Jagten

Dato : 22. Juli
Årstid : 2010
Dag : Torsdag
Vejr : Overskygget, men lunt i vejret.
Sted : Skoven.
Tid : 17.14
Omgivelser : Skov omgivelser, høje træer og små bakker. Ingen mennesker.
Påklædning : Hvid ulvekrop, en smule beskidt på poter og maven.


Larentia lå tæt liggende ned mod skovbunden bag en bakke og stirrede ud mod en lille hare, som sad og gumlede i noget græs.
Haren var ca. 50 meter væk og den kunne sangtes nå at løbe væk, selvom at Larentia har det talent at løbe meget hurtigt. Haren vendte nu ryggen til Larentia og anede intet om hvad der skulle ske.
Hun gik lydløst imellem træer, buske og små bakker.
Hun var tålmodig. Hendes ekstreme mørke øjne stirrede på det hjælpeløse, kommende bytte hun skulle gnaske i meget snart.
Haren var stadig intet anede om hvad der skulle ske. Men nu skulle det være, Larentia sprang frem på den lille hare. Den blev enorm forskrækket, men forsøget i at løbe fra hende fejlede stort og Larentia var mere vågen end haren.
Et hurtigt bid i struben og haren var færdig. Så var der mad.

Jaster kom løbene ind i den trist skov og i sin ulve form for han syns han kunne lugte en anden der inde som han prøvede på at finde men det var lidt svært men han fuldte duften fra den anden og fik så øje på den anden og stoppede så op uden at gøre noget end at stå og kiggede på den anden med sine lilla ulve øjne

Larentia var fuld optaget af haren hun gnaskede i, det var længe siden hun havde smagt råt kød igen, det begynder at blæse en smule op og straks lugter hun en anden skabning i nærheden. Hun stod bare og kiggede rundt med haren i gabet. Vinden legede med skovbundens blade. Hun var på vagt hvad det end var.

han kom frem fra træerne og kiggede på den anden og stod bare og ville ikke skramme den væk hvis den nu ville bange for det så ud til at det var en hun der stod der eller tog han fejl men han stod bare og kiggede på den anden med sine lilla øjne og gik lidt tættere på den mens han holdte øje med den men han ville ikke gøre den noget

Larentia stod helt stille, haren som stadig var i hendes gab blødte ned af hendes hvide pels, langs halsen.
hun rørte sig selt ikke ud af stedet. Hun ventede bare på at den fremmede ville vise fredelige tegn, så hun kunne sætte haren fra sig uden at være i fare for at blive overfaldt. Hendes sorte øjne kiggede på hver bevægelse den fremmede tog, hvem mon det var?

han kiggede på den og gik stille hen til den og slikkede den på snuden og kiggede den i øjne *tror det er en hun varulv er ikke sikker men det ser sådan ud*tænkte han og kiggede på den og holdte øje den virkede ikke farlig så han følte sig sikker ved at gøre det han nu gjorde *det må være en hun ulv*tænkte han

hun blev flov over at han slikkede hende over snuden, men det gav også en hvis tryghed. Hun lagde haren ned og vaskede sig lidt efter det blod som satte sig i den beskidte hvide pels efter haren. Hun satte på den bløde skov bund og spurgte "hvem er du?" hende hoved var på skrå, det sidste hun ville var at være til besvær.

Han kiggede på hende for var sikker på at det var en hun ulv "jaster"svarede han på hendes spørgsmål og holde øje med hende og hjalp hende med at gøre sig ren de lå jo i deres natur at gøre ved en hun ulv og måske omvent "dig"sagde han og kiggede på hende med et lille ulve smil

"Mit navn er Larentia von Helmen, men bare kald mig ved mit fornavn" svarede hun med et smil på læben, "hvad bringer dig så lang ud i skoven?" spurgte hun imens hun kiggede på ham ved sine sorte fredfyldte øjne. Det begyndte at blæse mere op og Larentia tættede sig ned mod skovbunden for at ligge så meget i læ som muligt.

Han kiggede på hende med et smil "jeg kunne lugte en og det var dig så jeg blev nys og ville finde ud af hvor du var så jeg kunne se dig"sagde han og kiggede på hende med et sødt lille smil "hvad med dig selv"spurgte han og kiggede på hende med et sødt smil og kiggede hendes ulve krop an som hun nu var for de begge var ulve lige nu

Larentia lagde mærke til Jasters lillae øjne og forsvandt lidt i dem *wauv* tænkte hun, "ehm, har været ude og jage i nogle timer nu" sagde hun og kiggede ned på den gennem tykkede hare der lå på skovbunden mellem blade og græs. Det begynder at blæse mere op og Larentia bliver en smule arrig, hun hader virkelig blæsevejr! "vil du ikke med til min hule, jeg har fået nok af blæsevejret" sagde hun en smule irriteret men også venligt da hun invitere ham med sig.

Han kiggede på hende "ja det kan jeg se"sagde han og kiggede bare på hende og var fanget i hendes øjne "øhm jo tak det vil jeg da gerne"sagde han og kiggede på hende "hvad vej skal vi så"sagde han og kiggede bare på hende med et smil og var bare fanget af hende og smilte stille for sig selv *hun er flot*tænkte han

"Bare følg mig" sagde Larentia roligt og havde ingen frygt for ham selvom deres ansigter bare helt nye for hinanden. De gik side om side længere ind i skoven, hendes hvide pels dansede med vinden sammen med de blade der intet valg havde, de fløj bare med vinden. De nærmede sig Larentias hule. Hulen havde en indgang som passede en hver vareulv og inde i var det mørt og varmt, det er jo også bare en jord hule.

Han kiggede på hulen med et smil "den er flot"sagde han og kiggede på hende med sine lilla flotte øjne "du har en flot hvid pels og min ja den er sort og blank"sagde han og kiggede på hende med et sødt smil på sine læber og var tæt ind til hende fordi han følte sig tryg ved hende for hun var en af hans race for han havde ikke rigtig været sammen med andre ulve

Larentia grinede "ja jeg har selv gravet den frem" sagde hun og smilte stort til ham, det var rart at have en ulv omkring sig uden at det skulle handle om hvem der kunne løbe hurtigst. Larentia gik stille ned i hulen og vendte ansigtet ud af hulen, månen skinnede ned på hendes sorte øjne. "hvordan ser du ud i menneske form?" spurgte hun, selvom hun godt vidste at hvis han forvandlede sig ville han være nøgen, og det samme ville ske for hende.

Han gik med hende ind og kiggede på hende "hvordan jeg ser ud hmm jeg har sort hår som er langt lilla øjne er muskuløs men ellers ville jeg sige flot"sagde han med et smil og kiggede på hende med et smil "hvad med dig"sagde han og kiggede bare på hende med et smil

"Kort hår, alm. kropsbygning af en 16 årig pige, sorte øjne, 170 cm høj og jeg har såden en sort stil, alternativ blandet med med lidt goth" svarede hun med et smil på læben, hun vidste at der var et godt venskab på vej, bare selve selvskabet lige nu det var bare så fantastisk rart. Her lå to vareulve og kiggede, det kunne kun tegne på noget godt.

Han kigede på hende "det lyder spænde"sagde han og kiggede på hende "kender du det når man får lyst til at parre sig med en anden ulv har du ikke sådan lidt når du ulv"sagde han og kiggede på hende med et stille smil på sine læber han spurgte bare venligt

Larentia kiggede forvirrende på ulven ved sin side, hun følte sig meget usikker og kiggede væk, hun var grøn i det fag, hun har aldrig været i kontakt med kærlighed før, hun var nu bange for ulven der lå ved siden af hende. Hun rykkede sig længere væk fra ham og sagde rystende "hvad vil du mig?". Hendes blik var alt andet end stille, hun panikkede en smule..

"ingen ting bare snak jeg har ikke tænkt mig at parre mig med dig for kender dig ikke nok til at gøre sådan noget endnu du virker sød nok men vil kende dig bedre"sagde han og kiggede på hende og blev lidt trist da hun rykkede sig væk fra ham "undskyld"sagde han og kiggede ud gennem hulens indgang og ud i skoven

Larentia var en smule flov og gik længere ind i hulen. Hun ville bare glemme det der lige var sket, "vil du overnatte her?" spurgte hun og smilede en smule, for at gøre skaden god igen. Der var fuld måne i aften, og lyset fra månen gik lige ned i hulen, så det var ikke så mørkt som det plejer.

"hm jo tak det ville være dejligt"sagde han og kiggede ind på hende med et stille smil "men du skal ikke tænke på det jeg sagde jeg gør ikke noget med at parre mig med dig så du kan godt være tryk ved mig jeg er ikke farlig"sagde han og kiggede ud i skoven igen.

Larentia valgte at stole på ham. "men jeg sover bedst i menneske krop her om sommeren, det er for varmt ellers". Larentia tøver en smule, skulle hun gøre det? forvandle sig til menneske? Hun havde jo en del tæpper i hulen så det gjorde vel ikke noget, hun var vel heller ikke så genert, en krop er vel en krop. Larentia gik længere ind i hulen..

"det gør jeg også men det gør bare så ondt at forvandle sig til menneske og omvendt fordi ens knogler bliver anderledes ved forvandlingen"sagde han og kiggede ind på hende "men du må gerne og måske gør jeg det også"sagde han og kiggede på hende med et stille sødt smil

"man vender sig til smerten" sagde hun ved et lettere smil på læben. Hun rejste sig op i hulen, det var lige før at loftet i hulen var for lavt, men det gik, hun kunne mærke smerten der brede sig hurtigt, fra nakken og ned der kom et hyl fra hende og hun faldt ned på jorden, hun rejste sig forsigtigt op, nu sad hun der helt nøgen foran ham, gad vide hvad han tænkte. Hun tog et tæppe og dækkede sin nøgne krop til, hun lagde jeg ned og kiggede på på Jaster. Hun var nu udmattet.