Light consumes you, when darkness falls(Procella - Past)[V]

Dato: Søndag, 14. december - 2008
Tid: 21:57
Årstid: Vinter
Vejr: Minusgrader. Det er mørkt udenfor. Det sneede dagen før, og siden er sneen frosset hård og fast.
Sted: Canada. Gatineau - Quebec. En lejlighed, i midten af byen.
Omgivelser: En folk på 3 jægere og Cora, der sidder og venter i lejligheden.
Påklædning: Mørkt, tætsiddende tøj. Bl.a. elastiske, forede, sorte leggins.
Kaos-NPC: Tilstedeværelse velkommen


Sko og støvler knasede igennem sneens overflade, og trampede den flad under vægten af den myldrende masse af forskellige væsner, der hastede til deres gøremål. Menneskene, uden at vide at monstre gik iblandt dem, og trådte den samme sne til splat som de selv gjorde. Væsnerne, uden at vide at deres hemmelige eksistens blev truet, ikke langt fra hvor de gik, med tankerne begravet i emner der virkede så vigtige, for det enkelte individ. Hvis de havde vidst, at deres eksistens, som de kendte den, var truet - både menneskers og væsners - så havde de måske ændret deres daglige rytme. Måske havde de ikke.

Disse ligegyldige tanker var hvad der summede i Coras tanker, imens hun ventede. Hendes fingre ramte én efter én bordets overflade, så det dunkede hver gang en fingerspids ramte bordet, og dannede en kedsommelig rytme. Gang efter gang dansede fingrene over bordet, og gentog den rytme hun havde holdt i flere minutter nu. Fingrenes rytme var den eneste lyd, der var at høre i lokalet.

"I swear to God Cora, I will pull your sorry ass out of this job, if you don't stop that stupid melody, right this second!"

Hendes fingre stivnede. Næsten alle blikke i lokalet hvilede imod Cora, da hun trak hånden til sig, og lagde den til ro i sit skød. En mand med et par mørke, buskede øjenbryn der matchede den næsten sorte hårpragt han besad, så op fra den pistol han havde renset, for at blande sig i samtalen. Carter, som var mandens navn, var langt den ældste i lokalet, selvom han ikke var mere end 35.

"Leave her alone, Evan. She's probably just nervous. And you don't have any authority to pull her out of anything. Reaper'll be here any minut now, so if you'd not fight when she arrives, then you'd make me real damn proud."

Udelukkende for at provokere Evan, listede Coras fingre sig igen op og bankede utålmodigt i bordet, i den selvsamme rytme som tidligere. Evan var en 28-årig lyshåret mand, der var en af de mest sprængfarlige personer, Cora havde mødt, men havde en humor der matchede hendes perfekt. Et næsten leende fnys fra hjørnet af lokalet, brød hendes fingres solodans, og blandede Owen ind i samtalen. Hans hvide tandsæt lyste næsten i mørket, da han grinede til hende, og på trods af sin modvilje imod det, kunne hun ikke helt holde et smil fra sit ansigt. Selvom han sad i det modsatte hjørne, end det mørke hjørne, der var domineret af skygger, hvor hun var placeret, så var de ikke så mange meter fra hinanden.

Lejligheden var ikke så stor. Den var kun et midlertidigt sted den lille gruppe opholdt sig, for det var ikke så langt fra dæmonernes opholdssted. Jægernes hovedkvarter, som hele gruppen tilhørte, var derimod i den anden ende at byen. Det kunne også ses på lejligheden, at den ikke blev brugt hver dag. Køkkenbordet og køleskabet var næsten samlet i ét, og var tilsammen ikke meget mere end en meter lang - herpå sad Owen, stadig med et smørret smil. Owen var en arabisk mand med mørkt krøllet hår, og et smil der altid påvirkede Cora.

I sofaen, overfor køkkenbordet, slængede Evan sig, med et blik der var halvt klistret til tv-skærmen hvor der kørte et eller andet dyreprogram, og halvt fanget på det vievand han var ved at hælde ned i et lille glas, der kunne kastes og sprænges imod dæmonerne, for at søbe dem ind i vievand. Fanget i et hjørne, væk fra både sofa og køkkenet, sad Cora og stirrede kedsommeligt på Carters fingre der hjemmevant rensede våben. Og siden han sad lige overfor hende, var det ikke noget problem.

"Is she late, yet? We don't even need her!"

Carters blik bevægede sig langsomt op på hende, men et højt grin afbrød ham, før han overhovedet bevægede læberne for at svare hende. Evans grin ophørte hurtigt, men havde tiltrukket sig Coras opmærksomhed.

"First, no she's not late, Cora. Look at the damn clock, would you? And second ... Girl, you're stupid if you think we don't need help to rip those demons apart. And Reaper is a legend in the demon-killer market! So if you don't want to sound stupid, shut up."

Carters dræberblik gennemborede Evan, og fik ham til at holde op med at snakke, men det var allerede lykkes ham at irritere Cora. Hendes øjne blev knebet sammen til smalle streger, og hun snerrede næsten af ham. Men der kom ingen lyd ud.

"Don't fight! The two of you are acting like dogs! We'll want to make a good impression."

Hverken Evan eller Cora svarede på Carters kommanderende ord. Men blikket der blev udvekslet imellem de to, var fuldt af vrede og morderiske lyster.

The Look

"...who the fucking hell chooses to live in a shitty country like Canada..."

Mumle-bandede Procella for sig selv og smækkede arrigt døren til bilen, og var derefter ved at stå på røven i en snemasse der var så hårdt sammenpresset af maskiners gentagende masen, at det lige så godt kunne have været en skøjtebane. Hun fægtede ud med armen og fik klamret sig halvt til en brandhane imens hendes ben fægtede rundt som en anden karikatur af Bambi På Isen. Skummende fik hun styr på det hele. Læderjakken check, den tunge dufflebag med våben, check.

Det var PISSE koldt for at sige det rent ud, men helt ærligt så foretrak hun frostbid, fremfor at få bidt skulderen af, fordi hun havde taget en fucking flyverdragt på. Se dét ville være et ømt syn!

Here. The magic is here Moon-child
- Sleep. For now. Please.

Procella rullede med besvær ærmerne på sin læderjakke op så tatoveringerne på hendes underarme kom til syne ”Veritas” og ”Aequitas” blev presset mod hinanden samtidig med et enkelt ord blev henåndet så godt som lydløst ud i aftenluften. Jægeren fornemmede det det som en underlig skvulpende sæbeboble der drog hende ind da magien afslørede sine hemmeligheder for hende. Dér. Lejligheden kunne lige så godt have været farvet med neongulestriber, komplimenteret med blinkende julelys på hele facaden. Det ville nok ikke have været så underligt egentligt, for der hang jo faktisk julepynt i alle butiksvinduer og hæslige imitationer på gran-guirlander, med alt lige fra engle, til rensdyr og alskens uhyrligheder der lyste op i alle mulige farver for at skabe den rette ånd.

Jægeren fnøs, trak demonstrativt læderjakken tættere omkring sig og trampede afsted med let dukket nakke for at undgå det værste vind. Lorteland! Hendes skridt i de tunge støvler knasede når hun gik igennem permafrosten, men det var med vilje hun trampede som hun gjorde, netop for at det skridsikre underlag på støvlerne ville kunne få fat i et eller andet, så hun ikke lavede samme nummer som før. Folk på gaden veg fra hende, for hun virkede som et lavstammet og meget hidsig lille læderspøgelse der havde misforstået at det IKKE længere var halloween men derimod jul og skulle være glad.

Ind af hoveddøren. Banke støvler af for det værste sne. Op af trapperne. Ned af gangen, hvor der var noget tæppeagtigt på, som havde en ubestemmelig brungrå kulør, men hvor meget der var slid, hvor meget der var skidt og lort og hvor meget der egentlig var oprindelig farve var komplet umuligt at afkode. Der lugtede også fugtigt. Lidt som et håndklæde der var glemt i en gymnastiktaske. Malingen på væggene var ikke meget mere tiltalende. Afskallet og en blanding mellem karrygul og sennepsgul. Indenunder viste sig nogle steder noget mørkegrønt og prikket, om det var mailing på murværk eller rent faktisk en form for skimmelsvamp der stortrivedes havde hun ikke engang lyst til at tænke på. Hvad fanden var der dog sket med de stolte jægere i Gatineau? Hen til døren. Tag i håndtaget. Den var låst. Selvfølgelig var den låst! Alligevel provokerede det hende ustyrligt af en eller anden årsag. Hvis den tilgengæld havde været ulåst havde hun flået samtlige folk i lokalet fra hinanden.

"...codeword my ass...."

Mumlede hun for sig selv og buldrede på døren.

"Open the goddamn door!"

Hendes øjne havde en hidsig gul farve, og hun følte en forventning et sted i sin bevidsthed. Hun lukkede øjnene, sugede luft ind gennem næsen og pustede langsomt ud af munden. Brugte de teknikker som Creo havde lært hende til at sænke sin hjerterytme. Fornemmelsen af noget tilstedeværende fladede ud, blev mindre, men var der stadig. Den var blevet interesseret.

Remember you cool. Don't get angry. Keep calm. Don't loose control. Don't loose it.
...loose it....

Den svage hvisken og den lille forventningsfulde latter, fik hende til at bide tænderne sammen og virre på hovedet som havd der summet en flue rundt på gangen. Hvor længe kunne det tage at åbne en fucking dør?!

Stilheden ringede i luften lidt, men når både Cora og Evan var i samme rum, nåede den aldrig at få fred længe. Alle kunne tydeligvis mærke spændingerne i luften, for Carter blev ved med at sende giftige blikke til Evan, der var en tydelig befaling om at han skulle holde sin kæft. Cora modtog ikke nogen, for af grunde Cora ikke helt havde fået på plads, var Cora Carters absolutte yndling. Men Cora klagede ikke over det. Hun fik en hel del fordele, som drengene ikke fik.

Inklusiv at Carter ikke sprang op med det samme, da Cora tog fat i diskussionen igen, selvom Carter i blikket advarede Evan imod det, hvert andet sekund. Carter fik et irriteret skær i øjnene, men han kommenterede ikke på Coras ord.

"Evan, if you really are stupid enough to ..."

Et hiv i dørhåndtaget forstyrrede Cora, inden hun overhovedet var kommet igang. Alles blikke var med det samme sat fast til dørhåndtaget, alle spændte og klar til kamp, som enhver jæger når der var en potentiel trussel. En mumlen ude fra den anden side af døren fik Evan og Cora til at udveksle et blik. Men den hamren der afløste den svage mumlen, fik det alligevel til at give et overrasket sæt i Cora, der endnu var trainee. De tre drenge reagerede slet ikke.

What the ...?"

Coras lavmælte mumlen syntes at sætte ild i rumpen på Carter, der sprang op ved lyden af en stemme der næsten råbte igennem døren. Han måtte genkende stemmen, for uden at betænke sig et sekund fik han låst døren op, og flået den op med et begejstret smil. Både Evan og Owen sprang op og stå, i samme sekund Carter begyndte at åbne døren, mens Cora blev siddende, forvirret over alles reaktioner. Det havde hun altså ikke øvet på!

Carter trådte til side for at lade denne Reaper komme ind, med et blik der tydeligt viste at han kendte til Reaper, og vidste hvem hun var. Cora derimod, var ikke heelt så begejstret for at se hende som de tre drenge var. Hun skulle ikke have en eller anden til at overtage hendes plads i gruppen. Dumme kvinde, der så ud til at have ... den vildeste styr på hvad hun lavede. Så snart kvinden var kommet ind, lukkede Carter døren bag hende, og låste den omhyggeligt.

"Thank you so much for coming, Reaper! We have a bit of a crisis. Just a second .."

Han nikkede til Owen, der som en lille mus fór over i en skuffe, og hev en bunke tegninger ud. Evan havde i mellemtiden nået over til bordet hvor Owen lagde tegningerne, og de begyndte at rode i dem, for at få vrikket dem ud og lagt dem frem til skue. Carter var allerede på vej over til tegningerne, med et ansigt der igen var blevet seriøst og bidsk. Først nu rejste Cora sig langsomt op.

Den arabiske Owen skubbede en tegning over til Carter, der sørgede for at Reaper kunne se den, udenset hvor hun stod på nuværende tidspunkt. Hun vinkede Cora hen til ham, for at sikre sig at hun også kunne se tegningen.

"Did you hear what we needed help for? Two demons have decided to join together, just to expose the existence of non-human beings, for the humans. This ..."

Han pegede på tegningen han stod med, og prikkede så til stregerne på papiret.

"... Is a drawing that shows the building, in which the demons is hiding. We are pretty sure that there will be no magic but .. You know demons. They always do shit, when you're sure they can't."

Hans akavede grin var lidt malplaceret, og han stoppede da også hurtigt. Et hurtigt blik på Cora fik hende til at sige en næsten endnu mere akavet grinelyd, bare for at gøre ham glad. Det virkede ikke rigtigt, så han droppede bare hele joke-seancen, og gik tilbage til at forklare hvad der skete.

"Anyways .. We will only be the four of us as hunters, and our trainee Cora. This is Evan and Owen. You probably heard about the accident in Gatineau .. So ... We're very thankful, that you will help us with this. Right guys?"

Cora var bare småirriteret, fordi det virkede næsten som om Carter fedtede for Reaper. Det kunne godt være at Reaper faktisk var overraskende køn(Cora havde næsten forestillet sig en troldelignende skabning komme), men det betød ikke at han skulle opføre sig som en skide hundehvalp. Okay, så det gjorde han måske ikke .. Men han var lige lovlig begejstret og taknemmelig, efter Coras synspunkt!

"Yeah, sure we are. You're the one that kills demons, right?"

Evan skubbede hårdt til Cora for at få hende til at holde kæft. De ville ikke have at Reaper fik nogen grund til at gå, når de havde så hårdt brug for hende - men Cora havde fandme lov til at sige hvad hun ville! Hun sukkede demonstrativt, men sendte så Reaper et kæmpe stort smil, der fik Carter til at sende et dræberblik retur til Cora. Owen var gået igang med at stable våben op på bordet imens. Hans tykke arabiske accent afbrød Coras tøsesurhed, da han havde fået de fleste våben lagt op på bordet.

"This is most of our weapons. We wasn't sure if you would bring weapons yourself, so there will be enough for you, if you want some."

Owen smilede bare bredt.

Procella pustede en lok hår ud af panden og trådte ind i værelset. Det var et kort granskende blik og hun sugede informationer til sig uden egentlig at være klar over at hun gjorde det. Det var så indgroet en del af hende som at trække vejret.

...Kenzie, Trey, Ida, John...

Hun lod med et klonk den armygrønne dufflebag falde til gulvet som mere end afslørede der var tungt grej i den. Hun ventede kort til Carter havde lukket døren bag hende og derpå greb hun ham om underarmen, og han om hendes. En udvidet form for håndtryk, som også sikrede sig at modstanderen ikke var bevæbnet. De to sendte hinanden et indforstået grin da de konstaterede at de naturligvis begge var bevæbnede men hvem havde forventet andet?

Procella trak Carter ind til sig i et kort meget maskulint favntag. Et af dem der tog en brøkdel af et sekund, og samtidig gav hun ham et let klap på ryggen imens hun hviskede noget til ham som de andre umiddelbart ikke lod til at kunne høre.

"...Sorry C. I know she was your sister...."

Carter åbnede munden halvt men Procella rystede umærkeligt på hovedet, under dække af at skulle have sne og smeltende dråber rystet ud af det mørke hår. Hun ville ikke give hans personlige historie ud.

"Dude! Are you STILL alive and kicking?! You goddamn ugly motherfucker!"

Procella stak i et kæmpe grin der rakte fra øre til øre, og afslørede derved nogle meget hvide og nærmest rovdyragtige hjørnetænder, imens Evan og hende tog bestik af hinanden. Så langede hun ud og stak ham en lussing, kun med fingerspidserne. Klasket var højt og rødmen fra slaget markerede hurtigt den kaukasiske unge mands ansigt. Det var lidt som om hele lokalet holdt vejret et øjeblik. Derpå udbrød Procella.

"Still too slow bro! Njaaaaa! Come here!"

Og så blev der meget kammeratligt dunket rygge, og der var ingen tvivl i denne verden eller den næste om at Evan og Reaper kendte hinanden på en åbenbart ganske særlig måde. Hun nikkede let til Owen og smilet blev blødere, som var hun klar over at Owen var en lidt anden støbning. Procella gik over og så på tegningen, så op, ned på tegningen igen og derpå rundt på hver enkelt i lokalet...Cora undtaget...

"So...that's it? You have a bloody drawing of a building and heard that they want to expose the truth? Where are the pictures? The files on each demon? If a couple of wiped out hunters can gather this, then so can EVERYONE. This my little kittens have nothing to do with exposure! The other demons would have ripped them apart by now. Imagine a whole united humanity in a raging war against demons. I'm talking about the bloody POPE blessing the freaking A-bombs before the buttons are pressed. Nuh-uh...Either this is a trap for you guys, or it's a coverup...third choice, you have simply gotten false intel, either just bad one, or someone is..."

...trying to exterminate them, and doing a pretty good job. 4 down. 3 to go...
- I smell a funny game here
Yeah so do I...

For første gang kørte Procella de ravfarvede og ferale øjne hen over Cora.

"So they say. And I guess you're the one who's gonna fuck it all up and either get yourself or the rest of your clan killed unless you drop the princess-attitude. Remove the trainingbra little missy. and the pole in your ass. Just because I have boobs it doesn't mean I'm gonna fuck your boyfriend. Snap out of it"

Procella sendte Cora et så sukkersødt smil at det var lige før man kunne fornemme glasuren mellem tænderne. Hun skævede derpå mod Carter.

"So who is the Leader now?"

Stilheden strakte sig i lokalet. Evan kløede sig i nakken. Carter lagde armene over kors og hævede hagen let men sagde intet. Owen åbnede munden, men før nogen kunne nå at sige noget stoppede Procella dem med en håndbevægelse.

"Ooookay. So. No leader, and two demons. A clan in total state of crumbling and by the looks of it also your first encounter with demons. Thank fucking God I came. You guys don't even have a clue..."

Hun viftede irriteret med hånden mod Carter hvis komplette kropssprog lyste af indigneret harme.

"About demons Carter! I kno-...knew enough of you to know you fucking ROCKED the wolf business! Fangers too, and that's awesome! But Dude! You can't kill a demon with a shotgun. You need something else. You need...."

...behind you...

Procella drejede let rundt om sig selv og søgte med blikket. Hun sendte et vidende smil til Owen.

"...You need him! You need magic. You need holy...and if I'm not mistaken....you are a true believer..."

Owens stilfærdige smil havde ikke ændret sig, men for hans klanfæller kunne de se hans blik flakkede kort. Kvinden der var kommet ind af døren for et øjeblik siden vidste ting hun ikke burde vide. Ting som den resterende klan ikke vidste med sikkerhed men havde en fornemmelse af.

He smells of sand, sun, and prayer. Ask him if he wanner play with me!
- Not now...
Carefull about your little pouting princess. We should kill her. She seems unstable.
- Could you please tone it down please?

Procella krængede læderdusteren af og slængede den over den nærmeste stol hvor den faldt sammen med et klonk der mindede lidt om den lyd tasken havde givet fra sig. Hun var iklædt et sæt læderbukser der sad som malet til hendes krop. Derudover havde hun et korsage på der var yderst gavmildt for hendes bryster. Hun slog hænderne sammen og gned noget af kulden ud af dem.

"Ey! Evan? Who does a girl have to fuck around here to get some curlyfries and a little whiskey?"

Hun blinkede til ham med det ene øje og det var meget svært at tyde om det var et spøgefuldt spørgsmål eller et frækt tilbud.

"Goldie, I love to look at your tits and your ass. You can give me a hard on any day. But I kinda like my dick attached to me, so I'm not going anywhere near that....fine...leathery..."

Evans sætning var strukket en smule ud og han havde tiltet hovedet let på skrå og studerede skamløst Reapers yderst faste læderbeklædte bagdel, indtil han fik et nakkedrag af Carter, som derpå selv begyndte at rumle let af latter. Evan gned sig fornærmet i nakken, irriteret over at være svømmet hen et øjeblik og blive fanget midt i det. Procella derimod nærmest brølede af grin, og selv Owen sugede kinderne let indaf for at undertrykke den boblen man tydeligt kunne se fyldte hans bryst, og fik skuldrende til at dirre let.

Coras blik var som naglet fast til Reaper, der spankulerede ind til festen, som pigen der altid var festens midtpunkt. Reaper så ud til at kende til alt og alle, hvilket sendte små stød af irritation igennem Coras krop. Men denne kvinde havde et skær over sig, et skær af noget seriøst professionelt og hardcore, blandet sammen med humor i en seriøs stund. Dette skær betød for Cora, at hun straks slugte alle informationer Reaper afgav, og sugede alt til sig, der kunne blive nyttigt senere.

Reaper var tydeligvis dygtig - den slags mange jægere ønskede at være som. Nu hvor den slags jæger var i nærheden, ville det være direkte idiotisk, ikke at tage mentale noter. Alt blev skrevet ned i tankerne, og gemt i små bokse i hendes hjerne. Men noget Reaper sagde, prikkede virkelig til Coras tanker: De havde godt nok kæmpet lidt for informationerne, men ikke hårdere end hvad andre overnaturlige ville kunne klare. Hvis dæmonerne ville være hemmelige, havde de gjort et crappy job.

That's actually annoyingly smart .. Oh fuck, I'm not going to die as a freaking TRAINEE! That'd just suck hard.

Cora havde ikke nærmet sig det, der før havde været hendes gruppe. Derfor bemærkede hun med det samme da Reapers øjne hvilede på hende, og af en eller anden grund fik det skarpe blik en svag rødmen til at stige op i hendes kinder, og farve dem rosa. Hvad der blev sagt overraskede hende, så perler af forvirringen glitrede i de næsten sølvfarvede øjne, men da ordet kæreste blev sagt, ploppede hendes mund åben i rent chok. Hun var ikke ... Sådan var det slet ikke!

"I'm not getting anyone killed! I ... Know what I'm doing. I'm not all new ... If I couldn't handle this, then Carter wouldn't have let me come ..."

En sætning der startede som et højt udbrud, mistede hurtigt stemmen så hun til sidst mumlede stavelserne ud gennem halvt lukkede læber. Selvom Coras ord til sidst ikke var mere end en sitren på hendes læber og en uhørlig summen fra hendes strube, fortsatte hun ordstrømmen der ikke kunne høres. Den uhørlige sitren, der erstattede ord for Cora, stoppede først da Reaper vendte sig imod Owen. Og igen havde Cora et af de der jaw-dropping moments. Owen var da ikke religiøs! Han var ...

Hans udtryk satte et punktum lige dér. Reaper opførte sig, som om hun kendte bedre til samtlige af mændene i rummet, end Cora nogensinde havde forestillet sig. Ikke engang Owen, lignede en der vidste at hun havde vidst det. Hendes øjenbryn samlede sig virkelig meget, så det til sidst kunne ligne hun havde vældigt ucharmerende monobryn smeltet ind i panden. Der var noget forkert over Reaper .. Men et eller andet sted vidste Cora godt, at det "forkerte" der var ved Reaper, var at Cora var tøsefornærmet nok til at alt var helt off ved hende.

Don't be a bitch. Don't stay stupid shit. It'll fire right back at you. Don't say anything. Don't.

I modsætning til resten af lokalet, fandt Cora ikke Evans lille stunt morsomt overhovedet. Normalt havde hun, men Cora var pigesur, og ville ikke finde noget overhovedet sjovt. Uden at deltage i deres lille joke, spankulerede hun forbi dem, og efter at have skulderskubbet sig forbi Owen, fandt hun en halvtom flaske whiskey frem fra skabene. Ældgammel, halvtom og støvet som ind i fanden, men det var alt der var.

"Here. Drink whatever you want. I don't care. But maybe being drunk isn't the best idea ever, if you're going to kill magical freaks."

Flasken blev banket ned i bordet foran Reaper, med en attitude der lyste af hendes pigesure følelsesbank. Hun ville gerne virke hård og professionel og alt det der, men .. Det var vel lidt for sent. Hun var blevet kaldt en prinsesse, og så skulle hun satme nok opføre sig som én! Carters skarpe blik fortalte hende at hun skulle holde kæft, og ikke opføre sig som en idiot foran én der var langt mere erfaren end hun var.

"Yeah yeah I know Carter. Shut up Cora, you're just a trainee. Well fuck you all. I'm going to need a second."

Med de ord skubbede Cora igen Owen til side, og med Carters dræberblik siddende i nakken flåede hun døren til toilettet op, og smækkede døren efter sig da hun var derinde. Hun sad på toilettet, og lod de voksne snakke alt de ville derinde. De kunne rende hende noget så grusomt alle sammen. Hun sad ikke derinde i mere end nogle minutter, med blikket fanget dybt i spejlet. Hendes lysende sølvøjne lagde sig til ro lidt efter lidt. Hun så træt ud, med uglet hår der baskede som en fugl om hendes hoved, og en BH-strop der var faldet ned. Bare perfekt.

I need to pull myself together. Reaper is a important hunter. I can't start of on the wrong foot - not on my contacts. This is stupid as fuck. Just behave, she's better than I am at this point. And Carter's going to stop me from coming with them, if I keep acting like this. Breath.

Et par dybe indåndinger, og så skubbede hun sig ud af døren igen. Carter så ikke engang på hende - enten var han skuffet over hendes latterlige opførsel, eller også var han bare pisse sur på hende.

"So .."

Hun bed sig i læben, for nu hvor hun var kølet ned, fandt hun sit eget udbrud lidt pinligt og dumt. Hun klappede sig på låret et par gange for at fylde hendes egen stilhed - uden set hvor meget de andre så måtte larme. Hun sneg sig hen ved siden af Owen, og lagde undskyldende en hånd imod hans overarm. Owen, venlig som altid, tilgav hende uden et ord, men med et blidt nik til hendes gestus.

"Why are we just sitting here? Not that it isn't just great that Evan's getting a boner, but shouldn't we get going? I know I'm just a trainee, but seriously, why do we need to do NOTHING before we get going?"

Owen lagde en arm om hende, og trak hende med et grin indtil sig, så hun følte sig som det dumme barn der afbrød de voksnes snak. Irriteret over hans opførsel skubbede hun ham væk, og så direkte i Carters øjne, selvom han ikke så på hende. Undgik han hendes blik? Var hun hans version af de pinlige barn der skabte sig når vennerne var på besøg?!

"Would y'all stop acting like I'm a child!? I don't see why the fuck we have to play out a reunion from hell! We have us, and the expert, so can't Evan just get his dick torn off after we're done? I promise I'll pay the freaking alcohol to the party, then!"

Hun hævede ikke stemmen, men skubbede igen Owens hånd væk, da han lagde den på hende for at berolige hende. Hun opførte sig helt tosset, og det vidste hun et eller andet sted godt. Det var garanteret PMS eller sådan noget. Hun var en kvinde, PMS kunne altid få skylden. Hun lænede sig frem og greb fat i en pistol, hvorefter Owen straks forsøgte at vriste den fra hende.

"Owen stop that shit! I'm not going to shoot you! Would you just relax for a second!? Jesus fucking christ!"

((Der er givet tilladelse til karakterstyring))

Procella havde hævet begge øjenbryn ganske uimponeret da Cora stammende var begyndt at forsvare sig selv. Udtrykket i hendes ansigt var blevet mere og mere køligt og udtrykket i hendes øjne syntes at sige at Cora var mindre og mindre interessant og værd at tage alvorligt. Hun vendte dog hovedet efter toiletdøren da den blev braget i.

Langsomt skruede hun proppen af og tog en slurk. Hun så rundt på de andre i lokalet. Nogen måtte jo starte.

"You guys...are you fucking kidding me?"

Hendes stemme var lavmælt men dødsens alvorlig. Hun så på hver enkel og ingen af dem lod til at have noget at sige. Evan der stadig gned sig i nakken flippede en stol rundt, satte sig overskrevs på den så han kunne hvile den ene arm nonchelant på stoleryggen, og nuppe flasken fra Procella med den anden. Han hilste hende let med flasken og drak derpå.

"Look. We die. We need new blood. She might not be the best or even the brightest but if she can learn to channel her anger into something constructive...then she might be a really good card"

Sukkede han og et glimt af træthed og sorg viste sig kort på hans ansigt. Carter så kort på Evan. Det var første gang han nogensinde havde hørt Evan sige noget tilnærmelsesvist positivt om Cora, og noget der måske enddog kunne tolkes som en slags forsvar?

"Well, what you guys have been doing haven't been working on her. She's acting out like an eight year old with a tantrum, and I'm not taking that with me out there. If she can't work as a team, she's out. For good, Carter!"

Procellas stemme var stadig lavmælt, men den var som stål. Carter nikkede svagt og lukkede øjnene et kort øjeblik.

"...no more dead clanmembers..."

Hviskede han, i en tone der fik det til at risle Procella ned af ryggen, og fik Owen til at se meget indgående på den ældste i lokalet. Owen åbnede munden og skulle lige til at sige noget, da døren til badeværelset gik op igen og Cora gjorde sin tilbagekomst.

Procellas blik blev mere og mere koldt efterhånden som pigebarnet hyssede.

She needs to be quiet now. I don't like her!

Stemmen i Procellas hoved fik hende til at reagere i overensstemmelse med sin egen voksende foragt og vrede over den lille snotforkælede tøs. Hun bevægede sig hurtigere end øjet umiddelbart kunne fange. Det næste Cora fornemmede var en stærk hånd om hendes hals i et lige på grænsen til kvælende greb. Det mest skræmmende var at det var efterfulgt af hvad der mindede om et godstog der bragede ind i hendes krop og slog luften ud af hendes lunger da hun brutalt blev halvkastet ind i væggen. Fingre som stålkabler låste som om hendes håndled og fandt et særligt punkt. På et sekund var Coras hånd komplet følelsesløs. Hendes fingre blev slappe og pistolen gled ud af hendes fingre og landte på gulvet med et klonk.

Owen udbrød et eller andet på arabisk. Cora stirrede ind i et sæt uhyggelige rovdyrgule øjne. Havde de ikke været ravfarvede før? Nu mindede de om øjnene hos en løvinde. Rovdyrøjne. Det ferale blev understøttet af de hvide blottede tænder og de var alt for hvide og alt for skarpe til på nogen måde at være menneskelige, men det værste og mest frygtindgydende ved det hele var næsten den lyd der kom fra kvinden. Det lød som en gigantisk rottweiler der snerrede af hende.

"If you don't shut the fuck up right now, I will rip your tongue out and force you to feast on it afterwards, you little insignificant piece of shit"

Blev det nærmest kælent hvisket ind i hendes ansigt. Reapers ansigt var en håndbredte fra Coras. Hånden om hendes hals strammedes, og udelukkende ved grebet om Coras hals blev hun løftet og derpå braget ned i bordet og Reaper lænede sig ind over hende.

"I would love nothing more that to end your pathetic little life right this instance. But my oh my. You have one here whom I trust, who actually thinks you have more than horseshit for a brain.

Grebet om halsen tillod ikke Cora at få luft. Carter gjorde ikke mine til at gribe ind overhoved. Owen anede ikke hvilken fod han skulle stå på og samlede hurtigt pistolen op, ikke helt sikker på om han skulle prøve at gribe ind, skyde Cora eller skyde Reaper eller måske løbe ud på toilettet som Cora havde gjort det.

"Reap...blood..."

Lød det tonløst fra Evan der så til og drak en tår mere. Han vidste udemærket godt hvornår han skulle blande sig udenom, og hvornår han ville miste mere end sin pik hvis han blandede sig.

Procella bragte ansigtet helt tæt ned til Coras. Så klappede hun de skarpe tænder sammen, og lyden mindede mest af alt om den syngende lyd fra en gigantisk hækkesaks der blev smækket sammen. Smilet var grumt, og der var iskold død at læse i Reapers ansigt da hun endelig gav slip på Coras hals. Fra Procellas synsvinkel var det blødsødent ikke bare at aflive den uduelig tøs før hun blev et reelt problem. Hun fattede jo ikke en skid om hvordan man lavede arbejdet alligevel. Hun greb den spruttende, hostende, tårevædede pige omkring låret og flåede hende ned på gulvet.

"Get the fuck of my map bitch and stop coughing and hyperventilating. It will only make it worse."

Det første blev sagt irritabelt, det næste nærmest ligegyldigt.

"Carter why haven't you been training the newbie in torture?"

For første gang hævede Carter det mørke blik og så på Cora. Den afgrundsdybe skuffelse der var deri var ikke til at beskrive.

"We are not all like Ripper. Those methods are brutal"

Hans stemme var mørk og lav. Evan rejste sig kort og stak flasken i hånden på Carter, der først rystede på hovedet, men efter et puf fra Evan satte den for munden og tog en tår.

"But effective...A family that bleeds together, can proudly die together. And that one is just gonna die"

Svarede Procella og lavede et sidelæns spark mod Cora, der ikke var et spark, men mere et puf. Det var tydeligt Cora var blevet reduceret kraftigt i selskabets øjne, og at hun betød INTET for Reaper. Reaper rakte ned med en hånd mod Cora og så afventende på hende med et løftet øjenbryn. Der var en tydelig udfordring i de rovdyrgule øjne. Som sagde blikket do you dare not to take it?

"...Cora...?"

Mumlede Owen lavmælt. Han så på hende med et næsten uforstående udtryk. Som om han havde svært ved at genkende hende. Det var også et sortøjet blik der på sin egen stille måde fortalte at hvad end Cora valgte herfra så ville det være et punktum. Da han derpå så mod Reapers ryg og virkede blikket et kort sekund næsten frygtsom. Så rystede han på hovedet, sukkede og gav sig til at undersøge pistolen der havde været tabt, som var eventuelle ridser i den, det vigtigste i hans liv lige nu.

Coras hånd slog på Owens, der straks slap den i ren refleks. Ikke fordi hendes tøsede slag havde gjort ondt på ham, for hun havde ikke slået hårdt nok til at skade ham - dette var hendes familie, og en familie skadede ikke hinanden. Hun nåede bare ikke rigtigt at gøre andet end at få fat i pistolen, som hun helt simpelt bare ville have trukket sig tilbage med, og tjekket den igennem som øvelse, før helvede brød løs omkring hende.

Nej, ikke omkring hende. Helvede sprang på hende. Noget rev fat i hendes hals, og klemte så hårdt om den, at smertessignaler gik amok og hun hakkede for at få luft, selvom der faktisk var hul igennem. Hun nåede ikke at panikke eller registrere en skid, før noget hårdt som stål hamrede ind i hendes krop, og hun som en kludedukke blev flået væk fra sin plads ved siden af Owen. Det føltes som om hun kastede alt sin luft ud over det helvede der havde grebet hende, da hendes ryg og hoved føltes som om det brækkede imod væggen.

Et svagt, ubetydeligt host forsøgte at komme igennem det hul hun havde i luftrøret, samtidig med at hendes alt for langsomme hjerne forsøgte at finde ud af to ting: What the fuck was going on og den endnu langsommere reaktion, som hun vidste hun burde huske: What can I do to stop this! Det var ikke mere end en mørk sky for hendes blik, der var sløret af tårer der automatisk var kommet op da hun havde følt sig halvkvalt, der fór imod hende.

Hun blinkede fugten væk fra øjnene, kun hurtigt nok til at se nogle fingre presse imod hånden, hvor hun allerede havde glemt hun havde haft pistolen. Hendes hånd døde næsten øjeblikkeligt. Uden at kunne styre en skid gled pistolen ud mellem hendes fingre, der opførte sig som en død fisk for enden af den trænede arm. Men på trods af det, var det ikke hvad hendes blik med det samme fandt tilbage til; Der var noget, der næsten virkede mere mærkeligt. Mere uhyggeligt.

Kvinden. Reaper. Hun virkede ikke længere som et menneske, da Cora blev opslugt i øjne, der så ud præcis som hun forestillede sig drageøjne ville det. Selv da hun blev suget ind i øjnene af ild, kunne hun næsten mærke hvordan de ulveagtige tænder ville føle, hvis de borede sig ind i hendes hals, og rev luns efter luns ud. Hun havde været panisk og skrækslagen, hvis hun havde haft nok tankekapacitet tilbage, til faktisk at kunne tænke på andet end tænder og øjne.

Men lyden der blev pustet ind i Coras ansigt, trak hende over stregen, og fødte et skrækbarn i hendes mave. Det opslugte hende, og den lyd der blandede sig med dragen, Reapers lyd, var et halvynkeligt støn der sitrede i frygt. Det der var ikke et menneske!

Lyden blev suget op, da Reapers ord blev forstået. Det var ikke engang bevidst, men hendes hjerne reagerede alligevel kraftigt på ordene: Monsteret ville have at Cora skulle holde kæft = Ingen lyde skulle komme ud af hendes læber overhovedet nogensinde igen. Hun havde ikke lyst til at dø, hviskede hendes hjerne bestemt, og derfor skulle hun holde sin fucking kæft og lytte til hvad monsterdragens ord sagde hun skulle gøre og/eller ikke gøre.

Det lykkedes hende alligevel ikke at holde et hvæsende støn i et forsøg på at få luft ind i kroppen, da grebet om hendes hals stoppede al iltilførsel til hendes system, overhovedet. Hun bemærkede ikke at hendes fødder ikke rørte jorden, for hele hendes tankevirksomhed var fanget i Reapers øjne. Øjne, der fik Coras tanker hen på Saurons øje. Reaper var den kvindelige version af Sauron.

Igen brækkede Coras ryg - hvilket måtte betyde den ikke var brækket i første omgang. Gad vide om det så var indbildning igen? Det følte i hvert fald sådan, da smertestråde indhyllede hele hendes rygrad, og gav et indtryk af et ligeså knust kranie, da hun blev hamret og trykket ned i bordet. En ligegyldig tanke gik igennem hovedet, hvis mangel på iltilførsel og paniske, totalt paralyserende skræk fik hende til at tænke meget uklart: Bordet måtte være virkeligt robust, hvis det ikke brast sammen under et pres, som Cora var sikker på havde brækket hendes rygrad.

Cora havde skilte læber, gik det op for hende, da hun gispende efter luft spredte læberne lidt mere, i overraskelse over Reapers kolde ord. Der var intet andet i verden end Reapers øjne, og grebet imod Coras hals, der aldrig syntes at ville ende. Hun ville dø, stirrende ind i de øjne, der mindede hende så voldsomt op ild, men var koldere end iskrystallers formationer. Evans ord trængte ikke ind. Owen kunne ikke komme igennem. Carter eksisterede ikke. Kun Reapers øjne fandtes i Coras verden.

Hun stirrede hypnotiseret, lydløst ind i Reapers blik da det kom tættere på, og hun var i et kort sekund sikker på at det var blikket der kom for at opsluge hende. Det måtte være sådan helvede så ud. Så bragte en frygtindgydende lyd hende ud af trancen, og hun følte en stærk trang til at skrige - men hun hverken kunne eller gjorde det. I stedet skete der det sidste Cora havde forestillet sig ville ske: Luft blev suget ned i hendes lunger.

Presset imod halsen var væk. Gispende og hikstende i desperation efter luft der endelig nåede hende, forsøgte hun at tvinge sig selv til at slippe blikket med sine egne øjne. Men det hjalp Reaper hende så rigeligt med, da hun fik fat i Coras næsten døde lår, og flåede i hende, så hun fløj ned af bordet, og igen hamrede baghovedet ned i gulvet, efterfulgt af et stød der hamrede igennem hele hendes rygrad og sitrede videre nedad hendes krop.

Oh my fucking God ..

Hun registrerede knapt nok præcis hvad Reaper sagde, men alligevel rettede hendes hjerne sig automatisk efter det. Efter en indædt kamp med sit springende hjerte, fik hun tvunget sig selv til at trække vejret lidt roligere. Hun burde være skrækslagen; Hun var skrækslagen, ingen tvivl om det. Men det var ikke alt hun følte.

Jesus fucking christ! No wonder she's the best! Motherfucking God ...

Med et halvt øre hørte hun ordene der blev udvekslet imellem Reaper og Carter; Mest fordi hun ikke turde lade være med at lytte til hvad Reaper sagde. Hun så ikke rigtigt på Carter, men havde blikket fanget på Reaper. Hendes hjerne snurrede, da hun forsøgte at kapere alt hvad der lige var sket, uden at den brændte fuldstændigt sammen. Nu kunne hun satme godt bruge en drink, men ... Det ville ikke gå. Cora var en trainee, så at have en fuld tankegang var noget at det dummeste hun kunne gøre. Hun måtte holde sig i skindet.

Cora stirrede på hånden der blev rakt imod hende, men var alt for optaget af alt andet, end til at turde vise selvstændighed overfor Reaper. Langsomt rakte hun op og tog hånden, med et blik der forsigtigt lagde sig i de øjne, der havde brændt sig fast på hendes nethinde. Coras læber var stadig skilt i chok, så da hun kom op, fortsatte hun mde at se på Reaper. Hun havde ikke engang bemærket at Owen havde talt til hende.

"Mother of God ..."

Det lød svagt fra hendes maltrakterede luftvej.

"That was both the scariest and the coolest thing I have ever experienced. Damn, how the fuck .. Wow .."

En svag rysten gik igennem hendes hoved, mens hun stadig så på Reaper. Der gik et par sekunder, før det gik op for hende at andre folk eksisterede på planeten, og hendes blik gled over resten af flokken. Evan havde næsten tømt flasken hans blik lå å, og Owens blik kunne ikke få sig selv til at løfte sig fra pistolen der var gledet fra Coras døde hånd. Carter var den eneste der mødte hendes blik. Det stikkede og ødelagde hendes hjerte indefra, at se hvor skuffet han virkede over hende.

"I will definitely do whatever she says. No questions asked."

Carter svarede ikke på Coras ord, men der var næsten et strøg af lettelse over hans ansigt, da problemet med hende halvt var blevet løst. Cora trådte et skridt tilbage, med et blik der nysgerrigt lå på Reaper, så hun kunne lade dem snakke. Hun havde en helt nyfundet respekt for jægerverdenen, og folk der arbejdede i den. For fanden altså .. Wow ..

Carter rømmede sig i tydelig ubehag, og trådte så hen til mappen, der var blevet krøllet og revet en smule i stykker, over kampen der havde fundet sted på det. Han rettede det ud uden at kommentere på hele scenariet, og pegede i stilheden på nogle punkter på tegningen.

"So .. Anyway .. This is where we are expecting them to be. They should supposedly have some kind of weapon stored, and as far as we're informed, this should be there."

Der herskede en ubehagelig stilhed, som Carter gjorde sit bedste for at afbryde. Cora tøvede da Carter gik i stå, bremset af stilheden og den klingende lyd fra Evans flaske der blev sat på bordet. Han så lidt forvirret ud, men forsøgte at komme tilbage. Cora havde godt bemærket at han ikke rigtigt kunne komme igang igen. Hun tøvede med et blik på Reaper, men havde en svag trang til at hjælpe ham ud af situationen.

"And the symbols on the other picture, right next to the map ..."

Hendes blik flakkede over til Reaper, da hun forsøgte at hjælpe Carter, uden at vække monstrets vrede igen. Selvom hun ikke trådte tættere på for at forklare det - fordi hun ikke helt vidste om hendes ben ville knække sammen hvis hun skulle gå forbi Reaper - så fik det Carter til at nikke lettet til hende.

"Yes, and the symbols .."

Han pillede et billede frem under mappen, og lagde det ved siden af.

"They have written those symbols all over town. We have looked them up, and have gotten all help we could, but they seem to be meaningless. Eh ... I think they may be just to scare us, or may be to scare the humans, if their plan worked. I honestly haven't figured that one out yet. We hoped you maybe would be able to help? They does not seem to be magic, really ... We think."

Han virkede lidt distraheret, men hverken Owen eller Evan bakkede ham op. Cora kunne ikke engang få sig selv til at overveje at afbryde og supplere ham. Ikke når hendes hals stadig dunkede i smerte.

((Er blevet skænket gennemgående karakterstyringstilladelse i det små i denne tråd - hvis nogen skulle læse med og mene jeg tager mig nogle friheder ind i mellem. Jeg har fået lov ;) ))

Procella hævede et øjenbryn da Cora tog hendes hånd, og hun hev med overdreven lethed pigen så kraftigt på benene at hun måtte tage et par snublende skridt for ikke at stå på næsen og ende på gulvet en gang til. Der lød rumlen fra Reaper, men det var ikke helt til at finde ud af om det var en ru klukken eller om det var en knurren.

"I'm mother of no God. You will ask for forgiveness for that kind of blasphemy Sunday"

Selvom det nok var noget af det seriøst særeste der rent faktisk var kommet ud af Procellas mund denne aften så var hun dødsens alvorlig omkring det. Fandme nej om hun skulle ud og jagte dæmoner hvis hun havde en lille grønært med der var på kant med Herren så der ville vælte en shitstorm ned i hovedet på dem, bare fordi at de små selvoptagede jægere ikke troede for meget om dem selv.

Blasphemy...The Brothers will come...

Hvis det ikke var fordi hendes blik var gledet ned på billederne og studerede dem intenst, var det muligt at man ville have set en rå angst glide hen over de gule rovdyrøjne. Der pludselig var ravfarvede. Procella mærkede hvordan hendes raseri på sekundet var blevet erstattet med angst. Hele hendes krop var som en spændt fjeder, men uden noget at udløse energien på.

Evan havde erobret flasken tilbage fra Carter da han gik igang med at vise billeder, og Evan så undersøgende på Reaper. De to havde en fortid sammen. Han havde ikke delt den fortid med gruppen som sådan. Carter vidste en smule. Evan var oprindeligt ikke fra Canada. Han kom fra USA. Ikke samme Celle som Reaper, men også en sydstatscelle. Han havde arbejdet sammen med den guløjede kvinde før og havde set hendes uhyggelige effektivitet, men ikke mindst hendes komplette frygtløshed. Det var som om hun ikke ejede evnen til at være bange eller opfatte hun burde være det. Noget der havde skabt et rygte om at hun var yderst farlig at arbejde med. Hun var som en Tiger. Hun var rå, vild, stærk, kæmpede til det sidste, hun gjorde sig sit forarbejde hvis muligt, men hun brugte ikke for meget tid på det. Hun var en atombombe. Hvor mange af historierne der passede vidste han ikke. Han havde hørt om at jægere hun havde arbejdet sammen med var døde grundet hendes metoder. Det var sjovt nok ikke noget han selv havde oplevet med hende. Han havde respekt for hende. Især fordi når et arbejde var gjort, så var hun hysterisk med at slette samtlige spor. Og efterfølgende så var hun pludselig meget menneskelig. Så skulle der debriefes over en flaske et eller andet, helst omkring et bål og med en dampende pizza eller omgang chilli der kunne brænde hul i mavesækken og mærkes både den ene og den anden vej flere dage efter. Men det her? Hvad var der med hende? Han havde ikke set hende sådan før?

Langsomt gik han i en bue udenom Cora og Carter. Fik uden egentlig at kigge efter sat flasken fra sig yderst på en lille kommode hvor den praktisk talt stod og vippede fordi den stod så yderligt. Han nærmede sig Reaper fra den anden side af det tunge mahognibord. Hvilket var den eneste grund til at det ikke var pindebrænde på nuværende tidspunkt efter Cora's bekendtskab med det.

Owen så roligt op. Det lod til at hans gennemgåen af pistolen var en form for selvterapi eller meditationsøvelse for han virkede ikke urolig længere. Eller. Ikke så meget. Han virkede ikke som en hjort fanget i et sæt billygter på en tilsneet bjergvej, hvis eneste skæbne ville være enten at blive til mos mod en firhjulstrækker, eller at skulle springe ud i intetheden i natten, ud over bjerget, og håbe på at noget ville komme den mirakuløst til undsætning. Han så det lille bitte skjulte håndtegn Evan lavede en 3-4 gange for at være sikker på at Owen så det. Det var ikke fordi han havde den store lyst, for helt ærligt var han ret urolig ved den fremmede kvinde. Der havde aldrig været tvivl i hans verden om at hun ikke var menneskelig. Ikke helt igennem. Men de havde brug for hende. Han nærmede sig bordet og kiggede med fra Reapers side, men diskret. Der var ikke noget han ikke havde set og studeret før. Hvad ville Evan have ham til helt præcis?

"Procella. Tell me. What do you see?"

Hans stemme var underlig. De havde ikke hørt den være sådan før. Det var et bestemt toneleje, men udefinerbart. Det var spørgende, ledende, samtidig skubbende og beordrende. Den virkede meget dyb. Ordende blev nærmest trukket ud, ikke så de virkede decideret retarderet udtalte, men der var MEGET tydeligt en bagtanke med det. Der gik et lille ryk igennem Procellas spændte skuldre. Gåsehud vældede frem overalt på Reapers hud som var blottet. På et sekund var der et fint lag af sved langs hendes hårgrænse. Hendes øjne lavede underlige bevægelser frem og tilbage som om hun læste noget i en bog, og de var glasagtige som om hun ikke var der helt.

"Not magic. Betrayal. A warning. Secrets. Extermination. God. The Br-...."

Reaper var begyndt at dirre og hendes vejrtrækning kom i små overfladiske gisk. Ved den sidste sætning afbrød hun sig selv med et brøl. Med en fejende bevægelse blev kort, billeder og mappe fejet på gulvet så papire stod ud til alle sider. Hun stak en finger op under næsen på Evan der forudseende havde trukket sig uden for hendes rækkevide så han ikke fik samme tur som Cora.

"NO! NO! YOU ARE NOT RIPPER! YOU DON'T GET TO DO THAT SHIT TO ME! HOW THE FUCK DARE YOU, YOU SON OF A BITCH?!"

Reaper spyttede på bordet foran Evan.

"Look I'm sorry I just wante-..."

Begyndte han. Reaper knyttede sine hænder og så ud som om hun skulle til at flyve hen over bordet og slå Evan ihjel. Owen sænkede hovedet en smule for Reaper var ikke så høj. Med sine 165 cm, måske 170 når hun havde støvlerne på, var hun på ingen måde den højeste i lokalet. Meget blidt og meget stille, uden medlidenhed spurgte han så

"We figured these symbols wasn't magic. Just couldn't figure out what they where. What happened to you?"

Reaper trak vejret tungt gennem næsen, hele hendes krop spændt. Hun var blevet våd og klam under korsaget. Angstsved og raseri. Og Evan...det røvhul!

"They are magic but they are not. They are...I can't tell you what they are. They attract some, and distract others. The building is shielded. Since you where able to take pictures of this, someone wanted you to see this. This is bigger than demons. You have no idea what you are dealing with here."

Reapers stemme var lavmælt og anstrengt. Hun tørrede sveden af panden med den ene underarm, og fjernede derpå sveden hun havde fornemmet danne sig på læben også. Det var gemt som grafitti på bygningen men hun så det. Så det fordi hun kendte det.

"Training happened. You know what. Forget it. I'm out. Screw this, and especially screw you!"

Det var først næsten en hul hvisken. Så steg hendes stemme til en bitter proklamering. Reaper vendte sig fra bordet og gik forbi Cora på en måde der tvang hende til at springe for livet hvis hun ville undgå at få en hård skulder fra føromtalte godstog, der med lange skridt trampede mod sin frakke over stolen.

Carter så næsten fortabt ud. På en og samme aften var han blevet konfronteret med at han ikke havde været ærlig over for sin Celle-familie, han var blevet slået i ansigtet med sin egen inkompetence i forhold til at træne det yngste medlem i familien, derpå havde han fået en mavepuster over realisationen med at han ikke havde haft rygraden midt i sin sorg til at gøre hvad han burde, trådt til som overhoved og blive Celleleder, og rent faktisk lede sin familie. I stedet for sejlede det hele og nu ville Reaper forlade dem. Han forstod hende godt men hun kunne ikke!

Carter stod ved stolen samtidig med Reaper og lagde en hånd på hendes frakke samtidig med hende selv. Han havde placeret sig så han blokerede hende den direkte vej mod døren. Reaper blottede de umenneskelige tænder af ham og rumlede en dyb advarende knurren.

"Stop it. I call upon the bond between hunters in time of need. You heard my call, you answered, you came. Now I don't know what beef you have with Evan, but are you really prepared to let the four of us getting slaughtered for a personal reason? If he wronged you, he will repay you in whatever manner you wish. Don't leave. We need you. Us. Brethren and Sisters. We are chosen by God. By Heart. What is your purpose?"

Reaper så stift på Carter. Hun trak vejret i et let gisp da han suckerpunchede hende med sine ord. Det lød som en hvæsen fra et kattedyr.

"Protecting humans. Kill the supernatural beings. Protecting the secret"

Det lød meget modvilligt.

"Which in this case means?"

- "Which in this case means that you are in deep shit, because THAT is not demons! I have a bloody good idea of who this is, and I can't talk about it. And it means that someone in this city fucked up. Creature or Hunter. You don't want this kind of attention. For fucks sake Carter! I don't want this attention. I wanner pack my shit and get as far away from here as possible and if there is any sense in you head so would you!"

"This is our home. Help os. Sister?"

Reaper blottede atter de rovdyragtige tænder af Carter. Evan var blevet uhyggeligt tavs. Hvis et eller andet kunne få Procella til at pakke sine ting og tage bort hvad fanden stod de så oppe imod? Hans blik der gled frem og tilbage mellem folk, fangede kort Coras. Han slog hurtigt blikket ned. Var det skam der faktisk var at læse i hans blik. Da Evan meget tydeligt begyndte at tygge på indersiden af sin kind var det tydeligt at han godt vidste han havde dummet sig, men var for stædig og stolt til at indrømme det, men han så ingen i øjnene overhovedet og det sagde mere end alt andet.

Owen lukkede kort øjnene. Han hviskede lavmælt for sig selv, men Cora nåede lige at opfange ordende.

"...Anger...Pride...stubbornness...bitter blood...my family will die around me...again...let me fall with them this time..."

Derpå gik han over til Reapers taske som han prøvede at samle op. Det lod til at vægten kom bag på ham. Han måtte lige prøve en gang mere og fik med besvær hægtet remmen over skulderen. De dybe sorte øjne så på Reaper.

"We will not stop you if you want to leave. If you stay and help us, it's because you want to help us. Your family. Where is your car? I will help you. No more strife. It's unprofessional"

De sidste ord ramte de fleste i lokalet som noget ømt for der var ikke mange af dem der kunne prale af at have sagt sig fri for at opføre sig uhensigtsmæssigt denne vinteraften.

Leave. Darkness can play with them. You don't don't owe anyone but me. Me.
- Are you telling me to leave?
Does the moon-child want to play with the big boys?
- That's not an answer and you know it!
This could be an interesting game.
- Do you long that hard for me to die?

Svaret var en svag latter i hendes bevidsthed. Reaper fugtede læberne let og fremstødte en lyd der var en mellemting mellem et opgivende fnys og et kvart grin, men uden et smil. Den ironiske type der tydeligt sagde at jægeren her ikke havde nogen som helst forestilling om at det her ville have et positivt udfald.

"Fine...for Family Carter. And don't touch my stuff Owen. Ever. We need more. Tomorrow we split up in teams. Intel. I take the pea. Tell me what room I need to sleep in, and Pea you come with me we need to bond"

Der var noget over Reaper der virkede udmattet. Som om hun var drænet. Det var hun også. Hun havde ikke været forberedt på at hendes temperament ville tage over og hendes hurtighed og styrke pludselig ville have et så ukontrolleret spild. Efter den 12 timer lange køretur, chokket over hvad hun havde opdaget og hendes forbrug af underlig kropsenergi havde fået hende til bare at ønske at krølle sig sammen på en madras og sove. Eller...spise og DERPÅ sove de næste 8 timer. Men det var spild af tid. Hun blev nødt til at være en smuuuule fornuftig også.

Evan var blevet et køligt tomrum i lokalet hun ikke anerkendte. Evans kæbemuskel stod stramt mod hans hud og for de der kendte ham var det tydeligt at han flere gange prøvede at komme igang med at sige et eller andet, for derefter at gumle på indersiden af sin kind igen, med nedslået blik.

Owen nikkede let og et lille svagt smil spillede om hans læber. Han var faktisk en ret køn ung mand når hans øjne var venlige og han smilede. Det havde ikke fuldt potentiale lige nu for hans øjne slog ikke smut, alligevel virkede det som om hans blik, hans øjne havde en sær indvirkning på Reaper. Owen satte hendes taske varsomt ned på gulvet.

"Thank you Sister. Cora, you know where we live. Choose a room for you to sleep in. I think we will stay here for tonight. There seem to be some issues to be discussed. Carter, kindly remove your hand from Reapers jacket. She will need it outside"

De stille og bestemte ordre blev givet uden skyggen af agression, men med en ro og harmoni der fik Procella til at skæve mod Owen. Hendes første tanke havde nemlig også været at Carter havde for mange ar på sjælen til at være celleleder, og Evan skulle ikke lede nogen overhoved. Mon Owen faktisk havde karakter og styrke nok til at lede sin familie? En mikromal gnist blev kort antændt i jægerens mørke sind. En gnist af håb for cellens fremtid. For deres alles liv. At have en troende som celleleder ville være et stort plus. Carter troede fordi det virkede, men han var for desillutioneret. Procella fattede ikke hvordan man kunne blive dét. Hun ville aldrig miste sin tro eller tillid til Gud. Evan...hun var ikke helt sikker på hvad Evan troede på. Han troede på den næste han lå i, og de næste lår han hvilede imellem. Han troede på flaskens magt og sit våbens slagkraft. Hun kunne faktisk ikke huske om han nogensinde havde udtrykt sin tro på de højere magter? Hvis han havde nogen måtte han hellere begynde at finde dem frem og bede til dem.

Med en rumlen bøjede Procella sig og snappede de to billeder af de 2 dæmoner fra gulvet. Hun måtte vel hellere indprinte sig deres ansigter, også selvom det muligvis slet ikke handlede om dem. Derpå hankede hun op i tasken som havde det været en lille let sovepose hun slyngede over skulderen, og uden at se på Cora - som hun blot forventede fulgte efter hende - trak hun frakken til sig, låste døren op og gik ned af gangen. Hun havde bilen Cora havde sin viden om deres destination og forhåbentlig nogle nøgler. Det var sgu for koldt til at hun gad stå og fryse røven i laser foran en eller anden bygning, eller skulle smadre et vindue eller dirke en dør op. Lige før trappen nedefter satte hun den kæmpe taske fra sig og trak den lange læderfrakke på igen. Den gav ikke meget mod kulden, men den gav da lidt mod vinden, og i en kampsituation var den uundværlig.

Also in this fight Moon-Child?
- I-I don't know...
You should leave.
- I gave my word...
You gave me your word to. Sun and Moon.

Godt Cora var et sted bag hende, for Procellas øjne var pludselig fulde af tåre. Hun blinkede hektisk et par gange. Hun havde givet et løfte. Et løfte hun endnu ikke havde indfriet. Hver dag blev hun mindet om det. Magien lod hende ikke glemme det. Hun lukkede øjnene kort, kneb dem samme og gned sig i ansigtet. Den smule væde der fugtede hendes fingre blev tørret ud på hendes ansigt og skjult før den afslørede hendes følelser.

I know. I never forget. I am working on it.
- An oath is an oath.
What more can I do?
- The Moon-Child can't die.
There is worse things than dying
- Yes. There is me. If you die I win the game. We are not done playing yet.

Procella rømmede sig kort da hun hørte Cora nærme sig bagfra. Hankede op i tasken igen og med lidt ru stemme spurgte hun kort

"Ready? Have your stuff from in there? We can pack a real bag for you in the headquarters tomorrow. So. Where are we going? Do you have a license by the way? I have a rule. I don't drive when I've been drinking. Can you drive? fuck the license...if the destination is close. I just don't wanner spend the night in the slammer because of something stupid like a missing license"

Reaper var lige blevet færdig med sin sætning da døren til lokalet for enden af gangen lukkede. Nærmest i samme sekund den gled i hævedes to manderøster i intens brølen af hinanden. På trods af de dæmpende besværgelser der lå over det midlertidige lokale kunne det høres som havde det været muflet støj fra et TV. Procella skottede mod døren og hævede et øjenbryn både af skepsis og overraskelse. Hun havde faktisk ikke regnet med der ville være ekstremt oprørte vande hos andre end hende, måske også de andre i henhold til Cora. Det var nok en god ide at luften fik lov til at blive renset. Eftersom der var to stemmer så regnede Procella med at det var Evan og Carter der var røget på hinanden. Hvis Owen havde ramt det røde felt var det hendes gæt at han faktisk havde fået lov til at være den eneste i selskabet der råbte sine iresættelser og frustrationer ud. Dejlig dysfunktionel familie. Det kunne godt være alt var lidt noget lort i hendes emotionelle bagland, men Cellen havde altid været en velsmurt maskine....med undtagelse af hende. Til gengæld havde alle andre altid kunne rumme hende. Særligt Creo. Gud hvor hun savnede ham. Åndsvage overnaturlige lort. Hun kunne godt have brugt hans ro lige nu.

"Uh ..."

Reapers ord kom helt bag på Cora, der forsøgte at slette forvirringen fra sit ansigt, selv efter det havde sat sig godt og grundigt fast. Hendes blik lå febrilsk på Reaper imens sekunder tikkede forbi, som om hun ventede på at et glimt af en joke passerede Reapers blik. Men naturligvis var det umuligt at finde et tegn på at det var for sjov, så tøvende undskyldte hun, for det korte udbrød.

"I .. am .. uh, sorry, for ... eh, saying that?"

Det lød mere som et spørgsmål end en undskyldning, men den var ude, og det var det bedste Cora kunne præstere, uden at vide præcis hvad hun undskyldte for. Hun fulgte Reaper med blikket da hun begyndte at studere billedet, og bemærkede i samme sekund hvordan de frygtindgydende øjne skiftede farve. Hun var ikke længere et monster. Nu var hun bare en utrolig skræmmende kvinde.

What the ... hell? Her eyes ... What the hell is going on with her eyes?!

Coras blik flyttede sig til Evan, der så ud som havde han fået øje på noget specielt ved Reaper. Hendes blik bevægede sig op og fangede Carters, der virkede næsten interesseret, men på en måde der stadig udstrålede bekymring for den tilstand, Reaper pludseligt svælgede i. Evans stemme fik straks Coras blive til at lægge sig på ham, men hun forstod ikke hvad han sagde. Hvem var Procella ...? Hendes blik flakkede kort imellem Reaper og Evan, imens brikkerne langsomt satte sig på plads i hendes hjerne.

En rislen begav sig ned af hendes rygrad, da Procella ... Reaper, hvad end hun hed, gav sig til næsten tranceagtigt at tale, med bevægelser der virkede psykotiske. Måde stemmen lød på, og den uhyggelige flakken af Reapers øjne, fik alligevel Cora til at lytte intenst. Det virkede pludseligt som noget af det vigtigste i verden, at lytte til de ord der næsten kom tvunget ud af Reapers læber. Der var noget seriøst galt med alt det her.

Det gav et sæt i Coras krop, såvel som næsten alle andres, da Reaper pludseligt gik fuldstændigt amok. Automatisk, bange for at blive objektet for hendes vrede igen, vaklede hun skræmt nogle skridt tilbage, for at komme længere ud fra kvindens rækkevidde. Men Reaper var ikke efter hende længere, det var Evan der flygtede lidt tilbage, med hendes skrigende ord spyttet i sit ansigt. Åh .. Hun .. Spyttede faktisk rent fysisk. På bordet. Ironisk.

Træning? Var det dét, Reapers træning havde gjort ved hende? I en pludselig indskydelse, fløj Coras blik og op lagde sig taknemmeligt på Carter. Han bemærkede det ikke, men det behøvede han ikke. Hun havde pludselig fornyet respekt for jægersamfundet, og for at Carter ikke behandlede hende så forfærdeligt, som han kunne have gjort. Så forfærdeligt, som hvad end der havde fået dét udtryk frem på Reapers ansig. Det var mildest talt skræmmende.

Carter havde dog travlt med at snakke til Reaper, eller Procella, med ord der straks interesserede Cora. Ikke nok til at hun turde bryde ind, men nok til at hun ubevidst trådte et lille skridt frem, for at komme tættere på. Hun stirrede næsten fascineret imod dem da de snakkede, mens de andre drenge kun lejlighedsvist så op. Det var meget privat imellem dem, men .. Hey, hun havde ikke forevigt til at lære!

Oh .. Oh my God, no ... Owen ...

Hans ord sendte knive igennem hendes hjerte. Ikke de høje, tydelige ord, men de ord hun kun netop nåede at fange, med det yderste af sin hørelse. Hendes øjne havde udvidet sig i overraskelse, men samtidig trukket sig lidt ud, i en medlidenhed hun var alt for dårlig til at skjule. Hendes øjenlåg dækkede for øjnene, da hun forsøgte at tvinge medlidenheden af sit ansigt - hun vidste han ville hade det, hvis hun opførte sig sådan overfor ham. Men øjnene blev slået op, i samme sekund et eller andet bumpede imod underlaget.

Owen havde løftet hendes tanke, men halvt tabt den igen før han fik den ordentligt op. Coras blik strejfede kort Reaper.

Damn ..

Den korte ordudveksling imellem Owen og Reaper, så ud til at løse hele problemet. Det gav igen et sæt i hende, da ord blev henvendt til hende. Først fra Reaper, og derefter fra Owen, der så ud til at have taget kommandoen. Af en eller anden grund overvældede en trang til at smække hånden op ved tindingen og bjæffe Yes Sir! hende, men hun skubbede den væk. Hun måtte stoppe det der flabede pis. I hvert fald når alle virkede til at kunne eksplodere hvert sekund.

"Oh .. Yeah, okay sure. I'll, eh ... Yeah okay. See you tomorrow then, guys."

Hun fik hurtigt fisket et par nøgler op af en skuffe, og skubbet den i, før hun snurrede omkring og hastigt fulgte efter Reaper der allerede var på vej ud af døren. Begravet i sine egne tanker fulgte hun efter Reaper, men disse tanker var mest af alt fanget på resten af aftenen. Om hun skulle være nervøs eller spændt, det var hun ikke helt sikker på. Men selvom hun frygtede denne Procella, Reaper, så havde hun alligevel denne følelse af, at der var langt mere til Reaper end hun vidste. Episoden med Ripper, Reapers trance og Evan havde åbnet kort for det, men den var blevet klappet alt for hurtigt i igen.

Reapers stemme afbrød hende. Hendes hoved fløj op, og hun tunede omgående ind på den virkelige verden igen. Bil, ting, kørekørt!

"Weapons and that stuff, no. Not that much clothes, but it should be in one of rooms. And I do have a drivers licence, so that's no probl..."

Stemmen hamrede pludseligt op bag dem, så Cora afbrød sig selv, i en lille pirurette. Hendes blik lagde sig imod lejligheden, hvor hun mest af alt fik lyst til at rende tilbage derop, og få dem til at holde op. Men .. Det var ikke hendes kamp, og hun ville ikke hjælpe på det. Hun havde et job lige nu, og det var at få Reaper til ikke at tro hun var helt så uduelig, som hun måtte tro lige nu.

"So .. Is this your car?"

Der gik et par sekunder før hun faktisk vendte sig imod Reaper igen, i et forsøg på at distrahere både sig selv og Reaper fra det højlydte skænderi der var at høre bag dem. Hun fik sat sig ind i bilen, og proppet nøglerne i hullet. Efter Reaper havde fået sat sig på plads, startede hun bilen, og bakkede ud. Kulden i bilen mindede hende om at hun burde have nappet en jakke med, men hun nægtede at sidde og klage over det, når Reaper allerede så hende som en lille uduelig tøs.

Men alligevel .. Det var nok dumt, men Cora var nødt til at sige det. Det ville sikkert ende med at få Reaper til at hade hende, eller starte endnu et tæt-på mord, men så længe Cora kørte bilen, ville hun være forholdsvist sikker.

"Look .. I know this is none of my business, and I won't be all talk to me about this. But .. I don't know what has happened to you, or who Ripper is."

Hendes blik flakkede kort over på Reaper, for at se hvordan hun reagerede. Men hun kunne ikke stoppe den nu. Hun havde kørt den for langt ud til at begynde at snakke om regnbuer og sukkermarker.

"But I can see that something is seriously screwed about that .. You know, the Evan-thingy. And .. I guess, I'm trying to say, that you don't always have to be strong, and ... I .. God, I'm sounding so freaking stupid right now .. I'm ju..."

Hun hamrede pludseligt bremsen i bund, da en eller anden idiot kørte ud foran hende.

"WHAT THE HELL! Don't you know how to fucking drive, you stupid son of a bitch!"

Bilerne havde ikke ramt hinanden, men hun var tydeligvis godt pissed over bilens idioti, da hun kørte videre. Stilheden lagde sig over hendes læber i de næset par minutter, inden hun svingede ind på en parkeringsplads. For overnaturlige væsner ville stedet ligne en ruin, hvoraf murbrokker lå spredt ud over parkeringspladsen. For mennesker lignede det en fabrik udefra. Her parkerede hun imellem et par spredte biler - Flokken havde kørt derhen i Carters bil - og trak nøglen ud.

Cora gled ud af bildøren og smækkede den bag sig. Så snart Reaper var ude og havde sine ting, låste hun bilen, og gav bilnøglen tilbage til jægeren, med et svagt nik som et tak for lån. Alle hendes muskler var løsnet en smule op, da det velkendte sted nærmede sig foran hende, som hun skråede henover pladsen og imod døren, hvor der var banket et skilt op, med ordene: "Kun adgang for personale."

Hun fik åbnet døren, og trådte ind. Og som en jæger nok kunne forvente, var indersiden af bygningen ikke helt så gudsforladt som ydersiden. Bogstaveligt talt, i dette tilfælde.

Indersiden var udsmykker lidt som en kirke, selvom stanken af maskineri stadig hang som en svag dunst i luften, selv efter jægerne havde fjernet maskinerne. Kors og billeder af Maria og Jesusbarnet var hængt op, og selvom det virkede lidt sparsomt med indretningen, så var det tydeligt at lige netop disse hellige objekter der udsmykkede stedet, ikke var blevet sparet på.

Forhallen man trådte ind i var ikke lille, men at sige den var stor var måske en overdrivelse. Måske 40 kvadratmeter, med døre til hver side, undtagen en buet åbning der førte ind til et lille kirkerum. Ikke en ægte kirke, men et sted hvor de religiøse jægere kunne bede, og få tilgivelse for de synder, de måtte have begået i forbindelse med jobbet. Cora sendte dig knapt et blik rundt i lokalet, før hun skråede til venstre og åbnede dør nummer to.

"In here. It's not luxury, but it's pretty comfortable. Well, after my standards anyway."

Bag døren var der en gang, der tydeligvis var blevet indrettet efter fabrikkens maskiner var blevet hevet ud. Med et par fingre fiskede hun en nøgle ud af et lille skab ved siden af døren, og gik ned til en dør, med et skinnede fire-tal. Skramlende låste hun døren op, og fik døren åbnet, blot for at vise hvad der mindede om et lejrskoleværelse. Tre senge med tilhørende sengeborde, samt et minikøleskab og en dør til et privat badeværelse.

"Yeah .. So, my stuff's in here. I guess it's ... better than nothing?"

Hun trådte ind i lokalet, og gik straks i knæ. Med røven i vejret kravlede hun ind under sengen, og fik slæbt en halvfuld sportstaske ud under en af sengene.

Procella skævede til Cora imens de kørte i den sandfarvede volvo. Så snart Cora fik vækket den til live, og hvis hun havde nogen forstand på biler eller motore på nogen måde, så ville hun med det samme bide mærke i at volvoen havde en motor der muligvis ville have kunne få en monstertruck til at liste pibende sidelæns. Bilen brølede ikke, for det var dumt at have en brølende eller flashy bil, men der var seriøst træk i dyret. Til gengæld reagerede den yderst velvilligt ved de mindste berøringer, så da Cora klampede bremsen i bund, og begge jægere blev slynget fremefter, var Procella ret glad for sin nazi-holdning til hvad der var bilprocedure. Hun kørte aldrig påvirket, og hun havde altid sele på. Alligevel lød der et hult

"Ungh!"

Fra hende og begge hænder blev klappet mod handskerummet. Procella vendte meget langsomt hovedet mod Cora imens hendes ene hånd syntes nærmest at...kæle...for handskerummet?

"Do not scratch my fucking car. And look at where you're going. Stop acting like you have the luxury of roadrage. You are a hunter. How secret are you when you are howling like a maniac of some idiot driving around?"

Procellas stemme var tilkæmpet rolig. Hold nu kæft altså. Det her var at starte fra Adam og Eva. Hvad fanden lærte de folk her i Canada? At skrige i trafikken og opføre sig som hjernedøde teenagere og få tantrums midt i møder hvor det muligvis havde været mere lærerigt at holde kæft og høre efter hvad der blev sagt.

I doubt this one will survive long enough to actually become a hunter...

Tænkte hun tørt og rystede næsten umærkeligt på hovedet for sig selv. Hvad fanden havde hun fået rodet sig ud i her? Derpå løftedes et øjenbryn og tavsheden strakte sig.

"Stop talking girl. You have no clue how dumb you sound right now. We have to be strong and alert all the time. It's - our - job"

Kom det langsomt og tyyyydeeeeliiiiigt fra Procella som var hun helt seriøst i tvivl omkring modtagerens intelligens eller blot hjernemæssige kapacitet til at fatte hvad der blev sagt til hende. Behøvede ikke at være stærk hele tiden? Pfffh! Sikke da en omgang vand der blev hældt ud af de der øre som pigebarnet efter alt at dømme HELLER ikke formåede at benytte sig af.

Da hun stod ud af bilen, fik pakket sig let sammen og greb nøglerne i en glidende bevægelse sendte hun Cora et smil, men det var ikke et varmt, tillidsvækkende eller venskabeligt smil. Det var til gengæld heller ikke nedladende eller sarkastisk. Det virkede som et råt, målende og samtidig konstaterende smil, når man lagde det sammen med det sære let utolkelige blik fra de dyriske øjne.

"Heh...let's just say that you better thank your lucky stars you don't know what or who Ripper is. If you have to think more about it, then ponder on the name."

Et glimt af dyriske rovdyrtænder i natten.

"Mmmh...And then ponder about mine...."

Procella rystede fornemmelsen af magisk indtrængen af sig. Hun havde været sammen med Cora. Mon tøsebarnet overhoved var klar over at stedet var skjult med magi? Nå det var ikke hendes hovedpine. Hun fulgte Cora og så sig kort om. I det mindste havde de kors. Uh! Et kapel! Procella vidste udemærket godt hverken hun eller andre kunne få syndsforladelse for prut og en begmand her. Der skulle en præst til. Men man kunne sende nogle tanker den rigtige retning og håbe de blev hørt. Både i henhold til påkaldelse af diverse beskyttende helgender eller engle, men også midlertidig sjælelettelse hvis man havde fucket op i det. Det var svært at stå ved en grav med døde frænder når man vidste der intet var i den. Jægere efterlod intet til tilfældighederne, heller ikke deres egne døde.

Imens Cora talte hørte hun den samme lyd som tidligere. Blandingen af et dybt brag eller klonk da Procellas taske ramte gulvet. Uden at se sig hverken til højre eller venstre slog hun døren til kapellet op. Hun spidsede læberne anerkendende da hun så den ophænge jesufigur på korset, omtrendt nøjagtig gengivet i menneskelige mål. Hun gik op af det lille skib, sank på knæ foran skikkelsen, slog korsets tegn foran sig med bøjet hoved i anderkendelse og respekt, og kyssede derpå hver fod. Hendes øjne var lukkede og hendes læber bevægede sig i en enten så lav hvisken at Cora ikke kunne opfange hvad der blev sagt, eller også bevægede jægeren rent faktisk læberne uden at en lyd slap over hendes stemmelæber.

Derpå rettedes et sæt ravgule øjne mod fødderne. Blikket blev hævet langsomt og ansigtet vendt opad. Korsets tegn blev atter slået. Så rejste hun sig med et lille suk, drejede rundt og spankulerede ud med et tænksomt udtryk i ansigtet.

Oh Lord...why does she keep say such strange crap?

Der gik en trækning over hendes ansigt ved Coras ord.

"Do you feel the need for luxury? If you do then I promise you, you'll have a really unsatisfying life. Geeh. We don't even have healthcare, insurance or pension-benefits"

Fnøs hun tørt og tog øjemål af Cora. Helt ærligt. Hun begyndte at miste mere og mere håb for tøsebarnets fremtid som noget som helst brugbart.

Oh well...I guess you could do as bait. Some function I will find for you...

Procella dumpede atter sin taske på gulvet, satte en støvle på den, og med et spark slided den over til væggen.

"Sooooo. Cora...give it up. Why did they pick you out? What is it that makes you worthy of our little secret club? And yes we have special little rings too. Spill it. What's your story. What do you do. What....talents...do you have? What's your gift?"

Hun lagde armene over kors på brystet imens hun betragtede Cora der meget lidt yndefuldt slæbte en taske frem. Hvad faen havde hun nu gang i? Procella forsøgte at se med over skulderen på Cora imens hun slængte en albue skødesløst ind over sengehesten på den ene køjeseng. Der måtte jo være noget meget presserende i den taske siden det var det første Cora gik efter da de kom ind. Ikke noget med rundvisning eller mad - nej taske. Fint. Så måtte hun jo afvente taskens hemmeligheder.

This better be good...
- Do not get you're hopes up Moon-Child.
Oh please. For this one I can only hope for a quick death...
- So young and yet so bitter and angry.
Do you have a point?
- I just enjoy my work. Tell me one thing Moon-Child. Do you really think your God can save you?
To my last breath. I haven't lost faith.
- No. You just lost everything else. Haunted by dreams, magic, darkness, demons...and me

Reapers øjne var blevet rovdyrgule på et splitsekund. Denne gang var der ikke skyggen af et smil da de skarpe tænder blev blottet i en lydløs snerrende grimasse. Der var et kort sekund et udtryk i Reapers ansigt der ville have gået de fleste gennem marv og ben. Det var et udtryk der udstrålede et næsten vanvidsramt indædt had, og en grotest rå mordlyst der var så langt fra menneskelig at man i et hjerteslag kunne tvivle på om Reaper faktisk overhoved var det. Og så var det væk.

En lavmælt latter hørtes svagt i Procellas bevidsthed. Hendes kæbemuskel spillede da tænderne blev trykket mod hinanden med voldsom kraft. Derpå krusedes de fyldige i læber i et grumt og iskoldt smil.

"...Medicationtime..."

Hvislede hun lavmælt og nærmest for sig selv. Måden ordende blev hvislet på fik det til at lyde som en trussel, en dødsdom, samt et våben? Det gav ikke særlig meget mening - faktisk ingen overhoved. Der var nok ikke nogen der ville klandre Cora for at være en smule, hvis ikke komplet freaked out på nuværende tidspunkt.

Alene. Låst inde sammen med denne sære kvinde, der var en legende. En legende der ifølge historierne kunne ting andre ikke kunne og ikke havde gjort. Som gik under navnet Reaper. Havde fucked up tænder der passede i kæften på et af de monstre som Jægerne brugte så mange kræfter på at udrydde, og et sæt øjne der mest af alt på nuværende tidspunkt hørte til hos et gigantisk kattedyr på jagt.

"I didn't scratch it! There's not a scratch!"

Det lød næsten panisk, da den hurtige stemme fik spyttet ordene ud. Cora virkede mere til at ville overbevise sig selv om at hun ikke havde lavet et mærke i den kvindelige jægers bil, end hun ville overbevise Reaper. Nervøst trommede hun sine fingre imod rattet, imens hun lyttede til Reapers halvrolige stemme. De lysende blå øjne flakkede ikke over imod Reaper, men måden de alligevel næsten sitrede i hovedet på hende, gjorde det alligevel tydeligt at hun, ud af øjenkrogen, holdt øje med Reaper. Ikke mistænksomt, bare .. holdt øje.

How can it be so annoying, to know that she's right? Why the hell is she always right. Come on!

Der gik ikke mange sekunder fra Reapers stemme var holdt op med at lyde, til Cora fulgte et skilt med øjnene, samtidig med at hun nøje overvejede sit svar. Hun vidste udemærket, at hun ikke kunne blive ved med at irritere jægeren på den måde, medmindre hun ville have Reaper til at få Cora smidt ud. Men det virkede som om, at udenset hvad Cora gjorde, hadede Reaper hende for det. Og det sendte usikkerhed ind i kernen af Coras krop - var hun virkelig så dårlig, som Reaper påstod? Beslutsomt tvang hun alle tegn på tvivl væk fra det unge ansigt, men tankerne hang stadig tungt over hendes skuldre. Det var hun da ikke .. var hun?

"Yeah yeah, I'm sorry. But the idiot can't just do that! He's damn lucky, I'm not tired or shit like that .."

Hun mumlede utilfreds videre, uden det rigtigt var lydhørt nok til at Reaper ville kunne opfange de præcise ord. Det var dog ikke mange sætninger der blev mumlet utydeligt imellem Coras læber, før hun løb tør for ord, og stilheden sænkede sig i tykke skiver over bilen. Næsten sølvfarvede øjne rev sig over og strejfede Reaper, før de fandt tilbage til den næsten mennesketomme vej. Stilhed var sjældent ubehageligt for Cora, der brød sig mere om den end en ordstrøm, men denne tavshed kriblede ubehageligt i hendes nakke.

Endelig svarede Reaper på de ord, Cora havde fortrudt endnu imens hun sagde dem. Men hun havde haft brug for at sige dem, selvom de lå tungt og distraherende i hendes mave, nu hvor de var blevet sagt. Hun havde fordrejet dem mens hun talte. Det havde været helt forkert!

"Yeah .. I .. I didn't mean it like that .. You know in the .. Uhm .. I'll shut up."

Det sidste kom resolut fra Cora, med en næsten undskyldende klang. Den unge Cora, var i løbet af aftenen begyndt at tvivle mere og mere på sine evner som hunter, fordi Reaper blev ved med at ødelægge de få ting, hun mente hun vidste. Og dynge tons af ny viden oveni, der fik hende til at føle sig som den største idiot. Men samtidig, så værdsatte hun de fornærmende kommentarer; hvis man skrællede fornærmelserne af, var de utroligt brugbare, og lærerige, de sætninger Reaper kom med.

Da de var ude i den kølige aftenluft, kunne hun ikke lade være med at følge de næsten smidige bevægelser, denne Reaper producerede når hun rørte på sig. Det var fascinerende, selvom Cora normalt ikke var specielt fascineret af kvinder overhovedet. Måske var det fordi, hun vidste at denne kvinde kunne dræbe, nemmere end hun lige så ud til at kunne? Det var i hvert fald satans fascinerende.

"Yeah, that was kinda where my thoughts were going .. I figured the hole damn scary part, about Ripper. And .. Well .."

Hun lavede en henkastet håndbevægelse, der var ment til at være en hentydning til at Reapers navn skulle afslutte Coras knapt så gennemtænkte sætning.


En sten faldt næsten fra Coras hjerte, da hun havde kunnet følge Reaper med blikket, da jægeren knælede for Jesusstatuen. Det havde fremhævet hendes menneskelighed, og sendt en følelse af at de havde noget tilfælles, ind i Coras hjerte. Hun var stærkt Ortodoks kristen, så at Reaper knælede for Jesus, gjorde hende en del mere tryg ved denne kvinde, end godt måske var.

Coras fingre klamrede sig næsten til sportstasken, efter hun havde fået møvet den ud under sengens smalle mørke. Med den under armen smed hun sig i sengen, og trak igen blikket op på Reaper. Hendes fingre lynede fraværende sportstasken op, imens hun lyttede til Reapers version af det ulukseriøse i jægernes liv. Det var måske mærkeligt, men et lille bitte smil fandt vej til Coras læber, da hun hørte Reaper sige det.

"I have felt luxury. It's damn overrated! I don't get why people want it so freaking badly .. Simple and with a twist of freedom, now that's more my style!"

Hun grinede op til Reaper, men havde i samme øjeblik fået tasken lynet op, hvorefter hun glemte alt om det smil hun havde sendt jægeren. Meget forsigtigt slog hun taskens "låg" op, og borede hånden ned i bunden af tasken. Blidt trak hun en lille bitte trææske op, der havde mønstre af hvad der lignede spundet guld, graveret ned i sig. Et kort sekund så det ud som om hun var lullet ned i sin egen lille trance, og blev trukket tilbage igennem tiden, imens hendes fingre næsten kælent fik åbnet låsen.

I æsken lå der et smukt dekoreret, ortodoks kors, gledet ned over en tynd guldkæde, som Cora forsigtigt fiskede op. Korset mødte hendes læber, mens hun med lukkede øjne gentog den samme, lydløse bøn som altid, inden hun lukkede halskæden fast om hendes hals, og blidt lod korset ramme hendes bryst. Et øjeblik flakkede tristhed henover hendes ansigt, og hun mindede lidt om en lille pige. Så slog hun øjnene op, og de lyse øjne var igen fyldt af Cora - ikke Pamela.

My .. Gifts? Uhm .. Isn't stories supposed to be like .. secret? Oh well .. Mine probably isn't special anyway.

Reapers spørgsmål .. Forvirrede hende. Tøvende skubbede hun sportstasken ned af skødet, og placerede forsigtigt den nu tomme trææske i taskens dyb, inden hun trak benene op under sig. Hendes blik fulgte Reapers taske, og hang fast der lige kort, inden hun besluttede sig for at svare på jægerens spørgsmål.

"My gifts and my .. worthyness, you will have to discuss with Carter. But, I can tell you my story, very simply. No one is interested in the story of my life."

En afdæmpet latter kom ud af Coras læber. Hun sparkede de behagelige sko af, og samlede fødderne i en skrædderstilling, hvorfra hun nemt kunne lægge de lidt varmere hænder, om de ret kolde fødder, for at varme dem.

"When I was .. A bit younger, my mother was attacked and killed by a ... bloodsucker. Carter, Evan and .. some from the old group .."

Sorg flakkede over hendes ansigt.

".. had been tracking that vampire. But when they arrived at my house, my mother was dead, and they found me trying to stab the eating vampire with a cross."

Hendes fingre fingerede ved korset om hendes hals. Selvom hun ikke sagde det højt, var det tydeligt dette kors der var tale om.

"Of course, I didn't kill the motherfucker or anything. I barely touched it, before it freaked. Carter had to drag me from there, bleeding, crying and cursing, after the fight, my actions led to. The .. leech .. got away. But I'll find it. I'll find it."

Det sidste tre ord, var ikke mere end en hvisken. Et sekund krammede hendes fingre stramt om korset, og hendes syn forsvandt ud i intetheden. Så blev hun trukket tilbage i et ryk, og fandt igen Reapers blik. Der gik dog ikke længe fra Coras blik mødte Reapers, til frygt vældede op i hendes krop. Monsterets øjne var tilbage på Reapers ansigt, og et udtryk der sendte bølger af skræk igennem Coras krop, sad klistret på jægerens ansigt.

Seriously .. What the hell is that woman!"

Ordene sendte en rislen i frygt ned ad Coras rygrad, og fik hende langsomt til at vikle benene ud af hinanden, som ville hun ikke forskrække kvinden, der på et sekund var flakket over til det monster hun frygtede. Hvad fanden var der sket!? Med samme enormt langsomme bevægelser, gled hun ned af sengen, uden at slippe kvinden med blikket - bange for at en enkelt hurtig bevægelse, ville antænde endnu et raseriudbrud i monsteret.

Begge hænder var løftet beroligende op, som om hun ville vise at hun ikke holdt nogen våben. Hun ville have fundet ud af døren, men var i tvivl om det ville være en god idé, at gå tættere på Reaper på dette tidspunkt. Der var et eller andet seriøst galt med Reaper, det var Cora ikke et sekund i tvivl om.

"Do .. you want .. anything?"

Sætningen var hæs, næsten pibende da den blev tvunget ud af hendes læber. Hendes hænder var stadig løftet op foran hende.

"Food? Clothes? Toothbrush? Anything ..?"

Det sidste var næsten en hvisken. Langsomt tog hun en beslutning, og begyndte forfærdeligt langsomt at gå tættere på kvindemonsteret. Hvis ikke Reaper gjorde noget, ville Cora cirkle rundt om jægeren, så hun stod ved døren der førte ud til gangen. Langsomt fik hun sænket armen, og fiskede sin mobil op. Den blev ikke tændt, men det virkede mærkeligt betryggende for hende, at vide at et par hurtige tryk på tasterne, og hjælp kunne blive tilkaldt.

"Pizza. Pizza is a good thing, right? I can order one, and get it across the street? Yeah?"

Nervøsiteten skinnede tydeligt igennem i hendes stemme, men resten af hendes krop forholdt sig roligt og stabilt.

Procella sukkede lydløst. Det var jo totalt op af bakke med den her tøs hele tiden.

"I'm not asking Carter, I'm asking you"

Svarede hun med tilkæmpet tålmodighed.

"Hvad do you think you gifts are, makes you worthy. I don't give a shit about what Carter thinks of you. And if I wasn't interested I wouldn't waste my breath asking you"

Procella betragtede korset. Så det var hvad hun havde prøvet at "stikke" vampyren ned med? Det der kunne ikke engang stikke et menneske ned og en vampyr...Cora fik et plus i bogen for at have forsøgt med et eller andet og ikke bare tisse i bukserne.

Hun åbnede munden for at besvare Coras spørgsmål, og kunne mærke hvordan hendes mund vedblev med at stå halvt åben. Hun tiltede hovedet let på skrå og betragtede pigebarnet der cirklede rundt og mest af alt lignede en der søgte efter en undskyld for at løbe skrigende ud af døren. Hun kunne ikke dy sig.

"BOOH!"

Råbte hun højt og lavede et ryk fremaf med overkroppen mod Cora, for at se om der ville komme en skræmt reaktion på det. Desværre kunne hun selv ikke mere. Hun spruttede af grin.

"Girl what the fuck are you doing? And about the Pizza. Yeah. sure. But please tell me you don't order it to this place. If you are inviting people in, you are inviting people in. You don't know what they are"

...why the fuck do they have a headquarter across the street from a pizzajoint? That does not make any sense. It's visited. By allot. Someone HAS to know whats going on here...maybe one of the reasons why they are so few...

Den tanke fik hende til at miste sit brede grin.

"Erhm...and thanks for your...very kind...offer...I brought my own tootbrush?"

Procella havde fået en let uforstående rynke i panden og det ene øjenbryn var hævet. Var hun ude på numre hende Cora, eller var der et eller andet galt med hende? Hun forstod mindre og mindre af hvad hun lavede der og tvivlede mere og mere på hendes kompetence, men nu ikke bare som Trainee, men også på et helt basalt niveau som velfungerende menneske.

Reapers interesse for Coras evner, forvirrede lidt den blåøjede trainee. Men det mest mærkelige var, at nu hvor hun blev spurgt præcis hvad hun kunne, og hvorfor hun havde en chance for at overleve som jæger ... Så var hendes hjerne én stor klat af slimet tomrum. Selvom hun intenst granskede indersiden af sit hoved, for at finde en grund der ikke blot var Because Carter says so, så så det ikke ud til at ville lykkes i første omgang. Lyse, blå øjne bevægede sig over de velkendte vægge, inden hun tøvende skilte læberne, for at besvare spørgsmålet, med de få ting der begyndte at poppe op indeni hende.

"I have been shooting different kinds of firearms since I was very young, so I both aim and hit the target very well. That is including but not limited to rifles and pistols. I have been hunting with a bow when I was younger as well, and even a crossbow, so I am familiar to those kinds of weapons too."

Hun tog en dyb indånding, da hun i den lange sætning ikke havde suget så meget som ét lille hikst af luft ind, og derfor var i voldsom mangel på ilt. Men så snart luft var blevet hevet ind imellem hendes læber, fortsatte hun den lange sætning, som om ordene bare væltede ud af hende, da hun først var kommet i gang. Wordvommit. Og hun var ikke engang sikker på at hun besvarede Reapers spørgsmål, eller at svaret var godt nok. Hun talte bare som et vandfald der kastede ord op.

"It's not only firearms. I have been hunting since I could walk, so using guns, tracking pray down and being patient during and hunt, are something I am used to. I am a fast learner, and other than that, I does strongly believe that the freaks that walks this earth, needs to be put down like fucking dogs. Again: Including but not limited to, the supersized dogs."

Ordstrømmen blev afsluttet, og en næsten ringende stilhed lagde sig henover Coras krop, der pludseligt virkede ti kilo lettere. Men da Cora ikke længe efter stod og betragtede Reaper med frygt hun forgæves forsøgte at sluge og skjule for den uhyggeligt stærke kvinde, var alle kiloene lagt tilbage på hendes krop. Og ti-tyve mere var tilføjet, da hun næsten sitrende bevægede fingrene, som om hun gjorde sig klar til en kamp, som hun alligevel ikke rigtigt turde tage op.

"Oh my .. Shit!

Den høje lyd der pludseligt blev udstødt, og den pludselige bevægelse fra Reapers side, fik den chokerede sætning til at blive spyttet hårdt ud af Coras læber, og samtidig med at hun trådte et skridt tilbage med et sæt. Selvfølgelig havde hun stået vældig uheldigt lige foran et natbord, som hun fik viklet en fod mærkeligt om bag, der fangede hende. Så da hun ville flytte sig et skridt mere, blev hun fanget ved bordet, der fældede hende så hun som en død fisk vaklede ned i knæ, inden hun fik hevet foden ud, og rettet sig op.

That did not happen. Act like it didn't happen. Play it cool!

Det var bare utroligt svært at lade som om alt var helt normalt, når Reaper så ud som om hun var ved at knække sig af grin. Men med en svag rosa farve der lå lige under Coras kindben, stod hun ret og med et lille underfundigt smil på læben, der skulle virke distraherende. Det mislykkedes godt nok, men personligt mente hun, at hun burde have point for forsøget, i hvert fald.

Hendes hjerte hamrede stadig ustyrligt i brystet, da Reaper begyndte at svare på pizzaen. Hun forsøgte bestemt at tæmme sit hjertes vilde hoppen, men der gik flere minutter før det faktisk lykkedes at få det lagt bare en lille smule til ro. Hun bekæmpede trangen til at tage sig til brystet og mærke sit hjertes hamren, i et forsøg på at skjule hvordan det gik helt galt, da Reaper legede titte-bøh.

"Oh no, I order it to across the street, then I go pick it up, and go around here .."

Hun pegede imod venstre og snoede fingrene kompliceret rundt.

"And that way, and this way, and then I'm just in front of a door right over here, that leads into the hall over there, and then I can come in here without any problems."

I et øjeblik så smilede hun begejstret, selvom det hun havde lukket ud, ikke var noget Reaper ville kunne bruge til noget, da vejen hun med fingeren havde vist imellem ord væltede ud af hendes mund, nok var lidt svær at følge ud fra hendes knapt så talentfulde vejviserevner. I den anden hånd havde hun hele tiden haft fingrene klemt om den lille mobil, der blev hævet lige efter sætningen var nået til vejs ende.

Men inden hun nåede at gå videre i pizza-bestillingen, kommenterede Reaper på en lille del af Coras ord, der havde været knapt så gennemtænkte. Ligesom .. eh, resten af ordene. Med hånden der ikke huserede en mobiltelefon, viftede hun med hånden, som om hun forsøgte at vifte dumheden af hendes ord væk. Ingen problemer!

"You'd be surprised of how many forgets something like that! So .. Yeah .. Well."

Lyse blå øjne flakkede rundt i lokalet, da hun forsøgte at ændre emnet, på en måde der ikke virkede falsk og akavet. Pizza! Mobilen blev hævet igen, og viftet med, for at bringe opmærksomheden derover på.

"So, I'll just order some pizzas and stuff."

Hun havde efterhånden bestilt hundredevis af pizzaer, så nummeret blev hurtigt trykket ind, og den velkendte ringe-op lyd bimlede imod hendes øre, da telefonen blev presset imod den. En afslappet, beroligende kvindestemme tog den, og proklamerede med svag italiensk accent pizzariets navn, og spurgte hvad det skulle være. Cora smed en bestilling ind på et par kødfyldte pizzaer, men vendte så blikket imod Reaper.

"Hold on a second."

Mobilen blev sænket, og dækket med den ene hånd, imens Coras blik endnu hvilede på Reaper.

"You want something special? A kind of pizza, something extra on it .. I even think they have curly fries, if that's something?"

Hvis Reaper tilføjede noget, ville Cora smide det oveni bestillingen uden en kommentar, og hvis ikke, ville hun afslutte bestillingen uden nogle indvendiger. Telefondamens alt for rolige stemme ville proklamere at de kunne hente deres bestilling om 10 minutter og lægge på. Cora ville stirre lidt irriteret på telefonen. Ikke engang repræsentanter for madkæder havde høflighed i forhold til kunder, længere!

Hun rømmede sig efter et par sekunder, og stak telefonen i lommen, og gjorde et kast med hovedet, der mest af alt mindede om en umærkelig rysten på hovedet - noget der var meget typisk for Carter at gøre, og næsten kendetegnede ham. Men for Cora, virkede det slet ikke som om hun tænkte over det.

"You want to go get the pizzas with me, or do you want to stay?"

Imens hun talte, fiskede hun en pung op tasken, samt endnu en pung fra sin jakke. Kreditkortet blev stukket over i den ene, imens ID fra den anden blev fundet frem, og proppet ned i den første pung. Over ID-kortet var der med firkantede bogstaver skrevet Grace Dubois. Det hele puttede hun ned i en skuldertaske hun trak ud af den større sportstaske. Det var vældig upraktisk i forhold til tyveri, men i denne bydel vækkede det af en eller anden grund næsten mere opsigt ikke at rende rundt med en taske som kvinde, end hvis man gjorde. Og så var skuldertasken den bedste løsning.

Cora fik bundet skoene tæt om sine fødder igen, og rejste sig så op, skubbede tasken ordentligt på plads over skulderen, og begyndte at vandre imod sovekammerets dør.

Procella tilbageholdt sin stønnen da hun på trods af sin latter rent faktisk fik skræmt livet så meget af tøsebarnet at hun skvattede rundt som bambi på isen.

Oh my lord...and this is what I'm supposed to work with?

De gyldne øjne fik en glasagtigt fraværende, nærmest kedsommeligt udtryk da Cora begyndte at remse sine såkaldte færdigheder op. Der var mange der kunne skyde og jage, det gjorde ikke nødvendigvis en til jægermateriale, og hvis hun var så skide dygtig til at jage hvorfor faen i hævled havde tøsen så ment den bedste betode at slå mærkelig-person-der-æder-familie-ihjel-på havde været at dolke vedkommende med et mikroskopisk kors?

Med tilkæmpet tålmodighed vinkede hun forklaringen af omkring pizza-udlevering og hendes stirren blev lang og træt, næsten skulende da tøsebarnet knævrede løs også i telefonen. Procella løftede let et øjenbryn og gav et sigende thumbs up til det med fritterne.

"Cora. It's very...."

Procella ledte efter ordende.

"...erhm...cute...that you are taking on this part of eager and pleasing trainee. Cute. I didn't come here to go on a pizza-hunt. And less than an hour ago you had a girly tantrum challenging everyone in the room, not listening to elder more experienced hunters, and screaming like a maniac..."

Hendes ord var flade, stemmen komplet tonløs. Intet ved hendes kropssprog var truende. Hun blot så på Cora på en måde som om hun kunne se direkte igennem hende, ind til hendes inderste.

"So go. Get the pizza. Play the cute-card. I'm not a man. I don't think with my dick. Think about your life on your way over there. It's fine you wanner risk your life bringing freaks down. Fine. Excellent. But don't do it if it means you get the entire household killed because you went of on a suicide-mission and everyone else had to come and rescure your ass"

Hun trådte frem og fik på en eller anden måde klemt Coras krop op mellem døren og sin egen krop. Procella trykkede sig ind mod Cora så deres brystpartier var næsten mast sammen og Cora ville kunne fornemme en tyk og mørk duft omkring Procella af læder og muskus.

"You see. No one is ever left behind. No soul unsaved. And you are the weakest link in our chain"

Hviskede Procella med munden helt tæt ind til Coras øre. På en eller anden måde var der noget truende, og alligevel sensuelt dragende over måden det blev hvisket på. Før Cora kunne nå at have en reaktion på hvad hun havde sagt gled hendes hånd om bag Cora. Var det med vilje at hånden strejfede Coras ene balde? Procella trykkede dørhåndtaget ned og åbnede døren så Cora atter ville være ved at vælte bagover fordi hun ikke eftergav sit pres med sin krop mod hendes.

Til gengæld undergik en transformation med jægeren. På et splitsekund var Procellas ansigt varmt og smilende og hun vinkede let med fingerspidserne til Cora.

"Remember Coke please. Hurry ba-ack!"

Nærmest sang Procella, og kastede sin krop i køjesengen så metalfjedrende under madrassen skreg i protest. I det skjulte holdt Procella skarpt øje med alle reaktioner fra Cora, også selvom hun lod som om hun havde afskrevet hende og fjollede rundt med sengen. Cora vidste det ikke selv men i øjeblikket var hun under kraftig testning og beskydning fra Procella for at jægeren kunne aflure hendes reaktioner og hvor stærk hendes psyke var. Hvis hun kunne få hende til at vakle eller knække, så var der ingen kraft i dette univers der ville kunne redde hende fra total undergang hvis hun stod overfor en dæmon, og det var en can of worms Procella helst ville undgå hvis det på nogen måde var muligt.

Cora havde ikke bemærket, at Reapers blik så ud til at være død ved Coras talestrøm, for hun havde haft for travlt med at frembringe den flod af ord der var væltet ud af hende, i et forsøg på at besvare Reapers ord. For ærligt talt, så anede hun ikke hvad svaret skulle være; Hun havde aldrig ladet tankerne spørge hende selv, hvorfor hun var kvalificeret, eller hvorfor hun skulle kunne overleve dette job. Hendes tanker havde været så på målet; At lære hvad hun gjorde, og sørge for at hun kunne bringe Djævlens udsendinge dybere ned i Helvede, end hvor de havde opstået

Men da Reaper begyndte at snakke, med ord der virkede som talte hun til et barn hun virkelig forsøgte at få til at forstå, men med en stemme der var afgået ved døden for længe siden, gik det langsomt igennem til Coras tanker. Åh altså, Cora forstod simpelthen ikke hvorfor hun hele tiden gjorde noget forkert! Når hun var stærk og .. Ja, måske havde hun været lidt hysterisk, men hun havde vist kant, og det havde udløst en sindssyg reaktion.

Hun havde forsøgt venlighed, små jokes - hun havde sågar besvaret personlige spørgsmål, som hun faktisk ikke brød sig om at dele, men i virkeligheden ikke turde lade være med. Og alt havde Reaper - eller Procella, eller hvad fanden hun nu hed - fejet væk med præcis dét blik, og ord der vidste at Reaper mente at hun var en baby der ikke kunne stå på egne ben. Hun fattede det simpelthen ikke! Men langsomt begyndte det at virke ligegyldigt for hende. Hun ville ikke have at Reaper troede hun var svag og et barn, men hun havde ikke brug for at Reaper brød sig om hende.

She could take me off the case, couldn't she? Oh damn this shit!

Reapers skridt fremad var ikke noget Cora tænkte specielt over, før Cora var bakket op af døren, og Reaper næsten stod presset op ad hende. Selvom Cora stadig fokuserede på ordene der flød fra Reapers læber, så var det som om en duft sneg sig op i hendes næse. Reaper? I et sekund var Cora hypnotiseret af den tunge duft, men så gik det op for hende hvad der skete, og hun rev sig fri, chokeret over hypnosen.

Der måtte være et eller anden magi omkring Reaper, der endnu engang viklede Cora ind i sit spind. Det kunne ikke være Cora selv, der reagerede på den duft der stod omkring Reaper. Og det var da slet ikke hende der frembragte den svage kriblen i hende, da Reapers og hendes krop var presset sammen. Men da Reapers ånde kravlede ud over Coras kind, og jægerens hånd strejfede Coras bagside, blev hun alligevel lidt i tvivl, om det var Reaper eller hende selv, der gjorde det.

Mother of .. Oh shit!

Hvad hun havde været trykket opad forsvandt bag hende, så hun selv forsvandt bagud. Kun reflekser der blev trukket op af sølet de var blevet lagt i, reddede hende fra at banke hovedet ind i gulvet. Hun knækkede benene sammen ved et uheld, men fik skubbet det ene om bag ved hende, så hun holdt sig oprejst - dog vaklende og ustabilt de første mange sekunder. En hånd hvilede chokeret på den væg der var modsat døren, da et sølvblåt blik løftede sig, og lagde sig på Reapers forandrede ansigt.

I understand NOTHING right now. What the hell?!

Reapers ansigt var ét stort, varmt smil, og det forvirrede næsten Cora mere end når et skræmmende vredesslør lagde sig over Reaper. Men med et øjenbryn der hævede sig, og en svag tøven, fik Cora svunget tasken henover skulderen igen. Hvad i alverden der lige var sket, var hun ikke så sikker på, men hun valgte ikke at kommentere på Reapers ord. Det ville ende med at Reaper fandt Cora mere barnlig, og det havde Cora ikke råd til, hvis hun ville med på den mission.

"It won't be diet. Sorry if you're a diet fan, but diet sucks."

Med disse mindeværdige ord, begav Cora sig ud på en rejse efter pizza. Men hendes tanker slap ikke Reapers ord.


Cora balancerede pizzaerne ovenpå hinanden, med et par æsker med pommesfritter og en Cola i den ene hånd, mens den anden holdt den anden Cola, som skvulpede i plasticbægret med det hvide låg. Sugerør og servietter stak halvt op af tasken, der var svunget om trainee'ens skulder. Irriteret blev hun ved med at puste den samme undslupne tot hår væk fra ansigtet, men det blev ved med at dale ned igen, og kilde hendes næse.

Besværligt fik hun skubbet døren op, bakset sig ind uden at tabe noget, og skubbet den i bag sig med en fod. Med en hage der hvilede på den ene pizzaæske for at holde på bjerget, tittede hun ud over for at lokalisere Reaper i lokalet. Uden set hvor Reaper så måtte være, fik Cora transporteret hele stakken over til et af sengebordene, og vippet det hele ned, så det gled ned på bordet.

Magic tricks! Nothing spilled. Hell yeah!

Med en Cola hun havde glemt alt om i den ene hånd, løftede hun blikket for at lægge det på Reaper, forudsat at Reaper var et sted Cora kunne se. Med den hånd der nu var fri, fik hun febrilsk skubbet den kildende hårtot om bag et øre, og var lige ved at drage et lettet suk - men tog sig i det. Det ville virke satans mærkeligt, hvis hun pludseligt gik i nydelses-mode. Luftorgasme - alt for mærkeligt!

"It took forever. Some bachelor party decided they needed like a million pizzas, and to piss of the waitress, so she left."

Uden at tænke over det, strøg hun blidt et par fingre over sportstasken, med et svagt tryk, så hun kunne mærke æskens form under sine fingerspidser. Skoene blev igen sparket af, og Cora smed sig i sengen, så affjedringen fik hende til at hoppe op og ned et par gange. Så snoede hun benene op under sig i en skrædderstilling, og nappede den ene pizza op på skødet. Æsken flappede op, og afslørede en dampende varm pizza.

Duften spredte sig med det samme i lokalet, og gik direkte i Coras mave, der knurrede højt og faretruende. Hun smilede ved lyden, men kun fordi hun samtidig kunne grave fingrene ned under en allerede skåret pizza, og trække det op.

"I eat their pizzas way to often. But damn, do they taste good!"

Hun fik den skubbet frem, og snappet ind mellem læberne, hvor smagen af pizza med det samme bredte sig i hele hendes mund. Maven knurrede igen, men denne gang mere tilfreds, imens den ventede på at hun sank.

Allerede da Cora var på vej ud af døren var Procella oppe igen. Effektivitet. Hun havde brug for at tænke. Hvilket faktisk pissede hende en smule af, for hun havde folk til den slags, og pludselig skulle hun have Ripper-hatten på. Hun var ikke Ripper, hun var Reaper! Der var fandens til forskel på de to! Ripper var en rå mand når han skulle være det, og han var verdens bedste ven, storebror, far...whatever...når man havde brug for dét. Og han var - selvom hun aldrig ville sige det til ham direkte - en excellent leder. Aldrig havde hun set nogen der kunne tvinge folk ud over egen formåen og potentiale end han, og deres hus mistede så godt som ALDRIG nogen.

Altimens disse tanker strømmede igennem hendes hoved, sammen med brudstykker af forskellige scenarier der understøttede hendes holdninger skred hun nøgen igennem lokalet med den tunge taske i en hånd. Fik hurtigt lokaliseret badefaciliteterne og tog sig et næsten skoldhedt bad. Det føltes godt at få løsnet den stramme opsætning op og få det sæbet igennem. Sæbe og shampoo var komplet uden duft. Det var faktisk noget der var lidt...hippi-agtigt. Det var noget de selv lavede. Naturprodukter med henblik på at neutralisere al duft, sved naturligvis, men også bare duft i al almindelighed. Med de overnaturliges sanser kunne man ikke benytte sig af sådan noget som almen deodorant og sæbe. Så duftede man liiiifligt af rose, eller citron, eller fesen frugt, og så var man lagt mærke til på 30 kilometers afstand. Der gik dét overraskelsesmoment i vasken.

Badet var overstået på mindre end 5 minutter, og imens kørte hendes tanker på højtryk. Hvad skulle planlægges. Hvad skulle tages højde for. Hvad var næste skridt? Alle indtryk, og de folk hun havde mødt blev lagt ind i et sirligt puslespil hvor hun samtidig vurderede deres evner og brugbarhed, og deraf possitioner og tildelte dem opgaver. Cora stod som et rødt blinkende felt af usikkerhed. Procella var slet ikke afklaret omkring hende. Hun var kilde til morskab...men der var ikke meget at le af hvis de faktisk kom til at stå overfor 2 dæmoner. Der var ingen tvivl i hendes sind om at nogen brugte de her 2 dæmoner, og at de aldrig ville komme til at afsløre et strå i en høstak. Hvis jægerne havde fået den info så var det løgn. Hvis en overnaturlig ville afsløre sandheden så gjorde de det bare. Come on!

Hun redte voldsomt håret igennem. Det fik ikke en chance. Hun havde trukket i en trænings-BH og et par bløde jogginbukser, samt et par ankelsokker og ultrabløde gummiesko så hun var lydløs.

So...whats the deal here? We have two demons who are gonna out us. Bull. I could out the society, now THAT would be a surprise to everyone. If you are gonna do shit like this, you meet face to face and talk. Or just do it alone...hm...so that's bull. What did I say back there?

Procella traskede ind i "soveværelset" igen. Hun målte sengene og afstanden med øjnene. Derpå omrokerede hun værelset komplet. De to køjesenge stod ikke længere i forlængelse af hinanden mod den ene væg, men i stedet ved siden af hinanden og med nøje øjemålt afstand. To madrasser var havnet på gulvet - hvilket var det første Cora måtte forcere da hun kom tilbage, og hvis hun hovedløst smed sig hvor hun regnede med at sengen stod, så ville hun få en brat overraskelse og lande på gulvet i stedet for.

Procella havde indtaget de to øverste køjer der nu var madrasløse. Hun havde grebet om sengens kant med en ene hånd, og balancerede med skosnuden på samme. Hendes krop hang i det frie rum mellem køjesengene, og hun holdt og støttede på samme vis på den anden køjeseng også. Således "suspenderet" i luften mellem køjesengene, og med det lange mørke hår hængene som fugtige tykke gardiner omkring hendes ansigt lavede hun kropshævninger, imens hendes hjerne arbejdede på et komplet andet plan. Folk der var trænede i kampkunst ville muligvis genkende denne form for meditativ træning. Det var en form for indre ro som man kun kunne opnå igennem kamp eller intens træning. Procella havde aldrig været meget for at sidde stille og var ustyrligt dårlig til det, så da Creo havde fundet hendes genvej til indre ro igennem kamp havde det været lykken...for hende og for huset.

Secrets behind secrets. Betrayal. The Brotherhood. Why them. What do they have to do with anything? Why did I say that? I need more information...What the hell was Carter thi-...no...

Procellas øjne blev rovdyrgule og tænderne blev blottet. Tanken det havde ramt ned i hende som et lyn fra en klar himmel fik gåsehuden til at rejse sig på hendes arme. Det MÅTTE ikke være sådan. Hun kunne ikke bære det hvis det var.

Da Cora kom ind ind og hvis hun fik forceret madrasserne på gulvet uden at skvatte i dem, ville det første der mødte hendes øjne så nok være Procellas halvnøgne krop der hang frit i luften omkring 2 meter over gulvet. Den olivengyldne hud havde stadig det dybe varme solkys fra en person der tilbringer en helvedes masse tid under varme himmelstrøg. Reapers hud var derudover strøet med lettere snitar, dybe ar, noget der kun kunne være direkte bid-ar, men alle som én var de fine og hvide og vidnede om ælde. Krigsmærkninger. Procella havde også været ung i faget, og hun var mere hovedløs end de fleste, men som oftest kun på egen hånd. Hun gamblede ikke med andres liv.

Hendes hud var derudover fugtig. Om det var fugt fra badet eller om det var sved var ikke lige til at sige, men så meget var i hvert fald sikkert. Der var ikke et eneste gram overflødigt fedt på kvindens krop. Musklerne stod spændt, for i denne position havde de ingen mulighed for at hvile på noget tidspunkt, alt skulle spændes, rygmuskler, mavemuskler, balde og benmuskler.

Allot of pizza ay?

Procella åndede tungt da hun stoppede midt i en kropshævning, skubbede opefter med armene, og sparkede fra med benene, samlede dem, og hun silkeblødt og næsten lydløst landede på gulvet i en halvt på-hug-siddende stilling. Hun strøg det lange mørke hår tilbage fra ansigtet med en arm, og tørrede sig over overlæben. Mmmhh...det føltes SÅ rart at få arbejdet med sig selv efter den lange stillesiddende tur i bil. Og selvom hun muligvis kunne bruge et bad igen, så var der altså noget ved at rejse der fik hende til at føle sig støvet og beskidt på en sær måde. Hendes bryst gik tungt på hende imens hun stirrede granskende på Cora.

"Put down the pizza and get naked"

Lød det så beordrende, og der var intet over hendes stemme, blik eller kropssprog der på nogen måde antydede at der kunne være tale om en joke.

Coras kæbe havde ramt gulvet, og øjnene var poppet ud, hvis det havde været en tegnefilm. Og effekten var da nogenlunde den samme: Hendes læber adskilles i et lille 'plop', og øjnene opspilledes kraftigt, da hun trådte ind i sit rum, der var helt forkert. Madrasserne var blevet revet væk fra sengene og smidt ned på gulvet, sengene stod bare super mærkeligt, og en brunhåret kvinde, ha-

Wait .. Reaper?! What the hell!?

TegneserieCoras kæbe hamrede igennem gulvet og ned på den anden side af jorden. Som en vældig yndefuld, feminin abe hang Reaper mellem sengene, med spændte muskler der poppede frem under et tyndt lag hud. Huden, der så ud til at være dækket af de ar og sår et jægerliv uden tvivl kom med, tiltrak sig Coras opmærksomhed. Hvorfor, var hun ikke sikker på. Måske fordi så lidt af det var dækket, og fordi det faktisk afslørede ret kønne de-

Cora stop yourself! Why the fuck are you thinking like that? Be mad! She ruined your room! ....

Og alligevel var der ikke noget der mindede om vrede i Coras krop. Hun stod bare stivnet, og stirrede på den lyse hud og de mørkhårede lokker, der bevægede sig i hjørnet af værelset, imens pizzaerne laangsomt gled ud af hendes hånd. Først da de vippede, med pomfritter og cola på toppen, gik det op for hende. I et gisp vaklede hun til siden, hamrede den anden hånd op for at få pizzaæskerne til at holde balancen, og og greb den løbske Cola og pomfritpakkerne, lige tids nok til ikke at smide det hele ud over gulvet.

"Oh .. Fuck! Got it!"

Et tandsæt forsøgte at flå hendes underlæbe op da hun fik pizzaen på ret køl, og igen løftede blikket for at opsluge det nydekorerede værelse, men mødte i stedet en Reaper, der elegant satte fra på sengen, og sprang ned på gulvet. Coras øjne var ikke blevet spor mindre, da hun holdt fast i pizzaen - men allerede havde glemt alt om den endnu engang. Reaper nærmede sig hende, i samme sekund det gik op for Cora, at hun stadig ikke havde klappet munden sammen, og stod og stirrede som en idiot.

Men da Reaper sagde ordet nøgen slog det simpelthen klik for Cora. No way, Reaper mente det her seriøst! Det måtte være en joke. Halvnervøst grinede Cora, men mest med en akavet klang, som hun forsøgte at kravle udenom madrasser og diverse ting, uden at snuble og fodre gulvet med pizza der var købt i dyre domme. Hendes blik skannede alting, inden hun lettere akavet lagde pizzaen med tilbehør fra sig på gulvet, og stod tilbage med en Cola i den ene hånd. Hun virkede næsten helt forvirret over den, inden hun satte den fra sig, også.

"Naked ... Hah, yeah sure... Naked ... Funny ... So, why did you ... Move everything?"

Cora turde næsten ikke løfte hovedet. Ikke fordi hun frygtede Reaper - ... lige nu ... - men fordi hun havde stirret som en idiot, og ikke ville vende tilbage til det. Lidt værdighed havde .. øh, nogen da! Tøvende rømmede hun sig, blinkede et par gange, og vendte sig så om i en hurtig bevægelse, med et akavet smil på læberne. Hun så alle andre steder hen, end på Reaper, for ikke at virke stirrende - hvilket nok havde modsatte effekt.

"I .. Uhm .. We have some trainingequipment, if you feel like working out .. Uh .. Later. But ... Food! There's food!"

Hun slog hjælpeløst ud med armen imod den lille stak af pizza og andet mad, imens hendes øjne var rettet imod madrasserne. Hun løftede tøvende blikket og lagde det bestemt imod Reapers ansigt. Ansigt, ikke lettere fugtig hud, der var dækket af ar der tiltrak blikket. Ansigt. Og så slog hun igen ud med hånden imod maden, svagere og mere hjælpeløst.

"Food."

Procellas øjne blev smalle efterhånden som Cora atter begyndte at plapre.

"Do you see me anywhere close to a snicker?"

Stemmen var flad og tonløs. Hun rettede sig langsomt op i en glidende bevægelse, uden på noget tidspunkt at vakle eller i ryk eller hak som de fleste mennesker ville gøre det. Der var noget nærmest panteragtigt over hende.

Procella lagde hovedet let på skrå og forsøgte at få sit åndedræt under kontrol. Hun sparkede let ud med det ene ben og rystede det, og derpå det andet og skiftede frem og tilbage for at undgå de syrede til fordi de blev kolde for hurtigt.

"Cora. Put down the pizza and get out of your clothes. Now."

Efter to lange sekunder trak Procella vejret dybt og sendte Cora et afmålt nogenlunde-måske-venligt smil.

"Please."

Blev der tilføjet i forlængelse af den dybe vejrtrækning og smilet.

What the hell is the fuss about here? Don't tell me she has a nude-problem also...Jesus give me patience...

Reapers ord sendte tvivl ind i Coras tanker, der ellers var så sikre på at det måtte være en joke. I et ryk lagde hun det sølvblå blik på Reaper, og bed sig i læben, imens hun overvejede om det kunne være helt seriøst. Men der var virkelig intet over Reapers ansigt, der viste det mindste tegn på ikke at være helt seriøs, så uendelig langsomt fik hun bestemt sig for præcis hvad hun skulle gøre. Med et svagt nik i Reapers retning, og et lidt hårdere bid i læben, trådte hun væk fra pizzaerne.

"Okay .. But if this is a joke, then it's a sucker joke!"

Hun skubbede nogle fingre under jakken, skubbede den af sammen med tasken der dinglede over hendes skulder, og smed den ovre i hjørnet. Hun fandt det ikke pinligt at afklæde sig, men at hun blev mere og mere sikker på at Reaper ville råbe JOKE! og knække sammen af grin, var dog noget, der forsøgte at få hende til at stoppe. Det virkede dog ikke, for lidt efter havde hun trukket trøjen over hovedet, sparket skoene af.

This better not be a joke ..

Imens et par bløde fødder fik skubbet skoene lidt ind i et hjørne, så hun kunne komme til, rykkede hun sin opmærksomhed lidt længere nedad, nu da alt andet end BH'en var kommet af. Fingrene fingerede dog lidt mere besværligt med bukseknappen, end de havde gjort med trøjen og jakken, men ikke lang nok tid til at hun ikke fik dem trukket af efter lidt besværligheder.

"Are you going to tell me why I'm getting undressed?"

Hun pustede en besværlig hårtot væk fra ansigtet, imens hun fik sparket sig helt ud af bukserne. Så gled hendes blik tøvende op til Reaper, og medmindre Reaper på en eller anden måde signalerede at hun skulle stoppe dér, løsnede hun resten af tøjet, og træde ud af det, med et spark bagud for at skubbe det over i hjørnet med resten af tøjet. Hvis Reaper derimod signalerrede at det var godt nok, ville hun blive i undertøjet.

"What, nudistdinners are your style?"

Halvt en joke, halv sagt i faktisk nysgerrighed, imens hun lidt akavet slog hænderne ud fra kroppen, så alting hoppede på hende. Cora var vældig lys i huden, men hverken bleg eller hvid. Som havde hun badet i mælk, og derefter trukket mørke skygger igennem krøllerne der flød ned af hendes ryg, sådan var hendes hud og mørke, sjuskede hestehale. Hun havde en håndfuld småskrammer og overfladiske ar strøet ud over kroppen, fra lidt for intens træning, men ikke nogle seriøse skrammer, der vidnede om et hårdt liv.

Hendes liv havde været perfekt, før en vampyr fuckede alting op. Hun var ikke muskuløs, men sener og muskler var allerede at finde under hendes ret spinkle krop, der kun blev fyldt ud af disse muskler. Hun var ikke den højeste, men havde da alligevel 1.70 at hvile på, mens hendes vægt måske ville have virket undervægtig, hvis det ikke havde været for de muskler der var godt på vej til at blive bygget stærkt op på hendes krop.

Cora var utroligt smidig, hvilket også var grunden til at Carter et par gange havde foreslået noget Yoga, som en måde at få penge og coverarbejde på, men som trainee var der hverken tid eller brug for pengene. Et par korte negle skubbede igen irriteret en tot hår om bag øret, imens kuldegysninger spredte sig ud over hele hendes krop som en flodbølge. Hun lod sig dog ikke mærke med det.

This is so fucking weird ...

"JOKE!"

Blev der pludselig råbt, og Procella blinkede let til Cora. Så blev hun alvorlig igen og gik rundt om den yngre kvinde og studerende hende indgående.

"Yeah. You are getting naked so I can look at your body. Don't you feel much more informed now?"

Svarede hun tørt og tydeligt retorisk.

What a rookie. And what a shape...

Uden at tage hensyn til småting som privatsfære eller intimsfære begyndte Procella at prikke hist og pist på Coras krop, og kom med smålyde der var svære at tyde. Det var mest af alt en brummen eller en mumlen.

"When where the last time you studied yourself in a mirror completely naked? How long ago did your team see you naked?"

Cora indtjente en lang isnende tavshed for sin nudist-picnic-spøg. Procella gik langsomt om foran Cora igen og stirrede tavst på hende. Direkte ind i de blå øjne. Selvom Cora var et par centimeter højere end Procella måtte der alligevel være noget frygteligt intimiderende ved at stå nøgen foran en person der stirrede så koldt på en.

Som om det ikke var nok så lod Procella sit blik glide langsomt ned over Coras krop, og lige så langsomt op igen. Da de fyldige læber skiltes og hun atter sagde noget var stemmen nærmest svidende så kold den var.

"I figured you out. Hiding behind jokes, anger-tantrums or nervous babble. Are you even capable of being serious for a second? You are standing here in front of me...naked...and still you are being a wise ass, not that you actually have an ass you can be proud of"

Procella førte en hånd op mellem dem og knipsede på siden af Coras bryst så det bølgede.

"Pathetic. Soft and fat. Completely lacking upperbody strengt"

Uden nogen form for varsel fór en knyttet næve pludselig frem mod Coras mave...

Det gav et sæt i hele Coras krop ved ordene, og en dyb rødmen bølgede straks ud over hendes kinder. Men da Reaper med det samme mistede spøgen og begyndte at nærstudere hende, som man nærstuderede et forsøgsdyr, hamrede forvirring igen igennem hendes krop. Og Reapers ord, der godt nok var meget retoriske, fik hende alligevel til at hæve et øjenbryn, og skyde læberne fra hinanden for at besvare det.

"I totally do. Thanks."

Uden at tænke over det veg Cora let tilbage fra Reapers finger, men kun de første par gange hun prikkede til trainee'ens hud. Så lod hun sin krop fryse fast, og Reaper opføre sig som om hun var et forsøgsdyr, der skulle tjekkes for eventuelle skavanker. Og af en eller anden grund, så virkede det næsten som om Reaper kiggede efter skavanker - noget der gjorde, at Cora ville falde til jorden som jæger. Noget der ville slå trainee'en ihjel. Men ifølge Cora, ville hun ikke finde noget.

Der gik et par sekunder, før det gik op for Cora, at det var fra Reaper, de utydelige lyde stammede. Hun havde haft øjne der løb henover væggene for at finde ud af hvad i alverden det var, men det var Reapers mærkelige respons på Coras nøgne krop, der var at høre. Ahem .. Hvorfor tog Cora lige sig selv i, at håbe at Reaper var imponeret over Coras krop? At Reaper fandt den køn?

Strength. It's because I want her to know I'm strong enough to do this. Yeah.

Det var også derfor Cora tog sig selv i at forsøge at tyde Reapers små lyde, i håb om at få et svar ud af jægeren. Men inden hun faktisk fik hittet rede i det hele, kom en kommentar ud af Reapers læber - en noget uventet kommentar, der med det samme sendte Coras tanker i retning af Evan. Det skulle være en utroligt presset situation, der skulle få Cora til at smide tøjet foran ham! Men hvis der var brug for det, ville hun ikke tøve. Så længe han ikke kom med sine kommentarer. Jerk.

"The last time was .. Eh ... Never? I guess?"

Hendes blik flakkede til siden, fandt så tilbage til Reaper, og lod hende skille læberne, for at besvare det andet spørgsmål, som hun var en del mere utryg ved. Nok fordi svaret var det samme, og hun vidste at Reaper ikke ville bryde sig om det.

"Well ... Uhm ... So long ago that it never happened?"

Hvorfor var det, Cora var så super nervøs for hvad Reaper ville svare? Selv efter det var gået op for kvinden at hun faktisk var en smule højere end den mørkhårede kvinde med de gyldne øjne, var hun mere end blot nervøs for, præcis hvordan kvinden reagerede. Og det var ikke engang frygt, der sitrede i Coras krop, men bare nervøsitet. Måske var det derfor en overvældende trang til at træde et par skridt tilbage overfaldt hende, da Reaper stillede sig lige foran hende, og stirrede på hende.

Elevatorblikket? Åh gud, det var elevatorblikket! Cora lod sig ikke træde tilbage, da hun pludseligt følte sig helt klemt, of alt for tæt på Reaper, selvom de ikke engang rørte hinanden. Og så skilte Reaper læberne, og sagde ord, der sendte en iskold rislen ned af Coras rygrad. Håb = slukkede.

Seriøs? Cora havde ingen problemer med at være seriøs, men hun havde en dårlig vane med at skjule sine følelser bag jokes. Det vidste hun, men det var da ikke meningen at hun skulle blive set igennem, og fanget på den måde. Hvad lavede Reaper inde i hendes hoved? Hun forsøgte at lade seriøsitet skylle ind over sit ansigt, men det var bare utroligt svært, når hun samtidig blev nedstirret af en anden kvinde, og fornærmet.

"My ass are just fine thank you!"

Hendes blik rev sig ned, da Reapers finger faktisk ramte hendes bryst, og sendte stød igennem den. Den værste del var, at Cora faktisk ikke følte sig trådt på, eller følte at Reaper ikke burde røre ved hendes krop. Faktisk, så syntes hun ikke rigtigt at have noget problem med det, selvom det sendte forvirring igennem Coras krop. Men Reapers ord, dem fandt Cora alligevel lettere sårende. Hvilket da vel ikke var en overrask-

"Auch!"

Hun knækkede sammen, da en knytnæve blev banket ind i Coras mave, længe før hun fik spændt mavemusklerne. Luften blev slået ud af hende, men hun fik i et hvæs suget det ind. Uden at tænke over det trådte hun tilbage, men spændte musklerne lige tids nok til at stoppe den arm, der var igang med at svinge sig knyttet imod Reaper, som et modangreb. Alligevel nåede hånden langt nok frem, til at det blev tydeligt at Cora havde sat et automatisk modangreb igang, men fik stoppet sig selv.

Hun havde trådt nogle skridt tilbage, men rettede sig op - med smerte der bankede igennem mellemgulvet - og fik trådt nogle skridt fremad, så hun stod som hun havde gjort før. Hun rettede ryggen, spændte musklerne let - klar til hvad end Reaper bød hende. Reaper ville teste hende? Fint, det skulle hun have lov til. Men Cora ville ikke lade Reaper mene at hun fejlede denne test også.

"Are this some kind of test? Because I wouldn't mind that. Bring it on."

Der lød et fnys fra Procella ved Coras svar.

"Well. That explains allot. How the hell are you supposed to know your own body if you don't know it? And how the hell is your trainer gonna know exactly where your weak spots are if you never get naked? Huh? What the hell are you guys doing up here? Doing snowangels and eating pizza?"

Procella bøjede sig og samlede Coras bukser op. De blev lettere brutalt smidt i favnen på hende.

"Oh please girl. I would break you in half. Didn't your encounter with the wall and the table teach you anything? You are playing with the big boys now"

Procella havde fået et lille skævt smil om læberne der ikke helt kunne undsige sig for at være en smule nedladende. Det var ren rå provokation.

"So you can shoot a gun. Congratulations. If that gun is taken from you then what? Gonna charm them with a little joke or jump a little, hoping those floppy boobs will distract them long enough for someone else to do the dirty job for ya? Hm?"

Procella udstødte en lille fnysende lyd og rystede på hovedet. I sin bevidsthed noterede hun sig at Cora var forholdsvis hurtig til at ryste et alment angreb af sig, og ikke psykisk lod sig slå ud af at være blevet "slået ud". Det var det første plus point tøsen havde scoret.

Hah...she reminds me of...me...that's so fucking tragic! I would laugh if she weren't human. Sadly that shit will get her killed. Better get her straightened out. Fast.

"Seriously. Look at you. Scrawny most places, and floppy the others. You are what you eat. Do you really thing you can afford living off pizza? Look..."

Med et træt suk skubbede Procella sine sko af. Hun løsnede knuden i de bløde jogginbukser og velvilligt skvattede de ned omkring anklerne. Hun trådte ud af dem. Hun besværede sig åbenbart ikke med trusser eller andet i den dur. Derpå trak hun trænings-BHén over hovedet. Forskellen på de to kvinder skreg til himlen. Procella virkede ekstrem ved siden af Cora.

Det var ikke fordi den gyldenhudede, ravøjede kvinde var en bodybuilder. Det var liiiige skridtet mellem bodybuilder og springgymnast. Hendes muskler var tydeligt markerede overalt på hele kroppen. Arme, bryst, maven var flad og med lange flade mavemuskler. Ryggen og skuldermusklerne var tydeligt markerede. Lårene var store, men det var udelukkende grundet musklerne. Okay lige nu fleksede hun også forskellige muskelgrupper for at understrege hvad hun talte om.

"Do you see the difference? If I never looked at myself, how would I know what to work with? It's like...uhm...trying to fix a car blindfolded! You hear a sound that should not be there but you try to fix it blindfolded. Get it?"

Procella åndede lettet op. Det var sguda en sammenligning alle måtte kunne forstå for fanden! Hun overvejede ikke at Cora muligvis ikke var motorhead som hende og derfor ikke ville fange referencen. Hun skuttede sig. Nu hvor hun ikke bevægede sig var det ikke særlig fedt at stå splitternøgen med vådt hår og fugtig hud. Hvorfor faen skulle Canada være så koldt? Og så bo her...frivilligt? Folk var tossede i kasketten. Så snart hun fik mulighed for det så var det en envejsbillet tilbage til Texas.

Ulogisk. Det var utroligt ulogisk, at Cora faktisk ikke kunne holde et svagt smil tilbage, ved Reapers sarkastiske spørgsmål, til sidst i sætningen. Hun trak alle ordene ind i sig, og gemte dem bestemt, men hun lod sig ikke slå ud, af de konstante fornærmelser der strømmede ud af Reapers læber. Cora var blevet optaget i den drenge-huntergruppe, hvor Evan var medlem. Hvis hun ikke kunne klare fornærmelser, så var hun gået under for stress, for mere end lang tid siden.

Med overraskende hurtige reflekser, der dog langt fra kunne måle sig med Reapers, greb hun bukserne, og klemte dem ind til sig, uden rigtigt at tænke over det. Det skæve smil havde sat sig fast på hendes læber, men var ikke stort nok til for alvor at gælde, men derimod lige stort nok til at det virkede til at hun havde fanget joken.

"The pizza-part, yeah. And Carter knows my weak spots, just not where my freckles is!"

Det gav ikke mening, at Cora blev ved med at svare Reaper igen, men på den anden side, så var Cora en alt for stædig skidderik på det punkt. Hun var ikke lydig nok, til bare bøje nakken og lade Reaper skælde på hende, uden at sige imod. Reaper sendte straks Coras tanker tilbage på smerten, da hendes krop bragede ind i en væg, og derefter truede med at blive brækket midt over samt kvalt, da hun bankede ned i et bord. Åh, hun havde lært noget. Don't piss of the golden-eyed woman.

"I didn't mean fight. I won't fight you. I have no wish about dying right now."

Dette betød dog ikke, at hun ville give op og lægge sig besejret ned, hvis Reaper valgte at springe på Cora. Nok var Cora udemærket klar over at Reaper havde nogenlunde alle fordelene, men denne trainee var bare ikke god til dét med at give op, og selv ikke et sikker tab af en kamp, var nok til at hive overgivelse ud af hende. Måske var det ogås derfor Reapers halve fornærmelse og halve joke, fik Cora til at knibe øjnene let sammen.

"Boobs distract most people, yeah."

Hun trak svagt på skuldrene, med et smil der sitrede kort over læberne. Så forsvandt smilet, og hun svarede på spørgsmålet, der sikkert havde været et retorisk spørgsmål.

"But I would probably either try to find another weapon of some sort, or trying to pick out their weaknesses. I'm better at guns than fistfights, but that doesn't mean I'm unable to fight. I'm improving, and that's damn fast."

Hun tog et dybt åndedrag, der mest af alt havde et skær af suk over sig, før hun gjorde sig klar til at fortsætte sætningen. Men Reapers nye sætning afbrød hende, men sendte bare hendes øjenbryn et godt stykke op. Hvorfor var det liige Reaper havde valgt at gå i fornærmelses-mode? Cora vidste godt at hendes krop ikke var perfekt, og hun var ikke i tvivl om at den ikke var stærk nok til at hun kunne overleve alene som jæger, men den var langt fra så svag, som Reaper fik det til at lyde.

Is she ..? No. Oh my God ...

Coras læber skiltes igen, da Reaper begyndte at smide tøjet. Det lille plop udeblev, men et blik der med det samme flakkede op i loftet og rundt i lokalet, før det fandt tilbage til Reapers krop, og så flakkede væk igen, det kunne ikke udelades. Som et møl tiltrukket til et lys, men et møl der udemærket vidste at lyset ville slå det ihjel, hvis det kom for tæt på. Men alligevel, så var lyset bare så tiltrækkende at flyve nærmere .. Lægge sig imod.

Brænde op.

Men da først Reaper var helt nøgen, så kunne Cora ikke trække blikket væk. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi, regnet med at Reaper og hende selv ville så splitternøgne, og glo på hinanden på den måde. Men da det største chok havde lagt sig, fandt Cora det faktisk imponerende. Reapers krop. Den var utroligt stærk, på en måde der alligevel ikke virkede så voldsomt, som det garanteret var. Det var som skjulte huden musklerne, der bankede sig vej frem og tydeliggjorde sig, i samme sekund hun spændte dem.

"You're very .. Uhm .. Damn."

Cora kunne ikke løsrive blikket fra Reaper, før det gik op for hende hvor mærkeligt det begyndte at blive, at hun stirrede på den måde, og fik flået de sølvblå øjne op til Reapers ansigt igen. Cora nikkede ivrigt, så mørkt hår bølgede og sprang frem og tilbage bag hende, da Reaper begyndte at sammenligne det med motorer. Fair nok, Cora var ikke en haj til motorer, men hun havde været i nok mandligt selskab, til at kunne kende forskel på de forskellige motordele, hvis det kom til det. Derfor var referencen ikke helt som perler smidt for svin, når det gjaldt Cora.

"I get it. It just didn't seem like something I .. Needed to do. But I obviously do. I get it."

Hendes blik var alle andre steder end på Reaper. Fanget på Reaper. Over alt igen, i et forsøg på at undgå jægeren. Årh altså!

"Can .. I dress again? It's damn freezing in here!"

Hun knugede stadig bukserne ind til sig, nok til at de gav hende bare en smule beskyttelse imod den kolde luft. Men gåsehud havde fanget hele hendes krop, alligevel.

Kulden påvirkede Procella mere end hvad hun ville være ved og det gjorde ganske interessante ting ved hendes bryster. Det var ikke de største i verden. De passede meget godt til hende. Hun var en lav kvinde så et par enorme bryster ville have set uharmonisk og fjollede ud. Derudover sad de velformede på en smukt optegnet underliggende brystmuskulatur.

"Well then he doesn't know your weak spots"

Svarede Procella på en sådan måde så man tydeligt fornemmede der var sat et punktum i dén debat.

Not having a deathwish ay? You could have fooled me lassie...

En smule undrende betragtede hun hvordan Coras blik var alle andre steder end på hende. Til sidst trådte hun frem foran Cora og greb fat om hendes hage.

"You are supposed to look dammit. I'm not standing naked here, and waiting for you to draw a picture or something.

What is the matter with thi-...waaait a minut....you gotta be kidding me?

Et smørret smil spillede om Procellas læber og hun slap Coras hage. Hun slog ud med den ene arm og bukkede let.

"Why thank you very much. I presume that Damn means something good in this case. I've worked very hard for it. Since I was about 4. Which is why your shape is of concern to me. Get me? And yeah..get dressed. For crying out loud. Lets not add Pneumonia to this shit-list."

Brummede hun. Hun var ikke klar over hvor meget af det hun havde sagt der overhoved var trængt ind, men hun var ved at nå til bristepunktet. Hun havde aldrig skrevet sig op til at være læremester for nogen, og det med god grund. Hun var ikke diplomatisk og hun var da slet ikke tålmodig. Det tirrede hende i den grad at Cora selv på trods af Procellas gentagende opfordringer stadig kørte i samme spor. Det betød en enkelt ting. Cora ville ikke komme med på missionen. Hun turde simpelthen ikke stole på at hun ikke ville være komplet utilregnelig. Hun havde mere travlt med at fyre jokes af og køre sit eget show, og det var der ikke plads til i denne ombæring.

Selv kom hun hurtigt i tøjet igen. Eller...træningstøjet. Derpå sendte hun fritterne et langt blik, langede ud og stak en i kæften. Derpå svang hun sig atter op på den overste køje, men hun lavede ikke kropshævninger igen. Hun satte sig på sengehesten. Hun placerede hænderne korrekt og vippede så roligt bagover. Til sidst var hun nødt til at slippe med hænderne og hendes krops faldt et par centimeter til hun hang i knæende fra sengehesten. Derpå rakte hun armene nedefter og støttede på den underste køjes sengehest, befriede sine knæ fra den øverste sengehest, og satte i stedet sine fødder i spænd i sengehesten.

Hele manøvren viste også at hun havde en utrolig kropskontrol og at hendes styrke ikke kun var i at levere et hårdt og præcist slag, men at hun faktisk også var utrolig smidig og selv i yderpositionerne havde abnorm kontrol over sig selv. Det eneste kritiske der var at sige om hende hvis man havde de briller på, var at hun ikke var særlig kvindlig at se på. Hun havde så godt som ingen hofter. Hendes krop var for atletisk og fast til at den på nogen måde kunne være blød og feminin. Hun var uden tvivl tiltrækkende - hvis man fandt muskler, styrke, kropskontrol og balance frækt, smukt eller lækkert. Det var nok tvivlsomt at Procella nogensinde havde været hvalpet eller haft rigtige former.

Derefter begyndte Procella på den mærkeligste form for situps. Hun krøllede sig hele vejen sammen, med armene omme bag hovedet, holdt den da hun nåede knæhøjde med panden, rakte op med hænderne og gav sengehesten et let dask for at markere at hun havde fået kontakt. Derefter i nærmest pinefuld slowmotion lempede hun kroppen ned, det så ud til at det faktisk var det der var det hårdeste. Da hun var helt udstrukket gav hun sengehesten på Coras køje et lille dask, hvorpå hun sugede pomfritten ind i munden og gumlede på den. Da hun krøllede sig sammen igen hørtes en grøfle-gryntelyd.

"N-ote..to...self...don't eat...while...working...out"

Hvæsede hun og sank krampagtigt. Hun følte sig helt udtørret i halsen efter den manøvre. Hun lod som om hun var totalt opslugt af træningen men hun var utroligt opmærksom på Cora. På hvad hun foretog sig, hendes mimik. Procellas analyse var på ingen måde færdig. Den var kun lige startet. Hun havde ikke meget til overs for hende. Procella var Reaper. Hun havde tjent sig retten til at være usamarbejdsvillig. Det havde Cora ikke. Og hvis hun ikke lærte tingene, så var hun prisgivet. Det rørte ikke Procella særlig meget. Men fanden heller om hun ville lade flere folk i denne klan dø, fordi de havde en uprøvet usamarbejdsvillig rookie med. Spørgsmålet var blot om Procella måtte slå hende ud og lænke hende til noget, eller om hun kunne have en funktion på selve basen og der kunne skænkes tillid til at hun faktisk kunne udføre hvad end hun nu blev sat til.

Coras øjne lukkede næsten i, i et sekund. Ikke fordi hun fandt det ubehageligt at betragte Reaper - men nok nærmere af den modsatte grund. Hun fandt det lige en tak for behageligt, og det var uden tvivl helt forkert. Derfor forsøgte hun omhyggeligt at undgå al nærkontakt imellem hendes blik og Reapers krop - hvilket viste sig at være ret svært, når hendes blik blev ved med at flakke over imod jægeren. Og det var da i hvert fald umuligt, da Reaper nærmede sig, og klemte fingrene fast om Coras hoved, imens hun tvang det til at rette sig imod Reaper.

Think of something else. Puppies! Oh no, okay so maybe not puppies.

Reapers ord fik Coras tænder til at bore et hvidt tandsæt ned i underlæben, samtidig med at hun kæmpede for at tænke på alt andet, end hvad hun betragtede. Cora lod tankerne løbe igennem træningen, og hvordan hun skulle arbejde med sine muskler, for at kunne styrke dem på samme måde, som måden Reapers krop var styrket på. Det bragte tankerne væk fra emnet Reapers krop, men holdt det alligevel så tæt på, at hun kunne fastholde emnet i tankerne, i stedet for bare at falde tilbage på at stirre.

"I'm looking! I am!"

Cora rev sig ikke væk, men i samme sekund Reaper slap hendes hage, bevægede hun hovedet en smule bagud, som for at sikre sig at Reaper ikke tog fat endnu engang. Men nu hvor hendes blik havde fået fat i Reaper, forlod det hende ikke igen, selv da jægerens krop krummede sig sammen i et elegant buk. Og på trods af det hele, dukkede et lille bitte smil op på Coras læber, da Reaper svarede.

"Yeah, it did mean something good. And I understand, I should probably discuss my training schedule with Carter, later on."

Der gik et par sekunder fra hun "fik lov" til at tage tøjet på, før hun rent faktisk bevægede sig i den retning. De par sekunder gik med, at fange Reaper med blikket, da hun begyndte at iklæde sig tøjet endnu engang. Tøvende fik Cora hevet noget lidt mere behageligt op af tasken, i form af et par jogginsbukser og en adidas-sweatshirt. Efter at have trukket undertøj og den mørke top på, fik hun bundet jogginsbukserne halvløst om livet, og svunget sweatshirten over skuldrene, for ikke at fryse.

Hendes blik fór rundt i lokalet, for at finde et sted, hvor pizzaen ville kunne spises. Til sidst landede blikket næsten opgivende på de smidte madrasser, der så ud til at være den bedste mulighed, nu hvor Reaper brugte sengene som hendes personlige legeplads.

That wouldn't be so bad, after all .. Heh ..

Der gik et sekund fra tanken der blev sået til reaktion på selvsamme tanke gled igennem hende.

No! What the hell, why did I think that?!

Chock fløj igennem Coras sølvblå øjne, inden hun skubbede det ud af tankerne. Hun var træt. Det havde været en lang dag, hendes mave rumlede som en sindssyg, og en kvinde havde både angrebet hende, belært hende og fået hende til at smide tøjet, imens hun selv stod nøgen. Åh hvor havde det været en pisse mærkelig dag .. Ikke den mærkeligste i Coras liv, men helt klart på top 10-listen.

Hun smed sig på madrasserne, og trak pizzastakken hen til sig, imens hendes blik nysgerrigt fulgte Reapers specielle træning. Hun holdt hende fast med blikket, imens hun sørgede for at huske på hver eneste bevægelse, til senere tidspunkter. Selvom det så halvkomisk ud med en pomfrit stikkende ud af mundvigen, så var det uden tvivl en af de træningsmetoder man brugte, hvis man var dygtig nok til at være en jæger.

Hun poppede låget på en af pizzaæskerne op, gravede fingrene ned under et tykt lag fyld og under bunden, og fik trukket et stykke op, lige tidsnok til at høre Reapers gispende ord, før en bid forsvandt ind i Coras mund. Et pust af en mystisk latter forlod Coras læber, imens hun fik slugt pizzastykket, der ikke længere var brændende varmt - nok nærmere lunkent. Resten af pizzaen måtte dog vente, for i samme sekund brummede hendes telefon larmende i det andet par bukser.

"Maybe you should eat first, then. Or just sip the Coke! Just a second."

Hun kravlede med røven i vejret hen over pizzaen, imens hun smidigt sørgede for ikke at hamre et knæ ned i pizzasnask, og fiskede telefonen ud af jakkelomme. I den besværlige stilling, strukket ud over gulvet og balancerende for ikke at dyppe sig i pizzaen, trykkede hun på svar knappen efter at have tjekket hvem der ringede, og førte den op til øret.

"What's up, Carter? What? No I ... Is it important? Something may get lost in translation, would you hold up a second?"

Hun kravlede henover gulvet, og fik sat sig til rette på madrasserne igen, samtidig med at hun fik trykket på højtalerne, hvor en støj straks gik fra.

"You're on speaker, Carter."

Hun fiskede resten af det halvspiste pizzastykke op, og lyttede til støjen på telefonhøjtaleren, der skrattede lidt. Så hørtes Carter vejrtrækning igennem telefonen, og sekundet efter hans stemme der skrattede lidt mærkeligt, forvrænget af telefonen.

"Cora I said it's not important! Dammit, girl. Okay, fine. It's no big deal, we just got some new informations. It seems one of the demons have an ability to control temperatures, so the clothing your wears tomorrow should take that into account."

Der gik nogle sekunder, hvor en utydelig mumlen kunne høres i baggrunden, fra hvem der syntes at være Owen. Men det var lavt, forvrænget og utydeligt, så Cora kunne ikke helt bestemme sig for om det var ham.

"Oh yeah. And bring the ear-pierces tomorrow. Evan forgot them. Again."

En utydelig stemme i baggrunden, der havde en snert af Evan, men som igen ikke var helt sikker. Hvis ikke Reaper havde noget at indvende eller ville snakke med ham, ville han lægge på efter en kort "Vi ses"-udveksling, og efterlade mobilens højtaler med den irriterende bippen.