Deploratus er alt for lille...

Dedikeret til: Stefan
Emnestatus: Åbent for deltagelse af folk/væsner der har interesse.

Dato: Fredag d. 31 August 2012
Tid: 06:54
Vejr udenfor: Støvregn, men af tidspunktet lunt fremfor morgenkoldt. Morgensolen er gemt bag et halvdiset dække.

Sted: Politistationen
Nærmere omgivelser: Isolationsgangen
Tilstedeværende: Øde gang

Udseende: Atypisk. Skulderlangt rødbrunt hår. Grå øjne.

Procella skubbede døren til isolationsgangen op med hoften. Det sved let i hendes ene øje, og hendes hånd fløj af sig selv op for at gnide irriteret på den møgirriterende kontaktlindse der havde forskubbet sig på hendes hornhinde for guderne måtte vide hvilken gang. På halvvejen fik hun afbrudt bevægelsen og rettede på ørestykket på hendes headset der gav det ud for at hun gik og hørte musik. Hun blinkede hidsigt men følte stadig hvordan øjet begyndte at vælde over af væde. Hun havde bare ikke overskud til at rende og flæbe her lige nu.

Hjulene knirkede let da hun skubbede vognen hen over gulvet. Den var godt læsset op med klude, underlige flasker med mere eller mindre syntetiske væsker i, en gulvspand med en moppe i, der hvilede i sært tyggegummiehørmende vand. Dækket var hjemme. Procella stoppede ved den første dør af stål. Hun hævede sig umærkeligt op og trak en hidsigt gul klud frem og gned over glasset imens hun skævede ind. Pokkers. Den var tom. Hun skævede let tilbage over skulderen og lod sig glide ned på flad fod, som virkelig for en gangs skyld var flad. Hun havde gummiesko på der lignede træsko, og var derfor så godt som lydløs. Til gengæld var de dybblå. Til gengæld passede de meget godt til næsten lige så blå bukser, og den nærmest forklædeagtige bluse med alt for mange lommer og det lille navneskilt på højre bryst der påstod hun hed "Sandy Bellford".

Procella skulede lidt af vognen da hun fik bakket ind i den og lidt sæbevand skvulpede ud på gulvet. Med en brummen hev hun moppen op og tværede rundt i den våde plet og smed skaftet op af væggen før hun med den spritvåde klud listede mod næste vindue og tværede rundt. Hun havde næsten så travlt med sit dække at hun glemte at ligge mærke til hvem der faktisk var inde i cellen ved første øjekast, hvilket nok specielt var grunden til at hun tabte underkæben da hun svagt genkendte den skoløse skikkelse derinde.

"You gotta be kidding me..."

Stønnede hun halvkvalt og tog i celledøren - som naturligvis var låst. Det rumlede let på gangen da hun for at sikre sig rykkede lidt hårdere og fik den gentagende nedslående indformation om cellens aflåste format. Hun slog let sine knoer mod glasset. Lå han og sov eller hva? Okay hun havde oplevet ham som lettere fortabt, ganske åndsforladt, men havde det endelig slået klik for ham? Eller var han...mere...end menneske nu? Tanken fik hende til at stoppe op et øjeblik og skæve efter mobben. I en håndevending kunne den vel bruges som alternativ stage hvis emo-barnet skulle mene hun var omvandrende morgenmad. Der var sgu ikke nogen der skulle sutte på hende uden at spørge om lov først!

Stefan havde ligget her i et par timer, sove var det eneste han havde kunne foretage sig til sidst og det var vel egentlig også meget godt. Søvn var nok ikke det han gik så meget op i. Han glippede lidt med øjnene da han hørte en svag banken mod glasset, hvad ville de nu? Han gned sig i øjnene imens han fik sat sig op. Han fik først nu stillet skarp på personen bag glasset, som ikke var en betjent. En rengørings dame? Hvad fanden ville hun med ham, skulle hun ikke bare gøre rent og ... vent.. Han rejste sig hurtigt op og gik hen til glasset for at se på kvinden, han havde set hende før "Hvad vil du?" sagde han så og virkede næsten irriteret. Var hun her for at gøre grin af ham eller hvad? Han havde været pløre fuld sidste gang, men han huskede hende alt for tydeligt. Hvis hun ville snakke om hans ar igen, kunne de vel også tage et kig på de ekstra ar han havde fået? Han havde været forvirret og psykisk ustabil sidste gang og der var sket så meget siden sidst. Alias var her ikke længere. Stefan var måske stadig ikke særligt stabil, men nu var han efterhånden ved at være godt inde i miljøet at det ikke længere var forvirrende eller skræmmende på samme måde. Det her var ikke første gang han var endt her, men det var første gang han ikke havde nogen der kunne hjælpe ham ud herfra. Men han vidste jo godt det en dag ville ende galt. Han havde stadig ondt i hovedet efter slagsmålet og hans tøj var små beskidt af at være faldet på den fugtige jord - og politibetjente havde heller ikke haft det let med at få den vrede og berusede - blodtrængende dreng ind i politibilen. Men han var heldigt for dem faldet ned nu, men der skulle desværre ikke så meget til før han ikke rigtig kunne styre sine følelser.

Procella var lige ved at rulle med øjnene og komme med et kæk kommentar om at hun havde bagt morgenbrød og bare ville høre om han skulle bruge mælk i sin morgenkaffe, som naturligvis blev serveret på sengekanten, om end han havde valgt sig en lidt sær og hård en af slagsen.

"They took your shoes huh loverboy? Why aren't you sleeping at your cousins place? Seemed more...comfortable..."

Smed hun tilbage gennem det tykke glas. Det virkede lettere blot at spørge hvad pokker han lavede her, fremfor at begynde at svare på hvad hun ville. Hvis hun svarede hun var på morgentur efter uheldige skabninger der var lette at slå ihjel var det ret muligt det ville blive taget knap så pænt.

Nå men han lod til at kunne genkende hende selv med paryk og sært tøj og kontaktlinser. Procella lagde hovedet let på skrå og betragtede Stefan gennem glasset. Det var ikke fordi han havde set meget "bedre" ud sidste gang hun så ham, men han havde været mindre slidt. Måske skulle hun bare være teknemmelig for at han var i live? Hvis han...var det?

Stefan gav hende et sarkastisk smil "Slåskamp og Afhængighed er ikke en god kombi når politiet kommer på besøg" sagde han så, han kunne vel ligeså godt være ærlig, for han sad jo allerede fanget, så hun kunne ikke ligefrem melde ham til politiet jo. Han sukkede dybt, Han havde faktisk ikke det store overskud til at være sarkastisk eller smile. Det var ikke ligefrem fordi han nød at være her også selvom han selv var skyld i det. De skulle bare vide hvad han ellers havde lavet af lort. Han tog sig lidt til sin arrede hals, det var faktisk længe siden han havde været i kontakt med noget overnaturligt, han prøvede virkeligt også at undgå det. Han ville gerne tilbage på benene igen, måske få et normalt liv? Men det var svært, for lige meget hvad han gjorde, havde han altid følelsen af at der manglede noget og han vidste ikke hvordan han skulle komme ud af sin blodafhængighed. Det var lige før at han følte sig som en vampyr - lige bortset fra at han stadig var offer og blod ikke var næring, men noget der ødelagde ham. Hans mor havde ikke en gang lyst til at komme og besøge ham eller hjælpe ham med at komme ud. Han havde heller ikke set hende i lang tid og en fantastisk god søn havde han måske heller ikke ligefrem været og Han var ikke en gang myndig endnu.

Procella studsede kort og hævede sine øjenbryn. På besøg? Hun rakte op og kløede irriteret i parykken og skar let ansigt da hårnåle trak i hendes tykke manke der var stramt under torturlignende kontrol under det falske hår.

"Bears can't arrest you for being a junkie, last time I checked..."

Sagde hun langsomt og tænksomt

"So..If they came to visit you. You..."

Procella rynkede let på næsen da hun slyngede sin teori afsted

"...you got in a fight with your cousin? At his place? And he called the bears on your ass? And they locked you up for fighting and being under the influence?"

Hun var ikke helt klar over hvor meget svar hun rent faktisk forventede at få. Af ren uforståenhed rystede hun let på hovedet. Stefan havde virket som en hjælpeløs fugl med et forskruet forhold til resten af verden, men han havde ikke umiddelbart virket som typen der rendte rundt og sloges? Havde hun taget fejl af hvad han var for et menneske? Hun de kunstigt farvede øjne let sammen da han berørte den arede hals. Det var da en ret menneskelig gestus...var det ikke? Jægeren snusede prøvende ind, og var ved at gå i gulvet af det tyggegummiehørmende sæbevand et sted bag sig. Hvis han var andet end menneske, var der en alt for tyk dør mellem dem til at hun kunne fange det, og alle parfumeduftende fuckede med hendes sanser.

"So uhm...what are your charges? If he made any on ya?"

Forudindtaget som hun var, regnede hun med at hun havde regnet den ud og var allerede begyndt at prøve at sætte verden i kasser efter den nye verdensorden.

Aromaen af en dampende varm kop kaffe, samt lydende af tunge skridt og raslende nøgler, nærmede sig hurtigt de to snaksaglige skikkelser. Skridtende var takfaste, og lød til for længst at have opgivet at være lydløs, i denne stille morgen. Politiudstyret der var spændt fast, eller lukket inde i lommer, diverse steder på Tamoras krop, gjorde det alligevel ikke meget nemmere, at gå for en letvægter.

Tamora rettede endnu engang, på den skrigblå officielle politiskjorte, og skævede ned til de mørkeblå bukser, der ivrigt fulgte med i, hver en bevægelse hun foretog sig. Det var næsten srkæmmende. Og så med den lyd! Med en hurtig hovedrysten, fik hun rette blikket fremad, mens den skoldhede kop kaffe, blev ført op til læberne. Varme var ikke noget, der generede hende specielt meget. Hun havde efterhånden trænet sig selv til, hvordan man drak nybrygget kaffe, når man var sent på den. Det meste af hendes praktikperiode, havde desværre forgået på tidlige morgene som denne, eller mørke nætter. Vagter som dem, krævede uanede mængder af kaffe. Og smøger. Men de var skjult godt i baglommen, da de andre politifolk, helst ikke så at man røg i arbejdstiden.

Håret var sat op i en stram hestehale, og sørgede for at hendes udsyn konstant var frit. Desuden, var det yderst praktisk, hvis de andre pludselig fandt på at hive hende med ud på 'mission'. Både jakke og kasket, var mere bøvlede at håndterer end man skulle tro.

Med en dyb brummen, fik hun strakt de lange arme over hovedet, alt imens hun balancerede papbærret stadig fyldt med kaffe, mellem de spinkle fingre. Først da hun var drejet om hjørnet og fik afsluttet sin overraskende højlydte brummen, ramte stemmerne hende. Snak? Hun standsede uvillig, da hun for det første mistede balancen let i noget udtværet moppevand på gulvet, og for det andet forsøgte at tjekke den fremmede dame der stod og snakkede med en af cellebeboerne. Det gav et dæmpet skrrriiitz, da hun fik balancen helt igen, men måtte trække de tykke såle over gulvet.

Hun rømmede sig kraftigt, fik styr på kaffen, uniformen, håret og macherede dermed bestemt over mod den snaksaglige regøringsdame.. som hun aldrig syntes at have set før?

"Excuse me… "

Fik hun fumlet ud, før hun kastede et hurtigt blik mod navneskiltet.

".. Sandy."

Tamora stod nu så nær, at hun faktisk ville kunne se personen inde i cellen, hvis hun ønskede at anstrenge sig med at tjekke efter. Hendes prioritering var dog, at få styr på den ukendte og tyggegummi-hørmende kvinde, foran hende. Der var blot en enkelt meter mellem dem, og stort set, hver en bevægelse 'Sandy' ville foretage sig, kunne blive opdaget.

"This is not a place for you to be. If it’s your project down there, I don’t think you’re finished."

Tonen var bestemt nok. Til trods for at Tamora stadig var på prøve samt, at hun ejede langt mindre magt end de andre ansatte på stedet, gav uniformen alligevel en, hvis form for fornyet selvtillid. Ikke at hun nogensinde havde manglet det. Det kom som regel altid tilbage, på den ene eller den anden måde. Alligevel fik hun lidt dårlig samvittighed over den første kommentars tonefald, og fortsatte derfor lidt mildere.

"But before or if you choose to go… Are you new here? I don’t remember you, or anyone else description of that we were having a new cleaning lady?"

Det var næsten ligesom at udspørger Marcus derhjemme. Blot ved tanken om kæresten derhjemme, fumlede hun rent instinktivt skjorten lidt bedre på plads, over den højre arm, hvor arret efter et fjernt bidemærke var placeret, inden hun tog endnu en slurk af kaffen.

"Ikke helt, eller .. ja, Blev dømt for vold og det hjælper ikke rigtig at papirene ikke er helt rene i forevejen" sagde han så og kiggede lidt ned, da politibetjenten afbrød dem og han så op igen. Han trak sig lidt væk fra glasset og betragtede dem. Betragtede hende komme i vanskeligheder, han kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt over det. Mest fordi han havde lidt en idé om at hun ikke var rengøringsdame og det skulle nok blive sjovt at se hvordan hun roder sig ud af det.
Hvorfor var det egentlig at det frydet ham lidt? Måske var det fordi han følte sig sådan .. under hende og at han sidste gang havde været så bange. Ingen havde lyst til at blive set som svag. Hun ville ham sikkert også kun ondt eller sådan noget, hun ville sikkert have et eller andet ud af ham. Han sukkede dybt over sig selv, hvorfor tænkte han sådan?! Alle mennesker var jo ikke onde. Han burde måske få noget psykolog hjælp eller en ven? Det ville måske gavne lidt. Lidt selskab som han rent faktisk kunne stole på? Mhh..

Procella sukkede let. Stefan havde ikke formået at gøre livet lettere for sig selv. Hun skulle lige til at svare på det noget kortfattede svar, da den stærke duft af kaffe overdøvede bonemidlet i spanden. Med sine store grå øjne vendte Procella sig med et lille ryk, som om hun var blevet taget i noget forbudt. Med store let uskyldige og forskrækkede øjne, så "Sandy"på den fremmede betjent. Hun havde overraskende godt styr på hvem der arbejdede på stationen efter sine besøg der, og hun syntes ikke hun havde set den fremmede kvinde før. Virkede hun ikke en smule usikker?

Sandy trak sig kort væk fra vinduet i den tykke ståldør og glasset der skilte Stefan fra hende. Hele hendes attitude ændredes på et splitsekund. Hendes blik var vigende, skuldrene sank let ned og hendes kropspositur blev halvvejs en undskyldning for sig selv.

"I-I'm sorry Ma'am. I didn't mean to-...I'm sorry!"

Procella vendte sig hurtigt mod vognen, tog en sygeligt blålig væske og sprøjtede ud på glasset hvorefter hun med næsten febrilske bevægelser gned på det tykke glas.

"I'm substituting for my aunt. She's ill. Please don't report me! I won't talk to the inmates again. I'm so sorry Ma'am. Please! If you report me, It will go on her papers as a warning!"

Procella/Sandy Pudsede hidsigt løs på glas og derefter på den store ståldør, altimens hele hendes kropssprog skreg til himlen om selvudslettelse og undskyldning.

Nok havde Tamora forventet en, hvis form for overraskelse hos den fremmede rengøringsdame. Måske en mild undskyldningen, over at være blevet taget med hænderne i kagedåsen. Værre var det vel ikke? Derfor kom den nærmest ynkelig bønfalden, og de krybende ord som lidt af et chok. Eftersom hele stedet, og situationen, tydeligvis virkede mere fremmede på Sandy end på Tamora selv, forstod hun straks, at hun måtte virke langt mere højstående end hun i virkeligheden var. Men det var der ingen grund til at nævne.. endnu.

I stedet lo hun kort og varmt over den pludselige iver, der skyllede ind over den fremmede dame foran hende.

"Aaaaaaalright! Calm down, calm down. It’s okay. Really!"

Forsøgte Tamora desperat, med kaffen i de viftende hænder. Nærmest som prøvede hun at viske Sandys nyefundende bekymringer langt, langt væk.

"I’m sorry to hear about your aunt. Something serious? Oh, and don’t worry about this. I just wasn’t sure about all this ‘new-people-talking-to-prisoner-thing’."

Forsøgte hun med et henkastet latter. Var det overhovedet mulig for familie at tage en andens vagt? Det måtte hun snakke med de andre om senere. Måske en mild henkastning, så hun ikke var direkte på skideren, ved at plapre ud med det samme.

"Family too?"

Nikkede hun mod celledøren, med et bekymret grimasse. Selvom drengen, hvilket det tydeligvis var selv bag det våde glas, havde rodet sig ud i nogle grimme ting, var det ikke fair at dømme familien for det. Man vidste jo aldrig. Men det virkede alligevel lidt for groft, at give sig til at forhøre knægten bagefter når de var alene. Hun var trods alt ikke fuldtidsarbejdende endnu.

((Stefan har ønsket lige at sidde over en omgang))

"I..uhm...She...."

Store fyldige tåre samledes i de forskrækkede grå øjne og løb ned af Sandy's kinder.

"C-cancer...We don't know how bad it is yet!"

Sandy/Procella brød sammen i noget der halvvejs mindede om direkte krampegråd. Hun rakte frem efter Tamora med begge arme for at falde hende om halsen, med intentionen om at klynge sig hulkende til hende. Åh jo...Procella kunne bestemt give dinner and a show.

"A-a-and Ste-ste-he...."

Hulkende havde sætningen ingen problemer med at være næsten komplet uforståelig ud af de skælvende læber.

"H-h-h-he...I...We...Dated...and now...He's locked up! And I have no one!"

Inderst inde sukkede Procella dybt og tænderne skurrede mod hinanden. Kors hvor var det dog ynkeligt at stå her og flæbe, men hvis nu bare den almene empati overtog kvinden og Stefan lukkede røven så var hun så desto meget tættere på en homerun.

//Alrighty :D//

Lettere chokeret, handlede Tamora kvikt, og styrede den stadig dampende varme kaffe, ganske elegant uden om hovedet på den hulkende 'Sandy'. Tamoras egne arme, blev meget forsigtigt, placeret omkring Sandy, i noget der kunne minde om et akavet kram. De rørte knap Sandys hud eller tøj, med hang egentlig mest som en barrierer, mod den onde verden omkring dem. Til gengæld, stod Sandy og Tamora nu front mod front, uden nogle hindringer i mellem dem. Dem betød en kvalmende tyggegummi hørm til Tamora, der diskret måtte skæres ansigt af, bag ryggen på Sandy.

"Oh, poor thing!... "

Lød det stille, fra en mere eller mindre utilpas, fra Tamora der stirrede sultent mod den brændende kop kaffe. Ingen morgenmad, samt en utrolig gluppende appetit, trods hendes størrelse, gjorde at kaffe som oftest var uundværelig disse morgener. Og at blive afbrudt i at druken sorgerne i kaffe, havde ikke lige været med i planen.

"But you know what? Doctors today are able to do the most amazing things! I’ll sure she’ll be back on track, soon again."

Den opmuntrende tone voksede sig langsomt frem, alt imens hun forsigtigt klappede Sandy på skulderen. Trøst var ikke en ting, der hørte hjemme i hendes liv.

"… And… It’s not like he’s going to be here forever!... Or what?"

Tamora trak tøvende ansigtet, med kroppen følgende, en anelse bagud fra Sandy. Nøglerne klirrede svagt, da kroppen blev drejet let. Der gik en skæven fra celledøren til den hysteriske kvinde, da det ikke forekom i hendes sølle noter, hvordan filen han rigtig var havnet her, samt, hvornår han var klar til at gå igen. Måske de vidste mere end hende?

Is she bloody stupid? It's detention, not death-row!

Procella/Sandy lagde hovedet let på den højere kvindes skulder, men var lige ved at rykke kraftigt tilbage, da stanken af våd schæffer smækkede hende i ansigtet som en gammel sur karklud.

A wolf...here? Oh perfect...juuuuust perfect. Well, why not. Eminent spin on a bloody complicated morning. Thank you SO much God! Like I don't have enough bloody problems as it is!

Procella/Sandy snøftede kraftigt, skævede ned til nøglerne der hang og dinglede i bælteklipsen, og rakte af sig selv ned mod dem. En let ringlen fra selv samme nøgler fik hende til at stivne let. Hvad fanden havde hun gang i? Det her var da det tåbeligste hun kunne finde på i nuværende situation! Hun knyttede hurtigt hånden og lagde den ind mod betjentens ryg, imens hun fingerede en krampagtig hulken.

"R-really? Y-you think so? Oh I hope so! I d-dont w-wanner be al-lone for christmas!"

Medlidenhedspoint. Jul...det var jo sådan noget normale mennesker holdt. Holdt ulve også sådan noget? Procella tog sig i at overveje om det her overhoved gjorde indtryk på en skabet køter der legede udklædning på politistationen. Det her gik ikke. Hun ville blive nødt til at rydde skadedyret af vejen hurtigst muligt. Tænk hvis tingesten gik amok under fuldmåne. Så ville der sidde en håndfuld modne kriminelle parat til høst i hver sin komfortabelt indrettede celle.

"N-no He'll get out soon enough. H-he always does. It's that cousin of his! The booze! All the time...h-he is loosing his mind...w-w-hy does he keep doing this to himself?! To me?!"

Snøftede Procella og trak sig en smule tilbage så hun kunne tørre sine våde kinder. Hun vendte hovedet halvt bort og blinkede som en gal da den ene kontaktlinse gled ud til siden, og føltes som et stykke grovkornet sandpapir der begyndte at krølle sig sammen mod hendes hornhinde.

OH GIVE ME A BREAK! SHOOT ME! SHOOT HER! JUST SHOOT SOMEBODY!

Det rykkede i jægerens fingre for at flå betjentens stav op af bæltet og knalde hende hårdt i baghovedet med den. Et fast dunk og så "lights out". Hvad som helst der kunne få det her mareridt til at slutte. Hvordan satan skulle hun få Stefan til at opføre sig ordenligt, og den her køter væk? Mere vigtigt...hvordan skulle hun nogensinde få lugten af syntetisk tyggegummie ud af næsen igen?!

(Jeg vil lige bumpe og høre om emnet er sådan lidt dødt i det, eller om der kommer noget svar fra nogen på et tidspunkt? Vi har haft sprunget Stefan over et par gange - med tilladelse, men venter på teknisk set på nuværende tidspunkt på Stefan eller er det Tammys tur igen?)

"Of cooooourse! Everything is going to be okay! Christmas is the time of miracles, you know?.."

.. Right?.. Oh, I don't know! Christmas is bloody stupid! Adonai! Why are you doing this to me?!

Tamora stirrede længselsfuldt efter den stadigvæk dampende kop kaffe, der hoverende svang sig rundt bag Sandy, alt imens Tamora sørgede for at kramme Sandy så meget ind til sig, som hendes personlige grænse nu tillod for hysterisk, hylende, fremmede damer.. Selvom der nok for længst var bombet sig vej ind over dén grænse.

"Okay.. Easy now, sweetheart! How about you take a break from here, and then we go find you a nice cup of tea or something? I'm sure you got the time for a little break.. I mean.. It's not like he would run anywhere.."

Med en lille latter, forsøgte Tamora ganske forsigtigt at strække sig op igen, i en håbfuld udsigt til at kunne sætte lidt afstand til den kraftigt duftende dame. Samtidig ønskede hun heller ikke at virke for utilpas ved Sandys selskab, og blev derfor afventende stående, hvor Sandy ville kunne fornemme tegn på, at Tamora gerne ville i bevægelse. Men, hvis den hysteriske kvinde havde brug for endnu et kram, blev hun selvfølgelig stående.

".. Or I could get you some? Then you can finish this, and say goodbye to your.. Ehm.. Friend."

Please, please, please, pleeeeeeaaase say yes! Something! I will bring this woman a.. yea, not my coffee, but some!

Med hestehalen hoppende bag sig, gjorde Tamora et kort høfligt nik over imod døren. Hvis de to fik lidt fred til at tale, kunne Tamora nå at drikke sin kaffe, og komme tilbage til en forhåbentlig lidt mere rolig Sandy.

(er det muligt man må joine? xD)

((Med det tempo tråden køre I er det desværre ikke realistisk at inddrage flere på nuværende tidspunkt, beklager :) ))

((Har lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal skrive, så undskyld de korte svar))

Stefan gjorde sig klogt i ikke at sige så meget, han ville hurtigt få sagt noget der ville afsløre at Sandy ikke var Sandy - det ville i hvert fald være meget .. overraskende hvis hun var rengøringsdame. Han prøvede at spille med og virke trist i det, selvom han nærmere var sur og ikke synes det var retfærdigt at han skulle side her .. der var folk der gjorde meget værre ting derude .. vampyrer der drak folks blod og dræbte og .. det var her var jo ingenting!

Han nikkede lidt tavst til politi betjenten og havde et snert håb om at hende Sandy her kunne få hende ud herfra .. måske.

Thank GOD!

Procella var lige ved at stikke i et ulvegrin. Den her emsige betjent var ved at gå hende på nerverne. Hvad fanden var der galt med folk nu til dags? Hvorfor fanden kunne de ikke bare passe sig selv? En tøs med lidt løbende make up og så blev selv andre kvinder som smør. Det var lige til et dårligt ugeblad.

Jægeren nåede lige at få ansigtet i rette folder før der kom luft mellem deres kroppe og det afslørende udtryk ville have fået betjenten til at tænke en ekstra gang omkring oprigtigheden af den grædende kvinde med de synlige komplekser.

"Ye-yes! Tea would be good. A brr-reak would be good. I'm so sorry, I really usually don't behave like this! I ju-ust..."

Procella oppede indsatsen ved at vifte let med sine hænder foran sit ansigt og hikste efter vejret. Hendes ansigt krøllede let sammen igen.

"I th-th-thiiink I just need, a sho-ort minute. Could we meet up in the lunch-room? I-I-I just need to get rid of the cart"

((Der er givet kort tilladelse til karakterstyring))

Procella så hulkende efter betjenten da hun forlod lokalet. Da døren faldt i efter hende, blev der pludselig stille. Procella snøftede let og tørrede sine kinder. Hun fnøs da hun så ned på sine mascara-indsmurte fingre og knurrede lavmælt. Derpå vendte hun sig mod glasset hvorbag Stefan "skjulte" sig. Hun hamrede en flad hånd direkte mod glasset i ren forskrækkelses-effekt. Om det var de blottede skarpe tænder og den dybe snerren der potentielt var mest skræmmende, eller der efterhånden uglede hår og ligheden med en vaskebjørn grundet den løbende make-up var ikke til at sige.

"You! You owe me bigtime. If I anyhow get your goddamn ass out of here, MY present is gonna be a promise from you. NO more juicebox! Seriously dude! Your hobby lack a huge gap in the surviving-department, and you just got into a fight with the only fucker who actually cared enough to keep a roof over your stupid hair. Talking about hair, get a bloody haircut! you look like a moron!."

Rumlende tørrede Procella sig over kinderne. Hun så træt ind på drengen...for hel ærligt. Stefan var teknisk set ikke andet end en stor dreng...

"Now...if you will excuse me, I'll go and pretend-cry some more, trying to get your ass out of here. Christmas-miracle. Pfffh. The miracle will be to keep you alive long enough to get THROUGH Christmas. Happy fucking Holidays. Lord have mercy"

Jægeren rullede med øjnene og tog sig straks bandende til det ene øje

"Arg! Shit! What the fuck is up with these contacts?! The entire world is against me right now! I swear!"

Procella virrede arrigt på hovedet og prikkede hidsigt på glasset med en finger, som et irriterende barn ville prikke til et akvarie hos tandlægen.

"Dude! I'm serious! Promise me that you wont go back and play sucky-suck-suck with the fangers. I'm done saving your ass all the time. I have a fultime job you know. And no smart remarks! It's not cleaning up your shit!"

Det gav et sæt i Stefans krop da Sandy hamrede hånden imod glasset "Forhelved" mumlede han så og gik hen til glasset. Hvorefter han fik en lang smøre kastet i hovedet "Undskyld for satan .. altså! Jeg skal nok gøre et eller for at sige tak!" sagde han så lettere irriteret og tog sig så lidt til håret du hun nævnte hans hår og rynkede lidt utilfreds med øjenbrynene, hvad var der galt med hans hår "Du skal nødigt snakke om hår" mumlede han så lidt fornærmet. Så flabet havde han nok ikke været hvis der ikke var en glas væk i mellem dem.

"Hvad er du overhovedet og hvad er dit navn?" spurgte han så lidt forvirret, for sidst de havde set hinanden havde hun hede noget helt andet. Hvorfor ville hun hjælpe ham overhovedet "Hvorfor hjælper du mig overhovedet?" spurgte han så og slog lidt ud med armene "Vent!" sagde han så lidt desperat og synes ikke rigtig at han havde fået nok svar på noget. Han kunne ikke finde ud af hvordan han skulle reagere på denne her kvinde der kom ind i hans liv og .. hjalp ham? Han havde det virkeligt svært med at .. nogen gjorde noget for ham .. uden han vidste hvorfor?

Procella skar en tvær grimasse og bed tænderne kort sammen for at samle tålmodighed fra et eller andet udefinerbart sted

"I don't want, or need you to thank me. Helping you is my job. What I need is for you to start caring about yourself. Come on Stefan. How many times have you been arrested? You're gonna be an adult soon. If the fangers don't kill you, some big fat skinhead is gonna make you ass into a playpen. Not that I care. I deal with the supernatural monsters, not the human ones. Why are you so selfdestructive dude? You do drugs and offer yourself as a meal to everything who want's to chew on you. Why are you in such a hurry to die? You do realize that death is not romantic right? And depending on how you leave this place, it's gonna be gory, painfull and goddamn lonely. I'm trying to offer you a chance, but dude, you GOTTA meet me halfway"

Den make-up indsmurte kvinde udstødte en lyd der var halvt et fnys og halvt et tørt grin. Hun pustede til en lok hår der var faldet ned i hendes pande.

"At least mine is a wig"

så sukkede hun og fugtede let sine læber.

"Who I am, and what my name is, is a long story, and not one suited for a prisonhall. If I get you out we are gonna have a chat. A long one. Then I'll try to give you some answers. But only if you promise me to stop doing all this stupid shit, and do what I tell you"

Det var sgu ikke noget under at folk langsomt men sikkert gav op på Stefan, ifølge Procellas mening. Han var ikke så samarbejdsvillig...men...hun var altså ikke parat til at give op på ham endnu. Der måtte sguda være et eller andet værd at redde. Han var jo stadig menneske for fanden!

Han skulle lige til at blive sur og sige hende imod, men istedet tav han da hun fortsatte med at snakke og følte sig .. såret, men mest fordi hun havde ret, han havde bare ikke lyst til at indse det .. det var .. som at få smækket sandheden lige i fjæset uden at have lyst. Han nikkede så lid tog så ned "okay .. " mumlede han så pillede lidt ved sine fingre.

Han lyttede til det hun sagde og nikkede lidt igen "Jeg vil prøve" sagde han så og vidste godt med sig selv, at han ikke bare sådan stoppede med at være .. dum og .. ja det tog tid vel. Hvad hvis han slet ikke kunne .. altså forandre sig? Hvis han ikke var stærk nok. Han kørte lidt fortvivlet hånden igennem sit hår og så hende ikke rigtig i øjnene. Nu ville han bare gerne ud herfra og slippe for at skulle side her og rådne med sine tanker - og få snakket med 'Sandy' og finde ud af hvem hun var og måske få lidt mere styr på det hele.

Procella rakte op og rettede lidt på håret. Så stak hun Stefan et skævt grin.

"Don't go anywhere sugar. I'll be right back"

Der var ingen tvivl om at jægeren mest af alt nok trængte til et sensitivitetskursus, men sådan noget pladder havde hun slet ikke plads til i sit univers. Hendes hjerne var allerede hoppet videre til næste opgave. Den pelsede dame, der bogstaveligt talt havde nøglerne til Stefans frihed.

Hun hævede hånden halvt, både som løfte og afskedshilsen, før hun let fløjtede slog en klo i vognen og skrumlede ned af isolationsgangen. Den tunge dør smækkede i efter hende...

- Trådslutning -

((Efter aftale har vi besluttet at lukke emnet da det bliver meget forvirrende med skiftende lokationer og tidsforløb.

Tammy og Procella fortsætter pt. her: http://deploratus.heavenforum.org/t7694-who-s-afraid-of-the-big-bad-wolf-tammy#216385))