Snehvidt dække

Lucy rystede på hovedet med et tilfredst smil. "Jeg er vampyr." rettede hun så, og rettede hovedet op igen. "Men De behøver ikke at være bange for mig, mister." forsikrede hun så, med en let alvorlig tone. Det var mest for at være forbyggende, hvis han havde dårlig erfaring med vampyrer. Lucy hadede den frygt og had der ramte vampyrer fra de andre racer. Mest fordi at folk hadede alle vampyrer, for noget nogle få havde fortaget sig..

mike lage hovedet let på skrå og tænkte sig om "okay vampyr..." sagde han lidt tænksomt og tænke på de vampyre han kender, han rystede stille på hovedet "jeg er ikke bange...hvis du ville havde gjort mig noget ville du allerede havde gjort mig noget" forsikrede han sig selv og var helt overbevist for det var sådan, for sådan havde de to tre vampyre han allerede havde mødt været.

Lucy rystede umærkeligt på hovedet, og smilede fortsat. Hun kunne sagtens finde på at trække det længe før hun angreb, og foretrak faktisk at offeret var begyndt at tro at hun faktisk ikke ville gøre det fortræd før hun slog til. Men i øjeblikket var hun mæt, og udgjorde derfor ingen fare overhovedet. "Kender De til andre vampyrer?" spurgte hun tydeligt nysgerrigt, og lagde atter hovedet på skrå.

mike var få naiv til at se at der kunne være forskel på vampyre, og det var derfor også meget nemt at overbevise ham, men sådan var han og han var stækt sikker på at vampyren intet ville gøre ham, kun fordi hun ikke havde gjort ham noget endnu "ja..jeg kender 3 andre tror jeg nok" sagde han stille og kløede sig lidt i nakken.

"Hvem?" spurgte hun videre, tydeligt nysgerrig. Hun gjorde nu heller intet for at skjule sin nysgerrighed, da hun ikke mente det var nødvændigt. Hvorfor skulle det dog også være det? Han var jo blot et menneske, der ikke ligefrem virkede til at være den sværeste at narre. Ikke at hun havde tænkt sig at narre ham - endnu i hvert fald - men han virkede bare let.. Som om der ikke ville være svær at sætte tænderne i..

mike så lidt tænksomt ud og lage hovedet lidt på skrå "øhm...silvia..cisse og der ver kun de to" sagde han da han ikke kunne komme itanke om en tredje ud over hende selvfølgeligt, han kløede sig lidt i nakken og tænkte sig godt om, han så på pigen og lage hovedet let på skrå, hvordan kunne sådan en lille pige være blevet til en vampyr, der virkede helt urealistisk og grusomt, men selvfølgelig sådan var det meste jo blevet her på det sidste.

Lucy nikkede svagt, og kendte ingen af de nævnte vampyrer.. Hun havde dog hørt lidt om denne Silvia, hvilket fik hende til at rynke panden svagt.. Hun tog sig dog ikke videre af det, og smilede snart igen. "Hvor gammel er De mister Mike?" spurgte hun så, og lagde hovedet en anelse på skrå.

mike sparkede svagt i jorden og lage hovedet svagt på skr, han så så på hende igen og smilte svagt "jeg er 16...og lad venligst vær med at kalde min mister..det for mig til at føle mig gammel" indrømmede han og så lidt bedende på hende, han ville vente lidt med at spørge ind til hendes navn, da hun jo kunne være gammel.

Lucy lo lidt af hans forespørgsel. "Jamen så vil jeg forsøge at huske at lade være med det." sagde hun smilende og nikkede svagt. "Seksten år... Det var ikke gammel.." sagde hun i et let tonefald. "På den anden side, så er mennesker jo heller ikke særligt gamle" huskede hun sig selv på, og rystede svagt på hovedet. Hun havde det med at blive facineret over nogle væsners utroligt lave alder, men egentlig var det jo bare hende der havde en usædvanlig høj alder. Selv for en vampyr var hendes alder høj.

mike så på hende og nikkede stille "tak skal du have" sagde han roligt og kløede sig let i nakken, han smilte stille "det er ikke meget gammel.." sagde han tænksomt, det var jo ikke ret gammelt, selvfølgelig kunne mennske ikke blive så gamle som vampyr osv, men 16 var stadig ret ungt fra et menneske.

Lucy smilede lidt af ham. "Hvad tænker De mi... Mike?" spurgte hun og nåede at stoppe sig selv i at sige mister. Hun sukkede lydløst over det, og smilede så igen op til ham. Hendes størrelse kunne godt irretere hende. Men da der ikke var noget at gøre ved det, accepterede hun det. Hvad andet kunne hun også gøre..

mike så på hende og lage hovedet på skrå "jeg tænkte bare om hvor gammel du så egentlig er...altså jeg ved jo vampyre lever evigt" sagde han og så forsigtigt på hende, han vidste jo ikke om hun ville blive fornærmet over det eller noget, så han var også lidt tøvende med at spørge om det.

Lucy smilede. Hun elskede at svare på spøgsmål, da det faktisk sagde hende en del om hvor meget en anden vidste. Og så kunne hun mere eller mindre kontrollere hvor meget mere vedkommende skulle vide. "Jeg er 3606 åt gammel" svarede hun stolt. Hun var meget stol af sin egen alder, da kun få blev så gamle. Lucinia var en af de ældste nulevende vampyrer, og det var hun helt tydeligt stol over. Hun lagde heller ikke skjul på det, overfor andre end udvidende mennesker naturligvis.

mike måbede da hun sagde det og stirrede overrasket på hernde "3...3606?" sagde han meget forbløffet og forundret, han havde ikke lige regnet hun var så gammel, han havde faktisk regnet med hun ville være højst 100 år, han havde åbenbart ikke helt vænnet sig til at nogle væsner kunne blive mere en 100 og enda leve evigt, men hendes alder ville alle jo syntes var helt vanvittigt..

Lucy lo af hans forbløffelse. "Ja, hele 3606 år.. Men så vidt jeg ved er jeg også en af de ældste nulevende væsner." sagde hun stadig med latteren i stemmen. "Det er faktisk de færreste der overlever så længe.. Men det har selvfølgelig visse fordele at være et barn." tilføjede hun smilene efter en lille pause.

mike stirrede stadig overrasket på hende "okay kan jeg forstille mig...hvordan er det egentlig at leve evigt?" spurgte han nysgerrigt og smilte kidt til hende´.

"Hm.. Hvordan er det at vide man skal dø?" spurgte Lucy i stedet for at svare, da hun i forvejen havde levet så længe at hun ikke havde noget svar på hvordan det var at leve evigt.. Det var jo helt normalt og hverdags-agtigt for hende..

mike så på hende og lagde hovedet på skrå "æhm,,jeg prøver at lade være med at tænke på det" svarede han og så lidt ned i jorden, han kløede sig stille i nakken og blev lidt bedrøvet over spørgsmålet.

"Hvorfor?" Lucy havde tydeligvis ikke fanget at Mike blev utilpas ved emnet. Hun var egentlig ret ufølsom af en lille pige at være.. Men på den anden side kunne det vel selvfølgelig diskuteres hvorvidt hun var en lille pige eller ej..

mike så ned og knyttede hårdt sine hænder "jeg...jeg har ikke lyst til at døø...jeg har ikke lyst til at mærke min krop ældes" mumlede han stille og så lidt på hende igen. han kunne ikke rigtig vænne sig til at den lille pige var en vampy. det virkede forkert.

"Hmm.." Lucy blev tænksom ved hans ord. "Jeg ville nu gerne prøve at ældes.. Blive ældre.. Men.. Der er jo muligheder for at løse Deres problem mister, nej undskyld, Mike." sagde hun så, og smilede op til mennesket. Ikke at hun på nogen måde havde i tankerne at forvandle ham - hun havde nok at gøre med Najee - men mulghederne var der jo..

mike så lidt på hende og nikkede lidt forstående "kan jeg nu godt forstå...du ser jo rimelig ung ud...men jeg ved der er en løsning på mit problem...men..min kærste vil ikke blive så glad for det" sagde han og så lidt ned.

Lucy nikkede lidt. "Hvem er Deres kæreste?" spurgte hun så, af ren og skær nysgerrighed. Hendes nysgerrighed kunne ind imellem skabe problemer for hende, men hun var som regel god til at fode sig ud af dem.. På den ene eller anden måde..