Snehvidt dække

mike hævede det ene øjnbryn "er den ikke lidt for stor så?" spurgte han og undrede sig lidt over det, han elskede salv at havde for store jakker på, men den var jo overdrevet stort til den lille pige, han så på hende med et tænksomt blik.

Lucy trak let på skuldrene, og tænkte over hvad hun skulle svare. Manden havde været et stort brød, og hendes lille krop drunkede næsten i jakken, der gik hende helt til anklerne. "Jo måske." sagde hun lettere tøvende, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige.

//Undskyld tiden, skulle lige spise//

mike lage hovedet på skrå og så på hende, han rystede lidt på hovedet "den kan da ikke varme ret meget når den er så stor" sagde han og stirrede lidt på jakken, det ville også være alt for stor til ham og hun var jo meget mindre en ham, så det undrede ham lidt.

//helt okay ^^ men jeg skal logge igen --' kommer måske senere//

Lucy skrabede lidt i sneen, med sine blege fødder og tænkte så det knagede. Hvad i alverden kunne hun sige? Hun anede jo ikke hvad der varmede og hvad der ikke gjorde.. "Det er fars.." mumlede hun så, da det var det eneste hun lige kunne komme på. Hun brød sig ikke om at lyve på den måde men havde ikke rigtigt noget valg.

//Skal jeg ogdå^^'//

mike betragtede den lille pige og lage hovedet let på skrå "du kan låne min trøje..så du får mere varme" sagde han venligt og tog sin hætte trøje af, han rakte hende den med et smil "her.." sagde han stille, tog hendes hånd og førte den op til hans trøje, så hun kunne tage den, hun var jo blind så han ville hjælpe hende.

Lucy rystede på hovedet, og trak hurtigt sin hånd til sig. Hun var jo lige så kold som sneen, hvis ikke koldere ligegyldigt hvor meget tøj hun havde på. "Jeg behøver ikke din trøje.. Behold du den bare." sagde hun, og trak jakken en smule tættere om sig. Hun ville - af mærkværdige årsager - ikke have at Mike skulle fryse fordi hun tog hans trøje da den jo ikke hjalp det mindste på hendes kulde.

mike blev lidt overraset over hende kulde og så så alvorligt på hende "du behøver den..du er jo is kold" sagde han alvorligt og ville ikke tillade hun afviste hans tilbud om varme på den måde, han holdte stadig sin trøje frem mod hende og så på hende med det alvorlige blik, han ville ikke have den lille pige skule fryse, da han jo intet vidste om hendes rigtige race og at hun ikke kunne fryse.

Lucy lagde armene overkors, og skød underlæben frem som kun stædige børn kunne gøre det. "En lille bivirkning af døden." kunne hun ikke lade være med at mumle, dog så lavt at han ikke ville kunne høre det - håbede hun.. Nomalt ville hun sikkert have taget imod trøjen, og lades som om den hjælp, men hun havde ikke lyst, selvom det kunne afsløre hende. Hun synes bare ikke hun kunne være bekendt at lade mennesket fryse når nu hun aldrig frøs.. At hun så lige havde slået et andet menneske ihjel det var en helt anden sag..

mike så på hende og kunne lige høre hvad hun sagde, men han var ikke sikker på om han havde hørt rigtigt "hvad sagde du?" spurgte hasn stille og så lidt tænksomt på hende, han ville gerne være helt sikker på han havde hørt rigtigt. mike holdte stadig sin trøje frem mod hende for at få hende til at tage den.

"Jeg sagde ikke noget." svarede hun og løftede hovedet igen *Du hørte det ikke.. Vær sød ikke at have hørt det..* tænkte hun bedende, men så bare trodsig og stædig ud, som et barn der ville have sin vilje. Hun var godt klar over at hun ville komme i vanskligheder hvis han havde hørt hende. Hun vidste jo ikke at han rent faktisk godt vidste at vampyrer fandtes, men troede at han bare ville tro hun ikke var rigtig oven i hovedet når hun sagde sådan..

mike nikkede og så lidt på hende "du sagde noget.. et eller andet en lille bivirking af..døden eller sådan noget..sådan hørte jeg det...sagde du det?" spurgte han og så mistæntsomt på hende, han var begyn dt at blive meget mistanksom over denne lille pige, hun var bleg, kold og virkede lidt mærkelig forhold til at normalt menneske, og mike kendte jo til alle racer, godt nok vidste han mest om dæmoner og engle og så lidt om vampyre, men de andre racer vidste han kun ud fra historie bøgerne.

Lucy rystede på hovedet, og mumlede et nej ned mod de hvide fødder. Hvorfor i alverden var hun også blevet så uforsigtig? Hun af alle væsner.. Hun burde da være gammel nok til at vide at selvom mennesker aldrig ville få samme muligheder som andre væsner, så var de ikke komplet tabt bag en vogn.. Hun vidste det jo sådanset også godt, men blod havde den virkning på hende, at hun blev mere uforsigtig end ellers. Nomalt søgte hun jo heller ikke ligefrem menneskers selvskab, medmindre det var for at finde føde blandt dem..

mike så på hende og rystede stille på hovedet "hmm...sært" sagde han blot og træk i sin trøje igen da han var begyndt at fryse ret meget, han betragtede iugen den lille pige og tænkte meget over hvorfor hun var ude og hvorfor hun ikke bare tog imod hans trøje, han virkede jo ikke som en eller anden pædofi mand, han var jo ikke mere en 16 og var kun venlig over for hende.

Lucinia bed sig svagt i læben, men slap den hurtigt. Hun smilede nu igen, og den snigende nervøsitet der langsomt bredte sig i hende kunne ikke ses i hendes ansigt. Siden hvornår var hun begyndt at blive nervøs ved mennesker? Det var mildest talt længe siden.. Og det at hun havde, været så nær ved at afsløre sig selv, gjorde ikke det hele meget bedre.

mike så på hende og lage hovedet på skrå, han rejste sig stille op "nnår men..jeg må nok hellere til at komme hjem..lov mig du lever imorgen" sagde han venligt og klappede hende blidt på håret, han begyndte at gå og stak sine hænder dybt ned i lommerne på hætte trøjen, han så lidt tilbage på den lille pige.

"Det lover jeg" smilede hun glad, og nikkede til ham. Da hun hørte hans skridt fjerne sig, virrede hun kort med hovedet. Derefter sprang hun let op på en gren over hendes hoved, da hun ikke vidste at mennesket så tilbage på hende. Grenen sad faktisk ret højt over hende, og det ville bestemt ikke have været muligt hvis det ikke var fordi hun var vampyr. Hun sad oppe på gernen, og lod fingrene løbe langs barken mens hun tænkte, og ikke havde tanke for at mennesket måske ikke var så langt væk som hun havde troet.

mike måbede da han så hun bare sprang op på grenen uden problemer, han stoppede og og stirrede bare op på hende, nu vidste han hun ikke var noget menneske, det ville slet ikke være muligt "hvad er du for en race?" spurgte han helt overrasket og så måbene op på hende, han havde jo hørt om alle racer, men han anede jo ikke hun præcist var en vampyr.

Lucinia måbede. Det var dog ikke særligt længe, men hun gjorde det. "Du.. De kender til racerne?" spurgte hun i stedet for at svare med det samme. Hun turde ikke fortælle ham det med det samme, hvis det blot var en joke.. Det var dog højest usandsynligt, men Lucinia forstod sig ikke længere på menneskers humor.

mike stirrede på hende og nikkede stille "ja..jeg kender til racerne.. hvad er du?..du er ikke noget menneske det er tydeligt" sagde han og måbede stille, men lukkede så munden helt og så lidt ned i jorden, nu kom han i tvivl om hun nu også var den lille pige i alder, da han jo vidste at nogle af racerne kunne leve evigt og derfor var ældre i sind en i krop.

Lucinia tænkte kort. Han kendte til racerne... Et lidt tid begyndte hun at le sin lyse barnelatter ud i natten. "Er De en jæger?" spurgte hun så pludseligt skarpt. Hun havde ikke i sinde at fortælle ham sin race hvis kan var jæger. Jægere havde af besynderlige grunde altid et enormt had til vampyrer. Og det havde andre racer også tit og ofte. Lucinia hadede det. Hvorfor skulle hun hades for noget en anden havde gjordt?

mike så op på hende og tænkte sig om "jæger?...sådan en dusøgerjæger eller hvad det nu hed?..nej det er jeg ikke..jeg er bare et helt normalt menneske" forklarede han og mente hvert et ord, dugsøgerjægere var en af de racer han ikke vidste noget om, men kun vidste fandtes. mike havde intet imod vampyr da en af hans venner var vampyr, han var faktisk ikke noget imod nogle af racerne, han havde jo venner der var af en anden race en menneske.

"Hmm.. Et helt almindeligt menneske.." gentog Lucy tænkende, og forsvandt i det samme i en lille sky af mørke røg. Der gik dog ikke mere end et sekund før hun dukkede op omkring en meter fra Mike. "..Der kender til racerne." sluttede hun sin sætning, og vendte ansigtet op mod hans. "Hvordan lader det sig gøre mister?" spurgte hun, og snakkede nu til ham, som hun ville snakke til en hver anden af racerne.

mike så på hende og fik et chok da hun pludselig forsvandt, og han fik selvfølgelig endnu et chok da hun dukkede op kort fra ham, han sank stille en klump og gik et ænkelt skridt bagud "jeg har..venner der er fra de andre racer...de har selv fortalt mig det eller så har jeg opdaget det..." forklarede han og håbede hun troede på det, han lage godt mærke til hun blev mere gammeldags i måden hun snakkede på, men han reagerede ikke rigtig på det.

Lucinia så en tid ud til at tænke, før hun rystede svagt på hovedet. "I så fald, kan De måske regne ud hvad jeg er?" spurgte, og lagde hovedet let på skrå. Hun testede ham egentlig bare, for at se hvor meget han egentlig vidste. Hvis han kunne gætte hendes race uden problemer, ville hun nok være lidt påpasselig med ham. Ikke at hun var bange for jægere, hun ville bare undgå at blive angrebet, og være uforberedt på det. Menneskelige jægere var som regel meget sjove, mente Lucy, men så snart det var de andre racer der begyndte at jæge hende, blev hun virkelig vred.

mike så på hende og kløede sig lidt i nakken, han tænkye sig godt om, han vidste jo ikke lige frem hvad kende tegnene var ved racerne, så han ville nok bare stå og gætte "øhm..du er øhm...dæmon?" spurgte han meget tvivlsomt og så forvirret på hende, han gættede altid på dæmon som den første, da det var den første race han kom til at kende og derfor også altid den første race han kom i tanke om, men han syntes nu ikke hun virkede som en dæmon, men han var slet ikke sikker på hvad hun var.