Unfinished business [Wick+Nari]

Dato : 16. maj 2012
Tid : 23.34
Sted : Muse
Vejr : Blæsende, men varmere end det har været længe. Overskyet.
Påklædning : Kongeblå aftenkjole i satin. Helt åben ryg med en halvdyb udskæring foran. Kjolen går til gulvet og sidder tæt omkring benene, med en lang slids der slutter over halvvejs oppe på låret. Håret er flettet i en lang fletning der snor sig om hovedet. Hun bærer ingen make-up. Narcissas brystkasse er prydet af et langt ar der starter under udskæringen og bevæger sig helt op til hvor halsen starter.



Bilens motor døde under hjelmen og parkeringspladsen blev henlagt i lav belysning da forlygterne slukkedes. I sin siderude kunne Narcissa se en ujævn reflektion af sig selv. Det var første gang siden dén aften hun havde båret tøj der viste hendes hals og brystkasse. Narcissa kunne stadig ikke afgøre om hun brød sig om det, men havde til sidst overbevist sig selv om at det blot var endnu en del af det fuldendte kunstværk. Prikken over i'et... bortset fra at hun endnu ikke havde defineret hvad i'et helt præcis tog sig ud.

Do I hate her for this?

En slank hånd gled fjerlet ned over kjolens stof. Det var længe siden hun havde båret kjole og generelt gjort noget ud af sig selv. Et snert af et smil gled over det ellers kolde ansigt dog var det ikke til at sige hvilke tanker der forsagede det.

Narcissa var kørt ind til klubben, efter at have forhørt sig med Procella om hvor Wicked var. Han var ikke hjemme, så klubben var det bedste bud. Roligt og vant gled hun ud af bilen med en lille taske slynget hen over højre skulder og begav sig imod indgangen.

Hun mødte sit eget blik i spejlet på væggen, efter at have meldt sin ankomst til garderobepigen. Hun var blevet sendt imod Vegasrummet, VIPafdelingen. Der var et eller andet der rumsterede, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af hvad det var. Havde Narcissa været menneske ville hun kende fornemmelsen som nervøsitet. De var lang tid siden hun havde set sin gudfader. Sidst havde også været på klubben - den aften havde budt på... mange ting. Men ingen form for afslutning.

Siden var hun forsvundet i tre uger... eller i virkeligheden var hun ikke forsvundet, for hun havde haft sin telefon med. Men der havde ikke været nogen kontakt.

"Excuse me miss."

En ansat kantede sig forbi hende ved døren og begav sig videre ned af den brede ankomst hall.

En let summen lød i lokalet hen over en blid underholdningsmusik. Den tykke atmosfære af mange væsner samlet under ét tag slog imod hende som hun bevægede sig ind i lokalet. Narcissa bevægede sig yndefuldt, trænet og uden tøven. Det faldt hende naturligt at sende lange blikke, skæve smil og forlorne løfter på hendes vej. Lige så naturligt og ubevidst slappede hun af og tillod sig selv små magiske udladninger - disse resultererede i en slags tågeskygge der fulgte hvert skridt. Næsten som et hængende blødt tæppe der hvilede omkring hendes fødder.
Kroppen fungerede som en velsmurt maskine hvor alle bevægelser handlede om at få hende til at fremstå så attraktiv som muligt. Nogle ville nok kalde det at 'overgøre det', men det ville være fåtallet.

Hun drejede rundt om et sofaarregement og VIPområdet foldede sig ud foran hende. De sorte usminkede øjne gled over inventaret i søgen efter hendes gudfader.

Tjeneren ledte hende kun langt nok til, at den overvældende fornemmelse af den ældgamle dæmons indflydelse slog imod dem begge. Hvad end tanker der løb igennem Wicked, så var det distraherende nok til at han ikke lod sig bemærke med hvordan magien strømmede fra ham og fyldte lokalet. Han var ikke den eneste – og hans magiske indflydelse var, for en gangs skyld, ikke den mest overvældende.

En spinkel skikkelse bevægede sig med overjordisk ynde, selv efter de tilstedeværendes målestok, omkring på den store scene, hengivet til lyden der strømmede fra skabningen selv. Hvis ikke Narcissa havde mødt engle og for sig selv hørt og set at de ikke var meget anderledes end hende selv, så kunne hun – og andre – fristes til at tro at skabningen var et himmelsk væsen. Strålende oplyst, ikke af spotlights, men af et indre skær mere rent og hvidt end selv Wickeds, var skabningen fuldstændigt blændende.

Sangen syntes at være ordløs, men da Narcissa trådte nærmere formede de sig og spredte sig i lokalet, uden at være akkompagneret af musik. Det betød ikke noget, for ordene selv skabte musik i luften. Selv stemmen syntes at dele sig i forskellige toner, som havde skabningen et mindre kor med sig. Selvom sangen var gælisk, malede de alligevel billeder, der fik omgivelserne til at virke mindre virkelige end hvad skabningen viste dem. Gulvet under Narcissa fyldtes af en gennemsigtig røg, der langsomt fortyndede og udviskede marmor-fliserne. Røgen svirvlede og blegnede, afslørede skyer der bevægede sig hastigt forbi hendes synsvidde – eller var det hende der bevægede sig igennem dem? - for at afsløre ir-grønne bjergkæder af uberørt natur langt under hende. Som vinden hævede og sænkede hun sig igennem dale og over bjergtoppe.

”Beanntaichean àrda is àillidh leacainnean
Sluagh ann an còmhnuidh is còire cleachdainnean
'S aotrom mo cheum a' leum g'am faicinn
Is fanaidh mi tacan le deòin

O chì, chì mi na mòr-bheanna
O chì, chì mi na còrr-bheanna
O chì, chì mi na coireachan
Chì mi na sgoran fo cheò

Ordene tonede langsomt ud, og efterlod Narcissa ved siden af VIP-sofaen. Publikummet længere væk sad lamslåede. Nogle af de mangfoldige væsner græd over den skønhed de var blevet vist. Andre betragtede det androgyne væsen med slet skjult frygt, betagelse eller en blanding af de to.

Halvt henslængt i VIP-sofaens røde fløjl, med de lange ben strakt og skødesløst draperet foran sig, betragtede dæmonen, med flammende røde gløder begravet dybt i det endeløse mørke, den strålende skikkelse med en intensitet der burde have fået det androgyne væsens hud til at slå ud i flammer. Skygger havde samlet sig omkring hans ansigt, kærtegnede langs hans blege hud som grålige flammer. Da hun trådte rundt om sofaen og hen hvor hun kunne se hans ansigt, var det ikke betagelse der fyldte de blege træk, men en vrede der slog smertefuldt imod Narcissas hud, som små rødglødende nåle, selv uden at han rettede sin opmærksomhed imod hende.

En smule af det blændende skær faldt langsomt omkring skikkelsen på scenen før hun – det var i hvert fald det mest nærliggende at kalde den androgyne skabning – vendte sig mod Wicked og nejede dybt. Wicked gengældte ikke gestussen.

”Muse.”

Det ene ord anerkendte hendes tilstedeværelse, mens de glødende øjne studerede stadig scenen. Der var en lettelse i ikke at tiltrække sig hans opmærksomhed lige nu, som et rovdyr der fokuserer på hjorten i stedet for kaninen.

”It's been so long. How is my precious goddaughter?”

Selv hans stemme havde en kvalitet ved sig, dyb og klæbrig, sarkastisk uden at det virkede til at være med vilje – som om hans tanker og følelser påvirkede ham uden at han kunne holde dem tilbage.

Narcissa forstod ikke ordene, men det var for så vidt heller ikke nødvendigt for at få et næsten optimalt udbytte af sangen - hvis dette term da overhovedet slog til. Jo længere ind i lokalet dæmonen bevægede sig, desto mere blev hendes nysgerrighed draget imod scenen.

Drømmeagtige bjerglandskaber, strålende sole og naturens egen skønhed slog ind omkring hende og fyldte dæmonen med et behov for at høre mere. Et behov for at denne skønhed, denne æstetiske katarsis fortsatte længe endnu - at den lovede renselse der hvilede bag hver eneste tone skulle fuldendes. En længsel efter at høre enden, samtidig med et inderligt ønske om at enden aldrig nogensinde måtte indtræffe.

Et langstrakt suk gled over Narcissas læber idet sangen ebbede ud, sukket fik et levendegjort ekko der strakte sig igennem lokalet, hvor andre væseners kroppe slappedes og udåndede tungt oven på oplevelsen. Der gik længe inden nogen turde afbryde stilheden og den lette summen af samtaler bredte sig.

Synet af Wickeds flammende dybe øjne sendte et næsten umærkeligt gip igennem Narcissa. Det var ikke fordi hun frygtede ham... ikke sådan rigtigt, men siden den aften - også her på klubben - hvor han næsten havde slået hende ihjel af raseri, havde hun alligevel en lille smule forbeholdenhed overfor ham. Kløgtigt ville nogen måske tænke, Wicked var trods alt en gammel dæmon og Narcissa havde mere end én gang set hvad han var i stand til.

Hun bukkede nakken dybt i en hilsen, der alle andre steder end Muse, ville have set alt for gammel ud for denne tid.

"Uncle."

Narcissa tog et usikkert skridt frem imod ham, efter at have sendt et blik imod gulvet. Marmorfliserne var der igen, og lå helt fast og roligt under hendes fødder, der var omgivet af hendes egne trygge skygger.

"I have been fine thank you. And I can see everything is working brilliantly here. May I join you?"

Uden at vente på tilladelse lod hun sig glide ned i en sofa der stod skråt overfor ham. Hun havde knapt nået at sætte sig ned, før der stod en tjener ved hendes side, klar til at tage imod bestilling.

"Let me have a Bunnahabhain 12 Years."

Inden tjeneren nåede at dreje om på hælen rakte Narcissa en hånd op for at stoppe ham. Hun lød en anelse tør og irriteret.

"No... make that a... a glas of water. With ice. yes... water please."

Den unge mandlige tjener så et kort øjeblik helt forvirret ud, men nikkede så høfligt og skridtede i retningen af baren.

Narcissa foldede det ene ben over det andet og rettede sit blik imod Wicked. Hvad havde hun egentligt tænkt sig med dette 'visit'? Et sted i baghovedet lød hendes egen stemme, skændende på sig selv.

"Forgive me that I left without saying a word. I had to... take some time for my self."

Hendes sorte blik forlod Wickeds ansigt og gled op imod scenen hvor den smukke skikkelse var på vej bort. Sangen sad stadig i hende som et utrolig smukt minde, men samtidig var der noget intimiderende over at et væsen kunne påvirke så mange på én gang.

"What is she... or it?"

Wicked kommenterede ikke på Narcissas forskellige bemærkninger, før spørgsmålet om kvinden hang i luften imellem dem. Hans opmærksomhed og de glødende øjne var stadig rettet imod scenen og fulgte den androgyne skikkelse, indtil hun forsvandt bag tæppet, med en sær vagtsomhed. Hvad end kvinden var, havde hun formået at gøre Wicked.. nervøs?

"A nuisance."

Han sukkede svagt og rettede sig på sofaen, mens lokalet rystede fortryllelsen af sig. Da han endelig vendte blikket imod Narcissa, virkede han mere afslappet, men der var et næsten forjaget udtryk i de mørke øjne. De tørre, let irriterede ord taget i betragtning, var det højst sandsynligt ikke på grund af selve kvinden, men hvad end hendes ankomst betød i det større billede. Wickeds reaktion taget i betragtning kunne det kun betyde flere komplikationer for den efterhånden knap så lille 'familie'. Alligevel spillede hans sædvanlige smil henover de tynde læber et øjeblik senere, da tjeneren vendte tilbage og satte hendes ordre foran hende.

"I see that someone has said too much."

Hans så ned på glasset og hentydede med blikket til hendes ændrede mening om at indtage alkohol.

"Should I even waste my breath asking?"

Taget i betragtning at han ikke nødvendigvis behøvede at trække vejret, var spørgsmålet en joke i sig selv. De mørke øjne glitrede af undetrykt humor - enten over hans egen kløgtige lille spøg eller hendes tilstand. Det kunne for så vidt være begge dele. Det var aldrig helt til at vide hvad dæmonen fandt underholdende.

Han rystede let på hovedet da tjeneren vendte et spørgende ansigt imod ham og verfede ham væk.

"I doubt it would have any effect anyway, though why you would even consider the choice of Bunnahabhain to begin with is a mystery to me. It's certainly not a taste you have from me."

Wicked rynkede let på næsen for at tilkendegive sin mening om den øl-agtig whiskey. Derimod virkede han ikke ophidset over hendes pludselige forsvinden. Han lænede sig tilbage i sofaen igen, de lange arme strakt henover det udskårne træ, så hans fingerspidser kunne spore mønstrene mens han betragtede hende, stadig med det lille smil på kanten af læberne. Hans håndled drejede hænderne i en absurd vinkel i forhold til armen, men det virkede ikke til at genere ham.

"I hear you have acquired a house in Werclare. What do you intend to do?"

De mørke øjne gled nedover hende, standsede kort ved arret på hendes bryst, før det fortsatte til hendes liv.

"Mhmm..."

Hun så stadig efter kvinden, men nikkede let af gudfaderens ord. På én eller anden underlig måde gav det mening. Der var noget i hendes hukommelse der ulmede, men lige nu kunne hun ikke helt få brikkerne til at passe sammen og give mening. Men der var bestemt et eller andet med kvinden og noget hun havde hørt om før. Sproget, et eller andet Wicked engang havde sagt.

Han lille hentydning rev hende tilbage til virkeligheden.

"She did not say too much... only told me what I should have known allready."

Det mørke blik mødte hans og om hendes mund lå et lille smil. Narcissa gjorde sig ingen anstrengelser med at svare på hans lille joke, i stedet nikkede hun lod let til ham - en slags anerkendende gestus prydet med et skævt smil. Hun lænede sig tilbage i sofaen og lod kort blikket glide over de nærliggende sofaarrangementer mens hun talte.

"Oh please no. It was my father who enjoyed conversation about whiskey, not I. I am sure you would find my knowlegde quite unsatisfactory."

Stemmen var lys og let og der var en strejf af mild latter over den. Narcissa fulgte Wickeds blik ned af sig selv, løftede hovedet og søgte atter hans øjne.

"I do not know. Right now I a spending most of my time writing. I hope in time I will find out. Hopefully the answer will come to me within not all too long."

Der var en tydelig dobbeltsidethed over hendes tale. Narcissa talte ikke kun om huset og om jobbet, men også om hendes tanker omkring det afkom der voksede i hendes mave.

"Besides, I am still researching my... options."

Hun lod en hånd glide hen over læderet ved sin side, hun elskede den glatte kølige overflade og lod til sidst hånden falde fladt imod det hvor den fandt til hvile. Hendes blik gled omkring dem, nærmest som skannede hun rummet for et eller andet.

"I believe I owe you a favour or... in return for something of yours I happened to destroy."

Det ville ikke tage Wicked mange sekunder at regne ud af Narcissa ikke synes stedet her var et godt sted at tage den kommende del af samtalen. Men alligevel var det heller ikke vigtigt nok til at de skulle rejse sig. Var der noget 'at redde sin egen røv' over hendes måde at halvt fortælle historien uden helt at fortælle den?`

Wicked betragtede hende et øjeblik, syntes at overveje hendes ord og det lille smil, før hans eget blev visket af de blege træk. Sært nok mindede ændringen om den bratte forandring, når skuespillere brugte de græsk-overleverede tragedie-komedie maske. Et smil når man vendte den ene vej, en rynket pande den anden - man vidste aldrig hvilket udtryk der ville vise sig. Skyggerne krøb langsomt henover marmorfliserne omkring dem, som nervøse hunde der mavede sig rundt om deres ejer.

"And I suppose that scar you are flaunting was merely 'teaching you a lesson that you sorely needed'?"

Et mørkt øjenbryn hævede sig skarpt, hans stemme halvt sarkastisk, halvt krævende, som om ethvert svar der ikke indrømmede hvor forfejlet hendes forsøg på at 'beskytte' Procellas metode, med at banke alting ind med syvtommersøm og en forhammer, ville være at spilde hans tid.

"There is no need to curb your comments to my liking. I'm aware of the.. animosity between the two of you. Lauren does not do well with females - of any species. Though oddly, she does well with men of every description."

Der var noget ved stemmen, en manglende betoning af kommentaren - eller måske var netop fraværet af modulering der var kommentaren i sig selv. Skyggerne rykkede nervøst på sig omkring ham, i forventning om en reaktion der aldrig kom. I stedet lænede han sig igen tilbage i sofaen, ansigtet blankt og afvisende.

"Options."

Ordet lod til at aflede ham fra det tiltagende ubehagelige tryk omkring sofagruppen. Wicked gentog det et par gange, smagte på det som om det var en fremmed årgang af vin han ikke kendte til. Hvis noget så menneskeligt som at gruble kunne have hentydet til dæmonen, ville ordet nok have været passende. Alligevel hævede han blikket ved hendes pludselige tilståelse, men rynkede panden og lod faktisk til at skulle overveje hendes ord et langt øjeblik. Enten havde den tidligere servitrice ikke gjort et indtryk, eller også havde han meget simpelt ikke bemærket hendes pludselige forsvinden. De sidste par måneders tumult taget i betragtning, var det måske ikke et dårligt gæt, at han knap havde gidet tage sig af en enkelt ansats problemer.

"Ah yes, our dear Crystal."

En let snøften undslap ham og han drejede hovedet for at se udover natklubben. Døren ud til personalet-området åbnede sig og den strålende skikkelse fra tidligere gled ind i rummet. Hendes tilstedeværelse var mere afdæmpet nu, men adskillige ansigter vendte sig alligevel imod hende, da hun svævede ind og ud imellem bordene, for at modtage et smil eller udveksle et ord, som om hun knap behøvede at sætte fødderne imod jorden.

"Pitiful, wasn't she? I half considered ending her myself."

Wickeds øjne fulgte den spinkle figur. Ud fra hans stemme at bedømme undede han i det store og hele Narcissa drabet. Hvad end dramatisk straf eller udskældning hun måtte have forventet blev ikke til mere end et skuldertræk. Hvorvidt det havde noget med en mangel på respekt for Crystal specifikt, eller om ligegyldigheden var mere generel, var ikke til at sige.

"Still, she was mine, I suppose. I'll think of some appropriate way for you to repay me."

Pulserende grønne øjne vendte sig brat imod de to fra den sofa-gruppe, kvinden var standset ved. Selv på afstand var der en vægt bag blikket, en lugt eller smag af magi, der igen svagt genkaldte den vilde og uberørte fornemmelse af fjernt, grøntklædt højland. Blikket gled fra at have fokus på Wicked, til at indhylde Narcissa, som om noget ved dæmonen havde påkaldt sig væsnets opmærksomhed. Det var næsten en beroligende og inviterende varme, som et tæppe der lagde sig om hende og langsomt gled ned imod hendes liv..

Wicked kneb øjne sammen og hævede en hånd, som ved et slag. Den velkendte fornemmelse af hans magi skar igennem varmen og spredte brutalt magien bag. Kvinden sendte ham et strålende smil og snurrede rundt på hælen, før hun svajede videre til det næste bord.

Et par blege lange fingre gled fjerlet hen over den hævede streg der udgjorde arret på hendes brystkasse. Narcissa var dæmon, og det var bestemt ikke et hvilket som helst våben der kunne efterlade ar på hendes krop på den måde. Desværre havde den aggressive jæger ét der kunne.

"You banned her from the club. She asked me why you would humiliate her like that, and I simply asked hér why she felt the need to be cocky towards you."

Det sorte intense blik ændrede sig ikke tydeligt, men alligevel var der et spørgsmål gemt i det. Hvorfor? Hvorfor var Procella så voldelig? Hendes aggressivitet var så voldsom at Narcissa nogle gange blev i tvivl om hvem af de to der rent faktisk var dæmonen i selskabet.

"She went berserk. Utterly berserk. Yes, we often end up yelling and, yes... but that night in the basement, I really did not get it. One simple question, and she almost killed me."

Stemmen bar et lag af undring, det var virkelig en gåde for Narcissa hvorfor Procella havde flippet sådan den aften. Ja, de to kvinder endte ofte med at skændes heftigt. Men dén aften var det kommet så utroligt pludseligt, og selv hvis Narcissa havde forsøgt -og havde kunnet- kæmpe tilbage, var hun ikke sikker på at hun overhovedet havde haft en chance.

"The only reason she did not kill me... according to herself."

En hvid hånd fandt frem til hendes liv og lagde sig til hvile imod det kongeblå stof.

Though oddly, she does well with men of every description.

Narcissa løftede hovedet og fangede Wickeds blik, som om hun forsøgte at læse ham, dog uden på nogen måde at være insisterende. Hovedet blev tiltet en smule i overvejelse og det var som om hun smagte på ordene inden hun udtalte dem.

"She is an odd creature. Beautiful and strong, but yet so confusing. Not only to herself, but to the world around her. I thought voilence, anger and killing was a trait to creatures of our kin. Guess I was wrong."

Et lille smalt anerkendende smil gled over hendes læber da han udtalte Crystals navn. Narcissa var ganske tilfreds med at han allerede havde bemærket hendes forsvinden og at han kædede to og to sammen. Det var ikke fordi hundæmonen på nogen måde regnede Wicked for dum, men det tilfredsstillede hende alligevel at se hvor mange skridt foran han var.

Hun nikkede tilkendegivende, så måtte hun jo skylde ham en tjeneste... Nu var det i hvert fald ude af verden.

"She is so beautiful."

nærmest hviskede Narcissa fremfor sig under det ir-grønne blik. Fascinationen gik dog over i lettere paranoia straks da kvindens blik gled ned over hendes krop. På gulvet foran hende dansede skyggetågen uroligt og pulserede under den magi der blev sendt igennem rummet fra begge sider.

Da Wicked løftede hånden var det som om alt åndede ud og lagde sig til rette i sin rolige vuggen. Narcissas sorte øjne kæmpede ihærdigt for at fange hans blik.

"A nuisance you say? She should not happen to be... European?"

Hun havde fået en bange anelse, ting fra hendes hukommelse var pludseligt blevet lagt sammen og flere spørgsmål rejste sig nu. Selvfølgelig var kvinden europæisk, det kunne de fleste med bare en smule viden regne ud. Men... Var hun rent faktisk fra Irland? Var hun... en af dem Wicked frygtede sådan? Og hvad i alverden lavede hun her? Hun så efter skikkelsen igen og forsøgte at finde nogle særlige kendetegn ved hende, ud over at hun var utrolig smuk, lysende og nærmest svævende. Men hvad ledte hun egentligt efter?

Tjeneren vendte tilbage til bordet med en højt glas på et rundt fad. Behændigt serverede han glasset med vand og isterninger på det lille bord ved siden af Narcissa. Han nikkede høfligt en enkelt gang og var så på vej tilbage i baren, alt imens han sneg sig til flere skævende blikke imod kvinden med de grønne øjne.

"It looks like I am not the only one, not completely thrilled by her company."

Narcissa talte mens hun hævede glasset til sine læber. Hun hentydede til flere væsener der sad og fulgte kvinden med slet skjult paranoia. Flere kunne næsten ikke tage blikke fra hende - nogle på grund af fascination, andre fordi de ville vide præcis hvor hun befandt sig hvornår. Hun behøvede ikke udtale sine forbehold for at have kvinden her i klubben, med så mange potentielt eksplosive væsner omkring sig, alt dette var tydeliggjort i betoningen af den tidligere sætning.

”I saw.”

Den simple konstatering hang imellem dem. Selvfølgelig havde han set overvågnings-båndet. Han havde hele tiden vidst hvad der var sket i lokalet efter han forlod dem. Han drejede blikket tilbage til Narcissa, selvom det ikke var hendes ansigt han betragtede. De mørke øjne hvilede på arret.

”'Like a misbehaving child'.”

Wicked gentog ordret hvad Procella havde sagt i kælderen, helt ned til tonen og moduleringen af ordene. Han virkede næsten underholdt over hendes reaktion, selvom det svage smil ikke nåede de mørke øjne.

”Lauren is very honest, with everyone but herself. She loves what she hates, she hates what she loves. She loathes what she wants and yet delights in it. She cannot tolerate being without control, and yet...”

Han slog let ud med den ene hånd, som for at indikere at Procellas valg af ham næppe inkluderede kontrol som en overvældende faktor i hendes favør.

En højlydt klikken imod marmoren fik ham til at vende ansigtet imod en skikkelser der nærmede sig.

Kvinden, en ældre vampyr fra udstrålingen at dømme, balancerede forbi på et par absurd høje hæle, der fik de i forvejen lange ben til at virke endeløse. Hun strejfede sofaen nær nok til at lade en blod-rød negl glide henover Wickeds kind. Neglen efterlod et tyndt mærke på den blege hud, der langsomt skilte sig og lod en dråbe tyktflydende, sort blod glide nedover hans kind. Mørke øjenvipper indkransede øjne af næsten samme besnærende røde farve, men var halvt skjult under dramatisk-sminkede øjenlåg. Vampyren sendte ham et blik der knap kunne kaldes flirtende. Det var nærmere en direkte invitation. Wickeds hånd var en skygge, der et øjeblik virkede til at ville gentage slaget fra før, denne gang med vampyren som mål. I stedet lukkede de slanke fingre sig om hendes håndled.

"Beautiful and strong, but stupid. A perfect breeder, if she wasn't utterly untameable."

Ordene var tydeligt rettet imod Narcissa, men tonen og hans øjne var udelukkende for vampyren – den dybe, intense stemme, der kælede som silke imod huden, strøg hen over steder fingre ikke burde kunne nå. Det blonde hoved bøjede sig over hånden, lagde blidt læberne imod huden før han modstræbende løsnede sit greb og lod kvinden fortsætte videre. Slanke, blege fingre gled kærtegnende over hvid hud, da vampyren langsomt fortsatte sin vuggende gang forbi dem. Wickeds blik fulgte hende med glødende mørke øjne.

Den lille scene ændrede atmosfæren omkring dem. Blikke, der før var blevet holdt tilbage, vendte sig imod VIP-sofaen, som om der netop var blevet erklæret åben jagt-sæson. Det var åbenlyst at Wicked indtil nu havde opført sig 'tamt'. Det havde været tydeligt for enhver kvinde, at deres residente incubus ikke var ledig – hvordan det end var sket.

”Old World.”

Mumlede han fraværende ved Narcissas spørgsmål, ikke nødvendigvis et svar på hendes spørgsmmål i lige så høj grad som det var noget nær en ed, og betragtede kvinden samtidigt.

Det nær hvid-blonde hår havde næsten samme farve som Wickeds eget, men hvert hårstrå vibrerede af liv, som om kvinden var mere i live end væsnerne omkring sig. Selvom det havde virket kort-klippet fra en vinkel, vældede de blege lokker ned over hendes ryg bagtil og syntes at leve sit eget liv.

Hun var klædt i en hvid, gulv-lang chiffon-kjole, der var holdt tæt ind til livet med et række perler. Fra livet og op sad kjole tæt omkring et næsten fladt bryst før den vinklede i en enkelt bred strop, der efterlod den modsatte skulder fri. Kjolen fremhævede hendes spinkle figur og syntes at få hendes krop til at se unaturligt strakt ud. Som om lemmerne ikke var helt designet efter en menneskelig standard. Det øverste lette lag af stoffet flagrede omkring hende, som stod hun midt i en blid vind der ikke syntes at røre andre end hende.

”You are not in her company, nor should you ever wish to be.”

Der var en sær hentydning i svaret. På trods af den angst Narcissa bemærkede på flere ansigter, forsvandt ethvert spor af forbehold det øjeblik kvinden nærmede sig, erstattet af et nær lyksagligt smil – som om noget så simpelt som kvindens nærhed var en flammende ild der varmede de kolde væsner.

Fingrene der før havde fulgt konjunkturene af det lange ar over hendes brystkasse, gled ned og hvilede i hendes skød. Her fandt de en flig af kjolens glatte stof at beskæftige sig med.

Han havde set det? Jamen så måtte han da også vide at det for en gangs skyld ikke havde været hende der havde slået først. Faktisk havde hun slet ikke slået - hun kunne ikke helt afgøre med sig selv om hun fortrød det eller ej. Det havde nok ikke ændret meget, eden til Micha forbød hende nogensinde at krumme et hår på Procellas hoved.

"I see."

Den mørkebrune fletning tiltede let op og ned i takt med hendes langsomme nikken. Hans beskrivelse af Procella var den mest passende hun nogensinde havde hørt.

"But is that not what you find so very appealing about her?"

Ordene blev fulgt af et lille skævt smil.

Det sorte blik fulgte vampyrens lille gestus og Wickeds håndtering af denne. Det skreg til hele verden hvad hun var ude på og Narcissa kunne ikke lade være med at smile skævt ned i sit glas. Det glædede hende faktisk at se Wicked sole sig i andres opmærksomhed. Dog pinte det hende grusomt at blive mindet om det løfte hun havde givet Procella igår. Ikke fordi hun nogensinde havde haft... planer om at... ligge med sin gudfader. Men der var noget frustrerende over at vide at det nu helt sikkert ikke ville ske. Hvad var det man sagde? Det forbudte er altid mere attraktivt!?

"Glad to see that you have not lost your touch."

Narcissa kunne ikke undlade at klukke let frem for sig selv da lokalet omkring dem pludselig blev levende af blikke. Mere og mindre feminine øjne rettedes imod de to i sofaerne og hun kunne ikke lade være med at mores over hvad de dog måtte tænke om de to blege skikkelser. Desuden plejede det hendes forfængelighed utrolig godt at være 'på plakaten' - på trods af at det i dette tilfælde var Wicked blikkene fandt mest interessant.

Hans svar bekræftede Narcissas anelser, og straks syntes hun faktisk kvinden så mindre smuk ud. Det var selvfølgelig bedrag - for hun var smuk. Dæmonen noterede og arkiverede hendes udseende, skulle hun nogensinde få brug for at vide hvem hun var. Narcissa mindedes onklens ansigtsudtryk første gang de havde talt om skabninger fra den gamle verden. Og hun kunne se Wickeds tydelige modvilje imod hende.

"Do you mind me killing Helias?"

Det sorte blik faldt igen på hans ansigt, fast besluttet på at sortere den slanke lysende skikkelse fra. Kunne hun ikke finde ud af mere om dette væsen, andet end at hun skulle være vagtsomt, så ville hun ikke beskæftige sig med det.

Spørgsmålet var lige dele søge om tilladelse, som det var en konstatering af at hvis muligheden bød sig, så ville hun slå englen ihjel. Der dansede en dyb glød i hendes sorte blik ved talen om englen. Helias var omtrent lige så højt på Narcissas hade-liste som Micha. Det var trods alt hans og Procellas skyld at Azuriel var død. Eller i hvert fald indirekte.

"She is gonna hate me for the next eternity, but so be it."

Hun sippede af det iskolde vand og lagde det ene ben over det andet. Det lod ikke til at den åbne slids der afslørede hele hendes ben til et godt stykke op imod hoften, generede hende. Kontrasten mellem det kongeblå stof og det alabasterhvide ben var slående og malerisk. En hvilken som helst fotograf ville elske at lade de to blege figurer i sofaerne fotografere herfra og ud i evigheden.

Blodet gled langsomt ned af hans ene kind, som sirup, selvom den krydrede, søde duft var langt stærkere og mere tiltrækkende. Som draget af netop den fristende duft trådte Porcelain frem fra skyggerne og gled imod sofaerne. Da hun nåede frem gled hun ned på knæ og lagde hænderne imod Wickeds ben, men hævede sig langsomt op, som kunne hun, som en hund, gnubbe sig vej til hans opmærksomhed.

”Would you have defended yourself, if you had been able to? Lauren seems to believe you would happily kill her if you were not bound.”

De slanke, blege fingre lagde sig let om den trælbundne kvindes kæbe, spejdede søgende ned i de grå-blå øjne, som om han ledte efter noget, uden at synes at finde det. Spørgsmålet lød henkastet, en pludselig overvejelse udsprunget af samtalen.

”I suppose I've always been attracted to the challenge. It makes everything unpredictable.”

Wicked smilede næsten, som om elementet af kaos i hans personlige liv var en kilde til endeløs morskab. Hans foreløbige livstid taget i betragtning var det ikke overraskende at enhver art hverdag efterhånden mistede sin tiltrækning.

”Yes.”

Han hævede brat ansigtet imod hende. Det ene ord sydede i luften, et metafysisk slag da en smule af Wickeds magi fulgte ordet. Bevidst eller ej, så var det tydeligt at han ikke havde i sinde at lade guddatteren ende Helias eksistens. De slanke fingre strammede langsomt, ubevidst, deres greb om den tidligere jægers ansigt, mens de mørke øjne betragtede Narcissa. Grå-blå øjne udvidede sig da knoglerne begyndte at knase imod hinanden, men jægeren tog imod smerten uden at blinke eller gøre opmærksom på sig selv, selvom det var en tydelig kamp.

”I left him alive for a reason. He is blind, feeble and has made an enemy of the world. Without power, both his own and Gods. It would be a waste to kill him.”

De slanke fingre løsnede brat deres greb og Porcelain kollapsede på gulvet. De mørke øjne betragtede overvejende pølen af lange lemmer, før blikket fandt Narcissa igen, et lille, tilfredst smil over englens skæbne på de blege læber.

”There are worse things than death, Muse. If he should ever find his way back to these islands, I'm sure we can find a suitable way to welcome him home.”

Han tørrede fraværende striben af blod af kinden og rakte hånden ned imod kvinden ved sin side. Som om de havde trænet det lille spil, åbnede hun villigt, ivrigt, munden og slikkede blodet af den blege hud. Udtrykket på hendes ansigt var erotisk, men ikke vulgært. Hvad der let kunne have virket som et substitut for oralsex, blev et studie i at bemærke alle de erotiske zoner der eksisterede, udover de åbenlyse.

”Do you think she would? I can never quite tell when she has truly developed affection for someone. She is quick to anger, but rarely stays it.”

Mens resten af lokalet betragtede Porcelain, så Wicked på Narcissa, upåvirket af kvinden der omfavnede en del af hans krop med de perfekt sminkede læber. Blikket startede ved hendes fødder, gled som en kærtegnende hånd langs ben og lår, præcis som kjolen opfordrede til, og værdsatte hver centimer af hud på vejen. Hvorvidt det var Porcelains aktivitet, tilskuernes ophidselse, eller bare hans egne følelser der skinnede igennem, glødede de mørke øjne imod hendes da han nåede op og mødte hendes blik.

"I would have seen to it that I did not get hurt, yes. But in my naive state of mind I thought I was able to teach her a lesson."

Endnu en gang gled hendes fingre hen over arret der brød den hvide hud på hendes bryst.

"I guess I was the one teached a lesson."

Narcissa studerede ham kort, for at beskæftige blikket imens hun tænkte sig om. Ville hun virkelig dræbe Procella såfremt situationen bød sig? I nogle lange sekunder betragtede hun Wicked og Porcelain med et fraværende blik.

"I do not wish to kill her. Her sister yes. Though I will not deny that there have been times I would have acted differently, had it not been for the oath."

Hendes mørke bryn sænkede sig på det skarpe ansigt og hendes øjne blev smalle. For nu var Porcelain sorteret fra... hun var trods alt bare en praktisk ottoman. Skuffelsen over at han ikke ønskede Helias død blev dog hurtigt afløst af et sardonisk smil og et ulmende glimt i det mørke blik.

There are worse things than death, Muse.

Det faktum at Wicked brugte ordet 'we' fik blikket til at gløde endnu mere. En langsom nikken stoppede da hun førte vandglasset til sine læber. Atter en gang indtog den smukke hybrid en plads i dæmonens bevidsthed. Sorte øjne flugte de velsminkede læbers bevægelser, strøg langs Wickeds finger, hånd og arm, gled op over han skulder og søgte de mørke øjne. En lille tilfreds trækning legede i hendes mundvig og det var næsten som om hun kunne mærke hans blik glide over sin krop.

"I believe she would. More than she does already."

mumlede hun lettere fraværende, stemmen grødet og ulmende.

Det intense øjeblik blev afbrudt af en høj ung mand, en ansat. Han gled ind fra siden og stillede sig tæt op af Wickeds sofa. Narcissa fangede straks hans nervøsitet og studerede ham nysgerrigt. Tjeneren rømmede sig, meget vel klar over at han afbrød på et skidt tidspunkt.

"Sir."

Atter rømmede han sig og bøjede sig ned imod det blonde hoved. Hans stemme var højere end ønsket grundet frygt over den besked han nu skulle bringe, og det faktum at han ikke ventede på tilladelse til at træde frem foran chefen - og oven i købet føre sit ansigt helt tæt til hans øre.

"Sir. There are two policeofficers standing outside. They want to be let in, and they are really insisting... and they want to talk to you."

De brune øjne på hans ansigt var alvorlige og frygtsomme. Han lænede sig en milimeter mere frem imod Wicked.

"Humans, both of them."

Narcissa førte glasset til sine læber og forsøgte ikke at stirre på onklen, hybrider eller den høje fyr. Høfligt lod hun blikket glide ud i rummet, hun skulle nok blande sig heeeeeelt uden om. Det ragede jo ikke hende hvad de ansatte sagde til deres chef, eller hvad politiet ville Wicked. På trods af at nysgerrighed var én af hendes stærkeste og svageste sider.