A new person. [Kallisto & Jonathan & Naya]

Sted: Legepladsen i Sheria
Tid: 19:34
Omgivelser: Små børn, med deres veninder og venner.
Vejr: Lunt med en frisk brise, en smugle mørkt.
Dato: 18 April 2013.
Påklædning: http://4.bp.blogspot.com/_5NJ2P6XcStc/TLJpxTT09OI/AAAAAAAAB-Q/BtdGYrMODFg/s1600/kate1.png

Natten var ved at komme frem. Naya elskede, og hadet natten på engang.
Bella blev ved med at hive i snoren.. Mon hun var i løbetid? Naya grinte lidt over sin egen dårlige vittighed. Mennesker er altid i løbetid. Dyr er fasinerende, fordi de har tider hvor de er i løbetid. Bella har vidst den tid på måneden. Naya smilte kort for sig selv, og satte sig ved bænken, lidt nær en rutche bane. Bella var stadig hvalp, og skulle derfor stadig passes på.

En masse små børn, kom løbende mod Naya og Bella. Bella lorede bare stolt med halen, endelig gad nogle nusse med den lille dejlige hvalp! Naya så ned på børne.

''Jeg kan sagens sætte hende fri, så i kan lege med hende, men husk at passe på hende.''

Børne nikkede ivrigt, efter at lege med den nye lille hvalp. Det var altid spænde med legesyge hvalpe. De kunne lege, og træne hende på samme tid. Naya smilte roligt imod dem. Børn har altid været kære. De som dyr. Vilde som små, rolige som store.
Naya klippede roligt kæden fra Bellas halsbånd af. Da Bella roligt begyndte at ''overfalde'' de små piger, og drenge der sad ved hende. Hun var glad, en dejlig lille glad hund.
Naya elskede at kigge på Bella.. Det var hendes barn.

Naya så roligt ned imod hendes mave og sukkede tungt.

Hun smilede igen imod børne, og begyndte at løbe. Hun kaldte på Bella, da Bella staks begyndte at løbe med. Utroligt nok, løb børne med sammen med mig efter Bella var stintrede efter Naya. Aldrig havde Naya haft det så sjovt.

Hun vidste ikke hvad der havde bragt hende til parken denne aften, månen havde kaldt hende ud, og stjernerne havde fået hende til at blive, men hvorfor dette sted trak i hende, vidste hun ikke..

Hun så hvordan de mange børn legede med en lille hundehvalp, de så alle glade ud, det var længe siden at den følelse havde opfyldt hende helt, hvorfor hun havde så svært ved at blive glad, vidste kun guderne


Med små skridt gik hun ned imod gyngerne, hendes plan var at side der lidt, nyde vejret.
Hun vidste godt at med sine sorte læderbukser og stroptrøjen var noget af et særsyn, den røde stripe som sat i sygningen på jakken var det eneste som brød det sorte

Vinden kom susende hen over byen. Træerne vippede roligt i takt med vinden. Det var ikke koldt, men rart. Børn var ude, skønt. Der befandt sig mange i parken den aften. Vandfaldet længere ude lavede det flotteste vandkunst.

Jonathan kom gående nede fra gaden. Han vidste ikke rigtigt hvor han var på vej hen, eller.... Han skulle vel over at købe ind på et eller andet tidspunkt, så han tænkte derved at gå en anden vej mod supermarket.

Han hørte skridt bag ham. Han kiggede bagom, for at se hvem der var, men der var ingen. Jonathan undrede sig, og trak for sig selv på skuldrene. Det var ligemeget, han gik videre. Men igen hørte han skridt bag ham. Hvad søren? Han kiggede vredt bagud. Hvad mon det er der følger ham på den måde? Han blev stående lidt tid for at se om noget skulle dukke. Men der skete intet, der var kun lyde fra biler, og andre mennesker nede fra torvet og i parken. Han blev ved med at stå og undre sig.

Han vendte sig igen, og gik samme vej. Det var dejligt vejr. Længere nede af gaden kunne man se parken. Den var stor, og der var mange mennesker. Først for kunne han se en flok børn, rende og lege efter noget utydeligt, hvad kunne det være? Det kunne godt minde om en form for kæledyr.. Kat måske? Han gik videre, og kom tættere og tættere på. Da det gik op for ham, at de rendte efter en hund. Han stoppede op og kiggede hen på ejeren som og legede rundt med børnene. Havde han ikke set hende før? Var hun ikke bekendt? Det kunne også være at det bare var ham der så forkert, så han gik videre.

Han var nu nået tæt på dem, han kiggede stadig han på pigen som legede med børnene. Hvorefter han spurgte:

"Have not I seen you before?"

Jonathan kiggede på hende.. Det var da hende! Naya, han huskede hende tydeligt.

"We met in the woods."

Jonathan smilede venligt, og satte sig i den ene side af bænken.

((OOC; husk venligst at læse om dyrs reaktion på overnaturlige, her under-emne "De små tegn - dyr og upsere"; http://deploratus.heavenforum.org/t7516-de-overnaturlige-mennesker-og-deres-omgivelser))

Naya legede stadig med børne.. og Bella. Men utroligt nok, gik hun hurtigt til ''Angreb'' på Jonathan. Hun snuste meget mod ham..

''Bella! Stop doing that!''

Naya løftede Bella op imod hende, og gav hende et hurtigt knus, hvor hun derefter så ned på en af pigebørn.

''Tag Bella med over, og leg et andet sted.''

Naya smilede til pigen, og så hen på herren igen. Børne løb lidt langt væk, men man kunne tydeligt stadig se dem.
Børne legede med Bella. En sjov, lille glad gavtyv hund. Naya elskede at se på hvor glade hunde, og børn kunne være over leg. Det gjorde hendes hjerte varm.

Hun vendte sig derefter så hen imod pigen på bænken. Der var vel plads nok til Jonathan og hende, kunne side derover og snakke..
Det var sjovt at de mødtes igen, efter turen i skoven. Mon man skulle fortælle ham det sjove, der allerede var sket med Bella og børne? Eller, hvad hun havde oplevede mens de ikke havde sets? Måske, lære ham lidt bedre at kende? Tankerne gik hurtigt igennem hende. Så mange tanker..

Naya gik imod bænken, og satte sig ved siden af Kallisto.

''Gør det noget jeg sidder her?'' - Naya smilede som altid til hende.

Kallisto kiggede op på den pige der hade talt til hende. Det var ikke en som hun kunne genkende.. En bitter tanke skar igennem hendes sind, hun ville ikke kunne genkende sine egne forældre om de så stod foran hende.

Hun sendte pigen et lille smil

"if that is what you want" kallisto mærkede forvirringen brede sig i kroppen, hvilke sprog skulle hun tiltale denne fremmede på "hvis du vil" hendes stemme virkede hæs, det var længe siden hun havde brugt den rigtigt, ikke mange opsøgte hende.

Hun rykkede lidt så der blev god plads til pigen og den dreng/mand hun havde talt med