et godt fund? [The Shadow]

Dato: Onsdag d. 3. Marts - 2014
Tid: 17:05
Årstid: forår
Vejr: Snevejr med let blæst, Koldt.
Sted: Markedspladsen
Omgivelser: væsner i alle former og størrelser, åbne butikker
Påklædning: Langærmet sort trøje, et pat lyse skinny jeans, et par støvler og en varm rød jakke, med en pels kant, en taske
Kaos-NPC: Påkrævet

Hvad hun var på udkig efter vidste hun ikke helt, men som hun gik langs markedet, lagde hun mærke til hvordan nogle ting syntes at blive solgt dyrere end hvad det var værd, krystaller fra grotter som ikke var penge værd blev solgt til høje priser, hvor bjergkrystaller som kunne bruges blev solgt til næsten ingen penge.

Maybe i can find something good.. maybe a dagger whit holy symbols, that would be useful

For hver bod hun gik forbi, checkede hun for de ting der viste om denne solgte til overnaturlige. Ind igennem en gyde førte hendes søgen sig. duftene der ramte hende fortalte hende at dette var et sted hvor det ville være muligt at finde sjove ting, lugten af krydderier brugt til magi nåede hendes sanser, en falsk beroligende følelser lagde sig over hende.

”Finaly”

Der lød en diskret rømmen ude fra højre.

"Are you sure such a pretty little thing as yourself should be going this way on your own?"



En ældre, smule korpulent herre i en blanding af jakkesæt og let slidte cowboybukser stod lænet mod muren. Havde der været nogen der før?

Kallisto kiggede undrende på den fremmede, hvor var han kommet fra? nok var hun rusten, men hun burde have set ham. et forsigtigt smil lagde sig omkring hendes læber, et smil som ikke nåede de forsigtige øjne som kiggede på manden.

"I am not pretty, so that is not a problem sir"

hendes stemme var ikke afvisende, men langt fra så venlig som den kunne være, en ledt skjult trussel var hvad englen havde hørt i hans ord, og hun havde lært at tage sig i akt for fremmede, de var sjældent hvad man troede de var.

he looks human, feels human..

"Can i help you sir?"

Manden smilede et stille smil der ikke var til at tyde og øjnene syntes at se lige igennem hende og læse hendes tanker.

"By all means"

Han slog let ud med hånden mod gaden.

"I never disturb a woman while on a bargainhunt. Men have too fragile healths for that. Nono."

Han lavede en let håndbevægelse som vinkede han hende umiddelbart af.

"However. I might follow you and be of some assistance if you don't mind terribly?"

Han rakte op og rettede let på slipset og gjorde sig klar ved at børste den slidte jakkesætsjakke let, selvom den ikke virkede hverken fnulret, beskidt eller rynket.

Et øjenbryn blev lettere hævet imod den fremmede mand, stod han ikke der og sagde noget han lige havde modbevist. Et mere ærligt smil bredte sig på hendes læber, idet manden umildbart lod til at afvise hende. Handlingen fik smilet til at nå hendes øjne et kort sekund.

Maybe he just want company for a minute or more, what can it hurt? I am not after anything weird after all.. holy water and that stuff could be because I have faith in god..

Da den fremmede talte igen, kunne englen ikke lade være med at smile det første ægte smil denne dag. Med et tag i tasken trak hun den en smule op over skulderen, så det blev muligt for hende at række højre hånd frem, for at præsentere sig selv ordentligt.

”its a free world sir, and i would love the company”

You belong in the past.. if you keep calling him sir, he might start calling you mam.

“My name is Kallisto Night.. nice to meet you sir.. can I ask for your name?”

Med hovedet en smule på skrå kiggede hun manden ind I øjnene, prøvede stadig at vurdere hvorvidt denne mand var menneske eller overnaturlig. Nu disse øer lod til at svømme i dem.

Mandens øjne smilede venligt til hende men han gjorde ikke mine til at tage hendes hånd.

"very pleased to meet you Miss Night. I would love to acompany you"

Han tog et par skridt i den retning englen havde været på vej i, da de først mødtes.

"Hm. My name? Most people know me as The Gravedigger. You can call me Digger if it sounds too dark for you"

Han skævede kort mod himlen der var den særlige mørkeblå farven som regel indtog i vintermånederne før solnedgangen begyndte, hvilket ville ske omkring kl. 18, men her hvor de var nu, nåede solen ikke ned. I disse små gader blev der dunkelt langt før solen var gået ned.

"So..."

Han så sig tilbage overskulderen mod englen med det lille vidende smil.

"What are you searching for Miss Night"

Spurgte han i et sært tonefald. Hans stemme var ikke direkte ligeglad, men heller ikke udpræget interesseret. Det var heller ikke fordi stemmen dryppede af hjælpsomhed, men der var alligevel et eller andet over den der virkede - i mangel af bedre udtryk - beredvilligt.

Så småt fulgte hun med manden, stadig med øjnene rettet imod de forskellige muligheder, men ud af øjnene holdte hun øje med den fremmede, prøvede at registrere hans bevægelser for at afgøre om denne mand måske var en ulv. At han ikke havde taget hendes hånd, generede hende en smule, men det var mere høfligheden bag det, den arrogance han udviste ved det.

”That’s not a real name sir, more of an title.. is that you profession then Digger? On a graveyard, or is there another reason behind it?”

Den dunkle stemning som var I gyderne, fik hårene I nakken til at rejse sig på hende. Hun havde aldrig brudt som om at være indespærret, og den manglende belysning gav hende denne følelse, en hånd kørte kort op og ned af den anden arm, idet kuldegysningerne også lagde sig der.

Mandens smil fik hende næsten til at ønske at slå ham, hvorfor anede hun ikke, måske fordi han lod til at vide mere end han egentligt burde, men endnu ikke havde afsløret sig selv som en overnaturlig, så hun skulle ikke være den der brød reglerne.

”Holy water, mistletoe.. that kind of things.. I like holy things, and silver.. useful thing to cheap money”

Hun trak en smule på skuldrene som om det ikke rigtigt betød noget

He is weird, but maybe he can help, something in his voice, its weird.

“Maybe a knife in silver, with symbols on it.. you know, for show”

The Gravedigger sendte englen endnu et af de der små skæve og lidt sære smil og et lidt for vidende udtryk fra de neutrale men nogenlunde venlige øjne.

"It's not much of a name, but it was given to me. You don't pass down a gift of such a manner Miss Night"

Umiddelbart lod det ikke til at der var noget varulveagtigt over ham. Den slags kunne dog også være en smule svært at afgøre når de bevægede sig i deres menneskeskikkelser.

"Holy water?"

Der lød en behagelig dyb latter fra den ældre herre.

"Why would you go into strange alleys to get Holy Water? If such a thing even existed, wouldn't a church be where you would find that? And not having to pay for it even. Hm...Mistletoe huh? What kind? With or without berries? There is over 900 different subspecies you know"

For første gang lød det som om der var en snert af oprigtig og optændt interesse i The Gravedigger, og ikke bare lettere distanceret høflighed. Det døde dog kort efter.

"Silver? A silverknife? With symbols? Excuse me asking Miss Night, but what ever would a pretty little lady such as yourself need a silverknife for? Anyhow, silver is not cheap, and never has been. With the economy in the world people trust in metal more than paper. A knife, any knife will cost you. A silverknife....Well...then I hope your wallet is heavy Miss Night."

Lød det fra manden der syntes at måle hende på en bestemt vis med blikket, så det var lige før man kunne fornemme hvordan Kallisto blev flyttet over i én kasse fra en anden.

"And if you want a knife for show, I presume you have some kind of permit. I'm a bit curious miss. What kind of work do you have, since it requires a silverknife you can show off with?"

En let rynke var opstået mellem hans bryn og han skottede igen mod himlen. Virkede det som om han satte farten en smule op?

”I want a bit of everything.. a plant who brings life and death at the same time.. life for itself, but death for other plants.. and some other herbs, but I only want them if they look right, so I haven’t decided yet, looking for those I can use”

Englen brød sig ikke om den made manden kiggede på hende, vurderende, afvejende som om hun lige havde gjort noget forkert og han nu var parat til at hænge hende ud for sin fejl, eller havde sat hende over i en kasse som indeholdte en masse dumme blondiner med enormt store bryster.
Et stille suk kom fra hende da hun indså hvor forvirret hun også måtte lyde, men der var ikke så mange måder at snakke sig uden om tingene.

”my purse is not heavy at all, and i never said it was for my job mr.. you can say that I am bit super specious and like to have some kind of protection, silver is a pure metal, and holy symbols because of my faith in god.. and I am a bartender, so no weapon there.. you can call it an interest formed by past experiences and faith”

Det var det tætteste hun kunne komme på at forklare sig, uden decideret at tage overtøjet at tage overtøjet a fog vise ham sine vinger.. alt andet ville bare få hende indlagt på en psykisk afdeling.

Why does he keep looking at the skies? Its weird.. why is he doing this?

Spørgsmålene omkring den fremmede mand, begyndte at hobe sig op I hendes hoved, muligheden for at hun bare spurgte ham var der selvfølgelig. Men alligevel fulgte hun efter ham et minuts tid, i hans øgede tempo

”Why do you look up all the time? Enjoying the sunset?”

((Adminbesked - hvis du forsøger at undersøge ham på nogen måde ud over hvad du skriver i dine indlæg så send gerne en besked eller gør opmærksom på det i din post. Der gives kun den information der kigges efter. Et lille hint gives dog. Vær meget opmærksom på dine omgivelser og hvordan verden virker omkring dig selv og vedkommende du er sammen med))

Manden hævede et øjenbryn let.

"So let me get this straight. You have very little money, wants over 900 different kinds of Mistletoe, plus a silverknife with church-symbols on it?"

Gentog han langsomt og omhyggeligt.

"It is for show, but not for Work. You talk about protection. Miss Night, you don't have a license for a knife like that now do you? I bet you don't even hunt. For that a blade made of steel would serve much better. What about just calling the police if you feel the need for protection? Or a friend, or boyfriend? Protecting yourself with a itty-bitty silverknife Means you would have to get mighty close to protect yourself. In generel silver is a bad material for a weapon. Not as bad as gold though. NEVER buy something out of gold. It might look fancy, but the blade will bend or break very easy!"

Alting blev sagt med stor overbevisning og som var han tilfreds med sin chance for at lære den unge kvinde en ting eller to. Han lagde et underligt tryk på det med at beskytte sig selv, som om han ikke troede hun faktisk mente hvad hun fortalte ham, men det var jo rigtig nok alt det han sagde. Hvis man skulle gøre skade med en kniv betød det man skulle forfærdeligt tæt på, og hvis man var en køn ung pige så var det ikke ligefrem tæt på sin modstander man måske ønskede at være.

The Gravedigger så op igen da Kallisto nævnte det og hans smil var kort. Mere en ansigtstrækning og smilet der aldrig var et rigtigt smil nåede ikke hans øjne overhoved. Smilet var mere af den type som man ofte fik på gaden hvis man oprigtigt smilede til folk der ikke kendte en, og de pr. automatik spændte i læberne og mente det skulle kunne gøre det ud for et smil.

"There is too many rooftops and Buildings here to enjoy it Miss Night. It is not the sunset I watch. It's the shadows and the darkness"

Selvom hans stemme ikke var uvenlig så virkede den lidt fjern. Som var The Gravedigger eftertænksom.

"How odd. A superstitious young woman, who goes by the name Night. Maybe your superstition comes with the name. Kallisto was the name of a nymph and nymphs give birth to immortals if they mates with gods."

Gravedigger stoppede op og smilede for første gang bredt til Kallisto.

"Miss. If you turn into a bear in a second I might wet my pants"

Det brede smil gav et lille glimt af tænder. Tænder der ikke ved det korte glimt virkede andet end menneskelige, men det var ikke meget man havde set af dem. The Gravedigger virkede ikke som om han var en type der gav de der kæmpe tandpasta-reklame smil når han smilede. Derpå fortsatte han i samme høje tempo som før. Det var ikke fordi han løb. Det var heller ikke så agressivt at det direkte kunne sammenlignes med kapgang, men det var hurtige meget nøje skridt.

"The original Kallisto was a virgin. So was all the nymphs. But Kallisto. Poor Little thing. Zeus disguised himself and tricked her. Zeus wanted Kallisto for his lover, but Kallisto refused to be with any other than Diana. So he took the shape of Artemis, Diana. You know, The Goddess of hunting. Zeus made Kallisto with child. You see, the nymphs was all in a Group. In a special bond with Diana. They all lived together. The nymphs was bathing with Diana months efter Kallisto had been decived. When Diana found out that not only had Kallisto broken her vow of virginity towards anyone else than her, and she was also pregnant, she was furious! She expelled Kallisto from the Group, and shortly after she gave birth to a son. Arcas."

The Gravedigger rystede let på hovedet. De godtroende blev bytte. Han fortsatte hurtigt.

"Now this is the part where it gets tricky. Hera, the goddess of women and marriages, who was ALSO the wife of Zeus was steaming with anger. She found Kallisto, and in an instant understood everything, when Kallisto managed to wander into The Forbidden Presinct of Zeus - the Altis, it was a sacred of people where magnificent trees grew and within which, hidden in the center, was the Sanctuary of Zeus. Olympia was built on this site. Oh back to the story. Hera, as revenge to her wounded pride, turned the poor Kallisto into a bear. 16 years later, still in shape of a bear, Kallisto met her son for the first time. Arcas was on a hunt, with his javelin...made of silver"

Fortalte Gravedigger imens de gik i høj høj fart, dog lod han ikke til at være det mindste forpustet overhoved.

"Arcas. KING Arcas, was the greatest hunter of all his kingdom. Unaware that Arcas stood in front of his own mother, he was just about to kill her. Kallisto recignized her son imidiatly and wanted to embrace him, but Arcas only saw a huge bear. Zeus took pity in them. To avoid the tragedy he put them into heaven and made them into stars. Living forever. Kallisto is now known as Ursa Major, Great Bear, and her son became Ursa Minor, Little Bear."

The Gravedigger stoppede atter op. Både i sin fortælling og fysisk. Han vendte sig mod Kallisto og så på hende med det sære vidende blik.

"And here you are. Kallisto. Carrying with ypu the Last Name Night. Beautiful enough to be a fallen star from the nigtsky. Searchin for a weapon in silver to protect you. Are you from Heaven sent, fall or flee?"

Selvom der ikke havde været tvivl om at han nød at fortælle hende historien, dele sin viden med hende, så var der noget ved den måde han stillede spørgsmålet på, der ville efterlade de fleste meget usikre på om det var ment som en joke eller om det var ramme alvor. Det lille sære smil var om hans læber. Blikket hvilede intenst på hende og syntes at se hende, ikke bare på hende.

Skuldrene på englen, syntes at synke en hel del. At blive belært af en hun vidste var ældre og mere vis end hende var en ting, men at blive belært af et væsen, der for alt hun kunne vide, var et almindeligt menneske, fik hendes selvtillid til at falde en smule. Hvordan kunne hun forklare denne mand at hun søgte et våben der kunne hjælpe hende både imod varulve og dæmoner, om skidtet var forsølvet gjorde ikke noget, den yderste del skulle bare være sølv, og symbolerne skulle være skåret ind i det.

Do i even look like one who can defend my self.. come on my best weapon is my wings

Hans ord om skygger og mørke fik hende til at stoppe op et øjeblik. Bedømmende begyndte hun at kigge i hver en afkrog, nervøs for at der om et sekund skulle springe enten en dæmon eller en vampyr frem, hun burde ikke have fulgt efter ham så længe, det var ikke sikkert så længe flugtmulighederne var så få som de var.
Hurtigt fulgte hun efter ham igen, men denne gang med øjnene rettet imod ham, hun prøvede at regne ud hvorfor han gjorde dette, det ene øjeblik virkede han ligeglad med hende, det næste virkede det som om han fik et kick ud af at belære hende, hver en bevægelse han lavede observerede hun, samtidigt med at hun desperat forsøgte at holde øje med den sti de gik, så hun i det mindste kunne finde tilbage hvis han stak af fra hende.

”Everything can lure in the shadows, only in the light can almost everything be seen.. so do you prefer the darkness where thing can hide, or the light?”

Hun håbede at vende samtalen imod ham, finde ud af noget om denne fremmede mand.

Maybe i can bump in to him, touch him and find out if he is a vampire

“There are bigger chances I turn into a bird and fly away”

Hun smillede til ham, fandt på en made hans smil lettere smittende, måske fordi han ikke havde gjort det tidligere. Hun lagde hovedet en smule på skrå, da hun registrerede hans tænder, prøvede at vurdere om det var hendes egne øjne der havde lavet numre med hende, eller om denne fremmede virkelig havde et tandsæt af skarpe tænder.
Hans gang var en smule hurtigere end hendes, og af samme grund måtte hun gå et par skridt hurtigere end hun gjorde normalt, for at følge op med den fremmede mand, noget der gjorde det svært for hende at vurdere alle hendes omgivelser, men hun gjorde et forsøg, imens hun lyttede til historien om sin navnefælle, en historie hun havde hørt før, men stadig ikke brød sig om.

How the hell can i he keep doing this?

Englens puls steg som de gik, hendes åndedrab blev en smule dybere, idet hun prøvede at undgå at stoppe op fordi hun var forpustet, så da manden endelig stoppede op. Kom et suk fra hende idet hun nu havde en mulighed for at få pusten.

”So she was raped by a god, the one who should have helped her, pushed her away.. Hera punished her for being raped.. and it took Zeus 16 years to find out and have pity with the nymphs he made suffer.. and instead of turning this poor woman into her own shape again, he decide that they should be starts forever..”

I hendes øre lød det som om Kallisto var et offer, et offer som blev straffet for en liderlig guds lyst. Afskyen ved tanken om gudens handlinger, fik hende til at rykke på næsen, ligne en der fandt den største afsky i gudernes handlinger.

”Maybe i am it all.. sent from someone with power that great, fallen from heavenly safety.. and flee from the prison the night is.. searching for a weapon, so next time a god try to hurt me.. am I am ready to protect my self”

Hun mødte hans blik, ubehaget ved måden han kiggede, syntes at forsvinde. Hvis han virkelig så hende, ville han se en kvinde der ikke ville blive brugt som nymfen, uden kamp først. Gnistre sprang i hendes øjne da historiens omfang gik op for hende.

"Hm...hehe..."

Han smilede kort og halvlo. Da han lo blev det ganske tydeligt for Kallisto at manden havde ganske menneskelige tænder, men der var ting der ikke passede sammen.

Han var ikke forpustet trods den vedblivende hurtige gang. Nu hvor Kallisto tænkte nærmere over det. Manden havde ikke ingen varm ånde der stod ham ud af munden? Da hun kortvarigt kiggede sig tilbage hvorfra de kom mødte der hende det særeste syn. Der var kun 1 sæt fodspor i det fine tynde snelag der kun lige knap og nap dækkede stenene.

"Good question. One can hide in the darkness. A thing I've found very useful many times. Many things thrive in light. That too can be useful for some. But why are you talking about hiding? Do you hide from something Miss Night?"

The Gravedigger holdt en finger op for at stoppe Kallisto og bryde ind, men han lod hende tale færdig.

"No. Oh no. Kallisto was in no way raped. She most willingly rested between the thighs of Diana. Only did she not know it was Zeus. Diana wasn't responsible for any of that. She saw how a sworn had broken her oath. She had not choice. Diana could have killed Kallisto and her unborn child but choose not to. And as for Hera. Well...if you where the Goddess of women and marriage, and found the woman betraying you, stealing your husbands affection and trying to destroy the very ethos you stood for, wouldn't you act? Zeus was just being Zeus. Instead of letting Kallisto being killed by her own son, and her son having to live with that forever, he made them into magnificent stars to guide the lost ones..."

The Gravedigger så op mod den mørknene himmel hvor et par stjerner allerede blinkede svagt på den endnu skumringslyse himmel. Så smilede han igen, sukkede og vendte blikket tilbage til Kallisto.

"Miss Night. If you where a fallen star, fallen from the security a God gave you, then first of all it would be foolish to flee from the nights prison by wandering into the darkest alleys you could possibly find, to find a silverknife for protection, possibly against a God. I don't believe that you believe a God can be killed with a mere knife made of silver. Which you can't afford anyway from what you told me"

Af en eller anden grund syntes kulden ikke at være et problem for ham. Han var ikke ligefrem klædt på til at være ude i hverken frost, sne eller blæst i den mondering han havde på. Det virkede heller ikke som om han fik snefnug i håret? Det gjorde Kallisto.

Hans hoved tiltede let på skrå da han indgående så på hende. Derpå svandt virkede hans ansigt underligt udtryksløst og de sære alvidende øjne stirrede blot på Kallisto i nogle lange tavse sekunder. Så trådte han pludselig frem mod hende i en meget abrupt bevægelse og hævede en hånd mod hendes ansigt som ville han enten slå hende eller kærtegne hendes kind, men stoppede et par centimeter fra hende.

"Tell me Miss Night. Are you afraid of me?"

Stemmen havde fundet et dybt toneleje og selvom ordende blev sagt udladede med hverken noget der tolkes som venlighed, fjendtlighed eller mangel på nogle af de ting, så ville de fleste finde det utroligt intimiderende at nogen kom så tæt på dem, og der var også en hvis chok-effekt i at det blev gjort så hurtigt og komplet ud af det blå.

“I hide from a lot of things sir”

Hendes stemme var lille, på grænsen til slet ikke at være der. Hans manglende fodspor bekymrede hende en smule, ingen væsner havde den evne, i hvert fald ikke et væsen hun endnu havde mødt, kun genfærd, men denne mand virkede ikke til at være et sådan væsen.

Or have a grown in to a believe in what spirits are.. can he be one?

“Zeus tricked her to believe he was Artemis.. how could she have known better?”

Med vilje brugte hun gudens græske navn, intresseret I at høre hvad denne fremmede ville sige, om han ville ligge mærke til at hun faktisk rettede en smule på ham, eller om han var ligeglad med denne ene detalje.

Med Gravediggers ord i tankerne, vendte Kallisto blikket imod himlen for at kigge på stjernerne, de to omtalte stjernebilleder var endnu ikke kommet frem, men inden for et par timer, ville de indtage deres plads på himlen over dem.
Som hun sænkede blikket igen, registrerede hun at manden kiggede på hende, hun forsøgte at møde hans øjne, se hvad der gemte sig i det, prøvede at vurdere om han var en sjæl eller ej

”Its in the darkest places, that the brightest light always shine.. so way not flee to the dark, where no one will look for you?”

Hun skuttede sig en smule, denne samtale gjorde hende nervøs, hvert ord denne mand sagde, kunne bade betragtes som en trussel, eller som et venligt spørgsmål. Intet ved manden synes at afsløre for hende hvad han var.

”I dont believe anything can kill a god.. therefor my only hope must be, that I never catch a god eye, specially not one who is married.. even though I haven’t made a promise like Kallisto.. I wouldn’t like to be turned into a bear because I shared my bed with a man or woman..”

Hendes hjerte var begyndt at banke, pulsen steg og hendes åndedræt blev hurtigere og mere overfladisk. Hendes øjne afvej ikke fra hans i det han bevægelse kom, hendes øjne blev end ikke lukket som hånden nærmede sig eller stoppede. Chokket havde fået hendes krop til at låse sig, kun hendes øjne flammede af trods.

”I am”

Hendes ord var små, men de var ærlige, intet denne mand havde gjort, havde bevist for hende at han ikke var farlig, hans evne til at kontrollere enhver følelse var det som skræmte hende mest, for hvilken skabning kunne det, kun dæmoner havde så meget kontrol, og det var hun næsten sikker på han ikke var.

”I am scared because i dont know who you are, or what you are.. I am scared of a lot of things, and even a tiny hope of protection can make it possible to sleep at night.. now tell me.. should I be afraid of you sir.. a man with a name as Gravedigger, don’t scream trust me.. so.. shall I be scared of you”

Hendes stemme var startet med at være Ganske lille, voksede sig hurtig mere fast I det, men inden hun var færdig var hendes stemme næsten forsvundet igen. noget ved denne mands øjne fik hende til at ønske sig et andet sted hen, ønske at han ikke kiggede på hende som om han kunne se hendes inderste væsen

Only a god should be able to do that

Manden sukkede med et lille tilfredst smil. Dog kom ingen ånde ud af hans mund.

"Good. Fear sharpens the mind"

Da hun rakte ud med sit væsen for at fornemme ham var der ikke det sygelige, altopslugende mørke der syntes at trække alting til sig for at fortærre dem, som kendetegnede dæmoner. Ej heller syntes der at være tale om en vampyr, for dét ville Kallisto have kunne fornemme på flere meters afstand.

Pludselig var det som om Kallisto havde taget et par solbriller af og nu så verden i en smule mere klare farver. Mandens skikkelse flimrende og glitrede svagt. Han smilede, trådte et par skridt tilbage og lukkede kort øjnene.

"Finally you recognize me..."

Sukkede han i hvad der næsten var en hvisken, men var det faktisk en hvisken eller var stemmen kun noget i Kallistos hoved?

"No one will look for me. No one will ask the right questions. Not even you. You spend so much time hiding you are forgetting to see where you are going."

Da The Gravedigger åbnede øjnene igen syntes de at glitre med samme lys som der lå omkring ham. Han rynkede let sine bryn.

"Miss Night. You should be afraid of allot of things but I am not one of them. This shape is very hard to keep together, and all this light makes me feel terribly exposed."

The Gravedigger lød træt og så faktisk ud til at være ubekvem. Han skottede rundt. Men nu var der pludselig en del der gav mening. En ren sjæl, selv i følgeskab med en engel ville kunne føle sig udsat. Han fulgte hende og hun havde fulgt ham. Hun havde ikke gjort krav på ham eller pådraget sig at hjælpe ham hvis der var noget der holdt ham på dette plan. Det betød teknisk set at enhver med forstand på sjæle ville have potentialet til at kunne se ham eller føle ham - og hvad værre var, tage ham.

"If you don't wanner be like the real Kallisto you should stop sleeping with people who's mates are actually capable of turning you into a bear. The sanctity of marriage have been broken, although you didn't know. Histories are repeating themselves. But that is your story, and not mine to tell, little star"

Sagde han, atter med det lille smil og de alt for vidende øjne. Eller sagde han det? Havde hans mund bevæget sig?

I didnt say anything.. then he most see and hear what i do not speak

Hun knep øjnene en smule sammen da lyset et øjeblik generede hendes øjne der havde vendet sig til mørket, hun var ikke så van til at sjælene opsøgte hende længere, så mange år siden var det at en sjæl var kommet til hende på denne måde.

Et mere løst udtryk kom omkring hende, da det blev klart for hende hvad han var, at han kom til hende måtte betyde at ingen dæmon endnu havde fået fingre i ham, men om han kom for hendes hjælp, eller han kom for at hjælpe hende, var uvist for hende.

”The only reason they dont look, is because they dont know you are here.. maybe I don’t know the right question, there are so many.. and you are right I spend time hiding, and I have forgot where I was going for a long time”

Hendes stemme var på en gang træt, men hendes holdning var lyttende og gjorde det klart at hun tog til sig hvad han sagde til hende. Som hun kiggede på ham og så ham for det han var, gik et lys op for hende. Hun havde glemt sine forpligtelser, glemt at det var hendes pligt at hjælpe samtlige sjæle fanget på jorden.

”How can i help you? why are you still on earth?”

De to spørgsmål fløj ud af hendes mund inden hun indså det. I hovedet gik en artikel igennem hendes hoved, en mand hun aldrig havde mødt var død, en graver

Maybe this is him? Maybe its not

Hun kiggede betænksomt på manden som kunne være graveren Ludger, men hun havde aldrig mødt denne person, så hun vidste ikke om dette var en mulighed og hvis det var, burde hun vel om noget spørge hvordan han døde, da dette havde syntes at være uklart I den artikel hun havde læst.

”If you are not bound to a person, demon or angel, do you mind if i Claim you, so no demon can do that?”

Hun havde ikke gjort dette med en sjæl der vidste noget før, så for hende var dette en førstegangs oplevelse, de fleste sjæle vidste intet om denne verden, kun jægerne og de plejede bare at lade hende sende dem videre.

”What are you talking about? I havent sleeps with any married people, not to my knowledge.. not even one in a relationship”

Han forvirrede hende, på en gang var hun forvirret over hvordan han var begyndt at virke som om han var ved at forsvinde, som om han havde været et foster af hendes egen fantasi, på den anden kunne hun ikke lade være med at gennemgå over 300 års sex partnere i hovedet, nogle få havde været gift, men det var alle så mange år siden at de burde være døde.. kun en skabte tvivl i hendes hoved, Diana. Hun blegnede lidt da navnet gik op for hende.

Did he call Artemis for Diana for a reason? No way, she spoke like she wasn’t with anyone.. like men hurt her.. but she is the only one you have been with for 8 month

“I didn’t meen too..”

Et øjeblik lignede englen en der kunne falde fra hinanden, var hun ved at grave sin egen grav, som nymfen havde gjort?

”How do you know this?”

Forvirringen i hendes stemme var klar, frygten i hendes øjne skinnede igennem, kun hendes Holdning lod ikke til at være berørt, idet hun stadig følte at hendes krop var gået i baglås

The Gravedigger nikkede let da hun bekræftede at hun havde brugt længe på at gemme sig og ikke at huske.

"Miss Night. You are not listening to what I am telling you."

Han virkede mere insisterende nu.

"No one will look for me. No one will ask the right questions. Not. Even. You"

Så bredte det sære smil sig til et chesire-grin, og pludselig lød mandens stemme klart og tydeligt i Kallistos bevidsthed.

And yes, I am most definitely that guy you've seemed to been reading about. But if you don't mind, I kinda prefer to pretend I'm talking. This feels intrusive and it makes me feel less human, which is quiet fitting because I'm not anymore. Or am I?

For første gang virkede det som om graveren var usikker på et eller andet. Han rynkede sine bryn og rystede let på hovedet som var det egentlig også underordnet lige nu. De rynkede bryn blev endnu mere rynkede da Kallisto fremsatte sit spørgsmål. Graveren lagde roligt armene over kors og rankede sig. Og rankede sig. Ooooog rankede sig? Hans skikkelse virkede pludselig meget højere og bredere end tidligere. Det var ikke fordi der pludselig stod en gigant foran Kallisto, men det virkede som om en mand med afslappet let sammensunken holdning for første gang havde rettet sig op i sin fulde højde og taget røven på alle dem der var omkring ham tl at se det - men derudover var det også som om at han lige blev en anelse højere og bredere. Faktisk mere end en anelse.

Fra naturens side var graveren faktisk ikke den højeste blandt menneskeracen. Han havde faktisk ligget lige i underkanten af hvad der ellers blev anset som normal "god" højde hos en mand. Ludgers lettere korpulente skikkelse kunne lige knibe sig op på omkring de 172 cm. Han var en tætpakket mand og nu hvor Kallisto ikke var i tvivl om at manden faktisk var graveren så var det pludselig heller ikke svært at forestille sig en slægt bestående af groftskårede arbejdsheste. Selvom ordet arbejdshest ikke normalt betød at folk lignede heste, så kunne Kallisto lige pludselig efter dét se den sære men på mange punkter særdeles passende lighed mellem Ludger og en Canadian Horse.

"Small, but robust, hocks of steel, thick mane floating in the wind, bright and lively eyes, pricking its sensitive ears at the least noise, going along day and night with the same courage, wide awake beneath its harness; spirited, good, gentle, affectionate, following his road with the finest instinct to come surely home to his own stable. Such were the horses of our fathers."

Kallisto vidste ikke helt hvor hun kendte citeringen fra og om det var noget hun fysisk havde hørt selv eller om det var noget hun havde læst, men der var en snert af noget stolt over det var blevet sagt. Eller skrevet?

Hvoromalting var, at Lugder pludselig ikke virkede til at være 172 cm. længere. Han var pludselig vokset til en små 2 meter i højden og havde samme drøje statur som før. Det var ikke fordi han direkte lænede sig ind over hende og stirrede ned på hende, han stod præcis det samme sted han havde gjort før, men der var alligevel et eller andet der fik englen til at føle at han tårnede sig højt over hende og stirrede næsten indædt ned på hende.

"You may must suddenly not claim my soul Miss Night!"

Virkede stemmen dybere og tordnene? Det virkede som om der kort gik en gnistren af elektricitet igennem eller hen over graverens skikkelse, som pludselig virkede til at stå skarpere mod virkeligheden? Det føltes...forkert. Fordi Kallistos liv havde været i en form for dvale som hun ikke havde husket før indenfor det sidste halve år tog det det et par sekunder at sætte en nål i det "forkerte". Så huskede hun fornemmelsen. Fornemmelsen af noget vredt. Noget der var blevet så vredt at det havde krydset grænsen mellem at være en sjæl og til noget....forkert. Meget meget forkert. Og lige i dét sekund anerkendelsen bundfældede sig i englen forsvandt den korte gnistren og graveren virkede ikke længere til at stå skarpt mod verdenen i sin form.

"di-...yo-...I'm not a horse!"

Lød det så i en yderst indigneret tone fra manden, som på mest forunderlige vis formåede at halvskule og have et let underholdt glimt i de mystiske og vidende øjne.

"However, you may claim protectionrights until my business here is over with....if you wish?"

Det blev fremsat med en snert af stål i den første del af sætningen som om den blotte tanke om "rettigheden" til hans sjæl var et meget omtåleligt og potentielt let-provokerbart område at bevæge sig ind i. Sidste del af sætningen lød som en blanding af et spørgsmål og et tilbud.

"Well Miss Night. Let's just summon it up like this. When you are fortunate enough to be unrestricted by mortal laws a veil is liftet. If you are unfortunate enough to be on Deploratus when that happens..."

Han så sig let rundt, skuttede sig, så på Kallisto igen og sukkede så på en næsten frustreret vis.

"If I had just known a drop of what I can see now...I actually thought I had more of it all figured out. And I think I'm not really supposed to be talking to you, or anyone else about it? But luckily I've always been a very selective listener. What are they gonna do? Kill me?"

Graveren begyndte at le på en hjerteligt og let smittende vis. Sammen med latteren skrumpede han ind og vendte tilbage til en skikkelse der var en god del mindre end englens. Han skævede mod himlen igen og latteren døde ud.

"And talking about seeing and knowing. Kallisto. You don't want to be here in about 3 minutes from now. So unless this fake shopping of yours are something you want to get really exciting I suggest you get away from the nes-...darkness! The darkness!"

Det var ret tydeligt at han faktisk ville have sagt noget andet, men enten fortrød i sidste øjeblik eller faktisk ikke kunne sige det der som udgangspunkt havde været hans intention. Der var dog ikke så meget at være i tvivl om for han viftede af hende med hænderne som forsøgte han at genne hende i en bestemt retning. Eller var den tilfældig? Eller var den helt bestemt men skulle bare virke tilfældig?

”I must admit, i am not sure what you are telling me sir.. who is no one? And what is the right question? I want to help you, but you have to tell me how”

Alt ved englen viste at hun var usikker I det hun sagde, ikke så meget over sine ord, men meningen I dem, hun prøvede at finde ud af hvad det var denne sjæl ville have fra hende. Men hun var ude af træning, normalt kunne hun bare sende dem videre, men hun var ikke i tvivl om at dette ikke var en mulighed med denne mand, han havde noget han skulle og indtil det var gjort, ville have blive på dette plan.

You are a human soul, but you can become something else

Hendes tanker var ikke ment til at besvare mandens spørgsmål, for det ville hun aldrig kunne, for hende var han en sjæl, og sjæle kunne udvikle sig på forskellige måder, dog havde hun aldrig set en der blev levende igen, men det ville ikke under hende hvis det var guds vilje, at en sådan genopstandelse kunne ske.

Overraskelse viste sig i englens øjne, som manden pludselig tårnede sig over hende, ikke bare hans kropslige holdning syntes at ændre sig, også hans åndelige, af denne grund kom citatet til hende.

Fitting, he is proud of his being

Englen krympede sig en smule ved mandens ord, for hende var det underligt med sjæle der svarede igen, hun var ikke van til det mere.
Frygten begyndte at fylde hende som manden blev vred, det forkerte ed det skabte minder hun helst ville glemme, frygten for at fortiden skulle gentage sig, som han havde sagt, havde nær fået hende til at løbe og efterlade ham, men hun vidste at hun skulle komme sig over sin frygt, denne sjæl var ikke gået over og blevet forkert i nu, han var stadig en ren sjæl og alle rene sjæle kunne hjælpes og sendes videre i et stykke.

”I didnt say that”

Det var underligt at forsvare sig for noget man egentligt ikke havde sagt, men tanken havde været der, og han vidste det, englen havde på dette tidpunkt accepteret at denne sjæl havde adgang til hendes tanker, sikkert også hendes følelser, men før hun havde fået et bevis for dette, kunne hun kun bruge sin vide om sine tanker

I have to be careful not to think about stupid things

Mandens humør svingninger forvirrede englen en del, den lange periode uden sjæle, havde gjort at hun ikke længere var forberedt på de humørsvingninger en stærk sjæl kunne gennemgå, men noget ved denne sjæl gjorde hende rolig. Så når han smillede til hende, faldt hendes ansigt tilbage til et smil.

Always eager to entertain

”Then i will do that sir, i will help you and do my best to make sure no one hurt you”

Igen kom tanken om en hest tilbage til hende, måden han reagerede på, mindede hende om dem, stolte dyr der ikke ville finde sig I at andre bestemte over dem, et dyr hun kunne forstå.
Hans ord forvirrede hende, selvom hun var blevet advaret om at Deploratus var et samlingssted for alle væsner, havde hun endnu ikke oplevet ting der ville afskrække hende det store, men denne sjæl måtte vide en del mere end hun selv gjorde, ellers ville han ikke sige det på denne måde.

”You confuses me right now sir, i am an death angel, made to help souls.. who say you cant talk to me?”

Forvirringen var tydelig at se I englens ansigt og holdning, men som manden begyndte at le, kunne hun ikke lade være med at le en smule med ham, for på sin vis havde hen ret, de kunne ikke dræbe ham for at straffe ham, men hun var klar over at der var mange andre måder at straffe folk på.

Fuck this.. just follow him.. trust the soul.. and make sure he is in front of you

Hans ord skabte nok usikkerhed I hende, til at hun begyndte at bevæge sig I den retning han gjorde tegn til, fulgte den retning som graverens viden sagde de skulle tage, hendes første tanke var dog på alle måder

Fly, fly, fly away, not run fly

Hun håbede bare at denne sjæl vidste hvor de skulle hen, for hun ville helst ikke være fanget midt I det hele, specielt ikke med de væsner som fandtes rundt omkring på disse øer.

”where are we going, and what was coming back there?”

Englen havde sat farten væsentligt op, gjort klart til løb hvis dette skulle gå hurtigere end hvad hendes egne lange ben kunne klare.

Graveren virkede forvirret over hendes spørgsmål.

"Did my english become slurred after passing? No one will come look for me. No one will ask the right questions. Is that very hard to understand? I can't tell you the answer to that question. I am not a teacher anymore"

Det virkede som om han uden problemer fulgte hendes forskellige tanker, følelser og overvejelser og uden hensynstagen til om det var en invasion af englens privtliv eller ej. Han var en sjæl og han arbejdede med hvad han fik. Det var ikke ham der havde lavet reglerne.

"Of course I am proud. I did many things others wouldn't have. I chose my path, and walked it untill I could no more, but still I payed my dues."

Han skævede til hende med et skævt grin imens de atter havde nærmet sig kapgang.

"You can think all the stupid things you wish to. It doesn't bother me. I do however think you are a little silly."

Han så overvejende ud.

"I don't know if I can be hurt like this? You tell me? I've never been dead before, as far as I know!"

Han rystede på hovedet og lo, atter bevisende at han ikke var menneske for så meget som han talte og i det tempo de bevægede sig, burde han have højrøde kinder og dampen burde stå ud af munden på ham, hvis han overhoved ville have vejr til alt den snakkesagelighed.

"Little Miss Night. You are not a dead angel. You are an Angel Of Death. Big big difference. And yes some of you help souls pass. Some of you don't. Deploratus have a substantial number of angels but you've become so good at hiding that you even hide from each other. Many angels don't serve their purpose anymore. They try to be human. Humans get corrupted. Then angels get corrupted. And call me crazy, but I don't wanner hand me over to a corrupt being. There is a alarmingly number of very unholy angels. I don't really get why God don't just..."

Han lavede en fejende bevægelse med armen som henledte tanken på en yderst effektiv men uselektiv måde at rydde et bord på.

"If he could with humans who are his most loved creations, the why not you? And by the way. Fly all you want to. I found you, now I'm just gonna keep following. You are a little silly Kallisto. But I'm becoming more and more sure that there is no way that you could be the true Kallisto. And yes trust me. It will make everything much easier. Think of it this way, if I came to you then why would you fear me?

Han rynkede let på næsen og spændte musklerne omkring det ene øje imens han lod til at overveje noget ganske kraftigt.

"Althouuuuuuuugh...I could of course be a black soul who was captured by a demon, getting out of my deal by brining it an Angel of Death...interesting. I never thought of that before. Can a soul lie? Hello Kallisto I am Santa Claus and President of Deploratus..."

Graveren så sig lidt om som om han forventede et eller andet dramatisk skulle ske eller noget skulle stoppe ham i løgnen. Han rynkede brynene let. Hvad han ikke selv lod til at fange og hvad Kallisto skulle være virkelig rap og opmærksom for at fange, var at Lugder et kort øjeblik havde ansigtstræk der virkede dybere skåret. Som om alle naturlige fure og konture af ansigtet var en smule mørkere, skyggefulde. Men det var i en fraktion af et hjerteslag før det var borte.

"Hm. Okay. So your job can be a bit complicated. Silly Kallisto. You really want me to walk in front of you all the time? I'm not an owl! I can't see you then"

Graveren virkede nærmest helt skuffet. Om det var over at han faktisk VAR i stand til at lyve, eller at han ikke blev ramt af en eller anden Guddommelig straf for sin synd overfor en engel var til gengæld uklart. Han sukkede let og rystede det nærmest af sig. Både skuffelsen og at englen åbenbart ikke stolede på ham, men nu havde han jo også lige bevist at han kunne lyve så han kunne jo teknisk set være ude på at lokke hende i en fælde.

"Well...There is some rules. It's too complicated for you to understand. No offence. But you aren't dead. There are different rules. Some are set in stone. You just cant break them. Others are more like...grey areas. Guidelines and what you are...advised to. Other stuff are not described at all. There are things I can do, things I can tell. I can't tell unless you ask. And even if you ask, you have to ask the right questions. Aaaand some of those questions I'm not allowed to answer because there are details"

Graveren virkede ganske utilfreds med det.

"Like...I can't tell what I advised you to move away from. But I can ask you a questions according to the rules.

Ludger havde atter et chesire-grin fra øre til øre og så ud til at finde det intet mindre end fantastisk underholdende at finde måder hvorpå han kunne tage reglerne, krølle dem sammen og kyle ad pommerens til, men samtidig smile høfligt og proklamere at han aldrig havde brudt dem.

"Soooo. What goes bump in the night, and really love the Canadian winter because of the lack of the sun? Oh and you know, your feathery fellow-fliers, what do they put their eggs in? That one little word have seemed to have escaped my memory right this second..."

Ulvesmilede han til englen. Kallisto fik drejet ned af en vej der stadig var borte fra det snørklede system hun havde været i tidligere. Men der var liiiiiidt liv her. Denne vej var rigtig vej lavet af brosten og ikke bare fasttrampet jord. Der var en ganske lille butik hvor der meget simpelt over en baldakin stod "Målemanden". Længere nede lod der til at være en mindre butik af en art. Da Kallisto kiggede kom en kvinde ud med en lille dreng i hånden. De smilede begge to og gik i modsat retning af hvorfra Kallisto kom.

På engang irriterede det hende at manden talte til hende på denne måde, men alligevel vidste hun at det var nødvendigt, hun vidste der var regler som skulle overholdes, men de sjæle hun havde gjort sig i det sidste halve år, havde ikke kendt reglerne og var alle villigt taget videre, noget denne mand havde gjort klart han ikke ville før han var færdig med hvad end han ville. Det var på samme måde hun tænkte om det faktum at han uden videre læste hendes tanker og brugte det imod hende, sjæle behøvede ikke kalde dig dum for at du skulle føle dig sådan.

”You can be hurt.. just in a different way.. its not your body its you essens who will be hurting”

Isn’t that how I was told.. and what is that freaking question.. this is a freaking mind game and I don’t know how to win it.. ask the right question and an answer will follow, if not you have to try again..

Som farten blev sat yderligere op, kæmpede Kallisto med at tage sin jakke af, så længe hun havde den på, var det ikke muligt at lette og bruge himlen som flugt vej, at selve det at få vingerne ud ville sænke hende et godt stykke tid, tænkte hun ikke på I nu.

Hendes egen puls havde for længst forladt hvile stadiet, og i stedet kunne hun mærke hvordan hendes livsstil havde gjort sit indtryk på hendes kondi

That’s it.. i am starting training tomorrow, back to shape and if lucky better than what i was eight years ago.

“That’s fair enough..”

Hendes korte sætning viste hvor dårlig form hun var I for tiden, meget længere sætninger end det. Kunne hun ikke klare.

”he dont.. because we are flawed like our creator.. just like humans.. he would have to start over.. every two hundred years..”

Det var hendes faste opfattelse at ingen var perfekte, end ikke hendes fader, selvom han var det væsen I verden der var tættest på at være perfekt, kunne ingen være det, for hvor skulle fejlene så oprindeligt være kommet fra? Hun elskede sin fader, men som en hver anden datter, havde hun accepteret at tingene ikke var perfekte, men at han var det tætteste man kunne komme.

“He have to be kidding me.. don’t start joking now.. what was it.. Ludger.. jokes are not the time when we are running from something”

Som englen løb, havde hun opgivet at tale, hendes puls var for høj og ordene kom ud afstumpet, så da graveren allerede havde bevist at han kunne læse hendes tanker, og ikke havde noget problem med det, kunne hun lige så godt lade ham gøre det imens de løb.
Så da hun med den ene hånd holdte om sin jakke og febrilsk prøvede at få sin langærmede trøje af, var det heler ikke det store problem at hendes ord ville være blevet underlige forringet.

For englen var nød til at have sin trøje af for at få sine vinger ud, først da denne var af, kunne hun begynde processen med at folde de to styks 6 meter lange vinger ud. På engang skreg hendes muskler fordi de blev belastet, men den lettende følelse af at være fri vejede op for det. Men som hun løb røg en del af hendes fart, et offer hun vidste hun måtte tage

This must look great

Tanken var lettere sarkastisk, idet hun på nuværende tidpunkt løb i sine bukser, vingerne ude, en lyserød sports bh, et par vinger ud af ryggen og to store stykker stof og en taske i hænderne.

”Souls can lie, but it costs, don’t lie for the price is not worth it”

Igen matte hun snakke ud for rygter, denne mand var virkelig noget for sig selv, ikke nok med at han stillede hele hendes viden op på en række, så stillede han spørgsmål som sjæle normalt ikke gjorde, hvad end denne mand havde været I live, var hun overbevist om at gud havde en plan med ham.

He end up being my boss

Tanken fik et smil frem på hendes læber, et smil som hurtigt forsvandt idet han begyndte at fremsætte sine regler, hun kendte en del af dem, men de havde aldrig betydet noget for hende, men det at han kendte dem og udnyttede dem, måtte næsten betyde det ikke var en søndags tur de var ude på.

”Vampire nest then?”

hun sprang op i luften dette øjeblik, ligeglad med at følge graveren, nu var hendes vinger fri og de skulle op i luften, hun stolede på at manden ville følge med. Tanken om at hun havde været så tæt på en flok blodtørstige væsner bekymrede hende, hun ville ikke have at de fulgte færten af hende, ikke mange vampyrer kunne det, men tilpas mange til at hun ikke ville tage chancen.

Kallisto kunne kun håbe at hverken kvinden eller drengen havde lagt mærke til hendes vinger, for hvis de vendte sig om nu, ville hun være i luften og de ville se hende, men hvis bare de ventede et halvt minut længere, ville hun være højt nok oppe til det ikke blev set på samme måde. Englens plan var ikke at flyve væk i højden, men at komme højt nok op til at hun kunne se under sig, lande på en bygning, evt til solen var gået helt ned og hun kunne flyve et pænt stykke væk, men så længe lidt af solen stadig var fremme, var det ikke en mulighed for hende.

”You like a good riddle? Let me ask you a question I should have done earlier.. how did you die? And what kind of question do you want me to ask?”

Hun håbede at komme tæt nok på til at arbejde videre med det, på denne made.

Hun valgte den højeste bygning at lande på, håbede at graverens sjæl var fulgt med som han havde sagt, andet kunne hun ikke gøre dette sekund, ikke uden at afsløre sig selv for alle der skulle kigge op.

"Miss Night..."

Lød det fra Graveren der underligt nok var fulgt efter hende på en eller anden måde og allerede hvilede på taget.

"You are lucky it's snowing. Few looks up. You are being very careless. And just to get one thing straight. God is flawless. God has a plan. For all of us. You don't know the plan. You are the flawed creation. If the woodworker makes the perfect chair, and the buyer scratches the finish bringing it home in the car, it's not the woodworkers art you can blame. Only the one dealing with the chair. If humans are flawed, or angels are flawed, it's on them. Not God."

Lød det stilfærdigt. Der var atter et lille vidende smil på hans læber. Derpå lød der en stemme i hendes hoved.

A vampirenest you say? Now whatEVER made you think of such things? Specially while walking past thaaaat building?

Graveren pegede med et stort ulvegrin mod det område hvor de sådan ca. havde mødt hinanden første gang nogensinde. Derpå sukkede han da hun begyndte at stille spørgsmål igen.

"I love a good riddle Miss Night. I actually lived a life being and solving those."

Han åbnede munden igen, men der kom en bremset lyd ud af den. Han rystede irriteret på hovedet og lavede en bevægelse som forsøgte han at feje noget væk.

"I did not die. And the other question I can't answer. Try harder. Lets say you might be closing in on something important..."

Han lød utålmodig og irriteret men ikke henvendt til eller mod hende.

”If they had, they would think their eyes was conceding them, or that i was a very big bird”

Hun viste godt at dette var en løgn, de fleste mennesker ville rable op om de tog ende hos I psykiater der satte dem på medicin, men hun havde brug for at tror at det hun havde gjort var I orden, om end ikke så bare for nu.

”That might be a question about faith”

For hende måtte gud have en fejl, om end ikke andet en, for et væsen uden fejl, burde have hjulpet sine skabninger, I stedet for at udslette dem og starte forfra, hvilket gud havde gjort mindst en gang.
Hun kunne ikke lade være med at grine af graverens reaktion og stemme i hendes hoved, ulvegrinet fik ham til at virke næsten levende for hende. Hun vendte blikket imod bygningen og kiggede på området, små skikkelser begyndte at komme ud, idet solens stråler ikke længere kunne nå dem

”Thank you”

Hendes ord var udtryk for den taknemmelighed hun følte over for denne sjæl

”If you like them, can i ask for a riddle to help me figure out what the right question is? Where you killed? Or did you die of dieses?”

Graverens øjne lyste op ved englens ord. Han gned sig i hænderne og spidsede læberne imens han så tænksom ud.

"I can!
If what you read is not correct, then what is it...
If the words wrote where not done by the hand of a doctor, but done by one in a...costume...
If no one will look for me, will you?"

Graverens finger havde dullet noget i sneen. Hvis englen var opmærksom ville hun måske kunne tyde i skumringen de let skæve bogstaver som var skrevet på hovedet for Graveren, men retvendt for hende.

Morgue

"Careful little star. You sound like a doubter, not a believer. You are dangerously close to blasphemy..."

Hviskede den ældre herre stille hen for sig selv. Han så ud over byen og fik et sørgmodigt udtryk i ansigtet.

"To think...I lived a whole life here. No more. I wish I could have had the chance of seeing it from this view as a living man..."

Et lille resigneret suk lød fra ham.

"If I was an angel such as yourself. I would listen to what people tell, but especially what they don't tell. I would ask. There is allot of things you haven't asked me which I can tell you, but only if asked..."

Lidt stod englen og tænkte sig om, gåden virkede for hende som om den var delt i tre, og det var den midterste del hun havde de største problemer med, den del gav ikke den store mening for hende.

”if it is not Correct, its Wrong.. I am not sure, but a fake, a scammer.. and if no one will look for you, I wont either”

Usikkerheden I hendes svar var tydelig, og af same grund kiggede hun på graveren med lettere sunkne skuldre. Hendes øjne lagde sig i sneen, det lille ord sagde så meget, og dog så lidt. Det var frustrerende at denne sjæl ikke kunne fortælle hende mere end det her.

There are many bodies in the Morgue, wait, he shouldn’t be there if his funeral are sat, he should be in the church.

“Is your body still in the Morgue? How did it get there?”

Hun var ikke sikker på om det lille ord havde så stor betydning som hun tillagde det, men det var vel værd at forsøge at finde hove dog hale I dette.

”You always lived on the ground?”

Hun observerede lidt hvordan manden kiggede ud over byen, mest af alt skar hans ord i hende, hun ville aldrig kunne leve et helt liv på jorden, aldrig være i luften. Hun havde ondt af mennesker der aldrig oplevede det befriende sus, det var at flyve frit omkring, hvor intet kunne stoppe en.

”I know sir, but there are so many questions to ask, and only so many of them there are wright.. when was you born? How did you know about this world? Who was the last person you saw, and I am not talking about only humans.. where you killed?”

Spørgsmålene kom I en lind strøm fra hende nu

Graveren nikkede opmundrende til Kallisto da hun usikkert begyndte at nærmest tale med sig selv i henhold til de ting han havde fortalt hende. Det var svært for ham at tøjle sin utålmodighed da hun lavede en forkert konklution, men han kunne ikke korrigere hende. Hans skuldre sank en smule mere sammen og han lukkede øjnene kort.

"...yes...yes my body is still in the morgue. My body was taken there by the police, and students got to...well...it was not...hrm..."

Han rømmede sig let og virkede utilpas. Han rystede let på hovedet og sukkede igen. Så rystede han hvad end han var halvvejs begyndt at tale om af sig, og rettede sig op. Der var atter kommet et let spil i hans øjne.

"I lived on the ground, but also under it"

Der var noget ved hans kropssprog der afslørede at dette var noget der muligvis havde en ret stor betydning.

"I...I was born...Uhm..."

Han gned sin hage med den ene hånd og rynkede brynene. Så rystede han let på hovedet.

"I don't remember? Time and dates are slipping away...I'm sorry Miss Night."

Han sukkede let og irriteret, men pludselig blev hans øjne spærret op og et lumsk grin lå atter om hans læber.

"But I was born into a world with no magic and no creatures. Then I was reborn, and then I knew. Knew more than I ever cared to."

Graveren så for første gang vred ud. Der gik en elektrisk flimren over hans krop og en sær duft af ozon spredte sig.

"The last person I saw...I don't know who she was. She was not alone. U-ARG! Okay okay!"

Snerrede han og endnu en elektrisk flimren gled over hans krop. Han rejste sig op. Virkede han større igen?

"Remember! Read the words! If they are not true, and the term killed is wrong, then what? You know it! You know what to do! And it is NOT sitting on a goddamn rooftop!"

En tagsten under ham flækkede med en sprød lyd. Lyden fik ham til at fare lidt sammen og kigge ned. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt ned i lungerne. Lugten af ozon forsvandt igen.

I'm so very sorry Miss Night. I do apologies for that. It is not your burden to bear, but I am not used to this form and the restrictions that comes with being between worlds. Forgive me my...temper...

Lød det brødebetynget og træt i hendes hoved. Graverens ansigtsudtryk imens han atter stirrede ud over byen var sorgfuldt, men det virkede også som om han skammede sig over noget.

Hun lyttede til hans ord, men det var tydeligt at englen ikke længere havde den øvelse som det krævede for at have med de døde at gøre. Det eneste hun kunne gøre, var at våbne sig med tålmodighed og håbe på at hun med et mirakel forstod hvad han prøvede at fortælle hende.

”Why did you write that in the snow?”

Hun hentydede til ordet Morgue som han havde skrevet, hendes øjne fandt også sigende ordet for at gøre det klart for ham vad hun hentyde til. Ikke at hun troede han ikke ville forstå det.


”What do you mean by lived under the ground? And where is on the ground?”

Englen var ikke sikker på om hun lagde for meget I at graveren syntes at have lagt en smule vægt på orden on, men nu ville hun forsøge. Tanken om hvad denne sjæl kunne blive hvis den var sur nok, skræmte hende en smule, og det var ikke på nogen god måde.

”What do you mean with Reborn? How did this reborn function, like your mind? You body? How did you be reborn?

Tanken om en genfødsel var underlig for englen, så hun håbede at det var en form for metaphor for noget andet. Måske en åbenbaring, helst ikke en dårlig hændelse

Duften af ozon nåede hendes næse, frygten begynde at side på hendes hud igen. hun havde ikke lyst til at denne sjæl skulle udvikle sig til en poltergeist, hvilket fulgt ud var en mulighed hvis hun blev ved med at pisse ham af, også selvom det var et uheld. Men nu vidste hun i det mindste hvilket emne hun burde undgå for nu.

”Who are they, and where you murdered?”

Hun tænkte lid tog blev så forbavset over noget der var gået hende forbi, der havde intet stået I artiklen om at han var blevet myrdet, der havde stået død af naturlige årsager. Og han havde skrevet det skide ord, måske der stod mere i papirerne derfra, måske noget som kunne hjælpe hende til at finde ud af hvad den kvinde han havde hentydet til var. For intet af dette virkede naturligt længere.

”its alright, i understand your frustration.. but so many things are odd in this.. you don’t seem like a person who died a natural death, and if you don’t mind, I would like to read the report they have made on you.. I would like to go to the Morgue and see what have been done”

Hun kiggede lidt ud I luften, så hvordan mørket efterhånden lå over byen. Endnu engang spredte hun sine vinger ud, turen ville være for lang til bens, og det ville være dumt først at gøre det i morgen, ting kunne hurtigt forsvinde i denne verden, og englen vidste at der måtte være en sikkerhedsvagt og så længe denne var menneske, kunne hun sagtens komme ind til de papirer hun ville læse

”You want to come with me? You said my job wasn’t to sit on a rooftop all day, and its dark enough to fly that distant”