Udforskning af skoven.

Dato : Irl.
Årstid : Efterår.
Dag : Irl.
Vejr : Støvregn og en smule tåget.
Sted : Midt i skoven.
Tid : Irl.
Omgivelser : Ingen.

Austin gik gennem den fugtige skov med rolige skridt, den mørke let tågede skov gjore ham ikke bange, han havde oplevet det der var være, det var han sikker på, han så sig lidt omkring og lyttede til sine egne fodtrin mod den fugtig skovbund, tankerne fløj gennem hans hoved og havde ingen grænser, han tænkte nu mest på hvad hans far gjore ved ham når han fandt ud af at han var stukket af hjemmefra, han bed sig lidt i læben og tog sig til den ene arm.
Han stoppede så stille op og så sig omkring, hvor var han landte henne? "Shit .." Mumlede han da han opdagde han var faret vildt.

Etheldreda gik gennem skoven, med retning mod byen. Hendes øjne var mørkerøde, og hun tørstede efter noget friskt blod. Egentlig havde hun besluttet sig for at tage et dyr, men havde ombestemt sig, og gået tilbage mod byen. Hun hoppede over en væltet stamme, og stoppede da hun syntes at dufte menneske. Et lille smil krusede op på hendes læber, og hun løb mod lugten. Hun stoppede da hun så en skikkelse foran sig.
"Hvad laver du herude?" spurgte hun, gik frem mod ham, og slikkede sig om læberne.

Over skovbundens kolde bund kom en sort kat lydløst listende på sine poter over vistne blade og kviste. Langsomt og elegant rejste katten sig op på bagpoterne og forvandlede sig til en dreng med mørkt hår og lysegrå øjne - han havde fået færten af noget interessant inde mellem træerne. Hans trip var nu blevet mere tydelige og kunne svagt høres, når han jokkede over grene og andre ting.
Længere inde mellem træerne fik Ethan øje på en dreng. Efter en kort bedømmelse konkluderede han, at drengen ikke kunne være ældre end ham selv. Hvis det ikke var fordi, at det sikkert selv var drengens skyld, han var lige her, lige nu, havde han næsten medlidenhed med ham.
"Er du faret vild?" Ethan trådte frem fra sit skjul og tættere på drengen. Der var ikke noget at se i hans øjne eller høre i hans stemme. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile lidt over hele situationen.

Austin så op og stoppede stille op da han så de tog personer "Jeg .. .. " Han blev smule forvirret og gav dem begge elevator blikket i et lidt forvirret blik " .. Er bare ude og gå" Sagde han så og bed sig en smule i læben, lieg før havde han være helt alene og nu var han pludseligt i selskab med to vildt fremmede personer?.

Ethan holdt kort inde, da der åbenbart var kommet ham nogen i forvejen. Han studerede hende grundigt, mens han mærkede et lettere had begynde at bruse op indeni ham. "Ser man det.." mumlede han langsomt og blottede kort tænderne i et smil. "Jeg er vist ikke den eneste, der er ude at gå tur i måneskinnet."

Austin gik et skridt baglænds og så lidt på dem begge, nu føltes mørket pludseligt mere skræmmende end før "Jeg .. Ehm .. Skal også hjem"løj han og han gik forbi dem, Han havde ikke tænkt sig at gå hjem og han huskede jo ikke vejen tilbage, så det ville nok også tage lidt tid før han fandt tilbage til byen.

"løb knægt!" ryu var løbet derhen for at komme frem til dem. han så på vampyrene. "løb! nu!" han puffede drengen lidt væk, væk fra vampyrene. ryu selv, tjaa, han faldt da han prøvede at få mennesket væk. han tog af med hænderne og så nu at hans hånd var blodig, som en rose var rød.

Austin så forskrækket og lettere skræmt på drengen, han var kun løbet et par meter i skræk, men var stoppet op da han så han var faldet, han så forvirret på ham og hans hjerte bankede løs inde i brystet på ham, Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, var det her en joke? de to personer havde jo slet intet gjort, endnu ? .

"løb!" han så på sin hånd og derefter over på drengen. "skynd dig hjem! nu!" ryu ønskede kun at drengen skulle være sikker.

Ethan gjorde ikke det store for at følge efter, men stod tilbage som en sort skygge. "Nu fornærmer du mig.." sagde han og blottede sine tænder i et smil. Hans blik hvilede koldt på den nyankomne. "Frygter du mig.. Engel?" Det sidste var sagt så lavt, at menneske drengen ikke kunne høre det. Ethan blottede sine tænder endnu mere og der kom et højlydt hævs fra ham, som en stor truende han kat, men mørket gjorde det svært at vudere, hvor hvæset kom fra.

Austin så sig skræmt omkring og så hen på dem, den eneste grund til han ikke var løbet endnu, var nok fordi han kort var lammet af skræk, han vendte sig så om og satte af i løb, han løb så hurtigt hans ben kunne uden at se sig tilbage, Hans menneskelige instinker skreg løb inde i hans hoved, hans hjerte kunne næsten ikke følge med mere, han stoppede først med at løbe da han ikke kunne se dem mere, han bukkede sig lidt ned og var forpustet, han tog sig til sit hamrende hjerte og prøvede på at falde lidt ned.

Ethan hørte hastige skidt, og inden han kunne nå at dreje hovedet og undersøge sagen helt, var drengen forsvundet. Han kastede et kort blik på de andre, inden han satte efter ham. Kort tid efter han og en sort kat tog over forfølgelsen; dens listige poter kunne næsten ikke høres mod skovens bund. Efter at havde løbet et par meter til den ene side, længere ind mellem træerne, kunne han nemt følge drengen med sit udemærkede nattesyn.

Etheldreda kiggede efter vampyren, og et lille smil krusede op på hendes læber.
"Ser man det.. Alene med englen" hun slikkede sig om munden, og gik et par skridt hen mod englen. Hun vidste at en engels blod smagte bedre end noget andet, men havde endnu ikke selv smagt det. "Nu går du vel ikke?" hun havde stadig sit smil på læben, men sikker på at han ville forsvinde mellem træerne lige om lidt.

Austin gik med hurtigte skridt og havde ingen anelse hvor han var eller hvad klokken var, han så sig lidt tilbage men kunne kun se stien som blev helt mørk længere nede, Han så lidt på sine hænder som rystede svagt, han var virkelig blevet skræmt sådan som drengen desperat havde prøvet på at få ham væk. Han åndede beroligende ud og lagde armende om sig selv, som en tryg favn.

Lydløst luskede den sorte kat efter drengen fra mellem træerne. Han kunne knap blive set, da hans sorte pels faldt i et med mørket. Katten undgrik elegant visne blad og tørre kviste og andre ting på skovbunden, der kunne skabe for meget larm, hvis man trådte på det.

Austin stoppede lidt op da vejen skilte sig * Hvad vej skal jeg gå?* Tænkte han lidt uroligt, han bed sig lidt i læben og ønskede sådan at han aldrig var gået herud, han så lidt ned af begge veje som begge blev mørke for enden.

Interesseret over, at drengen var stoppet, gik katten ud på vejen, hvor den tydligere kunne ses. Han satte sig bag drengen og svingede en smule frustreret med halen, som katte nu gør. Drengen kunne åbenlyst ikke havde lagt mærke til noget, eftersom kattepoter ikke larmede specielt meget. "Mijav," jamrede katten.

Austin fik et chok og vendte sig om, Han så ned på katten med et lidt forbavset blik "huh? Jamen hej misser?" Sagde han stille og satte sig på hug foran den og rakte en hånd hen mod den for at ae den på hovedet.

Katten sad lidt uden at reagere. *Tror du, jeg er så dum?* tænkte Ethan fornærmet, men måtte alligevel give efter for erkendelsen. Han kunne ikke forvandle sig tilbage nu, og måske skulle han bare udspionere drengen lidt? Katten begyndte straks en munter spinden, inden den rejste sig op og gned sit hoved mod hans hånd.

//Logger for i dag.. ^^//

Austin smilte en smule og glemte helt at han sad i en mørk skov, han nussede den blidt på hovedet og tænkte lidt *Gad vide hvad den laver herude ? ..* tænkte han og så sig lidt omkring.

vinden trak op til en mindre storm. ryu var blevet rasende over at vampyren var begyndt at manipulere. med et menneske! *måske er det hans bytte, men man leger ikke med maden!* ryu rejste sig fra jorden og kiggede på den kvindelige vampyr. han afskyede hende, for det hun var.

Austin rettede sig så op igen og så ned på katten *Jeg må vidre .. min far bliver rasende hvis jeg kommer alt'alt for sent hjem* han han smilte svagt til katten før han bestemte sig for at gå ned af stien til højre.

Katten brummede utilfreds, inden den begyndte at følge drengen ned ad stien. Da den blev utålmodig over ikke at få noget opmærksomhed, skød den kløerne frem og hægtede sig fast i drengens bukseben og hud.

Austin fik et chok og skreg af smerte, han så skræmt ned på katten og prøvede på at ruske den af benet "Argh! Slip mig" skreg han i håb om at den ville slippe ham, hvad gik der af den?!, han turde ikke prøve på at rive den væk med hænder i skræk for at blive revet eller bidt.

Det syntes at bløde en smule, der hvor katten havde revet ham; det kunne man se, fordi der dannede sig en lille rød plet på hans bukser. "Mijav?" sagde katten uskyldigt og så op på drengen, selvom den havde svært ved at få øjnene væk fra blodet.