Too in love to say goodbye. {Vicente - Privat}

Tid: Klokken nærmer sig to om natten.
Sted: I udkanten af Werclare skov.
Dato: 3. Januar, 2012.

__________________________________________________

Vejret var ulmende og himlen var grå af skyerne. Solen skinnede hårdt ned på den modsatte side af jorden. Et kort hul var brudt ud mellem de grå skyer og tillod fuldmånen at åbne sit smukke skær og kaste det ned på den mørke skikkelse, der dyrisk bevægede sig frem. Træerne var ikke så tætte, som de var længere inde, men skikkelsen befandt sig også i udkanten af skoven, hvor dådyr og ren ofte opholdte sig, når vejret blev koldere.

Man hørte svagt hvordan en fod blev trykket mod den frosne jordbund, der med en knasende lyd gav efter. Derefter hørte man en hånd blive sat en halv meter længere frem. Den anden hånd fulgte, men den bevægede sig endnu længere frem. Neglene på begge hænder var malet dybrøde og havde sorte udtoninger ved negleroden. Hånden selv var knoklet og virkede mærkeligt… dukket. Håndleddet var mindst lige så knoklet, men selve armen var forholdsvis normal – lidt drenget, med meget tydelige blodårer. Skuldrene var smidige og stramme, men de var også svagt knoglede og viste tegn på slid. Selvfølgelig ser skuldre slidte ud efter godt 950 år. Benene var lange og tynde, dækket i noget stramt, rødt stof, der viste sig at være et par røde cowboybukser. Selve personen bar ingen trøje, blot en simpel, sort blondebh.
Ansigtet var ikke malet hvidt som det plejede, men læberne var dog lige så mørke som altid. Personen rynkede svagt på næsen, da en fyldig duft slog denne. Det var en ren, der ikke stod så langt fra hende – et stort, mægtigt dyr, der snart skulle se sit endeligt.
Langsomt bevægede skikkelsen sig længere frem, indtil et lyn flængede himlen og oplyste hele dyreflokken. De så tydeligvis skikkelsen, og straks sprintede de forskræmte af sted mod andre lokationer, hvor en sulten hundæmon måske ikke var på lur.

Nevena, hed kvinden, der nu med en lettere irriteret mine havde rejst sig og børstet det værste støv af sig. Hendes blik tågede kort, da hun havde rejst sig for hurtigt, men hun genvandt straks fatningen. Langsomt blev den kølige natteluft trukket tungt ned i hendes lunger og med en svag, hvæsende lyd skubbet op igen. Hun drejede langsomt rundt i skikkelsen, der i nattens mulm og mørke ikke virkede så dyster alligevel.

Usædvanligt nok, bar Nevena ingen sko. Men hvis man som jæger var desperat, kunne man godt lade stiletterne blive derhjemme, mente hun. Hun trådte et skridt mod højre, hvorefter hun drejede hele kroppen og med yndefulde bevægelser bevægede sig endnu længere ind i skoven. Måske kunne hun fange et dådyr eller en ræv længere inde, selvom det virkede lidt usædvanligt.

Et kort suk drog over de rødmalede læber, og det var dér det gik op for dæmonen hvor fredfyldt hele verdenen var, i det ene moment. I den ene omdrejning, der skete, netop nu, åndede alt fred. Der var ingen puslen fra urolige nattedyr og der var ingen os, fra byens larm. Alt var fredfyldt – måske næsten for fredfyldt? Luften virkede tungere og skoven mørkere, jo længere ind hun kom. Hvilket mareridt hun mon var på vej ud i?