Tidsfordriv i natklub.

"TERION!" Råbte hun og fik færten af ham.
Hun satte farten op.

Han stoppede op som om at han var gået helt i stå.

Hun standsede lidt bag ham.
"Terion?" Hviskede hun stille.

Han nikkede som et slags hvad.
Han vendte sig ikke mod hende men stod bare som et bradt.

"Jeg.." Hun prøvede at finde ord.
Tog et skridt mod ham.
"Jeg mente ikke noget ondt da jeg gik væk fra dig.. Jeg.. Jeg blev bare bange.." Sagde hun og så på hans ryg.
"Jeg kan faktisk godt lide dig. Du virker sød."

Han lagde nærmest hoved helt på skrå så det sagde knæk.
"Sød" gentog han, han hviste ikke hvad det ord betød.
Han vendte sig mod hende og så afventende på hende.
Han forstod ikke ordet overhoved.

"Ja." Sagde hun og nikkede og tog endnu et skridt imod ham.
"Du virker rar." Sagde hun.

"Rar" sagde han fortvivlet, han kendte ikke til de ord.
"HVad betyder de" han havde allerede glemt hvad der lige var sket.
"Hvad mener du" sagde han fortvivlet og strampede lidt i jorden med den ene fod.
Han blev så trist ud da han sagde det.

"Det er nogle gode ting." Sagde hun og smilte til ham.
"Ligsom det er godt at jeg smiler til dig."
Hun tog et skridt hen til ham.
"Du må ikke være ked af det Terion." Hviskede hun og a'ede trøstende hans kind.

Han bed tændernde sammen i det kun rørte ham.
Vreden fra da hun vaskede han hånd kom igen den var bare meget stærkere end før.
"Ke..Ked...ked af det?" sprugte han han hviste ikke meget om navne for dølse normale væsner kunne føle.

Hun rynkede brynene.
"Ja.." Sagde hun og så ham i øjnene. "Altså.. Mennesker græder når de er kede af det."
Hun smilte til ham igen.
"Det er ikke godt at være ked af det. For så har man det ikke godt her inde." Hun pegede på sit bryst.

Han rystede på hoved.
Han begyndte at gå det var for underligt.
Verden var underlig, også nu, og som den havde været under første verdenskrig.

Hun bed sig i læben.
Hun ville ikke følge efter ham. Så hun blev bare stående og så efter ham.

Han gik og gik indtil han forsvandt ind i skoven, de havde løbet langt og derved kommet til den triste skov.
Her kunne han være i sin egen ensomhed alene.

Hun sukkede og gik ind i skoven.
Det var trods alt hendes hjem.

Han havde gemt sig i en busk og sprang nu på hende, "sssshhh" sagde han da han endelig havde fået hende ned.

Hun stirrede forskrækket på ham men lå stille.

Han trak hende med ind i busken imens han holdte hende for munden først da de var helt inde i busken slap han hende, "vær stille " hviskede han.

//skal logge//

"Hvorfor?" Hviskede hun.
Hun så forvirret på ham

//Eiiiij!//

Han stak hoved op som når et dyr skulle se om der var fri bane.
"Intet" sagde han og rejste sig op igen.

Hun stirrede på ham og kom op at sidde.
"Hvad skulle det her til for?" Spurgte hun.

Han satte sig ned med et sæt, og sagde lavt.
"Shhhh"

Hun så på ham, uforstående.
"Terion?" Spurgte hun.

"En jæger" sagde han.
Et menneske kom gående lige ved siden af dem dog opdagede Hun jægernden det ikke.
Han fuldte hende hele vejen, han var en helt anden lige nu en mere stærk og listig person, det var bare en lille del af stemmen inde i ham, hvis det ikke havde været for stemmen havde han været død for mange år siden.
Stemmen var Dæmonen der sad fast i en fast krop-

Hun så ufrostående efter ham inden hun rettede på hendes tøj der var kommet i uorden.
Hun så hans helt ændrede personlighed.