Gående i byen

Sted. Gæt, Einstein!
Omkreds. Mennesker! :O
Vejr. Det er koldt og blæser lidt
Tid. 19.32
Dag+ dato. lørdag den 23. januar
Påklædning. En lang sort frakke, en hvid skjorte inden under og stramme mørke jeans

Rose gik rundt i gaden. Det var koldt og solen var gået ned. Gaderne blev lyst op af gadelysene og det gav derfor byen et lidt uhyggeligt udseende. Roses blik var forsigtigt, men dog roligt og varmt. Hun havde begravet sine hænder i sine frakkelommer og lod blikket køre over butikkerne som stadig var åbne. Hun ville helst finde et eller andet at lave og gik videre med rolige og lydløse skridt.

Vendekita stod let tilbagetrukket i en gyde, og betragtede menneskene gå forbi uden at værdige hende et blik. Hun tog roligt et sug af den smøg hun havde i hånden, og blinkede kort da lugten af engel nåede hendes næse. Så smilede hun svagt og strøg det mørke hår væk fra øjnene.

Rose gik videre og begyndte langsomt at kunne mærke et andet væsens tilstedeværelse "Hmmm.." mumlede hun og lod blikket gå rundt efter dette væsen. Hun gik med nu lavmælte skridt og lagde armene over kors.

Vendekita skodede smøgen mod muren, og trådte ud på gaden. Hun så sig omkring, før hun fik øje på englen, og smilede svagt til hende. Hun havde egentlig håbet lidt på at det var Evelyn, da det var længe siden hun havde set den engel. Hun begyndte med rolige skridt at gå mod englen, og bibeholdte det lette smil om munden.

//Må logge nu//

Rose så over på en pige som kom gående over mod hende. Hun lagde hovedet let på skrå og så på hendes lette smil. Hun stoppede op og betragtede pigen og vidste ikke helt om hvorvidt hun skulle være bange eller helt rolig.

// Oka, Sees! ^^//

"Hej." sagde hun roligt, da hun efterhånden var kommet indenfor rimeligt afstand af englen. Hun smilede stadig, selvom smilet på ingen måde nåede hendes øjne. Hendes øje var ikke helt så smukke som de plejede at være. De var mere matte i det, som om noget af glansen var gået af dem. Sådan kom de altid til at se ud når hun røg, det var en af de efekter stofferne havde på hende.

"Øhmm.. Hej" sagde hun og betragtede pigen lidt. Hun så på hendes øjne og så hurtigt hvordan de så ud. Havde hun røget? Rose kløede sig lidt i håret og prøvede på at gætte hvad hun var.

"Du lugter af vampyr" informerede Vendekita, dog så lavt at ingen af menneskene ville kunne høre det. Hun stoppede op cirka en meter fra englen, og betragede hende, mens smilet ændrede karatere og blev mere fjollet og useriøst i det.

Rose vidste godt at hun lugtede af vampyr. Det var der ret så mange væsner der havde sagt. Hun smilte svagt og nikkede "Det ved jeg" sagde hun og så lidt på pigens smil "Hvad er du?" spurgte hun da hun så hvor fjollet pigen så ud.

"En vampyr" svarede hun roligt, og så helt afslappet ud i ansigtet. Smilet forsvandt, men hun så ikke vred eller truende ud på nogen måde.. Bare... Afslappet...

Hun knyttede sine hænder hårdt sammen da pigen fortalte dette, men Rose så ikke særlig bange ud. Måske var det fordi at pigen ikke havde angrebet hende endnu og fordi pigen så så afslappet ud og for nogle sekunder siden så så fjollet og useriøs ud.

Vendekita smilede svagt, og betragtede kort menneskene der gik på gaden. "Hvorfor lugter du så meget af vampyr?" spurgte hun pg vendte igen blikket mod englen. Hun havde ingen intentioner om at angribe, men ville egentlig bare snakke da hun manglede selvskab. Selvskab var en luksus de fleste tog forgivet fordi de altid havde den, det havde Vendekita lært i de to år hun som menneske havde boet på gaden.

Roses blik gik langsomt rundt og gik så tilbage på vampyren "Har en kæreste.. Han er vampyr" sagde hun lidt tøvende og vidste ikke rigtig om det var en særlig god idé at fortælle det. Hun havde været bange for at folk ville grine eller bare sige at hun var dumdristig og idiotisk for at komme sammen med en vampyr.

Vendekita nikkede kort, og kommenterede ikke. "Hvad hedder du?" spurgte hun i stedet, og fjernede en smule hår fra sine øjne. Hun pustede tungt ud, uden nogen egentlig grund til det.. Hun havde ganske enkelt bare lyst til det.

"Rose.. Dig?" spurgte hun og lagde armene over kors og lagde hovedet let på skrå.

"Vendekita." svarede hun og et smil bredte sig på hendes læber. Smilet passede ikke til hende bløde træk, og fine linjer. Det var for skarbt.. Passede ikke til hendes ansigt..

Hun nikkede og så på Vendekita og lod langsomt sit blik gå ned på hendes smil som ikke passede til hendes ansigt. Hun strøg nogle fingre gennem sit hår og så så tilbage på Vendekitas ansigt.

"Har du nogen familie?" spurgte hun, med endnu et pludseligt humør skift. Smilet forsvandt, men hendes ansigt så ligefrem venligt ud. Hendes humør skiftede ret hurtigt, og det var derfor ikke til at vide hvor man havde hende da hun kunne gå fra rasende til lykkelig på et split sekundt.

Hun så på hendes ansigt da hun pludselig skiftede humør. Hun rystede langsomt på hovedet "Nej.. Det har jeg ikke" sagde hun og blev lidt forvirret over det pludselige skift.

"Hmm... En skam.." sagde Vendekita og nikkede svagt. Så begyndte hun at gå uden videre varsel, og så rundt på menneskene.

Hun løftede et øjenbryn af Vendekita, men fulgte så med hende og så lidt spørgende på hende.

Vendekita sukkede kort, men sagde ellers ikke noget. Stoffernes virkning var ved at aftage, og hendes humør blev lidt mere nomalt i det.

"Hvad sker der med de der humørsvingninger?" spurgte hun og smilte svagt til Vendekita og kunne jo ikke rigtig se at stofferne var ved at aftage.

"Hmm... En mindre bivirkning.. Ikke andet." svarede hun og kørte hånden gennem håret. Hun så lidt på Rose før hun atter lod blikket glide rundt på menneskene mens hun gik.

Hun nikkede "Okay" sagde hun og lod oss sit eget blik gå rundt på de mennesker som gik rundt omkring dem.