A little angel in the vampire household.

Silvia sukkede blot let for sig selv, kastede håret om på ryggen og betragtede ham atter igen. "hmm...det ved jeg ikke..endnu", besvarede hun efter lidt tid. Hun knækkede med nakken kort og rettede ryggen.

"du sagde noget om at bruge mig som blodbank?" sagde han og løsnede grebet om sine ben "eller er den tanke helt forsvundet igen?" han strakte benene ud igen men kun så knæene var let bøjede.

"tja, hvem ved", sagde hun blot og rejste sig helt fra sengen. Hun tog spejlet, gik over gulvet, og lage den ned i en skuffe i skrivebordet. Silvia vendte derefter blikket imod ham igen, men satte sig ikke på sengen.

han så på hende mens hun gik hen og lagde spejlet i skuffen men kommenterede det ikke. af ingen synlige grunde begyndte han at smile igen- nærmest sindsygt - mens han stirrede på hende. dette havde han dog ikke selv opdaget, han troede bare at han sad og så på hende med et lille svagt smil.

Silvia løftede let et øjenbryn over hans "sindsyge", smil og blik på hende. På grund af det konstaterede hun i hoved at han havde en form for sygdom, var blevet sindsyg på grund af frygt, eller simpelhen altid havde været sindsyg. Hun gik let over gulvet og satte sig på sengen igen.

jared rystede kort på hovedt og trak vejret dybt ind "hvad er der?" spurgte han stille da han sagtens kunne se på hende at hans lille smil have påvirket hendes tanker om ham. det var ikke så svært for ham at se, da han var rimlig vant til at folk så sådan på ham.

Silvia lage en hånd over sin mund og lod fingrende køre over hendes underlæbe. "Nu gør de ondt igen..", mumlede hun og så på ham. "Jeg ville smille, men føelser er nået som min krop har glemt.."

"gør følelserne ondt?" han forstod ikke helt hvad hun mente men havde en lille anelse. han trak igen benene op til sig og lagde hovedt på sine knæ mens han betragtede hende.

2præsis", sagde hun blot. "Når jeg vil græde dunker mine øjne..når jeg vil føle smerte føler jeg intet..når jeg elsker slår mit hjerte ikke..2, sagde hun blot og eferlignede hans måde og sidde på.

han lagde mærke til hendes efterligning af ham og smilede kort men lod så blikket falde ned på hans hænder "kan vampyre ikke græde?" spurgte han roligt og lænede hovedet tilbage til hans baghoved stødte mod vægen.

"det ved jeg ikke...efterhånden glemmer vi alle føelser, så det i enden kun er sex, blod og drab som kan gøre os..glade", sagde hun blot og så ud i rummet.

han begyndte at få ondt af silvia og så bare på hende med øjne af medfølelse "det lyder...trist..." sgade han da han ikke vidste hvad han ellers kunne svare, for når det gjaldt ham selv kunne han jo stadig føler stort set alt.

"man lære jo at leve med det", mumlede hun og lage sig ned med bene hænge ud over kanten af sengen. "Vi stopper jo med at føle smerte, så det går"

han lyttede til hvad hun sagde og undrede sig lidt over det "men...du siger at følelserne gør ondt...sammentidig siger du at du ikke kan føle smerte mere. det vil jo sige at du stadig kan føle smerte, både fysisk og psykisk ikke?" han vidste ikke helt om han havde forstået alt hun havde sagt men det var ihvertfald hans tanke.

Silvia sukkede kort og lage sig helt tilbage i sengen. "Du er virkelig god til at forvirre selv mig", mumlede hun.

han trak på skuldrene og så ud af vinduet "det er du ikke den første der fortæller mig" sagde han og tænkte tilbage på alle de gange han havde forvirret folk med sine udtalelser.