Hunden i bur. [The Shadow] [Privat]

Kaos-NPC: Tilstedeværelse frabedes.
Tråd-status: [The Shadow] [privat]
Indhold:

Dato: 3-3-14
Tid : 20.52
Årstid:Forår
Vejr: Mørkt, koldt, fugtigt - med en tendens til let blæst.
Sted: Udenfor internatet i Sheria
Omgivelser: Parkeringsplads.
Påklædning: Lang læder jakke, og et par gode gå sko.

Hun havde netop fået fri, da hun sad i hospitalets kantine og bladrede igennem dagens avis. Der gik ikke lang tid før hun næsten, på magisk vis, bladrede om til siden med dødsannoncer. Hun havde et bizart forhold til dem. De døde mennesker der lå bagved, og bare ventede på at blive pakket ind i silke og træ. Med mindre de blev brændt, altså. Hendes tanker vandrede langsomt hen imod det uundgåelige, sådan gik det hver gang hun så på dødsannoncer: Hendes søn. Men i aften var anderledes, hun så annoncen om den døde graver - en mand, hun overhovedet ikke kendte, men kun havde hørt omtalt. Hun læste den omhyggeligt; det plejede hun ellers ikke - normalt skimmede hun kun artiklerne for bestemte ord. "Mystiske omstændigheder", var noget der i den grad fangede hendes opmærksomhed.

Hun havde ikke lyst til at tage hjem, der var alt for stille, alt for... Dødt. Hun fik altid kuldegysninger, når hun tænkte på hendes nye lejlighed i Seria. Hvid, kold og stinkende langt væk af alt for meget røg. Og så var det, at hendes blik faldt på hunden. *Vi håber nogen melder sig*, skrev de. *Kan lugte varulve* læste hun, uden det egentligt stod i artiklen. Hun gned sig i øjnene og læste den igen, og denne gang, stod det ganske rigtigt ikke og så huskede hun tilbage på en samtale hun havde haft med Joe, omkring en mand, der havde en hund, der reagerede på varulve. Hun var stadig ikke helt overbevist om at sådan nogle ting fandtes, selvom hun efterhånden havde dræbt dem i en del år - men hvis den kunne, var det da enormt sejt, tænkte hun for sig selv... Hun vidste at denne hund måtte hun eje. Hun kiggede på uret: 20.00 - hun vidste ikke om internatet havde åbent endnu, men hun besluttede sig for at finde ud af det.

Hun fandt den nærmeste bus og satte afsted mod internatet.

Hun ankom langt senere, og fandt ud af, at de allerede havde lukket. Hun bankede på døren - måske var hun heldig at der stadig var nogen derinde. Uanset hvad, havde hun allerede besluttet sig for, at hun ville blive der indtil om morgenen, for man vidste aldrig hvad der kunne finde på at hente sådan et dyr, i mørket.
Hun hamrede på døren "HALLO!", råbte hun  "ER HER NOGEN?!". Hundene indenfor begyndte at gø.

"SHUT UP!"

Blev der brølet et sted indefra. Et sted hørtes et brag da en dør blev braget op.

"FEEDING IS OVER! NOW WHAT IS ALL THIS RUCKUS ABOUT?!"

Det var ret tydeligt en brølende mandlig stemme og en stemme der kommunikerede til dyrene på internatet og åbenbart ikke havde fanget der var nogen udenfor.

Mageret blev forskrækket. Hun havde ikke troet der ville være nogen. Da dyrene blev stille, bankede hun igen på, denne gang uden at råbe så højt, og denne gang også lidt mindre ivrigt end før.

"Hello Mister?", prøvede hun, lidt forsigtigt.

Trin lød, en raslen af lås, og så blev døren flået op.

"IS THERE A FIRESOMEWHERE?"

En lettere skravlet mand der lignede han havde stukket en finger i en stikkontakt, hvilket havde en lettere uheldig effekt med det grålige mangelfulde hentehår han havde tillagt sig, stirrede ud i mørket igennem et par bittesmå briller der sad så langt ude på hans næsetip at fysikkens love næsten tiggede om at de skulle ryge af om lidt.

"OH, JUST A SECOND MISSY"

Manden rakte op og pillede tilsyneladende ved sit øre. Jægeren der var uddannet sygeplejeske ville hurtigt kunne genkende det som et høreapperat. Manden så lidt forvirret på hende derpå ned af den ene side af vejen derpå den anden.

"Are you lost or in trouble young lady?"

Spurgte han med et vagtsomt blik, han pillede ved noget ved siden af døren, men det var ikke til at se hvad det var siden han ikke havde åbnet døren helt.

Mageret smilte uskyldigt til ham.

"No, no trouble - Im here about the dog from the paper. Im new in town, I didnt know what time you´d close, didnt mean to weak you up, sorry - would it be better tomorrow?".

Hun sagde det lidt højere end før og kiggede op på ham, med sine store blå øjne.

Hun viste ham artiklen om den døde graver og pegede på hunden

Han nikkede voldsomt så man kunne være bange for at det lidt for store hoved ville knække af den lange tynde hals om lidt.

"Yes yes! Much better! Visitinghours are between 12 and 14"

Hans hånd kom tomhændet til syne og han prikkede på glasset på døren hvor det ganske fint stod internatets navn, telefonnummer og åbningstider for dyrlægen, butikken, og adoption. Hvilket alle var forskellige dage og forskellige tidspunkter. Dog var adoptionsåbningerne dagligt.

"The poor things have to have been feed, walked and the cages cleaned before we let people in you know. 10 day policy. Then it's nighty night. We don't have much space you see. A shame. Such a shame. One should not leave a dog behind. Poor fellow. He didn't even have a nametag you know! But purebred and all! If I was a young man I would have taken him myself. But such a large dog needs a firm hand and allot of exercise. I barely walk to the pub and back again!"

Manden smågnækkede for sig selv og en lidt sur lugt af cigarånde stod ud i hovedet på kvinden, der også ved nærmere eftersyn kunne konstatere at det yderste af mandens fingre var nikotingule, hvilket tydede på at der også blev røget cigaretter uden filter.

Hun grinte lidt af hans joke.
"Oh well, then I must come back"

... Hun var lige ved at vende sig om at gå, men måske kunne man skrive sig op...

"Do you have a list? For the dogs, I mean".

Hun kiggede udfordrende på ham, og bød ham en smøg.

Det var nogle meget ivrige fingre der tog imod smøgen og da han ivrigt babbede på den afsløredes der et par tænder der så mere mørkebrune ud end noget som helst i en mund burde være.

"Uuuh uuuuh uuuuh...a list? Foooooor...the dogs?"

Gentog han, åbenlyst forvirret.

"A list for what, for the dogs? we have a list over the dogs in the cages? We have a list over the dogs ready for adoption, one for those who is going to the chamber - their souls rest in peace"

Remsede han op

"A list over their health, a blackboard over what food and how much they should have according to the vet"

Det var ret tydeligt at hvis manden ikke blev stoppet så kunne han sikkert bruge 3 timer på at opremse hvilke lister de rent faktisk havde i huset.

Hun smilte til ham igen, lettere anstrengt.

"A list for people, who want to adopt a certain dog, I mean"

Hun kiggede lidt rundt, måske var der nogen der lyttede.

"Maybe, if it´s not to much too ask, I could see him today? You know, If I´m going to adopt him anyway... It´s long trip from the hospital all the way down here".

"Oh? Ooooh! Well we don't have many people who want the same dogs. Usually. That black one is a fine one indeed though"

Manden syntes at tænke sig kort om.

"Hm. You can see him now. If you don't tell. I could make a new list. Oh yes. A list. Adoption-waiting-list"

Han så ud som om han lige havde fået en forsinket julegave.

"But you must understand Missy, I don't actually deal with the adoptions. I'm only the caretaker. I live upstairs. The vet is my nephew. Fine young man indeed. I was once. Before the loss of sight, and hearing, and the legs aren't what they once where either. Growing old...avoid it if possible!"

Han gnækkede igen, åbnede døren lidt mere og vinkede hende indenfor.

"Oh yes, such a long way Missy. You could come upstairs with me?"

Så gnækkede han endnu højere end før.

"It's been a long time since I've had a lady in my home"

Mageret sank en klump. Hold da op, sikke en gammel nar, hvis han virkeligt troede at hun gad at have noget som helst med sådan en nikotingul, døv, tilbagestående olding, så tog han da i hvert fald grueligt fejl... Hvor kunne man føle sig nøgen, uden sin pistol, eller i det mindste en peberspray.. Men måske var det slet ikke sex han ville have? Måske var det noget spændende og brugbart, om han havde?

Hun tog et skridt væk fra ham og den åbne dør.
"Oh mister, Im not that kind of girl"

Hun tog mål af ham; kunne hun tackle ham, hvis det blev nødvendigt?
Hun var nød til at forsøge.

"But allright, let me see the dog"

Den gamle mand så helt forvirret ud et øjeblik.

"Uhhh...uhhh...uh...Not that kind of girl? Not a lady...?"

Manden så pludselig helt forkert ud i ansigtet.

"Are you one of them crossdressers or ladyboys?"

Han så mistænksomt på den unge blonde kvinde og fumlede atter ved et eller andet uden for synsvide.

"...or maybe one of these individuals who the sexes and the changes and the operations?"

Han havde helt glemt cigaretten i mundvigen i den lidt slappe ældremandslæbe og askestangen blev længere og længere, men syntes at trodse fysikkens love for den brækkede ikke af. Han virkede pludselig slet ikke så interesseret i at få hende indenfor i dette sekund.

Margeret skulle virkeligt anstrenge sig, for at holde masken. Sikke en gammel tosse. Hun forsøgte at stille sig, så hun kunne få et lidt bedre udsyn over hvad der skete bag døren, men det lykkedes hendes ikke rigtigt.

"Well.. Im a woman, if thats what you mean.."

Hun kiggede lidt opgivende på ham.

"Are you going to show me the dog or what? I haven´t got all nigth".

Øjnene blev klemt en smule sammen i en mistænksom stirren.

"Are you sure?"

Så rystede han på hovedet.

"And what would I use it for if you where not? Demand it? I could ask you to lift up your shirt but that would just be so...no, nono"

Så gnækkede manden igen, og asken knækkede endelig af ved mundbevægelserne. Han stirrede på den blonde kvinde med en anelse stridbarhed at læse da han tog cigaretten ud af munden.

"Are you sure this is the dog for you? Such a large animal and if you lost your patience already..."

Han lod sætningen hænge sigende i luften.

"Besides...You haven't even told me your name yet. That's very rude young lady. Specially when you come to the door asking for favours when we are closed. Manners. No one have any manners these days. No names, no presenting nothing!"

Manden lod ikke til at være vred overhoved, blot oprigtig skuffet og måske endda en smule stødt? Hvis hun havde været i tvivl skubbede manden faktisk den tykke underlæbe en smule ud så han habde en vis lighed med en enten mobset lille dreng, eller en der prøvede at trykke på de rigtige fedterøvsknapper. Om han rent faktisk lavede hundeøjne var en smule svært at finde ud af med de små briller på næsetippen der simpelthen nægtede af bukke under og falde til jorden. Til gengæld trykkede de spidsen på næsen sammen i en lille nærmest rund tip. Han udgjorde den mest underlige statur med det vat-tottede hentehår der lignede det har fået stød, det store hoved, de tykke læber og den alt for høje og ranglede skikkelse.

Til gengæld var det ikke svært at forestille sig han muligvis var forholdsvis ensom hvis han bare tussede rundt på et internat som "ham der engang havde været en storslået dyrlæge, men nu boede et sted på området og kunne kigge efter dyrene om natten - hvis han ikke gik i vejen".

Nogle mennesker formåede at være gamle og se unge ud. Nogle mennesker var unge og formåede at se gamle ud. Denne mand var uden tvivl af ældre dato, og uanset hvilket liv han havde ført så var det ikke fordi han var ældedes med ynde. Det var svært at sige om han havde haft udseenet med sig som yngre. Han virkede dog ikke som en ældre mand der var blevet bitter på verden. Der var bestemt nogle ting han ikke forstod og ikke gik ind for, men han havde mødt hende med venlighed, snakkesaglighed, budt hende indenfor i sit hjem. At han så også var lidt en særling var jo ikke Margerets problem som sådan, men han lod til at reagere ret dårligt overfor afvisninger, ultimatummer eller mangel på hvad han anså som almen høflighed.

Han løftede stumpen af smøgen tilbage til den hængemule han havde fået lavet og tog et prøvevist bap på den med et lille suk og så ned. Han havde nogle næsten blankslidte træsko på. De havde engang været sorte, derpå var malingen skallet komplet af. I snuden var den ikke bare skallet af, men direkte slidt af. Derpå havde sikkert flere års brug ridset træet, og slutteligt slidt det så det virkede nærmest helt poleret. Det var også her det gik op for Margeret at manden faktisk kun havde sok på den ene fod, og at den han havde på var skvattet ned omkring anklen på ham. Bukserne var lidt for store til den meget slanke, ranglede mand, og tydede på at han enten havde købt for stort tøj, eller at han faktisk havde været større af statur på et tidspunkt, og derefter tabt sig i enten fedt, muskelmasse eller begge dele. Selv på trods af selerne der holdt dem oppe formåede han at have hængerøv i dem. Nogle underligt mosegrønne fløjelsbukser som sikkert havde overlevet hele vejen fra 70erne. En tyk rødternet, foret skovmandsskjorte der ikke var knappet helt op, afslørede at han også brugte de klassiske "morfar" strop T-shirts til mænd underneden.

"...uhm...yes...yes...maybe the Miss be right. If you do not wish to come to my appartment then maybe tomorrow will be better. Like I said Stranger, I can't actually give you adoptionpapers."

Hans stemme virkede lige så nedslået som hans blik var det og han ville faktisk nok virke en smule sørgelig og medynkvækkende på de fleste.

Tankerne førte tilbage på hendes egen morfar, der så tit havde siddet i kælderen og samlet frimærker, mens hun sad foran ham, med julelys i øjnene, og beundrede enhver bevægelse han havde lavet.. Hvordan kunne hun have været så mistroisk? Og så endda overfor sådan en ranglet gammel mand?

Hun kiggede ned, og sagde med en meget skylds tynget stemme

"Im Sorry, my name is Margeret - Im New around here. " hun rakte ham hånden, og håbede han ville tage imod.

De mørke tanker samlede sig inde i hende. Tænk at hun var blevet sådan én, der var på vagt overfor alt og alle, selv en støvet gammel mand, som hun egentlig burde vise respekt. Vagtsomheden havde tit reddet hendes liv, men nu var vist ikke en af gangene.

((Der er givet tilladelse til let karakterstyring))

Manden så halvt op på hende. Skævende. Der var noget usikkert spørgende i hans øjne et øjeblik der så lyste op af glæde. Glemt var hans reservation fra før og han greb ud efter Margerets hånd, med en næve på størrelse med en middagstallerken. Generelt virkede det som om hans krop var temmelig meget ude af proportioner her på hans ældre dage, men hans barkede hånd tydede på at han stadig fik arbejde fra hånden, og noget seriøst arbejde fra hånden endda.

Da han ivrigt klemte hendes hånd var det lige før det gjorde ondt, men ikke fordi han faktisk var ude på at gøre hende fortræd. Folk der lavede meget fysisk arbejde havde ofte ikke en komplet forståelse for deres egen håndkraft, med mindre der var tale om to mænd der skulle stå og lave styrkeprøve overfor hinanden.

Manden klemte Margerets hånd og rystede nærmest hele hendes arm ivrigt. Hvorpå han slap hvad han havde fingeret ved i skjul af døren og klappede hendes håndryg varmt før han gav slip.

"How lovely to meet you Miss Maggie. I'm Jonah, Jonah Stockwell. Oh don't you worry about that Miss Maggie, you'll fit right in very soon! People are very friendly around here. We have to take care of each other out here on the Island you know. Sometimes the winters can be really harsh. Friends are good to have. Come in come in!"

Jonah skottede op og ned af gaden for at se om der var nogen. Så så han kort på Margeret og knipsede derpå de sidste rester af smøgen ud på kørebanen hvor fejemaskinerne, snerydderne eller saltningsvognen ville få den til at blive et snavset minde. Han blinkede til Margeret og holdt en finger for munden på en sammensværgende konspiratorisk vis. Nu havde de en hemmelighed sammen.

"We are not allowed to smoke inside or near the premises"

Hviskede han højt som havde det været et teater. Han åbnede døren helt og trådte let til side så hun faktisk kunne komme ind. Nu afsløredes det så for Margerets blik at det Jonah havde stået og pillet ved var et baseballbat hvorpå der stod "Sheria Snow Owls" og var afbilledet et par store øjne over teksten, og på hver sin side af den nogle drabelige åbne klør til at fange sit bytte med.

Det kunne godt tyde på at der måske havde været noget der gjorde at Jonah faktisk havde ment det tryggest at have sådan et stående nær døren. det så ret ubrugt ud, ikke umiddelbart noget som man ville tænke blev brugt til træning eller til udøvelse af sport for printet på det var fint og klart i en dybgrøn farve og virkede måske lidt mere som en PR genstand eller supportting som folk kunne købe, end et proffessonelt bat.

Han ventede høfligt på at hun havde disponeret af sin egen cigaret, kom ind af døren og lukkede den derpå efter hende. Han låste den. Det var et rundt håndtag med en lille drejemekanisme der stod ud fra den. Derpå tog han den lille kæde og førte hen over døren og kørte ind i skinnen. Måden han gjorde det på afslørede at det var noget han kunne have gjort halvsovende eller i den største brandert nogensinde. Det var noget han havde gjort en million gange før, og sikkert kom til at gøre en million gange senere.

Da han trådte væk fra døren kunne Margeret dog på indersiden at der omkring glasset var en helt ny ramme. Glasset havde udefra været mat så man ikke kunne se igennem det og hvor internatets logo og åbningstider stod på. På indersiden var et kraftigt sikkerhedsnet i en eller anden type metal, sådan så hvis indbrud var i folks tanker, så var det ikke bare sådan lige at smadre vinduet og låse sig ind. Hvis Margeret var opmærksom ville hun muligvis notere sig at det så forholdsvist nyt ud. Hvis dét lille faktum fik hende til at studere dørpartiet så virkede kædeanordningen faktisk også ny. Der var boret nogle små huller i træet og der var en afmærkning på døren der afslørede at der nok havde siddet en anden på et tidligere tidspunkt, men at den var skiftet for ikke længe siden. Karmen var uden tvivl ny, for den var af en meget lysere type træværk end hvad man ellers kunne se i lokalet og på selve døren.

"Uuuhhh...uuhhh...uuuuuhh....So! Dog first, apartment afterwards Miss Maggie?"

Spurgte Jonah, men virkede egentlig ikke til at forvente et svar, det var mere til ham selv for at remse op hvilken rækkefølge det nu var han skulle gøre tingene i. De var nu inde i receptionen. Der var en masse bladholdere på væggene omkring forskellige dyr, forskellige dyreorganisationer på Deploratus men også generelt i Canada. Der var nogle foldere omkring sundhed, eller med fokus på forskellige sygdomme. Naturligvis var der en disk, og på den var der en stor glasbøtte med godbider. Bag disken var et mindre udvalg af vitaminer og medicinske produkter til forskellige dyr. Der var et lille legebord til dem der havde børn med, og et større udvalg af forskellige slags foder, senge til hund og kat, seler og snore, halsbånd og legetøj. Udvalgtet var ikke enormt. Det var ikke en dyrehandel, men det var muligt at skaffe sig en lille grund-startpakke til sin nye bedste ven.

"Oh! Uhm! Do you drink tea or coffee Miss Maggie? And how do you take it?"

Jonah virkede yderst interesseret i at give kvinden en grundig øboervelkomst af bedste kaliber! Han gik igennem receptionslokalet og vinkede ivrigt af hende. Næste dør var der ikke lås på, men den var stor og tung. Tung nok til at den skulle have et solidt skub - beregnet på at hvis et dyr kom på afveje så ville det i panik ikke kunne slippe ud. Jonah gned hænderne mod hinanden og så nærmest spændt på den blonde kvinde da hun nærmede sig. Det her virkede som årets højdepunkt for ham. Okay teknisk set var året lige begyndt, men stadig.

Der havde været tyst før. Så lød der et Fnysegryntende "Grufh!" på den anden side af døren og så brød helvedet løs i hundeglammen fra mange struber. Lidt af glæden forsvandt fra Jonahs ansigt. Han bumpede ind i døren med sin hængerøvsbuksebag.

"You be quiet now! It's only me! SHUT UP!"

Det sidste blev brølet. Rundt omkring lød små protestgrynt og småknurren eller yip-yip, piben eller halsen fra de ivrige, knotne eller territorielle skabninger der ikke helt kunne tilbageholde deres respektive sindstilstande. Jonah virkede dog som om han havde ret godt tag på dem. De kendte ham, han gav en ordre så hørte man efter.

Da Jonah råbte virkede han ikke vred, nærmere bare træt og fast kommanderende. Der var ingen tvivl om at den ældre mand var erfaren i at omgåes dyr. Hans metoder ville nogen muligvis være dybt uenige i, men de lod til at virke for nu i hvert fald. Han rømmede sig kort og smilet vendte tilbage til de tykke læber.

"Uhm...Sorry bout that Miss Maggie. Come come now!"

Han klemte den tunge dør op mod væggen så Margeret måtte klemme sig forbi Jonah for at komme ind, men der var intet ved hans blik, kropssprog eller smil der tydede på at der var noget sjofelt eller lummert bag hans ageren. Det lod simpelthen til at han forsøgte at være en gentleman, og så kom til at være mere i vejen end egentlig opnå det rigtig galante.

Hun stod nu inde i et stort værelse, med fliser op og ned ad alle væggene og på gulvet. Der stod et stort metal bord i et indhug i højre side af værelset. Hundene stod i bure langt væggen til venstre. For enden af det næsten kvadratiske værelse var der en dør mere. Hun kunne umiddelbart ikke se den store sorte hund som hun ledte efter, men da hun gik længere ind i værelset og lyset tændte sig selv, så hun ham ligge i et hjørne, i det aller bagerste bur.

Hun gik hen mod buret, og hunden løftede hovedet.

"What a beautiful dog"

Hun satte sig på knæ foran hundens bur, mens han dovent lå og kiggede på hende, før han stilte sig op og luskede hen til hende.

"Do you know what his name is Jonah?"

Hun kiggede op på Jonah, med store forventninger i øjnene. Hun havde en mistanke om at hun skulle have hunden hurtigt ud herfra, hvis den ikke skulle blive stjålet eller på anden vis komme til skade.

Jonah rystede på det store hoved.

"Nope. Sorry Miss Maggie. I never heard Digger call him anything. We tried to call him Dickie, and Diggy but he don't really responds to it. So we gave up and just called him Doggy. The children at the church always ran up to him and called him that. And we didn't wanted to give him a new name in case we had to put him in the chamber"

Svarede han og kiggede ind på den store sore Giant Schnauzer.

Hunden så på kvinden derpå på Jonah. Så sukkede den og lagde hovedet ned på poterne igen. Hvis det faktisk var muligt for en hund at se sørgende ud, så var det præcis det denne hund så ud til at være. I sorg.

"You know. He was waiting besides him. Never left his side. This is one loyal companion"

Mumlede Jonah for sig selv. Han rømmede sig og rystede sig selv ud af minderne om bedre tider, yngre dage, og folk der nu var døde.

"So how about that tea of coffee Miss?"

Gentog han

"What a shame"

Hun lagde en hundekiks, som hun havde stjålet i receptionens krukke, ind til hunden. "We´ll find a good name for you, won´t we boy?".

Margerets fokus var på hunden i buret, mens hun distræt svarede på Jonahs spørgsmål.

"Black, thank you".

"Black. Like the dog. Oh that is very clever. Yes yes..."

Mumlede Jonah smågnækkende for sig selv og åbnede derefter en dør ikke langt fra det sidste bur hvori den sorte hund lå. Man fik et kort glimt af en længere gang med 4 døre til den ene side, og til den anden side en trappe af træ der førte op. Før døren gled i nåede Margeret lige at få et glimt at Jonah der klonkede hurtigt op af trappen.

Hunden betragtede hende med sjælfulde brune øjne. Dens snude bevægede sig let. Den havde godt fanget færten af godbidden, men han var også trænet til ikke at modtage noget der ikke kom fra ejerens hånd. På den måde havde den gamle graver sikret sig at hunden ikke blev forgivet af ondsindede folk der ville ham til livs.

Da jægeren så efter kunne hun også se at madskålen var fyldt til randen med tørfoder. En ekstra skål ved siden af måtte være et forsøg på at have blandet tørfoderet op med leverpostej, men hunden havde ikke rørt nogen af dem.

Den store fantastisk flotte hanhund så på kiksen. En tunge slikkede et par gange op omkring snuden og afslørede at kræet havde rigeligt med mundvand til overs. Som for at demonstrere sin lydighed flyttede hans det store hoved over på den anden pote så snuden pegede lidt bort fra godbiden, men de mørke sørgmodige øjne betragtede opmærksomt den fremmede kvinde.

I buret lige ved siden af var en lillle mops lige ved at døøøøøøø over godbidden på gulvet. De grøflede, gryntede, peb, løb i små cirkler omkring sig selv, og hoppede op af hegnet mellem de to bure. Den store sorte hund vendte et øre halvt mod naboen. Med et suk rejste han sig i sin fulde højde, strakte sig og tog så blikket fra den fremmede kvinde. Han så ned på kiksen på gulvet.

Derpå "gravede" han med poten og fik langsomt og en smule usikkert skubbet den over mod mopsen der nærmest forsøgte at klemme hele det i forvejen fladtrykte fjæs igennem hegnet. Det så virkelig komisk ud som den gryntende slikkede ud i luften for at "fange" kiksen, hvilket naturligvis på ingen måde lykkedes.

Den store sorte hunds pels var virkelig smuk. Skinnende blank. Midnatssort. Stærke linjer, en muskuløs krop. Der var tale om en ung hund der lige havde forladt det seriøse hvalpe og unghundestadie og et pragteksemplar var han uden tvivl. Til gengæld lod det til at han havde opgivet forsøget med mopsen. Hver gang det faktisk var ved at lykkedes, gjorde mopsens udfald mod hegnet at kiksen blev skubbet tilbage af selve hegnet der gav en lille smule efter. Meget kunne man give den sorte hund, men det var trods alt "kun" en hund. Intelligent og trænet det det ypperligste, men det var ikke et dyr med overnaturlig intelligens eller kapacitet til at rumme menneskelige tanker eller følelser.

I stedet vendte han hovedet mod døren, satte bagen i gulvet og betragtede atter den fremmede. Hun lugtede lidt som hjemme, men var slet ikke den rigtige. Varsomt strakte han halsen en smule så snuden nærmede sig lågen. Den sorte snude bevægede sig tydeligt og begge de spidse ører var vendt fremefter. Prøvende satte hunden kinden mod lågen og skubbede let. Var det nu de skulle hjem igen? Som så mange gange før syntes lågen dog ikke at ville åbne sig.

Den store hund trådte to skridt tilbage og rejste sig derpå op på bagben. Der var ikke den store finesse over det, men to store poter hvilede i hver sit hul i hegnet og den kraftige kæbe trykkede ned på håndtaget. Det gik også ned som det skulle, men lågen var stadig låst.

Hunden trak sig derpå bort fra lågen vendte sig halvt bort fra kvinden og lagde sig ned på gulvet igen med brummen. Blikket gled kortvarigt hen til madskålen og atter blev den sorte snude slikket. Der lød et enkelt pib fra den store hund. Det var meget kort og så fint et hvin at det næsten lød som noget det kunne have været fra en hundefløjte. Hovedet blev atter lagt på poterne der sørgmodigt så på den fremmede kvinde der mindede om noget, men ikke var rigtigt.

Margeret satte sig op ad buret, og betragtede den store hund. Hun følte virkeligt med ham. Hun vidste præcis hvordan det var at have mistet det kæreste man havde, uden nogensinde at kunne få det igen. Hendes tanker og hendes stædighed omkring hunden og at ville have den med hjem, blev i få sekunder erstattet med forståelse og et eftergivende suk, der afslørede at hun følte samme smerte som hunden i buret foran hende.

Hun rakte hånden ind i buret, efter kiksen som mopsen havde fået skubbet længere væk, men hun kunne ikke helt nå den.

"Im sorry you lost your home boy".

Hendes stemme var blid og forsigtig, og hun gjorde ikke optræk til at ville røre ved ham. Lige nu var hun bare interesseret i at få mopsen til at holde kæft. Hun kunne ikke nå kiksen, og opgav hurtigt.

Hun rejste sig op og gik hen til døren.

"How are the coffee doing?" Kaldte hun op ad trappen til Jonah.

((Karakterstyring tilladt))

"Uh uh, coffee almost ready Miss Maggie! Come on up!"

Lød det ovenfra. Med en grimasse havde Margeret rejst sig og gået igennem døren. Hun havde forventet at Jonah kom ned med kaffen, men ved nærmere eftertanke så havde manden jo gangproblemer så at skulle balancere ned af en trætrappe med 2 kopper var måske alligevel lidt strengt.

Hun gik forsigtigt op a trappen. Den knagede let, men det var store grove planker. Faktisk lignede det ret meget tykke skibsplanker af den type som folk betalte spidsen af en jetjager for at købe den dag idag. Enten var det muligvis vraggods, noget der var arvet eller også havde Jonah mange flere penge end han umiddelbart så ud til? Døren for oven stod på klem og lignede faktisk også mest af alt noget der passede bedre på et skib, men ikke et moderne skib. Næ mere et skib fra 1700 tallet. Men det var jo fjollet. Det var sikkert bare et forsøg på en replika af en art.

Da hun skubbede døren op mødte der hende et lettere overraskende syn. Der var en meget lille gang. MEGET lille. Faktisk ville det ikke være helt forkert at sammenligne det med et dobbeltdørsklædeskab hvor enderne var fjernet og så skulle man direkte gå igennem 1½-2 meter mikromalt gangområde. Gulvet var af samme træ som trappen, og det var siderne i "gangen" også. En enkelt nøgen pære hang i gangen og var tændt, den havde en lang tynd kæde hængene ved siden som endnu bevægede sig, men den var placeret ekstremt upraktisk for enten skulle man klemme sig op af væggen for at komme forbi den, eller også skulle man krumme sig helt vildt sammen eller lave en limbo-manøvre for ikke at nikke den en skalle.

(Der er lige checket med spilleren hvad vedkommende vil gøre)

Da Margeret klemte sig tæt op af trævæggen for at klemme sig sidelæns forbi pæren som slet ikke gav meining i sin placering eller højde skete der noget lidt underligt. Havgus dufter på en helt særlig måde og denne duft var pludselig i hendes næse. Gyngede gulvet under hendes fødder? Margerets baghoved ramte ind i trævæggen da der gik et lille gip igennem hende ved den sære, pludselige og meget uventede duft, samt fornemmelsen af at gulvet gyngede og blev ustabilt under hende. Da det skete hørte hun et brudstykke af en sælsom melodi på fløjte, en der kun kunne være lavet af træ.

"There it is! Captain! Land! I see it!"
- "That is not an it my friend..."
"What?"
- "There She are..."
"S-she? Who-she?"
- "Avalon my friend. Her name is Avalon. The answer to our prayers..."

*skridt mod planker*

"You called for me?"
- "Y-yes Captain-sir! I see her!"
"Are you drunk? Give me that! Ah The Island. Dalton go down and sleep it off, I have no need for drunk men at this point. Everyone! Land! We will finally be able to restock so we can go home!"

*Høj jublen og hujen*

"Such fools. They will never know, will they my love? I have waited more than a lifetime for you"

En lavmælt hvisken der tydeligvis var den der omtalte øen som Hende, og som Avalon

Det eneste der overbeviste Margeret om at hun ikke havde mistet forstanden og var rablende vanvittig var at hendes hår virkede let fugtigt, som havde hun været i den tykkeste tåge og været i den i flere timer. Hendes hår havde en svag duft af havvind og skibstjære. Et pludselig lyd et sted ude fra siden, hvor trappen førte op. Et smæld, som et sejl der blev foldet ud af en kraftig vind, men det var et ekko af den, ikke den fulde lyd. Chokket ved lyden havde fået hende til at fare sammen og hun var ikke længere i kontakt med træet, men var i stedet halvt ude af "skabsgangen".

Træværket gik igen overalt i lejligheden. Det var 2 lokaler af ret pæne størrelser, men hvis der havde været en dør eller væg mellem de to nogensinde så var den der ikke mere. Jonah havde arrangeret et lillle rundt bord med 2 rigtige små kaffekopper, dertilhørende underkopper og der var endda et par småkager på en lillle fin porcelænstallerken med muselin på. Ved nærmere eftersyn viste det lille bord sig at være en trætønde hvorpå der var en plade af en art med en fin blondedug over. Jonah vinkede ivrigt til hende.

"Come come! Sit!"

Han klappede på den ældre sofa han selv lige havde sat sig på efter at have placeret småkagetallerkenen på bordet.

"And welcome to my home! Not much not much. Anymore. Daisy was the homemaker..."

Måden det blev sagt på var en anelse længselsfuldt men også på en sær måde som indikerede at emnet var lukket.

Margeret gik ind og kiggede sig omkring, hun var stadig fortumlet efter oplevelsen i gangen, og hun rørte sit hår let: Jo, det var stadig fugtigt, på trods af det havde været helt tørt, da hun havde siddet ved hunden. Hun drejede et par gange langsomt rundt om sig selv, mens hun betragtede møbleringen og træværket nøje.

"What is this place?"

Hun kiggede på Jonah og tog mål af ham; han lignede ikke just en engel, og hundene reagerede ikke på ham, som om han var hverken en dæmon eller en varulv. Kunne spøgelser tage så fast fysisk form? Hun havde aldrig hørt om noget sådant ske.

"Jonah, could you tell me about this place? I´ve heard so much about it back in England, but I´ve never been there".

Hun satte sig ved siden af ham i sofaen, og hendes øjne strålede af nysgerrighed - ligesom et lille barn, der har set stjerner for første gang.

Jonah så sig om med et lidt forvirret udtryk i ansigtet. Han rakte op og rettede let på brillerne.

"Uh? Uuuh...uuuuh...well...it's my apartment Miss Maggie?"

Han skænkede kaffe i den fine lille kaffekop. Den var ikke skrigende hvid i porcelænet, men nærmere en hvidgul farve, som den type man så på knogle eller ben af de fleste typer.

"You what? You've heard of my apartment in England? Oh I really doubt that Miss Maggie!"

Jonah gnækkede fornøjet og rystede på hovedet, men lod til at hygge sig gevaldigt.

"And of course you've never been here before. You just came here, remember?"

Jonah tog brillerne af, pudsede dem let i en flig af sin skjorte, satte dem tilbage hvor de skulle være, og strakte hals så han kom helt tæt på hendes ansigt. De oceangrå øjne så indgående på hende.

"Miss Maggie? Do you feel quite alright? You do not suffer from anything mental, or are having a stroke? I don't know how to deal with crazy people you see. Crazy animals go to The Chamber, but I would never put you there."

Den stærke hånd med de lange fingre blev rakt frem og lagde sig om hendes kind imens han vendte hovedet fra side til side imens han kiggede på hende. Lidt som man kunne forvente en due der øjede et stykke brød fra et par forskellige vinkler før det pirkede i det.

Hun rystede hans hænder af sig, som om hans berøring gjorde ondt.

"No, no Jonah - Im not crazy and I do not have a stroke.

Hun kiggede lidt irriterende på ham, fordi han enten talte uden om, eller bare ikke besvarede hendes spørgemål. Hun troede dog mest på den sidste mulighed,for han slog hende ikke just som typen der kunne finde ud af at tale uden om med vilje, heller ikke selvom han gjorde et glimrende job lige nu.

"The woodwork Jonah, it´s so... Well my mother was an antique dealer back in England, and I´m just curious about where it´s comming from. It dosent look like some cheap copy - it looks like an actual ship - is it drywood?"

Hun tog kaffekoppen op i det lille bitte håndtag og sippede til den, mens hun kiggede interessant aftegningerne på den lille underkop.