Then we meet again. [Jean]

Sted: Kirkegården
Tidspunkt: 2300
Dato: 30 Maj
Vejr: Lunt
Tøj: Lårkort sort nederdel med en hvid løs skjorte ned i og en lang guld halskæde.

Prue kom slentrende hen ad kirkens smalle stier. Det brændte lidt i hende ved tanken om noget så helligt som kirken. Hun drejede hovedet mod den, mens hun gik forbi og om bagved den, hvor kirkegården lå privat fra gadens offentlighed. Hun var født katolik og havde altid gået meget op i sin tro. Nu kunne hun ikke engang komme i nærheden af hellige ting, uden hun ville brænde et eller andet sted på kroppen. Hun kiggede hurtigt på sine arme. - De så fine ud. Hjernen spillede hende et puds.

De små sko fløj lydløst over gruset på en af kirkegårdens mange smalle stier. Hofterne bevægede sig automatisk til hendes gang. Nederdelen smøg sig med gangen rundt om hendes bagdel. Hendes hår hang ned i lange slangekrøller der lå let over hendes smalle skuldre. De hoppede let, hver gang hun tog et skridt. Den olivenfarvede hud lyste i månens skær og hendes markante grønne øjne lyste ud i natten. Det var blevet noget der lignede sommer, så det var endnu ikke helt kulsort i natten.

Indimellem nød hun at komme på kirkegården og mindes hvordan døden også kunne være. Den død som indimellem forekom mere behagelig end den eksistens hun var i. I aften var dog af anden karakter. Hun havde nemlig en kunde. Det gik bedre med forretningen og hun havde fået lidt flere penge mellem hænderne.

Hun placerede de små fødder foran et gravsted i en lille krog af kirkegården.
Anna, 10, loving child and sister
Hun rystede på hovedet. Det var så tragisk, når nogle så unge blev taget fra verden. Hun ønskede næsten et liv som udødelig til hende.

Opmærksomheden blevet revet fra Annas gravsted til en ung kvinde, der pludselig stod ved hendes side. Seancen tog mindre end tre minutter, og den lille kvinde var væk som hun var kommet.
Igen rettede hun blikket mod gravstedet mens vinden tog fat i de lange slangekrøller og bredte hendes parfume ud over hele kirkegården.

Hun kunne ikke flytte fødderne, heller ikke selvom der ikke var flere handler i aften. Hun sukkede dybt og lagde hånden på brystet, hvor hjertet engang havde pumpet.

Lyden af fodtrin var umiskendelig. Hans sorte 'gentleman'-sko gled over gruset på stierne bag kirken.
Igennem hans 'levetid' havde han set mange kirker, en mere gotisk og højtragende end den anden. Denne kirke fangede ikke længere han interesse. Alt for lidt gjorde det.

Hans jeans sad en smule løst, men tæt nok til hans krop, at man kunne se hans lår når han gik. Skjorten var åben, og afslørede den svagt trænede mave, den svare blege kropsbehåring. Trods hans blege overkrop, var hans person så kulørt, som regnbuen om sommeren.

Hans hår, den manke han så sjældent prøvede at tæmme, hang i bløde vilde krøller ned omkring hans ansigt, og lagde sin som et vandfald ned over hans skuldre.
Øjnene, klare og direkte, spejdede efter den velkendte lyd af andre levende væsner.
Men stilheden ved kirkegården var næsten så tyk at den var til at skære ud og servere på et sølvfad.

Han stoppede omkring ti meter fra en ung kvinde der stod og så på gravstenen. Han behøvede ikke at se på gravstenen for at vide at det var Lille Anna der lå der. De omkringliggende gravsten talte for sig selv.

Men genkendte han ikke den kvinde? Dét hår, de former..
Han rystede lidt på hovedet, men stod ellers helt stille og betragtede hende

Hvis man havde været menneske, havde man troet, man var alene. Men Prue vidste efterhånden bedre. Selvom hun blot havde været udødelig i to år, var hun kommet forholdsvist tidligt til Deploratus. Hun havde haft de bedste læremestre. Væsener der ikke ville hende det godt.

De næsten lydløse skridt kunne hun høre på meters afstand. Nogle skridt det pludseligt var stoppet. Hun kunne mærke de indtrængende øjne i nakken; Hvad havde fundet hende?
Forsigtigt knuede hun knoerne, forbedredt på et angreb. Skuldrene placerede sig anstrengt under ørerne og hendes åndedrag var tungt og hurtigt.
Der var to muligheder: Enten havde Cherlyn endnu engang fundet hende, for at gøre en ende på hendes miserable liv.
Eller også havde politiet fundet ud af de sorte penge der lå i hendes bh.

"What do you want, creature?"

Sagde hun i et almindeligt toneleje, uden at vende sig rundt mid den nyankomne.

"I'm not here for trouble!"

Sagde hun lidt højere, dog stadig uden at vende sig rundt.
Et pludselig vinstød tog fat i hendes hår og spredte endnu engang hendes duft til kirkegården. Ligeledes tog det den nyankomnes fært ind i næsen. Hun lukkede øjnene og indsnuste; Han var ikke menneske.

''hush deary'' grinte Jean over Prue's opførsel.
''kan du ikke genkende din egen skaber, efter blot to år? jeg går ud fra at smerten har slettet din hukommelse fra den nat?'' Han smilede et roligt, drenget smil, mens han gik tættere på hende.

''min kære Prue Peña! Sikke længe siden det er!'' sagde han, som skurken i en dårlig spionfilm.

han virkede kold, mens han gik tættere på. hans stemme var ikke fjendtlig, men heller ikke indbydende

Hun vendte sig rundt i samme sekund. Hun kunne sagtens genkende hans krydret stemme.

Hun huskede hvordan han den nat havde set hende gå forvildet rundt. Hun havde ikke megen erfaring ude for sine forældres fire vægge, men den nat havde hun gjort oprør. Hun havde bevæget sig ud i natten og ind i menneskevrimlen i Bogotas indre by. Hun havde mødt Jeán. En charmerende ung herre der med det samme, havde indsnuet hendes forvirring og tilbudt sin hjælp.
Pludselig, uden hun vidste af det, havde han stukket tænderne i kødet på hende og var i færd med at suge livet ud af hende.
Så forsvandt han som en ulv i natten, mens hun lå i kramper og smerter. Igang med en transformation.
En transformation er fik hendes forældre til at smide hende ud på gaden.

Hun stirrede lynende efter ham. Hun havde ikke troet, hun nogensinde skulle møde ham igen. Hun havde aldrig ønsket at skulle se hans hvide hud og de kaospræget krøller. Hun var rasende!

Med det samme spidsede hun tænder, noget hun gjorde i situationer hvor hun ikke vidste bedre. Begge hænder var klar til partering, de lange skarpe negle fleksede sig selv i månens skær. Øjnene skiftede markant farve og lynede i skarp grøn mod Jeán.

"How dare you.... Wha... What do you want, creature?"

Hun var absolut ikke fornavn med den djævel der overlegen trådte nærmere hende. Hun afskyede ham! Han havde ladet hende ligge i gyden, smidt et smørret smil efter hende.

Hun forsøgte at få sin krop under kontrol, men hun rystede af vrede.

Han smilede blot.

''a little harsh, aren't we?'' han stod nu lige foran hende, og lade en hånd blidt på hendes kind.

''well, I was right; you are gorgeous!'' smilede han inden han slap hendes kind, ved at lade hånden glide ned over hendes hals.
ned på de to små bidemærker som han havde efterladt hende med den nat i Bogota.

Han kunne næsten høre hendes paniske små skrig, da han forlod hende, overladt til sig selv.

Hun bed kæberne sammen af berøringen, mens hun fulgte bevægelserne med øjnene. Hun slog irriteret hånden væk fra sin kind. Hans tvetydige kompliment kvalmede hende mere, end det var charmerende.

"What do ya' want, Jeán? What can I possibly more do for you? I've already gave my life to you."

Hun rørte sig ikke ud af stedet.

Den nat havde fyldt meget i hende det sidste stykke tid. Hun drømte om at knække halsen på ham. Hun kunne simpelthen ikke finde noget positivt i hendes nye tilværelse. Hun hadede det faktisk!

''I never wanted your life, my dear'' smilede han roligt, mens han så hende i øjnene.

''and you GAVE it to me. I didn't ask for it.'' sagde han med en smule charmerende undertone.

han lagde sig hoved lidt på skrå, så hende stadig i øjnene. ''but I'll leave you to what ever you did here.'' sagde han, inden han bakkede væk, for at gå sin vej.

Hun lod undermunden falde ned og slog ukontrolleret ud med hånden. Han kunne ikke bare gå.
Han kunne ikke komme her, to år efter, og så bare skride når det passede ham.

Hun tog hastigt nogle skridt mod ham;

"Hey pal, you are not going anywhere!"

Hun hev fat om hans skulder, hvor hun pludselig stod faretruende tæt på ham. Ubehagelig tæt.
Hans forpjuskede hår var alligevel charmerende. De græsgrønne øjne, fængende.

Hun blev revet to år tilbage, hvor hun pludselig kunne forstå, hvorfor hun i sin tid havde gået med ham. Hun havde ikke bedt om bidet eller transformationen, men hun havde nysgerrigt strøget sin finger langs hans brystkasse. Placeret den anden på hans kolde hud, som hun havde fået et chok over...

Et øjeblik lukkede hun øjnene, men blev hurtigt revet tilbage til virkeligheden og raseriet der pumpede i hendes vener.

"How dare you, show up after all this time?"

Hun holdte stadig ved hans skulder for at sørge for, han ikke gik nogle steder.
Nu var han kommet, nu skulle han ikke bare gå!

Han smilede, da han blev grebet fat i.
''how dare I?, Miss, I don't need to tell you why I'm here. Neither, do I need to feel trapped.'' han rev sin skulder fri i et hårdt ryk.

Han kunne se på hende, at hun stadig følte en lille smule af det hun gjorde for to år siden. Og det morede ham næsten.

''My dear, I'll be honored to take you out to dinner? to talk about the things you've been doing the last couple of years?'' han smilede lidt til hende.

Det hårde ryk var ikke voldsomt for hende. Hun havde vendt sig til hendes overnaturlige styrke. Hvis hun havde været menneske, lå hun højst sandsynligt på jorden nu.

"I really do think, you owe me an explanation."

Hendes stemme var endnu engang rolig. Med vrede kommer man ingen vegne, selvom det hele pumpede i det døde corpus.
Satans til fortid!

"Dinner, huh?"

Hun stod og overvejede det med blikket rettet mod himlen.

If I go out for dinner with my creator... What would be in it for me, tænkte hun og bevægede sig et skridt baglæns.

"Why would I do such a thing? 'you here to kill me?"

Tanken strejfede hende og pludselig blev det til ord.

''kill ya'? oh no my sweet. What would be in it for me, if I kill you?'' han lod igen hånden strejfe hendes bløde kind.

Egentlig så var han tiltruket af hende; det havde han hele tiden været. Men har fortælle hende dét, var udelukket.

''My dearest little Prue, why kill my own child? It doesn't sound productive, huh?'' han fjernede sin hånd igen, roligt.

''dinner then.'' sagde han roligt, og begyndte at gå igen

Han ville ikke give ham gode ideer. Men hun var en naiv skabning;

"Power, I guess?"

Hun trak på skuldrene. Hun havde stadig lyst til at knække nakken på ham. Men samtidig havde hun mødt en af samme støbning. Om ikke andet vidste han, hvem og hvad hun præcist var. Hun måtte give det en chance. - Men hvis han begyndte på at narre hende, ville hun spyde ham.

"If I killed you, I would gain power - lots of it."

Hun stak ham et udspekuleret smil og begyndte at gå væk fra kirkegården.

"So, creator... Where are you taking me? What are we going to eat for dinner?"

Normalt tog man på restaurent, men det var garanteret ikke Jeáns plan.

''well... chineese?'' spurgte han roligt. Han havde selv ingen intentioner og at spise sin 'normale' kost sammen med hende.

''and please, call me Jean. 'Creator' sounds like I'm your master, wich aren't the case.'' han smilede lidt til hende, og stoppede så op.

''unless, you'd rather follow me, home to my place?'' han lod sit hår glide lidt væk fra sin hals.

"You are aware, that we eat humans, right?"

Hun slog en latter ud i natten og nikkede til hans navn. Hun havde fået det at vide en enkelt gang den nat. Navnet havde printet sig fast. Men hun kommenterede ikke hans utilpashed. Det passede hende fint, at han følte sig en anelse akavet tilpas.

"Sure. What could that harm..."

Hun gjorde antræk til, at han skulle føre vejen.

Han begyndte at gå, stille og roligt.

''what brings you to Werclare?'' spurgte han roligt.

De nåede hen til en racermotorcykel, udenfor kirkegården.
han smilede lidt til hende.

''get up.'' smilede han, mens han satte sig op selv

Hun trak på skuldrene.

"I did'nt have any where else to go. You got me kicked out of home, from Colombia. This..."

Hun svævede armen ud i luften og gled blikket rundt på omgivelserne.

"This became my home."

De nåede frem til en motorcykel.

"You... wha... I'm.."

Hun stod lamslået og kiggede på den, mens hun støttede sig op af hans skulder..
Motorcykler.... Men okay,hun kunne jo ikke dø af det, bogstaveligtalt.

"Very well..."

Hun hoppede op bagpå.

"So where are we going, cre.... Jeán."

Rettede hun og sendte et anstrengt smil.

''relax....!'' grinte han mens han startede den.

den brummede højlydt, mens han drejede den ud på vejen, hen mod lejlighedsområdet.
han satte farten op, de var i den anden ende af byen fem minutter efter.

han stoppede den igen, da de var ved opkørslen til et lejlighedskompleks.

''well, we're here darling!'' smilede han

"You drive like... you have a deathwish!"

Hun kunne sagtens høre ironien, idet hun hurtigt steg af motorcyklen.
Det var mærkeligt det bånd der allerede var mellem dem, selvom hun længe havde hadet ham. - Noget hun så absolut skulle have en forklaring på.

Hun snublede på vej ned af motorcyklen og landede hårdt på det kolde asfalt.

''and still, I'm alive!'' smilede han.

Han lagde en arm om livet på hende, og fik hende op og stå igen.

''never rode on a bike, I guess?'' han smilede drillende inden han fulgte hende hen til den store dobbelt-hoveddør.

Han støttede sig til ham ind ad hoveddøren.

"I would be lying, if I said I had."

Vidste han overhovedet noget om hende? Hvad var hun egentlig for ham?

''daddies little girl'' smilede han lidt.

han ledte hende op til sin lejlighed og låste døren op.
''welcome to ma' place.'' smilede han og lod sin arm om hendes hofte glide væk fra hende, da han viste hende indenfor.

han lukkede døren efter sig, og smilede til hende.

''Prue, still hating me for what I did?'' spurgte han roligt

Hun rynkede på panden, noget der ikke rigtig kunne ses på den smukke olivenfarvede hud, idet hun blev manet indenfor. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle synes om indretningen. Var den stilet, var den snusket.
Der duftede umiddelbart rent.

"Thanks."

Hun smed henkastet skoene og spankulerede rundt. Gled fingeren over en reol, for derefter at puste støvet af den. De lange slanke fingre placerede hun i siden.

Han virkede næsten nervøs, da hun spurgte om vreden der endnu pulserede i kroppen på hende.
Hun kneb undersøgende øjnene en anelse sammen og nikkede let.

"You still didn't gave an explanation. I still want one."

Hun lænede sig elegant op af en dørkarm.

lejligheden i sig selv var stilren, ingen billeder, spejle eller metalliske overflader.
alt var i et næsten gotisk stiltræk. lænestole, en kamin, mørke træreoler fyldt med bøger fra 1500 og 1600 tallet.

''I don't owe you one.'' sagde han roligt, mens han tog skjorten af, hvilket afslørede hans bare overkrop.

han gik ud i køkkenet, smilende. Han fandt tog vinglas frem, og en flaske, der umiddelbart lignede rødvin.

Substansen han hældte i glassene var derimod tyk og næsten skarlagens rød.
han kom ind igen med et glas i hvert hånd og rakte hende det ene.

''My dear, what do you wish explanation for? That I'd bite you?... You were tempting. Young, free. Sexy.'' det sidste ord sagde han med et lille smil.

Hun gloede interesseret rundt i rummet, mens hun afventede hans, sikkert, spydige comeback. Bøgerne der kronologisk stod på hylderne var interessante. Hun elskede at læse - hun havde haft lossevis af bøger i Colombia.
Aurielle, den rødhårede pige i La Sunisha, synes det var fascinerende. Nok mere end hvad Prue selv syntes.

Hun stirrede på ham idet han trak skjorten af. Han var en gammel vampyr, det fremstod tydeligt af hans teint.

"You know..."

Startede hun eftertænktsomt og begyndte igen at trippe rundt i lejligheden. Hun lod sig falde i en af sofaerne.

"I think you owe me a hell of an explanation. Not for why you bit me, but for the fact, that you left and never searched for me."

Hendes stemme var ubesværet og tydelig. Hun gled de lange fingre hen over sofaens ryglæn.

"What was your plan, Jeán? Am I a masterpiece for you - something to brag about?"

Det var relativt mørkt i den rummelige lejlighed. Øjnene der havde en vis markant grøn farve, lyste som kegler af lys.