en smuk aften-Jonah bell

dato søendag den 28/10-12
tid 22:20
sted en smuk park med masser af natur og skønhed
omgivelser ikke mange dog et par stykker der er ude og nyde aften
årstid efterår,
vejr det er en smule mørkt og solen er gået ned
påklædning et par stramme jeans, en svag midnats blå t-shirt og et par sorte stilletter

Hun gik rundt og smilede, alt virkede så nyt, så smuk, så anderledes, i måske flere århundred havde hun levet med den tro at intet kunne ramme hendes ellers så døde hjerte, men denne by, den havde noget over sig, plus så var det ikke ligefrem mangel på mad. hun kørte en hånd igennem sit lange sorte hår og fortsatte mod en Dinner, nu ikke for at få noget at spise, hun elskede bare at se byen an før hun slog sig ned.
en park tiltræk hurtigt hendes opmærlsomhed og mindede udtroligt meget om hendes ellers så smukke hus hjemme i Paris, den måde at træerne stod på, næsten som et eventyr. hun smilede og trådte langsomt længere frem mod stedet, det næsten trak hende mod sig, mod træerner og skønheden, hun lagde hoved på skrå og lod hånden glide ned over den hårde, stikkende bark, på trods af hendes lille frygt for træer, var dette noget for sig selv. Smilet blev på hendes læber, som hun lænede sig op af træet og skuede ud over parken

”Gå ikke for langt væk,” havde han fået at vide da han for en halv time siden var smuttet ud af døren. ”Nej, nej,” havde han bare svaret. Han var selvfølgelig blevet stoppet og var nød til at sværge på at han blev i nærheden, først da måtte han smutte. Alligevel var han kommet et stykke væk, men han kunne jo ikke blive ved med at være i de samme områder, han havde jo allerede fundet alt hvad der kunne findes og snakket med dem der nu var at snakke med. Slagteren, slagterens datter, ham den hjemløse nede på hjørnet som havde givet Jonah en gammel møtrik, som nu lå på Jonahs skrivebord på hans værelse. Nej, han måtte også andre steder hen.
Han havde en grøn og brun stribet hue over ørerne og en blå jakke på, han havde en rygsæk på ryggen hvorfra han fiskede et forstørrelsesglas frem, hvis nu han skulle støde på en lille ting. Han satte øjet for og gik langsomt og kiggede ned i jorden. Det var mørkt, men lyset fra lygtepælene hjalp en del.

Han så hvordan brostenene stoppede og jorden ændrede sig. At kiggede op engang og så at han var havnet i parken. Han havde kun været der én gang før. Det var altid så mange børn som rendte og legede der om dagen. Det gjorde ham så nervøs... Men nu var her jo stille og roligt. Det var sjovt at se hvordan det samme sted kunne se så anderledes ud... mon der så også var forskellige ting der?

Jonah strammede grebet om forstørrelsesglasset og fortsatte så ligeud. Han var ikke engang gået i ti sekunder da hans hjerte begyndte at hamre ved synet af en person der stod ved et træ. Wow, hvor havde han fået et chok der. Men... Det var ikke en han havde set før. Hverken slagteren, eller slagterens datter. En hel ny person!
Lidt for ivrigt satte han i gang igen. Han luntede over til kvinden til han stod lige foran hende og stirrede op på hende. Han satte forstørrelsesglasset for øjet og stirrede på hende.

”Hej!” Lød hans rolige barnestemme.

Jonah Bell skrev:

”Gå ikke for langt væk,” havde han fået at vide da han for en halv time siden var smuttet ud af døren. ”Nej, nej,” havde han bare svaret. Han var selvfølgelig blevet stoppet og var nød til at sværge på at han blev i nærheden, først da måtte han smutte. Alligevel var han kommet et stykke væk, men han kunne jo ikke blive ved med at være i de samme områder, han havde jo allerede fundet alt hvad der kunne findes og snakket med dem der nu var at snakke med. Slagteren, slagterens datter, ham den hjemløse nede på hjørnet som havde givet Jonah en gammel møtrik, som nu lå på Jonahs skrivebord på hans værelse. Nej, han måtte også andre steder hen.
Han havde en grøn og brun stribet hue over ørerne og en blå jakke på, han havde en rygsæk på ryggen hvorfra han fiskede et forstørrelsesglas frem, hvis nu han skulle støde på en lille ting. Han satte øjet for og gik langsomt og kiggede ned i jorden. Det var mørkt, men lyset fra lygtepælene hjalp en del.

Han så hvordan brostenene stoppede og jorden ændrede sig. At kiggede op engang og så at han var havnet i parken. Han havde kun været der én gang før. Det var altid så mange børn som rendte og legede der om dagen. Det gjorde ham så nervøs... Men nu var her jo stille og roligt. Det var sjovt at se hvordan det samme sted kunne se så anderledes ud... mon der så også var forskellige ting der?

Jonah strammede grebet om forstørrelsesglasset og fortsatte så ligeud. Han var ikke engang gået i ti sekunder da hans hjerte begyndte at hamre ved synet af en person der stod ved et træ. Wow, hvor havde han fået et chok der. Men... Det var ikke en han havde set før. Hverken slagteren, eller slagterens datter. En hel ny person!
Lidt for ivrigt satte han i gang igen. Han luntede over til kvinden til han stod lige foran hende og stirrede op på hende. Han satte forstørrelsesglasset for øjet og stirrede på hende.

”Hej!” Lød hans rolige barnestemme.

hun lagde armene over kors og fyldte de ellers så ubrugelige lunger med luft før hun lod den slippe ud og ud i naturen igen. hun stivnede da hun hørte lyden, af en eller anden der kom imod hende, men hun forholdte sig i ro, ville ikke skabe en scene, der kunne gøre det nødvendigt at flytte.

hun fik hurtigt øje på en lille dreng i måske alderen ti eller tov, stille sig op foran hende og stirre på hende med et forstørrelsesglas foran sit øje. Et varmt og direkte oprigtigt smil dannede sig på hendes læber og hun lagde hoved på skrå "benjour mon petit" hviskede hun med en fin stemme der var præget af den tydelige franske accent "hvad laver de dog her ude, så sent" spurte hun lettere drillende og knællede ned foran ham. De varme næsten elektriske øjne forlod aldrig så meget som et sekundt hans og de var fulde af varme

Alt imens kvinden reagerede og talte holdte han stadig forstørrelsesglasset foran øjet. Det fik hende til at se ret sjov ud. Endda da hun bukkede sig ned og kom tættere på. Det mindede ham lidt om en fugl. Han opfattede at hun snakkede fransk. Han kunne ikke selv tale det, men han vidste hvordan det lød når man skulle lade som om man kunne, for at imponerer de andre i klassen. Det varede ikke længe før han åbnede munden for at komme med et af sine unødvendige fakta.

”Vidste du at der hvert år kommer over 20.000 nye ord på fransk?”
Han lagde hovedet på skrå en smule imens han stirrede på hende. Han forventede ikke et svar. Men sådan nogle ting var gode til at sætte samtaler i gang. Det fik folk til at stille spørgsmål og undre sig... og spørge ind til det og det var der han var hurtig til at svare.
Han havde ikke øjenkontakt med hende. I stedet gloede han på hendes næseryg. Det gjorde ham utilpas at have øjenkontakt. Øjne var uhyggelige... som om de stirrede ind i éns sjæl og fandt ud af alle éns hemmeligheder. Alle de løgne man havde formået at produceret. Alle de gange man havde fortalt mor at man tog i skole, men i virkeligheden tog ned ved det hemmelige sted i skoven som havde ligget lige ved siden af deres gamle hus.

”Jeg er på opdagelsesrejse,” var hans svar. Det var han jo egentlig også, han havde bare ikke opdaget noget endnu... Eller... Han havde jo opdaget hende, men han kunne jo ikke tage hende med hjem og hænge hende op på væggen.

”Hvad laver du selv?”

Jonah Bell skrev:

Alt imens kvinden reagerede og talte holdte han stadig forstørrelsesglasset foran øjet. Det fik hende til at se ret sjov ud. Endda da hun bukkede sig ned og kom tættere på. Det mindede ham lidt om en fugl. Han opfattede at hun snakkede fransk. Han kunne ikke selv tale det, men han vidste hvordan det lød når man skulle lade som om man kunne, for at imponerer de andre i klassen. Det varede ikke længe før han åbnede munden for at komme med et af sine unødvendige fakta.

”Vidste du at der hvert år kommer over 20.000 nye ord på fransk?”
Han lagde hovedet på skrå en smule imens han stirrede på hende. Han forventede ikke et svar. Men sådan nogle ting var gode til at sætte samtaler i gang. Det fik folk til at stille spørgsmål og undre sig... og spørge ind til det og det var der han var hurtig til at svare.
Han havde ikke øjenkontakt med hende. I stedet gloede han på hendes næseryg. Det gjorde ham utilpas at have øjenkontakt. Øjne var uhyggelige... som om de stirrede ind i éns sjæl og fandt ud af alle éns hemmeligheder. Alle de løgne man havde formået at produceret. Alle de gange man havde fortalt mor at man tog i skole, men i virkeligheden tog ned ved det hemmelige sted i skoven som havde ligget lige ved siden af deres gamle hus.

”Jeg er på opdagelsesrejse,” var hans svar. Det var han jo egentlig også, han havde bare ikke opdaget noget endnu... Eller... Han havde jo opdaget hende, men han kunne jo ikke tage hende med hjem og hænge hende op på væggen.

”Hvad laver du selv?”

hun hæved det ene øjenbryn da den liulle dreng begyndte at snakke ud, med den smule fakta om lige præcis hendes elskede franske sprog "non, det vidste jeg ikke, sikke en klog dreng de er" roste hun og kørte en håd igennem håret, selvom hun måske var en kold gammel kone nogle gange, elskede hun børn, og det gav hende også en smule savn og sorg over det hun aldrig kunne være i stand til at få, aldrig se sit eget barn i øjnene, aldrig holde en baby med den viden om at man holdte sit eget kød og blod, det gjorde ondt, men det var vel bare endnu en ting man måtte leve med.

hun rynkede brynet af nysgerighed da hun betragtede hans forstørrelsesglas, i alle hendes mage år havde hun aldrig set noget lignende "hvad er dett de holder foran øjet" spurte hun og pegede ganske svagt på glasset foran hans øje, nysgerighede strålede næsten frem i hende og med et følte hun sig ung igen, inted andende om hvad det var denn dreng holdte, hun følte sig som var hun lige vågnet af en lang, lang søvn og havde for første gang skuede verden an.

hun klukkede og nikkede stille "oui det ser jeg, har de så opdagede noget spændende endnu, nogle ting at raportere om til deres maman" hendes stemme var fin og formel, på trods af at hun stod og snakkede til en der var meget, meget...meget yngre end hende selv. hun så lettere tænksomt på ham og lagde hoved på skrå "uhh hvad jeg laver herude, jeg tror vel jeg nyder dette sted lidt, de ved efter at have rejst så længe, trænger mantil lidt hvile" forklarede hun med et varmt smil