.

"He was an old.. Job.. That went wrong. He is apparently better than I first expected. Do not think he is an easy target, sweet Cherlyn. Don not underestimate him.
He made some problems back here and moved against some old acquaintances of mine.
What he did is no concern of yours.
But the agenda is still the same - he has to die.
He is known under the name Jack."

Hun så på den kvindelige dæmon overfor hende, for at se om hun forstod. Blikket gled kort over på vampyren, dette var ikke noget hun havde glemt, vel? Hvorefter det gled tilbage til Cherlyn, mens hun foldede hænderne uskyldigt i skødet.

"Im glad we agreed about that much. This could be the start of a beautiful friendship."
Et djævelsk smil såede alvorlig tvivl om det var meningen det skulle være sarkastisk eller ej, men de mandelformede mørke øjne glimtede af munterhed som viste at hun fandt deres lille udveksling ganske underholdene. Hvis dæmonen opførte sig ordenligt, skulle hun nok også, men det var også et stort hvis. Med fingrene trommede hun på lænestolen under hende i en kort hurtig rytme mens hun i hovedet gik i gang med at lave et billede af den mand der blev beskrevet for hende, imens streger på blokken blev til et ansigt.

"Right, Selene... I'll see what i can find. If i know that kind of hunter right, he likes to hang a place with alcohol."
Smilet om hendes læber blev en smule bredere da hun så på de to væsner som hun skulle arbejde med. Klubber og barer var nogle af de nemmeste steder at placere mennesker, specielt nogen som var gode til at spille fulde. Det var en af de gode ting ved at være indenfor teater-branchen. Man stødte på den slags folk som var villig til at tjene noget ekstra for lidt opsynsarbejde.

"And since he's no newbie, and kinda old for someone hunting our kind, he'll most likely have friends just as strong. When we kill him, we'll have to watch out for the hunters revenge.. 'cause it will come."
Hun så tilbage på Selene, lettere uforstående, for hun kunne ikke se hvorfor hun blev kigget på. Godt nok var hun relativt ung, og ret naiv men hun havde en ganske god ide om hvor farlig han kunne være. Der måtte jo være en grund til at han var blevet så gammel.

Cherlyn grinede let, og skævede mod den ældst udseende vampyr. McRian. De skulle nu nok få det sjovt, men om de begge var lige gode til at samarbejde, var et mysterium. Det skulle nok ende i kaos, og biljagt.

”Beautiful? Yeah, let’s just begin with those words”

Selvom Selene tydeligvis henvendte sig til McRian, fulgte Cherlyn godt med I samtalen. Hun opsnappede hver en mulig detalje, som kunne hjælpe hende på spor af den såkaldte ’survivor’. Han lod til at være stærkere, end hans alder talte for, udseendemæssigt. Måske var det slet ikke værst, at risikere liv og lemmer, for at møde denne stærke jæger. Et tilbud man kun fik en gang i livet. At man så kunne miste livet af det, var en anden sag. Hvis hun var heldig, havde ingen jæger, bidt sig særligt mærke i hendes lille optræden ved havnen. Ikke noget hun var specielt glad for, og tankerne kredsede på, om Selene måske havde fået tip om det.

”I will, darling.”

Hun smilte kort til Selene, og gad ikke engang spørger om hun vidste det. Der var ingen grund til at bringe det på bordet, man helst ville gemme under det. Hun tog en god af vinen, som hun nær var ved at kløjes i, da nogen nævnte barerne.

An old hunter spending the rest of his days, drinking the pain away. Well.. Sounds logical.

Hun lænede sig mere afslappet tilbage I stolen, mens et tilfreds smil bredte sig. Det kunne da blive et meget sjovt møde, hvis hun opsøgte ham der. Eller hvad de to, nu ville have hende til. En ting var sikkert. Ingen af dem, inklusiv hende selv, var sikre på overlevelse i denne mission. Skræmmende tanke, men det var bedre end ingen.

”Do not worry, my dear Selene. I now from you two, that he is a hard trained bastard. But even if it means dead, it sounds fun to me. So now when you both have had, your chance to explain, I’m asking you Selene”

Hun drejede let hovedet fra Wilith, og så med sit mørke alvorlige blik på hendes noget så barnelige, og dog livsfarlige skikkelse.

”What do you want me to do? What is my job, in this big plan?”

Selene hævede blot et øjenbryn over deres ord-udveksling.

Young girls indeed.. Tænkte hun for sig selv. Det var da godt, at hun også havde fundet nogle af sine ældre kontakter frem. Hun vidste at disse to kunne noget, og det var derfor, hun havde indhentet deres tjenester, men de ældre var en smule mere beroligende at have på sin side.

Alcohol.. I am not completely sure of that, I would think him as a more.. Invisible guy. But it is as good place to start, young Wilith. It is good thinking."

Hendes blik var køligt og beregnende, da hun så på Wilith, men var der et hint af.. Anderkendelse?

Hendes blik gled igen over på dæmonen.

"Good. But you will need to be less.. Dramatic for now. I will not have anymore of that, while you work for me."

Både stemmen og blikket var opdragende og så koldt, som kunne hun lige så godt have svinget en pisk afstraffende over hendes ryg. Men hendes statur var så fin og afslappet som nogensinde, som hun sad i stolen ret op og ned, med benene krydset under den lange kjole og hænderne foldet i skødet.

Da hendes blik igen vendte mod Wilith var det kolde væk. Det så igen så mildt ud, som det havde gjort før. 'Afstraffelsen' var tydeligvis ikke ment for vampyr-pigen. Hun nikkede anderkendende.

"Ahh yes.. Revenge.. I am well aware of this side of our job. That is why I have called for more, than you two. Not that you will be meeting them now, but I have others out there."

Blikket gled igen over til dæmon-kvinden. Selene var typen, der så folk i øjnene, når hun talte til dem. Og dybt ind. Blikket fra før var nu helt væk, som var den subtile skideballe ikke sket.

"You will be by my side. You are a deamon and therefore stronger than vampires. Your abilities is in the actual fighting. Because I believe it will turn in that direction."

Selene var udemærket klar over, at Jack ville give hende udfordringer, som hun ikke havde haft siden Napoleon-krigene. At det var en anden form for udfordring var ligegyldigt - det var en udfordring.
Hun så på dem begge to på skift, de skulle være helt klare over, hvor dette var på vej hen.
Til trods for det alvorlige emne så hun så elskelig og rolig ud, som altid. Hun var god til at skjule sine reele følelser - århundrede efter århundredes øvelse.

Hun kastede et undrende blik på dæmonen der så ud til at være ved at blive kvalt i sin vin. Så vidt Wil kunne se var der ikke nogen grund til det, men hun kendte trods alt ikke McClain endnu, selvom hun virkede til at være meget glad for den vin.
"I cant imagine a hunter without alcohol, it keeps the pain away, and he have to get it somewhere. And im gonna find that "somewhere."
Ansigtet blev tydeligere som blyanten strøg over papiret under Wils kyndige hænder. Portrætter var noget af det hun var bedre til, og Selenes beskrivelse havde givet hende en ganske god ide om hvordan han så ud.

Den ældre vampyrs anerkendelse forbedrede hendes humør en del, men hun lod være med at smile mere end hun allerede gjorde. Det der med følelser hørte ikke til i den samtale de førte. Nu skulle hun bare have denne her tegning færdig, aflevere den til sine meddelere og så se at komme tilbage på hospitalet. De skulle jo helst ikke bemærke hendes fravær.
"Good.. But i need to leave now. Officially im locked in a hospital room right now, and i need to get back before they realise im gone.. I think i mentioned the incident with the elf. Holy bullets and all that. My eyes and ears will be looking for him as soon as they get my sketch."

For øjeblikket var det desværre ikke kun hendes jæger ven der holdt øje med hende, en hvis alt, alt for ærlig politibetjent dukkede også op uanmeldt en gang imellem. Ligesom alle andre skulle han heller ikke vide noget, omvendt skulle dem i dette her rum heller ikke vide noget om ham. Det var bedst for alle.
Blokken blev lukket sammen da et særdeles vellignende portræt kiggede ud fra papiret og forsvandt ned i hendes taske sammen med blyanten. Smidigt gled hun ned fra armlænet og bevægede sig over imod døren.
"Oh and McClain. I dont know the rest of your name, and i dont need to."

Cherlyn der var faldet lidt ned, ovenpå den ’glædelige’ nyhed om at jobbet måske indebar, at man skulle jagte mænd på barer, fulgte nu roligt med i samtalerne igen. Det var vigtigt, ikke at falde ud, og opsamle det brugbare. Dog kunne hun godt have undværet det blik, Selene pludselig skød i hendes retning.

”Yes!.. Yes, of course! It will not happen again! I promise.”

Ubevidst havde hun krympet sig under blikket, og sunket længere ned i lænestolen, i et forsøg på at undslippe den kolde tone. Glasset i hendes hånd, gav nogle faretruende knasende lyde fra sig, da hun løsnede det krampeagtige greb, hun havde påtaget sig.
Hun rankede sig i stolen, med en næsten uhørlig rømme, da blikket blev vendt mod McRian.

”That is not the only it is doing to us, sweetheart.”

Et mindre grin bredte sig, mens hun sørgede for ikke lige at vende det mod Selene, der tydeligvis ikke var helt stolt over opførslen. Hun lyttede dog opmærksomt, da stemmen igen, blev rettet mod hende selv.

”All right then. I am the strong one, and I am going to kick his ass. Got it. But just to be sure. Right now I just have to wait, until you call me? Or should I go out, and search for him?”

Hun drak det sidste af indholdet i det smukt prydede glas, med en lettere alvorlig tone. Det var dog inden, hun hørte om sin makkers seneste tilholdssted. Fedt, arbejde hun nu sammen med en fra galeanstalten? Dog fik ordet Elver, hende til at spidse øre. Hun drejede sig opmærksomt i stolen, da McRian bevægede sig mod døren. Med en let vifte med hånden, smilede hun bare af vampyrens sidste ord.

”Sounds good, darling. Just remember who I am, and that we are going to be best friends for a while. Sorry.. But seriously. What was that thing, whit the holy bullets and the elf?”

Hun afventede lettere spændt, uden at vide hvorfor, kvindens svar. Billeder og minder om patroner, der borede sig ind i kroppen, mens den grønne skikkelse rodede rundt i græsset, passerede hurtigt forbi nethinden. Det var bare løgn.

Could it be the same?

"Music for my ears. I believe in your competencies, dear one."

Et nærmest moderligt smil gled kort over hendes læber. Hun vidste, hvad den anden vampyr var i stand til, det var trods alt derfor hun ligeledes havde gjort brug af hende for fem år siden. Der vidste hun sig yderst brugbar, det ville hun sikkert gøre igen.

Hendes blik vendtes mod dæmonen igen og nikkede kort for sig selv.

"Good, because I do not hope that I will have to be less subtle than this."

Da hun havde sagt de ord, vendte den milde stemning hurtigt tilbage til hendes ansigt, og hun smilede nærmest overbærende til Cherlyn.

I will not have another incident as the one in Boston. I really hope, that she will not disappoint me. kørte tankerne i hendes hoved. Men dæmonen havde også set, hvad Selene var i stand til, så hun tvivlede ikke på, at hun ville opføre sig ordenligt mens hun arbejdede for hende.

"You will be leaving now? Too bad - we were just having so much fun!"

Hendes stemme blev med vilje barneagtig og en smule drillende, mens hun blinkede en enkelt kammeratlig gang til hende.

"It sounds like your in trouble? If you do not need my help, then you must tell me this funny store, sometime.

Hun rejste sig elegant op gik hen til Wilith, for at ligge sine hænder i hendes som en farvel-hilsen, men der lå måske noget mere i det? Et forsikrende budskab om, at hendes hjælp stod til rådighed?

Hun vendte tilbage til Cherlyn.

"You can always look for him, if you feel the need, but otherwise I will call you, when you are needed."

Stemmen var igen mild, som var dette ikke det store problem, som det egentligt var.

"Im glad. Well.. then i hope i wont disappoint you, Selene."
Med begge hænder i lommerne smilede hun tilbage til den ældre vampyr, stolt over den andens tro på hendes evner. Hendes talent for opsporing og aflytning var åbenlyst med hendes evne. Hun var i stand til at høre bedre end andre vampyrer når hun støttede sig til sin evne og hendes lugtesans blev også påvirket af evnen. Det var derfor hun var blevet hyret sidste gang, og det var derfor hun blev hyret nu. Vind-magi var ikke velegnet til kamp, men til opsporing var det glimrende.

"That much i remember from my time as a human, McClain."
Et bredt grin flækkede hendes ansigt i to, det skyldtes til dels at hun vist havde haft ret omkring dæmonens forkærlighed overfor vin. For hende var der ikke så meget ved at drikke alkohol mere, men hun huskede udemærket virkningen fra hendes år som menneske. Dengang blev man voksen hurtigt og øl var sundere at drikke end vandet som ikke altid var lige rent.

Hænderne blev gravet frem fra lommerne da selene som over imod hende, og hun greb da også den andens hænder som farvel-gestus. Hendes smil var en smule mindre bredt, men hun så ikke alt for bekymret ud. Det eneste der rigtigt bekymrede hende var om Julius havde fundet ud af hendes lille smut. godt nok var han venlig, men han var også engel og ville højest sandsynligt ikke tøve med at finde stagen frem hvis han fik en mulighed for det.
"The only one thats in trouble is the elf who shot me, 'cause she's in prison. You wanna know about the elf, McClain? Why, you had an incident with one too? The short story goes like this: I drank some of her blood, my world turned neon-coloured and she shot me. Her name is.. arh what was it again.. oh right, her name is Eve."

Med to fingre lavede hun en hurtig honnør for de to, slog hælene sammen med et grin som en mindre djævel og åbnede døren til gangen inden hun kom i tanke om noget.
På en lap papir hun fandt i lommen skrev hun hurtigt et nummer to steder på papiret, rev det det over og stak de to en lap hver.
"Since both of you probably dont want to be linked to me and the other way around, you can get in contact with me on this number. It can not be traced, i made sure of it."

Cherlyn rettede sig høfligt op, eftersom hun konstant, syntes at synke ned i stolen. Om det var Selenes tonefald, eller hendes egen sløsethed der gjorde det, var hun uvidende om. Det smukke krystalglas, blev trænet snurret rundt i hendes hånd, mens hun løftede den fri, som skulle hun sige en ed.

”As I said, I promise that it will not happen again. You can trust me, you know that.”

Trods Selenes overbærende smil, stirrede Cherlyn alvorligt på hende. Hun vidste at hun var svær at tage seriøs, hvis hun som altid, bare smilede. Nogle gange blev hun nødt til at droppe attituden, hvor end hun ville.

”Fun is small words, for what we are having here, darling. And since you remember the alcohol, it must have been good times.”

Med et lille grin, vendte hun sig mod Wilith der allerede var nær døren. Hun var enig i, at McRian var en fascinerende type. Tydeligvis god til sin del af jobbet, men også en der forstod god humor. Det skulle jo nok blive sjovt alt sammen.

Hendes ansigt syntes dog at skifte fra grinagtigt, til overrasket jo mere hun beskrev om elveren. Det lød alt for velkendt.

The same Elf? You got to be kidding me.

”You too?.. “

Flot. Det var så de eneste ord, der lige famlede sig vej over læberne. Hun var en anelse lamslået, over at de havde fået næsten samme behandling. Den Elver var da også skydegal.

”Sounds good, darling”

Hun greb hurtigt den lille lap med papir, og kastede kun et kort blik på den, inden hun gav et kort vink, og et lumsk smil fra sig som farvel.
Hun stirrede hurtigt på Selene, som hun lige var ved at glemme. I en hurtigt bevægelse var hun oppe og stå, og stod nær den lille vampyrpige.

”Maybe I will, but for a start I just what to think it all trough. You can call me, whenever you need me.”

Stemmen var rolig, mens hun stirrede frem for sig.

"I do not, as well."

Til trods for de knapt så behagelige ord, var hendes stemme stadig mild - som altid - og hun smilede som havde hun sagt den sødeste ting i verden. Hun havde tiltro til vampyren, men hun brød sig ikke om at blive skuffet.

Hun lod dem snakke deres indbyrdes venlige ord, det var godt, at hendes 'ansatte' kunne sammen. Det gav et bedre samarbejde og oftest deraf et bedre resultat.

Hendes ansigt vendtes igen mod dæmonen, og hun smilede anerkendende.

"I am glad to hear that, dear one. You know I am fond of you and I would hope I could keep it that way."

Hun smilede til vampyren, da hun gengældte gestussen.

"It pleases me to hear that you are not the one i trouble, young friend."

Et glædeligt udtryk sås kort over hendes ansigt, hvorefter hun trykkede Wiliths hænder en enkelt gang og tog sine egne til sig igen.

Selene hævede et øjenbryn over, hvor ens deres problemer var.

They should learn to keep their teeth for themselves. Tænkte hun mørkt for sig selv. Hun havde tidligt i sin eksistens fået forklaret, hvilket blod hun skulle holde sig fra. Og hun havde aldrig forsøgt på det, efter hun havde fået forklaringen på hvorfor.
Men hun sagde ikke noget.

Hun tog i mod papirlappen. Hun nikkede til vampyren som tak.

"I will contact you, when you are needed."

Hendes blik vendte sig mod dæmonen, da hun talte til hende igen.

"It sounds good enough for me. And the same applies to you."

Hun smilede sit elskværdige lillepige smil til dæmonen, hvorefter hendes tanker kort gik til, hvem hun allerede havde kontakt med, og hvem hun skulle have fat i for at få indbetalt skyldnernes tjenester. Hun blev snart tilstedeværende igen. Det kunne hun altid tænke nærmere over, når hun havde natten for sig selv.

Hun rakte ligeledes hænderne ud mod Cherlyn, igen som en farvel-gestus. Hun smilede venligt.

"I hope to see you both again soon, young ones."

Hendes blik gled hurtigt over dem begge.

"And keep safe."