Meetings and greetings [Victor Thorne - Privat]

Dato: 27/05-13
Tid: 20:36
Sted: Victors villa
Vejr: Overskyet og tusmørke.
Omgivelser: Græsplæner, blomsterbede og grusstiger. Alt i alt et almindeliget villakvarter.

Posthuset var ved at lukke da Gae trådte ind af døren. Hun gik op til skrænken med et høfligt smil om de svagt rosa læber. "Der skulle ligge noget post til Mr. Victor Thorne?" startede hun ud, stadig høfligt smilende. Damen der stod bag skrænken blinkede let før hun spugte hvem i al verden Gae skulle forestille sig at være. - Hun kunne jo ikke bare sådan udlevere andres post til hvem som helst. "Undskyld, mit navn er Emalie Brown, jeg er Mr. Thornes assisstent. Mr Thorne har sendt mig her hen efter noget post som han absolut skal bruge i aften." Løj hun utålmodigt. Hun havde sat det lange hår op i en knold i nakken med en nål til at holde på det, havde ladet sin hættetrøje ligge i bilen og lukket den stilfulde læderjakke. På denne måde kunne hun faktisk godt gå for at være en eller andens personlige assisstent. Hun lagde en hånd på den glatte bordoverflade og lænede sig let fremover, mens hun hurtigt scannede kvindens navneskilt. Hør her, Debbie, Mr. Thorne er ikke en tålmodig mand, og hvis ikke han får sin post i aften kan jeg love dig for at du kommer til at mærke konsekvenserne. Du kan ringe til ham, og afbryde ham i hans arbejde, for at forklare ham hvorfor hans post ikke kommer i aften, eller du kan flytte din søde lille mås ud bagved og hente hans post og give den til mig så han får den til tiden." Hvislede hun et tonefald det på ingen måde kunne beskrives som venlig. Ordene tjente dog deres formål, og kvinden gik ud for at finde posten. - Til alt held for Gae lå der lige præcis et brev addresseret til en Victor Thorne. Da Debbie vendte tilbage med brevet smækkede Gae sit mest sukkersøde smil op, takkede og vendte om på hælen med brevet i hånden.
Tilbage i den gamle Mazda Protege havde Gae slået håret ud igen, og hævet hættetrøjen på igen. Både den og læderjakken stod dog åben, så en sort tanktop der smøg om hendes figur kom til syne. Brevet smed hun henkastet på passagersædet, efter at have tjekket addressen. Sheria, en lille køretur fra posthuset. Det passede Gae helt fint. Så havde hun lidt tid til at tænke over præcis hvordan hun skulle formidle sit budskab.

Da hun var nået frem til addressen sad Gae lidt i bilen med slukket motor. Overvejede hvilke forskellige scenarier hun kunne forvente. Hvad nu hvis denne Victor havde frigivet hendes sire fordi de ikke kom godt ud af det med hinanden? Hvad nu hvis Victor hadede hendes sire, og ville hade hende for at bringe ham på bane? Så måtte hun bare vende om og forsvinde. Lade ham være i fred. Hun sukkede kort og steg ud af bilen. Tog brevet i hånden før hun lukkede døren. Det lange, mørke hår havde hun hevet frem over skuldrende, og hætten var trukket op så den hvilede på hendes hoved.
Med bestemte skridt bevægede hun sig op til døren i Villaen og ringede på. "Point of no return, hunnybun" hvsikede hun lavmælt for sig selv, og trippede let med den ene fod mens hun ventede på at døren skulle åbne.

I selv samme villa sad Victor Thorne med en computer han havde fået investeret sig i. Den havde virket så spændende, lige denne her, da han var kommet til Deploratus, at han ikke kunne lade være. Han havde købt den, og nu stod den på et bord, hvor han var nået så langt som til at trykke på startknappen. Nu skulle der, ifølge normen, installeres et program på den, men den slags anede Victor intet om. Han sad og kiggede lettere frustreret på den. Endte med, bare at lade den stå for at gå ud i køkkenet, hvor mange andre underlige ting stod. Hvad blev der af, at spise ude og få masser af små forskellige former for mad?

Den tid syntes at være langt, langt borte og i øjeblikket savnede Victor den. Togaerne, at der ikke var masser af larmende kasser på jul. Biler hed de. Forfærdelige ting. Man kom godt nok hurtigt af sted med dem, men Victor foretrak til enhver tid sine egne gåben. Og han ville også have foretrukket noget mere fritsiddende tøj, men for at vise, man var vigtig og ikke bare én der fandt sig i at blive løbet om hjørner med, var Victor nødsaget til at sidde i jakkesættet med den fine, sorte skjorte og et slips til at holde det hele mere formelt end hvad godt var. At der så hang en stadig brugbar Gladius nede i hans kælder sammen med mange andre, mere antikke sager, måtte være hans lille "museum". Han savnede arenaerne, den meget søde rødvin og sin Legion.

Men sådan var det, og sådan ville det forblive. Verden havde udviklet sig og Victor var stadig håbløst bagude, især når man tog hans fordomme mod nutidens ting, holdninger og bare generelt verden i betragtning.

Han stod og pillede rundt ved en køkkenkniv, da der blev ringet på døren. Han var stadig ikke vant til det, og fór sammen af forskrækkelse, før han rejste sig og gik ud i gangen, ved sin fordør og kiggede ud af spionhullet. En kvinde stod derude og da han åbnede døren, stadig med kæden fastsat, gik det op for ham, at hun i hvert fald ikke lugtede af mad.
Hans blik faldt på hendes.

"Hvem er De og hvad ønsker De her?"

Spurgte han, med etiketten i behold. Det var ikke til at vide, hvem hun var, og så var det bare bedst at forholde sig høflig. Især nu hvor hun ikke lugtede af mad. Overnaturlige væsener var ikke bare lige til. Derfor var Victor også ganske forberedt på, hvis hun skulle vælge at smadre døren op.

Gae rettede sig op da der blev taget i dørhåndtaget, men sukkede lettere irriteret da den kun åbnede en smule. "Mit navn er Gae White." Præsenterede hun sig kort, og nikkede høfligt.
"Jeg har et brev til en Victor Thorne. - Er det dig?" Fortsatte hun så, og viftede let med konvolutten i hendes hånd.

Gae havde været god til at tilpasse sig gennem tiderne. Hendes ynglings periode indtil videre havde været Barokken med de store kjoler og overdådige fester.
Men denne gang synes hun nu også at det var lykkes hende udmærket at gå i et med tiden. - Også selvom hun ikke havde udskiftet sin bil de sidste 10 år. Hun kunne ganske enkelt ikke få sig selv til at skille sig af med den gamle blikkasse. - Hun var ligefrem gået hen og blevet glad for den.
Der var dog visse ting hun savnede fra de gamle dage. Mjød for eksempel. Hendes søn.
Hun havde været rasende på sin sire i lang, lang tid for mordet på hendes søn. Men efter et par år med kogende raseri og iskoldt had blødte hun op, og lærte til sidst at elske ham. Hun havde skattet sin sire højere end nogen anden, ville have gjort hvad som helst for ham. - Måske endda været gået i døden for ham. Men det var for sent nu.
Hvilket egentlig også var grunden til at hun nu stod her, på trappetrinnet til et hus ejet af den mand der engang for længe, længe siden gjort hendes sire til vampyr.

Gae skiftede vægten over på den anden fod, og lagde armene over kors. "Har du tænkt dig at åbne op, eller hvad?"

Victor lagde godt mærke til det irriterede suk fra kvindens side ved synet af den halvåbne dør. Han lod hende præsentere sig og forklare hvad hun ville, før han begyndte at overveje om han skulle åbne døren for at tage imod. Det endte med at hun virkede endnu mere utålmodig, da han ikke lige åbnede op med det samme, til hvilket han ikke kunne undgå at tænke på sig selv, da han var nybidt. Utålmodig, vred og konstant sulten. Hun så dog kun ud til at være utålmodig, hvilket han havde oplevet, var en ting, folk tit var i denne tid. Da han havde været forbi et deres såkaldte shops, der holdt døgnåbent og havde set alle de irriterede blikke fra køen til betalingsbordet, var han blevet enig med sig selv om, at mennesker - og tydeligvis også andre væsner - var et utålmodigt folk, den dag i dag.

Tavs, lukkede han døren, hvorefter han åbnede den helt op og stillede sig i døråbningen. Han vidste bedre end bare, at lade fremmede kom ind i hans hjem. Men han kunne nok sagtens holde døråbningen her, skulle de komme til håndgemæng. Hans blik lå, lettere undersøgende på kvinden, Gae White.

"Nuvel. Jeg er Victor Thorne. Hvis brevet er til mig, så vil jeg naturligvis hellere end gerne tage personligt imod det. Men fortæl mig, hvordan kan det være, at jeg i det hele taget får brevet, personligt, om aftenen, fra en person der ikke er iført postvæsenets uniformering?"

Spurgte Victor ganske høfligt med et let smil der dog stadig holdt de spidse hjørnetænder skjult. Der var ingen grund til at afsløre sig selv over for en fremmed, selvom denne bestemt ikke bare var et menneske.

Gae overvejede kort hvordan hun skulle forklare den lille detalje, mens hun rakte ham brevet. Hun så ned, og kløede sig tænkende i hovedet, mens hun skrabede let med foden. Da hun så op var utålmodigheden erstattet med et ansigtsudtryk der vel bedst kunne beskrives som fortabt.
"Hør her Victor, jeg har noget jeg er nødt til at fortælle dig om, og tro mig; Du har ikke lyst til at få det at vide i døren." Fortalte hun, og skar så en grimasse.
Indtil videre havde han virket paraniod. Med god grund vel. Når nu hun tænkte nærmere over det, så ville Gae nok heller ikke bare sådan lige have åbnet døren for hvem som helst der kom med post til hende efter mørkets frembrud.

Hun sukkede og rystede på hovedet. "Hør, du er både ældre og stærkere end mig, og er virkeligt nødt til at vide det her." Forsøgte hun igen, og slog let ud med hænderne. Kom så i tanke om at hans paranoia nok ikke ville lægge sig voldsomt meget hvis hun tilstod at have stalket ham sådan. Hun gned sig i ansigtet og så træt på ham. Hun havde endelig fundet ham, og nu risikerede hun at han ikke ville høre på hende, fordi hun ikke var velforberedt nok. Fanden i helvede nej! Hun var kommet alt for langt til at give op. Desuden var hun mere end bare halvt overbevist om at han gerne ville høre det hun havde at sige.

Gae rynkede panden og fnøs kort, inden hun tog sig tid til at samle sig og falde ned. Roligt fortsatte hun: "Vi har en... fælles bekendt. - En fælles ven. Jeg kender ham bedst som Olauf Ericsson. Oprindeligt hed han vidst Felix... Felix et-eller-andet. Vil du ikke nok være sød og lukke mig ind, så vi kan snakke om det?" Hun var overbevist om at navnet nok enten skulle vinde hans tiltro, eller om ikke andet vække hans nysgerrighed nok til at han ville lukke hende indenfor. Desuden var hun træt af at stå her og forsøge at forklare sig. Hvis han snart lukkede hende ind ville enten ty til andre metoder, eller måske bare dreje om på hælen og gå. Efterlade ham uvidende.

Victor tog imod brevet og skulle til at gå inden for, for at lukke døren, da Gae White kvinden igen tog hans opmærksomhed med sin stemme. Han stoppede i bevægelsen og holdt brevet i hånden, mens han igen så på hende. Hendes ord kunne sagtens virke troværdige. Sagtens. Victor var faktisk næsten tilbøjelig til at lytte og reagere på den dumdristige måde på dem. Lade hende inden for, men han var for gammel og en for erfaren udød vampyr til at der skulle så lidt overtalelse til for at lade en stadig halvfremmed komme ind.

At hun derefter forklarede ham en ting, der umuligt kunne vides uden at have tjekket grundigt efter, fik Victor til at løfte et øjenbryn, lettere mistroisk. Han var meget tilbøjelig til at tro på kendsgerningen, at hun var yngre, bare på hendes sprog alene, men han vidste ikke hvor hun kendte til bare brøkdelen af hans alder fra. Det var en smule forvirrende, men ikke mere end det var forstyrrende, at han havde skjult sig så godt i systemet, og at han så alligevel havde en person stående i døren, og at hun kendte til ting, der burde være skjult godt og grundigt.

Han kunne godt se på hende, at det hun havde sagt måske ikke var så godt sagt alligevel og han skulle lige til, selv at åbne munden da hun igen talte og igen forsøgte at forklare sig. Det var først da navnene blev nævnt, at Victors udtryk ændrede sig fra mistroisk, til mere roligt. Han kendte godt til de andre navne, Felix havde taget til sig. Der havde været mange. Hans blik blev mere intenst på hende.

"Aha. Felix Livius, må du mene. Jeg vil lade dig forklare dig. Der er kun én grund til, at jeg vil træde træde ind på mit domæne. Felix var en god mand. Jeg håber, for alles bedste, at du var hans frænde,"

Sagde Victor alvorligt, før han stille sig væk fra døråbningen, lod hende gå inden for, og lukkede og låste døren efter sig.

"Du sagde forresten, at du hverken er ældre og stærkere end jeg. Og din duft er anderledes. Hvad er du, Gae White?"

Spurgte Victor, det øjeblik døren var lukket. Han havde behov for at vide om Felix' frænde var en dæmon eller en vampyr. Felix begik sig aldrig rigtigt med engle. Det var i hvert fald ikke noget, hverken victor eller Felix gjorde sig af, generelt.

Gae trådte ind over dørtærsklen med et lettet udtryk. Så langt så godt. Hun så sig om og slugte detaljerne i rummet. Vendte sig så mod Victor igen, og placerede hænderne på sine hofter. Betragtede ham sådan et øjeblik.
"Jeg er vampyr, Victor Thorne, præcis som du." Startede hun, og målte ham med øjnene.
"- Felix' vampyr. Han var min sire, og du var hans." Uden at vente på hans reaktion bevægede hun sig længere ind i huset, for at se sig omkring.

"Så på en måde kan man sige at du er min bedstefar" Lød det kækt fra et af de andre rum.
Gae stod i en stue, og så sig omkring. Pillede ved ting. Smilede let. Så det var altså sådan Victor Thorne boede. En oldsag af en vampyr i en villa. Morsomt. Hun vendte sin opmærksomhed mod computeren der stod på bordet. Trykkede på en tast. Den var tilsyneladende helt ny. Hun lo lavmælt og trykkede videre på tasterne, fandt manualen, og fulgte den.
"Har vi problemer med at følge med teknologien, Victor?" spurgte hun en anelse drillende og vendte sig væk fra skærmen, for at se om han var fulgt efter hende, eller i det mindste havde fundet hende igen.

For at være helt ærlig så var Gae egentlig ikke helt sikker på at hvorfor hun havde opsøgt Victor. Hun havde ledte efter ham. - Godt og grundigt.
Og nu da hun havde fundet ham vidste hun egentlig ikke hvad hun skulle gøre. Hun krydsede armene under brystet sendte et kort blik mod loftet.

Victor stirrede tilbage, som Gaes blik hvilede på ham. Hendes ord fik ham til at nikke let. "Hm hm," mumlede han en smule eftertænksomt som svar, mens han fulgte med hende med blikket, hvorend hun var på vej hen. Han lagde brevet fra sig på en kommode. Det kunne han se til senere. Nu skulle han lige have fundet ud af, hvad Felix' child ville her. Han kunne dog ikke undgå, at huske på ordet "var" i hendes ord. Var der sket Felix noget? Han havde ikke fået nogle nyheder siden hans child var taget bort efter at Victor selv var taget til Deploratus.

Han stod der et kort øjeblik, til Gaes stemme lød igen og fik en let grimasse frem. Bedstefar. Nej. Det ville kræve, at han havde haft en mere permanent kvinde i sit liv eller uliv. Han rystede let på hovedet og fulgte hendes stemme ind til stuen, hvor hun sad ved den forbandede computer. Hendes kommentar fik ham til at gå tættere på.

"Hvis du mener problemer med at forstå objektets relevans, så ja,"

Svarede han, med en håndgestus.

"Du sagde, at Felix var din sire? Jeg går ud fra der er er sket ham noget, men jeg har ingen nyheder om dette fået,"

Alvoren var tydelig, som han gik hen og satte sig i sofaen. Det var en fin chesterfield sofa i mørkebrun læder. Det kunne godt være, at Victor havde svært ved nutidens traditioner, men inden for klasse og stil, hjem og tøjmæssigt, holdt han sig ordentligt.

Gae klukkede let ved hans formelle taleform og, tilsyneladende, problemer med at følge med tiden. Smilet forsvandt dog som dug for solen, da han spurgte ind til Felix. Hun nikkede kort.
"Felix er død. - Rigtigt død." svarede hun kort. Hun bevægede sig hen og satte sig overfor ham. Så alvorligt på ham. Sorgen kunne læses i hendes øjne. Hun havde inderligt, og oprigtigt holdt af Felix, så snart hun var ovre sit raseri.
"Det er derfor jeg er her. Jeg elskede Felix. Han var min far. Min bror. Min ven og min lærer. Hvis du har været bare halvdelen for ham, af hvad han har været for mig, så fortjener du at få det at vide. Han kommer ikke tilbage." Den sidste sætning var næppe mere end en hvisken, som om Gae selv havde svært ved at forstå det. Hendes blik var rettet mod hendes fødder, og den ene hånd lå knyttet i hendes skød.

Da hun løftede blikket igen, slappede hun af i hånden, og havde genvundet selvkontrollen. Nu analyserede hun Victors ansigt for hans reaktion. Hvordan tog han det? Gae vidste fra sig selv at hun nok ville blive mere end bare en anelse utilfreds hvis en eller anden fandt på at nakke en af hendes Children. Og med hendes temprament kunne hun ikke være sikker på at hun ikke kunne finde på at lade det gå udover budbringeren. Hun kendte dog ikke Victors temprament, men hun kunne ikke andet end at håbe at det var mildere end hendes eget.

Gae sagde ikke noget, men sad og betragtede Victor. Det var tunge nyhedder at få, og hun ville ikke forstyrre ham hvis han havde brug for tid til at bearbejde den nye information.

Victor valgte at ignorere Gaes klukken, og forholdt sig tavs, som hun blev alvorligt med ét, og gik hen og satte sig over for ham.
Som hun fortalte nyheden om hans child, gik det op for ham, hvad det egentlig var, han havde vidst før hun havde sagt det. Han havde godt vidst at der var noget. Men nu hvor han fik det, konkret, at vide, blev chokket så stort, at hans hænder begyndte at knytte sig.

Da hun havde fortalt ham hvad der skulle fortælles, sad han i et kort øjeblik helt stille med et ansigtsudtryk der var ulæseligt, komplet blankt, til han noget pludseligt rejste sig med et sæt og gik hen til vinduet i stuen, som han stirrede ud af, alt i mens hans hjerne arbejdede på højtryk. Han skulle have hævn over den der havde gjort det. Felix' endelige død skulle ikke bare være en hvilken som helst død. Felix havde reddet ham, fra dvalen og givet ham føde, hvor han vidste, at ingen andre ville have gjort det. Felix havde altid været loyal. Selv efter Victor havde løftet sit blodsbånd til ham. Victors kæbemuskel trak sig let i vrede og hans stirren blev bestemt ikke mere mild. Der skulle tages hævn.

"Hvis du ved hvem der gjorde det, håber jeg ikke du vil tøve længere med at sige, hvem det var,"

Sagde han lavt, stadig med ryggen til Gae. Han var vred. Mere vred end hvad han havde været i meget lang tid.
Kort efter, vendte han sig rundt, med følelserne tydelige. Et mindre smil dukkede op, men det var tydeligt, at det var et vredessmil.

"Hvem end der dræbte Felix Livius skal dø. Langsomt,"

Forklarede han, hvorefter smilet igen forsvandt. Victor havde ofte fået at vide, at han virkede en smule sær, personlighedsmæssigt, men for ham var det ikke særhed eller sindssyge. Han smilede, fordi han vidste, at Felix' banemand ville gå en grusom skæbne i møde.