mørke skygger og en dejlig solnedgang - camille

tid: kl 19:30
sted: ved kanten af havnen ud imod havet.
vejr: let overskyet men man kunne stadig se solen
årstid: efterår
omgivelser: store skygger der synes til at blive tykkere og tykkere jo længere solen går ned

det var en dejlig solnedgang. vejret var dog ikke så rart, da man næsten ikke kunne se solen så meget, på grund af skyerne. men det var ikke begyndt at regne endnu, og der var meget stille, og fredeligt. måske lidt for stille. der var ikke en levende sjæl at se nogen steder også selv om det ikke var så sent som det kunne have været. man kunne høre den stille plasken fra vandet af, ramme havnen.

"Splash" Camille sad med lukkede øjne og lyttede efter bølgernes slag mod havnen.
I øjeblikke som dette ville hun have elsket at være i besiddelse af en overnaturlige hørelse, da lyden af vand og bølger var en af hendes absolut favorit lyde.
Den beroligene effekt netop den lyd havde på hendes sind var prisløs og netop derfor kunne man finde hende på steder som dette, til trods for...eller nærmere uden omtanke for at vejret ikke lige indgød til den slags udflugter.
Camille åbnede langsomt sine øjne og så ned på hendes kurv,pakket med få og nøje udvalgte ting.
Hun rakte ud efter et jordbær og spiste det, slikkede sig lidt om læberne da saften rendte lidt.
Hun lagde hovedet lidt på sned og kiggede mod himmelen, der var mange skyer nu...havde hun ikke husket en trøje til de bare skuldre.Efter at have kigget sine ting igennem, måtte hun sande at hun ikke havde tænkt så langt,så nu sad hun her i en lille lyseblå top og nogle sorte leggins med tynde blonder forneden, en anelse let påklædning,vejret i betragtning.
En lille gysen løb igennem hende, hun tilegnede den vejret men hvorfor føltes den så mere som et varsel ?

vinden blev meget hurtig kold også. alt virkede faktisk bare mere koldt og mørkt på en eller anden måde. der var ikke nogen at se overhovedet nogen steder så hvad kunne have gjort det så koldt. eller hvem kunne have gjort det fordi der kunne stadig være nogen i skyggerne som man ikke havde set endnu.

Camille fik pludselig den indskydelse at det måske have været en tåbelig idé at tage ud for at se en solnedgang alene.Hun så sig mistænksomt omkring, men hendes vagtsomme blik kunne intet finde.
Hvorfor havde kulden fået sådan et greb om hende, og hvorfor virkede det som skyggerne masede...nærmest trængte sig ind på hende.
Camille rejste sig op og stod med knyttede hænder og et meget hurtigt bankende hjerte.Adrenalinen i hendes lille krop, signalerede FARE, men hun havde ingen anelse hvorfra eller hvem fra ?

i et kort sekund så hun en sort skikkelse stå længere henne men i det hun mistet blikket i et kort sekund var skikkelsen væk igen som om han eller hun aldrig var der. vinden begyndte at blæse og lavede lyde som hvis nogen prøvede at hviske til hende.

Hun blinkede igen og så mistroisk i retning af hvor skikkelsen havde stået for et øjeblik siden.
Enten var hun mere utryk end hun ville være ved og dermed et offer for hendes egen fantasi, ellers var der optakt til noget.
Vinden kærtegnede hende og lød næsten som den forsøgte at tale til hende.
Camille rystede på hovedet over hendes egne tanker, men besluttede alligevel at følge sit instinkt der nærmest skreg af hende at der var ved at ske noget, så derfor måtte hun nok til at pakke sammen og forlade havnen.
Hun rejste sig fra sit lille tæppe, det var ret ærgeligt ,tænkte hun og lod blikket glide ud over vandet...solnedgangen var lige begyndt og den var så vidunderlig smuk.Hun ville have elsket at se den. Hun bukkede sig ned efter taæppet.

pludslig kunne man se at en skikkelse stod lige ved siden af camille. det var ikke en særlig høj skikkelse. ca camilles højde hvis ikke lidt mindre. det lignede en mand i hvert fald. han var klædt i et sort jakkesæt og sorte spidse sko og sorte handsker på sine hænder. ellers havde han en kridt hvid maske på sit ansigt og hans hår var halvlangt sort og strittede til alle sider.

Camille der var ved at lægge tæppet sammen, blev meget forskrækket.
Hun havde forventet...nej, frygtet at noget ville ske, men manden der dukkede op ud af skyggerne, kom helt bag på hende.
Masken virkede uhyggelig...den var som et værn, så man ikke kunne se om han var ven eller fjendtlig.
" Hvem er du ?" tog hun sig sammen og spurgte, nervøsiteten og forskrækkelsen over hans pludselige tilstedeværelse var tydelig i stemmen.

skikkelsen sagde ikke noget i starten. der var helt stille i det der virkede flere 100 år og gik der kun fem sekunder. pludslig dukkede der en mærkelig slags metal cirkel rundt om hans arm og i hans hånd holdte han pludslig en kugle der lignede den var lavet af strøm.

Camille fandt stilheden truende.
Hun skimmede hurtig sine omgivelser....og huskede det meste af hvad der omgav dem af ting og genstande.
"Hvad ønsker du ?" Krævede hun af svar og knyttede sine hænder.

Da hun så hans hånd og ....en kugle blive til...af elektricitet? Røg hendes undetlæbe lidt ned.
"Det da løgn det der ?!' " mumlede hun og smed tæppet fra sig.

hun nåede lige at smide tæppet fra sig før hans hånd med strømkuglen nærmede hende hurtigt. hun ville nu kun have et lille sekund til at springe væk ellers ville hun få stød på den højeste grad.

Camille lukkede øjnene og så for sig hvordan hun svingede det store lå af plastik ,der havde ligget henslængt over containeren til gammel mad og affald.
Hun slog ud med armen ,netop som låget tog form i hendes hånd og det slag burde få kuglen til at skifte retning og flyve imod hendes modstander.
Hendes telekinese virkede sådan, at det hun visualiserede hun flyttede, skete, men desværre skulle hun have øjnene lukkede, hvilke hun betragtede som en stor svaghed.

hun mærkede hvordan strømmen kun kildede hendes kind imens det fløj forbi hende. hun havde heldig vis ramt okay nok men ikke nok til at personen fik den i hovedet igen. hun så nu at skikkelsen ikke var lige ved siden af hende men var hoppet lidt væk fra hende så han nu stod ca nogen få mener væk fra hende. han stillede sig i kamp klar formation og så klemmede han sine armmuskler og pludslig poppede der to store ildkugler i hans hænder. en i hver hånd. flammerne fra ildkuglerne var virkelig høje men alligevel brandte det ikke hans tøj overhovedet.

" Igen?" hun stønnede ordet og tænkte at det var typisk for hendes held...eller måske nærmere mangle på samme.Hun var kommet for at nyde solnedgangen over vandet og nu skulle hun kæmpe.Hun skiftede balancen lidt fra ben til ben og fokuserede.
Hun brød sig ikke om at bruge hendes evner i kamp...slet ikke.
Hun kunne skade nogen....alvorligt.... fordi hun endnu ikke helt forstod de krafter der var i hende og derfor ikke kontrollerede dem til det fulde.

pludslig kastede skikkelsen ildkuglerne imod camille og de var virkelig tæt på hende men pludslig kom der en slags sort væg af en slags røg op lige imellem camille og ildkuglerne så hun ikke blev ramt. muren forsvandt igen og ned fra en af tagene kom en anden sort skikkelse frem. det lignede den samme person men den her person var meget højere. han var ca næsten to meter høj. man kunne også føle hvem der var stærkest af de to og det var tydeligt at det var ham der lige var kommet her. "nika hvad har jeg sagt til dig om at irretere andre væsner og så også forklæde dig som mig" sagde den skikkelse der lige var kommet. han gik hen til den person som angreb camille og den nye skikkelse lagde sin venste hånd på hovedet af den person der angreb camille og pludslig eksploderede den skikkelse som angreb camille i røg og ud af røgen stod der nu en lille pige. hun var ca de 16 år. hun var ca højden som en 16 årige skulle have. hendes hud var kul sort, og hun havde spidse øre og røde øjne og havde langt flot sort hår. hun var faktisk meget smuk og hun var klædt i en mærkelig slags kjole hvor det nedeste ved hendes ben var delt i fire lige store dele så man kunne se lidt af hendes ben. "mester hvor langt tid har du været her?" sagde hun lidt stammende. "længe nok til at se det hele" sagde skikkelsen.

Camille gjore sig parat til at parerer for angrebet og håbede i sit stille sin det ville virke.
Hun blev meget overrasket da det så ud til der blev dannet en beskyttende væg...af noget der lignede sort..røg?
Hun blev hurtigt kastet ud på gyngende grund, da endnu en skikkelse kom til syne...identisk med den første dog noget større.
Hun så fra den ene til den anden, og så hvordan skikkelsen ,den lille af dem; ændrede form.
De var dæmoner?
Mester og lærling! Camille knyttede hænderne og var parat, for selv om mesteren havde valgt at beskytte hende lige før, var der jo ingen garanti for hendes sikkerhed.
Hun forholdt sig tavs og afventende.

han kunne mærke hun havde frygt for at han ville angribe hende. "der er ingen grund til at være bange. hvis jeg ville have skadet dig ville jeg have ladet de der ildkugler ramme dig" sagde han stille imens han vendte sig om imod hende. "mit navn er Sakref Morladin og hvad er så dit navn?" spurgte han hende venligt.

Hun kunne mærke han var stærk...meget, og også se at lærlingen hun havde stor respekt for ham.
Mon han var ærlig også ?
"Camille St.Clair " svarede hun automatisk...der var noget autoritært over ham.
"Hvad vil i mig ?" Søgte hun svar på og forsøgte at slappe af i kroppen, men den var stadig i forsvarsposition.

"jeg vil dig ikke noget. kun at jeg vil give dig et tilbud." sagde han stille og kiggede på hende. man kunne tydeligt se hans grønne øjne bag masken. "jeg kan nemlig mærke og se at du har en speciel kraft inde i dig som du ikke har lært at kontrollere endnu og så derfor vil jeg give dig chancen for at lære at bruge dem" sagde han derefter og tog sin maske af stille og roligt. der afslørede han sit ansigt. hans hud var lige så hvid som rent sne og der var ingen tegn på urenheder eller ar overhovedet i hans ansigt. hans øjne lyste ikke mere op men man kunne stadig se at han havde grønne øjne. ellers havde han et venligt og dejligt smil på munden.

Camille glemte helt at holde sit forsvar parat.
"Et tilbud ?....hvordan kan du vide jeg..." hun bremsede op og kiggede på da han fjernede den skræmmende maske og tilbage stod en fyr...pæn fyr med grønne øjne og smilede.
Camille måtte synke en gang.Hun havde ikke været forberedt på noget som dette.
"Fortæl..." Opfordrede hun, det kunne ikke skade at høre nærmere.

han fik et lidt større smil på munden da hun sagde det sidste. " okay det er nemt nok. du bliver min lærling jeg lære dig hvordan man kæmper og lære dig hvordan du bruger dine nye evner og til gengæld gøre du nogen opgaver mig nogen gange når det er nødvendigt" sagde han stille imens han kiggede på hende.

Camille ville virkelig gerne lære at kæmpe ordenligt, Istedet for at sjusse sig frem som hun ofte gjorde og også lære at forstå hendes evne ordenligt, mon han virkelig kunne gøre dette for hende?"Hvilke opgaver?" Spurgte hun lidt mistroisk....for hvis noget virkede for godt til at være sandt, så var det ofte sådan.

han smilte stadig og kiggede på hende. "jeg har en bestemt hobby. jeg samler nemlig på gamle gamle ting. og jeg snakker ikke om jesus tid gammel men ældre meget meget ældre. men det er nok kun en af de få ting jeg sender dig ud afsted for men du vil forstå bedre hvad du bliver sendt ud for at gøre når du kommer hen til min borg. hvis du acceptere mit tilbud" sagde han venligt.

Hun så på ham og forsøgte at græske hans ansigt for tegn...på et eller andet.
Men hun kunne intet finde.
"Hvad om jeg besøger dig...vi kan tale lidt mere, inden jeg beslutter mig ?" Hun spurgte sødt og en anelse ydmygt, hun kunne fornemme en stor styrke i ham og hun så en klar fordel i ikke at gøre ham vred.
Men hun ville hverken accepterer eller afslå,uden at vide mere og have tid til at tænke sig om...ville han være betænkelig nok, til at give hende det mon ?

"god ide så kan vi også snakke over en kop te. kom så vil jeg vise dig vej til min bil" sagde han med et venligt smil og begyndte at gå afsted imod vejen ud af havnen. efter lidt tid så nåede de hen til bilen. det var en af de virkelig virkelig gamle biler. dog så den helt ny ud og så var den sort. han lavede en bevægelse med sin ene hånd og pludslig gik passagersædet på bagsædet og ved siden af føresædet op og nika satte sig ind på pladsen ved siden af føresædet og sakref begyndte at gå hen imod føre sædet.