Wuhu!! Fest xD

Kala nikkede rolig og smilte stadigvæk opmuntrende til hende. Hun kunne høre at det var en smule hårdt for Jean at snakke om og ville derfor ikke afbryde hende midt i hendes sætninger.

"Men han.. Han gjorde det ikke! Det var ham hele tiden.. Ham der ødelagde mor.." mumlede hun stille, og så ned i jorden. Det lettede at få lov at sige det, men hun kunne alligevel ikke lide det.. Sagen var vel den, at efter som Jean havde gået med denne intime sag alene i fem år, var hun ikke sikker på om hun overhovedet burde sige det til nogen.. Det virkede forrædderisk..

"Og nu sidder han i fængsel hvor han skal være resten af sine dage" Sagde Kala stille. Betragtede hende lidt. Det så ikke ud som om Jean følte sig helt så lettet over at have fortalt sin hemmelighed. Hun kommenterede det dog ikke. "Har du fortalt det til andre end mig?"

Jean rystede på hovedet og vendte blikket op mod Kala igen. "De vil ikke forstå det.. Når ens mor er sindsyg tror folk at man også selv er sindsyg." forklarede hunog gned sig på den ene arm.

Kala rynkede sine øjenbryn. "Så er folk da ikke rigtig kloge selv" Sagde hun en smule vredt. Det irriterede hende at mennesker kunne være så fordømmende nogen gange. Hvis det nu var dem selv der blev kaldt sindsyg ville de heller ikke have det særlig rart.

Jean nikkede svagt, og smilede lidt over Kalas irretion. Godt nok sagde hun nogle lidt mærkelige ting ind imellem, men Kala var nok en af dem Jean var kommet til at synes bedst om på kortest tid, siden hun flyttede.

"Det irritere mig at mennesker er så fordømmende" Mumlede hun mest til sig selv. Da hun opdagede hvad hun havde sagt, håbede hun at Jean ikke havde bidt mærke i at hun havde sagt mennesker og ikke folk.

"Hvis folk var lidt mere som dig, så ville hele verden jo være et rent engle-land" sagde Jean i et smil, og havde ikke bidt mærke i Kalas forsigelse.

Kala smilede en smule trist. "Ja, hvis bare verden og folk var sådan" Mumlede hun lavt. Hvis bare Jean vidste hvor godt hun havde ramt med den engle del i sin sætning. Det var i hvert fald en god beskrivelse af Kala.

Jean så lidt op og ned af gaden, og så så tilbage på Kala. "Kan vi ikke gå lidt?" spurgte hun da det efter hånden blev ret kolodt at stå stille.

Kala nikkede og lod kort som om hun frøs. Begyndte så at gå ned af gaden, væk fra klubben.

Jean fulgte med hende, og så kort op mod himlen. "Gad vide hvordan det er at kunne flyve som dem.." mumlede hun drømmende idet en fugl fløj forbi højt over dem.

Kala fulgte fuglen med øjnene. "Jeg tror godt jeg kan forestille mig hvordan det er" Sagde hun og smilede et lille hemmelighedsfuldt smil for sig selv.

"Virkelig?.. Hvordan?" spurgte Jean, og så nu nysgerrigt på Kala i stedet for fuglen. Slev kunne hun ikke forestille sig hvordan det måtte være at have hele himlen som sin legeplads..

"Frit.. Som om hele verden er din.. Overhovedet ikke tænke eller være afhængig af andre" Mumlede hun drømmende. Hun havde stået og beskrevet det hun følte når hun fløj. Hun følte sig fri.

"Hmm... Du har sikkert ret.. Kunne det ikke være fedt rent faktisk at kunne flyve?" spurgte hun drømmende, og smilede glad mens hun gik.

Kala grinede kort. "Jo, det ville være som om en drøm gik i opfyldelse" Sagde hun og smilede stort.

Jean grinede kort, og rystede stille på hovedet. De var faktisk efterhånden kommet tæt på hvor hun boede. Hun tænkte kort, og trak så på skuldrene, hvorefter hun drejede ned af en vej der førte væk fra huset.

Kala fulgte bare efter hende. "Ville du egentlig gerne kunne flyve?" Spurgte hun nysgerrigt og smilede lidt.

Jean nikkede og så på Kala med et stort smil. "Jaer.. Det kunne være vildt at kunne" svarede hun glad ved tanken.

"Hvorfor ville du gerne kune flyve?" Spurgte hun lidt undrende. Hvis Jean vidste hvor mange smerter man fik pga. af at vingerne skulle trækkes ind i ryggen når man var sammen med mennesker, ville hun måske have overvejet det lidt.

"Fordi når det føles som det gør når man læner sig mod vinden på et skib, så må det være helt fantasisk at kunne flyve.. Det er måske lidt skørt.." svarede Jean og trak på skuldrene men smilede stadig.

Kala lo kort. "Er du ikke bange for at du ville få højtskræk eller måske ikke kunne styre de vinger?" Spurgte hun og smilede.

"Så langt har jeg ikke tænkt" lo Jean glad, og rystede på hovedet. "Men jeg er ikke højdeskræk." sagde hun så og nikkede kort, og smilede stort.

"Det eneste jeg nok ikke ville bryde mig om er størrelsen på vingerne, tror jeg" Mumlede hun tænkende. "Tror de ikke de skulle være ret store for at kunne bære et menneske?" Spurgte hun selv om hun godt selv kendte svaret.