Dont hurt me again - Mussi

Et rødt smuk skær havde lagt sig hen over byens hustage, fuglende fløj rundt på himlen med bløde bøjninger i deres smukke fjerbeklædte vinger. Alt i alt var det et meget smukt syn hvis man da vel og mærket kiggede på det, hvilke var lige præcist det Samuel ikke gjorde, han stod og følte sig pænt malplaceret ud på gågaden hvor der stadig gik nogle folk rundt for at ordne diverse ting. De sølvgrå øjne tog sig en tur fra højre til venstre, eller prøvede at komme til venstre, men kom aldrig så langt, da en julenisse sprang i øjne på ham. Nisse! Jul! han bed sig let i læben, mens hans øjne virkelig studerede den lille rødklædte mand der havde et evigt varmt smil på de platisk hårde læber.
Han tøvede, før han gik hen mod ruden, og kiggede intenst på nissen, før der pludselig slog ham at det jo var fordi der 'snart' var jul! Ergo, julegaver, men hvorfor skulle han nu spekulere så fandens meget over det, han havde jo ikke holdt jul de sidste mange år. Svaret var jo klart for ham, men han skubbede hurtigt tankerne væk, og bestemte sig for at det ville være alt for tidligt at uddele julegaver, der var jo alligevel over en måned før det blev juleaften, og det var jo først der man fik gaver. Han rode lidt rundt i det platinhvide hår, før han bestemte sig for hvad han næste gang skulle gøre, hvis Camille da havde tænkt sig at vise sig igen. Det var lykkes for hende at smutte to gange, før han overhoved havde noget at sige et pip, og han havde ingen planer om at dét skulle ske igen.
Han skubbede juletanker væk, samt hans planer, og vendte om på hælen, for at traske ned af gågaden, kun for at stoppe et par hundrede meter længere nede ved noget så fint som en kvinde butik, eller det hed det sig i Samuels hoved. Hvis man kiggede ind igennem forruden kunne man se en masse sminke, hvilke straks fik Samuel til at skynde sig videre til næste butik, en smykke butik med dyre fine smykker til at pryde forruden. Var det ikke sådan noget kvinder elskede, smykker der kunne glimte og se smukke ud når de var til fester. Så skulle de selvfølgelig også have et smukt dress, men smykkerne plejede at være de dyre, eller var der noget han havde misforstået? Han stønnede lydløst og kom frem til at dét område var et område han ikke ville videre ind på. Det var 'farligt'.

// hæ...ikke et svar, men en afmærkning...//

Der var en ændring i vejret, dét var ikke til at komme uden om længere.
De fleste træer havde smidt deres klæder og stod nu og tronede, ganske nøgne.
Luften der for bage uger siden, kærtegnede så blidt og lunt, var nu skarp og kølig mod kroppen.Som en lidt forsmået elskerinde, der langer ud.
Selve kulden mærkede Camille ikke rigtig.
Armbåndet med den særlige røde sten om hendes spinkle håndled, var dét der holdte hende varm altid, hun kunne bade uden en trævl på kroppen i et kår fyldt med is, uden at fryse, sålænge hun havde dét på.Hun sendte Isabella og Crasie en kærlig tanke, armbåndet havde været fra dem.En anden ændring man kunne fornemme og ikke mindst se, var julens komme .
Reklamer såvel som butikker, afspejlede dét allerede og Camille havde allerede fået købt to små hvide nisser, med sølv glimmer på tøjet, og da det efter hendes mening ikke kunne betale sig at pakke dem væk nu, så var de allerede sat op, dog ude på køkkenbordet. For årh...jo, Camille var en sucker for christmas, sådan var dét bare.Kalenderlys,klejner og julekalender.Og hun havde planer om en lille pakke kalender til de indlagte børn på leukemi afdelingen, men om hun havde råd var slet ikke sikkert.
Så hun hang lidt med mulen, da hun iført en enkelt beige farvet figursyet kjole, et løst sort tørklæde om halsen , brune støvler med lynlås i siden og snørre foran, neutrale stockings og en løst hængende brun cardigan i strik , spadserede i et afslappet tempo hen af gaden, imens hendes øjne slugte og åd de mange kulørte butiks ruder.
Imens hun rettede lidt på den noget skødesløse hestehale hun havde vippet sammen , spekulerede hun på om hun havde husket at putte alle ampuller i sin taske? Tristan insisterede på at hun skulle have en med et sølv linnement med, itilfælde af Samuel satte tænderne i hende og Demetri havde næsten slået hende ihjel ved deres sidste møde, så nu havde hun så også en med vievand.
Hun stoppede op ved en legetøjsbutik, og slap hendes bekymrede tanker imens hun nysgerrigt så på udvalget.

Efter at have stået og gloet på smykkerne i så lang tid at det næsten endte med at han havde ondt i øjne af alt det glimmer og skinnende stads, flyttede han hoved en lille smugle, i grunden var det meningen han bare skulle flytte sig helt, og komme videre til næste vindue, men der var liiige noget der fik distraheret ham. I forrudens skinnende glas, kunne man svagt se en refleksion af gaden over for, en bager, en af de helt store, med lækre flødeskumslagkager i forruden, udsmykket med tons vis af marcipan, lige til at få ens tænder til at løbe i vand, hvis man da vel og mærket kunne huske hvordan det smagte, lige det Samuel ikke kunne, så det var ikke dem han havde fået øje på, selvom de var meget farverige, især prinsesse kagen med masser af lyserødt lyste op i det kedelig grå vejr. Hvis han drejede hoved en lille smugle mere kunne han bruge vinduet som bagspejl, og se skråt hen over gaden, hen til en legetøjsbutik der så meget meget stor ud med dens næsten kilometer lange facade fyldt med legetøj til randen. Der var sikkert ikke et eneste barn der gik skuffet ud derfra, det lignede jo at den havde alt legetøj i verden, og selv de typer som burde have lagt legetøjet væk for længst stod der, eller det vil sige Camille stod der, og Samuel gik kraftigt ud fra at hun havde lagt legetøjet væk fra lang tid siden. Han havde ikke set noget i hendes lejlighed, så med mindre hun skyndte sig at stuve det af vejen når han kom, så legede hun ikke længere - kun med sin mobil.
Han brugte adskillige minutter på at glo på hende igennem vinduet, mens han overvejede om han skulle sjoske hen til hende, eller bare blive stånede og savle videre over hende, hvis det var det han gjorde, han kunne ikke rigtig finde ud af det. Til sidst endte det med at han ville vente og se om hun opdagede ham, så han udsatte sine øjne for mere glimtende stads, ved at kigge tilbage på smykkeforruden, mens han var lutter øre i håb om at han ville kunne høre Camille før hun ville komme, hvis hun da ville komme.

Hvis man kunne suge livet og kuløren ud af de mangfoldige stykker af legetøj, ville dét nok være endt med at der stod et udstillingsvindue , men grå og visne stykker plastiksting og træ dimser der så ud til at være fra 30'erne , hvis man skulle dømme udelukkende ud fra udseende.
Camille sugede dét hele til sig, udvalgte hvad der ville være et hit og udskildte hvad der ville være skidt.
Hun ville klart vende tilbage......lige efter hun havde købt en elefant hue og røver en bank, that is.
Hun smilede ved tanken og gik nødtvungent væk fra børnenes himmerrige og mod den total mundvandsfremkaldende bager.....eller konditor var dét måske nok mere.
Drømmen af en kage primært svøbt i pink marcipan , havde fået tildelt den centrale spot i udstillingen, den var også virkelig lækker, men noget andet indbydende fangede hendes blik i reflektionen...dér på den anden side af gaden stod en skikkelse så velkendt at hun ikke kunne tage fejl, og hvis dét alligevel var tilfældet, ville hun nok blive meget skuffet.
Hun vendte sig og lagde an til at krydse vejen.
Hun ville aldrig kunne gå forbi ham uden at ....at sige hej.
Hun var dog lidt beklemt over situationen, for hun havde ikke set ham siden hun listede ud fra dét hotel værelse, han havde skaffet for hendes skyld, efter at havde hjulpet hende væk fra et gerningsstedet og noget politi, da hun....ved et uheld naturligvis, et beklageligt uheld, var kommet til at tage livet af en mand.
Æv...hun håbede han havde tilgivet hende for dét hele.
Hun ville gerne tage fusen lidt på ham, så hun listede sig ind på ham og eftersom han stod stille og tjekkede butikken ud, regnede hun ikke med at hun var opdaget.
Så hun listede sig ind bagved ham og stillede sig på tær for at kunne viske i hans øre.."Well Well...er dét ikke ulvenes leder der står og kigger....måske på et nyt halsbånd " teasede hun ham og afsluttede "hey...Sam "..

Et let smil formede sig på Samuels læber da han hørte skridt bag sig, og drejede igen hoved en smugle, så han så hvordan Camille kom listende hen til ham. Han vendte igen hoved den halve millimeter der krævede før hans hoved passede ind i den gamle stilling, og ventede på at hun skulle komme tæt nok på. Da han mærkede hendes ånde i nakken, drejede han rundt på hælen, og vendte sig om mod Camille, og lage en finger på hendes læber. "Jeg troede ikke du legede med legetøj mere." Konstaterede han med et let smil på læberne. "Jeg troede i fortrak smykker og glitter, men måske tager jeg fejl?" Han trak fingeren væk og smilede bare over hele klør fem.
Han lod et et blik falde ned af Camilles mundering der faldt i hans smag, elegant men plain. Hvad han lige ville have gjort hvis det ikke var, vidste han ikke, men så var han jo så heldig at det gjorde det. "Du kan jo svare mig ved at sige om jeg skal købe en tøjbamse eller et smykke til dig." Fortsatte han i et let drillende toneleje, mens han fortsat kiggede vuderende på hende som om han skulle sikre sig at hendes tøj var modebevidst nok.
Det endte med at han konstaterede det var okay, eller noget i den stil, for han endte med at flytte blikket fra hendes ansigt, op til hendes blå øjne, før han til sidst, efter den lille tur, smed sine øjne hen på bageren "Måske kunne jeg friste med en kage?" Han kiggede derefter hurtigt tilbage på Camille.

Hun udstødte et lille fornøjet gisp, da han snoede omkring og formanende lagde en finger på hendes læber.
Hun smilede inden bag den og var klar over han måtte have set eller hørt hende nærme sig , for overrasket var han ikke.
" barbie er jeg vokset fra " svarede hun i en glad og sorgfri tone, dét var dejligt at han ikke viste sig at være sur på hende, fordi hun smuttede inden han vågnede sidst.Han var en god fyr.
"Arh....smykker og glitter ? Dem der inde koster en bondegård og dyre ting er jeg ikke benorvet over....dét er mere tanken bag dét man modtager, der betyder noget....affektions værdien....og den kan være stor ved et kostbart smykke og ved et med en mere fornuftig pris.dét betyder intet, for mig "
Hun vidste godt mænge piger gik vildt op i dét,men som med blomster blev hun lige så glad for en enkelt som for en hel buket...dét var signalet fra giveren der gjore hende glad.
" Du skal da ikke købe noget til mig" kom svaret promte og hun tænkte over dét var lidt komisk , for lige nu ville hun nok havde valgt et tøjdyr at putte med, at finde lidt selvskab med når hun lå vågen , de mere ensomme nætter.Jo...en barnlig sjæl havde Camille inde i den ansvars bevidste ydre skal.
Hun kiggede op på ham, og bemærkede han ligesom stirrede lidt, eller tjekkede hendes tøj ud og hendes indskydelse var at hun havde fået en eller anden mega uheldig plet eller fugleklat på, der var faktisk en del i luften så dét kunne snildt hænde..
" Eh...Samuel...er der pletter eller noget ?" Spurgte hun lidt ærgeligt og børstede lidt med hænderne på kjolen, hvis der nu var....
Og nu talte han om kage ? Inde fra konditoren....hun var på !
"Vi deler regningen...og ja, tak..." Smilede hun stort.
Sikke han var snaksagelig i dag, dét passede hende fint.
Glad harmløs hyggesnak. "Skal vi gå derover nu ?" Hun var allrede død lækkersulten, så hvorfor udsætte dét yderligere..

// emnet her er før maskeballet i tid Sam...for dét er første gang siden hotellet ;) //

Han brummede kort, og sukkede. "Du ved jeg ikke har problemer med at betale, så med mindre du vil have jeg skal tvinge dig til at spise prinsesse kagen, så betaler jeg!" Svarede han, for blot hurtigt at tilføje. "Nej, du har ikke noget på tøjet." Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes kommentar, den var så feminin. Han åbnede døren til den varme bager og sendte Camille hen til disken. "Vælg en noget." Selv gik han hen for at trække et nummer, for bagefter at kigge Camille med over skulderen. Da hun havde udvalgt sin kage, og det blev deres tur, bistilte han samtidig en kop kakao til dem begge, og skyndte sig at smække nogle penge på disken før Camille vil få chancen for det, og hvis hun prøvede, ville han holde fast i hendes hænder, så hun ikke ville kunne ligge penge på disken før den sikkert overrasket bager ville tage hans penge.
Han tog kakaoen, og førte dem ned til et frit bord hvor han satte sig mageligt til rette med et tilfreds smil om munden. Glad for at mission betal-for-kagerne var lykkes. "Ville du også have sagt nej hvis jeg tilbød at købe en bil til dig?" Spurgte han med et bredt smil, stadig oppe at flyve over at han havde betalt. I sig selv var det nok ikke noget stort, men det glæde ham alligevel underligt meget.

Hun kiggede lidt fåret på ham, ingen pletter ? Var han nu begyndt at interessere sig for tøj ?
Hun rystede på hovedet og rystede dermed tankerne i baggrunden.
Med hensyn til betalingen, han havde sin egen idé om dét, så dét ud til...
Hun vidste jo godt hans kassebeholdning var uendelig , men hun havde dét bare bedst ved ikke at stå i gæld til nogen.
Men hun opgav at protesterer da han 'stillede' hende foran dét enorme udvalg af kager.
Hun valgte to ens stykker og de var smukt dekoreret med flødeskum ,sukker kugler, jordbær og sågar et par vindruer, hvilke var dem der tippede vægten til netop den kages fordel, for Samuels skyld.
Han havde betalt inden hun kunne sige eller gøre mere og også fået bestilt kakao til dem.Dét var bare lækkert, hvem skulle have troet for bare en halv time siden, at hun ville ende op med Samuel her midt i et frådseri af et kage orgie.
Han valgte et bord til dem og de slog sig ned.
Der var enda levende lys, meget stemningsskabende og efterårs agtigt.
Han spurgte om hendes svar til en bil , for sjovt naturligvis og hun begyndte at le.
"Jeg ville da aldrig tage imod en bil af nogen...aldrig...Sam, jo ...måske med undtagelse af min ægtemand....så dét ville være lidt af en udfordring at få mit ja til en bil " grinede hun og hendes lille lysserøde tunge spillede over læberne af bar sød forventning til kagen.
" Hvad er der med dig og penge i dag ? " ville hun vide med et smil på læberne imens hun diskret rettede på sit tørklæde.

Han nikkede tanksomt og smilede derefter. "Det kunne være sjovt at se hvor langt man skulle gå for at give dig en, men jeg er elendig til det med biler, så der kan du prise dig glad." Han kiggede ned på kagen, og betragteden den lidt tid, før han med to fingre snuppede en drue fra den ene kage, og førte den op til læberne, hvor han lod den hvile, mens han mærkede kulden fra den glatte bløde overflade. Han kiggede op på Camille, igennem det blonde pjusket hår der som altid var endt nede i hoved på ham, mens han langsomt lod den glide ind mellem læberne. Det var ganske bevidst han gjorde det, han elskede at gøre det, og han vidste Camille så andet i det, end blot at spise druer. Da spidsen lige var kommet ind, bed han et lille hund i spidsen, og smagte på den søde saft.
"Der er intet med mig og penge, men vi befinder os et sted hvor man kan bruge masser af dem, så hvorfor ikke udnytte det?" Svarede han på hendes spørgsmål om penge, før han lod druen glide helt ind i munden hvor han langsomt begyndte at tygge på den. "Bare begynd at spise, og hvis du er rigtig sulten, så tag bare min også, men jeg vil have min druer." Hans egen kagelyst var ikke så stor, men det var hans drue løst som altid. Han tænkte drømmende tilbage på det store fad af druer han havde fået på hotellet da de sidst havde været sammen. Åh - så smut, så sødt - så ... fantastisk!
Han vendte tilbage fra sit drue land, og kiggede bare glædeligt på Camille. "Men hvad laver du egentligt ude nu her? Han lage hoved let på skrå, og betragtede igen de smukke blå øjne overfor ham. Han strakte langsomt bene ud under bordet, og prikkede til Camilles fusser, mens han kiggede neutralt på hende som om der slet ikke skete noget.

"Jamen så priser jeg mig lykkelig over ikke at få en ny bil forærende " samtykkede hun og tænkte at adskellige mennesker ville stemple hende som under frankeret for den kommentar.
Hun greb sin kage gaffel, skar et stykke af kagen af, men gaflen nåede aldrig længere end halvvejs, da hendes øjne stødte på Sams , selv med de lange lokker af platin blondt hår , kunne hun ganske fint se hans blik.men hvad hun derimod ikke helt kunne, var at tyde det.Hun fandt sig selv stirrende, små måbende på hans behandling af vindruen, ude af stand til at lighed væk før den var tygget og forsvarligt sunket.
Hvornår blev hun dog immun for dét ?Hun vidste jo han gjore dét, så hvorfor var dét svært at ignorerer....fordi han spillede på nogen følelser i hende, blev hun hurtigt enig med sig selv om, og rev sit blik stædigt væk.
"Jeg er blot ude og ose lidt....tjekke lidt forskelligt ud.Egentlig havde jeg en plan om pskkekalender til de indlagte børn på canser afdelingen.Pengene vi indsamlede til halloween , går til lidt nyt legetøj til selve afdelingen....men jeg tænkte mere på nogle pakker i løbet af december , som de selv måtte beholde ." Forklarede hun.
"Hey...Ehm...du skubber " sagde hun og så en anelse betuttet ud.Mest fordi HAN så fuldstændig poker face agtigt ud, og hun kunne ikke helt .....eller nærmere ikke overhovedet regne ud hvilke tanker der fyldte op inde o den herlige hjerne på Samuel.
"Dét der noget du forsøger sige " spurgte hun tøvende....og fik endelig proppet et stort stykke af kagen i munden og hun kunne sværge at en engel sang, da hun smagte den.

"Aha ... hvad med mig?" Spurgte han drillende. "Jeg vil også have en pakkekalender!" Han lænede sig frem og betragtede Camille mere intenst. "En pakke druer hver dag, og så har du en lykkelig ulv." Lokkede han med et let smil og prikkede igen til hendes fødder. "Nej, jeg syntes bare det er sjovt." Han lænede sig tilbage, og tog endnu en drue, der fik samme behandling som den første drue, men denne gang blev den liggende inde på tungen for at 'smelte' mens han sad og kiggede på Camille med et uskyldigt blik. Et let smil gled over hans læber, mens han langsomt lod sin hånd glide op på bordet overflade og blidt glide hen over bordets blanke overflade der minde ham om en drues overflade.
Samuels blik lå Camilles bløde læber, mens hun spiste kagen i fred og ro, eller uden nogle lyde fra Samuels side, kun hans blik. Ha fandt det ganske interessant at sidde og se på hendes bevægelser mens hun tyggede sig igennem kagen, som ikke rigtig fik lokket Samuel til at sætte sine tænder i sig. Han var alt for optaget af at glo på kvinden foran ham, dog ikke af de normale grunde som man sikkert ville kigge på kvinder - ikke endnu.

" En pakkekalender ...til dig...tja hvorfor ikke, så må den først åbnes når du er alene " gav hun igen for hun mente han udmærket vidste hvad han havde gang i ....ulv eller ej.
"Dét vil.i givet fald være den billigeste palkekalender ever " fastsatte hun og drak lidt af den varme kakao.
Et par fødder daskede igen til hendes og hun kunne bare ikke lade vær med at grine højt.
"Hold nu op Sam...hvad har du gang i altsår ?" . Dét var noget, et eller andet over ham i dag.Vældig kæk og fremme i skoene, og hun kunne ikke undlade at blive lidt nysgerrig, lidt interesseret i grunden herril.
" Hvad lavede du egentlig da jeg mødte dig....før ved butikken ?".
Hun skulle jo starte et sted, hvis hun skulle have mulighed for at pejle sig ind på et eller andet.
Hun spiste mere af sin kage og fandt dét påfaldende at Samuel....kiggede....sådan.
Hun gned sig lidt i panden og med en bestemt bevægelse lagde hun gaflen fra sig..." Okay...nu stirrer du også, spyt ud Samuel " opfordrede hun og pillede list ved hendes halstørklæde.

Han tænkte sig kort om, før han lod sig falde tilbage i stolen. "Kiggede på smykker, og tænkte ..." Svarede han så godt som han nu kunne, uden faktisk at røbe hvad han ville. Han betragtede lidt hendes gaffel der blev lagt fra hende, og efter få sekunder blev fanget af Samuel, der skar et stykke af hendes kage, og stak den ind i munden på Camille hvis hun ikke flyttede sig. "Der er ikke noget, spis nu bare!" Forsvarede han sig, og smilede blot. "Bare fordi jeg glor på dig, betyder det jo ikke at der er noget galt, de fleste piger vil da være ... smigret? Eller er jeg ikke pæn nok til det?" Spurgte han og lage hoved let på sned, mens gaflen stadig fløj rundt, med eller uden kage. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre hvis hun sagde at han ikke var, for i bund og grund var han ligeglad, det var ikke noget han gik op i, og han håbede da heller aldrig han kom til det, for han hade at være forfængelig.
Til sidst lage han gaflen ned på tallerkenen og strakte sine ben ud til siden, så han ikke ramte ind i Camilles fødder. "Du kan bare spise videre, skal nok kigge væk, hvis det hjælper." Han flyttede sit blik ud af facades ruden på bageren. Det var langsomt ved at blive mørkt udenfor, trods klokken kun var lidt i fem, men sådan var det jo når det var vinter.

Ok...han var også ude at ose og se på vinduer.Hvorfor overraskede det hende så meget ?
"Ok ..."fik hun akkurat sagt og så havde han stoppet en stykke kage ind i hendes mund.
Hun løftede hånden og tørrede dét flødeskum hun kunne mærke havde strejfer hendes kind, væk.
Men han var ikke færdig med at overvælde hende...ikke helt, for han var en del mere direkte synes hun, end hun havde forventet.
"ja...øh...de fleste ville være ganske smigret Samuel...
Hvad fabler du om ? Om du ikke er pæn nok ? " hun spærrede øjnene op, var han alvorlig ?
Hele hendes omgangskreds ville dø for en fyr som Samuel, både fordi han så uforskammet tiltrækkende ud, men mest fordi han var kvik og ikke foruden charme.
"Der er intet i vejen med dit udseende, og dét ved du godt " mumlede hun og kiggede genert væk.
De fleste piger ville sole sig i hans blik og sluge dét uden at stille spørgsmålstegn ved dét, men de fleste piger ville også gå hjem i seng på første date og slynge om sig med store ord.
Men Camille ønskede ikke den slags opmærksomhed.
Nogengange ville hun helst undgå at bære centrum, hun vidste ikke hvordan hun skulle tackle dét.
Men selvfølgelig blev hun varm og hjertet af komplimenter og opmærksomhed, når den vel og mærke var ægte og hun følte sig tryg.
Kendte hun ikke motivet for afsenderen blev hun lidt nervøs.
Men Samuel...kunne smutte ud og gafle enhver han ville, dét var hun ikke i tvivl om, overhovedet.

Han grinede lidt da det virkede til at det var lykkes ham at trække tæppet væk under hende. "Nej, det ved jeg ikke, jeg spejler mig ikke og jeg går ikke op i det." Svarede han kort og godt, men var da glad for hun syntes om det. "Men hvorfor spiser du ikke videre så? Er det dit eget udseende du bekymre dig om?" Gættede han videre, og lage igen hoved på sned. "Du ved jeg syntes du er pæn, så det kan da ikke passe det er dét, og du har ingen pletter på tøjet." Han lod igen sit blik løbe rundt, og kunne ikke finde nogle grunde til at hun ikke skulle kunne spise videre. "Okay, jeg kigger væk, du spiser." Besluttede han så til sidst, og vendte hoved væk, for at kigge ud på gaden mens han lyttede efter om hun tog sig sammen til at spise, eller om hun stadig sad opslugt af sine tanker, eller hvad det nu var der kørte rundt i knolden på hende.

//Bliver længere næste gang, bliver konstant distraheret

Hun måtte næsten grine.Var han alvorlig ?
Vidste han ikke, havde han ingen idé om hvilket godt parti han var ?.
Hun tænkte sig om, dét eneste hun ville være bekymrer om, var om han ville kunne leve i en lejlighed og kun besøge skoven fra tid til anden. Men hun var af den overbevisning at han nok skulle afklimatiserer fint til en lejlighed, Efteralt i den tid hun havde kendt ham var han faldet bedre og bedre til hos hende.
" eh...taler vi nu om mit udseende..? Jeg er ikke helse freak " grinede hun let.
"For dét første elsker jeg mad og slik al for meget til ikke at unde mig selv dét...for dét andet synes jeg faktisk selv at piger gerne må have kvinde former, Istedet for at ligne drenge 'med buler' ...såå...ingen skrupler over kage her." Afsluttede hun.
Dét var lidt nemt for hende at have den holdning, for en fin afbalanceret figur havde hun helt naturligt, og kvindelige kurver sad hvor de skulle.Men så kunne hun jo udpege så meget andet der kunne ønskes at være anderledes , men hendes vægt var ikke et issue.
Hun tog derfor gaflen og spiste igen, havde ikke isinde at fortælle ham om hendes reaktioner på han kæleri med frugten.
"Hvordan har du dét ellers ? ".forsøgte hun lidt desperat at få bolden tilbage på hans boldbane og slippe for spotlighten selv.

"Buler?!" Han tænkte lidt i tavshed videre over dette, før hun skiftede emne. "Efter min egen bedømmelse går det fint." Han havde altid fundet dette spørgsmål specielt, unødvendigt på en måde, men også kærligt, men falskt. Det var stadig ikke lykkes ham at dreje spørgsmålet, om det var høflighed, eller om der lå ægte bekymring i, dog eksisterede tvivlen stort set ikke da Camille slyngede spørgsmålet ud, for hun virkede - efter hvad Samuel havde lært - ikke som typen der gav falske bekymringer, men selv det rødeste æble kunne være surt.
Han valgte omhyggeligt at kigge ud mod prinsesse kagen mens Camille fortsatte sin kagespisning. Han fandt hendes indformation omkring hendes søde tand meget brugelig, det var helt klart noget der var vær at skrive sig bag øret, en lille ting man kunne udnytte. Selv havde han ikke den helt samme søde tand, men hun vidste jo udemærket hvor meget han elskede druer, så der var vel fair han kendte hendes søde tand.
Han skævede ud af øjenkrogen for at se hvor langt hun var. Hvis hun var færdig med sin egen, skubbede han diskret sin egen kage hen mod hende, og skubbede derpå den tomme tallerken væk, ligesom et slags rullebånd.

Selvfølgelig var spørgsmålet ment på den interesserede måde.
Enhver der kendte Camille vidste at dét betød rigtig meget for hende at hendes venner, dem hun Holte af havde det godt og hun gik gerne langt for at hjælpe dem, hvis de havde brug for dét, ja selv når de ikke have, var dét somme tider svært at lade vær for hende.
Hun havde ikke set Sam siden hotellet, og vidste ikke helt hvad han havde bedrevet i den melemliggende periode.
Der gik rygter om han havde holdt sit første møde som leder, men dét kunne hun altid høre mere om en anden gang, hvis han ville tale om dét.I dag var hun langt mere interesseret i ham som person.
Hun tøvede med at sætte gaflen i hans kage , da han diskret ombyttede tallerkerne.
Hun var virkelig mæt...men dét var jo et pragt eksemplar af en kage, det var nærmest at begå en forbrydelse at lade den uspist.
Hun fangede den anden gaffel og stak den over til Samuel " Smag den i det mindste, vi deler den ?" forsøgte hun at lokke ham i uføre.
Hun spiste selv lidt og tænkte på hvor heldig hun var at støde ind i ham.
Efter mødet med Demetri sidst, havde hun haft en tildens til at isolerer sig en smule og sove dårligt om natten, så det var helt dejligt med en hyggestund.
". Hvor længe kan jeg ligge beslag på dig i dag ?" Ville hun vide.

Han kiggede tøvende på kagen, før han tog imod den kolde gaffel, og skar et lille musebid af kagen, og førte den tænksomt op til munden, hvor han smagte let på den, som om det var noget meget fint mad, der skulle nydes, hvilke det lige præcist også var. Han smagte lidt på det søde stads, før han lage skeen ned ved tallerkenen og betragtede Camille før hun stak ham et nyt spørgsmål. "Så længe jeg kan ligge beslag på dig." Svarede han, mens han omhyggeligt slikkede en lille krumme af underlæben. "Så det er op til dig Mussi." Slog han fast, og trak derpå bene til sig selv, lænede sig mageligt tilbage i stolen, så den stod på to ben, og så lidt mere ... til der lød et højt brag, og stolen, samt den forskrækket Samuel var endt nede i gulvet. Det sidste Camille sikkert havde set af Samuel var et par sprallene ben.
Samuel lå lidt nede på gulvet, og stirrede op i loftet, før han kort smilede, og prøvede at komme på bene, hvilke lykkes efter et par forsøg. "Dont do that again." Mumlede han til sig selv, mens han fik stablet stolen op på alle fire. Nu havde han forstået hvorfor det var så vigtigt at en stol havde fire ben, og ikke kun to. Han satte sig igen ned på stolen, denne gang med ryglænet ind mod bordet, og med bene ud på hver side mens han omhyggeligt fokuserede sit blik på Camille, og undgik der på at blive ilde berørt over de andre blikket der gloede på ham.

Jamen , hvad mere kunne hun ønske sig ?
Ubegrænset selvskab .....de kunne snakke lige indtil deres øre faldt af.
Dét passede hende fint, da hun havde hele dagen fri og Ingen at tilbringe den med.
Tristan var på job, og der ville snart ikke en sms ind hvornår han havde fri igen og så havde hun halvt om halvt en aftale med ham.
Men idag var hun alene, og da hendes humør svingede mellem at være strålende og så ved at blive lidt forbitret over hendes aften med Demetri, så var Samuel som en gave fra himlen.
Og dét havde han nok været uanset....
Hun fangede uden problemer hans lille kælenavn til hende, havde lyst til at kommenterer lidt på det , men besluttede at lade vær, dét var jo harmløst , bare et sødt lille kælenavn, men dét gjore hende nu alligevel....forvirret.
" Dét lyder fint, men jeg kan jo være grådig , så måske dét bliver en lang dag " sagde hun med et glimt i øjet.
Om dét var dét der forskrækkede stakkels Samuel og slog benene væk under ham....eller nærmere under hans stol...var uvidst , men da han røg bagover på stolen sprang hun også op og var ved hans side, imens han lidt usikkert kom op og stå....for endeligt igen at tage plads på stolens sæde.
Hun børstede en krumme ud af hans hår og en lille nullermand fra hans skulder, der var ikke andre tegn på dét lille uheld og hun spurgte med et lille smil i stemmen, imens hun stadig sad på hug foran hans stol, "Okay...ikke SÅ grådig så du behøver frygte mig.....er du Okay ? " .

Han følte Camille havde overtaget moder rollen, men han nød det bare. "Du trak bare tæppet væk under min stol." Svarede han med et let smil og kiggede op på hende. "Skal jeg så fodre dig af med kage imens?" Han drejede om på stolen, så han fik et bedre syn på Camille som om hun var en medel. "Eller er der andre ting du fortrækker?"
Han sad lidt i sit stille sind, og filosoferede over hvordan dagen kunne blive længere, døgnet varede jo kun 24 timer, og en time var tres minutter, men selvfølgelig kunne man godt, hvis man kede sig, gøre dagen lang, men det var vel umuligt med Camille, eller kendte han hende ikke helt nok? "Hvis du formår at underholde mig, så bliver dagen da ikke lang." Svarede han og følte sig vældig klog. Han drejede om på stolen, og tog gaflen, for at skære endnu et stykke af den søde kage, som han sad og smagte på i lidt tid, før han skar et større stykke af kagen og førte den op til Camilles mund. "Gab op." Kommanderede han og stak den ind i munden på hende, hvis hun da vel og mærket åbnede munden.

Han var lige nøjagtig ligeså kæphøj som altid.Så der var ingen skade sket.
Hun satte sig tilbage på sin plads og kunne ikke lade hans lille sætning passere "Hvis JEG formår at underholde dig ? " gentog hun en anelse cocky..." Er dét ikke dig der er ..vovsen...og skal underholde mennesket " drillede hun lidt flabet, hvorpå Samuel kommanderede hende til at gabe op og fylde hendes mund med kage, så hun ikke længere var i stand til at tale.
Hendes øjne lyste af fornøjelse og af at hun hyggede sig, imens hun fik spist læge stykket.
Hun blev lidt tørstig, efter .noget koldt at drille ovenpå at dét vidunderlige lækkre kage og spurgte Samuel " Vil du håbe noget koldt at drikke Sam ? Vand,saft øk, sodavand ...måske juice ?
Hun var ikke sikker, men dét kunne jo være.
Desuden var hun selv begyndt at drille en del æble juice, dét var godt ved blodmangel og hun havde jo flået slanger og drop ud, og havde forladt hospitalet inden hun var færdigbehandlet, så blodmangel havde hun og blev derfor hurtigere træt og svimmel, end normalt.

// Okay....godt nok hænger jeg meget ud med både en ulv og en dæmon, men dét er altsår IKKE et stykke læge jeg sidder og guffer i mig, dét ER kage.....min mobil er åbenbart i the mood to cause trouble ;) //

Han tænkte kort på et svar der kunne modsætte hendes ord, men han kunne ikke rigtig finde på noget. "Hvorfor er det mig." Brummede han og satte sig rigtig på stolen med en utilfreds mine. "Drikkelse?" Han kiggede undrende op på Camille, før han rystede på hoved. "Ellers tak ..." Da det virkede til de ville opholde sig længere tid hos bageren, valgte Samuel at trække overtøjet af, det ville jo ende med at blive varmt, med den kakao som ikke længere var varm fordi han fuldstændig havde glemt den. Han skævede hen mod den, og vidste ikke helt hvad han skulle stille op med den. Det endte med han prøvende nippede til den for blot at finde ud af at det ikke var hans kop kakao, og at han ikke brød sig om chokoladedrikken i kold form.
"Hvis din plan er at vi skal tilbringe dagen i en bager, hvorfor smider du ikke tøjet?" Spurgte han, men da han hørte hvor meget den kunne misforståes, skyndte han at at tilføje; "Jeg mener overtøjet." Samuel måtte indrømme at han ikke ville have noget imod at se Camille uden tøj, men ikke i en bager, på ingen måde!

//Ehm, hvad mener du?

"Du inviterede, så ansvaret for en underholdende tid må ophav ile dig mr.Rohr....ellers er der jo ingen logik og fornuft tilbage i verdenen, vel ? " .
Hun rejste sig og gik op for at bestille en max cola og en varm kakao til Sam, der så ud til at have problemer med at kunne lide den kold.
Hun betalte og vendte tilbage til bordet.
Camille næsten fik colaen i den gale hals, han var da bare SÅ morsom...tulbringe dagen her...smud tøjet så ! Fandens til kvikke unge, tænkte hun.
Hun tøvede lidt med at hænge overtøjet, hun havde bare en strik trøje på udover kjolen med trekvart lange ærmer, men hun gjore som ham og lod trøjen glide ned af hendes arme, hvor hun rystede den over sine hænder med et par bevægelser for så at hænge den over stol ryggen.
Havde hun kunne læse Samuels tanker, havde hun sikkert vippet af af stolen helt selv som en passende 'straf ', men han var i sikkerhed eftersom hun ikke kunne dét.
Hun sikrede sig tørklæder sad hvor dét skylle og var lidt irriteret over nødvendigheden, men dét ville hun skulle venner sig til, da arrene sikkert ville være kroniske.
"Jeg fandt i.øvrigt min tæske igen, nede på baren...og der manglede ikke noget " fortalte hun glad.