Almost girls only (Pro+Wick)

T: D. 13. januar 2012 - Tidlig aften (efter følgende emner: "A story told", "Too little too late" og "Don't do anything stupid")
V: Kraftig blæst, og ret koldt.
O: Smukke penthousevillaer i udkanten af Sunisha
P: Lang mørkeblå kjole, høje remstiletter, håret opsat i en fletning der smyger sig rundt om hovedet, elegant aften make-up og sortmalede negle. Udenover en lang sort uldfrakke i kantet snit.


Som et klip fra en dårlig Hollywood-film trådte den lave og spinkle skikkelse elegant ud af taxa'en. De høje hæle afgav små klik imod de tunge flade sten der udgjorde belægningen foran huset. Billygternes lys fejede over den lille park der lå i en beskyttende ring omkring den store villa og med en knasende lyd kørte bilen ned over den grusbelagte indkørsel, ud i gennem porten og forsvandt i natten.

Narcissa lagde nakken tilbage og betragtede huset. De mørke øjne glimtede i belysningen fra udendørslamperne, og som hun stod dér lignede hun en skønhed på vej til Oscar uddeling. Havde hun været lige netop dét, ville aviserne skrive om det smukke udseende og rose påklædning og sminken indtil ingen længere huskede hvem hun var. Omkring hende bølgede en let parfumeret duft ud i natten.

De slanke ben begyndte deres rejse op af den store trappe der førte til hoveddøren. Ansigtet var stift og uden syn på de tanker der spillede bag panden.

Hun var kommet for at opsøge Wick. Måske burde hun havde ringet i forvejen? Siden... episoden... i Azuriels lejlighed få nætter forinden havde hun været en smule nervøs overfor ham. Og som hun nu var her var hun faktisk ikke sikker på at hun havde lyst til at se ham igen. Men hun vidste at de skulle mødes igen, før eller siden.

Han havde skræmt hende fra vid og sans... men samtidig var en nysgerrighed vækket i hende. Den holdt sit krampagtige tag i hende og tiggede og bad om at vide mere. Magi... skygger og ældgamle ritualer. Forhåbentligt kunne han dele bare lidt af sin viden med sin lille Muse?

Mr. Fletcher, hendes pap-onkels lille stik-i-rend-advokat, havde sendt hende adressen til huset. Han havde ikke lydt synderligt tilfreds da hun ringede og fik ham i røret. Men som den fornemme 'tjener' han var, havde han adlydt Wickeds ordre og påtaget høfligt givet hende oplysningerne.

Klokken lød igennem døren og Narcissas stillede sig afventende. En knude rumlede i hendes bryst... nervøsitet, ængstelse og fryd over at skulle se ham igen.

Procella lignede ikke sig selv. Om det var en god eller en dårlig ting var nok i høj grad op til vurdering hos betragteren. Hun virkede mindre vagtsom, mindre forpint. Mere...levende. Det usunde udtryk over hendes krop var vasket bort, som havde det aldrig været der. Hendes hud glødede af liv i det let eksotiske olivengyldne udtryk der fik folk til at tænke på sydlige himmelstrøg. De ravfarvede øjne var honningyldne og milde. Der var en ro over ansigtet der ikke havde været at findes i de tærrede træk før.

Da kaldetonen fra samtale anlægget gjorde opmærksom på at nogen ønskede adgang til penhouselejligheden, flettede Procella de slanke ben ud af hinanden, hvor hun havde siddet i sofaen. Den lange sorte silkekimono lå om hendes krop og frugtsommelige mave, som et blankt luksuriøst ekstra lag hud. Den hvislede let mod gulvet da hendes bare fødder bragte hende over til anlægget. Procella trykkede let en knap ind og kameraet drejede sig og fangede personen på gadeplan.

Narcissa?

Procellas fintformede bryn rynkedes let. Hun havde tilbragt en meget stille og rolig aften foran den åbne pejs, for en gangs skyld uden at bekymre sig om resten af verden. Hun havde fået Wick til at tage hende med sig. Hun havde brug for hende, men ikke den konstante påmindelse om at hendes behov fejede alle hendes principper bort, og at hvis hun havde mødt en som sig selv på en jagt, ville hun have slået vedkommende ihjel.

Vinglasset med halvenglens blod stod på bordet, med tydelige mærker af regelmæssigt at være drukket af. Modstræbende og langsomt havde hun vænnet sig til det. Når Wick ikke hjalp hende, følte hun lede ved det. Hun var overbevist om at inde i kvinden var der en del af hende der skreg og var i pine. Den groteske ironi der lå i at Micha havde haft samme magt over hende fik hende stadig til at vige bort fra tanken. Så da Wick havde forladt lejligheden, havde hun bedt ham tage hende med. Forseglede poser i køleskabet indeholdt mad. Ikke mad andre skulle forsøge sig med, med mindre de var på ganske særlig diæt...som hun var det.

...why is she here...

Et øjeblik overvejede Procella at vende ryggen til, men med et suk gled hendes finger til den knap der sendte den aflåste elevator ned til kvinden. Elevatoren man skulle have sendt, eller have speciel adgang til.

De rolige, men intelligente ravfarvede øjne betragtede monitorene og den mørkhårede kvinde på hendes tur op i elevatoren og ned af gangen. Wick ejede hele overetagen, og der var egentlig ikke så meget andet end den enorme penthouse og et nærmest lounge-agtigt område i gangen udenfor der var mellem elevator og lejlighed. Da klokken lød til selve lejligheden så Procella eftertænksomt på den. Hendes fingre gled op til hendes bryst og hun gned overgangen mellem bryst og hals let. Hun var der endnu, men både Wick og børnene skærmede hendes sind og hendes sjæl. Som det så ud lige nu kunne Micha ikke straffe hende. Ikke lamme hendes krop. Ikke få hende til at dræbe. Hun var ikke en tankeløs marionetdukke. Alligevel var der noget der føltes underligt tomt. Der havde været en sikkerhed i at have søsteren så tæt på. Micha, der altid tænkte 3 skridt længere end de fleste, og mindst flere mil i forhold til Procella.

Bound by word...blood...magic...

Den hviskende stemme var så svag at den var næsten uhåndgribelig. Som støvet på en sommerfugls vinger. Procellas hånd rakte ud og lukkede sig om håndtaget. Hun drak synet af den lange glamourøse kjole, og blev ramt af et stik af misundelse. Dæmonen så fantastisk kvindlig og feminin ud. Hvis ikke hun havde været Wicks guddatter havde hun været en konkurrent.

Jægeren smilede forbeholdent og afmålt. Der var vagtsom intelligens at læse i det rolige ravfarvede blik.

"He is out. But you are family I guess. If you wish you can come inside. I dont when he will be back though. Tell me. Is it Naricsa, or is it Narcissa? You have given me one name, and Wick spoke another. You know my name now. It is only fair you give me yours"

Hun hævede sine øjenbryn let og så afventende og opfordrende på den slanke kvinde.

Elevatoren stoppede med et næsten umærkeligt bump og dørene gled op med en let summen. De sorte øjne gled let over kvinden foran hende for til sidst at møde hendes blik.

Der var meget langt fra den Micha hun efterhånden havde mødt et par gange, til den nærmest rolige og olivengyldne kvinde der stod foran hende. Hun så sund ud og lignede nu et menneske fuldt og helt. Dog var den ravfarvede glød i blikket dyb og forjættende. Silkekimonoen smøg sig blødt om den runde mave og gav jægeren et feminint og blødt udseende. Billeder af den nøgne arrede krop hvor børnene vred sig under den mørkeblå hud, dansede for Narcissas indre blik. Et stik af vrede ramte hende, men blev fejet bort af et sind der ikke tillod den slags følelser i dette øjeblik.

Den spinkle kvinde trådte et par skridt frem i elegante glidende bevægelser. Hun var overrasket over at se Procella her, men der var ingen tegn på dette i dæmonens blege og kantede ansigt. Hun burde vel efterhånden også være vant til at se Procella alle de steder hun ikke regnede med? De to kvinder havde en slem vane med at rende ind i hinanden ustandseligt.

"Good evening dear Procella. It is Narcissa, if you please. He is out? Oh... I hope I did not disturb you?"

Stemmen var klar og ordene lød en anelse hultklingende, det utrænede øre ville dog ikke høre dette. Et lille smil smøg sig om dæmonens dybrøde læber da hun trådte imod Procella. Et høfligt lille buk hilste den gravide jæger.

"Hope you are feeling better?"

Afventende stod hun og lod øjnene afmålt studere rummet omkring dem. Narcissa anede ikke hvad hun skulle foretage sig. Hun havde mest af alt lyst til at vende om og forsvinde ud i natten igen. Men den evige nysgerrighed bød hende at blive... bare lidt endnu.

Et barnligt glimt anes i de sorte øjne og læberne fortrak sig i et stort smil.

Procella hævede et øjenbryn og så køligt på Narcissa.

"Pretending to care? Cute..."

Hun trådte bagud, og selvom det ikke var den mest åbne velkomst nogensinde givet, så var hendes gestus ikke til at misforstå. Procella vendte med fuldt overlæg ryggen til dæmonen og mod det åbne køkken. Det var en subtil fornærmelse. Narcissa udgjorde ikke en trussel for hende, og ved at vende hende ryggen fortalte hun det tydeligt. Samtidig lod hun hånt om manere ved at lukke døren efter hende, men lade hende sørge for det selv. Det var meget lette småting, som mindre dannede folk måske ikke ville tænke over. Som mennesker ikke ville tænke over. Procella var måske ikke dannet, men hun var udemærket klar over hvordan man gebærdede sig i forskellige situationer.

"Vine? Whiskey? Something bubbly?"

Procella sukkede i sit stille sind, men tog sig sammenbidt sammen. Hvis det var meningen de skulle lege familie i en eller anden udstrækning måtte hun hellere finde et smil der gik til portrættet

Smilet blev større da Procella vendte ryggen til. De sorte øjne spillede legesygt.

...oh, so now she wonna play?

De knapt tohundredeoghalvtreds års eksistens gav Narcissa en god del viden om takt og tone. Hun selv var fra et hjem hvor alt skulle være ret og hvor små fejltagelser blev straffet hårdt. Dog var belønningerne til den forkælede dæmon altid større.

Med et muntert suk lukkede hun døren efter sig.

"Bubbly, please."

Glat som en ål smøg stemmen sig ud i rummet og omfavnede de to kvinder i en drillende omfavnelse. Det bløde kjolestof knittrede næsten uhørligt under dæmonens bevægelser. Klik, klak, klik, klak...

Med små skidt bevægede hun sig længere ind i rummet og snuste næsten lydløst ind. Hans duft hang tungt i luften, men jægerens færd blandede sig og Narcissa rynkede ganske kort på næsen ved denne konstatering.

"So I see why you choose to rest here. What a lovely place. Oh... and now we talk of names. What do you prefer to be named? Procella?"

Narcissas øjne fulgte den gravide kvinde ud i det åbne køkken, alt imens hun selv lod sig blidt dumpe ned i en af de store lædersofaer. Hun lagde det ene ben yndefuldt over det andet og afslørede derved en betragtelig slids i den mørkeblå selskabskjole.

Procella åbnede det slanke skab med glaslåge og trak en eller anden ukendt mousserende vin frem. Hvad den hed og hvad den kostede var hende en gåde, men havde man blot en smule kendskab til Wick, var prisen nok noget nær spidsen af en jetjager når flasken rent faktisk havde fundet vej hele vejen til hans hjem.

De gyldne øjne betragtede ufravendt dæmonen på hendes lette inspicering rundt, og hun beskæftige sine hænder med at lirke proppen blidt ud af flasken. Hun havde grebet om et krystalglas da Narcissas spørgsmål faldt og reaktionen faldt promte. Hendes øjne flammede kort op i klar rovdyrgul, og en sprød knasen hørtes da jægerens fingre gik gennem det tynde bjergkrystal.

Procella lukkede øjnene kort og trak vejret dybt. Temperamentet fejlede absolut intet. Vreden var der endnu. Trykkede man på de forkerte knapper var hun stadig let antændelig. Procella klistrerede et falsk smil på sine læber og rømmede sig, som var der sket en misforståelse.

"Hm...I think we need another glass..."

Hun drejede bort fra dæmonen med det tilkæmpede smil og børstede pulvariseret glas af håndfladerne og ned i vasken. Han ville spørge til det dyre glas senere. Hun måtte finde en forklaring.

"Only one uses my name. That person is not you. For you, I am Reaper or Procella. Whatever rolls best off your tongue"

Hendes tonefald var easy-breazy og let, og komplet ude af synkronisering med de flammende øjne som Narcissa ikke kunne se, da jægeren strategisk havde ryggen til hende. Raseriet brændte i det flammende rovdyrgule blik. HVORFOR havde han givet hendes navn bort?! Det her var tredje gang det skete! Victoria, og nu Azuriel og hans forbandede guddatter! Ønskede han ligefrem at bringe hende i problemer?!

Hendes hænder skælvede svagt da hun trak et nyt krystalglas frem og skænkede vin op i det. Hun samlede nøjssomt sit ansigt før hun med et stepford-wife smil vendte rundt og dappede på bare fødder tilbage til dæmonen. Hun rakte glasset frem mod hende.

"Please...have a seat"

Lyden af glas der splintredes blev nærmest ædt råt med et frydefuldt let skjult smil.

"Procella it is... for that is what Azuriel names you."

De mørke øjne lagde sig med et sorgmodigst strejf roligt til hvile på jægerens skikkelse. Spidsen af den lyserøde tunge fugtede læberne i en langsom bevægelse. Hvor hun hadede at sidde her... men omvendt havde hun ikke lyst til at gå endnu, dertil var nysgerrigheden alt for stor.

Billeder af deres sidste par møder kørte som en film for hendes indre blik. Det stak i hendes forfængelige væsen at Procella havde set hende være så langt ude... flere gange.

"It pleases me that we now have a mutual acquaintance. We get to see each other often... I hope."

Løgnen var ren og udtalt. Meningen bag stod ikke til at skjule. Dæmonen sukkede og rakte op og tog imod det glas Procella rakte hende.

"Perhaps... now when I can not hurt you... perhaps we could talk?"

Det var et forsøg på en våbenhvile, en fredsaftale. Irirtationen var stor over at hun var tvunget til dette. Men skulle hun gøre sig noget håb om at kunne omgås sin onkel, måtte hun vel hellere forsøge at komme bare nogenlunde ud af det med jægeren?

De lystige bobler gled ned med en tilfreds mine og et stort hvidt smil mødte atter den gravide kvinde.

"Just talk.."

Procella lod sig glide ned i sofaen ud for sit engleblodsglas. Hun fnøs lavmælt

"Could we drop the foreplay, and cut to the sweaty act? You wanner talk? Talk. Dont be cute. Are you talking about Az or Wick? Depending on the subject this is going to be a different conversation. I am trying to be civilized"

Hun rakte ud efter glasset og nippede til blodet

"Dont tempt me demon...you might not be able to hurt me, but I can hurt you. I choose not to, because I have people in my life who seems to care. It would not be wise to push me. So...you wanner talk? Fine...talk. I am all ears hon"

Procella trak benene op i sofaen og slængede sig mageligt som en kat. En afrundet gravid kat, men der var alligevel noget panteragtigt over hendes styrke og kropskontrol. Noget der havde manglet i grove træk i al den tid dæmonen havde "kendt" hende. Som om styrken og elegancen havde været mere grov, eller mere...overnaturlig, og nu havde fundet det hvile den lå perfekt i atter engang.

Et tyndt og meget fintskårent øjenbryn hævede sig ved Procellas ord. Narcissa sukkede let og drejede kroppen imod kvinden i sofaen.

"Excuse me... I did not mean to tempt you."

Endnu engang tog hun et sip af den mouserende vin og smagte langsomt på den. Det gav hende de få sekunder hun skulle bruge for at overveje hendes næste ord.

"You know that I am verry fond of Azuriel. And... I would like to thank you for... giving his soul back. I meant a great deal to me."

Hendes blik viste at hun talte sandt. Taknemmeligheden strålede ikke ligefrem ud af hende, men den var der og den var rettet imod Procella. Blikket gled ned til vinen og stemmen var ikke længere iskold.

"Forgive me... I am not used to theese kind of speeches. But thank you. "

For første gang siden hun var trådt ind af døren gled en usikker mine over hendes ansigt. Den larmende stilhed var pinagtig og dæmonen prøvede forgæves at finde noget at pludre om.

Procella sad med et lidt blankt udtryk og stirrede på dæmonen. Drejningen kom tydeligvis bag på hende. Hun rettede sig en smule og rømmede sig let.

"You...uhm...I guess...Your Welcome?"

Procella ledte tøvende efter ordende og lagde hovedet tilbage mod det hvide læder. Hun gned sig i ansigtet og begyndte at le lavmælt

"This must be one of the strangest conversations i have ever had..."

Mumlede hun, mere til sig selv end egentlig til Narcissa

"Look...I never wanted his soul. Trust me, i have enough problems dealing with my own. I dont need another one. Wick saved my ass back there. And yours. I had your love. His soul, rapped in your love, controled by Mi..."

Procella slugte resten af sætningen og rejste sig brat. Hun tømte glasset i sin hånd og gik til køleskabet hvor hun skænkede noget mere af engleblodet op. Som svar på det stress der gled gennem hende fornemmede hun en svag sitren i bugen, men dæmpet af engleblodet bragte det hende ikke de smerter som ellers ville have sendt hende skrigende i knæ. Hun vendte tilbage til sofaen og satte sig langsomt. Pejsens flammer spillede reflekterende i den blanke sorte overflade på Procellas kimono da hun førte glasset mod læberne og nippede til det søde blod.

"Please dont thank me. If i had any say, this would not have happened at all"

Sagde hun afdæmpet og så ned på glasset. Hun drejede langsomt stilken mellem fingrene.

Narcissa smilede samtyggende da Procella lo og kommenterede på deres samtale. Ja... ganske mærkelig, og ganske svær at holde kørende uden at træde ved siden af. Smilet lagde sig og læberne blev atter fugtet af en rød tungespids.

"Who would have known? A meeting in a alley... could turn out like this."

Der var en sting af bitterhed over ordene. Narcissa huske alt for godt deres første møde. Næsten som på kommando begyndte huden over hendes mave at klø. Den var stadig mørk og farvet efter at jægerens søvlstage havde leget tagfat i hendes indvolde. Dæmonen havde med sydende had konstateret at der helt sikkert ville komme et ar. Langt, bredt og meget synligt.

Hun fulgte jægeren med nysgerrige øjne, men tog sig i det og sænkede høfligt blikket. For hendes indre så hun hvordan Wickeds læber kærtegnede den gravide kvindes hals. Det smukke motiv krakelerede da hun erindrede Michas øresynderrivende skrig.

"He can be quite a pain at times... the halfbred. I did not want to take his soul. But... he tempted me... served himself on a plate. Hated to be unable to control his powers. So wierd..."

Hun sukkede vemodigt og lod en hånd pille fraværende ved de små krystaløreringe.

Procellas læber blev presset sammen i vrede da snakken faldt på deres første møde. Den spillede tydeligt bag de ravfarvede øjne der langsomt blev en underlige orange-gul farve. De gled dog tilbage i blød rav da Narcissas hånd ubevidst gled hen over kjolelivet, hvor aret måtte befinde sig.

Procella dukkede nakken let for at skjule det åbenlyse og let tilfredse glimt der dansede over hendes ansigt. Hun hævede ansigtet igen da samtalen faldt på hendes elev.

"That dumbass thinks he is so clever. Actually he would be better of decapitated. Then he would shut the fuck up, and stop doing stupid shit all the time. Bloody idiot..."

Der kom en let syngende accent ind i hendes ord og hun himlede med øjnene.

"Dont worry. I had his soul. You drank the shadow of his soul. It will return to him now that he has it back. It was not meant for you. I felt it. I felt...way too much. So please. for all our sakes. Stop doing stupid shit. It was not fun being the playground for 8 people who wherent me. I might look strange, but a lot of me is human. I cant handle pressure like that. Im not gonna be around to save your asses. Actually...i would not have saved anyone if not for Wick. Who knew. Fucking knight in shining amour."

Procella skar ansigt ved det meget lidt flatterende billede der flakkede gennem hendes hoved. Wick på en hest, med et eller andet silkebånd i håret. Det ville ikke undre hende hvis han faktisk havde gjort det. Komplet med kalvekrøs og vandkrøller. Hun gøs svagt. Hendes Wick havde glødende øjne og duftede af mørke, krydderier og læder. Hvis han vovede at troppe op med noget der kunne minde om flæser udenfor halloween skulle hun personligt flå det af ham. Tanken fik et lille tænksomt smil til at danse hen over hendes læber. Det havde faktisk sine helt egne fordele at skulle have ham ud af tøjet igen.

Fordi Narcissa vidste at Procella rent faktisk holdt af 'idioten', medførte ordene ikke et vredesudbrud. I stedet trak hendes mundvig sig tilbage i et skævt smil. Det var utroligt så rammende ordene var. Hun huskede sin kamp med ham, om at hole ham i lejligheden længe nok til at han kunne komme sig.

Og hun huskede også hvad der var sket bagefter...

"Wick? Guess I will never get used to call him that? He is 'Uncle'... on rare occasions he is James. Or Mr. Faccombe."

Det sidste navn blev sagt i en let dyb stemme, en efterligning der blev leveret med en skælmsk smil.

Narcissa flyttede let på sig og gled længere ned i det hvide læder. Med to blege fingre greb hun let om kanten af kjolen og lukkede den høje slids lidt til. Ingen grund til at vise hele samlingen... og slet ikke her.

De røde læber smilede igen og ansigtet indrammet i en bred mørk fletning var bedårende til det skræmmende.

"So? How did you two meet... If I may ask so?"

Hun var udemærket klar over at spørgsmålet var mere afkrævende end ordene gav udtryk for. Men igen rådede hendes nysgerrighed. Og desuden... den gravide kvinde ville vel ikke springe på hende hér? Hun hævede et øjenbryn spørgende, mindst ligeså meget til sig selv.

Procella måtte aktivt sluge den knurren der langsomt boblede i hendes bryst. Hun kendte ham som James? Hvilken James helt præcis? Hvor langt gik de to tilbage? Det skælmske smil gjorde intet for at stilne den flamme af hed jalousi der svidende gled gennem hende og brændte under hendes hud.

Flammerne blev spejlet i de pludseligt rovdyrguleøjne og med lav neutralitet i stemmen spurgte hun afmålt

"James...how long do you go back? What are your relations with him to be exact? Now, and back then"

Vreden var ikke til at læse i hendes ansigt eller stemme. Der var intet der gav hendes sindsstemning bort. Den eneste forskel var en lurende atmosfære i lokalet. En tydelig fornemmelse af at hvad end Narcissa svarede så var det noget der ville have afgørende betydning.

"I met James. As James. I am not an immortal like you. But I was...younger. More...eager. Not as wise. He was a lesson to be learned. But a teacher with...passion..."

Procellas hånd gled ned over hendes frugtsommelige mave.

Ordene lød uden nogen synderlig følelsesladning, men alligevel fornemmede Narcissa at varsomhed ville være en god egenskab at hive op af lommen nu. Problemet var bare at Narcissa sjældent var varsom.

Som James? Mødt ham som James? Hun betragtede kvinden foran sig... hvor gammel var hun? Hvis hun virkelig var menneske, så gav ordene i hvert fald ingen mening.

"I have known him since I was a..."

Hun bed sætningen af da det gik op for hende at hun måske ikke skulle dele disse informationer, uden at have sat historien 'straight' med onklen? Noget sagde hende at de to elskende havde en indviklet fortid sammen. Hvordan skulle en så indædt hunter eller ende sammen med en dæmon?

Hun hævede atter øjnebrynet og brød pludselig ud i en høj klar latter der slyngede sig blidt ud i lokalet.

"Please do forgive me... I would love to tell you this. But I do not believe it is polite of me to just bable on like this. Let us say we have been relatives for some years now."

Hun viftede afværgende en hånd for sig.

Procellas øjne glitrede farligt i ildskæret. Smilet om hendes læber havde nærmest Micha-porpotioner.

"Oh I do like a good story. Please do tell. Indulge me. I wanner know every last detail"

Hendes stemme var kattevenlig og det var egentlig ikke en fremsat forspørgsel så meget som en direkte ordre om at dæmonen burde få tungen på gled hvis hun vidste hvad der var godt for hendes eget helbred.

En skarp smerte prikkede let i hendes mave da raseriet og jalousien brændte igennem hende. Procella førte glasset til læberne og drak grådigt af det, uden at smage på indholdet. Lige nu var det virkningen der var vigtig og ikke smagen, eller tilvænning af konsistens.

Den ravfarvede glitren i hunterens øjne var utrolig smuk og skræmmende. Narcissa havde alt for mange gange set de katteagtige øjne i dårlige situationer og følte et instinktivt behov for at sætte sig i forsvarsposition. Men kroppen rørte sig ikke, ikke en muskel fortrak sig. Hun ville ikke give Procella dén lille sejr.

"He tought me how to fight you know. Hired a fencingteatcher and he have allway read my every writen word."

Et langt dybt suk slap hendes strube, overdrevet en smule

"Fine... Guess I will have to tell him that it was me speaking or his fine white chouches cowered in red."

Et lille smil slangede sig om Narcissas læber ved tanken om onklens trætte ansigtsudtryk over endnu en sofa smurt ind i blod.

"I have known him since I was a little girl. We are not blood relatives, but yet we are family. My father and James was verry close. At least to me... he and... my father was my family. So yes... I have known him for quite some years."

Med studerende øjne betragtede hun kvindens reaktion hen over glassets kant.

Procella betragtede Narcissa udtryksløst. Hvis Wick havde kendt hende siden hun var en lille pige ville han vel aldrig have en form for intimt forhold med hende? Det ville alligevel være en kende sygt, selv for ham. På den anden side...hun havde været 19 da de havde mødtes, og hvis man skulle gøre alder op...var hun så ikke et barn i forhold til ham endnu? Alder var vel teknisk set ikke en grænse for ham når alt kom til alt. Men hun havde noget dæmonkvinden ikke havde.

"Fine...say I belive you...you never had any physical relations with him?"

De særprægede øjne betragtede kvinden med stor nøjeregnen. Den mindste give-away ville sætte gang i en destruktiv kædereaktion hos jægeren.

"If it means anything to you...anything at all...I am sorry about your father. I dont remember any of it. But I am sorry for your loss"

Det var ikke en svær indrømmelse. Det der var svært var sandheden bag ordende. At en anden havde handlet gennem hende, uden hendes vidende eller samtykke.

En let hosten rullede igennem hende ved Procellas ord. En lille dråbe vin havde ramt forkert da hun lidt for voldsomt hev luft ind til et grin. Med Wicked? Hendes pap-onkel? Var kvinden fra forstanden?

"...physical relationships with him? But dear Procella, he is my uncle. Who would want to... no no no."

Latteren var klukkende og varm.

"I do admit that he is a beautiful man. Most will envy you, you know? I have allways loved his look, adored his dark eyes. But not as a woman... No, I am his goddaughter, niece. When I was little I loved letting my fingers run through his hair. But no... not like that."

Narcissa gav hende detaljerne, blot for at sætte ekstra trumf på. God nok var hun på ingen måde, overhovedet, Wicked fysisk tæt. Men betaget af ham havde hun altid været, der var noget fascinerende over det mørke øjne. For en del år tilbage havde hun da også rødmet bare ved tanken om ham... men den unge naivitet var for længst bortvisket.

Narcissa nikkede roligt og kiggede på Procella med tomme øjne.

"His dead... I still don't get it. But... let's not talk of it now. Guess I have figured... why... Do you got any stronger than this?"

Hun hævede hånden, med det tomme glas, i en høfligt spørgende bevægelse.

Lettelsen skyllede igennem hende som en tidevandbølge, men hun kneb øjnene let sammen. Sad hun og blev hånet lige nu?

"Lets get one thing straight. I am not your dear. I am not your anything"

Den svidende tone kom en smule bag på hende selv, men hun viste ikke sin overraskelse. Til gengæld kunne hun ikke tilbagekæmpe den dæmpede knurren ved det mentale billede af Narcissas fingre der løb gennem Wicks hår. Det var ikke barnet hun så, men den voksne kvinde i blå aftenkjole.

Hun hilste den lette afbrydelse velkommen da hun rejste sig fra sofaen. Hun fik da bestemt noget motion. Ærgeligt den runde mave krævede lidt mere end gåture mellem køkken og sofa at slippe af med.

"What do you crave? Whiskey? A drink?"

Procella så overvejende ud et øjeblik. Så vinkede hun affejende med den ene hånd for at rydde sit spørgsmål af vejen. Hun gik roligt mod køkkenet og arbejdede uden for synsvide. Hendes øjne var interesserede da hun rakte et krystalglas frem mod Narcissa. Skæret fra den åbne pejs spillede i den dybrøde drik der endnu blev slynget rundt i glasset i dovne spiraler, efter at være blevet blandet.

Narcissas læber trak sig tilbage i et forførende smukt smil.

"Not my dear anything, check!"

Den lette knurren fra kvinden i den anden ende af sofaen fik hendes nysgerrige øjne til at spille i lyset fra kaminen. Blikket fulgte Procellas vuggende hofter med et glimt af misundelse. Hun var bestemt intet grimt syn selv, og hun vidste det udemærket. En delikatesse for dem der yndede knogler og blegt hud. Men der var langt fra den spinkle kropsbygning og den lille halvflade røv hun kunne præstere til de former der nu dansede hen over gulvet.

Hun kunne ikke lade være med at sende en tanke til Az. For sit indre blik så hun hvordan hans øjne pilede hen over hendes nøgne krop. Hvem der dog bare kunne få lov... men nej. Hun ville ikke give sig hen til ham før han for alvor havde indset at det var dét hun ville. At hun var hans...

Et stik ramte hende da hun erindrede manden i gyden få dage forinden. Hun havde været vred, såret og rasende. Ikke nok med dét, sulten havde været ved at rive hende fra hiandnen.

Da Procella rakte en dybrød drink frem kiggede hun kort på glasset og tog det så imod det. Hun nåede ikke at skjule det skeptiske glimt der gled over hendes ansigt før hun spurgte

"What is it?"

Procellas læber krusede sig i et smil ved dæmonens mistænksomhed

"Relax...I am not gonna try to kill you with poison. That will only give you cramps anyway. Not effective enough. I didnt start hunting last night you know. Try it...tell me what you think"

Procella gled ned i det hvide læder og trak kimonoen tættere om sig, da et slankt og velformet, men stadig atletisk lår blev blottet let. Procella smilede opfordrende og beroligende til kvinden og så en smule træt ud.

"Its an experiment. So tell me if its tasty. I have problems being a judge right now"

Glimtet i hendes øjne da hun hvilede sine hænder på maven var lige dele humoristisk og irriteret.

Narcissa førte glasset op til læberne, nægtede stædigt at give den mindste reaktion på Procellas spottende ord.

Et let brus bredte sig i hendes mund, fulgt af den velkendte smag af blod. Denne delikate smag var henrivende. Blodet var bestemt ikke fra et menneske, men Narcissa havde svært ved at placere det. Hun lod væsken glide under tungen og nød smagen til fulde...

What am I doing? No more blod I do not know of...

Med en forskrækket mine spyttede hun ucharmerende væsken tilbage i glasset, rettede sig hurtigt op at satte det lidt for hårdt fra sig på bordet. MEd et skvulp ramte et par dråber bordpladen.

"Delicate... Indeed, but I do not drink blood I do not know of. Forgive my abrubtness... It surely is delicate."

Hun sendte glasset en stjålent blik og lod sig lettere modvilligt sænke tilbage i sofaen. Med en lidt for grådig tunge slikkede hun sig om munde og med en langsom bevægelse trak hun en lang lige finger over mundvigen.

Procella sukkede opgivende

"You are not even trying to be polite now"

Hun strøg begge hænder gennem det lange hår og satte sig bedre til rette i sofaen

"The angle-hybrid is called Porcelain. Wick...feeds on her. She have special talents that makes her very useful...to us..."

Procellas blik flakkede til glasset med blod

"Her blood...her body...she is a healer. She heals. She...helps...I can feed on her blood and flesh. Do you really think he would let me feed on her, if it was not pure? Look, this is her. Pure...I just thought you might wanted something with a little punch..."

Procella hævede sit eget ufortyndede glas i øjenhøjde og hilste Narcissa let før hun nippede. Hun slikkede blodet af læberne og så tænksomt på dæmonen og stillede omhyggeligt glasset fra sig.

"Tell me...Why did you make that deal with...her...."

Hendes betoning af ordende efterlod ingen tvivl om hvem der blev talt om. Procellas blik blev med det samme en smule jaget og flakkende, som forventede hun noget forfærdeligt ville komme hoppende frem fra stuens mørke kroge.

Usikkerheden stod skrevet i Procellas stemme. Tænk, er den lille hunter ikke glad for blodet? Narcissas blik faldt på glasset imens den olivenbrune kvinde forklarede. Ufrivilligt tog dæmonen glasset op igen og drejede det i hånden. Der var noget genkendende over hendes ansigtsudtryk.

Med en blid viften over glassets kant snusede hun duften ind som en kendt vinkender ville have gjort. Noget i hende kunne genkende duften, og vidste at Procella talte sandt. Hun huskede den aften i voldsomme tåger, men hun kunne genkalde Porcelains fuldstændigt viljeløse ansigt som hun sad foran Wicked med et vandfad i armene. Samtidig erindrede hun nattens smerte og håbløshed... det sindsyge vanvid der havde truet med at kortslutte hende fuldstændig.

Havde det ikke været for Azuriel... og Wick...

"So... her. Oh yes I do remember her. A wicked little toy huh?"

Hun hævede spørgende et øjenbryn og så på jægeren med et kruset skælmsk smil over læberne. Umiddelbart kunne det lille smil snyde de fleste til at tro at Narcissa og Wicked virkelig var i familie. Dog var hundæmonens ansigtsgrimasse knapt så chesire, mere feminint og spillende på alt hvad en kvinde formår når det kommer til ansigstmuskulatur.

Hun håbede virkelig virkelig ikke at hun skulle andet i aften end at sidde her og så direkte ned i en taxa og hjem til Az. Hendes krop var måske helbredt uden på. Men når man oplever dét hun havde været udsat for var de færreste heldige at overleve. Hun var dæmon, og hun havde folk der tog sig af hende... ellers var hun endt som en klat kød med evigt slørret bevidsthed. Inde i... i hendes indre var der stadig knogler der skurrede og organer der ikke var færdige med at samles igen.

Narcissa tog en slurk af den specielle drink, hun lod overhovedet ikke nogen mærke med at hun lige havde siddet og spyttet i den. Med en mine af 'glemt så er det ikke sket' sippede hun en smule og lod de blide bobler danse rundt i hendes mundhule før hun sank.

"It really is good. Delilteful... Yes, guess you need the strenght carrying around that."

en finger med sort negl lod Procella vide at det var maven hun talte om

"Lucky for you that you have a beautiful willing being to feed upon... Her?"

Straks da Procella talte om hende, den anden, blev luften omkring Narcissa fortættet af et dårligt undertrykt had. Med en hovedrysten og endnu et dybt sip af vinen svarede hun i en kold stemme

"Her..? She kind of... I did not mean to let her have it her way. But... with a hurt Azuriel in the building, myself still wounded from our last encounter. Ans she... I was not quick enough. Guess she had all the right cards and I did not. I still do not understand why you did not die? She migth have a part of you in command... but to use the body in spite of all the damage taken. It was... rather insane."

Narcissa sukkede og så op fra glasset imod kvinden i den sorte silkekimono.