Solnedgang x3

Dato ; 20 Juni
Årstid ; Sommer
Dag ; Lødag
Tiid ; Aften
Sted ; Havnen
Vejr ; Solnedgang
Omgivelser ; Få mennesker der nyder det smukke syn.

Lillith kiggede ud over vandet. De lette bølger slog mod badebroen, og boblerne fangede solens sidstte sttråler og fik orange og lyserødde pletter til at falde på folk der gik forbi. Hun smilede skævt. Det svarede nok til et grin for normale mennesker. Men Lillith smilede næsten aldrig. Hendes øjne fulgte sølens striber og det lette hav. Hun elskede at sidde her alene og betragte det smukke vand og den smukke himmel. Hun trak benene ind til sig, selvom hun sad der var hun på vagt. Hendes øjne var nok på vandet, men hendes opmærksomhed omkring hende.

Roses skridt kunne høres i det fjerne. Hun havde haft kunnet mærke et andet væsen i nærheden og var opsat på at finde den. Hun havde et varmt smil på læberne og et roligt blik da hun gik hen mod badebroen. Hun fik hurtigt øje på en pige som sad der og gik forsigtigt over mod hende. Rose kunne se at denne person sad og så på det flotte hav og solnedgangen. Da hun stod inde for pigens hørevidde stoppede hun op "Det er smukt, hva?" spurgte hun muntert og så over på solnedgangen og smilte stadig varmt og var ikke bange for hvilket væsen pigen var.

Lillith smilede . Hun blev ikke forskrækket over pigen, men havde hørt at hun var gået mod hende. "jae" sagde hun og smilede blidt.. Hun smilede næsten aldrig! Men idag var hun i opblødende humør og hun så på solnedgangen, så hun kunne ikke lade bære med at smile. Pigen var uden tvivel Engel. Det kunne jo føles på afstand! Sådan en aura af skønhed og selvsikkerhed, var engel 100%. Hun smilede skævt.

Rose nikkede og satte sig langsomt ned ved siden af pigen og fjernede ikke sit blik væk fra den smukke solnedgang "Har ikke set et væsen i mange år være så opslugt i solnedgangen. Den er smuk, ja, men det plejer aldrig rigtigt at tiltrække andres væsners opmærksomhed.. Og slet ikke mørke væsner" sagde hun og lod blikket gå hurtigt over på pigen og vidste at hun var et væsen som hørte inde under 'ondt' og 'farligt'.

Lillith kiggede på Englen. Væsen? "Til din orientering er jeg et Menneske" sagde hun og kiggede på den. "Som dd sikkert ser, er jeg dusørjæger" Hun hentydede til de 5 sølv-kasteknive der sad i hende bælte, og hendes anden store saxkniv ved hendes side. Hun smilede svagt over pigen. Måske var det at være dusørjæger noget der på andre væsner føltes med en underlig aura, som kunne sættes åp et ukendt væsen. Men Lillith var jo bare et menneske.

Rose nikkede "Ja det ved skam godt... Men du er ikke et almindeligt menneske.. Og jeg ser dusør jægere som et eller andet.. Ja.. Ved det ikke. Som et væsen. Ting som andre almindelige mennesker ikke ved eksistere ser jeg som væsner" sagde hun roligt og så betragtende på pigen og følte sig ikke særlig bange for hende eller hendes våben.