Secondhand business [Sele.+Nari]

Dato : 13. august 2012
Tid : 23.34
Sted : Et lille hus i udkanten af Werclare
Vejr : Skyfrit, stjerneklart, mild vind og lunt


Det lille røde murstenshus så ikke ud af meget, som det lå der og gemte sig væk bag store bøgetræer og en vild hæk. Indkørslen var gruset og overgroet med ukrudt, ligesom garagen snart måtte opgive kampen imod diverse slyngplanter. På husets sydside, den der vendte ud i mod vejen, var to store vinduer der næsten tegnede sig som deprimerede øjne under tagkanten der stak frem i en bred bræmme som ét stort øjenbryn.

Indefra faldt et svagt lys på den mosovergroede græsplæne, der ikke havde set skyggen af en plæneklipper i flere måneder. Vinduerne var dækkede af et let gardinstof, der kun gjorde det muligt at se en enlig silhuet danse forbi i ny og næ. Klassisk musik bød ventede og uventede gæster velkomne, på trods af husets umiddelbare ugæstfrie natur.

Bare fodsåler klappede blidt imod klinkegulvet idet Narcissa bevægede sig fra sofaen imod det høje skab i hjørnet af det lille køkken. I huset hang en lugt af elde, et bevis på at både huset og dets tidligere beboere var aldrende. Dog var den unge blege kvinde der nu greb en mobbe og en spand fra skabet ikke af nogen anseelig alder. Den alabasterhvide hud var skræmmende tynd og blodårer tegnede sig tydeligt under den.

Enhver læge med respekt for sig selv ville gispe ved synet. Kvinden var sygeligt tynd, overalt på hendes krop stak knogle frem, som forsøgte de at trænge igennem den nærmest gennemsigtige hud. Maven bulnede fremad i en grotesk lille cirkel, der på ingen måde passede til det ellers så tynde udseende. På trods af det skræmmende hud, mave og statur, var hun smuk. Sorte øjne hvilede dybt under mørke øjenbryn og smalle læber prydede hendes ansigt og gjorde hende til en drøm for enhver maler at portrættere.

Narcissa mumlede svagt for sig selv og stirrede kort hårdt ned på sin mave. Hvad end hun havde gang i, så virkede det tilsyneladende, for i næste nu svang hun moppen omkring og smed spanden op i håndvasken. Mens den blev fyldt med varmt vand, bandt hun øvet det lange mørke hår op i en rodet knude øverst på hovedet. Hver eneste bevægelse var en smule for hurtig, og alt for kontrolleret til at tilhøre et menneske. I det hele taget var hun langt fra sin menneskelige ham lige nu, graviditeten tog hårdt på hende. Men Narcissa vidste at med lidt makeup, ordentligt tøj og viljestyrke ud over det sædvanlige, kunne hun sagtens gå for at være en svanger dødelig.

Lige nu var hun i sit eget hjem og følte ikke dette behov. Men gulvet i kælderen var hun nødt til at gøre noget ved. Selene havde skrevet for nogle timer siden, sendt en sms og spurgt om hun havde lyst til at mødes. Eftersom Narcissa ikke overkom at tage ud af døren, havde hun sendt sin adresse tilbage.

Kældergulvet klistrede let til hendes bare tæer og en duft af jern slog op imod hende. Hun kunne ikke lade være med at smile som hun klaskede den vædede moppe ned imod betonen og begyndte at vaske den størknede røde væske af. Hun havde ikke set Selene siden dengang på Muse for efterhånden nogle måneder siden. Gad vide hvad den lille pige havde lavet i mellemtiden? Sikkert flere aktiehandler og indkøb af virksomheder... eller noget i den stil.

Dæmonen havde været lidt betænkelig ved at invitere Selene forbi. Nok lignede hun en lille pige, men Narcissa vidste bedre. Mange år lå bag det naive ydre, og en vis klasse og stand. Hun ville have elsket at invitere Selene på dyr whiskey i en penthouse lejlighed i La Sunisha... i stedet blev det til rødvin i et faldefærdigt hus i Werclare. Som skæbnen dog skreg en op i ansigtet.

Hun vred moppen op og fortsatte arbejdet, men holdt hele tiden pauser for lige at sikre sig at den lille lort i maven ikke gik fuldstændig amok.

Den milde vind legede let i de endnu grønne blade. Det var lunt. En af de nætter, hvor kun en tynd frakke var nødvendig. Snart ville den kolde efterårsvind skylde ind over de canadiske små øer. Den tunge regn ville begynde at falde, og de stadig grønne blade ville vende over i de smukke røde farver, der så godt beskrev efteråret. Men det ville være lidt endnu.

Lyden af blankpolerede laksko lød klikkende over det flisebelagte fortov. Fødderne var små og fine, ligesom resten af den ungt udseende krop, hvor lovningen om formerne af en ung kvinde endnu ikke var begyndt at vise sig. En lang bordeauxrød sommerfrakke med sløjfe på ryggen dækkede den spinkle skabning til knæene, hvor et rosa skørt strakte sig ud under, hvor den kun lige dækkede knæene. Benene var dækkede af sorte, tykke strømpebukser. Alt dette fortalte om en uskyldig lille skabning, der for længe siden burde være blevet puttet hjemme i sin prinsesseseng af elskende, overbeskyttende forældre.
De fine blege ansigt, der var dækket af fregner, var sat i ubekymrede træk. De bølgende mørke krøller faldt som et slør ned over hendes skuldre. Men øjnene..
Øjnene fortalte en anden historie.
I de nøddebrune øjne fandtes en dyb forståelse af verdenen. En forståelse som kun kunne være kommet af menneskegenerationers erfaring. Øjnene havde set ting, som ingen burde have set, og slet ikke så ung en pige. Og selvsikkerheden der var kommet deraf, hørte ingen steder hjemme.

Selene trådte fra fortovet og ind i den grusbelagte indkørsel. Den knasende lyd af sten, der blev presset mod hinanden anmeldte hendes ankomst, og få øjeblikke lød en let banken på hoveddøren for enden af indkørslen.
De årvågne øjne gled rundt om deres omgivelser. Et misvedligeholdt sted. Ikke hvad pigen havde regnet med at sin gamle legekammerat. Ikke af en fra dén familie. Men livet tog så ofte uforudsete drejninger.
Den ene spinkle hånd holdt fast om en dyrt udseende cellofan-indpakket flaske burbon, med endnu en stor rød sløjfe om flaskens hals. Værtindegaven var en gammel etisk regel, som så mange andre af slagsen, lå dybt forplantet i Selene.
Den anden hånd gled let over dørens facade endnu engang, før den gamle veninde havde mulighed for at nå at åbne døren.
Ah.. Huset var ikke kvindens eget. Det kunne hun mærke på den lette prikken mod fingrene, der fortalte om den uigennemtrængelige barriere, der var opstået for beboernes beskyttelse mod.. Ja.. Mod folk som Selene selv.
Men hvis Narcissa var "velkommen" i huset, og hun ønskede hende indenfor, så var det godt nok for Selene.
Venner af venner, ikke?

I kælderen fangede skarpe ører den lette banken. En irriteret mine gled som en skygge over Narcissas ansigt, før den som vinden forsvandt igen. Hun havde håbet at kunne nå at ordne kældergulvet... lige nu var der en våd rød pøl på gulvet som hurtigt ville kunne svabes op. Men man lod ikke sine gæster vente, slet ikke gæster af Selenes slags.

Lyden af en dør der smækkede og et brus af mørkt hår fortalte om dæmonens lynhurtige gang til stuen, slørrede bevægelser var alt der vidnede om hendes blik i spejlet for at fjerne eventuelle røde pletter. Hun redte stive fingre igennem håret, forberedte et velkomstsmil på sine læber og glattede den mørkegrønne kjole hen over maven hvor noget livligt legede nedenunder.

Kun tre sekunder efter hun havde smidt moppen fra sig på betongulvet i kælderen, blev det glatte stålhåndtag i den tunge trædør krænget ned. Med en dyb sukken gled døren op og Narcissas blændede smil strålede ud imod den lille barnevampyr i det svagt oplyste mørke.

"Welcome my dear. How good it is to see you again, how have you been? Oh, silly me... come on in."

Det var et vanvittigt syn; strålende hvide tænder imod røde læber, placeret på dødeligt bleg hud. Da dæmonen let svajede til side og bød Selene at træde indenfor, tegnedes hendes graviditet sig tydeligt. Maven var obskur i forhold til det ellers så tynde væsen, men det lod ikke til at Narcissa lod sig mærke med noget.

Hun klemte døren i efter at vampyren var trådt indenfor og slog ud med hånden imod den lille entre. Rummet var omkring fire kvadratmeter stort og indeholdt alt dét en normal entre ville indeholde: skohylder, knagerækker, et gulv til loft spejl og en indendørs dørmåtte. Entreen var, lige som resten af huset, smagfuldt indrettet. Der var lige præcis dét der var nødvendigt for at det tog sig ud for et menneskehjem, hverken mere eller mindre. For Selene, der kendte Narcissa, ville det stå klart at dæmonen højst sandsynligt havde overtaget huset som det havde været mens der stadig boede menneske her. Sidenhen havde hun nøje overvejet hver eneste genstand og smidt dét ud hun fandt overflødigt.

Døren til stuen blev skubbet op med en bleg hånd og afslørede et stort rum der fortsatte ud i køkken for enden. Væggene var hvide og køkkenlågerne smagfuldt lysegrønne. Det hele var da vældig hyggeligt, men det lå meget langt fra det Narcissa normalt ville bo i. Det var umuligt at se sammenhængen mellem dette lille bitte hus og så den store herregård hun havde boet i i Holland... og guderne skulle vide at Narcissa gerne ville eje herregården frem for dette.

"Is that for me? You should not have Selene."

Dæmonen smilede til vampyren, men rakte ikke ud efter værtindegaven i hendes arme. Det sømmede sig ikke, nej man tog først imod en gave når den blev givet.

"So, how have you been the last months? I am sorry that it was not possible for me to get you into contact with Wicked. He is been on a business trip for some months now. Do not know what he is doing, though... I am becomming quite curious by now."

Det mørke hår dansede let omkring hendes ansigt som hun vimsede hen til den lille sofaanretning. Dæmonen smed sig i en mørkebrun designerlænestol af én eller anden art. I nogle få sekunder blev det blege ansigt stenhårdt og koldt, før det smeltede som is under en laser.

"Sorry... he is not happy with me moving. Which makes us pretty unhappy with each other quite often!"

Narcissas hænder gled beroligende over det grønne stof der dækkede maven. Hun nikkede inviterende imod sofaen overfor sig, på bordet stod allerede to tomme vinglas og et par tændte stearinlys.

Selene så egentligt ikke overrasket ud, da der blev taget i dørhåndtaget og døren stille blev åbnet. At det tog mindre end fem sekunder at komme, ud fra hvad hun kunne høre, fra den ene til den anden ende af huset. I den overnaturlige verden var hastighed ikke en begrænsning, og når ingen andre var til stede, var det da også tidsspilde at gå. Et smil bredte sig over pigens læber, allerede før døren blev. Høfligt og imødekommende, med et glimt af oprigtig venlighed over at se en gammel veninde, men det var så hurtigt væk igen, at man kunne blive i tvivl om, hvorvidt det overhoved havde været der. Udtrykket blev erstattet af en maske af overraskelse og forfærdelse – en af de få gange, hvor det ikke var lykkedes hende at skjule det. Ikke helt så hurtigt resignerede hun sig, men det var stadig tydeligt, at tankerne begyndte at fare bag de mørke øjne.
Hun blev stående på dørtrinnet med sammenknebne øjne.

”You... Are pregnant.”

En noget åbenlys konstatering. Men Selene var blevet taget i overraskelsesmomentet og kunne ikke komme på andet. Det lignede ikke hende. Hoved blev rystet svagt, så krøllerne dansede. Den frie hånd strøg over frakkens bløde stof, før hun med sine korte skridt trådte ind ad døren ved hjælp af velkomsten.
Et hurtigt blik gled over entréen, så hurtigt at man ikke kunne forestille sig at hun kunne nå at se noget. Men indtrykkene kom ind. Hun var næsten overrasket over, at hun var blevet inviteret herind. Det var så langt fra den storhed som den gravide hundæmon var vokset op med.
Da værtindegaven blev nævnt rakte hun den med nærmest apatisk automatik flasken til kvinden. I stilhed blev frakkens store knapper knappet op og den fine rosafarvede barnepigekjole med sorte blomster på kom til syne, da hun tog frakken af og hængte den på en krog. Kjolen blev igen glattet ud med begge hænder og blikket rettet med fuld opmærksomhed mod dem. Da hun igen kiggede op var hendes blik roligt og ligevægtigt.

”I figured.. I, myself, have not been able to find him anywhere on these islands. And I have been rather busy these last months. I have acquired some new and interesting stock, which I will be looking forward to see how they adapt in these times.”

Svarede hun konverserende i sin lyse pigestemme.
I en mere human hastighed trådte hun ind i stuen efter Narcissa og nåede end ikke helt hen til sofagruppen, før det smertende ansigt gled indover kvindens ansigt. Var der i et næsten ubemærket splitsekund et humant bekymret blik i de mørke øjne? Man kunne næsten blive i tvivl om, hvorvidt blikket havde været det eller ej.
Igen bevægede hun sig mod sofagruppen.

” Today’s medical science would facilitate a removal of the fetus quite much. It would not be as messy as in the book you had all those years ago. I know a physician or two with a couple of hundred of years of experience, if you should be interested..”

Selvfølgelig antog hun, at hundæmonen ville have fjernet fosteret, omend det ville være lidt sent, efter mavens størrelse at bedømme. Men hvis hun nu ikke havde haft nogen til at hjælpe sig, eller havde været for pinlig over at bede om hjælp, så skulle hun da tilbydes det. Det ville da også være for grotesk at en pige som Narcissa ville have en unge. Det var jo ikke andet end smerte, og ungen var jo ulidelig de først mange år – hvis de da ikke begge døde under fødslen. At hun ville beholde fosteret lå uden for Selenes forståelse.
I en elegant bevægelse fik hun sat sig i sofaen med ryggen i den korrekte rette vinkel ud fra hoften, som det bød sig.
En tanke kunne ikke lade være med at ramme hendes tanker:

It is quite depressing how she has ended up here, pregnant, in an old, cheap house. Surely without anyone taking responsibility of the fetus. But the again.. Who would.

Blikket blev borende, da hun vendte blikket fra rummet over til Narcissas øjne.

"You can not possibly think of keeping the fetus, Narcissa Melkhior."

Stemmen var alvorlig. Kunne det tænkes, at hun faktisk tænkte på kvindens helbred?

Utroligt nok forblev dæmonen helt rolig, sad blot stille i sin stol og strøg blidt hen over mavens kjolestof. De sorte øjne betragtede Selene, mens hun talte om abort og først da den lille barnevampyr holdt ind med sine ord rystede Narcissa langsomt på hovedet.

"This is my child Selene. This is... what I have left of Azuriel, of my lo..."

Hun vendte blikket væk og i nogle få sekunder stivnede hun, hænderne stoppede deres rolige bevægelser ganske kort, for derefter at række ud imod flasken. Nærmest mekanisk blev den åbnet.

Efter at have hældt en lille slat op i det ene glas, var det som om hun kom i tanker om noget.

"Do forgive me my dear."

Hun fløj op af sofaen i et brus at langt mørkt hår og gled over i et åbne køkken.

"You want it hot or cold? I can wave it for you?"

Narcissa nikkede over imod mikroovnen alt imens hun hev en patentflaske fyldt med blod ud af køleskabet. En kort tanke blev sendt til pletten på kældergulvet - den måtte hun fjerne senere.

"I do not think that doctors would be able to remove this. And not now... I have been pregnant for allmost 11 month, though it does not show much."

Pludselig afbrød hun sig selv og rettede sig op, en tyk maske af smerte lå over hendes ansigt. Uden at lave sig stoppe af kramperne i underlivet - dem havde hun snart vænnet sig til - fortsatte hun hurtigt.

"Selene... How did you know about the book?"