Jagten

Tid: Kl. 23.01
Sted: Den Triste Skov
Dato: D. 31/01
Vejr: Mørkt
Omgivelser: Ingen væsner el. mennesker.

Skovbunden knasede behageligt mod Elisabeths nøgne fødder. Hendes lange bølgede brune hår, var sat op i en elegant frisure, som var sat fast, med et solidt og massivt sølvspænde. Ellers var hun klædt i en top, der klædte hendes bryster, og et par stramme bukser. Det var sjælendt at man så hunvampyren, i denne beklædning, men hun var på jagt, og kunne ikke rende rundt i hendes sædvanlige stil. Elisabeth øjne var mørke. Så mørke at de næsten var sorte, og det var tydeligt for enhver, at hun var i en dyb trance. Det var hun altid, når hun jagede. Hun satte af fra jorden, og kravlede op af et træ - Som en stor kridhvid edderkop, der jagede en flue den ikke kunne fange. En stor kronhjort gik langsomt hen af den snedækkede jord, og den så sig varsomt omkring. Med god grund. Elisabeth kravlede lydløst ud på spidsen af grenen, og sprang med en enorm kraft...

Zair gik gennem skoven med lette skridt. Hendes lange lyse hår, var trukket let var fra hendes ansigt, men bølgede yndefuldt ned af ryggen på hende. Hun var iført en klædelig bluse, et par nomale jeans, en jakke der ikke så synderligt varm ud, samt et par flade sko. En lugt hun ikke havde mærket i lange tider ramte hendes næse. "Nææh.. Men dog, men dog." sagde hun for sig selv, og smilede svagt. Hun så sig om efter den vampyr hun havde lugtet, og begyndte så at gå i retning af lugten.

Elisabeth kastede sig over hendes bytte. Kronhjorten nåede ikke at hyle, eller give tegn til hans flok om, at der var fare. Hun greb fat om kronhjortens gevir, og brækkede halsen på den. Knækket skød ud i natten, og så blev der stille. En kvælende stilhed. Træerne hævede sig højt op, og beskyttede vampyrkvinden fra, at blive begloet mens hun satte tænderne i byttet. Hvis Elisabeth skulle være sammen med englen, uden at være bange for at tage hende på grund af hendes lugt, måtte hun jage oftere end hun var van til. Hele 3 gange på en uge, hvilke ikke behagede hende. Elisabeth var så travlt optaget af blodet, at hun ikke opfangede andre lugte.

Zair stoppede op et rimeligt stykke fra vampyren. Hun satte sig på hug, og betragtede kvinden tømme dyret for liv. Zair havde altid ment at vampyrer skaffede deres føde på barbarisk vis, men havde dog forståelse for at det var en nødvændighed. Der var jo trodsalt dæmoner der var - om muligt - endnu værrer end vampyrer i deres måde at overleve. Den ungt udseende dæmon strøg roligt en tot af det gyldne krøllede hår væk fra ansigtet, og lagde hovedet en smule på skrå.

Elisabeth rettede sig op, og fjernede blodet fra hendes mund og læber. En pludselig demon-lugt snittede hendes næsetip, og hun rynkede svagt på næsen. Elisabeths øjne var blevet forholdsvise normale igen, og hun vende sig mod væsnet. Mon væsnet vidste, hvilken fare Elisabeth kunne have udsat den for? Hun tøvede kort, før hun hævede blikket og så på kvinden. Kvinden var meget smuk, men det var alle demoner vel? Hun vidste ikke helt.

Zair rejste sig op, og smilede svagt til vampyren. "God aften." sagde hun så et kom til at lyde som et spørgsmål. Hun kunne virke ret naiv, den kære Zair, men hun var alt andet end godtroende. Hun havde blot en meget alternativ humor, et mærkværdigt behøv for selvskab, oget humør der aldrig var til at blive klog på. Til tider kunne man endda begynde at spekulere på om hun var rigtig oven i hovedet, med den opførsel hun lagde for dagen. Sandhede var vel egentlig at det var hun nok ikke, men på den anden side... Der er vel grænser for hvad et sind kan klare uden at blive sygeligt forvredet..

Elisabeths holdning var majestætisk. Hun rankede ryggen og skød brystet frem, og så på dæmonen med et venligt blik. Elisabeth var atypisk for hendes race. En venligsindet hunvampyr, der jagtede dyr i stedet for mennesker og væsner. I hendes verden var alle ligestillet, og det var langt fra alle vampyrer, som så på verden på denne måde. ”Såmænd,” besvarede Elisabeth spørgsmålet, og gik med rolige skridt hen imod en gren. På den tykke gren, hang der noget tøj. En hvid skjorte og en sort nederdel. Elisabeth vendte sig mod dæmonen, før hun vende sig mod tøjet igen. I løbet af få sekunder, fik hun hævet sit tøj på, og smidt det andet. Hun havde stadig nøgne fødder, og det andet kluns, blev smidt ind i en busk.

"Glædeligt." sagde hun kort, og smilede et lettere drømmende smil. "Hvad er Deres navn?" spurgte hun så, og lagde spørgende hovedet på skrå. Hendes stemme var lys, og hendes tonefald var altid let og drømmende i det. Det var nu ikke sådan at hun gik rundt og drømte vågne drømme, hun virkede bare sådan..

Elisabeth gik med dansende bevægelser, hen imod dæmonen, med et legesygt blik. ”Elisabeth. Og hvad er dit?” Spurgte hun sødt, og lod hendes mørke tiltrækkende øjne glide hen over hende. Elisabeth fugtede sine læber, og lod sig glide hen i skrædderstilling på den lyse sne. ”Vil du ikke side?” Spurgte hun, halv leende, og smilede bredt op til hende. Hun fandt hele situationen meget morsom.

"Zair" svarede hun, og lod sig dumpe ned i sneen. Hendes ryg var utroligt rank, selvom hendes ben måske ikke ligefrem sad så elegant. Hun satte sig dog i skrædderstilling, og så på Elisabeth med et undersøgende blik. Hendes stengrå øjne, flakkede ind imellem ukontroleret rundt på omgivelserne, før de igen fæstnede sig ved vampyren.