Kicking in the door (Procella og Wil)

Dato: Søndag 16. September 2012
Tid: 19:00, skumring
Sted: Savoys palæ
Vejr: det har været en solrig, varm dag, men nu er skyer begyndt at trække ind over øerne.
Omgivelser: Husets have, og et par kaniner.
Påklædning: Lang grøn vest, hvid skjorte og et par malings-plettede, hullede jeans.

Wil så mismodigt op på den store smedejernslåge der blokerede hendes vej. Hun havde modtaget et opkald fra Procella for nogle timer siden, men børnene havde ikke ladet hende få fred før nu. Først da hun havde fået begge til at sluge noget af englens blod var de begyndt at græde som de burde have fra starten af. Men da de så var begyndt ville de ikke stoppe igen, hvilken efterlod den lille vampyr i et stadie af panik. Hun havde låst dæmonen inde i en af cellerne i kælderen, med et tilfældigt menneske som en af hendes ansatte havde samlet op. Selv samme ansatte var nu i gang med at lege babysitter. Wil misundte hende ikke.

Hun havde fået adressen af jægeren, og var nået ud til sin bil da hun indså at dæmonen havde efterladt en ”gave” på et af sæderne og at hele bilen nu lugtede af dæmonblod. Med et mørkt blik mod huset, viklede hun moderkagen ind i et tæppe og smed den ud. Så trampede hun ind i huset og hentede en klud til det størknede blod og en luftfrisker til jægeren. Den blodige klud røg samme sted hen som moderkagen og Wil kunne endeligt sætte bilen i gear med kurs mod Werclare.
Turen igennem byerne var normalt en hun nød, men de sidste døgns voldsomme begivenheder havde sat sine spor, og vampyren så mere dyster ud end normalt som hun strøg over broerne.
Den sorte camaro havde ikke skilt sig ud i Sheria men halvvejs begyndte det gradvis at tynde ud i de dyre biler og da hun nåede Werclare følte hun sig som en ildflue i natten.

Og nu holdt hun så foran smedejernslågen og følte sig ganske usikker på hvordan hun kom videre herfra. Vagten var hurtigt på vej hen imod bilen, men ud fra hans udtryk lod det til at han havde fået strenge ordrer på ikke at lukke nogen ind. Wil sukkede tungt og åbnede døren og stod sekundet efter bag vagten og et velplaceret slag i hans baghoved sendte ham til tælling. Wils greb om hans bryst var det eneste der forhindrede ham i at falde om på jorden. Hun trak ham hen til bilen og smed ham ind på bagsædet. Hun så sig om på den øde vej og sikrede sig at hele det lille optrin ikke var blevet set. Så skubbede hun smedejernslågen og satte sig ind bag rettet på bilen igen.

Snart holdt hun foran det dystre palæs hoveddøre og hun så mismodigt på den viltre have der omkransede palæet. Med en træt mine åbnede hun døren og trådte ud på den brostensbelagte indkørsel. Hun smækkede døren i efter sig, fik vagten bugseret op på sin ryg og placerede ham bag et buskads. Vagten lugtede menneskeligt og hun havde slået rigeligt hårdt, så de burde have lidt tid til at komme væk før han vågnede. Og så var der kun at få fat i jægeren før hun kunne komme hjem og falde om på sin sofa med et stort glas blod. Hun havde ikke tænkt alt for meget over hvorfor i alverden jægeren befandt sig her, men hendes krop var fået på autopilot da eftervirkningerne af nattens stress havde slået ind.
Med beslutsomme skridt travede hun op af den brede trappe og bankede hårdt på de brede, solide døre. Ud fra hendes kortvarige kontakt med træet vurderede hun at hun godt kunne ligge dem ned, men hun ville lige give beboerne en sidste chance inden hun begyndte at slå først og stille spørgsmål bagefter.

((Hey wil - vi skal lige have årstal med på ;) ))

Håndtaget blev kørt ned kort efter. Som på tælling. Som om nogen havde ventet på lige præcis en ringeklokke, eller en banken på døren. Men der skete ikke rigtigt noget? Der blev rusket let i døren. Derpå lød det som en en flad hånd arrigt blev smækket mod træet. Så lød der en serie bip og derefter et negativt bååååååt. Atter blev der lavet nogle bip og et langtrukkent båååååt. Tredje gang det skete startede en høj hyletone.

"Fuck me...."

Lød det indædt på den anden side af døren. Derpå lød der et knas fra træ der blev splintret. Døren gav sig let. Så rystede hele døren i sin ramme, sammen med lyden af endnu en knasen og det højre hjørne af hoveddørens øverste del tippede udaf, sammen med det korte glimt af en støvlehæl. Det var ret tydeligt at gøre sig den konklution herfra at jægeren havde sparket flere gange på dørens hængsler indefra, efter husets alarm var gået amok.

Der lød et anstrengt grynt og døren skred udaf på trappestenen, da et velplaceret spark fik det underste højre hjørne til at slippe hængslet. Det så forholdsvist sært ud for låsemekanismen holdt stadig døren sammen midt på. Procella var ikke så dum at hun ville prøve at angribe en dør på det stærkeste sted.

"A little help please? I'm not really that interested in staying with that godforsaken sound! Grab the door or something! I'm not that skinny!"

Stønnede hun, stak en hånd i af sprækken og viftede sigende med den, for at gøre opmærksom på at det ville være ret umuligt for hende at kunne klemme hele kroppen ud denne vej. Procella lignede stadig noget der var løgn. Hvis ikke McRian havde kunne genkende den sært snøvlende stemme, der også virkede en del rusten, så havde det været muligt at hun slet ikke ville have genkendt den lillle jæger. Hendes ansigt var sortlilla og deformt af hævelser flere steder, og havde store sår. Sår der i det mindste var blevet vasket og renset, men stadig så virkelig grimme ud.

Dagen i forvejen havde Procella taget den lette vej ud og var til sidst besvimet....igen....Det passede absolut ikke den lille hidsige kvinde at være så svag, eller at være så svag i en fremmed dæmons hus. Generelt at være svag omkring dæmoner var en dårlig fremgangsmetode. Derfor havde hun dirket låsen op til sit værelse da hun vågnede. Først havde hun kigget ud af et vindue der med det samme havde fortalt hende at dette ikke var vejen frem med det potentielle fald hun ville lave. Men hængslet havde givet hende mulighed for en skrue. Så hun havde skruet og skruet, og skruet. En dirk lavet af en skrue var ikke det mest fintfølende værktøj nogensinde, og hun havde flere gange tabt lortet på gulvet, og skåret ansigt over den ringlende lyd af isenkram over gulvet.

Derpå havde hun gennemgået natbordet, hvor der til hendes overraskelse lå samtlige af hendes ting. Det var en meget underlig opdagelse. Kortvarigt havde hun overvejet hvad faen det gik ud på, men der var ikke tid hvis hun skulle have sin røv ud herfra, og det var en ting der lå hende ret meget på sinde. Så kunne hun altid overveje hvor meget dæmonens handlemønstre gav logik, når hun havde nogle gode kilometer mellem sig selv og ham. Hun havde en ondsindet hovedpine, og hun var meget klar over at den hjernerystelse hun havde pådraget sig stadig var meget aktuel. Hun kunne ikke engang huske hvad hun havde sagt til McRian i telefonen. Hun havde bare registreret at vampyren ville komme efter hende.

Nu stod hun med hylende toner overalt omkring sig, og havde mest af alt lyst til at kaste op af smerten der hamrede mod hendes stakkels kranie, både indefra og udefra.

Make...it....stop....

"GET ME OUT OF HERE!"

Råbte hun over larmen, trak hånden til sig og lagde ret nytteløst hænderne forsigtigt mod det smertende hoved, hvilket hun lynhurtigt fortrød. Hun kunne ikke tænke. Den lyd. Den larm! Procella kunne ikke huske hvornår hun havde været tættere på at sætte sig ned på gulvet og tude opgivende som et lille barn...men lige nu følte hun sig RET tæt på!

Det så ud til at nogen havde ventet hende og Wil rettede sig op for at hilse på hvem end der skulle til at åbne døren. Med stigende vantro så hun på døren der blev rusket i og så de høje båt der fortalte wil at hun vist havde fundet jægeren og at Procella vist ikke hørte til her i huset. Så dette her var en redningsaktion? Og burde hun bare sparke døren ned nu?
Så begyndte en høj hyletone og Wil vred utilpas hovedet da lyden nåede hendes ører. For et menneske var den slem, men for en med Wils hørelse var den noget nær ubærlig. Hun knyttede sine næver så hårdt at hendes negle blev blodige i et forsøg på ikke at gøre noget drastisk. Så ramte noget hårdt døren, formenlig jægerens hæl og træet begyndte at give sig. Endelig.
Endelig gik døren en smule i stykker og wil, der ellers havde besluttet sig for at lade jægeren selv håndtere døren, fik kriblen i fingrene efter at rive døren af dens hængsler og komme væk fra den forfærdelige lyd.

For første gang smilede wil, da hun greb fast i den del af døren der allerede var halvvejs gået af. Hun flåede den af sine hængsler med en hurtigt vrid og skubbede den ind imod den anden dør der endnu stod. Lyden fra alarmen truede med at kløve vampyrens hoved i to da hun gik ind i palæet for at slæbe jægeren med. I stedet endte hun med at hamre sin næve ind i alarmen, i et forsøg på at få den til at blive stille.
Så trampede hun over til Procella der så ud til at have lyst til at ligge sig ned og græde. Wil kunne ikke huske at hun nogensinde havde set jægeren så gennembanket, men der var vel også en god grund til at hun ville væk herfra. Hun lagde bestemt sin hånd om jægerens albue og ledte hende ud imod bilen.
”Jump in... and umh.. you might wanna take the backseat..”
Hun kendte jægeren godt nok til at vide at hun ikke skulle pylre om hende og så snart de nåede bilen satte Wil i et hurtigt trav rundt om bilen og hoppede ind på førersædet. Det andet forsæde ville Procella kunne se var dækket af en blanding af salt og blod. Godt nok havde wil taget det værste før hun kørte afsted, men hun vidste godt at sædet var ødelagt. Alligevel havde hun besluttet sig for at prøve at rede hvad hun kunne.

”Sorry 'bout the time it took me to get here.. Family-emergency and the likes.”
Så snart Procella var inde satte Wil bilen i gear og trykkede på speederen. Som de rullede ud af porten kunne hun se en lille skikkelse klædt i sort og hvidt stå foran de ødelagte dobbeldøre. Hendes gæt var butleren, for det var meget tydeligt at herren af huset ikke havde været hjemme. Det havde  været alt, alt for let og hun kunne ikke ryste en grim fornemmelse af at problemerne først lige var begyndt, af sig. Men i det mindste var den forfærdelige hylen nu bag dem.
”So... Where too, ma'am? And.. which mansion did i just break into?”
Wils tøj lugtede tykt af spædbørn og selvom hun havde vinduerne åbne synes hun ikke at kunne komme af med lugten. Hun huskede ikke at lugten havde været så voldsom med Aisling, men den gang havde hun jo heller ikke så stærke sanser som i dag, måtte hun minde sig selv om. Hun satte kursen imod La sunisha, så snart de var ude af synsvidde fra palæet med øjnene rettet skiftevis imod den gennemtævede jæger på bagsædet og vejen foran hende.

Den mørkhårede kvinde blinkede let med det ene "raske" øje da hendes ønske faktisk blev efterkommet. Det tog hende et sekund lige at realisere at Wilith for første gang lod til bare at gøre hvad hun sagde, uden at der skulle gøres en diskussion ud af det. Det var bekom jægeren ganske glimrende. Til gengæld lurede hun en smule over at vampyren trådte direkte ind gennem døren og hjalp hende ud...efter hun havde spjættet forskrækket over at der blev taget fat i hende altså.

Ud af palæet kom de, men Procella stivnede let da hun så bilens tilstand. Hvem havde vampyren myrdet? Åbenbart i sin bil? Hun så anklagende på vampyren. Den tætte kropskontakt mellem dem gjorde at hun blev ubehageligt påmindet at der ikke havde været hjerteslag i den lille krop ret længe. Til gengæld...

"Why the hell do you reek of babies?"

Spørgsmålet var skarpt, på trods af at kvinden på vampyrens bagsæde ikke så ud til at have den bedste dag nogensinde.

"You better tell me the truth McRian, if you started on a freaky diet we're gonna have some serious problems! I really doubt you family-problems have anything to do with the family I know you have...and why the hell does your car look and smell like this? What the bloody hell is going on Fanger?!"

Procella var så oprørt over de virkelig dystre svarmuligheder at hun i første omgang fejede til side at svare på vampyrens spørgsmål. Svarene på hendes egne var MEGET vigtigere.

Wil sendte jægeren et anspændt smil da hun speedede op på vejen udenfor palæet. Hun havde kunne vade ind i huset, så det var ikke et menneske der boede der og siden jægeren var så desperat for at komme ud derfra kunne det umuligt være noget godt som hun havde rodet sig ind i.
”It's really a funny story... that i will tell you as soon as you tell me what mansion i just broke into! Who owns that place?”

Wils ansigt blev forvredet af en træt grimasse da hun så tilbage på jægeren, som palæet forsvandt i baggrunden. Tilbage var der nu bare turen til La sunisha som formentligt ville være en lang afhøring nu hvor jægeren havde opdaget at Wil lugtede af børn. Ikke at det overraskede vampyren, men efter den nat som hun havde haft kunne hun godt have undværet det.
”I don't eat kids! Jeez! The Blood? It's demon blod.. relax!”

Folk lod altid til at tro at hun havde ædt børnene bare fordi at hun havde været i nærkontakt med dem. De var virkelig slet ikke så appetitvækkende som folk troede. Der var vampyrer der fortrak denslags blod, men wil havde aldrig rigtigt kunne komme sig over deres ustandselige behov for at få skiftet ble, savle eller græde. Det var simpelthen voldsom distraherende.
”If I swear on my familys, that I will not hurt the kids and that I had nothin' to do with how the blood got there, will you relax then?”

Wil forventede halvejs at få en sko i hovedet, men hendes nysgerrighed vandt over trangen til at komme helskindet hjem. Hun var ret sikker på at Procella havde været der med en anden person, og nogle børn... Kunne det være hendes? De så ellers ud til at være et par år gamle, men hvis McClain kunne nå at blive gravid og føde på to måneder så var det vel også muligt at dæmonbørn voksede meget hurtigere end menneskebørn.
”What were you doing in that alley anyway?”

What kind of question is that?!

Procella havde ingen anelse om hvilket palæ der var blevet brudt ind i. Det var ikke ligefrem fordi hun havde bedt om husets historie. Vampyrens vrangvillighed indkasserede en grum snerren. Det var mindre end 24 timer siden hun blev bortført af en dæmon, og jægeren havde ingen hukommelse omkring noget af det der var sket i gyden da hun havde mentalt stemplet ud da lyden af vampyrens skrig havde nået hendes bevidsthed.

"McRian, do I look amused to you?! When your car is covered in demonsblood, you smell like babies and you talk about funny stories, I really DON'T feel particularly relaxed!"

Procella overvejede helt seriøst om hun skulle baske kraniet ind på vampyren, og omtrendt det eneste der umiddelbart reddede hvad lidt der var tilbage af Wiliths hoved, var det faktum at Wilith kørte bilen, og at den mishandlede kvinde godt kunne se det strategisk dumme i at de kørte galt...i hvert fald før de var kommet længere væk fra huset.

"What kids?!"

Det var meget tydeligt at omtalen om børn faktisk gjorde Procella endnu mere rasende end hun faktisk var i forvejen. I kvindens hoved fandtes der kun de børn hun havde et minde om, og det var hendes egne. Hvilket var en meget skæbnesvanger situation for vampyren for Procellas moderinstinkt var et hårstrå fra at få hende til at kamme komplet over. Der var mere eller mindre direkte mordlyst at læse i de ansigtstræk der stadig var genkendelige hos jægeren.

"Whoa! what is with you?! It's just a friends kids. I just took care of them while she was.. preoccupied..”
Det var slet ikke gået op for wil før nu at det kunne være at pro havde troet at det var hendes børn. Men havde de ikke forladt gyden sammen, mor og børn eller havde personen der greb jægeren kun taget hende. Pros ansigst udtryk fortalte hende dog at det ikke lod til at være tilfældet. Hvis dett ikke var tilfældet betød det at wil havde alvorlige problemer... ikke bare var jægeren gennemtævet og agressiv, men hvis hun også troede at hendes børn var i fare... Wil var pludseligt megett tæt på at fortryde at hun dukkede op for at hjælpe.

“It's not your kids dammit! Those girls, the four year olds, they were yours, right? I though they left with you?”
Nu hvor hun tænkte over det dukkede en erindring op fra den forgående aftens kaotiske hændelser.
Et kort glimt af en høj mørkhåret mand, set ud af udkanten af wils synsfelt, som samlede et eller andet op for så at råbe af en eller anden, der måtte have stået I udkanten af gyden. Resten af erindringerne fra aftenen var centreret omkring englen, McClain og børnene.

Hun havde kun kortvarigt set jægeren og hendes børn, men det var så der hvor englen var gået amok og derfra var alting gået meget hurtigt.
"How much do you remember from yesterday?"
Wil så træt på Procalla, men fortrød hurtigt at hun havde kigget derom, for det så ud til at jægeren følte for at skyde knoppen af hende. Ikke at det var noget nyt, men mere end normalt.

Friends?

Procella skulle lige fordøje den tanke aktivt et øjeblik, og det var virkelig svært for hende at tænke. Hun havde aldrig overvejet at Wilith faktisk kunne have venner. Sådan noget havde en vampyr ikke. Ikke i hendes verden. Faktisk havde overnaturlige ikke nogen relationer overhoved, ud over med hendes våben.

"You have friends? With kids?"

Kvindens stemme var mistænksom. Hun var for gammel i gårde til blåøjet at hoppe på hvad som helst der blev hende fortalt. Hun levede af løgne. Hun levede fordi hun selv kunne lyve så stærkt som en hest kunne rende. Måske var det en del af forklaringen på hvorfor hun ikke kunne skabe relationer til andre? Hvis man lever på mindre end en kvart sandhed, hvordan ved man så når nogen prøver at nå en?

Med et anstrengt grynt af smerte lænede jægeren sig for første gang tilbage på bagsædet. Prøvede at aflaste sin krop en smule i den frygteligt bumpende bil. Faktisk bumpede den ikke særlig meget, men selv de letteste rystelser fik det til at kværne i hendes hoved. Den stygge kvalme fra aftenen i forvejen listede sig tilbage og Procella lukkede det ene raske øje i forsøg på at samle sig.

"...yeah...You saw my critters? heh...he hates when I call them that..."

Mumlede hun lavmælt, men stadig hørligt for vampyrens ører.

"I didn't leave. I was taken. He told me so. I uhm...I can't..."

Hun åbnede øjet igen og fangede vampyrens blik i bakspejlet

"Could you open a window or pull over for a sec? I need some air. I'm not joking...I'm desperately close to adding to the...aroma..."

Hun sank kraftigt. Det var ikke en tom trussel. Stanken af dæmonblod, lagt sammen med den sure lugt af opkast, oven i hendes hamrende hoved, fik mundvandet til at samle sig på den der ildevarslende måde der gik forud for at man som regel sad og gylpede.

What did happen last night? Recall it! Come on! Remember!

Hvad var sandsynligheden for at vampyren havde aspirin i handskerummet?

"And I promise you this. He doesn't have my kids. I would never ever leave them. Ever. And that fucking zombie would have torn the house to shreds if he had."

Den første del af sætningen blev sagt med en mørk undertone. En dyrisk beskyttelse af sit afkom og løftet om en voldsom død til nogen der vovede blot at tænke tanken. Den sidste del af sætningen var flad og nærmest udtryksløs, hvilket passede svært dårligt sammen med de udtalte ord.

Wil sukkede tungt, en smule overrasket over jægerens forundring. Det måtte da have faldet hende ind at selv vampyrer kunne have venner. Det var sjældent at de venskaber var ukomplicerede, men når du lever i mange hundrede år bliver det hurtigt indviklet.
”yes, i have friends. Even bad guys go out for a drink, I mean an alcoholic drink for the record, once in a while. And yes, mysteriously enough one of them suddenly gave birth to twins. It's a party..”
Wils skæve, men trætte smil fortalte en anden historie, men med jægerens nuværende tilstand følte hun ikke at der var nogen grund til at begynde at fortælle lange historier nu. Det var altid sådan noget der fik jægeren til at afsikre hendes våben.

”Your critters? Yearh, they seemed mighty curious of the chaos. And.. uhm.. who is ''he''?”
De var nået over den første af broerne og kørte forbi en kornmark da Procella fik brug for luft, det tog ikke Wil mange sekunder at reagere og få bilen trukket over imod marken. I bakspejlet kunne hun se jægeren og hun så ganske rigtigt en smule grøn ud. McClain havde allerede gjort sit for at ødelægge hendes bil, hun behøvede ikke også at jægeren gav et besyv med.

Med alle bilens vinduer nu rullet ned, var der bare tilbage at vente på at jægeren blev klar til at køre videre. Den luftfrisker hun havde grebet på vej ud blev kastet om på bagsædet så jægeren kunne udnytte den når hun satte sig ind igen.
”I know that you wouldn't, but i was cornered at the moment, so i couldn’t know for sure. But im glad. The man that took you.. I saw him, I think, and it seemed like he was shouting at someone. After that I just know, that you and the kids were gone.”

Procellas kommentar om en zombie fik Wil til at se noget bekymret ud. Hun havde aldrig mødt en rigtig zombie før og var ikke sikker på at hun havde lyst til det. Jægerens ligegyldighed omkring væsnets eksistens gjorde hende ikke meget roligere. At hun ikke havde dræbt den endnu undrede wil en del, men måske var det hendes mands. Han var jo sindssyg gammel og legede sikkert med den slags magi i sin fritid.
"What zombie?"

Procella fik banket døren op og trak luft ind i store mundfulde. Hun brugte bildøren som aparte krykke halvt oppe under den ene arm og hang nærmest draperet halvt siddende, halvt støttende til døren. Hun spyttede det overskydende mundvand ud. De opsvulmede læber gjorde voldsomt ondt ved bevægelsen og hun blev atter mindet om at hun ikke kunne gøre som hun normalt ville have gjort. Hvordan var det overhoved sket?

"Stop playing...games...."

Stønnede hun en smule miserabelt

"You haven't sworn anything and you never told me what kids. Start talking McRian. And since when do you actually own being a bad guy?"

Det sidste blev gryntet en smule tørt. Hun skævede op og der var et sært fornøjet udtryk i hendes ansigt over meldningen om at børnene havde været interesseret i kaos. Det gav et ryk i hendes læber der nok skulle have været starten til et smil, men i stedet blev til en hvislen.

"Yeah...lucky me. He was shouting huh? Well. What did he say?"

Hendes fingre gled søgende hen over jakkelommen. Hun havde naturligvis sørget for at tage sine ting med sig, men det var en meget naturlig ting at genchecke sin mobil. Fornemmelsen af en mursten mod hendes tryk med fingrene beroligede hende. Hun fingerede den frem og vægtede den let i hånden. Skulle hun ringe op?

"And it wasn't a man. It was a demon. And talking of demons. Explain the car! Just...stop being so damn difficult. Or I'll puke on the seat just because I can!"

Hun indledte en selvironisk latter, men fortrød det i samme øjeblik og bandede grumt. Den satans læbe!

”I don't think I'm a bad guy, but that's what hunters seem to think. Not that I really mind, I just enjoy a good fight once in a while.”
Wil kravlede med et lille smil ud af bilen, smækkede døren bag sig og travede over til Procellas side af bilen, hvor hun placerede sig på bagsmækken. Hun så en hel del mere træt ud end sidst da jægeren havde set hende, men hendes viltre hår og generelle munterhed var rimeligt meget det samme. Wil havde lyst til at spørge om jægeren var okay, men den slags spørgsmål blev normalt ikke modtaget vel, så hun lod for en gang skyld være og svarede bare på jægerens spørgsmål.

”Fine.. So the demon,  don't think that you know her, but she's the mother of the kids. It was her and the angel that started fighting with the kids in the middle. I intervened and we all ended up ind the ally, after a bit of throwing each other around.”
Wil så kort på jægeren, men rettede så blikket ud over kornet der bevægede sig som bølger i den kølige aftenvind. Vampyren virkede væsentligt mere rolig og afdæmpet end hun plejede, meget lig jægeren.

”After the building started falling apart you and the kids disappeared, the angel left and the demon crawled into my car and left a ”present” for me on the seat. After that i took the kids home, made sure that they were okay and called a nanny this morning. Oh.. and the demon is recovering, hopefully she's sleeping by now.”
Hun havde indset at Procella formentligt ikke bekymrede sig for dæmonen, men hun kunne lige så godt få det at vide, for hun havde sagt at hun ville have hele historien. Det var en meget kort og udetaljeret version af historien, men der var simpelthen for meget. Formenligt for meget for jægeren alligevel, med den hjernerystelse hun lod til at have fået. For nu virkede det som om at hun bare ville have fat i sine børn og eventuelt noget smertestillende.

”Oh come on! Not the car.. again.. he was shouting something.. there was a lot of noise at the moment, but he said something about getting somewhere safely. Sounded like he was giving an order to someone. How about we get you home, maybe your zombie got them home? And at home you can lie down and get away from the stench in the car.”
Wil hoppede ned af bagsmækken, med et forsigtigt grin begyndte at gå over til hendes side af bilen. Der var hedigvis ikke en masse trafik I det øjeblik, så de var alene på vejen. Wil trak hurtigt døren op og hoppede ind foran, klar til at få fragtet jægeren hjem.
"so where am I going, hunter?

A demon and an angel fighting? The demon being pregnant and giving birth to twins. Demon drinking alcohol..with a vampire? Heaven have mercy...wait...

Procellas hoved forsøgte at få hoved og hale i den komplet absurde historie, og der var pludselig nogle rigtig kedelige fællestræk der gik op for hende.

"I know of a few demons. This friend of yours. What does she look like?"

Der var noget over måden spørgsmålet blev formuleret på, måske var det en anspændt undertone et sted, men noget sagde Wilith at det for Procella var meget vigtigt at få svar på.

And why the hell is Victoria always getting herself involved in fucked up situations? That bloody Fanger is like an addict!

Procella rynkede let på næsen, over den realisation. Og gryntede halvkvalt. Hun spyttede blodigt savl ud i grøften og fulgte kort Wiliths blik ud over marken. Jægeren rystede meget langsomt på hovedet, stemte mod karoseriet med kroppen og lempede sig på benene, meget forsigtigt.

"So basically...you thought the best thing you could do was to make yourself a target, because you took human offspring from a demon, who was getting beat up by an angel. Then you took the babies, called a nanny, left the demon in the same location as the babies and a nanny, HOPING that the pissed angel ain't gonna find them?"

Procella lagde den fri hånd mod sin pande for at give sig et øjeblik mere til at tænke i, og for at køle en smule mod den grumme hovedpine der gjorde alting varmt i hendes hoved. Det føltes rart.

"Aaand you also hope you can keep yourself fed to not eat the babies. And then you drive to jailbreake me out of a another demons house...again...hoping that both nanny and children will be intact when you get ho-...jesus fucking christ McRian! You DO realize that demons eat their own offspring and you...god...you..."

Det her var altså lidt for meget af det gode. Eller rettere sagt, lidt for meget af det komplicerede. Vampyren havde lidt for meget tiltro til at alle åbenbart bare skulle sætte sig ned og lege social sokkebytning og så kunne de være bedste venner. Hvornår vågnede hun op og fandt ud af at verden bare ikke hang sådan sammen?

"Yeah right! You are not driving me home! I have enough problems without you knowing the location of my house. Seriously! You are like a beacon of...NOT thinking! I'm very tempted to ask you what the hell you are thinking, but clearly that is the essential problem in ALL of this! I banged my head, I didn't loose my brain, vampire!"

Snerrede hun syrligt. Hun kunne ikke finde ud af hvad der generede hende mest ved alt det her. At Wilith ikke brugte sin hjerne overhoved, eller at vampyren stod i lort til halsen, og faktisk tvang jægeren ud i at skulle tage stilling til nogle, for hende, kedelige revurderinger af hvad hun kunne og ville tillade. En ting var sikkert. Hun kunne ikke lade menneskebabyer bo hos en vampyr. Det var jo totalt absurd. Jægeren vidste så også at det var den sidste ting hun skulle sige, men der var ingen tvivl om dén ting i hendes sind. Hvis Wilith var venner med en dæmon, og dæmonen havde fået børn, som vampyren åbenbart mente hun skulle rende rundt og få barnepiger til i stedet for at sørge for de fik sikre og trygge hjem, så måtte hun skride til handling. Mennesker havde sjæle. Hendes arbejde var at redde mennesker så de selv kunne tage stupide valg omkring deres åndsvage sjæle.

"The demon? Black hair, brown skin, in her twenties, possibly from europe."
Praktisk set så McClain ud til at have mørkt hår, men et eller andet i jægerens tonefald fik Wil til at holde igen med detaljerne. Hun lød lidt for ivrig, som en jagthund der havde fået færten af et eller andet og sådan noget plejede aldrig at lede til noget godt. Slet ikke når det kom til denne her jæger. Af hensyn til hende og McClains arbejdsopgave som de havde fået af Selene, kunne hun ikke se til mens dæmonen blev jagtet og skudt af en jæger... lige meget hvor underholdene det ville være.

"Oh I'm sure he's gonna find me eventually, but after the night he just had, he better stay in bed.. After what i saw the demon do to him I'm sure that he has at least a couple of broken ribs and he lost a considerable amount of blood, not by my hand, by the way. And yes, the best thing i could think of doing was protecting the kids and their mother. There will always be people targeting me, for Christ sake. It's nothing new."
Hun var udemærket klar over at McClain tydeligvis ikke skulle i nærheden af de børn igen, og at englen nok ville komme for at få fat i børnene, men hun orkede ikke at tage problemerne på forskud. Så snart hun fik smidt jægeren af skulle hun hjemme og finde sig noget at drikke. Derefter ville hun smide sig i en lænestol og tænde for fjernsynet. Bare tanken fik hende næsten til at smile, men også kun næsten. Minder fra aftenen før trængte sig på.

"And yes, I know exactly what demons do to their offspring. That is why I locked her up. She's not going anywhere near those kids. And  that's why the kids won't stay with me for long. I don't feel like eating them, but I'm quite obviously not suited for being a parent. Think about me what you want, hunter, but I'm not that naive.”
Vampyren trak på skuldrene, åbenlyst nok ikke i humør til at skændes. Det var tidligt på aftenen og hun havde ikke fået tid til at tænke den sidste dags hændelser igennem. Hun havde masser af ideer til hvad hun kunne gøre med børnene, men hun manglede endnu at få lavet en konkret plan.

Informationen om at palæet som de havde brudt ud af tilhørte en dæmon, orkede Wil slet ikke at kommentere på. Der havde med garanti været sikkerhedskameraer, så hun måtte regne med at være blevet set. Det gav hende en ganske begrænset tidsperiode, til at få børnene væk fra øen, på. Men hvorfor jægeren havde ringet efter hende til at hjælpe hende med at bryde ud, kunne vampyren ikke lige finde ud af.
*I wonder if he would accept a basket of muffins as an apology for the door and the guard.*

"Again with mistrust... You know, at some point you gonna need to decide whether your gonna trust me or not. But fine, where am I dropping you off then?”
Inde I bilen igen sukkede Wil, men lod ikke til at være voldsomt overrasket. Hun havde intet at bruge jægerens adresse til, men indtil Procella fik fundet ud af med sig selv hvor de stod måtte hun bare lade den anden beholde sine forholdsregler.

Jægeren mistede tilsyneladende interessen for dæmonens udseende igen.

She doesn't look particularly eastern...

Teknisk set var "Østlig" en ret ukorrekt beskrivelse at bruge omkring folk fra Europa, men det lå selvfølgelig mere østligt end Amerika - hvis man som Procella, gik ud fra at Amerika var verdens navle og omdrejningspunkt, samt udgangspunkt for logik...eller mangel på samme. Det kunne godt være Procella befandt sig i Canada, men i hendes hjerte blafrede et stribet og stjernet flag med patriotisk stolthed. Eller...så meget patriotisk stolthed man kunne have når man ikke forsvarede sit land udelukkende. På den måde fungerede det en smule specielt at være "I tjeneste" for verden. Damdadadaaaa...ja det var lige før der bare manglede en kappe.

"What? Who? The demon?"

Procellas hjerne skulle lige i omdrejninger før hun sporede sig ind på hvem det egentlig var der var tale om i henhold til at folk jagtede Wilith. Det var lige før hun begyndte at grine over det. Hvor mange personer havde vampyren potentielt til at jagte sig rundt på et forholdsvis begrænset område som Deploratus? En ting var at det måtte være skide besværligt at være vampyr i forvejen...hvis man bekymrede sig om sådanne småting...men ikke kun skulle den lille rødhårede pige være hemmelig, have noget at spise OG undgå solen, nu havde hun også som minimum en belastende jæger og åbenbart en arrig engel, og muligvis en dæmon i hælende...det var så ud over dæmonen hun havde...låst væk?

"Ah...the angel. So uhm. You actually look forward to the angel seeking you out? Trying to get a meal who wont be running away from you, for once?"

Et øjenbryn kravlede en smule op i panden...men spørgsmålet var om det overhoved kunne ses...

"You don't think it categorizes as being naive to lock up a demon and think it will last? How much of a friendship are you going to have when you are locking her up? I'm not sure what kind of friendship you guys are ha-..."

Procellas ordstrøm mistede kraften midt i sætningen, og så stod hun lidt med halvåben mund og lod til at have meget lidt lyst til at færdiggøre hvad hun var startet på.

"Please...don't answer if you are doing the nasty mambo with her...I don't think my mind would ever recover from the mental damage. I beg you!"

Stønnede hun så. Det var alligevel nummeret for anstrengende at skulle forholde sig til. Hun havde ikke LYST til at forestille sig den alt for lille pigeskikkelse i en eller anden bondage-scene med en dæmon. Problemet var lidt at det var som at sige folk IKKE måtte tænke på en lyserød elefant. Pludselig havde man svært ved at tænke på alt andet end lyserøde elefanter.

"Right..You are playing offended or hurt, after telling me, that creatures who you actually claim to be  friends with, are getting locked up? And then you tell me to trust you..."

Det var direkte selvmodsigende i jægerens verden. Hun kunne simpelthen ikke forstå hvordan den logik på nogen måde hang sammen. Det gjorde den jo ikke, i hendes verden. Hun baksede med at få kroppen ind i bilen igen. Hun så træt på plastikgrantræet der lå på bagsædet. Som ville den brænde hende, fiskede hun den falske guldsnor op mellem tommel og pegefinger, hvorpå den fik sig en sejltur ud i rabatten.

"That kinda depends. I need need to go to the harbor. You could take me to The Island. Why did you come to my rescue anyway? I have to ask. I'm curious. I could say something funny about a dog with a bone, but as we both know what a real dog looks like, and bloody smells like, it looses some of the punch...you know...in the punchline..."

Okay hun var lidt for mørbanket i sit hoved til at kunne komme med nogle virkelig originale jokes. Hun måtte i det mindste få nogle point for at prøve!

Jægeren mistede færten, af hvad end hun havde fået færten af, til vampyrens store lettelse. Hun vidste ikke om der havde været noget at finde for jægeren, men under alle omstændigheder var hun glad for ikke at have givet den allerede totalskadede dæmon flere problemer på halsen
”Who's hunting me? At me moment no-one, that i know of, but that could change tomorrow. The ugly side of immortality.. Here grudges lasts forever. Imagine the thanksgivings.”

Wil sendte Procella et ulvegrin, som billeder af jægeren og hendes familie til thanksgiving susede over hendes nethinde. De fleste af dem ganske forstyrrende.
”Looking forward to it? A bit, but mostly I'm curious 'bout his plan for getting the kids... Should be interesting. Heh.. and yes, a meal running right towards me, should be fun, for a change.”
Englens løsning på hele det med at få børnene tilbage var afgjort det Wil glædede sig mest til at se. Det var ham mod hende og McClain, for vampyren tvivlede voldsomt på at McClain ville sige nej til en rask lille slåskamp og da slet ikke med ham her.
De to lod til at have en historie, for hvorfor ville han ellers have været der da dæmonen fødte. Hun blev egentligt også nød til at spørge om hvem børnenes far var.. bare for en sikkerheds skyld.

”You don't know me that well, hunter. It will contain the demon, not forever, but for long enou.. Wha.. you think.. me and...”
Et mindre latterbrøl gennemrystede vampyrens spinkle krop. Tanken om hende med dæmonen, var omend underholdene, ganske absurd for Wil. Hun kunne ikke tænke på McClain som andet end en irriterende, uansvarlig lillesøster. Wil havde aldrig haft et problem med at spille for begge hold, men dæmonen her... Nej, det var lige bizart nok.. Lidt for mange af McClains væsker havde været på Wils tøj til at hun kunne så meget som overveje at være intim med hende.

”Nonono.. bloody hell.. She's more like an annoying little sister.”
Hun prøvede desperat at fjerne billederne af jægeren med hendes skaber, fra nethinden og koncentrerede sig i stedet om jægerens stemme. Det hjalp en smule.

”Friendships between supernaturals is a bit different than friendships between humans.. I'm guessing that you have noticed by now?”
For alle overnaturlige Wil havde kendt havde det været sandt. Overnaturlige, uanset race, havde meget anderledes problemer end mennesker, og det var mere end sjældent at venskaberne var ukomplicerede, eller uden en hage.
“And I'm not telling you to do anything other than decide, with your self, whether you think that you can trust me or not.”

Med et fast greb om rattet lagde vendte Wil bilen og satte kursen imod havnen.
”The harbour it is, then.”
Vampyren havde øjnene fast rettet imod trafikken foran dem og så ikke på jægeren da hun svarede på hendes spørgsmål. Som de nåede tættere på Werclare dukkede der igen flere biler op og mens mørket sænkede sig over byen dukkede der langsomt flere personer op i gaderne.
”I don't know why i did it, to be honest. But the better question is, why did you call me? You have your demon, why not 'im?

"Mortals do grudges better. They don't have time to plot and scheme. They get stuff over with. As an immortal you don't need to go to war to prove a point. Humans have family-feuds, and shit. Mortals do thanksgiving. People meet and pretend to be friends. 2 drinks and a little stuffing, and people are tearing each others hearts out, over stupid things like...a centerpiece!"

Jægeren lænede sig lidt ud til siden og fik fat i konehåndtaget. Det føltes meget rart at kunne understøtte sig selv på den måde. Hun studsede lidt over den fulde kornmark de kørte forbi.

What happened to the farmer?

Hvor Wilith så noget smukt og kunstnerisk, så Procella en mark der ikke var blevet høstet. Der var ellers penge i at få høstet tingene, så hvis en bank overtog et stykke jord, så skulle de nok sørge for at få nogen til at vinde udbyttet af guldgruben der voksede på den. Hun hørte efter vampyrens stemme med et halvt øre.

"It's cute you still think of me as human. Haven't you found out by now, that I'm not exactly a prototype of normality? Besides. I trust that freaks always do what best for them. Something that benefits them. In long or short runs"

Det gyldne blik gled til sidespejlet hvor hun betragtede vampyrens ansigt lidt

"Like you. Not being lonely when locking up a demon. Speaking of her as kindred. Call it what you want, but you know the truth. You are the keeper of that demon. And you chose to. The demon don't need you to protect her. It's a demon. Demons are stronger than vampires"

Procella smilede svagt

"When the demon seeks you out, you might wanner have a better answer than I dont know". I'm actually finding that a little disturbing. And no, I don't have a demon. I do have a vampire it would seem. Even though you don't know why you are doing it...yet..."

How can a face hurt that bad? I seriously need to get home. I need a little TLC. And a beer. And pizza...And not worry about stupid shit.