Please don´t hurt me. - Raleigh

Tid: lørdag aften den 16/6-2012, ved en ni tiden.
Sted: Deepshell, gå gaden, ved en lille side gade.
Omkring: små lukkede butikker, og meget få mennesker.
Vejr: Skyfri mørk himmel, med lysene stjerner.
Tøj: sort top, cowboy nederdel og sorte højehæle med nitter.

Rosa gik rundt i en side gade i Deepshell, og nynnede lidt for sig selv. Hun var på vej hen til en bar for at mødes med en veninde, men kom som altid for sent til sine aftaler. Rosa gik rundt i sin egen lille verden, og lod ikke rigtig mærke til hvor hun gik hen af. Hendes lange lyse hår hang løst ned af hendes ryg og skuldre, og bevægede sig let til takten af Rosas lille dans hun var begyndt på. Hun havde et lille selvsikkert smil om sine glinsende læber, og kiggede rundt med sine nøddebrune øjne og fik øje på hvor hun var. Hun vidste ikke hvor hun var henne, eller hvordan hun skulle finde tilbage hvor hun kom fra.
*Skønt, hvor er jeg nu henne af?* Tænkte hun nervøst, og kiggede sig lidt omkring igen.

ups undskyld, og er rettet

"Jeg siger bare, at vi måske skulle ti-"

Den lyshårede mand, der netop trådte ud gennem døren, og ud på den lille sidegades slidte sten, lød irriteret. Han holdt døren, for en anden, og bemærkede derfor ikke den lyshårede unge kvinde, der stod lidt derfra, med et nervøst blik i sine øjne. Hans ordstrøm blev kortvarigt afbrudt, idet personen, han talte til, trådte forbi ham. Denne mand, var modsat den der snakkede, mørkhåret. Desuden var der endnu en væsentlig forskel på de to mænd: Den mørkhårede havde opdaget pigen.

" -Hørte du overhovedet efter derinde? - Jeg synes virkelig-"

Det var igen den lyshårede, som førte ordet, men også denne gang blev han afbrudt og hvad han virkelig synes de burde gøre blev aldrig sagt.

"Sch, Yaks. Lad os snakke om det senere"

Den lyshårede skulle til at bryde ind, men blev i samme øjeblik gjort opmærksom på den lyshårede pige lidt længere fremme, og nikkede i stedet. Irritationen synes pludselig at fordampe. Så uden flere ord, trådte de fremad mod pigen, den mørkhårede gik forrest. Da meterne imellem dem var få, begyndte den mørkhårede mand, der var klædt en anelse mere fornemt end sin makker, at snakke.
Denne gang var det dog henvendt til pigen.

"Det var da et sjovt sted at befinde sig.. Er du faret vild?"

Stemmen var høflig og imødekommende. Yaks, den lyshårede unge mand, holdt sig tavs i baggrunden.

Rosa kiggede ned på sin mobil og håbede på at hun havde signal, så hun kunne ringe efter hjælp. Hun tog hurtigt sin mobil frem, og kiggede på den med et håbefuldt blik, men mistede hurtigt det håb da hun så at der ingen signal var på den. Hun sukkede lidt for sig selv og gemte sin mobil væk igen, og kiggede rundt for at se om der var nogen i nærheden, som kunne hjælpe hende. Hun fik øje på to mænd, som stod og snakkede med hinanden. Hun kiggede lettere håbefuldt hen på dem, men også nervøst nu hvor hun ikke kendte dem.
Rosa kiggede nervøst og lettere chocket over på dem, da de fik øje på hende og kom hen mod hende. Hun betraktede blidt dem begge med sine blide nøddebrune øjne, og smilte forsigtigt til dem da hun hørte det den mørkhåret sagde til hende. Hun nikkede blidt af hans sprøgsmål, "Ja, det er jeg og jeg aner ikke hvordan jeg kommer tilbage igen." Sagde hun høfligt, og rettede lidt på sit lange lyse hår. "Mit navn er forresten Rosa." Sagde hun hurtigt, og bukkede let hovedet.

Den mørkhårede mand nikkede, med et let smil på det blege ansigt. Det virkede beroligende, smilet, og det gjorde det klart, at den mørkhårede ikke havde nogen intention om at skade den blonde pige. Faktisk synes mandens eneste hensigt blot at hjælpe hende finde tilbage til et sted hun kendte.

"Følg med, så skal jeg vise dig vejen, Rosa. "

Han blinkede opmuntrende til hende, og gjorde mine til at forsætte forbi hende, vel vidende at hun ville følge med. Dog nåede han det ikke, for Yaks, den lyshårede mand, greb pludselig fast i sin makker.
Den mørkhårede vendte sig halvt, han var tydeligvis overrasket over Yaks' handling, og hans blik krævede en forklaring.

"Kan du ikke se, hvor smart det er!"

Yaks virkede en anelse oprevet, og selvom han hviskede, var hans ord tydelige for de fleste ører. Den mørkhårede synes ikke at kunne forstå, hvor Yaks ville hen med sine sparsomme ord, så den lyshårede forsatte.

"Tænk dig nu om, Cane. Det er ikke bare en tilfældighed, det her.. Det nægter jeg at tro!"

Cane, som den mørkhårede var blevet kaldt, rystede på hovedet og gjorde sig fri, uden at kommentere vennens snak. Endnu engang vendte den mørkhårede unge mand sig mod pigen og han trådte upåvirket frem til han stod nær hendes side. Her lænede han sig fremad, som ville han hviske hende en dyb, dyb hemmelighed.

"Du skal ikke tage dig af Yaks. - Han er bare sulten."

Igen den beroligende stemmeføring, som fortalte at hun ikke skulle være bange. Derpå gik han fremad og for at sikre sig at hun fulgte med, drejede han hovedet tilbage mod hende.

"Bare kom, Rosa. Bare følg efter.."

Da blikket atter blev rettet fremad, synes øjnene dybe og mørke. Præcis som Yaks' øjne, som var fæstet til pigens ryg, idet han forsatte med at gå bagerst.

Rosa betraktede den mørkhåret unge mand, da han begyndte at snakke til hende igen. "oki, og mange tak for at i vil hjælpe mig." Sagde hun blidt, og smilte sødt til dem begge. Hun fik et chok da den lyshåret mand tog fat i den anden, og begyndte at snakke lavt til ham. Rosa kunne nogenlunde høre det meste at det, og kunne hurtigt regne ud hvad de var. Hun kiggede på den mørkhåret da han kom hen til hende, og fortalte hende at hans ven var sulten, så fik hun det hele bekraftet. *De er vampyrer, jeg bliver nød til at passe på nu.* Tænkte hun nervøst, og kiggede bange og nervøst den mørkhåret i øjne.
Hun blev ved med at gå bag dem og nægtede at gå foran dem, for det kunne jo være rigtig farligt for hende hvis hun gjorde. "I har ikke rigtig fortalt mig hvad i hedder." sagde hun så roligt hun kunne, og kiggede hen på dem begge med sine blide nøddebrune øjne. Hun havde kunne fornemme på den mørkhåret af de unge mænd, at han ikke ville gøre hende noget, måske kunne han være hendes håb?
Hun gik forsigtigt hen til ham mens hun kiggede efter hans lyshåret ven. Hun kiggede ham dybt i øjne med det blideste blik hun kunne, "Du må hjælpe mig." Hviskede hun håbefuldt, og blev ved med at kigge ham i øjne.

Hendes taksigelser døde i luften, mens de alle tre gik hen af den smalle gade, men hendes næste ord fik den mørkhårede til at stoppe op, og makkeren fulgte hans eksempel. Han drejede sig atter mod hende, og lod hovedet falde let til siden i et næsten nysgerrig gestus.

"Det der." Han pegede på sin makker, der modsat den mørkhårede lod to dybe øjne stirre hæmningsløst på pigen. Ansigtsudtrykket forekom anstrengt, og var langt fra de venlige folder, som hans mørkhårede ven besad.
"-er Yaks."

Han løftede hånden, for at fuldføre præsentationen. Derefter trak han hånden til sig, og pegede på sig selv.

"Og jeg. jeg er Cane. "

Da han havde præsenteret dem begge, gjorde han klar til at gå videre, men Rosa, pigen, trådte hen til ham. Nu var hun placeret mellem dem, Yaks og Cane, og det forekom tydeligt, hvem af de to hun brød sig mindst om. Ja, var angst der lå skjult i hendes stemme?
Hendes ord fremkaldte et roligt ansigtsudtryk og Cane betragtede hende med et lille varmt smil.

"Jamen, er det ikke det jeg gør?"

Spurgte han venligt og en smule forundret. Han kunne tydeligvis ikke se, hvad der var af fare, som han ellers skulle hjælpe hende med og beskytte hende imod.

" Er der da andet, jeg skal hjælpe dig med, Rosa? Er der nogen efter dig?"

Han havde bukket sig lidt, for at de var i direkte øjenhøjde. Situationen kunne næsten minde om en storebror, der passer på sin mindre søster. Desuden ignorerede han fuldstændig Yaks, der i baggrunden, bed sig i læben, i et forsøg på at skjule en blanding af hidsighed, utålmodighed og latter.

Rosa fik et chok da de stoppede op, og kiggede forskrækket på den mørkhåret af de to unge mænd. Hun ture ikke at kigge på den lyshåret da hun allerede kunne fornemme hvilket blik der ville vente hende, hvis hun havde kigget ham i øjne. Hun bed sig i underlæben, og lyttede til det den mørkhåret sagde, og nikkede blidt to gange for at vise hun lyttede til ham.
Hun kiggede hurtigt hen på ham der hed yaks, da hun opdagede at hun nu stod i mellem de to mænd. Hun gispede og trak sig hurtigt væk fra Yaks og tættere på Cane i stedet for. Hun hørte det Cane sagde og kiggede ham dybt i øjne med det blideste blik hun kunne, og vidste ikke hvad hun skulle sige for at få ham til at hjælpe sig. Han kunne tydeligt ikke se den fare der var for hende, men det kunne hun tydeligt fordi hun kunne læse Yaks tanker om hende. Da Cane bukkede sig lidt ned foran hende for at kigge hende i øjne, tog hun sin chance og vidste udmærket godt at det var meget dumt af hende, men det kunne være hendes eneste håb. Hun krammede Cane ind til sig, og gjorde hurtigt så hendes ryg var ind mod muren, så hun var sikker på at hun ikke var et let mål for Yaks. Hun blev ved med at holde Cane ind til sig i et håbløst forsøg, "Har du ikke et mål Cane, et mål om at beskytte nogen du holder af, eller et mål om at finde dem der er alt for dig i dit liv, dem der gør at du kan stå op og leve dagen ud?" Hviskede hun blidt, og holdt en kort pause. "Jeg ved godt at du ikke kan se faren for mig, som er stort set lige foran mig. Men du bliver nød til at hjælpe mig med at få den væk, jeg har mine mål og nogen jeg skal beskytte." Hviskede hun blidt, og rykkede lidt på sit hoved så hun igen kunne kigge ham i øjne.