Who's afraid of the big bad wolf? [Tammy]

Dedikeret til: Tamora
Emnestatus: Lukket. Fortsat tråd fra http://deploratus.heavenforum.org/t7587p20-deploratus-er-alt-for-lille

Dato: Fredag d. 31 August 2012
Tid: Omkring 7-8 stykker om morgenen
Vejr udenfor: Støvregn, men af tidspunktet lunt fremfor morgenkoldt. Morgensolen er gemt bag et halvdiset dække.

Sted: Politistationen
Nærmere omgivelser: Fælles personalestue
Tilstedeværende: Umiddelbart ikke andre end "Sandy" og Tamora

Procellas Udseende: Atypisk. Skulderlangt rødbrunt hår. Grå øjne. Forgrædt og udtværet make-up. Hørmer af tygge-gummie stinkende rengøringsmidler.

Med vold og magt havde Procella forsøgt at få sig selv til at påbegynde den hikstende, ynkelige gråd hun havde præsteret tidligere, men hun kunne ikke rigtig finde tilbage til samme sted igen. Stanken af renøgringsmidler havde givet hende let hovedpine, det ene øje smertede grundet de latterlige kontaktlinser, og hun følte sig ganske stupid med alt det krigsmaling i hovedet. Hun havde mest af alt lyst til at gå hjem og sove som en død. Hvilke mennesker var vågne om dagen?! Ja det var jo nok lidt dér problemet lå. Mennesker var vågne om dagen. Ingen jæger med respekt for sig selv burde være vågen nu.

Oooooog her var hun så. Fanget i et fængsel, og ikke engang på den spændende måde som krævede et eller andet dramatisk forsøg på afpresning, bestikkelse eller flugt. Næh, hun var "fanget" fordi hun havde besluttet sig for ATTER engang at prøve at redde Stefan. Var det overhoved en god ide? Ud over at han ville komme til at lege hånddukke for en eller anden bred kriminel var fængsel så ikke den bedste løsning for Stefan? Hvis man tænkte over det? Han var i hvert fald sikret mod at blive ædt af en forbipasserende vampyr der mente han skulle bruges som tyggegummie. Urgh...tyggegummie. Hun ville aldrig få stanken ud af næsen igen.

Procella trykkede let håndtaget ned og gled ind i det lille opholdsrum. Det lugtede af kaffe, og nogen der havde røget. Flot. Folk kunne godt være lovhåndhævere, men ikke overholde noget så simpelt som rygepolitik på en arbejdsplads. De grå øjne gled søgende rundt efter betjenten som hun skulle bearbejde for at prøve at skaffe et...hvad var det hun havde kaldt det? Julemirakel?

Jægeren tænkte hårdt. Hvad var det nu historien havde været? Satans. Der var noget med en tante. Hun havde overhoved ikke overvejet historien særlig nøje, for hun havde faktisk ikke haft planer om at skulle LAVE fantasifulde historier. Hun havde egentlig bare ville se om der havde været noget let at slå ihjel eller notere sig til senere drab der havde forvildet sig ind i en celle. Hvordan fanden var hun endt op med en hund der legede betjent? Noget der forresten ikke passede jægeren særlig godt. Det gik ikke at de overnaturlige begyndte at lege autoritetsfigure. Slet slet ikke.

Det var med et suk der næsten skælvede at lettelse, at Tamora lukkede døren bag sig, med et sagte klik. Det var jo vanvid! Den dame lod jo til at kunne tude til deres dages ende, hvis ikke en af dem druknede i tåre først. Med en hektisk hovedrysten fik hun skubbet sig ud fra døren, og trak langsomt nøglerne fri fra hendes bælte. Det blev i længden ret irriterende, når man havde hørt dem, og ikke mindst mærket dem, bumpe klirrende imod hoften hele morgenen. Nøglerne blev skødesløst smidt hen på det lille styk køkkenbord, der nu var tilgængeligt inde i den mimimalt udstyrede personalestue, hvorefter Tamora straks greb en elkedel og fyldte den med vand.

What am I supposed to do?...

Med et tomt blik, fjern i sine egen tanker, satte hun vandet i elkedlen til at koge. Vandet var dog ikke til hende selv, men til en kop te, som forhåbentlig kunne dulme panikken en smule hos Sandy. Bare en lille smule ville være rart.. Apropos vand. Tamora drejede sig selv flere gange, før det gik op for den knap så morgenfriske dame, at hun stadigvæk balancerede papbægret med kaffen i sin højre hånd. Hun snuste forsigtigt, og fnyste irriteret, da færten af en nu kold morgenkaffe ramte hende.

"Really?!.. I'm.. But.."

Det var da deprimerende. Her forsøgte man at gøre dagens gode gerning ved at trøste.. ja, hvad end relation det nu var, at Sandy havde til personen i cellen - og det eneste man krævede var en kop varm kaffe til gengæld. Skulle det virkelig vise sig at være dagens største udfordring?

Maaaaybe!

Med et hurtigt blik imod døren, kunne Tamora bekræfte for sig selv, at det endnu ville vare et lille stykke tid inden Sandy nåede hende. Det var risikabelt, hvad hun ville forsøge, men det skulle fandeme være lyv ikke at kunne få sin kaffe! Desuden kogte elkedlen stadigvæk, og såvel, som Sandy havde Tamora brug for at få nerverne i ro. Lynhurtigt var det brugte papbægre kylet ud, og kaffen hældt over i en rigtig kaffekop. Med koppen placeret mellem begge hænder, og stående henne i hjørnet af rummet, med siden til døren, lænede Tamora sig forsigtigt ned mod koppen. Hvis hun forsøgte at varme koppen op nedefra, var der en frygt for, at det ville gå slemt ud over koppen. I stedet gav hun sig til at puste direkte ned imod væsken. Det tog et par dyrebare sekunder før hun fik helt kontrol over sit pusteri, da der i starten dukkede en lille flamme op, som flere gang fik hende til at stoppe helt.

Damn it! Come on.. You've done worse!

I et grundigt forsøg på at tage sig sammen trak hun vejret dybt, og fyldte lungerne med ilt. Men i samme øjeblik, som hun gav sig til at puste igen. Blev døren skubbet op. I sin forskrækkelse over Sandy, som nærmest kom ud af det blå, glemte hun helt sin egen færd, og pustede overraskende hårdt til. Et kort glimt ville man måske kunne fornemme flammerne der dansede om koppen, inden Tamora forskrækket slap den da den pludselig blev skoldende varm, hvorefter den knustes mod jorden, i en splattet overophedede masse.

De små dun rejste sig på Procellas arme i den vanlige kildren da en udløsning af magi skete uventet i hendes nærhed. Det var ikke fordi hun fik direkte gåsehud. Det var mere som hvis man stod tæt på et varmeapperat på fuld drøn og varmen blidt strøg over de små dun og bevægede dem. Som en ballon der fik en let statisk elektricitet til at løbe over det berørte område.

Det var nok til at provokere hende ud af rollen som Sandy, men hun var endnu ikke parat til at gøre vanvittige ting. Vanvittigt var naturligvis relativt, når man førte et liv som jæger, men hun havde ikke tænkt sig at stå og have en diskussion med betjenten omkring det.

Procella kantede sig ind af døren, uden at tage øjnene fra ulven. Nu begyndte legen. Hun sendte ulven et langt uudgrundeligt blik, og vendte derpå med overlæg ryggen til hende. Hun skubbede roligt og stille døren i og ventede på det lavmælte klik. Så vendte hun rundt. Hendes kropssprog ændrede sig komplet. Fra selvudslettende og ynkelig, smeltede usikkerheden bort og et roligt, og dovent lille smil lagde sig om hendes læber. Det var en næsten skræmmende forvandling, som man nok ikke havde troet på med mindre man selv havde observeret den.

"So? You wanner keep pretending? I'm not cleaning up your mess, and girl you've messed up"

Procella hævede et øjenbryn og tiltede hovedet let på skrå. Der var ikke noget rystende og snøftende over hendes stemme mere. Den var en smule rusten af den højtonede hysteriske gråd hun havde præsteret få minutter tidligere, men ud over det var den dødsens alvorlig. Der var også en let overlegen selvsikkerhed i den. Der var flabede folk, og så var der folk der var overlegne slet og ret fordi deres tiltro til egne evner og kunnen var så dyb at det kunne ses på deres kropssprog og høres i deres stemmer. Det sidste var gældende for Procella.

"You might wanner wipe the coffee of off your pant's and shoes before the stains set, unless your abilities includes soap"

Jægeren lagde roligt armene over kors og lænede sig bagud mod døren så hendes skulderblade hvilede let mod den. Hendes possitur udtrykte alvor og alligevel nærmest kedsommelighed. Det var faktisk ikke helt til at læse om hun røvkedede sig eller hun hånede Tamora herfra og ind i den næste verden.

Indvendigt kogte Procellas blod. En ulv. En skabet køter! Vovede at spille politi! Hvad havde hun forventet?! At hun ville tillade at hun brugte hendes mennesker som en omvandrende beef jerky tag-selv-buffet?! Hun skulle personligt pelse den her ulv og hænge loppetæppet op i receptionen til skræk og advarsel! Deploratus var HENDES ø! Det var HENDES hjem! INGEN skulle komme og bogstaveligt talt pisse på hendes dørmåtte og tro de slap afsted med det. Den selvretfærdige harme og vrede var dyb. Raseriet sved igennem hende og kogte som lava i hendes blod. Hun hørte sit eget pulsslag i sine øre og hun vidste det var skidt. Rigtig skidt.

Tiden frøs. Selvom Tamora lige selv havde mærket varmen fra sine egne flammer, slikke henover fingerspidserne, følte hun sig gennemført kold, og som frosset til jorden. Sandy gav sig efter betragtningerne umådeligt god tid med at få lukket døren, før hun vendte sig om, med et udtryk der næsten satte Tamoras hjerte i stå.

Udtrykket i hendes øjne, var totalt modsatte med det, som Procella nu valgte at blotte for ulven. Mest af alt mindede Tamora faktisk om en hvalp, der lige var blevet taget i ødelægge skoene - igen - og blot ledte efter et sted at gemme sig, for at undgå sin skældud.

"Sa-Sandy I'm.."

Ordende overraskede hende. Endda så meget, at det fik rette ulven op fra sin lettere krumbøjede position fra da hun tabte koppen. Var det Sandy? Den selv samme Sandy, der havde hulket dem begge halvt ihjel få minutter forinden, fordi en eller anden tumpe havde fået sig selv i problemer igen?

"N-no.. I'm gonna clean this up.. I-I mean.. It's just a broken cup after all!"

I et forsøg på at undgå 'Sandys' alt for borende blik, og feje tingene en anelse ind under gulvtæppet, satte hun sig ned på hug.. Blot for at opdage, at der skulle langt mere end et sæt hænder til at få den klistrede masse fra gulvet. Blandingen var et stort rod af slam og skår. Rædsomt!

Forvirret rystede hun på hovedet, og kastede et bedende blik op imod Sandy. Hun mindedes alt for godt, hvordan netop dette punkt havde bragt hende i vanskeleligheder, blot noget tidligere i hendes liv. Problemer, der nu gjorde, at hun knap havde kontakt med familien. Den slags kunne hun hverken tilbyde sig selv eller Marcus, for den sags skyld, fordi hun igen havde været uforsigtig.

"They don't.. " Lød det noget slukøret, efterfulgt af et suk. Hvor meget havde damen overhovedet set? Hvorfor.. ingen frygt? "Sandy, just.. I'll clean this up, remove the cup and stuff.. But just.. Don't tell people, okay?"

Det chokoladefarvede blik blev fortsat holdt imod Procella, og hænderne holdt i en forsvarlig afstand af den lunkne masse på gulvet.

"Riiiiiiight. Just don't tell people"

Drævede Procella. Troede sukkermåsen virkelig dét?

"So I gueeeeess...based on you logic. That if we don't talk about the elephant in the room, Dumbo ain't flying around with his little magic feather?"

En lille del af Procellas bevidsthed undrede sig over den krybende ulv. Det satte ikke hendes umiddelbare dræberinstinkt igang. Faktisk virkede kostume-ulven ikke specielt truende eller som om hun havde særlig meget selvtillid. Procella kunne mere have mistænkt hende for at begynde at klynke og tisse i hjørnet, rystende af angst, end faktisk at flå hende levende som det blodtørstige monster hun var, men jægeren vidste bedre.

"What will you give me in return? If I keep my mouth shut about what I just saw, what do I get?"

Her var den. Muligheden. Procella øjnede et spinkelt men ikke desto mindre håndgribeligt håb for at kunne få Stefan ud af den rådne fængselscelle. Ulven lod ikke til at vide det ville være både i hendes og Procellas interesse at hun ikke løb skrigende rundt i gangende og råbte "ulven kommer, ulven kommer" men hvis hun havde værdifulde kort på hånden hun kunne spille så var hun parat til at satse, og guderne skulle vide at Procella havde pokerface nok til det halve fængsel. Nu skulle hunden bare nappe pinden og ikke se hånden der holdt fasti den.

Tamora flyttede flovt blikket ned mod den uigenkendelig masse, da Procella begyndte på sin lille 'efterligning' af Tamoras egne bedende ord. Det var ret nemt for hende at opdage, hvor ynkelig hun egentlig selv lød.. Men Sandys næsten håndende tonefald gjorde ikke stemningen bedre. Træt af det hele, fik hun stablet sig op på benene, og bevægede sig over imod skabene, som stod placeret tæt sammen, i det lille lokale. Der måtte da være en kost et eller andet sted!

"Yeah.. That would be nice."

Allerede med opgivelse at spore i blikket, åbnede hun skab på skab, hvor hun efter ganske få sekunder, måtte konstaterer at der virkelig intet brugbart var til at redde gulvet, medmindre den sølle klud, som hun havde opsnuset, kunne samle hele den stivnede masse op. Irriteret smækkede hun den sidste låge i, og vendte sig imod Procella.

"Hell no! I'm just.. Just.. Oh my.. Okay, Sandy. Just listen up. It has already been a hell of a morning! I don't know how you did it, but your transformation almost scared the shit out of me and messed up my head, way more than I needed this morning. Oh, and I almost forgot the fact, where you nearly drowned me in your freaking tears!"

Nu var hun sur. Nok havde Tamora ikke ligefrem været diskret, og nok var hun lidt af en freak... Men, hvem troede Sandy i det hele taget lige, at hun skulle forestille at være. Hun var en rengøringsdame, for fuck sake! Tamora kunne i det mindste prale med, at hun skræmte små børn i gamle sagn og myter... Yay. Hun fnøs kort.

"You sound kinda interested... Is there something special you want?"

Hun sendte Sandy et træt blik, imens hun igen vandrede hen til klatten, og bukkede sig ned. Med en let rynken på næsen, begyndte hun hidsigt at gnide, gribe og tvære rundt i snasket i et forsøg på at få fjernet mest muligt, så hurtigt, som muligt.

Procella var lige ved at lave en mental facepalm. Ja gu i helvede var der da noget hun ville have! Det var muligt ulven legede betjent men hun skulle da nok overveje et skrivebordsarbejde! Hvis hun blev enten galsindet eller selvudslettende ville hun udelukkende kunne bruges til parkeringsbøder. Ikke at jægeren ville tillade hende meget mere. Synd hun ikke kunne dræbe hende nu og få det overstået. Men det ville blive et teknisk rod at få hende ud af spjældet igen. Det ville også blive en MEGET underlig samtale med hendes advokat.

"Boohoo. Stop being such a girl. You are almost crying more than me, and mine was just an act"

Brummede hun halvirriteret

"I want Stefan. I don't give a shit how you arrange it. I want the kid and I want him now. And you are gonna get him out of that cell and put your sign on the release papers"

Procella ville have været en vanvittig dårlig gidselforhandler! Mest af alt fordi hun muligvis ville have skudt gidseltageren eller begyndt at kalde hans mor for grimme navne i telefonen. Hun var ikke forhandler, hun var hander, og hun var på ingen måde i humør til at vade rundt om den varme grød med en ulv.

"And please. Spare me the irony of a supernatural talking about hell, after microwaving her own coofee by not-so-ninja-breath"

Hun hævede et øjenbryn meget sigende. Hun ville ikke have at bastarden var i tvivl om hvad hun havde set og at hun ikke var bange for at bruge det imod hende. De fleste panikkede når de fik holdt sandheden op i ansigtet.

"Stop being a girl? Oh, I'm sorry! I didn't know you preferred your ass set on fire!"

Knurrede hun surt tilbage af Procella. Damen måtte godt snart tage at beslutte sig. Tamora måtte hverken flæbe, som den tøs hun egentlig virkede til at være udadtil, eller flambere det halve af køkkenet, hvilket efterhånden virkede, som en behagelig løsning.

"You want the boy? Why... Why do you want him?"

Mistænktsomt rettede hun sig op fra gulvet, og klemte kluden sammen i hånden. Den snaskede masse var stivnet til gulvet, og så godt som umulig at få bare en enkel klat fri af. Et pludselig fnis afbrød lidt den alvorlige stemning, og fik Tamoras egen nervøsitet dulmet en smule.

"Are you his mother or something? He looks to old for that, but you know.. plastic surgery is very popular these days."

Underholdningen døde hurtigt ud, da det ikke havde den største eller mest velsete effekt. Desuden virkede det ikke helt, som tiden til at spøge rundt alligevel. Tamora rejste sig op fra gulvet, og børstede det værste støv af bukserne.

"One cup! It was just one cup! And he's criminal! What the hell are you thinking?!"

Frustrationen kunne spores i 'ulvens' stemme. Procellas konstante små 'trusler' havde en form for virkning på Tamora. Dog nok mest, at hun blev mere og mere irriteret på den lille rødhårede dame, som tilsyndeladende havde mere styr på tingene end hun selv havde, og samtidig blev hun nervøs. Hun var ikke god til at spille hård, men dette var hendes job, og det virkelig liv. Hun havde vagten, og hvis Stefan pludselig forsvandt, ville alle mistænke hende. Sandhed havde hun aldrig været god til at håndterer.

Procella hævede uimponeret et øjenbryn over ulvens lille rant

"Yeah...His mother...Let's just go with that genius"

Hun kæmpede ikke engang for at holde sin stemme fri for den tykke påtagede medlidenhed der selvfølgelig måtte opstå overfor et tykpandet forslag som dét.

If this is Canadias finest bid on an officer, this country is more screwed than I first thought

Tænkte hun en smule tørt ved sig selv

"I'm thinking that you are about to run out of options. So the question comes down to a simple Yes or No. Are you gonna sign the papers and let him go or are you not. Besides. You are not a judge. You don't get to decide if he is a criminal or not. You get to sign papers and make sure he is fed and warm. And then you get to let him go. This one you just have to sign out a little premature."

Jægeren havde en smule svært ved at se hvorfor ulven faktisk stod og hidsede sig op over det her. Hun forstod åbenbart ikke at vælge sine kampe med omhu. Hende om dét. Hvis hun ville slås om Stefan så kunne de sagtens det.

Tamora trak opgivende på skuldrene, og forsøgte ikke at skule af Procella, til trods for hendes egne uintelligente kommentarer. Måske burde hun bare lægge sig syg for resten af dagen? Den kunne alligevel ikke blive meget værre. Men først skulle hun af med den irriterende og noget bedrevidende "rengøringsdame".

"I don't even know what you are anymore, but I don't want anything to do with it."

Såmbrummede hun surt. Det var dybt frustrerende intet at kunne stille op, uden, som det første, ikke at bringe sig selv i fare.

"Well, I don't think he's here just because of the fun.."

Et par af Marcus bemærkninger røg igennem hovedet på hende. Det var nu, hvor hun faktisk blev nødt til at hive sin lidt blidere personlighed frem. Denne "Sandy" havde værdifulde oplysninger, som kunne skaffe hende grumme problemer. Såsom.. Jægere. Indtil videre var de blot rygter, men det var bestemt ikke noget, som behøvede at blive til virkelighed. Hun sukkede tungt.

"... Okay then. I'll sign the papers. He leaves with you, and he's not my problem anymore. But remember! This is top secret and you may not tell anyone! The cup didn't melt, and the boy never left under my order.. Okay?"

Stadigvæk mere eller mindre usikker på sin beslutning, stirrede Tamora med lidt mere fasthed i blikket, end hun egentlig havde troet mulig. Hvis hun virkelig, absolut var nødt til at lukke den forbandede knægt ud, så havde kvinden også bare at holde sit ord!

"Aaaaw. That's okay dollface. You don't have to know"

Procella blinkede let til ulven, og smilede så en smule tørt

"Some people end up the slammer because of too much fun. Ever thought of that?"

Well whatya know...Bloody hell!

Hun kunne næsten ikke tro det. Det virkede faktisk det her?! Et gigantisk ulvegrin bredte sig på hendes ansigt og de grå øjne funklede

"Of course it didn't. In fact. I'm not even sure what I remember..come to think of it..."

Hun spidsede læberne til en lille eftertænksom trutmund og dunkede let en pegefinger mod den ene kind.

"Don't you worry your pretty little head about us. We will be out of your hair very soon"

Procella trak sig væk fra døren og slog indbydende ud med hånden for at invitere ulven til at gå igennem den.

"Right now.. I can live with that."

Sukkede hun træt imod Procella, der så ud til at more sig noget mere end hun egentlig skulle.

"Maybe he should save it for the weekend then."

Smilede hun kort. Hvis folk absolut besluttede sig for noget så hjernedødt, som at drikke hjernen ud i hverdagene, så kunne de i et mindste dæmpe sig så meget, at hverken naboerne eller politiet behøvede at blive trukket med ind i det. Det virkede ikke lige så fristende en torsdag aften at diskuterer med en stangstiv teenager, der var gået forkert i byen.. Eller hvad han nu var blevet taget for.

"That's right! Nothing to remember here."

Tamora gik hen til håndvasken, og kastede dovent kluden ned i den. Hvis de absolut skulle have det ordnet, så skulle det være nu. Før hele stationen begyndte at strømme med folk.

"Yea, yea. Let us go and find your lost puppy."

Hun var yderst fristet til at lave en grimasse af Procella, da hun træt sjoskede forbi hende, og videre ud på gangen.. Men besluttede sig for at lade være. Der var et ellers andet ved holdningen, der faktisk skræmte hende en smule. Sandy virkede foruroligende nede på jorden, i forhold til, hvad hun lige have set. Man skulle næsten tro, at hun var vant til det.

"Soooo.. I guess you're not here because of your aunt.. Or whatever you told me."

Forsøgte hun sig frem, imens hun langsomt bevægede sig ned af gangen, og fumlede med nøglerne i bæltet.

"Let us go find the kid first. Then I'll find the papers, so he can sign 'em."

Med en bestemhed at spore i blikket, satte Tamora nu kursen direkte mod cellen, hvor deres begges sorte får gemte sig, så hun kunne få knægten ud hurtigst mulig.

//Fortsættelse følger i et snart oprettet emne, som der vil blive sat et link til i stedet for denne tekst//

((Afventer en aftalt rettelse og trådfortsættelse andetsteds))