When enemies become friendemies (Procella)

Dato: 23. September 2013
Tid: 10:35
Årstid: Vinter
Vejr: Heftig vind og meget tørt vejr
Sted: La Sunisha, bygning til advokatfirma, Savoys kontor
Omgivelser: Kontorer, en del mennesker, men godt og aflukket i Savoys kontor
Påklædning: Sort, nålestribet jakkesæt med slips og fintpudsede laksko

Det var en ganske almindelig dag på arbejdet. Savoy havde travlt med, at lave en del papirer, men ikke så travlt, at han ikke havde tid til noget som helst andet. Mennesketrafikken uden for var som den altid var. Heftig og stresset, meget travl generelt. Men Savoy havde en god, høj position i firmaet, så han nød godt af, at have lidt privatliv, da han jo som sagt sad i eget kontor på én af de øvre etager.

Han sad i øjeblikket med en sag om mord på fire børn, hvor det var meningen, at han skulle få sat gerningsmanden bag tremmer og hvis muligt, på dødsgangen. Det så dog ud til at sagen ville blive længerevarende, eftersom at mandes advokat var ret dygtig. Dog ikke noget, Savoy ikke kunne komme uden om. Det krævede blot et par planlagte handlinger.

Og det var netop det han i øjeblikket arbejdede med. Det involverede både papirer og så han velfungerende laptop. Og naturligvis hans fantastiske sind. For det kunne jo ikke være mindre, end fantastisk.

The Look

Man kunne høre en stemme pippe nede af gangen.

"Miss? Miss? You cant go in without an appointment! Excuse me? Miss! Please, you cant!"

Lyden at bestemte hæle der klakkede mod gulvet stoppede foran Savoys dør, hvorefter den resolut blev hevet op. Jægerens øjne lynede men det var ikke som sådan til dæmonen, men mere over den panikkede sekretær der med skinger stemme halvvejs begyndte at undskylde til den travle mand, og skulle lige til at tage fat i Procellas arm.

Hun gik dog hurtigt frem og ind i lokalet og satte sig i en af de stole der var beregnet til samtaler med enten kollegaer eller klienter. Hun lagde formfuldendt benene over kors og ænsede ikke den pippende kvinde så meget som et blik.

"I Believe we have an appointment. Correct Mr. Savoy?

På en eller anden måde fik fik hun navnet til at lyde sarkastisk, og selve sætningen var egentlig ikke så meget en forspørgsel som det egentlig var en ordre.

If she touches me ONE time I'm gonna remodel her entire fucking face...I dare you bitch. Just once

Procellas fingre strammedes kraftigt om den sorte taske hun havde placeret i sit skød, og hun stirrede intenst på dæmonen foran sig. Den sære dæmon hun nu havde fornøjelsen af at gøre selskab for fjerde gang. Ikke i træningstøj, ikke imens han var nøgen i sit badekar, ikke med hende der lå såret og nærmest halvdød.

Der var en sær glød i de gyldne øjne. Næsten som udfordrede hun ham til at smide sig ud. Øjnene var dog det eneste der var liv i. Resten af hendes krop var afslappet elegant. Hjemmevant ligefrem? Lige med undtagelse af hendes fingres greb om tasken, men når der var tale om en jæger kunne det betyde hvad som helst. Kunne det ikke?

Savoy kunne sagtens høre den pludselige tumult og Sarah Evans, sekretæren, der pippede op om aftaler, der ikke var arrangeret. Det var et held, at havde sine gode dage for tiden, for da Reaper dukkede op i døråbningen uden at banke på og forventede at hun kunne få rakt alt på et sølvfad, var irritationen stor i hans sind. Det var irriterende, når der kom folk og troede at de ejede alt. Især når det var jægere, såsom Reaper. Han hævede kort et øjenbryn, som hun nærmeste sendte kommandoer efter ham, men da han var nysgerrig, kiggede han blot over på sin sekretær med et køligt blik.

"I should have informed you, Evans. But this appointment is a very distressed client, obviously. She called me half an hour ago,"

Sagde han, ganske roligt, til hvilket sekretæren ikke havde så meget at skulle have sagt. Hun stod tøvende i døråbningen, lettere lamslået over det der lige var sket, før hun bare nikkede undskyldende og lukkede døren. Da hun var ude forsvandt hans kølige blik, erstattet af et mindre smil, rettet mod jægeren. Hun skulle ikke tro hun kunne rende om hjørner med ham. Havde han været i sit meget dårlige humør var hun nok røget ud af vinduet nu, men i stedet var han nysgerrig. Hun ville ham tydeligvis et eller andet.

"You better have a very good reason to burst into my domain like this,"

Lød det fra ham, som han rejste sig og gik hen til sit barskab for at fylde et glas whisky op til sig selv. Derefter gik han tilbage, satte sig og tog et nip, hvorefter han så op på hende, direkte i hendes dyriske øjne med sine blå.

"So why have you come? I get the feeling you need my assistance for something, Reaper,"

Halvt konstaterede og spurgte han, stadig ganske mildt og uden den mindste vrede at spore i sin stemme. Han syntes kun det var sjovt at hun sad og troede at hun havde alle kortene.

Procella hævede et øjenbryn og fnøs kort, en let afvisende men med et eller andet udefinerbar alvor bag, og blikket hun sendte ham var mørkt og lukket. Hun vendte kort ansigtet bort fra ham og så ud af vinduet. Hendes kæbemuskel arbejdede let en brøkdel af et sekund og slappedes så. Hun vendte ansigtet tilbage mod Savoy.

"Seriously. Do I look like Reaper to you right now?"

Hun himlede let med øjnene. Alting over hende virkede pludselig mere afslappet nu hvor de var alene, men der var stadig noget anspændt over hende, sært. For selv da de havde stået ansigt til ansigt i meget sårbare situationer havde hun aldrig virket anspændt. Hendes stemme var dog en blanding af kynisk sarkastisk og kattevenlig doven.

"I burst in and burst out completely as it suits me"

Kroppen blev sat en smule mere behageligt i stolen og tasken blev sat ud i siden, klemt fast mellem hende selv og selve stolen. Det bløde læder gav en lille lyd fra sig.

"Besides. You didn't seem to mind my company the last few times we met so stop complaining. If my memory serves me well, you actually kinda kidnapped me. I had a bloody fanger to burst me out, and now it's a problem that I burst in? Demons. Never satisfied"

...you can satisfy him. Sooth your hunger...

Lød det hviskende et sted i hendes bevidsthed. Ud aftil reagerede hun ikke på det, men de fyldige og i denne anledning malede læber krusedes i et lille smil og hun så Savoy direkte ind i de blå øjne, hvorbag hun fornemmede et dyb hvori man kunne miste sig selv. Som stirrede man indtrængende ned i et oprørt ocean der lokkede en tættere og tættere mod rælingen, men aldrig afslørede bunden. Hvis der var nogen var det for dybt nede, og i dybet af dette blå hav lurede et monster. Det behøvede han ikke engang at fortælle hende for at hun vidste. Hun kunne lugte det. Hun kunne mærke det blot ved at være i hans nærhed.

"Come come now, Count Cimitiere. Not offering your guests a little refreshment? Some would see that as being very rude. Luckily I'm not easily offended"

Det var løgn. De vidste begge at det blot handlede om den rette knap der skulle trykkes på. Spørgsmålet var så bare hvilken reaktion knappen ville give. Ville hun blive stiktosset, ville hun gå Reaper på ham, eller....?

Procellas smil blev en smule bredere, og hun lavede en let hovedbevægelse og rystede det tykke levende hår let bagud. Hun rakte op og strøj et par rebelske hårstrå tilbage. Hendes fingre dvælede let ved kjolens udskæring og fulgte den op efter i et umærkeligt og fjerlet strøg, der nææææsten kunne have komplet tilfældig og uden andet formål end at glatte på sit tøj eller få styr på sit hår. Hvis det ikke havde været fordi hun på intet tidspunkt havde så meget som blinket, eller fjernet sit blik en milimeter fra Savoys. Smilet. Blikket. Bevægelsen. Det gjorde det til noget der virkede elegant og ekstremt dragende. Sensuelt men ikke vulgært.

"I came with a purpose. All in good time."

...Oh such a good time...

Procella ænsede næsten ikke den kommenterende stemme i sin bevidsthed. Den sagde intet hendes krop ikke allerede gjorde hende næsten pinefuldt opmærksom på.

Ligesom Reaper hævede et øjenbryn, gjorde Savoy det også, mens han drejede glasset i sin hånd så den gyldne væske svirvlede rundt dernede. Der var ingen grund til at holde sig til masker lige nu, ikke efter hans mening.

"What else would I call you. We both know Diane is not your real name,"

Konstaterede han med et let skuldertræk og et skævt smil, som han overvejede hvor meget mere han ville trykke på hendes knapper. Hvis han da ramte rigtigt. Det kunne man aldrig rigtig vide, jo, og hendes lidt rå attitude i dag bevidnede, at man stadig ikke skulle løbe om hjørner med hende, hvis man gerne ville undgå et slagsmål. Og Savoy gad virkelig ikke til, at skulle lege i dag.

"Technically I kidnapped you. Still, it was better than lying in the dust. Hunters. Never satisfied,"

Igen kom han til at presse, men det var mest fordi han ikke kunne lade være. Der var intet at gøre. Hun var her, på hans kontor og var kæk. Det mindste hun burde forvente, var at han gav igen af samme skuffe. Sådan legede han i sin egen lille, dejlige verden.

"Grab a glass if you feel like it. I'm not stopping you,"

Igen det ligegyldige skuldertræk, før han tog en tår mere af sit eget glas og stillede det fra sig på bordet, hvorefter han foldede sine hænder og så på hende. Om hun ville rejse sig for at tage et glas, var ham fuldstændig underordnet, han ville bare gerne videre med sit arbejde, og hun stoppede ham lidt i det. Det var ret træls, hvis han skulle indrømme det.

"So, what purpose is it? I have work to do, so tell me what it is you need or want or.. Well, whatever,"

Med det sagt, skrev han lidt mere op på laptop'en. Så længe hun stillede sig om bag ved ham og åndede ham i nakken, kunne han sgu da sagtens arbejde lidt mens hun sad og forstyrrede.

Procella strøg en hånd let gennem det lange mørke hår og undertrykte den bølge af fare og lyst der før havde brust igennem hende.

"It is for now. For the record it was Diana, not Diane. And we both know Cimitiere is not yours. Kraven Marrow neither, and certainly not Isaac Savoy!"

Med et næsten træt suk foldende Procella benene ud af hinanden og rejste sig sirligt og, tydeligt indøvet, så der ikke var åben udsigt. Lod derpå hænderne løbe let glattende ned af kjoleskørtet for at rette sidderynker ud, før hun bevægede sig igennem lokalet. Greven var slet ikke så underholdende som hun havde forventet det eller huskede fra tidligere og selvom han ikke vidste det endnu, så havde han langt mere at miste på at hun gik end hun havde. Guderne skulle vide der var masser af dygtige advokater, selvom en advokat med hans særlige talenter nok ville have været at foretrække denne gang.

"I must admit I'm a little disappointed. Yes yes, I know you are evil and all that jazz. But when I came here, all dressed up, n' shit at least I would have expected a little service. I mean, you where a count and all, so you must remember what the fuck politeness means"

Meddelte hun ham i et tonefald der var tørt, irriteret og med en murrende vrede liggende under og med en snert af skuffelse i. Hendes højhælede sorte pumps lavede lette klaklyde hen over gulvet da hun gik over til barskabet og så kritisk på det. Hun havde faktisk mistet lysten nu. Wauw. Hende. Mistet lysten til en drink. Nu stod verden da ikke længere!

"Satisfied? With what? You lack of manners, or your lack of interest. If I had been here as a Hunter things would have been...different. So no you are not stopping me, but not inviting me either. I guess that means I have to take the last box. The Whatever. What a shame. And here I thought beings such as yourself longed for...work...I must have been mistaken. For once."

Forget it. Just leave. He seems more interested in watching porn than talking to you anyway...

Procellas blik blev mørkt og hun skubbede sig let bort fra barskabet som hun havde lænet sig mod og skridtede tilbage mod stolen og sin taske. Sikke da et spild af tid og energi. Han havde ikke engang værdsat hendes indsats for at gøre noget ud af deres møde. Den let forfængelige del af hende, som hun aldrig ville indrømme hun havde, følte sig en smule stødt. Trods alt havde de sidste par gange han havde set hende, været i træningstøj, i Hunter-outfit, eller med indmaden hængende ud over det hele.

Pfffh...Demons...screw them all!

Savoy skulle til at trække på skuldrene, men valgte i stedet at ryste på hovedet med et næsten anerkendende blik. Så meget havde hun alligevel styr på det overnaturlige, men man kunne slet ikke forvente mindre af Reaper.

"I believe there is some truth to that,"

Indrømmede han, stadig smilende, mens hun begyndte at gå hen mod barskabet, hvor hun gav ham en større svada omkring ondskab og høflighed blandet ud i en køre. Han ville have givet hende ret i at han var ond, problemet var bare, at han ikke var lige så forfærdelig som alle de andre dæmoner. Sådan anså han i hvert fald ikke sig selv, når han sørgede for at bure pædofile og mordere inde.
At hun var dybt irriteret, var godt til at se, men nu havde det jo også været hende, der havde tiltvunget sig adgang til hans arbejdsplads. Hvad kunne man ellers forvente? Som hun gik tilbage mod sin stol, rejste han sig pludselig og gik hen til barskabet. Så kunne det da være, han slap for at hun var så irriteret over hans tilsyneladende dårlige manérer.

"All in good time, as you said. I tend to forget that you mortals are in more of a hurry than us demons,"

Endnu en indrømmelse fra den ellers så forfærdelige dæmon. Han hældte et glas op til hende, stillede det over på hendes side af bordet og tog derudover også flasken med, men valgte at blive stående lige over for jægeren. Han ville ikke bede om tilgivelse, så det kunne hun godt glemme, men han var interesseret i hvad hun havde til ham nu, især nu hvor hun var så irriteret som han havde været, da hun bare havde valgt at dukke op på den måde som hun havde gjort.

"It depends what kind of Work a huntress might have for a demon. I am intrigued now, so what could you possibly need my help for? Some nescessary evil stuff perhaps? Just remember, I'm not one whom kills just for the sport of it,"

Procella var stoppet tøvende op da dæmonen havde rejst sig. Hun havde spændt sig an, for hun vidste udenmærket at hun skældte ham ud, og at hvis han mistede tålmodigheden med hende så ville bundlinjen hedde at hun var menneske og han var dæmon...og hvad værre var...hun havde ikke sin dufflebag med, med et indhold der kunne gøre selv den mest fanatiske dooms day prepper misundelig.

Hun trådte et halvt skridt tilbage og et til siden så han frit kunne komme til at sætte glas, skænke op, og placere flasken uden at komme for tæt på. Tanken forekom jægeren en smule morsom.

If he want to kill me he don't even have to be in the room. But this is his preferred place of work for now. he might not kill here in honor of The Secret. Not claimed at Neutral Ground, but a place of lowered weapons and eyeing opponents.

Hendes blik var køligt, men hun gav ham et lille nik i anerkendelse for hans gestus, omend den skulle nærmest tvinges ud af ham. Et ganske svagt træk i en muskel i den ene mundvig kunne måske have været starten på antydningen af et smil.

"That I did. But I didn't ask to be insultet by being ignored. It's called smalltalk. Gently getting to the subje-..."

Hans næste sætning fik hende brat til at stoppe midt i sin egen.

He must seriously be needing an hearing-aid or simply not believing me?

Hun snappede glasset fra bordet og tømte det rask, fik irritabelt sat det fra sig med en smule mere kraft end hvad der havde været hendes mening, så det lød som et solidt smæk.

"For the last time. I am not here as a Hunter. I am not Reaper right now."

Hendes pupiller blev til nålespidser og hendes ansigt var en maske af væmmelse og frastødthed.

"Oh please! Do you really think so little of me, that I can't do a little killing myself? I must be a very useless Hunter in your eyes if that is truly how you think of me and my reason to come here!"

Procella følte sig faktisk helt syg ved tanken. Det her var slemt nok, men forslaget om at hun skulle prøve at få ham til at slå nogen ihjel for sig? Hm. Måske hvis der havde været tale om en anden dæmon. Men hvad faen havde det med hans kontor at gøre? Hun satte sig langsomt og elegant ned, og de slanke muskuløse ben blev atter foldet pænt over hinanden. Ben der var lidt for muskuløse til at være lange og sensuelle som hos en model. Selvom musklerne var lange, flade og seje så var de alligevel for dominerende til at hun ville få et Hollywood-Diva-look.

Jægeren fyldte sit glas igen, uden at se på Savoy. Hendes pænt manicurerede negle dansede mod bordpladen, i en rytme der fulgte hendes egne tanker og egen uro. Hun havde haft en svævende ide om hvad hun skulle gøre, men sandt at sige var hun usikker nu. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Særligt hvis han afviste hende. Hvis han afviste hende og derefter modarbejdede hende fordi...fordi...fordi han kunne? Fordi solen stod op, græsset var grønt, himlen var blå, at der fløj en fugl forbi hans vindue eller hva faen dæmoner nu engang måtte "mangle" af undskyldninger for at blive en byld i røven.

Hvis hun delte det her med ham var det knald eller fald. Så det var vigtigt at hun hapsede hans opmærksomhed på den rigtige måde. Han havde virket forholdsvis upåvirket af hendes meget overfladiske forsøg på at tage den med en så banal og jordnær indfaldsvinkel som at vække hans opmærksomhed for erotik. Hun var kommet sminket, stylet, i høje hæle, kjole. På alle måder afpudset, poleret og...mjae..."perfekt". Så perfekt man nu kunne være når man var Procella og var ved at slå folk ihjel omkring en når de pillede ved ens hår og ansigt. De stakkels stakkes stylister. Fletcher måtte godt nok betale dem en del for at de kom igen og igen. Hun blev nærværende igen og nippede af indholdet i glasset.

Så tog hun et dybt åndedræt, tog fat i tasken og åbnede den - naturligvis i en vinkel så Savoy ikke kunne se hvad der var i den.

"First of all. When doing serious business you always bring a offering, as a sign of respect..."

Op af tasken blev der taget en firkantet indpakket æske. Procella satte den på bordet, placerede en finger ovenpå den og skubbede den hen over bordet indtil den stod på bordet midt mellem dem. Indpakningspapiret var tydeligvis af den dyre slags og de mange hundrede mikroskopiske krøller på båndet der sad som en blomst ovenpå var intet mindre end fantastisk. Blomsten var dog en smule skæv i den ene side efter at have været presset ned i en taske i et vist tidsrum.

Procella så op og fangede Savoys blik. Ligesom hun kunne fornemme det i fingerspidserne ved at røre ved gaven, så måtte også han kunne fornemme den i det øjeblik han kom i kontakt med æsken. Der var en forventningsfuld glitren i de ravfarvede øjne, og det var ikke engang gået op for Jægeren at hun sad og holdt været imens hun afventede hvad Savoys reaktion ville være.

Savoy hævede på ny et øjenbryn, som Reapers temperament fik overtaget. Hun var tydeligvis irriteret, men han kunne egentlig, i bund og grund, ikke være mere ligeglad i øjeblikket. Så længe de kunne komme i gang med hvad end hun ønskede af ham, for det var ikke ligefrem rart at have en jæger i sit kontor, hvor hele hans facade stod på spil. Om hun så påstod at hun ikke var her som det eller ej. Han tog hendes vrede med et gram salt, som han altid var så god til. Savoy var ikke kendt for sin ekstreme vrede. Han var kendt for, at når han endelig fik nok, så gik ting i stykker omkring ham. Men der skulle en god del til.

I stedet gik han tilbage til sin egen stol og satte sig, afventende. Igen ignorerede han hendes vrede udbrud, for der var ingen grund til, at trykke på flere knapper. I stedet løftede han blot en hånd i en diplomatisk gestus.

"Fine. Diana. All I know, is you know quite a deal about me, so you would probably know of my history of.. Violence. But I see that's not your reason for coming here,"

Konstaterede han roligt. Han ville ikke holde det hemmeligt, han havde været en meget stor kriger i sin tid, og eftersom at hun i forvejen vidste, at han var en dæmon, skadede det ikke, at påstå at han var ret gammel af sig. Det gav for det meste kun mere sund fornuft hos jægere, at de vidste lidt om, hvad deres mål kunne. Også selvom det ikke så ud til, at Reaper havde lyst til at slå ham ihjel, i hvert fald ikke lige nu. Det virkede mere som om, at hun var meget glad for at snakke med ham.

Som hun åbnede sin taske, lænede Savoy sig interesseret frem. Hvad mon hun ville med den nu? Tage en pistol op? Man vidste aldrig med Reaper og hendes humør der kunne ændre på en tallerkenvending. Men da hun så hev en gave frem, var han absolut overrasket. Hendes forklaring fik ham til at smile skævt. Så det VAR vigtigt. Vigtigt nok til at give ham en gave, tilsyneladende. Ellers var det muligvis ham, der kom lidt skævt ind på menneskelig etikette. Han burde dog være nogenlunde up to date, selvom det var en lidt... Positiv overraskelse, at få en gave af en person, der nok langt hellere ville plykke ham fuld af bly. Som hun skubbede gaven over mod hans side af bordet, rakte han forsigtigt en hånd ud mod den og trak den til sig, med et nysgerrigt blik.

"Thank you, I am most intrigued,"

Og med de ord løsnede han langsomt båndene på pakken for at åbne den.

((Der er givet tilladelse til karakterstyring))

Intrigued.

Vrængede det i Procellas hoved

Bloody demons. They all use "intrigued". Oh you are soooo intriguing! I find that intriguing...blah blahblah blahblahblahblah!

Halvsnerrede hun i tankerne. Alt for mange mandlige dæmoner i hendes verden brugte det udtryk og det vækkede minder, følelser og gjorde hende olm og bitter. Derfor lignede hendes dybrøde læber også mest af alt en hønserøv et par sekunder. Så rakte hun ud efter glasset og drak.

"Your...welcome..."

Lød det en smule anstrengt ned i glasset. Hendes øjne havde pludselig fået en knivskarp rovdyrgul farve. Om et øjeblik ville det gå op for Savoy hvor detaljeret kvinden faktisk kendte til hans historie.

Under pakkens tykke papir gemte der sig sort læderboks. Den magiske fornemmelse var stærkere nu for dæmonen. Læderboksen i sig selv var uden tvivl enormt værdifuld. Det sorte læder var uden en eneste fejl. Den var på størrelse med den type embalage folk ofte fik burgere i. Der var dog ingen mulighed for at denne læderboks indeholdt en burger. Den kraftige og lækre, lidt mørke duft af ægte kvalitetslæder kildrede dæmonens næse. Det var tydeligt at boksen indeholdt noget, for der var to små hængsler i den ene ende af boksen, og fra dem var både over og underkanten af læderboksen - hvor de mødte hinanden - kantet med guld. Selve åbningsmekanismen var et smukt svunget S, ligeledes i guld....vent? Var det et S eller var det en slange med ansigt i begge ender? Savoy måtte blinke en enkelt gang da det et kort sekund have set ud som om spillende tunger gled ud af hver ende på Sét og smagte på luften...på...ham?

S'et, slangerne, eller hvad det nu var, blev forsigtigt drejet så de lå vandret. Boksen gav et lille klik fra sig, og noget der næsten kunne minde om et lille pop. Det var ikke fordi boksen sprang åben, men det var tegn på at der havde været en form for tryk boksen som nu blev udlignet. Fornemmelsen af magi strømmede nu nærmest kælent mod Savoy og han åbnede den varsomt.

The Black Cuff

Indeni i æsken var en lille forhøjning af dybrød fløjel. Omkring denne hvilede en ibenholtssort armring med bittesmå krystaller på. Krystallerne syntes kort at gløde op, skifte farve alt fra orange, gul og rød. Som om de indeholdt flammer. Derpå fandt de en en fælles farve, der sært nok var den Savoy havde fundet mest tiltalende. Kystallerne formede et symbol Savoy ikke havde set i mange år nu. Hans slægtsmærke.

Procella rømmede sig let fra den anden side af bordet.

"The cuff is made from a sacred black elephant-tusk. The crystals are ghost-fire from a Basan. If you wear the cuff, you need only to demand it, and it will give you light. You can also drain a bit of the magic in the crystals in a bad situation, but be careful. If even one of the crystals crack, the power of the cuff will disappear. It will still be extremely valuable though...I hope you find my gift pleasing?"

Procellas ansigt var ikke til at læse, men skjult under bordkanten pillede hun en smule nervøst ved kjolesømmen. Det havde været let at finde ud af at Savoy kunne lide de finere ting i livet. Men man kom ikke bare og smed en flaske cellofanindpakket vin på bordet hvis man mente det alvorligt. Men helt ærligt så anede hun ikke om han ville finde det pænt, eller værdsætte de anstrengelser der var gjort for at gøre det til den mest absurd dyre og magiske gave jægeren nogensinde havde givet bort. Tænk hvis han ikke kunne lide det? Eller syntes den var det grimmeste han nogensinde havde set?

Please like it..come on...please like it! Should I have gone for the bloody diverswatch instead? Damnit! Too late now! Come on! Like it!

En lille dum børnehandling, men Procellas fingre på den ene hånd gled alligevel over kors, så de krydsedes i held og forhåbning. Hun rømmede sig igen, tør i halsen, og skænkede mere op i sit glas og fugtede den hurtigt, men fik egentlig overhoved ikke smagt på indholdet. Det kunne have været postevand i dette øjeblik.

Mens Savoy åbnede pakken og den magiske fornemmelse kildrede ham i næsen, blev hans blik noget nært mystisk. Det var næsten som om hans øjne blev.. Mørkere? Nej, det var nok en fjollet tankegang, for de var jo isblå. Hvordan kunne det så give mening? Det gjorde det jo slet ikke. Han var ikke sikker på, hvad der var i æsken, men kvaliteten var meget høj, og han var yderst spændt på hvad det kunne være. Hans blik blev voldsomt intenst, som han så æsken låse op langsomt, til et armbånd med krystaller i hans slægstmærke.
Det var virkelig noget, han fandt interessant, også selvom hans blik ikke udtrykte den mindste følelse, andet end den intense måde, det lå på armbåndet. Yderst.. Yderst interessant!

Det var først, da jægeren brød stilheden at han så op. Han havde endnu ikke rørt smykket i æsken, for han vidste jo ikke hvad det var for en magisk effekt der lå på det. Ikke før hun forklarede det for ham, så lyste han op i et smil, der virkede underligt i hans ellers så kølige maske. Han strøg sig let om hagen, tankefuldt.

"Absolutely. Most definately,"

Lød det, en kende lamslået fra ham. Han havde overhovedet ikke regnet med denne drejning i deres samtale. Det måtte være ekstremt vigtigt, det hun ville have hans hjælp til, og han ville faktisk rigtig gerne hjælpe hende for denne gave. Spændingen virkede næsten til at slå gnister i hans øjne og han samlede forsigtigt armbåndet op, seende på det som kun en manisk dæmon kunne gøre det.

"So.. Diana. I am extremely thankful for this gift, and I will be of any assistance that you think a demon of my qualities can handle. I will repay you for this gift. One gift in return. Name it. What is it you need?"

Han vidste udmærket at det var et halvt løfte, men at hjælpe hende med én ting, kunne han sagtens gøre for denne genstand. Han VILLE gøre det for denne genstand. Overraskelsen over hendes offer havde stadig ikke lagt sig, det kunne man sagtens se, men Savoy havde faktisk en kende svært ved at sluge det. At hun vidste, hvad hans families våbenmærke var og desuden havde adgang til så gode resourcer, var dog ikke en større overraskelse. Hun havde jo været i Crimson Dawns hus første gang han havde mødt hende, så hun måtte have adgang til en del.. Sager. Men han var overrasket over, at hun ville bruge sine resourcer på en person som hun i bund og grund burde forsøge at dræbe.

Procellas skuldre sænkede sig en smule, og afslørede at hun havde været anspændt, selvom hun egentlig ikke havde virket anspændt tidligere. Hendes bevidsthed skreg af lettelse og lavede en lille irsk jive. Hun gengældte kort og høfligt smilet hun fik, men hendes ansigt lyste nu af alvor og forretning.

Hun åbnede tasken igen og hev en tyk gul brev konvolut op, men holdt den så han ikke kunne se ned i den eller få et glimt af indholdet.

"No matter how this goes, first of all I need you to Swear to me, by your name, that this business is completely confidential. Not a word spoken, wrote, painted, shared by mindforce or anything else. No one is ever to know I had a meeting with you or that we did business. The terms of the business is not to be shared, and the matter of the business is never to be mentioned to anyone."

Procella knugede konvolutten. Dét var grunden til at hun var her. Détte var årsagen til at hun så desperat havde brug for en topadvokat og ikke havde det mindste problem med at skulle bryde alle de menneskelige love der fandtes hvis det betød hun fik hvad hun ønskede.

"Do you accept my demand? If so you need to say the words. I don't mean your name. But you have to say it, that you Swear, and what you Swear by. Your true name, demon. No tricks"

Hendes hjerte pumpede hårdt. At sværge var ikke noget småt, men når det var en så lille ting det omhandlede og hun ikke krævede at høre ham sige selve navnet højt så forventede hun at han ville være nok forretningsmand til at acceptere. Dette krav var blandt andet også derfor hun var kommet med en så dyrebar gave. Hun spillede højt spil og i en verden hvor det var noget for noget kunne hun ikke bare komme og kræve uden først at give.

A dance with the devil is never boring...

Savoy kunne godt se spændingen i Reapers krop ændre sig til det lidt mere afslappede, og han kunne regne ud, at det måtte have været tæt på ulideligt at vente på hans reaktion. Han lod sig ikke mærke med det. I stedet fokuserede han på det åbenlyse; at hun nu forklarede ham lidt om hvad det var hun ønskede. Han havde næsten regnet med, at hun ville tage Eder i brug, så på en måde overraskede det ham egentlig ikke. Han nikkede til at starte med, håbende at hun måske bare ville lade det ligge dér, men selvfølgelig ville hun have at han højt og helligt sværgede. Satans. Men det var så triviel en ting, åbenbart, at han ikke følte nogen kæmpestor fare ved det. Med mindre det selvfølgelig handlede om destruktionen af hele hans race. Selv der ville han dog alligevel se sig tilfreds med det, hvis bare han fik lov at overleve. Men der var nu alligevel ikke noget ved, ikke at have nogle folk han kunne stole, bare en millimeter på.

Som hun forklarede at hun ville have ham til at sværge på sit sande navn, blev hans blik en kende hårdt, men så gik det op for ham, at han i det mindste ikke behøvede at sige det højt. Det lettede en del på situationen. En hel del. Han tøvede alligevel lidt, men et blik ned på armbåndet i hans hånd, afgjorde sagen. Han ville gøre dette. Der var ingen grund til at sige nej.

"I can do that,"

Med det, rejste han sig langsomt op og stillede, igen forsigtigt, armbåndet fra sig. Der var ingen grund til at holde sig hånd oppe i spejderære. I stedet foldede han hænderne foran sig, så hun kunne se dem. Ingen tricks.

"I, Count Kraven Cimitiere Marrow of La Fléche, hereby swear, by my true name, that I will not reveal any of the contents of our meeting, and that our meeting, itself, shall stay a secret to only the two of us. And so it is done, Diana,"

Sværgede han, og satte sig ned igen, stadig ganske roligt. Han havde lige svoret en Ed og var ikke sikker på, om han brød sig om det, men det måtte fremtiden vise, om han ville.

"Now, let us do business,"

Magiens væsen fortættede sig omkring Savoy da Eden blev givet.

"So shall it be. Let the essence of magic bear witness and bind thy"

Et kort sekund føltes det for dæmonen som om der faktisk var lænker om hans krop, men det var mindre end en brøkdel af et sekund før fornemmelsen forsvandt igen.

Procellas fingre tørrede lettere febrilsk hen over hendes kjole og blottede arme. Magien der efterhånden var samlet herinde føltes som spindelvæv mod hendes hud og det gjorde hende lettere utilpas. Hun rullede let med skuldrende og smilede derpå kort.

"Yes. Lets get to it."

Hun trak en stak blandede papire ud af konvolutten og bredte dem på bordet foran Savoy. Der var billeder af en baby. Der var informationer på en brandstation, og et spædbørnsbørnehjem. Procellas finger ramte billedet af drengen.

"Him. Nathaniel Lynn. I want him. I want this clean and easy. Within a week, two tops. Today at best. I don't care how you do it, or who you have to do something to, or talk to"

Procella trak endnu en stak papire op de var allerede underskrevet. Adoptionspapire.

"That kid is mine. And you need to act fast. He is not a human, and that bloody idiot gave him to the firesta-..."

Procellas øjne flammede op i vild rovdyrgul igen og en rasende snerren lød fra hende. Hånden der havde grebet om armlænet gik pludselig igennem læderet da den kanaliserede agression fik hende til at forglemme sig selv og den styrke der lå i hende. Med en dyb knurren fik hun frigjort sine fingre fra læder og underlig vatteret indmad.

"Get. Him. Out. He can compromise us all!"

Hun stirrede direkte ind i Savoys øjne for at understrege hver eneste ord så det sank helt ind hvad det var hun fortalte ham. Knægten ville kunne afsløre eksistensen af det overnaturlige i denne verden. Hemmeligheden måtte ikke vises.

"He have been gone for two days now. I don't know how long we have until shit happens. But I need that kid. You need to get him for me!"

Skælvede Procellas stemme en ganske lille smule i kanten?

Dæmonen havde før oplevet at sværge en Ed. Denne gang var umiddelbart ikke meget mere anderledes end alle de andre gange, men ikke desto mindre fandt han det ubehageligt, at få følelsen af, at have lænker til at tynge sin krop ned. Heldigvis varede det ikke længe, før følelsen forsvandt, erstattet af lettelse, som kun kunne dukke op når en dæmon ikke længere havde usynlige lænker på. I stedet for at fokusere på Eden i sig selv, smilede han til Reaper, da hun smilede til ham, indtil hun tog papirerne frem. Selvfølgelig var der papirer involveret, det undrede ikke Savoy det mindste. Hvis hun ikke skulle bruge ham til drab, så måtte det være hans arbejde, der gjorde ham "attraktiv".

Han lod hende forklare tingene, mens han selv sad og så på papirerne i tavshed. Han skimtede allerede teksterne, som han fik dem, også dem til adoptionspapirerne der kort efter blev lagt ved siden af.
Kun afbrudt af Reapers dyriske snerren og kradsen i hans gæstestol. Noget, der måtte rådes bod på. Han kunne ikke have en ødelagt stol til at stå her; det kunne der ikke være tale om. Men han havde fint med resourcer til at erstatte det.

Da hun havde færdigforklaret situationen, skimtede han lidt mere, før han trak papirerne helt til sig. Han kunne sagtens se og forstå vigtigheden af denne opgave, hun havde givet ham. Der var ikke kun tale om at mennesker ville få problemer. Han ville selv også få problemer, ligesom hele hans race og mange andre racer i Deploratus. Måske endda hele verden, hvis ikke han fik sat en stopper for dette, og fik sendt ungen tilbage til hende.

"Alright, I will do this for you. And I will make sure this problem never catches the eyes of anyone, other than the two of us. It not only important to you, but also to me and everybody else, just as you said,"

Fortalte han roligt, men stadig med en hvis intensitet i sine øjne, som han så direkte ind i Reapers. Han kunne ikke bare lade barnet gå tabt i systemet, så meget var sikkert.

"I will try to make the arrangements as fast as possible. If I have not contacted you in two days, feel free to call me as many times as you want. But hopefully, in two days, I will have had this problem fixed,"

Med det sagt, rejste han sig op, både for at sige farvel og for at begyndte sin tankerunde i kontoret. Han tænkte bedst, når han gik rundt, havde han fundet ud af.

Selvfølgelig stod der et falsk navn i underskriften, men igen, det var vel hvad man kunne forvente. Diana Caedo. Procella havde ingen anelse om hvor potentielt rusten Savoy var i sit latinske og om han ville kunne gennemskue navnets fulde betydning.

"Agreed"

Svarede hun ham kort da han anerkendte sandheden der havde været i hendes udsagn.

"Two days. I give you that as a maximum. If this have not been taken care of by then, I will have to steal him. And then you will owe me"

Hun stirrede tilbage i hans sjæleløse øjne, men følte ingen frygt, for hun havde ikke lært hvad frygt var, ud over på sine børns vegne. Hun var en ganske særlig støbning, og blot det at hun uden tøven, uden at blinke, og uden frygt kunne se mørket i øjnene på denne måde var bevis på det, og adskilte hende fra 99% af den resterende befolkning på jorden.

"But I will call. Every day. Morning and evening to get any progress. And if he begins to show, I will have no choice. They can't know"

Hendes tænder blev blottet af dæmonen foran hende. Ikke et smil. Men heller ikke direkte en trussel. Det var mere som en vagthund der tavst blottede tænder af sin modstander før den kastede sig i struben på den. Da Procella rejste sig var det dog ikke i et kast hen over bordet.

"Don't fail me Cimitiere. If you keep your end of the deal there might be more in store for you. This is not the last business you and I have. But this comes first..."

Sorry Colt. I know what I promised. I swear I will keep my promise to you. Patience sweet girl. When dancing with the devil you have to be very weary where your feet end up...

Tænkte hun, fik en smule samling på sig selv så det faktisk lykkedes hende at give Savoy et hvis ikke direkte venligt, så omend høfligt smil. Hun fandt et visitkort frem med hans firmas logo og hans navn og vendte det med den blanke side opad.

"I will need a private direct number to reach you. It won't be a good idea to go through the receptionlines, and phonecalls at an office are to easily traced. So please"

Det lød dog ikke så meget som en bøn, som mange ellers ville opfattede brugen af ordet please som. Det var mere en konstatering og opfordring. Samtidig rettede hun skulderremmen på tasken ud, så hun kunne trække sig tilbage og efterlade dæmonen til sit arbejde og eventuel beundring af gave så der kunne reflekteres over hvor vigtigt dette var.

Umiddelbart gennemskuede Savoy ikke meningen med Reapers navn i underskriften, eftersom at han kun skimtede til at starte med. Måske ville et nærmere efterkig senere være mere frugtbar, men for nu ville han ikke spilde hendes tid med at sidde og læse det hele, ord for ord.

"I should be able to get him out in two days,"

Var hans svar til det. Han gad ikke skylde nogen noget, han fandt sådan noget virkelig ubrugeligt og ville ikke ende med at skylde tjenester til jægere. Det var kun en dårlig ting.

Han valgte lige så pænt at slå hendes dyriske attitude hen. Hvis hun skulle angribe ham efter at have vist sine tænder, så ville han højst sandsynligt være klar på det. Han vidste godt, hvem der havde den fysiske styrke på sin side. Arrogant tankegang, men for ham var det logik.

Savoy tog visitkortet som hun vendte det med den blanke side op og skrev sit nummer ned i en sirlig skråskrift, hvor efter han skubbede det tilbage til hende.

"I will get this done. You call me whenever you want, as long as you give me room to do my job. There will be many conversations, possibly more.. Than that. But it has to be done quickly, so I suppose you do not mind. Now, I will begin preperations."

Og med de ord, rejste han sig og smilede igen. Hans smil var næsten varmt, men det var også fordi han var i stand til, at mimike følelser.

((OOC; Lige hvad jeg kunne få skrabet sammen nu her...))

Et lille skævt smil smillede kort om hendes læber og en del af den gamle Reaper fandt vej tilbage i hende. Den del der ikke var stiv og utilpas i mystiske kjoler, men var fandenivoldsk og syntes at have en magnetisk tiltrækkelseskraft på dæmoner.

"You got that right sugar. I don't give a fuck. That part is not my fight. I only care about the outcome"

Hun trak kortet til sig og stak det i tasken med endnu en beklagende tanke til Colt da hendes fingre strejfede halskæden. Som om hun nogensinde havde kunne overveje noget så grangiveligt tåbeligt som at kaste sig over bordet for at...hvad...bide, en dæmon? Tanken var obskur, men ikke desto mindre humoristisk.

"Great. Thanks. I'll remember to call. Dont forget ti pick up. Business is usullay best over a glass of wine or...I seem to recall you being fond of Champagne. And boublebaths. Lets do that again. One can never get enough of the pleasures in life."

Hendes øjne spillede mod dæmonen, fuld af farlig drilleri, og opfordringer. Hun tog et pr skridt mod døren, stoppede op og gik tilbage. Hun stilte sig lige foran ham, og trods de høje hæle måtte hun hæve sig let op for at give ham et fjerlet og samtidig blødt og dvælemde kys på kindbenet. Hun hviskede ham let i øret, imens den ene hånd hvilede let mod hans bryst imens hun strakte sig op imod ham.

"Be sure to look at my ass when I leave. I worked up both blood and sweat to gain it. Appreciation is fitting. And that mansion of yours might be pretty empty from time to time."

En lav latter lød i hans øre. En latter der var fuld af farlige lege og løfter. Hum sænkede sig ned på sine hæle igen og strøg nogle fingre igennem den tykke hårmanke. Den anden hånd lå stadig mod hans bryst. De spillende øjne så skævt op på ham med et de farvede læber let spidset i et anerkendende smil.

"Remember. My ass. Walking. Watching. Mkay?"

Hun vendte sig og der var da også et lille ekstra vug i hendes hofter, til trods for at det ikke skjulte de lange kraftige skridt. Pow, pow, pow. En løvinde på jagt. Lige før hun smuttede ud af døren stoppede hun op halvt ude, gav ham et langt dvælende blik oppefra og ned. Hun slog let klik med tungen, fangede hans blik og blinkede til ham med det ene øje.

"Enjoy the bling. Bye now!"

Hun lavede en finger-vinken og gled ud af døren. På den anden side af døren kunne han se hvordan indtil flere af hans mandlige kollegaer pludselig havde travlt med at vise kvinden vej til elevatoren, selvom den jo helt ærligt kun kunne være i én retning. Procella smilede indladende og høfligt, berørte let en arm hist og og her, eller en skulder. Sekretæren kom vimsende tilbage med en frakke, som Procella åbenbart havde kylet i ansigtet på hende på et eller andet tidspunkt. Assisteret af et mindre harem blev hun fulgt til elevatoren uden at se sig yderligere tilbage. Nu var det alvor. Ingen grund til at forstyrre greven i hans presserende arbejde. Morskab kunne altid tages op på et senere tidspunkt.

...and how she needed it...

((Out og trådslutning))