Light consumes you, when darkness falls(Procella - Past)[V]

Det lod ikke rigtigt til at den fremmede jæger mente hun skulle lade sig tilskynde af den skravlede elevs træningstips.

And why was it that, that info couldn't just been given on a bloody text?

Procella var stoppet i en nærmest umulig stilling hvor hun hang som et L i luften ud fra sengen.

Dammit...My suspicion is giving me the bloody creeps. Please don't let it be so...And if it is Lord, let me know. Asap. I know you have a shitload on your plate, but this is pretty bloody important.

"Sorry to say, but maybe you should find another physical trainer than Carter. The man is getting old. Old in his ways, and soft on his old days."

Procella krummede sig sammen og duppede op på sengehesten og da hun gjorde det var hendes ansigt mørkt. Hun tolkede Evans budskab på en helt anden måde end Cora nok gjorde det. Der var at være hyggesjusket og så var der at kludre i det. Evan kunne godt hyggesjuske, men han kludrede ikke. Ellers ville han aldrig have været en del af sydstatscellernes operationer.

There we have that shit with secrets behind fucking secrets again. This cell is falling apart. Faster than I can do situps. Fuck me five ways from monday...

Da hun lod sin krop synke igen, greb hun fat om sengehesten, vippede fødderne ud af deres greb, og lod stille og roligt benene synke mod gulvet, som en akrobat i en et cirkus. Det var lige før hun havde lyst til at komme med et "Tadaaaa", men afholdt sig fra det i sidste øjeblik. Hun rakte derpå ud, nuppede colaen, skruede låget af og begyndte i grådige mundfulde at rehydrere sig selv efter den lille træningssession der havde fået hende til at føle sig fantastisk til mode og i live...lige indtil det skide opkald der atter havde mindet hende om at hun havde tænkehatten og lederbukserne på. Ikke læderbukserne...desværre...

Hun trak på smilebåndet over sin egen lille tanke-morsomhed. Tænk hvis hun tjente penge på alle de sarkastiske ting hun kunne komme op med på en enkelt dag. Hun ville sguda blive millionær. Og kede røven ud af føromtalte læderbukser.

"So...Thought it through yet? What are you good at? What do you think one as me can use one as you for? Get cracking, we ain't got all night"

Hun nuppede en pomfrit mere og lod sig dumpe ned på madrasserne på gulvet, og efter en kort tøven så hun med et skævt grin på Cora.

"Because you really didn't think we where gonna sleep, where you?"

Måden hun sagde det på ryddede i hvert fald den mulighed totalt af bordet, uanset hvad Cora så havde haft i tankerne eller ej.

"We'll get them, night Carter."

Carter mumlede fraværende noget der mindede om et farvel, og bippede så ud af samtalen, kun kort efter Coras pizzasnaskede sætning var blevet opfanget af telefonen. Hun smed afslappet telefonen fra sig på madrassen ved siden af hende, og nappede det ene Cola-bæger, for at suge et par slurke ned og fugte halsen. Det boblede og sprang i hende da colaen sivede igennem hendes hals, og frembragte intet mindre end et skævt smil.

Reapers sætning irriterede hende faktisk en lille smule. Hun vidste jo godt at Carter havde overlevet imponerende længe, så han var ved at være oppe i alderen. Men Carter betød noget for Cora - han var hendes mentor, hendes ven. Han var grunden til at hun havde fået en chance i dette, til at hævne sin familie og ødelæggelsen af hendes liv. Til at hun havde fået en chance, for at udrydde de bæster Djævlen havde sendt til jorden.

Derfor var det næsten en direkte fornærmelse af hende, da Reaper talte dårligt om Carter. Det var også tydeligt, at ordene ikke faldt i god jord hos trainee'en, der dog spiste videre i tavshed i næsten et helt minut, før hun smed skorpen af et stykke ned i pizzaæsken, og besluttede sig for at svare.

"Carter may not be 20, but he's not old. He's survived for a long time. He's my mentor and friend. He knows what he's doing. I trust him onehundrede percent and more."

Hun betragtede Reaper der bevægede sig smidigt og med tydelige muskler rundt, uden Cora selv gik efter mere pizza nu. Hun lod Reaper træne og vride sin krop i nogle minutter, før hun fortsatte sin sætning, med en lidt tydeligere tøven.

"I know he's not on the top of his career, but he's an amazing mentor. I'd do anything for him, and I wouldn't question him for a second. I may joke around and I may be a stubborn bitch, but if he's serious, I would never doubt him. Never."

Hun fulgte Reaper med blikket da kvinden landede på jorden, og gik igang med at indtage Colaen som var hun halvdød af tørst, og var Colaen de sidste vanddråber. Hun tøvede dog ved Reapers spørgsmål, selvom det var anden gang hun havde fået det. Hun brød sig ikke om det spørgsmål - måske fordi hun ikke havde svaret på spørgsmålet. Hvad havde hun, som ingen anden havde? Hvad kunne hunne, som var helt unikt for hende?

Hun fulgte Reaper med blikket da hun landede på madrasserne ved Coras side. Med et halvt smil, der dog var fraværende da Coras tanker stadig kredsede om spørgsmålet, skubbede Cora Reapers pizza lidt tættere imod hende, selvom det ikke var mere end et par centimeter.

"But .. What happened to rest before the big battle and such?"

Hun tøvede nogle sekunder, nogle blidt øjnene i, og slog dem så op kort efter. Hendes blik lagde sig imod pizzaen, der ikke var mere end halvspist, før hun pillede lidt halvfraværende ved pizzaæskens kant.

"I ... I honestly don't know. I just know, that doing this, is the only thing I can see myself doing. I have the willpower, and I want nothing more than to be able to do this. I have the inner strength, and I'm working hard to gain the physical strength."

Der gik et sekund, men hun kunne ikke få sig selv til at løfte blikket. Det var som om hun skammede sig over at sige ordene.

"I'm definitely not capable on surviving alone as a hunter, but I'm getting there. I know I am. And I may not always be a dream to work with, but I'm loyal to the end, and I won't ever give up. So what makes me the perfect hunter? Why am I the special, chosen trainee that should become a hunter - and survive? I don't know. But I know that I want to do this, and that I can. I'm getting close. I just know it."

Hendes fingre, der ikke havde holdt op med at pille ved æsken, trak sig tilbage, og faldt ned i hendes skød. Hun vidste udemærket at hun langt fra var den perfekte trainee, og at hun var a pain in the ass, selv når hun ikke ønskede det. Men hun vidste at når først hun brændte for det, og når først hun var seriøs, så var hun utrolig dygtig. Og hun ville aldrig give op på det, for det var hvad hun i sandhed troede, Gud ønskede. Gud havde brug for hjælp til at udrydde de monstre der gik på jorden, og hun ville ikke svigte ham.

Og hun ville ikke svigte sin mor. Og hun ville ikke svigte Carter.

"Pfffh"

Den affejende og tvære lyd fejede totalt Coras svar af banen. Procella tog en pomfrit og bed i den, hvorpå den røg ned på låget af pizzaæsken. Pokkkers. Den var blevet kold, så den havde fået den der underlige halvhårde og alligevel grynede konsistens. Æv!

"First of all. I don't give a shit about what who is to you and what you feel about them. The second you let something as stupid as emotions cloud your judgement, it's over"

Gumlede hun, uden velbehag og børstede de saltplettede fingre af mod hinanden.

"Second of all, he is not an amazing mentor if he allows you to be a so called stubborn bitch, there is no room for that crap in our line og business so crawl down your high horse and get this into your little head. You. Are. Mortal. You are quite literally the weakest link in our chain by any kind of measurement."

Det blev sagt ganske stilfædigt og uden ophidselse men hun var træt af at Cora åbenbart ikke fattede hvad det hele gik ud på, og fordi Cora var så blank fik det hendes underlige fornemmelse i maven og spøgende stemmer i hovedet til at vokse sig stærkere. Der var noget der var råddent her i Canada!

"Third point. You are supposed to ask questions. What? You think Carter is fucking flawless? A demi-god? Come on! He is a man. An old man. Don't give me that crap, we both know that he is old for a hunter"

...just look into his eyes, and you will find the weary...

Stemmen i hendes bevidshed var uendelig svag, men den var der. Den fik hende til at blinke kraftigt med øjnene og brumme dybt i halsen af utilfredshed. Hun var ikke dum. Hun havde set det. Og meget mere. Hun rakte ud efter et stykke pizza i stedet og pegede på Cora med det før hun tog den første bid.

"Rest? There is no rest for the wicked, little one. Never heard that?"

Gumlede hun og tog åbenlyst ikke bordmanere som noget særligt højtideligt.

"Besides, why the fuck would you sleep during the night when it's there most of the creepy-crawlies of the night comes out to play? A good hunter follows the habit of the prey"

...seriously...what have they taught her? Anything at all? It's like fucking Adam and Eve this shit...

"And fourth...no fifth...actually I think this is the sixth point now...you have still not answered me. What can I use you for. I don't give a shit about how close you might be to anything, or how much you believe you might make a great hunter some day. Blah blah blah. You are totally wasting my time. What can I use you for. You are clearly not the sharpest tool in the shed so you are definitely not the brain or informant we desperately could use. You are not in shape at all. From what you have revealed you don't know the slightest about demons. You can shoot a gun. Wauw. So...that's it? The onl thing I can use you for is shooting a gun and hoping that you wont be disarmed? because I'm very sorry to burst your little bubble, but that really doesn't qualify you for this job. Like...at all...So last time, and make it good Cora. What can I use you for? What are your specialties? Do you have anything you are remotely good at, or should I stop wasting my breath here? It's kinda sad that I almost have to twist your arm to make you say anything that could be inside the I-will-not-kill-the-others-and-can-be-of-use-scale...like...really sad"

Sluttede hun sin lange enetale, rullede pizzastykker sammen som havde det været en pandekage og tog en kæmpemæssig ostedryppende bid af den. En smule kødsaft spluttede ud og løb ned over hendes hage, og hun fangede det med en finger før det blev alt for klamt, men hun var sulten. Og stresset, og irriteret! Det her var ikke hende. Hun var pisse dårlig til det her diplomati-pis. Hun havde mest af alt bare lyst til at sige til Cora at hun kunne sætte sig over i hjørnet og klippe julepynt eller sådan noget fis - og huske ikke at løbe med saksen for hun ville sikkert formå at slå sig selv ihjel på den. Det var naturligvis overhoved ikke fair at tænke sådan, men det gik Procella ikke så højt op i. Den dybdeliggende egoist i hende kørte omkring det faktum at hun mere eller mindre var blevet ansvarlig for 4 andres liv hvor det plejede at være hende alene. Hende, eller en enkelt makker. Eller bare i det mindste hendes eget hus.

Okay stop it. Stop whining so much about home, and how everything here sucks. This will not help you, but only cloud your mind from the important shit. Okay? No more fucking whining. Froooom...NOW!

Hun lagde hovedet let på sned og så afventende på Cora. Hun havde egentlig ikke den store tiltro til at der ville komme noget mere brugbart ud af hende end der var kommet tidligere, men hun blev jo nødt til at prøve ét eller andet.

"It's not about emotions, it's about trust. I don't want to question you, 'cause I know you have a reason for like everything, and you can argue against like anything I say, but ... I trust Carter. I trust him, and .. I owe him everything."

Hun smilede sørgmodigt, og lod et par fingre stryge blidt opad papæsken, inden hun gravede den ned under et af de resterende stykker pizza, og fiskede stykket op for næsten at sluge det. Åhh hvor var det lækkert at få noget i maven! Måske var maden lunken i stedet for varm, super klistret og virkelig fed og en kaloriebombe, men måden det tyngede i maven og mættede hendes rumlende mave, den sendte ostestreger af velbehag igennem hele hendes spinkle kadaver. Pizza .. Se det var noget der battede!

"I know, I know. I'm the weakest link, but I will always be the weakest link, if I don't get to learn."

Det var tydeligt på Coras stemme, at hun faktisk ikke sagde Reaper imod - den leg havde hun opgivet. Det fik hun ikke noget ud af, ud over måske at Reaper syntes hun var dummere og dummere at høre på, at dømme ud fra Reapers udtryk. Hvad hun sagde var bare en simpel konstatering, der ud fra Coras synspunkt ikke var forkert eller mærkelig - eller en betvivling af Reapers ord. Om det blev opfattet sådan, ja det var jo svært at sige.

"He's old, but doesn't that just mean that he's survived for a long time? That he's good?"

Hendes blik fulgte tæt pizzaen der blev ført op til jægerens læber, men slap det lettere pinligt berørt da Reaper spiste af den, som om hun havde afbrudt et meget intimt øjeblik. Med pizzaen. Hun slog blikket ned og så på sin egen, næsten forsvundne pizza, og proppede en stor bid ind i munden, lige tids nok til at høre Reapers ord. Det medførte at hun halvt spyttede pizzastykket ud igen i et host, fik stoppet det ind igen lige inden det faktisk kom helt ud, og slugt det med krampende hostebevægelser.

Hun bankede sig selv på brystet et par gange for at få resterne af pizza op fra sit luftrør og hostene til at dø ud, og hvilket også lykkedes ret godt. En ucharmerende grimasse blev fanget på hendes ansigt, inden hun lod den gå og vendte sig imod Reaper, for at besvare de ord der var blevet sagt for et lille stykke tid siden, nu.

"Yeah, I guess Carter said something similar. I didn't think it meant that we just never were going to sleep, though. Like ever."

Hun smilede svagt, allerede sikker på at hendes ord ikke ligefrem ville bringe glæde og lattertåre ved Reaper, men hun morede sig i det mindste selv over sin lille kommentar. Hun havde fået udryddet sin pizza alt for hurtigt, men gav sig i kast med sin næsten fulde pomfritbakke, endnu imens hun lyttede til Reapers ord. Hun nikkede tøvende til ordene, uden at svare på dem, for hun kunne godt mærke at Reaper var igang med den helt store skældud, og at afbryde hende nu, ville nok give bagslag.

Da Reaper endnu engang forlangte at få at vide præcis hvad Cora kunne, som ingen anden kunne, var hun lige ved at lade et dybt suk komme ud, men fik heldigvis holdt det inde. Det ville uden tvivl ikke gøre hunteren glad, og af en eller anden grund lystede Cora ikke ligefrem for at skubbe den uhyggelige, monsterversion frem fra Reaper. Igen.

"I don't know want you want me to say! That I'm excellent at obeying orders? That I'm loyal? That I've taking several First-Aid classes and such, so that I'm familiar with wounds and how to save lives? That I'm good at tracking pray? That I have a great memory? That my aim is wonderful!? What the hell do you want me to say!?"

Cora havde skubbet sig op på sine arme mens hun talte i et hidsigt tempo, med et næsten frusteret toneleje, der ligeledes lyste ud af isblå øjne. Hun holdt sig oppe i et par sekunder, men slap sig så i et ryk så hun dumpede ned på madrassen igen, og proppede så et par pomfritter i morgen. Hun kunne vel lige så godt vente på at Reaper fortalte hende at hun var uduelig - igen.

"Yeah yeah, I know. It's nothing special. I haven't given you an answer. All of that. I know."

Procellas ene øjenbryn var dovent kravlet op. Hyssede tøsen nu igen? Procella sukkede rakte ud efter colaen, skruede proppen af og tog en slurk.

"If you knew you didn't answer my question then why did you waste your breath and my time on that tirade? And just to point out the obvious...you are asking me what you should say. If I knew what kind of use you could be to me, I wouldn't ask."

Konstaterede hun roligt. Hun havde afskrevet Cora nu. Hun kunne ikke risikere at have hende med. Det var fint at Cora gerne ville lære og der var en vis sandhed i at man ikke kunne lære uden at prøve, men man sendte sgu ikke en trainee ind til 2 dæmoner og sagde "værsågod lær og lad være med at blive slået ihjel".

Tanken fik dog de fyldige læber til at kruses i et sardonisk smil. Det måtte hun fortælle til Ripper. Det kunne være en fremtidig dare hvis der nogensinde kom en seriøst inkompetent trainee i deres hus.

Procella virkede pludselig helt forandret overfor Cora. Hun virkede ikke mere på stikkerne eller agressiv eller ulæselig. Faktisk virkede hun næsten venlig og som en person man kunne gå i samspil med. Hvad Cora ikke vidste var naturligvis at det var fordi Procella havde givet op på hende og besluttet sig til at hun ikke skulle med ud af huset og være en del af denne opgave. Men fordi hun ikke skulle det så behøvede Procella heller ikke at lære hende noget, lære hende at kende, sætte hende ind i opgaven eller lave nogen form for ressourceforbrug på hende. Jægeren smilede roligt til den yngre Trainee.

"Carter was good. And it's nice you put your faith in people like that."

Nice...cute, stupid, naive...

"I was actually going to ask. Do you guys have computers anywhere here? And internet of course. And yes you have to sleep. And it has been a long evening so if you point me towards the tech and hand over the password, you can get a little shut-eye in the meantime. Kay?"

Procella foldede pænt et pizzastykke og gumlede tilfreds en bid i sig. Nu hvor Cora var kommet i en kasse havde hun meget mere fred i sindet end før. Hendes tanker var allerede hoppet videre til næste punkt hun skulle sørge for og de opgaver der lå foran hende. At være babysitter et par timer indtil resten af Cellen stødte til var ikke det store hovedbrud. Desuden...hun var ikke Coras mor. Det var ikke op til hende at passe på hende. Det var ikke derfor hun var her. Men hun kunne da godt overkomme at være venlig overfor hende. Pigebarnet så helt nedslået ud.

"Here. Have some coke"

Hun rakte flasken mod Cora med et lille opmundrende nik.

"Because you're making me frustrated, and I'd rather talk a lot of shit trying to answer you, than starting to become unfocused, idiotic or something like that."

Ordene forlod hende hurtigt og rapt, imens hun slap en pomfrit og lod den falde ned blandt sine artsfæller i en saltrig eksplosion. Intet i hendes stemme antydede irritation eller et angreb imod Reaper, men der var korte strejf af skjult, rolig frustration under overfladen af hendes lidt hurtige stemme.

"And because at some point, I keep hoping that you'll say Oh that answered the question, but I know you won't. Because I'm no special whatever. I haven't been trained since I was two, in like ... Superwoman-stuff. That's not me. But the real me, will definitely end up being just as badass as you wish I would be. You see."

Med noget der mindede om selvtillid fik hun fat i den pomfrit hun havde smidt, og transporterede den tilbage til munden var hun smed den ind og tyggede den grundig igennem med et lille smil. Smilet forsvandt dog lidt efter lidt, da Reapers holdning ændrede sig hundrede procent, og Cora blev i tvivl om hunteren trickede hende, eller om hendes attitude havde ændret sig ekstremt hurtigt ...

Don't trust her .. That can't be right ... No one changes like that, that fast. Something is wrong. Alert.

Cora kneb øjnene en smule sammen, og betragtede Reapers alt for venlige overflade, imens hun forsøgte at regne ud hvad der havde ændret sig. Hun var derfor i alarmberedskab, måske også fordi Reaper igen sagde noget negativt om Carter, hvilket Cora i hvert fald ikke brød sig om ...

"Carter knows his stuff. That's enough to be a mentor."

Coras øjne blev knebet endnu mere sammen, da Reaper "pludseligt" ændrede holdning til hele idéen om at sove, og i stedet forlangte alenetid med internettet, imens hun var alt, alt for venlig imod trainee'en .... I Coras hoved, blinkede alarmklokkerne ikke blot neongult, men de bimlede og bamlede også alt for højt. Noget var uden tvivl galt, og hun skulle nok finde ud af det.

"Sure. As soon as you tell me, why the hell you changed your opinion towards the sleep, and why the hell you changed your attitude that suddenly? What am I missing out on, here?"

Hun stirrede i flere sekunder på Colaflasken med forvirring, mistanke og overraskelse i blikket, inden hun langsomt rakte ud og snoede sine lyse fingre rundt om den. Hun drak næsten intet, men slap ikke Reaper med blikket imens.