Snehvidt dække

Dato : Kyndelmisse (02/02)
Årstid : Vinter
Dag : Mandag
Vejr : Snedække
Sted : Skoven
Tid : 17.20
Omgivelser : Træer, Lucy og en tilfældig menneskemand

Mandens lange ben bragte ham hurtigt gennem skoven. Han så ned på det lille blege barn i sine arme, og bad om at hun måtte være i live. Han havde pakket hende ind i sin jakke for at varme hende, og var nu på vej mod byen hvor han kunne hente hjælp til hende. Hvad han ikke vidste var at hun var live.. Meget i live faktisk.. Eller faktisk var hun vel død, men hun var stadig i stand til at snakke, og bevæge sig rundt så hun var ikke rigtigt død. Hun lagde langsomt armene om nakken på ham, og han holdt hende tættere ind til sig, og højere op.. Lige hvad hun havde brug for.. Hun begravede tænderne i hans varme halvs, og en halvkvalt overrasket lyd slap hans læber idet han faldt på knæ, og stadig knugede barnet ind til sig. Hun drak af hans mættende blod til hun ikke kunne mere, og trak så tænderne til sig. "Tak for hjælpen mister.. De smagte dejligt." hviskede hun i hans øre, før et højlydt knæk gjalede ud i skoven, og manden faldt sammen med nakken i en unaturlig vinkel.

mike sad under et træ dybt inde i skoven, han havde kun et bar bukser og en t-shirt på, så man skulle tro han frøs, men hans krop var helt bedøvet af alkohol, han sad faktisk med en flaske vodka knuget godt ind til sig, alle hans sanser var helt svækket af spriten og han kunne verken føle smerte, kulde eller varme, det lignede han sad og sov, da hans hovede hang ned og han sad meget slapt. mike så med det samme op da han svagt kunne høre en knæk give genlyd i skoven, han havde en lille flænge over øjnbryndet, hans døsige blik gled rundt, selvom han intet fik øje på.

Lucy, der stadig havde mandens jakke på, blev på det nærmeste opslugt af mørket da hun fik færten af et nyt menneske. Hun dukkede op lidt fra ham, og tørrede hurtigt blodet væk fra munden. Hun stod lidt og lyttede til ham mens hun ventede på at han skulle få øje på hende. Samtidigt lugtede hun efter om der skulle være andre i nærheden.

mike fik et lille chok da han fik øje på en lille pige med en alt for stor jakke på, han rettede sig lidt op og smilte venligt til hende "hej lille ven...hvad laver du her ude?.." spurgte han og det var tydeligt at han var fuld, men ikke klam på nogen måde, mere en trist ung dreng der havde prøvet at drikke sine sorger bort.

"Jeg er ikke lille" svarede hun automatisk, og bed sig let i læben da hendes fejl gik op for hende. Hun kløede let på det sorte stof der var bundet stramt for hendes øjne. Det var mest for at mennesker ikke skulle blive skræmt af hendes uhyggeligt udseende øjne.

mike grinte lidt og rystede lidt på hovedet "nej selvfølgelig er du ikke det...stpr pige" sagde han med en halvkvalt latter, han rejste sig op med meget besvær og vaklede hen til hende, han satte sig ned på hug foran hende "burde du ikke være hjemme ved dine forældre?" spurgte han og så lidt undrende på stoffet om hendes øjne.

"Nej" svarede Lucy og var igen for hurtig på aftrækkeren. "Jeg bor hos Djonn" rettede hun sig selv, og smilede barnligt for at virke overbevisene. Hun var ofte tæt på at afsløre sig selv overfor mennesker, specielt når hun lige havdet blod

mike lage hovedet lidt på skrå og forstod hende ikke rigtig "djonn...hvor bor han?..og er du blind?" spurgte han nysgerrigt og troede fuld ud på hun var en lille pige, hvis han havde været ædru ville han nok havde været mere mistænksom, men når han var fuld stolede han fuldt ud på hvad andre sagde.

"Ja jeg er blind.. Det har jeg altid været.. Og Djonn bor i Werclare." svarede hun og smilede fortsat. Hun smilede meget.. Men det gjorde børn jo nomalt, og selvom hun var over 3000 år gammel, så så hun stadig sig selv om et barn. Et gammelt barn ganske vidst, men stadig et barn.

mike smilte stille "det gør mig ondt...hmm hvor henne i werclare?.." spurgte han venligt og betragtede hendes barnlige sind lidt, han tog stille hendes hånd og rejste sig op "jeg skal nok følge dig hjem..." sagde han og rettede sig op, han stod og vibbede lidt da han ikke rigtig kunne finde balancen ordenligt.

"Jeg vil ikke hjem" sagde hun roligt men bestemt, og støttede ham lidt da han holdt hende i hånden. Da hun jo var vampyr var hun langt stærkere end ham, og kunne let støtte ham selv om han var noget større end hendes 111 cm.

mike så ned på hende "du kan ikke rene rundt her ude alene.." sagde han og smilte lidt, han lage slet ikke mærke til hun støttede ham så han løftede hende bare op i sine arme "du skal hjem min ven...du skal ikke mød noget ubehagelit her ude" sagde han stille og begyndte at gå, hans gang var meget usikkert og slingrende, men ikke noget han selv lage mærke til.

"Sæt mig ned!" sagde hun bestemt, men skingert. Hun tog fat i hans skuldre med stærke tynde fingre, og sad ellers helt stille i hans arme. Hun var bange.. Den lille, gamle vampyr der nomalt var rolig uanset situationen, var rent faktisk bange nu. Hun blev som regel bange ved at blive løftet, da hun jo var blind, og ikke kunne finde ud af hvor hun var når hun blev båret. Selvfølgelig kunne hun bruge lugtene, men hun følte sig magtesløs når hun ikke stod på sine egne to ben.

mike blev lidt chokeret over hun var så stærk og satte hende hurtigt ned iegn "okay okay...good du er stærk man" sagde han helt forbløffet, han havde ikke lige forventen den reaktion fra hende, men han ville da ikke have hun skulle være bange for ham, det var på ingen måde meningen "men du skal altså hjem.." sagde han stille og så så alvorligt på hende han kunne.

"Jeg skal nok komme hjem. Det lover jeg. Jeg skal nok komme hjem til Djonn inden der sker noget slemt." sagde hun og mente det. Hun ville hjem inden det blev morgen, men natten var stadig meget ung, og hun var - som andre vampyrer - ude hele natten så længe hun kunne.

mike så lidt tænksomt på hende "oikay godt...så du lover at imorgen ser jeg ikke en eller anden avis hvor der stå en lille pige død i skoven vel?" spurgte han blidt og smilte stille, han kendte godt nok ikke denne lille pige, men han vil ikke have der skulle ske hende noget slemt

"Det lover jeg" nikkede hun med glad stemme, og smilede lillepiget op til ham. *Men jeg lover intet om at De ikke ser en avis om en dræbt mand i skoven..* tilføjede hun i tankerne. Hun vidste jo godt at nogen ville finden liget af den mand, hvis jakke hun bare, før eller siden.. Hun håbede bare at han ikke var smart nok til at lægge to og to sammen..

mike så på hende og nikkede stille "godt...tak" sagde han stille og klappede hende blidt på kinden, han rettede sig op og så lidt rundt "hvor er jeg egentlig henne?" mumlede han da han ikke rigtig kunne huske hvad han lavede i en skov.

"De er i skoven uden for Werclare." svarede hun, og bed sig i læben da hendes forsigelse gik op for hende. *Vær sød ikke at lægge mærke til det...* bad hun ham tavst, og hentydede til at hun havde sagt De og ikke du.. Endnu en vane hun havde tillagt sig, var at tiltale alt og alle med De, Dem og Deres. Derfor smuttede det tit når hun var i selvskab med mennesker og ikke holdt nøje øje med hvad hun sagde.

mike så undrende på hende, men rystede bare på hovedet, nogle blev jo stadig opdraget så høfligt "okay...hvad i al verden laver jeg her?" spurgte han stille og kløede sig i håret, han var begyndt at blive lidt ædru igen og en begyndende hovedpine krøb over hans hovede og brede sig hurtigt, han så lidt ned på hende og lod sig dumbe ned foran hende, han betragtede den lille pige lidt og smilte stille for sig selv.

"Snakker med mig." fortalte hun ham med et glad smil på det barnlige ansigt. Hun lignede noget nær et barn der havde lavet en tegning og stolt viste den frem til sin mor.. Bortset fra at hun aldrig tegnede, og ingen mpr havde.. Men det var mindre detaljer der ikke længere betød spor.
Hun kunne nemt virke ret barsk, da hun jo havde krop som en syvårig, og ikke længere sørgede over død.. Død var hverdag, og død var en nødvændighed.. Det havde hendes skaber lært hende, og hun var hurtigt blevet en bedårende, koldblodet morder..

//Smutter i seng nu^^//

mike så på hende med et lille grin "ja det er rigtigt...sig mig hvad hedder du?" spurgte han venligt og lage hovedet på skrå, han kunne egentlig godt lide den måde den lille pige stod på, hun mindede ham på en måde om hans egen søster udover hans egen sad i køre stol, det var mere den måde hun udtrygte sin barnlighed og branlige glæde på der mindede ham om hans søster, han sad stille på jorden og betragtede hende lidt.

"Lucy" svarede hun, og vendte ansigtet væk for en stund. Efter noget tid rystede hun umærkeligt på hovedet og vendte igen ansigtet mod mennesket med et smil. "Hvad hedder du?" spurgte hun så og blev stående selvom han sad. Hun stod næsten altid.. Hun kunne ikke lide at få jord på den hvide sommer kjole hun altid bar... Den alt for store jakke hun havde på var gledet ned over hendes ene skulder, men hun så ikke ud til at have lagt mærke til det.

mike nikkede stille op så op på hende, han tænkte sig om "mike..." sagde han stille og rettede lidt på den alt forstore jakke, han lage hovedet lidt på skrå "hvorfor har du den store jakke på?" spurgte han nysgerrigt og betragtede den lille pige igen.

"Jeg frøs" svarede hun kort, selvom det jo ikke var helt sandt. Faktisk var slet ikke sandt på nogen måde, da hun jo selvom hun var isende kold aldrig frøs. Men hun kunne ikke så godt sige at hun havde 'fået' den af en mand hun havde slået ihjel lidt længere inde i skoven.. I hvert fald ikke hvis hun ikke ville afsløre sig selv.